e-mail

 
Let the game begin
mandag, 01. september 2003

Først var idéen at have en separat dagbog for behandlingerne af barnløshed, men ved nærmere eftertanke er det at jeg tænker; det er mig nok slet ikke muligt at holde tingene adskilt - og sandheden er jo den, at jeg er det hele. Et argument var bl.a. at ikke alle er interesseret i dette aspekt af mit liv, men det blev hurtigt møvet til jorden... for jeg er da ved sødeste grød - og mildest talt - pisse ligeglad med hvem der er interesseret i hvad og hvorfor. Mit liv, mine valg og mig der suverænt bestemmer. Sådan må det i hvert fald nødvendigvis være. Ja?

Og hvor om alting er, så fik jeg min menstruation i går og mand jeg har smerter, men det betyder samtidig - efter telefonisk konsultation af gynækologen - at jeg skal begynde med de daglige indsprøjtninger på onsdag og seks dage frem. Jeg skal sprøjte mig selv i maven med 50 enheder puregon, hvorefter jeg skal scannes igen. Og burde der være nogle følelser? Jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv; det er underligt. Det er ganske abstrakt.

København Åben i petanque er slut for denne gang, og det har været en lang weekend for kæresten; tidligt op og sent i seng. Han er træt. Jeg kiggede kort forbi i går eftermiddag, tog af sted igen og tilbragte det meste af dagen hos mine forældre... for at vende tilbage, tømme nogle skraldespande (tror et par af svenskerne havde pisset i dem, yak!) og til sidste være den omsorgsfulde chauffør der sørgede for at kæresten og hans tidligere chef kom ordentlig hjem.

Post-it: Gearene kan godt skiftes lidt tidligere.

Ferien er slut
onsdag, 03. september 2003

I går var det tirsdag, i går var jeg til banko med mormor, mor og min kusine. Jeg vandt 150 kr. på to rækker - og dermed fik jeg dækket mine udgifter. Det er sgu sjovt og hygsomt at samles med familien på denne måde, så aftalen er fremover tager jeg med hver anden tirsdag... vel at mærke at jeg ikke skal på job.

I morges spiste vi morgenmad sammen - for en gangs skyld - det var kærestens forslag. Rart at sidde overfor hinanden og tale om løst og fast. Det var også i morges at jeg fik den første indsprøjtning; 50 enheder puregon lige under navlen. Det gjorde slet ikke ondt.

Og ferien er slut. Jeg sidder her og snart skal jeg af sted på en døgnvagt... det bliver helt rart at mærke vinden hive i mit ansigt som jeg racer af sted på cyklen med de syv gear.

Post-it til kæresten: Din madpakke ligger i køleskabet!

Dø dit klovnesvin!
fredag, 05. september 2003

Jeg aner seriøst ikke om det er hormoner eller træthed fordi jeg stod op klokken fucking fem i morges, men mand hvor har jeg lyst til at gøre vold på alle de idioter der færdes på vejene. Og som jeg cyklede hjem fra arbejde blev min tanker og fantasier mere og mere morbide, og der var blod... massere af blod og søm i mit boldtræ og så skulle de kraftedeme ned med nakken og jeg skulle knejse over dem som jeg sad ned og pissede. På et tidspunkt måtte jeg holde begge hænder stramt om styret for ikke at sparke ud efter et sidespejl på en forpulede højresvingende bilist, der vel at mærke så mig som han overhalede mig. Må han i den grad kom ud for en ulykke og må hans hjerne ligge spredt ud over vejen. Han fortjener intet godt i dette liv. Og han var lige præcist den der type vi sagtens kan undvære; typen der dyrker sig selv foran spejlet i fitness centeret, typen der aldrig fik mere end en 7. klasse og som i dag er arbejdsmand... han er typen som burde være på knæ og stortude mens hans venner ser på. Han er synonym med en mislykket abort og har sikkert fået velfortjente bank gennem hele sin opvækst.

Og standpunkter er til at skifte, så der er kommet et link til en separat dagbog over behandlingerne for barnløshed. Lad os se hvad det ender med.

Resten af dagen: Så forpulet lidt som muligt.

Klokken er 08:00
lørdag, 06. september 2003

Lørdag og jeg måtte vække kæresten tidligt. Synes det var ligegyldigt hvor henne jeg lavede en hudfold, ligegyldigt hvor henne jeg forsøgte at stikke nålen ind, så gjorde det ondt. Han stod op og stak i mig.

