e-mail

 

03.09.2002

ja, ja – jeg ved det godt. som alle andre skifter underbusker. nuvel – jeg nyder at kæle for mit lille barn & det er vigtigt for, at hun tager sig godt ud. om end jeg selvfølgelig ikke er helt på det rene med, hvad du faktisk mener. måske fordi du sjældent siger noget. på den anden side, så længe indholdet ikke går tabt, så burde det vel i princippet ikke gøre nogen forskel, vel?

& dagen går med at vente på vores nye sofa. jeg glæder mig – ventetiden er bare ligesom det værste. specielt fordi beskeden i sin tid lød: mellem 12 & 18 & det er kraftedeme lang tid & det er sgu da lige til at blive sindssyg af.

i weekenden skal jeg på kursus, kæresten skal til jylland & junior skal derfor passes af sine bedsteforældre. & det skal nok gå & de holder jo også af dette lille kræ – som de i sin tid forærede os – men ’mor’ her er altså alligevel lidt bekymret. er ikke vild med at lade ham passe & slet ikke vild med idéen om at skulle være væk fra ham i 4 dage. faktisk tænker jeg, at junior er ligeglad bare der er opmærksomhed på ham, der er mad i skålene & lasse (mine forældres kat) holder poterne for sig selv.

her hjemme har vi talt om at få sådan en dims, der er lavet specielt med henblik på at samle/lave ledninger. vi har talt om at det måske på trods af alt er en god investering eftersom junior snart har bidt sig igennem dem alle sammen & vi bare ikke kan blive ved med at tape dem sammen med gaffatape.

forærede mig selv et nyt tastatur i går. det er lækkert. designet er enkelt & tasterne siger absolut ingenting når mine fingre danser hen over dem. jeg kunne skrive store afhandlinger på dette tastatur. det hele glider bare af sig selv.

synes egentligt at det går fint med kørekortet. skal til at aflevere en lægeattest samt en håndfuld mønter til teoriprøven – ikke at jeg skal til teoriprøve, hverken i dag eller i morgen. men snart, måske. & jeg tror faktisk også at jeg er ved at have tjek på teorien. jeg spørger på livet løs om alverdens ting & sager & de 18årige smådrenge, der bare venter på at kunne komme til at køre stærkt – korser sig hver gang jeg åbner munden. & det morer mig faktisk endnu mere, så jeg har simpelt hen gjort det til en mission at stille (for dem) dumme spørgsmål. jeg tror dog også at de morer sig lidt, i pauserne triller tårerne ned at deres kinder når jeg fortæller om min kørelektioner & dermed om min køreegenskaber. måske fordi jeg fortæller ud fra princippet om at overdrivelse fremmer forståelsen. i hvert fald, tænker jeg, er de glade for at have en lidt ældre dame som klassens klovn. måske det ligefrem fjerner lidt af presset fra dem?

kæresten & jeg har det godt i øjeblikket. der er en behagelig rytme forbundet med vores daglig & den levner plads til os begge to & det vi nu end er i gang med eller interesserer os for. september måned bliver en anelse sparet på samværskontoen – mest fordi kæresten skal være nærværende andre steder, jylland, italien & så lige en tour rundt i danmark. det betyder, at jeg kan blive et med vores nye sofa (hvis den altså overhovedet kommer!!) & ellers bare gøre som hovedet står på mig. i perioder er sådanne pauser ganske uundværlige. tror ligefrem de kan være udviklende for forholdet.

jeg tænker mere & mere på, at jeg gerne vil have et barn. på en & anden mærkelig måde er det som om at tiden er inde. at det er nu jeg har overskuddet til at gå i gang med behandlingerne. der er flere ting i en sådanne proces. jeg har brugt lang tid & meget energi på at komme hertil, hvor jeg med en vis sikkerhed kan sige, at jeg er klar til behandlingerne (om end de stadig kan skræmme mig). men når jeg så tænker et skridt videre, at jeg bliver gravid & der kommer et lille væsen til verden – så bliver jeg atter bange; for hvad fanden stiller jeg op med dette væsen? & pludselig er jeg tilbage ved nulpunktet: er det hele det værd? det er underlige & udefinerbare tanker – ganske abstrakt & jeg har minus begreb om hverken a eller b.

kinesisk ordsprog: hvis du tænker for længe på det næste skridt, kommer du til at tilbringe livet på et ben

