e-mail

 
• Tiden efter!
02.09.2004 | Kl. 12:33

Alt er relativt – og ens reaktionsmønster er lige så forskellige som den næste i rækken. Tabet af Cirkeline har virkelig fået mig til at se så mange ting i et helt andet perspektiv, og min tolerance er muligvis blevet større på nogle områder. Humøret svinger, lige så uoverskueligt det hele så ud i går, lige så overskueligt ser det ud i dag. Ulrik og jeg er ikke den slags mennesker, der har brug for at dyrke sorgen – vi har brug for at komme videre, brug for at holde fast i alt det positive Cirkeline bragte med sig…

Vi taler meget sammen og vores styrke er måske netop at vi rummer hinanden, trøster hinanden og dybest set når de samme konklusioner, på de samme tidspunkter.

Det har hjulpet os meget, at vi har haft de samme ønsker; kriterierne for Cirkelines liv, ønsket om at ordne alt i forbindelse med hendes begravelse – og ikke mindst ønskerne for fremtiden. Vi har - midt i tabet, sorgen og savnet - fundet ud at vi virkelig vil hinanden, at vi er parate til at blive forældre (igen!) og ikke mindst at vi er ligeværdige.

En skrev: "For hvad det er værd, tror jeg det var det bedste for Cirkeline I valgte at gøre. Nogen gange er det, ikke at have modet til at vælge, det mest forfærdelige, og det er så nærliggende at gribe ud efter ethvert fatamorgana forklædt som halmstrå"

Det gjorde virkelig en forskel.

# |

• Sorgbearbejdelsen foregår i etaper!
05.09.2004 | Kl. 23:20

I morgen henter vi Cirkelines urne og herefter er der urnenedsættelse ved hendes grav. Endelig vil hun (på en absurd, men trøstende måde) komme hjem. Pludselig har vi et sted at gå hen.
Tilbage er der kun at vente på hendes sten og når den er sat, kan vi sætte endnu et punktum, tage en sidste afsked og kun håbe på, at hvor end hendes rejse går hen, så bliver den lykkelig.

I dag sad jeg med alle minderne om hende mellem mine hænder, jeg kiggede i hendes kuffert, så på aftrykkene af hendes fødder og hænder – og jeg studerede billederne af hende igen og igen. Flere og flere ting dukker frem i erindringen, flere og flere ting bliver tilføjet hendes dagbog og det er længe siden, at jeg har slået en barnlig latter op; jeg glemmer hende ikke, trods alt.

Jeg føler mig så pokkers snydt. Her var jeg klar (vi var klar!) til at være noget for dette lille væsen, og pludselig er virkeligheden en anden. Pludseligt skal nye rolle tilegnes; vi skal lære at være en familie uden Cirkeline, vi skal lære at være forældre uden at have en datter at vise frem.

# |

• Refleksion og hverdag!
08.09.2004 | Kl. 10:45

Hver dag bliver nemmere, og hverdagen presser sig på. For Ulrik betyder det opstart af job, for mig betyder det en stillingtagen til hvilket indhold jeg ønsker for de næste 12 uger af min orlov.

Jeg har stadig svært ved at følge med i andres liv, men via telefon og e-mails holder jeg mig mentalt oven vande. Jeg også bruger en smule mere tid på Cirkelines side end jeg gør her – jeg har brug for at skrive om processen - tiden før og efter – og jeg har brug for, at tingene er samlet ét sted. Brug for at Cirkelines historie bliver fortalt, mest af alt for min egen skyld.

Der er virkelig kommet fokus på vores netværk, vi er privilegerede mennesker – vi har et netværk, der består af familie, venner, bekendte og fremmed. Så mange har ydet omsorg for os (fysisk som mentalt), et og andet sted synes Cirkeline at have gjort en forskel på ufattelig kort tid. Det er en dyrebar egenskab.

# |

• Oven vande!
10.09.2004 | Kl. 12:00

Min fætter ringede i går. Han er blevet voksen, og der var en anden form for kontakt mellem os. Pludselig kunne jeg mærke, at han ville beskytte mig og trøste mig – i mange år var det omvendt. Det var rart, at høre ham fortælle, hvor køn Cirkeline var og høre ham sige, at han er ked af, at han aldrig nåede at se hende. Vi talte om løst og fast, talte om at han solgt sin bil og fået kørt bagenden af en anden. Talte om hans forældres bryllup, et bryllup jeg havde glædet mig til, men pga. omstændighederne ikke skulle opleve, og omsorgen lå så trygt mellem linjerne.