Har haft en lorte nat, med jævne mellemrum er jeg vågnet op og har grædt som pisket. Og skønt drømmene tog sig forskelligt ud, var temaet det samme; han var ved at forlade mig.

Vreden fra i går har lagt sig, tilbage er en umådelig træthed og sårbarhed. Ord kan gøre forskellen, ord gør forskellen og jeg har frygteligt svært ved at navigere imellem dette kaos der er inden i mig. Jeg har svært ved at skelne imellem hvad der skyldes hvad.

Og nu stortuder jeg igen, tårerne vælter ud af mine øjne - som var de to kæmpestore container fulde af vand.

Lige nu: Jeg leder desperat efter afbryder-knappen!

En mandag aften
mandag, 08. september 2003

Søndag og mandag er gået uden problemer - end ikke af hormonalt art. Lørdag formiddag skulle mig, kæresten og vores respektive forældre se Garnisons Kirken; den er alt for stor og det blev efterfølgende besluttet at Brønshøj Kirke skal danne rammen om vielsen. Efter kirke besøg inviterede mine forældre på brunch og hen over langbordet blev selve bryllupsfesten diskuterede. Der var mange forslag, men som kæresten og jeg kørte hjem blev vi enige om at gøre det enkelt og overvejende mere i vores egen ånd. Vi stemmer derfor for vielse i kirke, en receptionsfest og efterfølgende en fire ugers lang ferie ud i verden. Meget af det praktiske er på plads, når man ser bort fra indbydelser, telte, mad og formaliteterne... for der er tid nok endnu. Konceptet er der dog enighed om, og det er det vigtigste lige nu.

I min mailboks ligger der e-mails og venter på svar, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive - så jeg venter lige en dag endnu.

Post-it: Husk at skrive fødselsdagsbrevet til veninden færdigt !!

En mandag aften
tirsdag, 09. september 2003

Og jeg blev scannet... og resultatet var bl.a. at jeg måtte en tur på apoteket. Jøsses en anderledes oplevelse. Først og fremmest er det altså samfundets skæve eksistenser (og det er sikker mig selv inkl.), der samles på apoteket når det åbner. Dernæst må jeg tilstå at ingen af dem synes at være de skarpeste knive i skuffen. Nuvel... apoteket på den anden side af gaden er nyistandsat og up-to-date, man kommer ind og trækker straks et nummer og så venter man til ens nummer bliver råbt op. Ind kom jeg, men det var svært at åbne døren for der stod en lang kø foran billetautomaten og de havde ikke i sinde at flytte sig en millimeter... sikkert fordi der ikke var nogle numre at trække og hvad gør man så? Ja så venter man åbenbart og håber inderligt at ingen springer over - for man siger i hvert fald ikke noget til ekspedienterne på apoteket om at billetautomaten er løbet tør. Nej for fanden, man holder sin kæft og venter. Det er altså lige en tand for åndssvagt, så jeg kæftede straks op og en ekspedient ilede os alle sammen til undsætning. Resultat: Jeg blev sprunget over af to nye skæve eksistenser der i samme sekund som jeg rakte ud efter en billet kom væltende ind ad døren. Mand altså!

Der er gået 68 dage siden de startede på at udskifte husets faldstammer og på ca. 21 dage var faldstammerne skiftet... i alle de resterende dage har jeg haft fat i administrationen, viceværten og arbejderne i gården, men ingen vidste hvem der gjorde hvad eller hvorfor. Så i 47 dage har vores toilet lignet noget nær en byggeplads og det inventar som retmæssigt hører til på et toilet har stået til gene i entréen. For fanden i panden, siger jeg bare. I dag er der så kommet en tømmer, han skal sætte en plade op i loftet på toilettet. Bagefter skal muren komme og spartle loftet og så til sidst maleren for at male loftet og faldstammen. Så giv et bud: Hvor længe er de mon dette? Det er jo sådan cirka hele tre ting... og spørgsmålet er om det overhovedet går. Hvad siger du? Skal vi give dem endnu 68 dage? Og inden jeg glemmer... for 68 dage siden udleverede vi også en nøgle til vores lejlighed, gæstfri er vi, måske naive - for det kunne være de en dag kiggede forbi mens vi var på job og ordnede det sidste - og i dag viser det sig at nøglen måske er væk. Bad manden tjekke alle hans nøgler i min dør - og nu var den fundet igen, men hvorfor stod der 4. sal på den? Ja, det er sgu et godt spørgsmål for vi bor på første.

