e-mail

 

Lakridsen er en dreng!
Tak for alle jeres hilsener, blomster, kort, gaver og besøg!

Der kommer en fødselsberetning senere og en helvedes masse billeder... indtil videre må I tro mig, når jeg skriver:

Gustav er så lækker, lækker, lækker.

Han blev født 0:41 i fredags den 30. september og vejer 3450 gram og er 53 cm lang.

3. oktober 2005, kl. 15:36 | # |


Gustav
Nu med billeder...

SE HER!

3. oktober 2005, kl. 16:02 | # |


Min søn lugter...
... af sur sødmælk fra numsen!

Landingen er langsom ovenpå sådan en begivenhed og i det sekund vi kom hjem fra hospitalet skulle vi til at navigere mellem et mindre "jetlag" og en helvedes masse praktiske ting.

Vi startede dagen med at besøge Cirkeline. Hun er blevet storesøster til denne lille fyr og så skulle de lige hilse på hinanden – om end Cirkeline nok har holdt øje længe. Besøget blev dog ikke synderligt langt for Gustav er ikke vild med barnevognen (mon ikke han lærer det?) og knirkede ganske utilfreds.

Så gik vi forbi kirkekontoret; anmeldelse af fødsel og navngivning.

Herefter gik turen til Rigshospitalet og resten af eftermiddagen blev tilbragt med at vente. Gustavs lille hjerte skulle undersøges; så vi startede med at få foretaget en EKG og bagefter havnede vi på børnehjerteambulatoriet og her sad vi og ventede i to stive timer (jeg troede seriøst, at spædbørn havde første prioritet) på at komme til en ultralydsskanning.

Gustavs lille hjerte er tip top i orden ok – og vi er så glade og trætte og fik sovet mange timer til middag; os alle tre.

Nu gælder det om at få styr på Gustavs hjemmeside; der skal opdateres en helvedes masse – så mon ikke det er der, at jeg hænger ud de næste par dage mellem bleskift og amning?

Inden jeg glemmer det: Er det med vilje, at I ikke fortalte mig om efterveernes enorme styrke, når man er flergangsfødende? Røvhuller!!

Sidst på linjen: Tillykke med dagen Mille

4. oktober 2005, kl. 19:49 | # |


Når drengen hikker...
så skulle man næsten tro, at han havde slugt et pivedyr!

Først var der de famøse efterveer, nu hormonknopper... ehm bumser og de er sgu næsten på størrelse med mit ansigt og så er tilmed selvlysende. For fanden hvor jeg dog glæder mig til at få min krop tilbage.

Gustav sover på en stor sækkestol midt i stuen og mit højre bryst er lige ved at eksplodere. Jeg trækker tiden, men snart må han vækkes og fodres... om han er enig eller ej!

Og så er hans hjemmeside endelig blevet færdig og endda med opdateringer fra bl.a. fødslen og her den første uge sammen. Så kan jeg endelig slappe af igen og komme i gang med alle takkekortene... host host!

Nå det var den amning jeg kom fra!

8. oktober 2005, kl. 13:06 | # |


Så er Gustav...
en dag mere end sin søster, sikke tiden går!

Siden hans ankomst til verden har vi fået så mange gaver, blomster, kort og besøg – og vi er så taknemlige, så glade for omsorgen og så ydmyg; for hvordan skal vi nogen sinde kunne gøre gengæld?

Det er overvældende for os og vi håber virkelig, at vi får sagt ordentlig tak.

Den slags tilkendegivelser kan være svære at tage imod, for hvordan giver vi noget i retur og forventer I noget i retur?

Hvor om alting er: Af hjertet tak!

11. oktober 2005, kl. 19:39 | # |


Et øjeblik for mig selv
Og med en mæt mave blev han lagt i vuggen, der står her i stuen, så vi har frit udsyn til ham. Det er efter midnat og jeg har et øjeblik for mig selv, et øjeblik inden jeg børster mine tænder, trækker drengen op til mig og putter os i den store seng.

Der er powerlæst på div. blogs, nogen steder tilmed powerkommenteret og så har jeg endelig fået besvaret et par e-mails; hængepartier er der allerede masser af.

Det er vidunderligt, han er vidunderlig; hvid og underlig, - og hver lille bevægelse bliver nøje studeret og kommenteret. Der bliver taget billeder og der bliver prøvet sig frem; nye koder skal tilegnes og det tager tid at lære hinanden ordentlig at kende.

Jeg synes nu, at vi klarer det godt. Brystvorterne er tilmed stadig intakte og det tæller for en del... i min bog i hvert fald. Jeg er endda blevet bedre til at sove, når han sover; bedre til at slække på standarden i forhold til hjemmet og ind imellem også mig selv – til gengæld ved jeg også, at jeg en dag tager revanche, vi mangler bare en mere fast rytme og den har han ikke fundet endnu.