Ulrik holder fri i dag, vi har sovet længe – det var en lang aften i går. To af vores venner kom på besøg, de venter barn til februar og jeg var meget bekymret for, hvordan jeg ville tackle dette. Bekymringerne var unødvendige; jeg er stadig glad på deres vegne. I stedet kunne jeg pludselig trække på mine erfaringer (både under graviditeten og under fødslen) og det slår mig; skønt Cirkeline ikke fysisk er til stede, så hører jeg alligevel til blandt andre mødre. Jeg har tilegnet mig en viden som jeg dybest set kun deler med andre kvinder, der har født – og lige meget hvor store anstrengelser jeg gør mig, så er denne viden umulig at videregive til dem, der endnu ikke har født.

# |

• Det blev efterår.
12.09.2004 | kl.: 19:36

Der sad jeg, ved hendes grav på kirkegården. Snakkede med hende mens tårerne ligeså stille vandrede ned ad mine kinder. Det slog mig, hvor meget man som forældre er villig til for sine børn; ild og vand. Vinden bed i træerne, ruskede i buskene og de visne blade fløj omkring mig. Jeg frøs en smule og skønt himlen græd sagte sammen med mig, så blev jeg alligevel siddende. Jeg kunne ikke gå – ikke endnu i hvert fald.

Årstiden skifter, det samme gør påklædningen – og jeg kan efterhånden være i mit tøj fra før graviditeten, jeg kan efterhånden være i andre sko end de udtrådte sandaler. Jeg spekulerer en smule over, hvor mange kilometer de sandaler fik lov til at gå under min graviditet. Det er uden tvivl blevet til rigtig mange, og snart vil de blive gemt væk sammen med tøjet.

# |

• Næste gang livet viser sig for mig...
13.09.2004 | kl.: 15:25

... med sit fæces indsmurte smil, så ryger fortænderne. Spejderære!

# |

• I dag...
14.09.2004 | kl.: 23:00

... knækkede filmen.

# |

• En sten
16.09.2004 | kl.: 19:40

Underligt, at noget kan være så befriende, så forløsende og trøstende; Cirkelines sten er endelig kommet på graven og et afgørende punktum er blevet sat. Efteråret er sat ind, i morgen vil jeg gå til graven, plante lidt hekselyng og synge for hende.

# |

• En dag med min datter
18.09.2004 | kl.: 00:30

Tak Pernille.

Det er efter midnat, dagen har været god. Så fuld af oplevelser og stille meditation. Vi skulle tage det sværeste valg, men det eneste valg – og jeg er ikke et sekund i tvivl. Vi har aldrig været i tvivl, det kunne ganske enkelt ikke være anderledes og vi vidste det; hun vidste det. Tilbage har vi minderne, følelser og alle drømmene; ind imellem er de en smule udvisket, men så taler vi sammen og med et smil på læben kommer det hele tilbage, igen.

Det er en måned siden hun blev født, snart er det en måned siden hun døde. Tiden heler såret, i stedet efterlader det et ar og således vil endnu en historie gemme sig i kroppens efterhånden brugte sjæl. Jeg er til stadighed taknemlig for at hun var levende da hun blev født, taknemlig for de seks dage vi fik med hende, seks dage hvor alt var som det skulle være (fordi ingen vidste bedre), taknemlig for at vi reagerede som vi gjorde og dermed fik hende indlagt på Riget… for sandheden er den at der, fik vi tid til at tage afsked. Fire dage til at forberede os. Aldrig havde jeg kunne tilgive mig selv, hvis jeg var vågnet lørdag morgen og hun havde været død.

Ubetinget elskede jeg hende. Ubetinget elsker jeg hende.

# |

• Som på en film
19.09.2004 | kl.: 01:25

Sidder og ser på billedet af Cirkeline, min datter, mens hun bliver badet af sin far. Jeg kan huske dagen ganske tydeligt; hendes første bad hjemme, hun nød det virkelig – det var så tydeligt at se på hende. Bagefter blev hun svøbt ind i et håndklæde hendes mormor havde købt til hende. Der var en lille hætte på håndklædet, den var alt for stor og gemte hende ansigt. Så gik vi ind i soveværelset, hun fik en ren ble på. Jeg ser på billedet af min datter og genskaber lige så tydeligt øjeblikket.

Senere går jeg rundt i lejligheden, ender i soveværelset og møder endnu et billede af min pige, men denne gang bliver jeg mødt af en helt anden uvirkelighed i virkeligheden. Der er øjeblikke hvor det er som det her aldrig er sket, øjeblikke hvor det slet ikke er til at begribe at jeg vitterlig bar rundt på hende i 9 måneder, ikke til at begribe at hun en tidlig lørdag morgen blev født og hun har været til stede sammen med os. Jeg står i soveværelset og tænker; er det virkelig sandt.

