e-mail

 
Gaber højlydt
onsdag, 01. oktober 2003

Jeg tror sgu jeg blev væk, og at jeg blev væk sådan midt i mellem det hele... i hvert fald mellem arbejde, studie, behandling, oprydning og træthed. Jeg blev i hvert fald mest af alt væk i træthed. Mindes ærlig talt ikke hvornår jeg sidst har været så træt - og det er jo ikke alle steder der ses igennem med sorte rander under øjnene, en evig åben mund og en søvndrukken stemme; så jeg har øvet mig... jeg har rent faktisk øvet mig i at sove med åbne øjne og en nogen lunde afslappet krop. Problemet er bare at det ikke løser problemet... jeg er stadig træt.
Og så er der alle hængepartierne; brevene der aldrig rigtig bliver skrevet, dialogerne der aldrig bliver begyndt, tøjet der ikke længere bliver rent og aftaler der ikke bliver skrevet ind. Kalenderen er fuld af alle de forkerte prioriteringer i forsøget på at skabe en konstruktiv struktur... det er håbløst.
Sandheden er den at jeg er træt, og når jeg endelig falder i søvn så lov mig én ting; at du ikke vækker mig.

Besynderlig
søndag, 05. oktober 2003

Jeg ville mest af alt ønske jeg kunne skrive følgende; og jeg har sovet lige siden i onsdag. Virkeligheden er desværre altid anderledes.

Siden i onsdag har jeg modtaget følgende e-mails og velopdragen som jeg er, så har jeg selvfølgelig også besvaret dem:

1. Jeg synes du skal ændre dit design. Det er irriterende at navigere rundt i.
Re: Nå!
2. Du kan ikke køre bil.
Re: Jeg har aldrig påstået at jeg kunne!
3. Hvorfor linker du ikke til min side?
Re: Hvem er du?

I går var kæresten og jeg i Sverige for at hjælpe nogle venner med at skubbe jord. Noget i stil med 200 kubikmeter jord og ærlig talt: Jeg gør det aldrig nogen sinde igen. For jeg har ærlig talt ikke behov for - dagen der på - at vide at jeg rent faktisk har flere muskelgrupper end jeg normalt bruger. Jeg har faktisk ikke behov for at blive mindet om at jeg er i den dårligste form overhovedet

I dag har sølvpilen fået sit 60.000 km eftersyn og så blev hendes dør i venstre side også fikset. Hun er altså en fin lille sag og jeg savner at køre noget mere i hende... kæresten burde sgu få sig et arbejde tættere på bopælen.

Post-it: Hvem gider overhovedet definere sig som blogger?

PS: Er det et problem at jeg ikke har et informationslink om mig selv? @

Spørgsmålet...
mandag, 06. oktober 2003

... er så, om min manglende interesse for at skrive erotiske noveller/historier skyldes at jeg ikke får sex nok - eller ikke får udfordrende, spændende og anderledes sex nok. Hvis jeg nu fortæller dig at det slet ikke er tilfældet tror du mig så?
Faktisk har jeg flere gange påbegyndt en historie, men i stedet for at skrive den til ende har jeg valgt at hoppe ind under dynen og masturbere til den sidste rest af liderlig. Resultat: Stemningen er forsvundet og formålet med historien endnu længere væk.

Imponerende så simpelt det egentlig forholder sig.

I denne uge er jeg på skole og overvejelserne omkring første semesters eksamensopgave er allerede i gang. Gruppen er skabt og vi mangler sådan set bare at få problemformuleringen ned på et stykke papir. Alle de gode idéer er jo knap så meget værd hvis vi ikke kan formidle dem videre.

Post-it: Jeg søger ni timers søvn

Træk vejret
torsdag, 09. oktober 2003

I morges var jeg hos gynækologen - i eftermiddags kørte jeg hjem fra skole med mit underliv på vej ud af kroppen. Sådan føltes det i hvert fald og jeg er sikker på at jeg blødte som havde det også være tilfældet. Vi hopper på hesten igen.

Så her sidder jeg så; iført kærestens lange underdrenge, min morgenkåbe og ved at jeg om få minutter fra nu vil kaste mig på sofaen, tænde for fjernsynet og se samtlige programmer lige indtil jeg falder i søvn.

