e-mail

 
15:16

Brandinstruktion


Hvad fanden er det lige med mænd i uniformer?

Så i aften er der vist en, der skal flashe med sin brandslukker!


1. september 2006, kl. 15:16| # |


16:19

Brandinstruktion og første dag


Ok første dag. Mest af en introduktion til hospitalet i almindelighed og nåh ja så også en brandinstruktion. Hvilket slet ikke var ringe og lige efter frokost, hvor jeg for alvor trængte til en opkvikker.

Mandag og tirsdag kommer vist til at foregå i nogen lunde samme stil, bare uden brandinstruktionen og så nok mere med udgangspunkt i selve uddannelsen.

Ja ok den brandinstruktion gjorde et vist indtryk på mig og mens jeg venter på min egen brandmand, vil jeg tillade mig at være en smule varm i bl.a. kinderne.

God weekend!


1. september 2006, kl. 16:19| # |


20:54

Et nyt lys


Som der siges goddag til noget nyt, så siges der farvel til noget gammelt.
I brøkdele af øjeblikke blev jeg pludselig i tvivl.

Ind imellem er det svært at se sig selv i et helt nyt lys.


4. september 2006, kl. 20:54| # |


20:47

Sæt nu for poker i gang!


Jeg synes, at det er frygteligt svært, at danne mig et ordentlig indtryk af uddannelsen. Vi har fået tildelt de to første afdelinger, men vi starter først i næste uge. Så pt. er det introduktion, information og overfladiske gennemgang.

Holdets øvrige elever er alle tiders og eleverne før os og dem før dem roser alle faget til skyerne. På den konto er alt jo lige som det skal være og jeg er skam spændt på at blive en del af det.

Tvivlen dukker frem i mig, når snak ikke kan følges op af noget mere håndgribeligt. Det er klart et af mine svage punkter; alt for meget snak og alt for lidt handling og jeg bliver utålmodig og rastløs og jeg kan tilmed føle mig en smule presset, når jeg så ikke kan arbejde mig ud af situationen.

Der er sjældent langt fra ord til handling hos mig. Jeg vil i gang, jeg vil ud og afprøve alt det de har talt om de sidste tre dage og jeg vil ikke mindst have syn for sagen... faktisk vil jeg rigtig gerne have det afklaret i forhold til mig selv om jeg nu også har valgt det rigtige.


5. september 2006, kl. 20:47| # |


18:04

Så gik tiden


Om onsdagen har jeg fri til mig selv. Gustav er hos mormor og morfar og Ulrik er til petanque.

Jeg glæder mig til mine onsdage – det eneste problem er bare, at jeg aldrig når halvdelen af alt det jeg gerne vil.

Typisk!


6. september 2006, kl. 18:04| # |


22:04

Hele livet er...


Alt har ændret sig så ufatteligt hurtigt siden jeg gik på barsel med Cirkeline og ingen tilstande har på noget tidspunkt været statiske.

Hver gang jeg har haft følelsen af, at jeg blev låst fast eller følte mig klemt af et spædbarns afhængighed, så har et spring fundet sted. Pludselig skal jeg forholde mig til et helt nyt afsavn. Det er nu ikke altopslugende, men det lader sig mærke.

Gustavs primære omsorgstimer foregår et andet sted og varetages af mennesker jeg kender udelukkende på afstand. Det har været svært for mig at vænne mig til, men det går og i og med at han lader til at trives i vuggestuen, så tænker jeg, at de varetager pasningen rigtig godt.

Om noget så er mine timer med Gustav blevet pokkers intense og der er øjeblikke, hvor jeg slet ikke kan følge med. Han kan noget nyt og jeg har ikke været vidne til denne tilegnelse af hans nye færdigheder... i hvert fald ikke på første hånd.

Jeg kan sagtens glæde mig over, at han udvikler sig i den rigtige retning og det gør jeg skam også i rigt mål – men for pokker hvor det har krævet sin kvinde sådan at give slip og tro på, at andre også er i stand til at bidrage til noget positivt og udviklingen, når det gælder »Gunnar-drengen«

Jeg har følt mig snydt.
Virkelig snydt.
Det har været en svær erkendelse.

Sådan er det ikke længere. Jeg kan have momentane øjeblikke, hvor jeg savner ham helt ind til marv og ben og jeg kan næsten føle mig helt syg ved tanken – men det går over igen. Heldigvis. Dagene er blevet tålelige og jeg har pludselig helt sanselige og ventede højdepunkter (i forhold til ham) at se frem til, bl.a. når vi skal være sammen igen efter en lang dag, hvor vi har været adskilt fra hinanden.