Det gør mig bange, hvordan kan jeg tænke sådan. Hun har jo været her, hun var for en tid et levende menneske af kød og blod. Jeg har holdt hende i mine arme, jeg har indåndet hendes duft så jeg var ved at besvime og hun har diet af mit bryst. Hvordan kan jeg tænke sådan? Det er som om det hele er foregået på film, sket for en anden end mig og som rulleteksterne viser sig på lærredet, så rejser jeg mig og bevæger mig væk fra biografsalen, ud i luften og filmen fader langsomt væk i mit indre.

Havde det bare været sket for en anden end mig, sukker jeg og tørrer mine våde øjne med bagsiden af min hånd. Hvad skal jeg dog med denne rædselsfulde smerte, hvor fanden gør jeg af den? Som en klam hånd på min skulder, der presser mig ned i stolen synes savnet og smerten at æde mig op indefra. Alt for tidligt skulle vi sige farvel; så meget vi aldrig nogen sinde vil nå. I hvert fald ikke med hinanden. Og vi kan snart alt i denne forpulede verden, men ikke redde min lille pige.

Der kommer stadig flere af de gode dage til, dage hvor jeg på ingen tid genskaber øjeblikket, dage hvor jeg ved at livet (på trods af alt) er værd at leve. Den slags dag var det ikke i dag. Jeg har grædt over tabet af Cirkeline og grædt over tabet af alle mine forventninger. I dag har jeg grædt meget, fordi der er meget at græde over.

Hvis så bare der var en, der gad at stoppe denne møgbeskidte, pestbefængte klode – for jeg vil kraftedeme gerne af!

# |

• Erfaring
19.09.2004 | kl.: 23:35

Når jeg går igennem porten og ind på kirkegården, så mærker jeg en tydelig forandring inden i mig: Jeg bliver mor, på stedet! Det er med raske skridt, at jeg går igennem kirkegården og målrettet ankommer jeg til min datters grav. Så hjemmevant jeg allerede er blevet på dette sted.

Der er efterhånden gået en måned, både for hendes fødsel og død – og ind imellem bliver jeg frygtelig forpustet over den forskydning jeg synes at opleve i tiden. I går kunne jeg slet ikke forstå, at jeg var hovedaktøren i dette absurde scenario, i dag ønsker jeg ikke at være andet.

Sandheden er jo den, at når det ikke kunne være anderledes – så ønsker jeg det ikke anderledes. Vi gjorde alt det rigtige og forløbet gav os mulighed for at knytte bånd til hende, således at vi efterfølgende kan adskille os og finde os selv i et forandret forløb. Sådan må det jo nødvendigvis være.

Cirkelines sygdom havde et navn, en forklaring og det i sig selv gør en stor forskel. Selvfølgelig er vi rystet over at det skulle hænde for netop os, men ikke desto mindre betyder det, at vi rationelt kan forholde os til situationen. Vi ved også at det hverken handler om genetik eller miljø, vi kan derfor ikke bebrejde hinanden og vi føler derfor heller ikke skyld – intet ville have gjort en forskel.

Vi vil gøre Cirkeline til storesøster, det beslutning traf vi på et tidligt tidspunkt – og vi ser ingen grund til at vente. Det er dog ikke uden bekymring, for i og med at Cirkeline var et hjertebarn, skal det vise sig (skønt det ikke handler om genetik) at vi har en lille chance for at få endnu et hjertebarn. Netop i denne kendsgerning er der ingen rimelighed. Overhovedet.

Det betyder derfor at vi i en ny graviditet vil få tilbudt en udvidet skanning i uge 20-22. En skanning hvis eneste formål er at kigge på fosterets lille hjerte – dog er skanningen ikke en garanti for at hjertet er tip top, i orden, ok. Der vil altid være afvigelser. En sådan skanning finder sted når jeg er halvvejs igennem graviditeten og kan desværre resultere i endnu et rædselsfuldt valg; at afslutte graviditeten.

Så det er bestemt ikke uden bekymringer, og vi ved også at vi slet ikke ville kunne finde den samme ro som da vi ventede på Cirkelines ankomst. Så skønt der dårligt var noget bedre end at vente på dette lille væsen, så er vi i dag en kedelig erfaring rigere; det må nødvendigvis sætte så ganske tydelige spor.