05.09.2002

allerede i går blev junior hentet af sine bedsteforældre. det var ikke just planen – men grundet muligheden for transport, så blev det sådan. Det er fortsat svært for mig, at tage afsked med ham. har jo kun prøvet det en gang før – altså den slags afsked, hvor han bliver hentet & kørt væk. suk. nuvel, i dag måtte jeg bare lige cykle en tur forbi, dels for at drikke kaffe med mor, men i høj grad også for at kysse på min lille dreng. han havde det mægtigt & mine forældre så lidt trætte ud. de havde været tidligt oppe (ca. kl.: 05), han var jo vågen & så skulle han på opdagelse. derudover er han jo et rodehoved & det tror jeg faktisk også stresser min mor en smule – det var så dejligt at se dem tage hånd om ham. han kommer absolut ikke til at mangle noget – om end lasse selvfølgelig skulle starte dagen med at banke ham. men så var magtforholdet ligesom blevet fastlagt!

det er med sindsro, at jeg kan tage på kursus på lørdag.

fredag. åh, endnu en køretur med afgang fra frederikssundsvej. nøj, hvor det skal blive ganske interessant. senere kommer en veninde til middag, sladder & vin mens vi slænger os i sofaen. den er heldigvis stor nok til os begge.

i takt med at jeg læser mere & mere teori. i takt med at jeg vælger, at være mere opmærksom i trafikken, da opdager jeg hvor elendig alle omkring kører. de tænker kun på dem selv (& muligvis den indkøbsliste de har i lommen) & hold fast, hvor det altså stressende. kunne jeg bestemme, så tog jeg køretøjerne (cykler, biler, busser o.a. – faktisk også benene af de gående) fra dem & så kunne de erhverve kørekort sammen med mig. tror sgu de alle ville trænge til en lille reminder. eller for sige det på dansk: et klask i røven!

& nu til noget helt andet: sex! ja sex & helst massere af det. jeg vil hore igennem natten med kæresten, lade den salte sved drive fra vor varme kroppen, lade safterne bore sig igennem madrassen & efterlade den fuld af erotik, der vidner om liderlighed & begær. at lade min tunge danse sig hen over hans krop, mærke hårene rejse sig som de møder tungens spids. at kæle for hans inderlår, lade fingerspidserne møde hans nosser & langsomt bevæge sig hen over roden på hans pik. at gribe pikhovedet mellem mine læber, lade tungen invitere til dyrisk leg. lade kussen åbne sig for ham, sænke mit køn over hans ansigt, lade det dryppe på hans ansigt som støvregn. mærke hvordan han skiller mine baller & bruger sin øvet tunge. åh, at ride på hans ansigt.

til vi ses igen: elsk med mig!

09.09.2002

fik hentet min lille dreng i dag. novra, hvor er det altså pragtfuldt at have en hoppende kanin ved sine fødder & skønt han har haft som blommen i 8 æg hos sine ’bedsteforældre’, så er der ingen tvivl om at han atter har fundet sin rytme.

kom hjem fra kursus i rørvig i går. et godt & spændende kursus – der gav personalegruppen mange nyttige redskaber. det er et kursus i forbindelse med institutionens omstrukturering, & vi skal virkelig til at samarbejde på en hidtil ukendt måde. denne weekend gik med forskellige øvelser samt at finde frem til 3 grundværdier & en definition af begreberne. således at vi har nogle byggesten til vores fremtidige fundament. det var lærerigt, for dels skal gamle hunde lære nye kunstner – men pludselig skal der også gøres op med institutionens habitus. mange års pædagogik (eller mangel på samme) skal ses efter i sømmene & det er magtpålæggende at ændre på så meget. ikke fordi det ikke fungerer, for det har det skam gjort – men fordi det fremover næppe vil fungere med den nye målgruppe, der langsomt kommer ind ad døren.

alle taler om det, så jeg vil også deltage flygtigt i emnet; vejret! hold da helt fast, hvor er det dog pragtfuldt. om end det også har sine dårlige sider; lummerheden. der er bare minus vind om aften, hvilket betyder at jeg koger ved sengetid. det er umuligt at være under dynen, umuligt at være over dynen – i det hele taget umuligt. nå det så er sagt, så mener jeg jo stadigt at det er pragtfuldt.

ellers er der bare trivialiteternes sødme, kæresten & jeg har været væk fra hinanden. nu er familien samlet igen & det er trygt. skønt pauserne kan være (& ofte er) tiltrængte, så er der ikke noget så vidunderligt & helligt som ved genforeningen. på fredag tager han af sted igen. denne gang skal han til italien & se formel 1 & jeg ønsker ham god tur. det bliver en kort uge, for mellem ankomst & afsked så skal jeg arbejde.

lige nu: jeg er forelsket!