Fra WWF er levende natur kommet ind ad brevsprækken, heldigvis i bladform og jeg tænker at jeg vil slæbe Junior med op under tæppet, så vi kan se (og lidt bide) billeder.

Kønsroller
fredag, 10. oktober 2003

Så starter vi forfra og jeg er fortsat fuld af gå på mod. Intet er vel for fanden ikke så skidt at det ikke er godt for noget... eller?

En uges skole er slut, der er købt bøger og de skal i sandheden læses... for der skal skrives opgave og snart skal den afleveres. Jeg Vi mangler et større skrivebord, for jeg er ved at blive idiot over at skulle pakke det hele sammen fordi vi skal have fire flade til aftensmad. Så jeg foreslog kæresten et design i MDF plader, lidt hvid maling og tænkte at for en gangs skyld talte vi et fælles sprog, men jeg skulle blive klogere... manden anede ikke hvad en MDF plade var. Så endnu en gang blev det slået fast: Jeg er på nogle punkter mere mandede end manden.

Stuen ligner noget der er løgn, alle møbler står i det ene hjørne og har stået der siden i morges. Meningen var faktisk at vi skulle have nye vinduer, men pga. vejret er det blevet udskudt til på mandag, og vi gider ikke flytte på plads igen for tre dage. Så jeg har presset min brede røv ned i hjørnet af sofaen - godt gemt af vejen af et spisebord, fire stole og andet rod - med min bærbar på skødet og fjernsynet tændt. Udsynet er ikke så godt eller måske er det godt... det er i hvert fald så tæt på at jeg ikke behøver bruge mine briller.

In absentia
mandag, 13. oktober 2003

Klokken syv ringede uret og kort tid efter afgik 'hen∂ dåt dikæj midlertidig ved døden. I hvert fald skulle der skiftes vinduer i stuen, håndværkerne skulle bruge strøm og uden hensyntagen til om hvorvidt stikket i kontakten nu også forsynede noget eksistentielt, så trak de stikket. Serveren sukkede dybt som den pustede sin sidste rest af liv ud.

Jeg satte mig ud i køkkenet, læste to kapitler i Diagnosis III og undrede mig over det svin forfatteren var efter fremmedord. Drak en liter kaffe, tog uhensigtsmæssige mange notater, røg lige så  uhensigtsmæssigt mange cigaretter og klukkede i mit stille sind hver gang Habermas blev dolket i ryggen - for så kan han kraftedeme lære det, kan han - og valgte til sidst at stoppe mens legen var god.

Så tændte jeg min bærbar, græd en enkelt tåre over at det trådløse netværk hverken er købt eller installeret og besluttede mig for at skrive et par erotiske fantasier færdige.

Behandlingerne er startet forfra... og om lidt giver jeg serveren kunstig åndedræt.

Jeg er træt absentia
fredag, 17. oktober 2003

Pludseligt var der gået en hel uge og for mit vedkommende er den slet ikke slut endnu, om 5 timer skal jeg på en døgnvagt.

Der er absolut ikke sket de store ting, vi har snakket bryllup, vi har snakket barn og vi har set forelsket på hinanden.

Junior står op sammen med sin far, og uden hensyntagen til om jeg skal op samtidig eller ej, så fungerer han som verdens mest stædige vækkeur. I flokken er kæresten alfa hannen, så kommer Junior og til sidst kommer jeg - og det betyder derfor at jeg ikke får fred. Der skal kravles på mig, slikkes på mig og bides i mig... jeg skal op, i hvert fald hvis Junior har noget at skulle sige, og det har han lidt for ofte for jeg vågner jo af han gerninger.

Så nu sidder vi her i stuen, han danser fra tæppe til tæppe og jeg har stadig søvn i øjnene.

De mange gentagelser...
tirsdag, 21. oktober 2003

... er helt sikker gode, og jeg ved at jeg har sagt det tusindvis af gange før, og jeg vil sikkert sige det tusindvis af gange endnu.

Har fundet et gammelt design frem - et kæresten lavede til mig - og hold da helt kæft hvor har jeg dog savnet det, bl.a. fordi jeg er så forpulede træt at FrontPage og de millioner af unødvendige koder det spytter ud.
Som jeg opdaterede det nye design er det tydeligt at se de forskellige faser jeg har været igennem, pudsigt som alt afspejles... og sikke en udvikling.

