e-mail

 

Fridag!
I tror sgu det er løgn, men for pokker et hårdt program at være på barsel – og jeg siger det bare: Der har foregået noget hele ugen. I går var dagen tilmed kombineret med en ordentlig omgang fysisk udfoldelse: Jeg gik Strøget tyndt i et desperat forsøg på at finde en taske, der bare ikke er designet endnu. Typisk!

I dag: Nada! I dag: Absolut ingenting! Og dog! For så er det straks, at jeg får set mig omkring og jeg kan lige så godt indrømme det: Her trænger vitterligt til at blive støvsuget og jeg har jo allerede sat vaskemaskinen i gang, indkøbssedlen er jo også skrevet... og så er den formiddag ligesom gået.

1. september 2005 | # |


Mindst en time på øjet
På trods af Anitas forsøg på at sabotere dagens planer om lidt rengøring før afslapning... så nåede jeg det alligevel og er nu klar til at sove til middag. Herligt!

1. september 2005 | # |


I dag kipper jeg med flaget
Og I ved slet ikke hvorfor, men nogen har altså fået fødselsdag.

Om lidt vil manden og jeg tage ud i det gode vejr, få købt taske og sko og nydt en dejlig frokost.

3. september 2005 | # |


En ordentlig dunk...
... og et par enorme mælkejunger.

Kan det tænkes, at jeg er gravid?

3. september 2005 | # |


Så faldt jeg i søvn
Stod op sammen med manden og havde dybest set lovet mig selv, at dette bare skal blive allertiders gode uge (hvilket det jo stadig kan blive). Udenfor var tågen ved at lette og den spæde sol kiggede længselsfuld frem. Så kyssede jeg manden på gensyn og gik i bad. Bagefter skulle jeg lige gasse den et kort øjeblik under dynen og så faldt jeg i søvn... og så sov jeg lige 2½ time. For jeg har jo åbenbart ikke sovet nok i nat. Hmm?

PS: Der er noget galt med Haloscan kommentarfunktion – det er ikke fordi jeg ikke gider høre på jer.

5. september 2005, kl. 11:07 | # |


Nej til forlænget spilletid
Jeg ville virkelig være et skarn, hvis jeg begyndte at brokke mig over min graviditet. Den er ikke meget anderledes end med Cirkeline – som jeg virkelig var glad for. Denne gang er jeg tilmed sluppet for ødemer og forhøjet blodtryk, men... og det er her skoen trykker eller det vil sige, at faktisk er det noget andet, der trykker og det går mig efterhånden på nerverne…

De sidste 6 uger har mine kønslæber været hævet og der er intet unormalt i det, når man tænker på Lakridsens størrelse og har in mente, at den vender med hovedet nedad. Alligevel er det begyndt at påvirke mig: Det gør ondt, når jeg vender mig i sengen, når jeg står ud af sengen, når jeg rejser mig fra sofaen, når jeg går og nogen gange sågar når jeg bare ligger helt stille.

Herlev hospital er ikke speciel vilde med igangsættelser og jeg er heller ikke sikker på, at det er den ubetinget lykke – men jeg tænker mere og mere på det. Tænker mere og mere på alt det, der kan gå galt i sidste øjeblik og tænker mere og mere på, at jeg bare gerne vil se en ende på graviditeten.

Vi har en aftale til en skanning og en samtale med lægen på svangerambulatoriet på mandag og det står helt sikkert øverst på dosmersedlen – om ikke andet så håber jeg sgu, at de tager så meget hensyn, at den ultimative deadline bliver den oprindelige terminsdato (7. oktober).

Jeg føler efterhånden, at jeg har været gravid i evigheder og så pokkers snydt... for fanden hvor vil vi bare gerne snart have den Lakrids i vores arme.

5. september 2005, kl. 16:46 | # |


Et år fuld af datoer
Snart har vi gennemlevet et helt år af datoer, der er relateret til Cirkeline og nogen er selvfølgelig mere betydningsfulde end andre, men ikke desto mindre har de været en reminder for vores lille Raket.

Der var årsdagen for en positiv graviditetstest, den første skanning, den første termin, den endelige termin og dermed årsdagen for hendes fødsel, hendes død, bisættelsen, urnenedsættelsen (i dag for et år siden) og om 10 dage ankomsten af hendes sten og dermed noget ganske definitivt.

Behovet for at tillægge netop sådanne datoer en betydning er forskellig for os alle, men her har det givet os en mulighed for at værne om det første år uden Cirkeline og der er også noget ganske symbolsk i det faktum, at Lakridsen først kommer senere.