13.09.2002

tilbage ved nul & alligevel passer det ikke helt. jeg er forelsket, jeg elsker min kæreste & han får altid smilet frem på mine læber. men jeg savner ham. savnet startede allerede i onsdag & jeg har ikke kunne finde ro på noget tidspunkt. lige nu er han på vej til italien & det gør jeg ikke savnet mindre. det er næsten ikke til at forklare & jeg har svært ved helt at kunne fortælle, hvad der præcist ligger til grund. et hormonalt problem lyder logisk, jeg er på vej ind i den præmenstruelle periode & det gør mig sårbar. jeg er fysisk træt, hvilket også gør mig sårbar. tårerne kommer så let som ingenting & jeg bliver næsten utrøstelig. jeg bliver omklamrende, bange for at miste & samtidig har jeg pokkers svært ved at sige det højt. vi har talt om det & kæresten kender alle symptomerne, han opsnapper signaler før jeg selv gør det & han er opmærksom på at næste skridt er en mindre nedtur. denne gang er han bare ikke hjemme & måske er det godt det samme – for der er intet at stille op. løsningen er søvn, gråd & ingenting.

det er også i sådanne perioder at jeg har et usigeligt behov for planlægning, struktur & regelmæssighed. fjerner man bare en af disse 3 vigtige livslinjer, så drukner jeg. jeg gaber, gnider mine trætte & våde øjne & ved at i morgen ser alting anderledes ud. i morgen kan jeg atter have øjenkontakt & smile. men så har det også været 3 lange dage. & når kæresten endelig kommer hjem på mandag, så skal jeg selvfølgelig hylde hans ankomst om end jeg også vil have fundet mig til rette i hans nærvær (tilføjet senere; dette må være det berømte freudianske slip, jeg mener selvfølgelig fravær). mennesket har en utrolig evne til tilpasning, synes du ikke?

derudover er jeg inde i en af mine andre (sædvanlige) perioder. tilbagetrækningen til mig selv, til det søde ingenting. jeg føler ikke, at jeg har noget nyt at fortælle, eller også orker jeg bare ikke at fortælle. gider dårligt besvare e-mails – måske mest fordi jeg ikke helt kan gennemskue & overskue det personlige i relationerne, jeg bliver en grødet stemme af ligegyldighed i telefonen. jeg har ingen ord.

lige nu: jeg er træt & sulten

14.09.2002

brev til min elskede:
der er stille i lejligheden med undtagelse af harddiskens summen, lillemanden vasker sig & selv har jeg fået ordnet en masse praktiske ting i forhold til mit job & noget mere personligt. jeg tænker en del på hus i sverige & finder tanken yderst tiltalende. hvorfor ikke bare tage det spring, realisere en drøm & endda langt billigere end det lader sig gøre i danmark? jo min elskede – jeg synes vi skal få gang i processen & hvis vi holder fast i en målsætning (som du foreslog) på et års tid, så har vi faktisk massere af tid til at gøre fri af så meget andet, det være sig økonomi & uddannelse. & med broens tilstedeværelse, da er det hele fortsat tæt på, familie, venner/bekendte, arbejde & skole – jeg er ikke usikker; jeg vil det gerne!

Du er i italien lige nu & jeg håber vitterligt, at du får set noget formel 1 med din far. jeg tænker, at det er en rigtig drengedrøm, der her er gået i opfyldelse. en dag, tænker jeg, vil du også puste liv i vores børns drømme & tanken gør mig varm om hjertet. for skønt du bruger meget energi (mindre nu end tidligere) på, at holde tingene adskilt, leve i nuet & ikke tale alt for meget om en fælles fremtid, så kan du (som jeg) alligevel ikke lade være. det ligger ikke kun i luften eller mere linjerne, det bliver mere & mere udtalt & skønt garantier er umulige, så er der noget smukt i ønsket (drømmen) om et fællesskab.

trods de sidste par dages sårbarhed, så har jeg i dag fundet mig til rette med dit fravær – vidende at du kommer hjem igen - & hygger mig. dage uden ord er blevet til dette øjeblik fyldt til bristepunktet med følelser, der aldrig helt lader sig beskrive & heldigvis for det. & hvis jeg ikke har sagt det før, så lad mig sige det nu: jeg elsker dig!