Foran mig ligger bøger, notater og små "forglem-mig-ej" sedler. Det er opgave tid på DPU og problemformuleringen driller. Spørgsmålet stilles derfor; kan man definere profession og fag-stolthed som to forskellige begreber, og kan begge begreber indeholde det professionalistiske element?

Har et budget der skal stemmes efter. Hvorfor vokser pengene dog ikke på træerne?

Verdens største mindstemand
torsdag, 23. oktober 2003

Hip, hip hurra. I dag fylder Junior Kanin hele to år og buret er pyntet med flag, der er sunget sang og uddelt massere af kærlighed. At han mest af alt nok ønskede sig et væg-til-væg tæppe er så en anden snak. Dagen er hans alligevel og nøj hvor skal vi kæle.

En glad dreng på to år

Har tilmed fået et rigtigt (og meget langt) brev fra veninden og jeg har læst det igen og igen og igen og sløjfe i det uendelige.

Morgenmad hos busser og konen. To virkelig vidunderlige mennesker, de klæder hinanden... og det er længe siden vi sidst så hinanden.

Tilbage til mig og lillemanden, nu skal vi puste blå balloner og endda dem med sjove faconer.

Senere
torsdag, 23. oktober 2003

Junior Kanin er ikke bare verdens største mindstemand, han er vist også verdens heldigste. I hvert fald har han både fået e-mail og postkort.

Sådan her skrev hans navnebror JK:

Hej Din lille dræber-kanin.
Du ønskes hjertelig tillykke med de 2 år. Håber du har fået nogle gode gaver. Dødærgeligt at jeg ikke skal fejre dagen sammen med dig og din familie, men din mor bryder sig sikkert ikke om mig. Ellers var jeg helt sikkert blevet inviteret. Derfor må du undvære: 2 friskskrællede gulerødder, lækkert vand med ekstra vitamintilskud, tur i parken, og en pakke lækkerbiskener som kun kan købes hos de bedste dyr-handlere, kombineret med kælning, leg og højtlæsning i min. 3 timer. Håber vi ses ved anden lejlighed.
Kan du nu hilse dine forældre, og hav en fortsat god dag.

Og sådan her skrev tante lilla og resten af slænget:

Kære Junior :o)
Endnu et år er gået, og du er blevet en gammel gut, efterhånden. Men af en kanin at være, så bærer du din alder smukt. Det er ganske vidst.
Jeg kunne desværre ikke hitte et kort med Andrik på, så du må nøjes med hans fætter ;o) Må dine gulerødder være store og saftige, dine agurker fyldt med smag, telefonledningerne altid være i rigelige mængder, og dine dage fyldt med alle de bedste glæder en kanin som du kan ønske dig.
Tillykke med dagen - og - HIP HIP HURRAAAAAA
Blide og bløde knusere
Sherry og co.

Og jeg er så stolt at jeg er ved at revne, om end - og det er vel ingen hemmelighed - fremover ønsker Junior Kanin den fysiske post og gerne med havrestænger som vedhæftning. Mest af alt fordi så kan han rigtig smage på de glade hilsner.

Vi er slet ikke færdige endnu... så hej, hej.

PS: Et tillykke til min mindste bror i hele verden; Bernhard fylder et år. Et stort tillykke til kærestens legekammerat samt til yin og de 40 år.
Sig mig er der andre?

hurra til alle

Amor vincit omnia
lørdag, 25. oktober 2003

Kæresten er taget til petanque i Sverige - og jeg savnede ham (som stort set altid) allerede inden han tog af sted. Forsøgte tilmed til at overtale ham til at blive hjemme, simulerede feber, hofteskade og vejrtrækningsproblemer. Lige meget hjalp det. Han skrev i stedet et telefonnummer til lægevagten, kyssede min trætte læber og lod Frk. Sølvpil føre ham sikkert af sted.
Så her sidder jeg - for rastløs til at gøre noget som helst - og lettere irriteret på mit sædvanlige jeg der bare aldrig rigtig kan slappe af eller slippe fri.