Nu vil jeg tænde himlens stjerner og puste til månen.

12. oktober 2005, kl. 00:13 | # |


14 dage gammel
Hvordan er det så at være mor (igen!)?

Det er fantastisk, det er hårdt og det er en udfordring – hver dag lærer vi noget nyt om hinanden.

Det har været 14 intense dage, hvor vi bl.a. har talt meget om Cirkeline og vi har kigget Gustav an i forhold til hans søster. De har samme ansigtsform, samme tæer og samme fingre – men det er også det. De er to meget forskellige individer og der hvor Cirkeline var nysgerrig, der er Gustav skeptisk.

Måske spiller det en rolle, at Cirkeline hun var syg – det er ikke til at vide og vi får aldrig et svar. Det er faktisk heller ikke relevant. Vi har savnet hende de her dage og et tomrum er opstået på ny – men slet ikke på en altopslugende måde og i takt med at vi har givet plads til savnet, så har det atter ændret sig; Gustav fylder gradvis mere og mere. Sådan må det jo nødvendigvis være!

Jeg skal ærlig indrømme det; jeg husker dårligt dagene med Cirkeline. Svagt husker jeg de to dage på barselsgangen og de fire dage i hjemmet... få ting hænger ved, men resten er en tåget erindring.

Gustav er en dejlig dreng og vi er ved at finde en form for norm; en rytme. Selvfølgelig sover han meget og spiser meget, men der kommer langsomt flere vågne øjeblikke. Jeg forsøger at sove samtidig med ham og de enkle øjeblikke med alene-tid bliver tilbragt sammen med Ulrik (der har barsel til og med søndag!) på sofaen: Vi har genskabt vores intimsfære og for en stund er vi atter forelsket igen.

Så at være mor (igen!) er fantastisk, hårdt og udfordrende – men ikke desto mindre er det, det hele værd.

14. oktober 2005, kl. 00:04 | # |


Udflugt
Jo den er god nok; vi var en tur i Fields i starten af ugen og Gustav klarede det faktisk ok.

Hans mor (undertegnede, hvis nogen skulle være i tvivl) derimod fandt det pokkers stressende. Ikke så meget fordi han blev sulten og skulle ammes og ikke alle elevatorer går til 2. sal og dermed til ammerummet, men fordi jeg seriøst trængte til at shoppe lidt tøj, der ikke har gravid-snittet.

Eftersom de ikke har en Noa Noa forretning i Fields, så fandt jeg vejen til H&M og håbede på, at der var et og andet brugbart. Det var et mareridt og jeg kom tomhændet hjem, måske havde de noget tøj – men jeg kunne seriøst ikke overskue alle de der lidt for lækre mødre med deres børn i barnevogne. De havde den perfekte form og kunne være i helt almindeligt og lækkert tøj.

Jeg var på randen til at sætte mig ned og tude. Nu kunne jeg ikke se, hvor gamle deres børn var – men det var helt uden betydning; i min verden var de alle kommet lige fra barselsgangen og jeg følte mig pludselig så pokkers deform.

Jeg ved godt, at jeg har været gravid i godt to år og at kroppen derfor ikke sådan lige falder tilbage i de gode gamle (og stramme!) folder... men for fanden hvor jeg dog glæder mig til, at jeg kan få et helt almindelige par cowboybukser på. Suk!

15. oktober 2005, kl. 17:30 | # |


At være mor!
Det der med at blive mor er en ganske speciel oplevelse, for ikke bare er hele ens liv pludselig sat på ny form for standby; det har også ændret sig for evigt.

Nuvel... jeg er så småt ved at komme mig over nederlaget i forhold til indkøb af tøj, og har aftalt med mig selv, at jeg nok skal få ventetøjet lagt væk tids nok. Indtil videre må jeg bare acceptere min krop som den er – og eftersom den langsomt ændrer form, så kan jeg også se, at der vitterlig sker noget.

Det er et fuldtidsarbejde at amme og det er benhårdt, så når drengen går omkuld, ja så gør jeg det også. Når vi ikke sover og jeg ikke ammer... så bliver bleen skiftet, der bliver gået tur med barnevognen og så bliver der studeret (og ofte i timevis!).

Dette lille væsen er så fantastisk, så enestående og jeg bliver aldrig færdig med at se på ham. Hans mimik, hans lyde – hvem mon han ligner, når han gør sådan eller sådan?

Ulriks barsel er slut, i morgen vender han tilbage på sit arbejde og Gustav og jeg skal pludselig til at være alene om så mange af dagens gøremål. Det er på én gang spændende og nervepirrende; faktisk savner jeg allerede Ulrik en lille smule, men jeg har tiltro til os: Vi skal nok finde ud af det sammen.