17.09.2002.

ind imellem driver min kæreste mig til idiot, som jeg vel også gør med ham. i går var en af den slags dage. øj, hvor jeg bare slet ikke brød mig om ham – problemet er bare, at jeg ikke kan få det sagt eller på anden måde give min vrede frit spil. jeg slår knude på mig selv, tager det hele på mine skuldre & bliver frygtelig ked af det. & det er bare ikke godt nok. overhovedet. det ville være sundt for mig, at vise ham min vrede. sundt for ham at opleve at han i perioder pisser mig af i en sådan grad at jeg kunne spytte efter ham. for han er ikke guds (eller buddhas) gave til menneskeheden. han er bare ganske almindelig, går på lokum ligesom alle andre, prutter, bøvser & snorker. faktisk ganske ucharmerende, hvis vi skal tale lidt om det. nuvel i går var en af den slags dage, hvor jeg bare var parat til at forlade ham & resten af verden for at bosætte mig på en øde ø. ganske langt væk.

trækker vejret.

heldigvis fik vi da talt om det. fik fokus på at det går begge veje & jeg har truffet en beslutning; fremover nægter jeg at placere mig selv i en offerrolle. næste gang er det kraftedeme mig, der er krænkeren & så skal jeg sgu give ham tørt på. han fortjener det, det dovne dyr !!

i dag ser alting ganske vist anderledes ud. sexen var knap så rutinepræget i nat, langt mere intens & rummet emmede af liderlighed. jeg tager på døgnvagt, han til noget firmapetanque & således kan vi bare være os selv i andre sammenhænge. men faktum er jo at jeg elsker ham også på de skæve dage, & jeg tænker at det i & for sig er en god ting – så er der ligesom noget at kæmpe for når gnisten i perioder er svær at finde, ikk?

ellers ikke de store begivenheder. bliver nogle pokkers travle dage, hvor vi er mere ude end inde & det er heller ikke hånd i hånd. sådan skulle september gå. jeg vil ikke sige at livet (tilværelsen!) keder mig, sådan er det slet ikke – men trivialiteternes sødme er ind imellem noget jeg gerne ville undvære, & så er det at jeg forsøger at ændre på det, men ting tager tid & nogle gange har jeg bare hverken tiden eller tålmodigheden.

& nu hvor jeg er ved det: giv mig min sko tilbage, røv!

19.09.2002

tillykke til min fætter. ikke kun bliver han 18 år i dag, han fik også sit kørekort i dag. hurra. i morgen tidlig tager kæresten af sted, næste gang vi ses er om 8 dage. uha – jeg havde ellers lige vænnet mig til at have ham hjemme igen.

junior har fået sin helt private sandkasse. han er jo en graver af natur & da vi ikke kan have ham løs på frederikssundsvej, så har vi måtte tænke alternativt. det betyder til gengæld også at vi har fået et ekstra oprydningsområde, men alt taget i betragtning så er det den ekstra gang med støvsugeren værd.

et menneske er forsvundet ud af mit liv. jeg ved ikke helt hvordan det er sket – men væk det er han. kun stilheden er tilbage. jeg savner ham & håber, at han har det godt.

for mit vedkommende. arbejde, lektier & teori. jeg er i fuld gang, men også træt. så nu hvor kæresten er ude af døren, så må jeg vist hellere få struktureret min tid lidt bedre. på lørdag har forældrene inviteret mig & min lillebror til middag, det skal blive hygsomt & en frisk afbræk i dagligdagen. søndag til mandag er det arbejde, mandag & tirsdag skole, onsdag til torsdag & fredag er lig med arbejde. så kan jeg derefter trække vejret normalt igen & nyde en weekend. tusinde ting & samtidig betyder det, at junior bliver overladt en del til sig selv; gør det mig til et dårligere menneske?