Det giver ikke nødvendigvis mere plads til at vænne sig til tanken, men for mig og Ulrik har det helt klart gjort, at vi kunne tage afsked i etaper og bearbejde sorgen, savnet og afstanden.

Snart bliver det et andet år med andre milepæle og dermed andre datoer... og nogen vil være mere betydningsfulde end andre, sådan må det jo nødvendigvis være. En ting er dog sikker: Tiden er klog og tiden er helende og et år af datoer gør en mærkbar forskel.

6. september 2005, kl. 15:42 | # |


Den lykkelige familie
Familier er nogle sjove størrelser. Det er ikke bare et system, vi fødes ind i – det er også et system, der langsomt bliver udvidet i takt med at vi får os en samlever og børn og der kommer flere og flere led, vi skal forholde os til. Nogle familier udmærker sig ved, at de holder sammen med hele livet og kommer godt ud af det med hinanden, andre familier er modpolen til det billede.

For min familie gælder det, at den er en smule splittet. Der er led, som ikke ønsker at have noget at gøre med hinanden og det skaber ind imellem en mærkelig stemning. For mig selv gælder det, at jeg forsøger at være så diplomatisk som muligt – men ind imellem bliver jeg i tvivl om, for hvis skyld jeg gør det. For det bringer bestemt ikke de forskellige led tættere på hinanden, dog heller ikke tværtimod.

Balancen er hårfin og det tænker jeg meget over.

Jeg kan blive vred over, at man bærer nag i forhold til hinanden, specielt hvis udgangspunktet er misforstået kommunikation og dermed tåbelige konflikter. Jeg bliver til gengæld også en smule vred på mig selv, for spørgsmålet er, om jeg med min diplomati indirekte er med til at opretholde en vis splid de forskellige led imellem?

Derudover så synes jeg, at det er trist, at vi skal være så splittet. Livet er kort og undervejs får vi sagt og gjort nogen ting, der ikke altid falder heldigt ud – men intet menneske er vel bevidst ondskabsfuldt og dertil kommer det faktum, at der rent faktisk er nogen, der ufrivilligt kommer i klemme.

Det betyder også en tilbagevendende problematik i forhold til hvem, der kan inviteres og måske netop ikke kan inviteres og undervejs er der en masse følelser, der bliver såret.

Jeg spekulerer meget over det i øjeblikket, spekulerer meget over min families samspil eller mangel på samme og dermed hvilken rolle jeg spiller eller kan spille. Lige nu ved jeg det ikke, men det fylder meget hos mig og gør mig tilmed en smule frustreret.

Der er igennem tiden blevet rakt mange hænder frem, ind imellem bliver der taget imod, men det er sjældent. Ofte forholder det sig desværre sådan, at alting bliver målt og vejet i forhold til små ting, der pludseligt og uden varsel bliver fjernet fra den oprindelige sammenhæng.

Lige nu synes detaljer og eksempler unødvendige, men det undrer mig bare, at vi ikke er bedre til at gå lidt mere på kompromis i forhold til det fælles bedste. Måske er jeg bare naiv.

7. september 2005, kl. 09:55 | # |


29 dage til termin (+/-)
Maven er sunket. Seriøst. Tyngden er på en helt anden måde end tidligere og hvis jeg ikke straks, når jeg ligger mig på siden, får dynen ind under, så tipper jeg nærmest om på maven eller ud af sofaen (det afhænger jo af, hvor og hvordan jeg ligger). Plukkeveerne er tiltagende, dog uden smerter og Lakridsen fylder efterhånden rigtig meget.

Trætheden er overvældende, men jeg har heldigvis mulighed for at sove (hele tiden, altid, 24 timer i hele døgnet rundt) og uden at få samvittighedskvaler over det. Ind imellem forsøger jeg stadig at forkæle manden, både hvad angår hjemmebagt brød og rene underdrenge. Det manglede vel bare?!

8. september 2005, kl. 09:56 | # |


Messenger med Astrid
Kære brevkasseredaktør!
Når nu jeg har løs puha mere end en gang om dagen, er det så det man kalder for naturens eget lavement og betyder det, at jeg føder i dag?

Kære læser!
Det er et spørgsmål til jordemoderen, men hvis du har samlivsproblemer, vil jeg gerne hjælpe dig.

Kære brevkasseredaktør!
Jeg har måske lidt ondt i tissekonen, gælder det?

8. september 2005, kl. 11:34 | # |


Endelig kan jeg løfte sløret...
...og fortælle for hvem der blev flaget i lørdags!