16. oktober 2005, kl. 22:06 | # |


Ingen hemmelighed
Det er bestemt ikke en hemmelighed, at vi her hjemme er ovenud glade for statistikker og grafer, - og vi gør tilmed en masse ud af det.

Det største projekt må siges at være vores statistik over vores el- og gasforbrug; det strækker sig over et helt år og har faktisk betydet (fordi man pludselig ser det på papir og kan sammenligne ugerne med hinanden), at vores el- og gasregning er faldende.

Så nu er vi også gået i gang med at holde statistik over Gustav (stakkels dreng!) og næppe fordi vi ønsker at spare på den konto, men mere fordi vi håber, at få en fornemmelse for hans rytme... fordi det på sigt gør planlægning af hverdagen lidt nemmere (for mig!).

Eller det vil sige, at det er i hvert fald hvad vi bilder os selv og hinanden ind, måske har drengen en anden mening – og i så fald kommer det slet ikke bag på mig!

Det er egentlig dejligt at være lidt naiv!

17. oktober 2005, kl. 10:43| # |


Så blev det onsdag
Jeg er endelig kommet mig over erkendelsen af, at jeg ikke er overskudsmoderen i en str. 34 og det er ok – for så er jeg sikker så meget andet. Det håber jeg i det mindste, at jeg er.

Ikke desto mindre så vælger jeg, at glæde mig over at min lille Lakrids er sund og rask og har en herlig appetit og et heftigt temperament. Jeg glæder mig over, at jeg rent faktisk kom til frisøren i sidste uge, mens Ulrik tog turen med barnevognen rundt om Kirkemosen og at jeg har fået mig de fedeste sko (godt nok str. 40), men de er til gengæld udvalgt af manden... og det i sig selv gør forskellen.


Nu er vi "alene hjemme" på tredje dagen og det fungerer udmærket; vi får gået tur, sovet og spist... og jeg har tilmed små øjeblikke for mig selv: Måske det på sigt betyder, at jeg kan rejse mig fra barselsstøvet og atter berette mere kontinuerligt. En har jo altid lov til at håbe, ja?

19. oktober 2005, kl. 10:36| # |


Jeg har kraftedeme
fået pikke lorte ondt i munden og min tandlæge holder selvfølgelig efterårsferie!

Manden er en tur på døgnapoteket efter noget smertestillende og pencilin (konsulterede en tandlæge ven, der sjovt nok også er på efterårsferie – dog på Mallorca – og han mente det kunne være betændelse) og så må jeg ellers ringe rundt til samtlige tandlæger i morgen og håbe på at de kan tilse mig.

Smerte i tænderne er bare noget nær det mest rædselsfulde. Overhovedet. Ever. Spejderære.

20. oktober 2005, kl. 22:39| # |


Bagklog!
Min tur i mosen blev en noget anderledes oplevelse, for der sad kraftedeme en mand og spillede pik midt i det hele!

Jeg blev sgu så befippet og vendte barnevognen på stedet – hvilket ærgrer mig grænseløst, for havde jeg været lidt frisk, så havde jeg jo spurgt ham, om han ikke kunne nøjes med en fredagsbajer som alle andre.

Nå men jeg får jo ikke noget ud af at være bogklog!

Jeg holder meget af at tale om fæces; gerne min egen, men bestemt også alle andre – specielt min drengs. Faktisk kom det så vidt, at jeg ringede til faderen på hans arbejde og stolt proklamerede at Gustav endelig har afføring ved hvert bleskift.

For det skal da bestemt ingen hemmelighed være, at det har bekymret mig noget så voldsomt, at han pludselig holdte igen på den sennepsfarvet sovs.

Skylden har til gengæld været helt min egen: Jeg har simpelt hen overfodret barnet – og har nu lært, at bare fordi han åbner munden, så er det ikke ensbetydende med at han også skal have mad.

Endelig weekend, jeg fik ikke fat i en tandlæge og må vente til på mandag – men penicillinen har da allerede gjort en forskel.

Nu vil jeg tilbage i sofaen til familien... så rigtig god weekend derude!

21. oktober 2005, kl. 20:56| # |


Meget kort weekend
Så gik den weekend, og den gik alt for hurtig!

Vi har virkelig hygget os og tilmed leget (overskuds)familie til den helt store guldmedalje; med storkøb i Føtex.

Min lillebror har fødselsdag i dag, hele 3 år bliver han – så i dagens anledning må jeg vist hellere kippe med flaget.

23. oktober 2005, kl. 21:44| # |


Hvad gik galt?
Øh, hvilken slags mor er jeg dog ikke?

