e-mail

 

2.09.2001

hjemvendt fra det jyske. dejlige mennesker. to tavse mænd & denne utrolige umiddelbare ungmø. ja det var et hyggeligt ophold – om end jeg på et tidspunkt havde lidt svært ved at kontrollere mine præmenstruelle tendenser. det blev til en gåtur & to smøger i det mørke & våde århus. bagefter blev det til en forklaring, ikke at jeg stod til regnskab for andre end mig selv – dog mener jeg samtidig, at det kan komme den anspændte stemning til livs.

den sårbarhed som min kærlighed til u også indebærer, gør det nødvendigt for mig at være på vagt, for at beskytte den opmærksomme bevidsthed. jeg er nødt til hele tiden at passe på, at jeg ikke bliver invaderet af tanker & følelser, som truer med at forstyrre & berøve mig mine drømme & håb. jeg forsøger at acceptere dem (tankerne) for hvad de er & opbygger (langsomt) den karakterstyrke det kræver for mig, at kunne lade dem komme & gå – uden at skulle identificere sig med dem eller handle efter dem.

denne fokuserede klarhed er vanskelig for mig at opnå, ikke fordi jeg ikke kan lære åndelige teknikker, men fordi den truer min opfattelse af hvem jeg er. hvor ufarligt det end kan synes at lade bevidstheden koncentrere sig om usikkerheden & dermed iagttage hvad der sker, så afslører usikkerheden en uoverensstemmelse mellem det menneske jeg ønsker at være & det menneske jeg er.

til u skrev jeg på et tidspunkt:
”lad os blive gift
i et helt nyt lys
lad mig give dig en søn
en datter”
intet har ændret sig, end ikke hans tiltrækning på mig. en transportabel buddha, et honningkagehjerte & en lille prins: hver af de tre er lige meget del af min drøm. men uden den lille prins ville drømmen ikke eksistere. jeg tror at hver af disse har lige stor part i en uopdaget helhed – som overalt synes at opløse sig selv, et sekund før sin afsløring. det er hvad jeg ser i hans ansigt denne dag i september.

3.09.2001

tog forbi veninden i formiddags. formålet: gåtur & sladder. begge dele blev det til. vi klæder hinanden, sådan tænker jeg i hvert fald på os. hun er simpelt hen smuk som virkeligheden. så er hun også klog. tænk dig: smuk & klog – hvad mere er der at sige end; jeg elsker hende.

u & jeg flyttede rundt i dag. mere plads hér & langt mere samlet på ét sted. dér! det som tæller er nu, at det er bedre på denne måde. godt at få orden i sagerne, bare en gang imellem & bare nogle af dem. endnu er der emner vi ikke har nået. vi har muligvis berørt overfladen – men der er langt til selve dybden. sådan er det vist altid, ikk?
hvad kan jeg ellers sige? mener stadig han bør gifte sig med mig & lade mig skænke ham både en søn & datter. først kirke, så insemination. senere folkepension. farvet af situationen, måske – men ikke desto mindre så er det sådan jeg har det i nuet. & det tæller for mere end millioner i banken, med mindre vi selvfølgelig taler hjertebanken (det var det måske også. altså det jeg talte om? forvirring).

bøvser lidt. klør mig distræt i øret. regnen vælter ned. bliver sgu så liderlig.

6.09.2001

morgen, hvisker jeg mens kæresten stadig ligger varm af liv under dynen. er på vej på job, på vej til endnu en dag i det civiliserede liv & uden for det åbne vindue fornemmer jeg allerede hvordan alting er i bevægelse. & i går blev jeg berigede med en gave, følte mig så forkælet, følte mig så hellig & hel. smiler & ved i dette sekund at kærligheden for alvor er kommet for blive.

7.09.2001

skal på døgnvagt i morgen, bliver faktisk ok. jeg er vild med mit job, vild med det jeg laver & jeg ved, at jeg rent faktisk også gør en forskel. ungerne fortæller mig det ofte. ind imellem er jeg i tvivl & så tænker jeg: vil jeg forblive socialpædagog resten af mit liv & hvor mange år kan jeg egentlig holde gejsten oppe?
jeg tænker aldrig, at jeg spilder min tid eller intellekt – for som status er lige nu, så kunne jeg reelt ikke ønske det anderledes. men jeg spekulerer på om jeg skulle tage det hele et skridt videre, gøre noget alvorligt ud af mine skriverier, få tegnet tegningerne til min børnebog færdig, spytte i glasset & sluge det råt.
kæresten er til firma petanque og efterfølgende disko. tror han lugter af omvandrende værtshus når han en gang ligger hovedet på puden. & det får mig til at tænke, at det egentlig er længe siden jeg selv har været i byen. ikke at det gør den store forskel – for selskabet skal virkelig være ekstraordinært før jeg overhovedet gider bruge mere en de obligatoriske to timer på det. i sådanne sammenhænge vel at mærke.