Mille har født en smuk lille pige og vi har set hende og hun er virkelig lille og fin. Måske du selv vil give hende en hilsen?

Mand, hvor mærker jeg min egen utålmodighed!

9. september 2005, kl. 15:10 | # |


Opdatering...
... hos Lakridsen

Frokosten er spist, så nu skal der soves til middag.

12. september 2005, kl. 14:07 | # |


25 dage tilbage
Der er noget frygteligt fantastisk ved bevidstheden om, at jeg ikke kommer ud i forlænget spilletid denne gang. Det løftede lige humøret et par ekstra grader og pludseligt synes hævede kønslæber ikke længere at være noget at tude over.

Det er jo lige om lidt!

12. september 2005, kl. 21:23 | # |


Der var en gang
Faldt pludselig i staver over en gammelt fotoalbum på computeren... og blev faktisk en smule i tvivl om det var synsbedrag, men en gang havde jeg vist en talje.

13. september 2005, kl. 09:48 | # |


Ned med lortet eller resten i håret
Og det var så i dag at jeg var til glucosebelastning på Herlev sygehus og fy for pokker en klam oplevelse.

Dagen startede kl. 7:45 på tom mave i et dødsygt venteværelse, ca. 30 minutter senere bliver jeg og fire andre kvinder kaldt ind i et rum og får udleveret lorte-store glas (end en lille paraply havde de pyntet med) med en sukkerlignende, tyktflydende og lunken substans i.

Det smagte mildest talt afskyeligt og det var bestemt ikke nemmere at få ned, da sidedamen begyndte at lave opkast-lyde og vende det hvide ud af øjnene. Ned kom det og så fik jeg lov til at gurgle munden med rent vand. Det hjalp ikke synderligt og de næste to timer kunne jeg smage sukkeret hver gang jeg bøvsede.

Astrid kom og underholdte mig og så gik tiden en hel del hurtigere end først forventet. To timer senere fik jeg taget blodprøven og så kunne jeg endelig langt om længe spise min medbragte mad.

Det kan bestemt ikke anbefales. Føj!

14. september 2005, kl. 14:20 | # |


Tasken er pakket
Så kan vi pludselig se en ende på graviditeten og med kun 21 dage til termin, så synes humøret at være anderledes højt.

Det er også dagen, hvor vi runder det første år af datoer i forhold til Cirkeline: Årsdagen for da hendes sten kom på og efteråret har endnu en gang sat ind.

Og det er ikke mindst weekenden, der er fuld af aftaler... straffen bliver sikkert en søndag i søvn på sofaen, men det er uden tvivl det hele værd!

Hav nu en god weekend!

16. september 2005, kl. 09:28 | # |


Hvad siger du?
For jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad fanden problemet er med en epidural. Hvorfor har så mange så travlt med at man skal føde i smerte – for ellers er man ikke rigtig til stede eller rigtig kvinde. Sikke noget pis!

Og hvorfor fanden er man pludselig racist, når man bruger ordet neger?

Nå den var den weekend jeg kom fra!

16. september 2005, kl. 14:53 | # |


Før børnene
Ikke bare rykker det fundamentalt at få et barn, men der sker altså også en mindre kortslutning i hovedet.

Før i tiden kunne jeg ikke være mindre interesseret i andre kvinders fødsler, nu byder jeg gerne historierne velkomne, specielt hvis det så samtidig giver anledning til, at jeg kan lufte min egen. Hvad fanden er egentligt meningen med det?

Hvor om alting er... (og som I nok kan forstå) så optager den kommende fødsel mig og jeg er parat. Jeg husker stadig den sidste fødsel – den er helt vildt overdreven frisk i min erindring – og jeg ved, hvad jeg vil og ikke vil. At det sikkert ikke holder planen, det er jeg også forberedt på.

Hvor om alting er: Tak for jeres bidrag til forrige indlæg – bliv endelig ved!

17. september 2005, kl. 09:20 | # |


Det tegner godt
Jeg har vist pisket en stemning op i mit eget hoved.

Lakridsen ændrer langsomt sit mønster og i takt med at den også bliver væsentlig større, så kniber det med pladsen; spark bliver til møv og det føles bare anderledes. Jeg blev opmærksom på det i fredags – og det er næppe sket hen over natten, men i fredags gik det op for mig, at Lakridsen ikke længere sparkede som hidtil.