Hele livet er bestandig forandring: opståen, ændring, forsvinden.


7. september 2006, kl. 22:04| # |


12:09

Nu i hvidt


Og i dag skulle vi så prøve kitler og den første blev udleveret – om end jeg ikke kommer til at bruge min de første seks måneder, da min første afdeling (voksen psykiatri) benytter sig af navneskilte.

Nå men det der prøve kittel noget det var skide skægt og ind foran spejlet og så gik det ellers løs.

Jeg ser faktisk ok ud i en kittel. Nå jeg sådan selv skal sige det og det skal jeg altså!

Jeg fik dog et lille sug i maven, da vi stod der på ”vaskeriet” for lugten, der ramte mig mindede i den grad om Cirkeline. Tænk en gang min datter lugtede sgu af centralvaskeri.

Lige så vemodigt det var, lige så kærkommen var det... for min største frygt er jo, at hun går i glemmebogen i forhold til det mere sanselige omkring hende.

Nu er det blevet fredag og den første uge er slut. Tilbage er endnu en intro mandag og tirsdag går det for alvor løs. Det bliver skide spændende. Det er jeg faktisk ret sikker på.

God weekend!


8. september 2006, kl. 12:09| # |


10-09 20:54

At jeg gider


Så fik jeg strikket en dejlig cardigan til de køligere dage og jeg glædede mig vitterligt som et lille barn til det færdige resultat.

Inden jeg gik i gang med kraven, så syede jeg arbejdet sammen og stillede mig foran spejlet. Skuffelsen var STOR: den var ALT for stor. Hvilket vist mest af alt var min egen skyld – jeg havde dristet mig til at bruge lidt større pinde end normalt.

Nu bliver der så pillet op igen. Tricket denne gang er (foruden tyndere pinde) at strikke som der pilles op; ærme til ærme og så fremdeles. Så håber jeg bare, at jeg inden alt for længe kan fremvise et godt resultat.


10. september 2006, kl. 20:54| # |


12-09 15:09

Så skete der noget


Så lød startskuddet for alvor. Knald sagde det og jeg har i dag haft første reelle praktik-arbejdsdag på den første ud af i alt fire afdelinger.

En dag med utrolig mange informationer, nye indtryk og mennesker. Det er lige, så jeg har ondt i hovedet – men bestemt smadder spændende.

Der har tilmed været besøg til mig fra ergonomisk afdeling og min arbejdsplads er lige i vinkel. Skrivebord og stol er rettet til og jeg kunne varetage de to første (rigtige) opgaver; afskrivning efter diktafon i deres elektroniske patientjournal. Udfordrende.

Jeg tror på det.
Det gør jeg virkelig!


12. september 2006, kl. 15:09| # |


13-09 16:05

Summa summarum


Dag to som overdreven vigtig lægesekretærelev og ja her havde jeg så skrevet et alen langt indlæg med mine tanker og konklusioner om dette og hint i forhold til dette nye i mit liv og usikkerheden omkring valget.

Indlægget er slettet. Jeg gik i stå og jeg kunne faktisk ikke rigtig blive enig med mig selv om, hvad jeg så ville med alle de tanker og konklusioner. For når alt kommer til alt, så er jeg simpelt hen nødt til at give det overvejende mere tid.

Summa summarum: Jeg vil nok svinge frem og tilbage et stykke tid endnu. Sådan må det vist nødvendigvis være.


13. september 2006, kl. 16:05| # |


13-09 16:05

Gentagelser er gode


Er jeg mon den eneste, der fortsat ser Beverly Hilss 90210 for guderne skal vide hvilken gang?


13. september 2006, kl. 16:05| # |


13-09 18:08

Kys det nu


Kan selvLige om lidt bliver Gustav et helt år. Sit første hele år. Det er lidt utroligt så hurtigt tiden bare suser af sted.

På det her tidspunkt sidste år, var jeg stor og mægtig og faktisk var det også på det her tidspunkt sidste år, at jeg kom i tanke om, at jeg en gang rent faktisk havde en talje. Den er endnu ikke kommet tilbage.

Jeg er fortrøstningsfuld.
Jeg tror på det.
Jeg tror også på det!

Jeg kæmper stadig med en del overflødige kilo og en krop, der overhovedet ikke er vendt tilbage til sine rette folder og sikkert aldrig gør det.

Det største projekt er dog, at få kiloene væk (så mange som muligt) og jeg overvejer skam også lidt mere målrettet motion – men først skal jeg vist lige lære at navigere som udarbejdende mor og samtidig have super overskud til familieliv, samliv og det løse.