Har spist ymer med ymerdrys. Skuffende oplevelse, mindes i hvert fald at det smagte bedre da jeg var barn. Øv.

To år er gået
torsdag, 11. september 2003

Tror jeg glemte at skifte overskriften på det forrige indlæg, men hvad er det man siger: Gentagelser er gode for de ændrer syntaksen. Noget i den stil i hvert fald.

For to år siden skete der en ændring af mange menneskers opfattelser, i dag får jeg stadig gåsehud. Min malkeko ringede i går, jeg savner ham som en i helvede. Han tager tilbage til USA i dag efter kun tre dage i Danmark. Vi nåede slet ikke hinanden. En dag flytter jeg til New York. Det er jeg helt sikker på.

Universitetet er startet og jeg er træt, meget af dagen i går gik med præsentation, gik med at finde rundt og forholde sig til. Sanseapparatet arbejder på højtryk, antenner er ude og indtryk fæstner sig i mit indre.

I aften skal vi hjem til mine forældre, min lillebror og hans kæresten kommer også... en hel dias aften om Afrika. Noget i den stil i hvert fald.

Så underligt
torsdag, 11. september 2003

Jeg kan ikke helt gennemskue om min træthed og utilpashed skyldes at universitetet er startet op, at jeg fyldes til bristepunktet med brugelig og ubrugelig information, at jeg skal forholde mig til alverdens vidunderlige teser om hvad der kategoriserer en profession... eller om det skyldes de 25 ekstra enheder at puregon jeg har sprøjtet mig selv med de sidste tre dage.

Kort af langt er ganske enkelt at jeg ikke har det skide godt her til aften, havde det heller ikke specielt godt i går aftes... vi var gået i seng og jeg ville allerhelst bare gerne være en parasit på ryggen af kæresten, men han ønskede ikke at imødekomme mit behov. Jeg blev stiv i kroppen, mærkede gråden i halsen og havde en bizar fornemmelse af at jeg ikke længere kunne være i min egen hud. Pludselig fantaserede jeg om at jeg var ved at skifte ham - og det var en skrækslagen tanke.

I morgen tidlig skal jeg scannes... forhåbentlig kan gynækologen trylle en smule, måske miraklernes tid endnu ikke er forbi og jeg kan slippe af med denne underlige følelse af at gå ved siden af mig selv.

Og vi så for 1100 kr. billeder her til aften, min lillebror og hans kæreste har haft 5 ugers pragtfuld ferie i Afrika... de er 50.000 kr. fattigere, men helt klart en oplevelse for livet rigere. Farverne forførte mig og som jeg lod mine fingre glide ned over billedernes blanke overflade havde jeg en klar fornemmelse af at jeg kunne mærke dyrenes ru pels. Og så blev jeg bevidst om en helt anden ting: Min lillebror er en usædvanlig flot fyr.

Mand hvor mit sanseapparat arbejder på højtryk, følelserne sidder som små elektroder uden på tøjet og jeg er for en stund sikker på at jeg har opnået en anden form for bevidst. Og faktisk er jeg slet ikke sikker på at det er helt i orden.

Hvornår...
fredag, 12. september 2003

... er nok egentlig nok?

Scanningen var ok, resultatet hvad jeg kunne forvente, spørgsmålet er dog: Hvor meget kan kroppen egentlig klare?

Følelserne er fortsat som små elektroder uden på tøjet og det er de små detaljer der gør udslaget. Det føles som om et kæmpe raseri ulmer lige under overfladen, og jeg har en teori om at slipper det først fri, så bliver det farligt.

Kom og bliv væk; kæresten synes at være kilden til mit vanvid... og jeg forestiller mig hvordan jeg pakker mit gode tøj og går. Forestiller mig, at jeg takker af, nejer og lader vores tre år sammen forsvinde som sand mellem fingrene.

Sandheden er bare den at inden jeg nogen sinde når her til så har jeg mistet mig selv. Det er min erfaring, jeg har svært ved at handle på det umiddelbare - måske er det slet ikke meningen at der skal handles så kontant - og i stedet finder jeg frem til det selvudslettende barn i mig selv.

Han sårer mig. De her dage mere end nogen sinde før... og værre endnu; han er bevidst om det. Ham og hans tilfældigheds pis. Må jeg brække mig.