kæresten & jeg havde en sund dialog den anden dag. udgangspunktet var faktisk et begyndende skænderi, men på en & anden måde fik vi vendt vreden/irritationen & brugt den konstruktivt. i perioder dør gnisten i et forhold – andet ville næsten heller ikke være til at bære - & vi har forskellige måder at tackle problematikken på. vi opfatter et helt univers forskelligt fra hinanden & nogle gange er det bare skide svært at finde overskuddet til at mødes på midten. undtagelse af reglen er heldigvis fortsat at finde & resultatet er blevet et af de bedre. jeg kan tydeligt mærke, at jeg har en del at arbejde med, ligesom jeg også tydeligt kan mærke, at han har en del at arbejde med. han er ikke altid i kontakt med sine følelser & jeg er nogle gange lidt for meget i kontakt med mine.

vi kom omkring det hele; gnisten, der mangler. sexen, der bliver kedelig & ensformigt. samtalerne, der skubbes væk & det som var så karakteristisk for vores forhold gået i glemmebogen. det er sundt at rense luften ind imellem & det er med større sindsro end tidligere at jeg kan tage af sked med ham i morgen, han kommer jo tilbage igen.

min mor var til 3 måneders eftersyn på frederiksberg hospital i dag. hun er fortsat i bedring & alt ser bare så godt ud. det glæder mig & jeg kan holde fast i min naive barnetro om at hun lever i tusinde år. det gør mødre da, gør de ikke?

sov godt.

20.09.2002

egentlig har jeg massere at gøre & tiden til at nå det hele, i stedet har jeg haft hovedpine det meste af dagen. faktisk er jeg også lidt ked af det. selvfølgelig. kæresten tog af sted her i eftermiddag & afskeden var absolut ikke optimal, blot en vinkende gestus som han krydsede vejen. det er ikke fordi jeg ikke trives alene eller for den sags skyld ikke kan være alene – faktum er bare, at jeg ikke bryder mig hurtige afskeder (de gør et og andet ved mig). jeg kan ikke forklare hvad det helt præcist er, for jeg er heller ikke interesseret i at trække tiden unødvendigt ud – men noget er der.

det er noget, der er kommet inden for de sidste par år. først tænkte jeg, at det bare handlede om at jeg ikke kan (eller vil) være alene, men jeg sætter mig ned & ser grundigt på det, så handler det i langt højere grad om savn end ensomhed. & det er kæresten jeg savner, hele hans væsen & alt hvad det bringer med sig. sådan har det ikke været før, hverken med min eksmand eller kæresterne imellem. det startede da jeg blev kæreste med min kæreste & spørgsmålet er så, hvad ligger til grund? usikkerhed? det er svært at give et fornuftigt bud på dette, dels orker jeg ikke analysere på det (måske fordi jeg ved, at i morgen falder jeg atter i søvn uden bekymringer), dels har jeg valgt, at give savnet plads.

ak ja, savnet. det sidder som en trykken ved mit bryst, en klump i min hals & tårer i mine øjne. jeg får helt lyst til at gribe telefonen & hviske ind i røret, at han skal komme hjem. nu! jeg ved også at det ingenting løser; i stedet vil det bare give mig en pokkers dårlig smag i munden.

går i stå. spørger mig selv, føler du dig afhængig af ham? for ser du pludselig bliver jeg bekymret for om det nu også er et reelt savn. jeg drikker min kaffe, tænder en smøg & lader følelserne komme op til overfladen. tiden går & jeg når frem til en konklusion om, at det ikke handler om afhængighed eller andre aspekter med en tendens til negative ladninger. det handler om at savne. det handler i bund & grund om at jeg elsker ham & uden ham i verden, så var det bare slet ikke verden.

stopper for en stund med navlepilleriet.

læste for resten en artikel i weekendavisen i dag. den handlede om nogle økonomer, der har forsket i ægteskab eller mangel på samme & de var kommet frem til en ligning. summen af det hele gik ud på, at hvis alternativerne for forholdet overstiger værdierne så er det dømt til at mislykkedes. den gav faktisk stof til eftertanke. mest af alt fordi jeg bruger krudt på alternativer, frem for (måske) at findes en fælles forståelse for værdierne. jeg siger ikke, at det nødvendigvis også skal hænge sammen på den måde – men ikke desto mindre var der nogle brugbare aspekter i artiklen, specielt fordi det nok mere er den måde kæresten oplever tingene på.

jeg tæller dagene til vi ses igen.