Est modus in rebus
søndag, 26. oktober 2003

Og siden i fredags har jeg ædt lasagne, læst bøger, skrevet notater, røget smøger, drukket kaffe og gået tidligt i seng. Jeg har savnet kæresten og føler mig usædvanligt uretfærdigt behandlet i og med at vi så samtidig skulle sætte uret en time tilbage, dvs. en time mere før jeg endelig kan kysse hans læber. Jeg bliver syg af savn - og ved samtidig at 30 minutter efter han er kommet hjem ønsker jeg at han tager af sted igen. Et rædselsfuldt dilemma.
Junior har også savnet sin far og faktisk i et sådanne omfang, at jeg har siddet fast i pelsen på ham, for hans tænder har været lidt for langt fremme og han har været alt for opsøgende på de hemmelige steder, bl.a. under kærestens skrivebord. Nu håber jeg bare at alle ledninger stadig er intakte... for jeg kan ikke presse mit korpus ind under det og tjekke efter.

Post-it: Husk der kommer Nikolaj og Julie!!

Til veninden skrev jeg:
tirsdag, 28. oktober 2003

Emne: vid-underlig --- hvid og underlig
Aftensmaden er sat over, den simrer under låg og musikken i baggrunden minder mig om allerførste gang. På sofaen ligger en ny bog, der er allerede noteret flittigt i den og i dens margener er der korte kommentarer - udenfor er det mørkt, jeg har tændt det elektriske lys og de små stearinlys. U, fløjter med på melodien, han er en smule ude af takt, men jeg gider ikke gøre et stort nummer ud af det... sandheden er den at lejligheden rummer to mennesker uden en tone i livet. Jeg har hovedpine, brændt min pegefinger på grydelåget og er faktisk rigtig træt... så gnider jeg mig i øjnene.

Det er som om alting foregår ved siden af mig selv, og mit engagement er vist også derefter. Værst af det hele er det faktum at jeg dybest set ikke rigtig selv ved hvad det er som mangler. Er det virkelig den ene million og 37 timers søvn; jeg tror det næppe. Faktisk har jeg mere og mindre overtalt mig selv: Penge og søvn er en dårlig undskyldning, jeg må se det hele i et større perspektiv. Er det så mit forhold? Næeh - det er i hvert fald langt fra det hele, og måske har U, sagt at jeg virker sur... men den slags kan vi jo tale om (regner jeg i hvert fald med), ikke at vi har talt om det - endnu - tiden har ikke været til det og så er sandheden jo den at det er svært at prikke hul på bylden. Så tænker jeg lidt over din e-mail - og jeg hænger mig ved dine ord, for du er en klog kvinde og du siger noget til mig, og jeg ved at jeg skal lytte. Jeg ved at jeg skal gøre mig selv den tjeneste at stoppe op og lytte. Du siger: "Og kigger jeg på din situation så skal du fandeme også passe lidt på dig selv, du ønsker dig familie og skal have tiden og overskuddet til det, du vil ærgrer dig sådan hvis ikke du har gjort forsøget med hele dig". Så tænder jeg mig en cigaret, snyder mig til at ryge i stuen – der bliver ikke kommenteret på det – og for hver gang lungen fyldes med røg, messer det; med hele dig! Har du læst bogen: "Kære Hr. Gud, det er Anna?"
Du er helt sikkert min Anna lige nu.

Og så stoppede jeg op. Jeg gik helt og andeles i stå, læste det skrevne igen og igen… mærker tårerne der gør mit blik sløret, og skønt jeg nok aldrig nogen sinde bliver tilfreds – så tror jeg aldrig kommer visdommen så nær som i dette øjeblik. Hvis det skal foregå med hele mig, så må jeg gemme mig – bare for en stund, et kort øjeblik. Jeg vil dog ikke trække gardinerne for, ej heller vil jeg slukke lyset – men jeg vil binde mine snørebånd, lade den kolde luft omslutte mit ansigt og så vil jeg løbe. Mærke hvordan mine fødder hamrer pulsen ned i asfalten, mærke hvordan afsættet dirigerer kroppens rytme og mit åndedræt langsomt stemmer i – således skal min krop være i bevægelse, og jeg vil løbe op og ned ad bakkerne, ud og hen ad vejene. Jeg vil løbe og blive et med mine omgivelser. Jeg hverken behøver koordinationer eller breddegrader… mit indre kompas viser vej – og det bliver med hele mig.

Post-it: PS; i morgen beder jeg om 14 dages ferie.