I går kaldte jeg min dreng for Gunnar. Gunnar!! – for fanden Frederikke, tag dig nu sammen!

24. oktober 2005, kl. 07:42 | # |


Hofteskred
Inden vi forlod Herlev hospital med Gustav, så kom en børnelæge og tilså ham og hun mente, at hun kunne høre et klik fra hans hofte. Det klik fik vi undersøgt i dag ved en ultralydsskanning på Gentofte sygehus: Alt er tip top i orden ok.

Ind imellem bliver jeg så overvældet over den kendsgerning, at jeg ER mor til dette lille LEVENDE væsen. Min barsel med Cirkeline er slut, jeg har haft god tid til at forberede mig og det føles helt ok. Det var tid til at give slip på de sidste krampetrækninger, og det gjorde slet ikke ondt.

Hun er med os; anderledes kan det ikke være, men som den storesøster hun er, så viger hun pladsen og i stedet bærer vi hende i vores hjerter. Hun får stadig dagligt besøg, lygten skal jo tændes og det er på vejen, når vi skal rundt om mosen. Til gengæld er jeg uden dårlig samvittighed overfor hende – og det var nok hvad jeg frygtede allermest.

25. oktober 2005, kl. 19:50 | # |


Hvad gør jeg?
Ja, det lader jo til at Gustav er et rigtigt mavebarn, og da sundhedsstyrelsen bestemt ikke anbefaler søvn på maven, hvad gør jeg så?

Som det er nu, så får han lov til at sove på maven, når vi andre er vågne og dermed kan holde øje med ham, - og han finder hurtig hvile og ro (og sover gerne tre timer på den måde). Han presser meget (virker som om, at han har meget luft i maven – men hans afføring er til gengæld heller ikke regelmæssig), men ikke når han ligger på maven. Hvorfor hans søvn om natten (her bliver han lagt på ryggen) ofte er en smule urolig.

Og hvad med amning? Kan jeg amme alt for meget? Bør jeg tilbyde ham brystet, når han græder og er det ok, at han ind imellem bare sutter kort og så falder i søvn?

Sutten bliver flittigt brugt her hjemme, og den er god til at skabe ro... ind imellem er det bare så frustrerende (og benhårdt!), at skulle lære sådan et lille væsen at kende.

Jeg tror for resten, at han har været skide sur i dag, bare fordi. Kan det virkelig passe?

26. oktober 2005, kl. 21:56 | # |


Forbandet sludder!
Man taber sig af at amme, siges der – men jeg har indsigelser!

Det er i hvert ikke amningen alene, der gør det: Det er sgu da lige så meget pga. manglende søvn og næring.

Ellers går det jo fint. Faktisk så fint at vi kan forlade matriklen og være deltagende i det pulserende liv, hvorfor vi ligefrem drister os til at lave rigtige aftaler med rigtige mennesker.

Sidst på linjen: "Gunnar-drengen" er kraftedeme så lækker, at selv den nye prinse unge får baghjul!

29. oktober 2005, kl. 19:25 | # |


Gustav 1 måned
Så er der allerede gået en måned, hvor tiden dog bare flyver afsted.

Det er virkelig så pokkers overvældende at blive forældre, og jeg skal ærlig indrømme, at jeg har haft brug for tid til at vænne mig til tanken, rollen og hverdagen, der pludselig er mærkbar anderledes.

Først skulle jeg forlige mig med tanken om at min barsel med Cirkeline var slut. Så skulle jeg forlige mig med at Gustavs lille levende væsen stod i skrap kontrast til hans døde søster – og det var så hjerteskærende og vendte fuldstændig op og ned på min velkendte og trygge hverdag.

Hver dag bliver det nemmere, Cirkeline træder mere og mere i baggrunden og Gustav fylder mere og mere, dels rent følelsesmæssigt, men bestemt også rent fysisk.

Det går bare så stærkt. Han kan allerede løfte sit hoved og holde det selv i et kort stykke tid. Han er blevet så vågen og opmærksom – og ja, han er gradvis mere og mere deltagende i hverdagen.

Det har taget små fire uger for os (mest mig!) at finde en norm – amningen fungerer upåklageligt, han sutter som han skal og mine brystvorter er fortsat intakte – og de fire uger inden for hjemmets fire vægge, har givet mig en ro og en sikkerhed på min egen kunnen.

Det kræver sit. Sådan er det og jeg skal stadig huske mig selv på, at det er en god idé at hvile samtidig med ham (ind imellem i hvert fald – for jeg har også brug for lidt alene tid!).

Så gik der en måned. Tænk en gang hvor det dog går stærkt; snart er han sikkert vokset sin mor over hovedet og på vej ud i den store verden: Så jeg må nyde det så længe det varer, må jeg!

30. oktober 2005, kl. 20:56 | # |