24.09.2002

tema til disse dages undervisning er bearbejdelse af tab & traumer, & hjemmeopgaven lød på; skriv et brev. udgangspunkt er så at vi i en mindre gruppe har sporet os ind, hvad der kunne være vigtigt at få sagt. det som fyldte mig mest var angsten for at miste min kæreste & savnet efter ham – men da vi skulle vælge en modtager til vores brev, da tænkte jeg på, at måske skulle jeg få givet igen overfor min eksmand. det var altså det brev jeg valgte.

efter skolen skulle jeg til teori & først sent var jeg hjemme, jeg tænkte atter på hjemmeopgaven & blev enig med mig selv om, at det var noget helt 3. jeg havde brug for at skrive ned. jeg havde brug for at skrive et brev til kæresten, alene for at kunne fortælle mig selv, at jeg ikke har grund til at være usikker. have brug for at fortælle mig selv, at han ikke pludselig & uden varsel bare forlader mig (når vi altså vælger at se bort for et pludseligt dødsfald eller en tragisk trafikulykke).

jeg er altså gået i gang med brevet & mellem linjerne er det dels en kærlighedserklæring, fordi han giver mig så meget – men det er også erkendelsen time for mig. for tør jeg også tro på det? inden jeg fandt mig til rette under dynerne, da ringede kæresten & vi havde en vidunderlig samtale. jeg er vild med hans kælen stemme i røret, vild med at høre ham fortælle (& det være sig om hvad som helst). vi talte også om brevet, et brev jeg ikke umiddelbart er interesseret i at vise ham – mest fordi det er min private sfære & fordi vi før har talt om, at der også skal være denne grænse mellem alt & intet imellem os. det er måske også en af grundene til at han aldrig læser min logbog, der er bare ting han ikke vil vide & jeg forstår ham godt.

terapeuten på skolen sagde noget vigtigt til mig, hun sagde: du er alt for meget over i din kærestes følelser & alt for lidt i dine egne (deri også mine behov). hun har ret, for faktum står sjældent til at ændre, jeg bruger mere energi på hvad kæresten mener om dette eller hint i forhold til mig. jeg skal langsomt forsøge at gøre en forskel.

i stedet kan du så være mit vidne.

til min prins!
lige nu – efter vores dejlige samtale – da tænker jeg på alle de modsatrettede følelser du konstant får mig til at føle. skønt jeg havde svært ved at du skulle af sted & at jeg har savnet dig i dag, så finder jeg samtidig pausen tiltrængt & nyder rummet til & for mig selv. jeg falder tilbage til den mere melankolske side af mig selv, en side jeg vel at mærke også sætter umådelig stor pris på, bl.a. fordi den gør mig mere kreativ, produktiv & faktisk også smager en hel del af liv.

oprindeligt var det min skilsmisse jeg havde udgangspunkt i, men alting er foranderligt & skønt jeg til tider gentager handlemønstre, så er de alternativer jeg i dag vælger forskellige fra fortiden, & når jeg virkelig tillod mig selv at føle efter & være i følelserne, da var du (& du alene) i forgrunden for alle mine tanker.

du har sagt det så mange gange, at jeg efterhånden kan det som udenadslære. du ser mig, skønt jeg sjældent giver dig kredit for det & fortæller mig, at jeg ikke altid lever i nuet, har et umætteligt behov for tryghed & kræver grænseløse fysisk kontakt. du er derimod min diametrale modsætning, hvorfor mange ting bliver sat på spidsen - hvilket til tider kan få mig til at eksplodere.

en gang skrev jeg, at det var først da jeg lærte dig at kende, at jeg mødte mig selv, & for hvert skridt jeg tager i min udvikling bliver dette kun alt for sandt. min eksmand lignede min far, fysisk som psykisk. det endte i den rene blodskam. jeg har svært ved at sige det samme om dig (&heldigvis) – i stedet er du til gengæld alle de ting jeg higer efter & samtidig foragter & det har været den sværeste erkendelse af dem alle. men dig er jeg i fuld gang med at lære & mest af alt at lære, at stå på min ret.

du efterspøger ofte min vrede, for du er slet ikke i tvivl om jeg indeholder den, sandheden er bare den, at jeg ikke helt kan finde ud af at give slip på den. lige præcist på det punkt var mine forældre ikke gode rollemodeller. så forkrampet & det har jeg taget med mig. jeg har oplevelsen af, at min eksmand ikke var meget bedre & den dag han kammede over i skilsmissen hede, da tilføjede han min krop et synligt ar. hvordan skulle det dog havde været mig muligt at tilegne en forståelse af, at der i vrede også kan være en sund balance? barn af mine forældre, barn i mit ægteskab.