# |

• En måned efter år nul
24.09.2004 | kl.: 00:00

er dette hvad vi kalder for
liv?
aborterede håb
inficerede identiteter
septisk arvæv fra de sekunder
vi ofrede på drømmen

forventningen er til tider
så indædt, alt andet
bliver ligegyldigt
symbiosen har udslettet sig selv
og vil næppe
nogensinde stå igen

- men i erindringen vil
øjeblikket altid ånde
som et evigt tab
intet bliver det
samme

tiden går jo

# |

• Hvad som helst
26.09.2004 | kl.: 00:25

Et islæt af alvor har nødvendigvis ramt mig og på meget kort tid ændrede verden sig omkring mig, i mig. Det bliver aldrig det samme igen.

Alting var krydret med forventningens glæde, en sødme så længselsfuld. Vi skulle være forældre, behandlingerne havde båret frugt og skønt graviditeten trak ud, så var det uden tvivl alle trængslerne værd, da jeg endelig lå med denne nye og fine pige i mine arme. Hun var så færdig, så moden, så perfekt – hun var realiseringen af vores fælles drøm.

Det tegnede så godt, mælken løb til og vores lille datter diede så fint. Vi kunne tage hjem og det gjorde vi – og med en 2 døgn gammel pige i liften tog vi mod Brønshøj. Nye færdigheder skulle tilegnes, andre kom af sig selv og virkede så naturligt… og hurtigt havde vi vænnet os til hinanden: Nu var vi tre. Dagene tog hinanden, vi studerende dette væsen, prikkede til hende og hun fik lov til at teste vores tålmodighed. Hver en bevægelse og lyd var så hjertelig velkommen, intet var for meget eller for uoverskueligt; ikke når det gjaldt hende.

At lykken derimod skulle vende, kan jeg end ikke i min vildeste fantasi forstå. At hun skulle have et lille halvt hjerte er så ganske uforklarligt. Hurtigere end hun var undervejs skulle vi miste hende igen. Det undrer stadig lægerne, at vi fik lov til at kysse hende i 10 dage – men noget dybt i mig fortæller mig, at det alene var fordi Cirkeline ville at vi skulle lære hinanden at kende.

I dag ser verden anderledes ud, ting tillægges en anden betydning end tidligere og en alvor har sneget sig ind på os. På kort tid skulle vi erfare (det som de fleste forældre taler om, men som de sjældent bliver testet i, og heldigvis), hvad det vil sige at gøre hvad som helst for sit barn. Hvad som helst.

# |

• Før og nu
30.09.2004 | kl.: 11:45

Når en ambulance suser forbi vores vinduer med sirenerne tændt, så tænker jeg på Cirkeline. Det er ikke sorgmodigt og det fremkalder ikke triste billeder af den skæbnesvangre fredag. Faktisk ved jeg slet ikke om turen fra Herlev skadestue til Rigshospitalet foregik med sirene og blå blink, det eneste jeg ved, er at hun blev transporteret i en ambulance.

Jeg husker ikke længere Cirkelines lugt eller lyden af hendes gråd. Sådan en erkendelse gør så pokkers ondt. Jeg ved, at det er en naturlig del af processen, men ikke desto mindre er det også en trist konstatering af, at 10 dage ingenting er i den store sammenhæng. Hold kæft hvor jeg hader, at det skal være sådan. Jeg kan stadig genskabe mig øjeblikkene, når jeg tager billederne af hende frem, men lyden og lugten af hende er væk.

Der bliver længere mellem de rigtige dårlige dage, længere mellem at gråden bare varer ved. I går var det sådan en dag, i går græd jeg fra solen stod op og til den gik ned igen. På sådan dage kan jeg ikke bruge folks velmenende råd til noget som helst. Ord som: "Du skal bare i gang med at lave noget, i gang med at arbejde og så skal du se, så går det ad sig selv". Sikke noget forpulede intetsigende sludder!

Sådan er virkeligheden kraftedeme ikke skruet sammen, intet er så sort og hvidt. Aldrig. De dage, hvor gråden sidder dybt i mig, de dage kan ikke arbejdes væk, ved at tankerne er et andet sted. Det er derimod de dage, hvor jeg SKAL tillade mig selv at være i smerten – og sådan dage vil komme hvad enten jeg arbejder eller ej. Derimod vil jeg vove den påstand, at det er mit held, at jeg ikke er på arbejde. For så behøver jeg ikke holde igen, behøver ikke vise hensyn til unge mennesker, der afviger fra normen og jeg behøver ikke koncentrere mig om andre end mig.

Den første menstruation er kommet. Den bliver pludseligt et skarpt symbol på tiden som lige har været og tiden som kommer. Den første menstruation fortæller, at behandlingerne kan starte op – og det er på én gang vemodigt og bekræftende. På én gang fuld af forventning og nervøsitet. Det er et mærkeligt vakuum og jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde: Så jeg gør begge dele.

# |