14 blev til 21
onsdag, 29. oktober 2003

Og jeg var træt allerede da jeg stod op i morges, det svir i mine øjne og jeg svært ved at føre en sammenhængende samtale. Var det ikke fordi jeg klokken 23 skal give mig selv en ægløsningsindsprøjtning (mere korrekt; kæresten), så var jeg gået i seng for længe siden.

En diskussion tidligere i dag om for hvis skyld vi gør hvad, jeg tror desværre at min pointe var knap så tydelig. Det jeg ville frem til var følgende:
Det er vigtigt at den professionelle vil noget, og netop selv ville det. Den professionelle kan ikke blot forholde sig til hvad de overordnede vil eller brugeren for den sags skyld. For i det sekund man som professionel vælger at sige; egentlig gider jeg ikke, men jeg gør det alligevel – er relationen bundet til at blive kunstig, for signalerne er der og opfanges i splitsekunder.

Er i tvivl om min pointe blev mere tydelig nu.
En ting er i hvert fald helt sikker: Jeg er kraftedeme pisse hamrende glad for at jeg ikke er opdraget til at skulle rumme alle mennesker – for netop i mødet med ét bestemt menneske ville jeg til enhver tid nægte og dermed ikke leve op til forventningen. Buddha har heldigvis en ånd og jeg priser mig lykkelig – og jeg kunne nedfælde tusindvis af morbide gloser for den modstand jeg har på netop dette menneske, og jeg kunne argumentere fornuftigt for at det for en gangs skyld ikke handler om at blive spejlet, men ganske enkelt handler om dette menneskes misforstået forståelse af omsorg, men jeg gider ærlig talt ikke.
Sandheden er bare den at netop dette menneske er en af grundene til jeg dagligt siger til mig; der er jo en ganske god grund til at vi som erhverv ikke bliver taget alvorligt, der er jo en ganske god grund til at vi aldrig nogen sinde vil blive klassificeret som en profession – og faget gjorde køb på sig selv ved at se mellem fingrene med uddannelsens vigtighed.
Jeg fik luft.

Nu er der kun en halv time tilbage til jeg skal stikkes i balden - og så er det ellers med hænderne over dynen de næste to nætter. Paradoksalt synes det helt klart at være, at kunne 'lave et barn' uden samleje. Jeg ved godt det er set før, men alligevel og det er jo for fanden lille lørdag. Mand altså!

Det er ved at være koldt
fredag, 31. oktober 2003

Månedens sidste dag, en uge endnu og 3 ugers fri. Der fjernede sig en sten fra mit hjerte da min ansøgning blev godkendt, pludseligt vendte overskuddet tilbage - det hjælper at blive taget alvorligt.

I dag skal jeg insemineres, men mere om det senere.

Senere
fredag, 31. oktober 2003

Hvis jeg nogen sinde får skrevet sådan en 100 ting liste, så bliver det nok mest af alt 100 ting jeg simpelt hen ikke bryder mig om, og offentlig transport vil i den grad være at finde på selv samme liste.

I dag var jeg en tur hos gynækologen og alle mulige grunde - som jeg selvfølgelig fortryder nu - så valgte jeg at tage bussen fremfor cyklen. Det var en ommer.

For det første; der lugter ganske enkelt fælt. En million mennesker og derfor en million lugte, værst er dog lugten af stærke krydderier som siver ud igennem de menneskelige porrer. Så er der de sure, gamle mennesker der brummer og brokker og mener de har førsteret til hvad som helst og ikke viger tilbage for at banke en med deres rollator. Derudover så slår det mig at teenager og indvandrer i den grad mangler forståelse for den danske buskultur og generel opdragelse i almindelighed. Det kunne aldrig falde dem ind - slet ikke som noget naturligt - at rykke ned i bussen, til trods for at folk står på ryggen af hinanden for at få røven inden for - og tillader man sig så den frækhed at kommentere det for dem, så står de bare der (teenager og indvandrer over en kam) og siger; mig ikke forstå. Nej det kan kraftedeme godt være du IKKE kan forstå, men kan du forstå en knytnævne i dit usædvanlige grimme ansigt?

Aj, jeg bliver idiot af alle de idioter - og skal aldrig nogen sinde med offentlig transport igen. Jeg er glad for at det var det sidste klip på kortet.