& denne aften får jeg lyst til at åbne mig. jeg vil gerne have et barn, måske ikke lige nu – men i hvert fald inden for de næste 2 år. sådan tænker jeg, at det gerne må hænge sammen. det kræver mange ting som fx hormoner & højst sandsynligt også en insemination. jeg er fortrøstningsfuld & væbnet med tålmodighed. & jeg tror også at jeg bliver en god mor – ligesom jeg heller ikke er i tvivl om, at kæresten bliver en pragtfuld far.
det hele hænger heldigvis sammen & inden jeg får skrevet mig væk i mere sentimentalt sludder, så nøjes jeg med at hviske: i morgen har vi endnu 24 timer til vores rådighed!

9.09.2001

kan jeg andet end være taknemmelig for, at være den, der ved at han findes? sådan tænker jeg ofte og alene i disse tanker ligger der en belønning. i denne viden ligger ikke alene troen på, at noget vil ske – i denne viden ligger også følelsen af at være tilsagt et evigt liv. det er jo netop bag facaden, denne skorpede overfladen, at jeg kommer i kontakt med mit inderste i alting. det er i denne viden, der på en gang synes farlig og blid, at jeg opdager hvor skrøbeligt alting er.

kunne jeg så var det månen, jeg forærede ham og dette uden at flytte den – jeg ville ikke ændre et eneste sekund end ikke ændre universets mangefarvede facetter. kunne jeg for et eneste øjeblik lukke mine øjne, så ville jeg drømme mig væk fra min egen begrænsninger. jeg ville smide alt det overflødige og overfladiske over bord – måske endda blive et par kilo lettere og tilmed være i stand til at brede mine skrøbelige vinger ud.

således kunne jeg flyve hen over den mørke himmel og måske få et stjålen glimt af ham, som han bliver et med sin egen skygge og forsvinder rundt om det næste hjørne. her kunne jeg svæve hen over tagene, tage luften med mig og langsomt skubbe mig fremad. jeg kunne møde nye muligheder og udfordringer, jeg kunne opdage fremmed lande, og jeg kunne - frem for alt – studere ham mellem de brudte skyer.

mellem os ville der være ingen ord, vi ville være tavsende og talende. ville være denne slipstrøm af detaljer kun afbrudt af afstanden – der til gengæld lover os, at vi aldrig nogen sinde vil være i stand til at rykke tættere på. grænserne vil være optrukne og kun en tåbe vil tillade sig selv, at krydse fjendens linier. skulle jeg alligevel dykke ned og skrige af mine lungers kræft, som jeg atter finder kursen opad – da vil det kun være vinden, som strejfer hans hår.

illusion er ikke en mulighed, realisten er aldrig overdreven optimistisk og mine vingeslag bliver et stumt ekko af visne blade, der danser lystigt i rendestenen. det er vådt på denne tid af året, hans gang vil være tilpas målrettet og tempoet vil variere afhængigt af rytmen i hans indre. mest af alt vil det være et beat i mol og det er melankolien, der presses ud mellem hans sammenbidte læber, som blikket er fæstnet til jorden.

senere efter en sms-besked: kærlighed er det, der får dig til at smile, selv om du er træt.

11.09.2001

det er i regnvejret, at jeg skriver min indkøbsseddel, i regnvejret at jeg sidder inden døre & skutter mig under min morgenkåbe. gemmer mig for alle dråberne i hele verden, på nær de salte – dem kan jeg hverken skjule eller gemme. i køkkenet står en daggammel opvask, soveværelset emmer endnu af sex & jeg får gåsehud ved den mindste berøring. det klør i min venstre håndflade, hvad er det nu det betyder? får jeg penge eller skal jeg af med penge. gammel overtro mest af alt. det er på tirsdage som denne, at jeg sover til middag, tager fodbad & spekulerer noget mere over vores relation til hinanden. så tænker jeg på samhørighed, kærlighed & lidt mere på samhørighed. det er et godt ord & det er godt at have det til fælles. ligefrem meget, det ved jeg egentlig ikke. ved at vi her sammen både i tid & sted, lige nu endda også i rum.