Og så rullede lavinen. Hele fredagen var jeg utrolig optaget af dens mønster og det fortsatte hele lørdagen og skønt jeg hyggede mig sammen med Astrid (og det var med flæskesteg og hele svineriet), så kværnede det rundt i hovedet på mig: »Der er noget galt eller er det noget galt eller...«

Natten til i dag: Søvnen har ikke været god – hele natten har jeg været vågen med jævne mellemrum og kigget ud i mørket og bare tænkt; spark nu baby – og lidt i otte i morges måtte jeg give fortabt, stå op, drikke ½ liter koldt vand fra køleskabet og skubbe til Ulrik (der straks spurgte om jeg ville på fødegangen og tjekkes – han er sgu så sød, men vi blev i sengen). Ulrik lagde hånden på min mave og pludselig vågnede Lakridsen og så har der ellers været liv og glade dage lige siden (møgunge!).

18. september 2005, kl. 09:29 | # |


Det blev til en søndag i søvn...
... og det var virkelig tiltrængt!

Vi lavede ikke mange ting, men der var da heldigvis rigelig med liv på den anden side af maven – og Ulrik kunne endda ligge med øret mod maven og lytte til Lakridsens lille hjerte, der bare slog lystigt derudad.

Der er 18 dage til termin og det er for alvor gået op for mig, at der hver dag vil være en dag mindre – vi er så parate, men vi er også usikre...
... for der er bare ikke mange erfaringer at trække på, skønt vi havde Cirkeline hos os i 10 dage. På mange områder vil vi være førstegangsforældre og det virker sgu egentligt så absurd, for vi har jo været mor og far længe.

Nu er det mandag, Ulrik er kysset på gensyn og jeg vil i gang med dagen.

19. september 2005, kl. 08:33| # |


Uforståligt
Ind imellem finder jeg det en smule underligt, at jeg har født en lille pige. Kysset hende, krammet hende... holdt hende helt ubeskriveligt tæt.

Ind imellem er det bare slet ikke til at forstå.

19. september 2005, kl. 19:15 | # |


Tiderne skifter
Mon Anna Davids sang er for de unge i dag, hvad dette nummer med Thomas Helmig var for nogen af os i 80'erne?

21. september 2005, kl. 12:23| # |


Haves: Intet overskud!
Ønskes: En masse! Så sidder du og har lidt rigeligt, så send venligst straks!

14 dage til termin og jeg er så underlig træt de her dage, hvilket egentlig kommer bag på mig, for jeg passer min sengetid og laver heller ikke flere aftaler end jeg selv kan følge med, alligevel er jeg bare fuldstændig drænet for energi.

23. september 2005, kl. 09:29 | # |


Efter midnat
Alt for gravid og med alt for meget vand i fødderne. En alt for høj kropstemperatur og svedperler på overlæben.

Jeg er kraftedeme glad for, at der kun er 13 dage tilbage.

24. september 2005, kl. 00:19 | # |


Øjeblik
Dunken er stadig stor og Herlev beholdte mig ikke, men opdateringen må lige vente et par timer!

26. september 2005, kl. 14:14 | # |


Lige rundt om hjørnet
Dagens undersøgelse på svangreambulatoriet er overstået og med gode nyheder... for de sætter mig i gang på torsdag. Højst sandsynlig med stikpiller, men mon ikke det betyder at Lakridsen senest er hos os i weekenden?

Det er så overvældende og jeg kan dårligt få armene ned eller det store smil væk og måske føler jeg også lige pludselig, at jeg har lidt travlt; skønt alt faktisk er pakket og klart.

26. september 2005, kl. 16:01 | # |


Overvældende
Skønt alt er pakket og har været klart længe, så er der alligevel ting at tage sig til og ordne og netop heldigvis.

Så i går hyggede vi os med god mad (andebryst lavet i stegeso), masse tæt kontakt og så fik vi gjort status over det forgangne år.

Cirkeline fik også besøg, en god nyhed skal jo deles og hendes lille kvadratmeter blev pyntet med roser – og det var også lidt overvældende, så der var også gråd.

I dag tidlig aftensmad, en generalforsamling og ellers bare tæt kontakt... må jo endelig nyde hver eneste øjeblik!

27. september 2005, kl. 07:24 | # |


Typisk
Tror jeg må skifte min veninde ud,i hvert fald nåede hun lige at indhente mig. Med termin en uge senere end mig og med min igangsættelse in mente burde jeg sgu da næsten være sikret, men sådan skal det ikke gå og her til morgen ringede hun fra hospitalet. Så nu venter jeg på endnu et opkald, så jeg se vidunderet inden jeg selv skal afsted.

28. september 2005, kl. 07:26 | # |


Tak!
Tak for alle jeres hilsener, I er simpelt hen guld værd.

Veninden fik forresten en lækker lille dreng!

28. september 2005, kl. 21:36 | #