Rom blev vist ikke bygget på en dag, vel?

Gustav går stadig ikke sådan frit omkring på sine fødder, men han øver sig og det går ustabilt frem. To-tre skridt og så kaster han sig ellers frem til noget han kan holde fat i. Han står også gerne for sig selv og i op til 30 sekunder ad gangen.

Hans balance bliver bedre og bedre og når vi går rundt i lejligheden, så kan vi nøjes med at holde ham i den ene hånd. Ikke lang tid eller noget – men det er jo den rigtige vej det går.

Han er nysgerrig som bare pokker og temperamenten er det samme som altid: Han kan selv, vil selv og skal nok sige til og fra. Det er vist ikke fra fremmede, at han opfører sig som han gør.
Jeg tilstår.

Om lidt er fritiden slut. Mand og afkom vender hjem og vi er samlet og de er savnet og i morgen er endnu en dag og når jeg skal være helt ærligt, så synes jeg faktisk, at det er helt ok. Altså det der satans liv.


13. september 2006, kl. 18:08| # |


12:42

Jeg sidder i skabet


Sikke en redelighed. Endnu en gang har vores computer fået en blodprop og jeg tør slet ikke forestille mig, hvor mange vigtige data, der er gået tabt.

Heldigvis bliver der taget backup jævnligt, men undervejs mister man sjovt nok altid noget.

Så lige nu sidder jeg med hovedet inde i skabet og opretholder min kontakt til omverden via vores server. Det er godt nok nogle primitive forhold og bestemt ikke særligt brugervenligt.

Tror jeg finder på noget andet.
Få dig nu en god weekend... ja?


16. september 2006, kl. 12:42| # |


16:08

C:\>cls


Nå men så kommer der en opdatering fra en næsten ALT for vigtig lægesekretærelevs hverdag.

Jeg har indtil videre fået skrevet et par journalnotater og har faktisk forbavsende godt styr på det der med at afskrive fra diktafon. Faktisk overvejende mere styr på det pis, frem for hospitalets patientssystem.

Det minder mest af alt om den (det?) gode gamle DOS og ja selv kommandoerne synes at stamme fra den tid, fx »aj be di« for ajourfør beskyttet diagnose eller bedre endnu »bi« for beskrivelse (for det siger jo sig selv).

Brugerfladen er rædselsfuld for at sige det mildt (sort baggrund med grøn eller hvid tekst) og efter mange år med Windows et-eller-andet og Word, så er man (altså jeg) jo fuldstændig handicappet. Nå men det går... sådan... cirka...

Jeg får trykket »Print Scrn« et par gange eller flere dagligt og har da også fået nogenlunde styr på udskrifterne og kan tilmed opdatere en del af informationerne på egen hånd.

Jeg er dog elev og det glemmer jeg vist heller ikke lige med det samme. Jævnligt må jeg have hjælp til dette og hint (hvilket jeg har accepteret), men for pokker... hvordan fanden kan det være, at man – når man skal have hjælp – bare ofte sidder med den der følelse i maven af, at man pludselig kun er 16 år og dermed ikke rigtig voksen og ikke rigtig barn?

Jeg er nu fortrøstningsfuld og jeg er faktisk også blevet jævnt glad for det – så alt i alt er det jo bare tip top i orden ok.


19. september 2006, kl. 16:08| # |


08:01

Tømmermænd eller ude af trit?


5 fadbamser (de kvarte), en masse tobaksrøg, højt musik og en dans med norske Erik fra Lillehammer på LA Bar senere... har jeg en smule ondt i hovedet.

Jeg var endda hjemme i ordentlig tid, ca. kl. 23 – man er vel mor af en slags og når afkom konsekvent vågner inden kl. 07, så er der vist ikke meget at spille om.


23. september 2006, kl. 08:01| # |


08:11

Så går vi


Lad os bare gøre det officielt: Gustav er begyndt at gå!

Ikke flere kilometer og heller ikke i rask trav, men 3-4 skridt ad gangen flere gange dagligt... det er vel at gå, ja?


24. september 2006, kl. 08:11| # |


18:36

Er der en tid lidt senere?


Så er jeg sgu for alvor blevet udarbejdende mor med masser at se til, når jeg sådan skal til at have de sene tider hos tandlægen.


26. september 2006, kl. 18:36| # |


17:35

Vuggestueinfluenza



Det er godt nok svært at være Gustav.

Han har fået sig en omgang vuggestueinfluenza; snottet løber, hosten og en smule feber. Sikke noget værre noget.

Så nu gælder det for alvor om at være mor med overskud og holde fanen højt.