så tænder jeg en smøg. dem har jeg efterhånden tændt mange af i mit liv. tændt af. brændt af. kaffen er blevet kold i koppen, smagen pludselig bitter & maven er lige ved at spytte det op igen. stiller koppen fra mig, hvad nytter det også. bliver jo ikke ligefrem smukkere, vel? skønhed kommer indefra, det er det du må lide for. kan de overhovedet finde ud af det, blive enige. former må da være at foretrække. det må da være d for bh størrelse, dejlig, duvede & digital. vi både bygger, brænder & går i bro: multitasking, tænker jeg at udviklingen hedder. det er udenadslære & den kloge narrer den mindre kloge i et ordentligt knockout & det gør man klogt i at huske eller er det bare ikke til at blive klog på.

støvsugeren bøvser af kedsomhed i hjørnet, mens nullermændene leger tagfat med hinanden & jeg er sgu da ligeglad, hvisker jeg. jeg er mere end min kusse, jeg er blæksprutten, jeg er deus ex machina. jeg er problemløser, knuser & det er mens jeg har et fuldtidsjob, at jeg finder overskuddet til at passe hjemmet, manden & de børn samfundet skal betale os for at få. jeg trives med det: jeg har magten & magten er min alene. jeg spreder mine ben, holder min kæft & passer mit. multitasking kaldte jeg det før & siger det igen. så lad os bare få kvinderne tilbage til gryderne. hold på hende ved at tage skoene fra hende om vinteren & gør hende gravid om sommeren. find hendes g-punkt to gange om dagen & tro mig, det er stadig hende, der fortæller dig, hvor skabet skal stå.

hey du, tag endelig ikke fejl. det er bestemt ikke en uønsket egenskab, defekt, skavank eller brist. for så tror du fejl. alt det her er i princippet mit & det er lige så sikkert som amen i kirken. eller er det ja vi skal sige til hinanden, når jeg står ved hans side & er ved at blive kvalt i 4 meter langt brudeslør, mens jeg ryster så meget på hænderne af nervøsitet, at buketten smuldrer som sand mellem fingrene & er det så et dårligt tegn? begge er vi født i hvert vores tegn. han er koleriker, jeg er melankoliker, sammen er vi homo sapiens. tænkende intelligenser.

han er b-menneske, bymenneske. han bliver sindssyg i det sekund byen sover. så jeg vækker ham, sænker mit køn over hans ansigt & for hans skyld holder jeg længe åben. vi skal være længe oppe. han skal op & med tiden skal det være lige op over. men inden vi når så langt & længe før vi skal presse, så kan det blive til mange middage for to. to & to om noget & om at bestemme & det kan i hvert fald hverken lade sig gøre eller siges to gange.

13.09.2001

det var snart den uge. ugen, der gik & hvor var det så egentlig nora gik hen, da hun gik ud. & amerika kom ud for en tragisk begivenhed. sådan er der altid så meget & nogen kan slet ikke få nok. jeg derimod er glad, mæt & tilfreds. en sen aftensmad, tilberedt mens kæresten slumrede i rummet ved siden af. at tilbringe resten af mit liv med ham, fælles afkom & utallige muligheder. jeg stemmer ja & resten af verden hjem. sex, vand, brød & lidt porno i baggrunden. en henført stønnen, svedperler på kroppen & orgasmen, der presses ned i madrassen. veninden fyldte år i går. skål & tillykke.

15.09.2001

efterår, snøfter jeg & fryser en smule om mine fødder. i aften skal vi til koncert i vega. glæder mig. det er porno. det er død. det er erotik på et højere plan. det er musik for de kræsne. er lækker, dufter godt & skal ægge kæresten fra vi kommer til vi går.

18.09.2001

tror ganske enkelt at jeg bliver sindssyg. sådan nu er det sagt. det er sådan jeg har det. sindssyg. hverken mere, hverken mindre: bare sindssyg. der er vand alle steder. fortovet er lavet om til søer, alt er gråt i gråt. gummistøvlerne har travet igennem dem alle. kæresten kom hjem. optimisterne havde spillet petanque. han var i sandhed våd. helt igennem våd.

22.09.2001

& min ferie er begyndt. 16 dage & de falder på et umådeligt tørt sted. kæresten & jeg rejser på tirsdag. destination: nice & vm åbent i monaco. altså petanque. meditativ tilskuer, der i timevis nyder de mange finesser i spillet. i går var jeg på besøg. 5 mennesker var vi samlet. det var hygsomt & jeg kan ikke beskrive den dybde hvorved vi berører hinanden. & som jeg cyklede hjem i den fine støvregn, opdagede jeg hvor heldig jeg i grunden er: jeg er, hvor jeg gerne vil være; midt i livet & med et vidunderligt (hvidt & underligt) væsen ved min side. det smukke er forbeholdt de få. jeg er en af dem. alle roserne værd.