men selvfølgelig gør du mig vred. til tider endog meget vred & jeg vil gerne vise dig denne vrede, men endnu er modstanden større end modet, for hvad så bagefter? tænk om jeg for et øjeblik mistede kontrollen. men du er ikke perfekt. det opdagede jeg heldigvis for længe siden mens jeg snakkede med en veninde. det gik pludselig op for mig, at du var dødelig ligesom alle os andre & straks efter pillede jeg dig ned af den pilestat jeg havde sat dig på. var denne erkendelse ikke sket, da havde vores forhold været bygget på nogle grusomme luftkasteller.

& jeg kunne finde mange ting. du har en kedelig humor (nogle gange spekulerer jeg på om du overhovedet har humor), du er skide indadvendt at jeg bare i det skjulte må brække mig over, hvor forkrampet du holder på dig selv. jeg er også sikker på, at du aldrig rigtig tør give slip, hverken når vi elsker eller til kærligheden i almindelighed. du beskytter dig selv & nogle gange i et sådanne omfang, at du reelt mister kontakten til dine omgivelser. der sidder du i dit tårn & kigger ned. hellig & hel. føj!

du forstår sjældent hvor vigtigt det er for mig, at høre dig sige du holder af mig. hvor vigtigt det er for at du tager min hånd uopfordret & bare kysser mig. du er så hemmelig omkring alt, at det slet ikke er mystisk – men bare skide irriterende, fordi jeg i stedet gætter mig til halve sandheder & gang på gang bare bliver frygtelig skuffet over at jeg sidder lige i suppedasen med dig!

men hvis jeg så en gang imellem tillod mig selv at stoppe op & lytte, da ville jeg jo daglig blive bekræftet, alene ved det faktum at du hver dag omfavner min krop under dynen & kysser mig god nat. & måske er det netop af den grund, at jeg hviner af fryd hver gang jeg ser arret ved dit øje.

men hvis du bare en gang kunne sige, at du elsker mig !!

& i min individuelle terapi går jeg amok på puder, der alle i mit stille sind forestiller dig. jeg sparker løs på dem & kalder dem grimme ting. jeg ønsker også at det skal gøre fysisk ondt på dig – for du er kraftedeme alt det jeg så gerne vil være & absolut heller ikke bryder mig om. & jeg vælger at placere lorten hos dig, for jeg skal sgu ikke være fisens ejermand. det er jo også hundrede gange nemmere, at lade dig være skurken, ikk? således kan jeg for evigt fastholde mig selv i offerrollen. det er også så synd for mig!

ja min prins, jeg kunne jo fortsætte i en uendelighed – det har jeg jo også ofte for vane at gøre, men for en gangs skyld vil jeg lade tæppet falde. livet rummer ulykken i sig selv. en refleksion som denne sætter mig i stand til at fornemme det bevægende i altings ubestandighed. livet er ganske enkelt foranderligt! dette var en brøkdel af summen.

dit f.

25.09.2002

jeg savner min kæreste, lad der ingen tvivl herske derom – men savnet er langt mere tåleligt & i stedet vælger jeg at glæde mig som et lille barn ved tanken om at han vender hjem igen.