Forhåbentlig bliver han rask til sin fødselsdag på lørdag. Vi krydser fingre.


28. september 2006, kl. 17:35| # |


00:00

Tillykke min skat!


Livet er så pokkers foranderlig. Kontrasterne er helt utroligt enorme og der er øjeblikke, hvor jeg må nive mig selv i armen. Tænk en gang at det er muligt. Tænk en gang at jeg skulle opleve noget så modsætningsfuldt: Liv og død.

For 2 år siden var jeg knuget af sorg. Jeg havde sagt farvel til min lille pige og jeg havde lidt et voldsom tab af forventninger. For 2 år siden kunne jeg slet ikke begynde at forstå, hvordan tiden skulle hele selv det dybeste sår.

For 1 år siden var jeg en erfaring rigere og da han skrigende blev lagt på min mave, så holdte mit hjerte – ofr et kort øjeblik – op med at slå. Der lå ham, så varm og fuld af liv og skreg af sine lungers kraft. Det var slet ikke til at forstå.

Det var til gengæld også hårdt og langt fra det romantiserede billede jeg havde af livet som mor til et barn. Det var benhårdt, det var dage uden søvn og flere gange tænkte jeg, at jeg hellere var foruden.

Det vendte dog igen og skønt at jeg stadig indimellem synes, at det er hårdt og kræver sin kvinde, så bliver det nemmere og det at være mor til Gustav er noget nær det mest fantastiske i mit liv. Sådan når jeg ser det hele lidt fra oven.

Der skal stadig files til og læres noget nyt. Det gælder os alle sammen og så er der dage, hvor jeg bliver 4 år og skriger om kap med Gustav i sand desperation over, at vi bare slet ikke forstår hinanden.

Jeg synes, at vi gør det godt; mig, Ulrik og Gustav. Jeg føler, at vi er som familie, lige præcist som jeg forestillede mig, at det skulle være. Rummelighed er et vigtigt værdibegreb hos os.

For 1 år siden blev jeg mor for anden gang. Mor på en helt anden måde end tidligere og det tog mig med storm. Jeg måtte tilsidesætte mig selv flere gange dagligt og jeg skulle lære at navigere i et helt nyt kaos. De små rolige, fordybende og til tider triste øjeblikke var skiftet ud med et frustrerende, usikkert og lykkeligt nu.

Gustav (min lille lakrids) har tryllebundet mig og jeg finder tit mig selv svævende et par meter over jorden. I dag bliver han sit første hele år og skønt han er syg, så skal han fejres. Sådan må det jo nødvendigvis være. Først mødes vi hos Cirkeline og bagefter er det hjem og nyde brunch i lejligheden.


30. september 2006, kl. 00:00| # |


21:10

Sikke en fest



Lige efter midnat vågnede Gustav med jævne mellemrum og fra kl. 3 i nat og frem til kl. 5 i morges var han utrøstelig. Intet hjalp.

Til sidst faldt han udmattet i søvn siddende op ad mig. Sådan sov vi i 3 timer – kun afbrudt af en enkel tudetur. Sikke en fest.

Kl. 8 i morges vågnede vi og var allerede bag ud med tidsplanen. Vi var trætte og Gustav var bestemt ikke i hopla og vi diskuterede frem og tilbage.

Resultatet blev dog, at vi valgte at fejre hans første fødselsdag.

Det gik sådan o.k., han sad med ved bordet og spiste brunch med os andre. Resten oplevede han ikke. Så kagen var uden sang dog med lys. Selv gaverne blev pakket op uden hans tilstedeværelse. Gode gaver.

Det meste af dagen følte jeg mig temmelig zombieagtig og da de sidste gæster havde forladt matriklen, måtte vi alle sove en lille time. Det hjalp.

»Gunnar-drengen« levede helt op og var temmelig festlig under aftensmaden og hyggede sig med sine fødselsdagsgaver, specielt Teletubbies faldt i forbavsende god jord. Han sagde »hej hej« til figurerne på fjernsynet og dansede i takt med musikken.

Umiddelbart lader det til, at influenzaen er på retur, men lad os nu se hvad natten bringer og for det ikke skal være løgn, så er jeg begyndt at have ondt i halsen... det tegner ikke lovende.


Så fik vi fejret min lille lakrids og for pokker hvor var det stort og hvor jeg dog glæder mig til han for alvor forstår, hvad der foregår omkring ham.

Og sidst på linjen: Tusinde tak for jeres opmærksomhed i forbindelse med »Gunnar-drengens« første år!



30. september 2006, kl. 21:10| # |