Post-it: Stærkest er man måske alligevel når man er alene. Jeg mister intet der ikke allerede er gået tabt.

Og gentagelser...
mandag, 15. september 2003

... er gode, så første afsnit af sidste indlæg bliver stående:

"Scanningen var ok, resultatet hvad jeg kunne forvente, spørgsmålet er dog: Hvor meget kan kroppen egentlig klare?"

Kom hjem og på gulvet i entréen lå et brev. Alene på skriften kunne jeg at det var fra Busser. Tak for opmærksomheden stod der og et smukt billede smilede til mig. Som de står der i solen, han i jakkesæt og hende i hvid kjole... da slår det mig hvor smukke de to mennesker er; de klæder hinanden og jeg ønsker dem vitterlig alt godt for fremtiden.

Og det kaster mig videre til næste punkt: Nu er Brønshøj Kirke bestilt, vi gifter os til næste år... sådan ca. 285 dage fra nu. Vi ønsker os solskin, blå balloner og massere af penge... bare hvis du spekulerede på det.

Junior har krudt i røven og med den fart han har på, så er der altså seriøs fare for at han får ørene i klemme:

moar... hjælp mig!

Det der med
tirsdag, 16. september 2003

... ægteskab.

Ja vi har jo så besluttet os for at blive gift, og det sætter helt sikkert tusinde tanker i gang. I hvert fald for mit vedkommende - det er anden gang jeg skal love noget til døden skiller.

Jeg tænker: Er jeg så blevet den erfaring rigere siden sidst? Er jeg overhovedet mere afklaret end sidst? Og ikke mindst kan jeg gøre det bedre denne gang?

Første ægteskab er ikke en bytter eller en ommer, men derimod en del af min udvikling. Sådan er jeg nødvendigvis nødt til at anskue det... ellers er det da fuldstændig meningsløst overhovedet at reflektere over det der en gang var.

Hvor om alting er... alting er blevet anderledes. Jeg er slet ikke i tvivl. Han er manden og gerne manden for resten af livet - lige som det også først er i mødet med ham at jeg er sikker på det med børn.

Og lad os bare kalde det pladder-romantik, ikke desto mindre er sandheden denne:

Første gange håbede jeg at det blev anderledes.
Denne gang må billedet bare gerne blive stående.

Dagens overskrift
onsdag, 17. september 2003

Ikke mange trafikbånd jeg har set i trafikken i dag, til gengæld har jeg set bilister, cyklister og fodgængere med hovedet fasttømret under armen. Alle synes at færdes i trafikken efter devisen: Jeg har første prioritet og alle andre er idioterne.

Og ved du hvad? Ja gu' fanden har du første prioritet, men det er til at få dit kranie smadret under dækkene på min bil. Og et skud i tågen: Jeg tror sgu tilmed også at det gør herre-nas!

Seriøst: Tag ansvaret for dig selv.

I går var det "hver anden tirsdag" - og det betyder jo at der spilles banko med mor, mormor, moster og til tider kusinen. I går var tredje gang at jeg var med og tredje gang at jeg vandt... det var "gamle Ole" der blev mit lykkenummer. Mand altså hvor jeg allerede føler mig godt integreret i miljøet.

For de interesseret, så er der kommet nye links til.

Weekend
lørdag, 20. september 2003

Er udsædvanlig træt i øjeblikket, mister hurtigt overblikket og har seriøst svært ved at gennemskue om det er hormonerne. Egentlig er det ligegyldigt hvad det er... jeg forholder mig til det og falder i søvn der hvor det er muligt.

Fødselsdag hos fætter i ejendommen. Hip hurra og må det gå ham rigtig godt.

Har været hos gynækologen i dag, og på vej op af trapperne - som selvfølgelig lige var blevet bonet - måtte jeg gribe fast om gelænderet... ellers havde jeg var jeg da sikkert kommet frem lettere invalideret og med æggestokken ud af ørene.

Sad og gloede på brudekjoler den halve nat og så er det jeg tænker; hvor mange gange på en aften kan jeg mon nå at skifte på en enkelt dag? Værst af alt; der er 9 måneder til brylluppet og med de mange modeller jeg allerede har gemt som 'det-kunne-godt-være-den-her-og-den-her-og-den-her-og-dem-alle-sammen' så skal jeg nok nå at forvirre mig selv.