med tankerne på brevet til kæresten, så vender jeg tilbage til afsnittet om min eksmand, for med fare for at det lyder negativt, da må jeg straks hoppe i forsvar. jeg var lykkelig i mit ægteskab & på en sær måde lykkelig til det sidste. jeg forelskede mig i en tidlig alder, lige midt i en bagerforretning, hvor han skulle have sine tebirkes. det er næsten uforklarligt for på en & anden underlig måde vidste jeg bare, at jeg kendte en, der kendte ham & således kom vi i kontakt – om end der skulle 3 år før vi fandt sammen. jeg var aldrig et sekund i tvivl, han var prinsen på den hvide hest & lykken ville ingen ende tag den dag jeg iført slør & kjole bevægede mig op af gulvet i herlev kirke. vores største hindring var den alder, der var til forskel mellem os. han havde oplevet en hel verden mere & på så mange områder var jeg bare altid bagud. det var mig, der ville skilles & der var ikke tusindvis af forklaringer på denne konsekvens, der var kun én; det kunne ikke være anderledes. nogle ting gik langsomt ned ad bakke & jeg anede ikke mine levende råd, havde ikke et eneste værktøj at bruge & skønt jeg elskede ham endnu mere end nogen sinde – den morgen i køkkenet, hvor jeg sagde de afsluttende ord – så vidste jeg også bare med mig selv, at det her ville føre noget godt med sig (& noget godt for os begge to). i dag er jeg en anden end den gang, jeg er fortsat lykkelig – bare i nogle andre omgivelser & jeg tænker (for det meste) tilbage på de 7 år med min eksmand med et smil på læben & en taknemlighed over, at jeg har delt så meget med dette vidunderlige væsen. for min eksmand, tænker jeg, er der også sket gode ting – han har fået et forhold til sin søn, der er ham så vel undt & som han burde have haft lige fra begyndelsen.

junior sidder ved mine fødder & leger med min trøje, han har stor fornøjelse af at gemme sig bag den, for dernæst at stikke snuden frem. snart bliver han et år & der er sket mange forandringer med ham. hans blå/grå farve er blevet broget & ved halsen har han fået sig en manke. jep, han er blevet en rigtig lille løve med en vidunderlig brun manke & urenhederne gør ham bare endnu mere uimodståelig.

havde besøg af en fantastisk kammerat i dag, vi lærte hinanden at kende på seminariet. han er mig ganske dyrebar, med sig havde han en herlig nyhed; han skal være far til januar & endda for anden gang. det klæder ham at være far, skønt man overhovedet ikke ville forbinde ham til en sådanne relation ved første øjekast. heldigvis bedrager skindet i en sådan format, at det næsten fryder mig.

& tilbage til denne stille nat, hvor stearinlysene brænder, musikken danner grobund for stemningen & jeg bare må erkende, at jeg er lykkelig, da smiler jeg for mig selv & hvisker ud i stuens rolige atmosfære: livet begynder lige hér (3 minutter efter midnat)!

26.09.2002

efteråret har kastet sig hen over landet, det er vådt, koldt & kedeligt. mest af alt ville jeg bare putte under en dyne i sofaen sammen med kæresten. men faktum står ikke til at ændre, der er ingen kæreste – han er et andet sted i livet - & om et par timer skal jeg både på job (igen!), til køretime & undervisning. suk. jeg savner min kæreste & der synes ufattelig længe til fredag aften.

junior har udvidet sin horisont i lejligheden. han er faktisk begyndt at trives på køkkengulvets glatte overflade & i et sådanne omfang, at jeg flere gange måtte hive ham ud fra bag komfuret. hvad der lige fanger hans interesse bag komfuret, det aner jeg faktisk ikke – men der går ikke mere end splitsekunder & han er tilbage igen.

uden at gøre det store, så har jeg tabt mig. jeg har faktisk tabt mig meget, mine bukser er blevet løse i taljen, de hænger lidt i røven & det er ikke uklædeligt – men det er sket uden varsel eller forberedelse. jeg er ikke typen, der går på slankekur, jeg har altid ment jeg var lækker som jeg var & denne gang var ikke en undtagelse af reglen. jeg har simpelt hen bare tabt mig. besluttet mig for her den anden dag, at hygge lidt om mig selv – lavede noget lækkert mad & satte mig til rette. jeg er nemlig vild med mad & stort set alt slags mad. det var bare ikke det jeg ville, jeg satte min tallerken fra mig, maden kedede mig & med et var jeg slet ikke sulten alligevel.

måske hænger det samme med savnet af kæresten. vi har dybest set ikke været rigtig sammen i hele september måned, jeg kan bare ikke helt selv tro på det. kan ikke tro på, at jeg skulle miste appetitten fordi manden er udenfor hjemmets fire vægge. selv når jeg er syg kan jeg spise mad – nuvel, jeg gider ikke lægge unødvendige spekulationer i det, måske kroppen bare regulerer sig selv.

har bestil billetter til swan lee koncerten i vega til november, 4 stykker; mig, kæresten, lillebror & hans kæreste. det skal nok blive en rigtig hygsom aften. min brorlort har lovet at diske op med alverdens lækkerier & rødvin inden musikken går i gang & jeg tror på ham!

trækker fødderne i et par uldsokker