Udsalgspris
mandag, 22. september 2003

Først hos gynækologen, alt er lige efter bogen og jeg skulle derfor fortsætte på apoteket for at indlevere recepten og få ægløsningshormonet i retur. Nu er vi ikke medlem af Danmark - og har derfor måtte "nøjes" med sygesikringens eget tilskud. Jeg klager ikke; prisen er gradvis formindsket og løber i et helt år... så en tanke slog mig: Hvis vi nu har fart på og bliver gravide inden vores 4 års dagen den 24. august 2004 så kan vi rent faktisk få et barn til discount pris.

Ellers ikke de store bedrifter. Er lorte træt og ser frem til 14 dages hvile fra hormonerne, måske det gør en forskel, specielt hvis jeg så samtidig kombinerer det med ni timers nattesøvn og en enkelt time om eftermiddagen.

Vasketøjet skummer i maskinen, en kageopskrift venter og så skal jeg altså seriøst på toilettet.

Post-it: Mellemnavnet skal slettes på kirkekontoret.

Udsalgspris
mandag, 22. september 2003

Og så oprandt dagen. Har haft det fint, ikke tænkt nærmere over det, men så blev klokken 14 og jeg skulle af sted fra arbejdet ud til gynækologen. Pludselig ville jeg ikke gøre det alene, ringede til kæresten... han tog hverken vores fastnet telefon eller sin mobiltelefon. Jeg rystede, tænkte tusinde tanker på en gang og spekulerede på om en aflysning var på sit rette sted.

Kaldte på veninde - p-mødet var endnu ikke slut - og spurgte hende, uden at blikke sagde hun ja og aldrig har jeg været så glad. Vi kom af sted, vi kom før tid og røg en smøg; alt var ganske tåget.

Så gik op til gynækologen, jeg blev straks kaldt ind og hun ventede udenfor. 1½ minut senere var jeg i bukserne igen. Hun løftede blikket fra en bog; "var det det?", jeg smilede; "ja, nu skal vi have en smøg og vente i 14 dage". De øvrige kvinder i venteværelset troede sikkert vi var et lesbisk par og veninden bedyrede da også at havde de kommenteret noget ville hun bare sige; "jeg er faderen".

Smøgen blev røget, vi talte om det abstrakte, grinte over at det var gået så stærkt og faktisk er det ganske stort... lykkes det i første sprøjt,p> Jeg er taknemlig for at hun trådte til. Det betød noget og gjorde en forskel.

Post-it: Er 14 dage længst når man tænker over det?

Sur, sur, sur...
torsdag, 25. september 2003

... mave, det brænder hele vejen op gennem spiserøret.

Glemmer med jævne mellemrum at ændre både overskrift og dato. Måske fordi jeg ønsker at tiden bare skal stå stille... det er aldrig helt til at vide.

Busser var på besøg i dag. Jeg er så forelsket i den mand, men han er ikke rigtig god til at passe lige godt på sig selv og hvis Buddha har en ånd så sætter han altså snart farten ned.

Min elskede penneven - ham der burde have sin egen klumme - J.K. blev taget af PET. Han roder sig simpelt hen ud i hvad som helst og strander i tilgift et sted i Danmark hvor ingen forstår sproget og tolke er en uddød race.

Snart må kæresten og jeg i IKEA og købe os et hjem, det er tid til udskiftning - hvilket vores vinduer ud mod gården for resten bliver i morgen - og der skal muges ud fra loftet. Så mangler du et kelim tæppe, et spisebord, et skrivebord, et akvarium med pumpe, en stigereol i krom og et stuebord... ja så sig endelig til - ellers ryger det fra loftet og ned i containeren.

Er blevet opfordret til at skrive endnu en artikel til smilbladet, så hovedet i blød.

Og jeg skriver...
fredag, 26. september 2003

... et brev til min mor

En dejlig aften
søndag, 28. september 2003

I går kom barndomsveninden på besøg, vi spiste frokost, spillede scrabble, så to film, spiste aftensmad, spillede scrabble og hyggede os. Det meste af dagen var vi alene - kæresten var til petanque - og i hendes selskab er der altid latter.

I dag tog kæresten igen af sted til petanque. Det var tidligt og lillemanden blev lukket ud; slut med at sove længe, han var alle steder og mest af alt på min hovedpude.

Han er ved at skifte til sin vinter garderobe, hår findes alle vegne og efter man har leget med ham så kan man være sikker på at være lige så foret som ham.

Nattevagt... jeg er sgu alt for træt.