e-mail

 
• Denne første søndag i oktober…
03.10.2004 | kl.: 12:45

Lyset var gået ud, så jeg tændte det. Satte mig ned på jorden og snakkede med hende, jeg fortalte hende, hvor vigtig hun er for mig, hvor meget jeg elsker hende og hvor stort mit ønske om at gøre hende til storesøster er. Jeg er sikker på, at hun lytter. Jeg er sikker på, at hun forstår og jeg er sikker på, at hun holder øje med mig.

Det her skulle være vores tid sammen – og det sørger jeg for, at det stadig er. Hver dag går jeg til hendes sted, hver dag fortæller jeg hende om dette og hint, lærer hende om betydningen af årstidens skiften og hver dag kærtegner jeg hendes lille fod.

Hendes aftryk er sat for evig tid.

# |

• Små øjeblikke...
05.10.2004 | kl.: 13:45

Så kom efteråret. Det startede som kastanjerne faldt fra træerne sammen med deres rødbrune blade og fortsætter som regnen falder fra himlens grå bassiner. Det er begyndt at være koldt udenfor, selv ånden viser sig som en stille sky, der forlader min varme mund, når jeg sidder hos Cirkeline og fortæller hende om dagens små bedrifter.

Strikketøjet er fundet frem fra kurven, stearinlysene tændes dagligt og i køkkenet står ingredienserne til lidt bollebagning. Det rene vasketøj hænger stædigt på stativet og venter på en sammenfoldning og jeg er atter ved at finde en rytme i disse velkendte og trygge omgivelser. Overboens undulat pipper monotomt, så stopper den, samler sine kræfter og starter forfra.

Kroppen har for længst genvundet sin fysiske form – om end den rent psykisk stadig græder. Hver dag kommer jeg frem til nye erkendelser, der alle giver mig et tiltrængt løft og skubber mig stille og roligt fremad. Faktum er at tiden med Cirkeline langsomt blegner, ikke kun forsvandt hun fysisk fra mig, men med tiden vil hun også rent mentalt forsvinde – det gør ondt, gu' fanden gør det ondt og samtidig er det en så naturlig del af processen. Vi er to om at sige farvel til hinanden og jeg ved, at hun – når jeg allermest har brug for det – hjælper mig på vej og for et kort øjeblik vil jeg atter kunne fornemme hendes bløde hud mod min.

# |

• Mere end øjet ser…
07.10.2004 | kl.: 19:00

Jeg er træt, sorgen har taget en anden form end tidligere; den er på én gang blevet dyb og fri. En ting er sikker – det går i den rigtige retning, det ved jeg og skønt jeg et stykke tid endnu vil gentage mig selv, så er det kun en naturlig del af processen. Det er en måde at komme igennem tabet på.

I dag opsøgte jeg en clairvoyant, hendes evner overraskede mig positivt og i detaljer kunne hun fortælle om mig og Cirkeline… fødslen, vores 10 dage sammen, begravelsen og tiden efter. Jeg havde brug for dette, havde brug for at blive spejlet i nuet – som det tager sig ud for mig lige nu. Først skal jeg sunde mig, dagens oplevelse skal bundfælde sig og så hører jeg båndet igennem. Herefter deler jeg detaljerne.

# |

• Modstridende følelser...
09.10.2004 | kl.: 19:40

Den clairvoyante så de mest utrolige ting og i detaljer kunne hun fortælle, om det jeg gør for min lille pige. Aldrig har en oplevelse været så forløsende og aldrig har noget givet mig et større overskud: Jeg kan så småt give slip, finde en tålelig plads til savnet og tabet - jeg kan stille og roligt se frem ad. Det vil altid være et spørgsmål om tro, det vil altid være et spørgsmål om, at høre det man vil høre, tolke så det passer bedst i ens eget billede.

Ofte sidder jeg og stirrer tomt på det oplyste hvide papir på skærmen, kun for at opdage, at jeg ingen ord har til at beskrive mine følelser. Kun for at opdage, at

Der er ikke mere at sige lige nu.

# |

• Jeg kan altså ikke være helt rask...
10.10.2004 | kl.: 20:25

Jeg har tilbudt min veninde, at hjælpe hende med at male hendes lejlighed her i efterårsferien. Vi startede i dag og køkkenet er blevet hvidt, men for satan, hvor er det benhårdt arbejde. Trætheden sidder i kroppen, fysisk træt – det er en god følelse, længe siden det har været sådan.

# |

• Uventede gæster…
12.10.2004 | kl.: 18:00

Mens jeg knoklede med malingen sammen med veninden, så havde Cirkeline gæster. Hun har endda fået gaver; en lille elefant og en mariehøne.

En velbesøgt lille pige er hun – og jeg er en glad og stolt mor.

# |

• Fridag...
14.10.2004 | kl.: 23:30

I dag holdte vi fri og lod maling være maling.

Det er to måneder siden, at Cirkeline blev født og ind imellem synes det at være længere tiden siden. Der er intet underligt i tidsforskydningen, men alligevel...
Livet går videre og hun var her ikke længe nok til at gøre de store forandringer, hvad angår hverdagens praktiske gøremål, hvorfor normen hurtig genfinder sig. Følelsesmæssigt er det anderledes, men smerten bliver mindre for hver dag og derfor tålelig at leve med. Såret heler, danner et ar og således kan kroppen for evigt fortælle endnu en historie.

Vi har fået en tid hos vores gynækolog i næste måned... efter konsultation med ham vil behandlingerne atter starte op igen. Det er forbundet med mange modstridende følelser, men ikke desto mindre ønsker vi at blive forældre igen. Så skønt jeg fik Ulrik til at sværge (og sikkert også underskrive en kontrakt i flere eksemplarer om jeg havde noget papir) under fødslen, at vi aldrig mere gjorde det igen – så er virkeligheden langt mere elastisk og vi puster noget stille atmosfære ind i vores drøm.

# |

• Lørdag er ved vejs ende…
16.10.2004 | kl.: 23:20

Det er meget muligt, at efteråret hærger landet, men der er forår i mit ansigt. Jeg springer ud alle steder – og sådan har jeg måtte leve siden Cirkeline blev født. Noget hormonalt, siger de kloge – egentlig er jeg ligeglad med de kloge… jeg er bare pokkers træt af at ligne en teenager.

Hele ugen har jeg knoklet sammen med veninden i hendes lejlighed, resultatet er blevet ud over al forventning, men det var mere end det hårde arbejde. Det var mentalt hygiejne for mig, humøret har været godt og så mange ting er blevet vendt som penslen er blevet dyppet i malerspanden. Ren terapi.

Og den kommende uge; besøg i alle afskygninger… inde som ude. Spændt glæder jeg mig til specielt et møde: Mandens ekskæreste og nu min gode veninde kommer hertil fra Fyn – med sig har hun sin lille datter.

Lørdag er ved vejs ende, jeg gaber og strækker mig. Snart vil jeg finde dynerne, gemme mig i mandens armhule og navigere mod drømmeland.

# |

• Våde søndag…
17.10.2004 | kl.: 20:10

En stille søndag, hvor turen gik til Sverige. En af vores gode venner vil købe en gård… lækkert sted og mange muligheder. Tag du bare afsted, hvisker jeg stille og har allerede indrettet hans hobbithule. For én ting er sikker: Flytter han, så flytter vi ind i hans hule og bliver boende i Brønshøj mange år endnu. Det er selvfølgelig under forudsætning af, at banken også synes, at det er en god idé.

En tur på kirkegården her til aften, skulle tænde lyset for Cirkeline og søreme om hun ikke har haft gæster. Endnu lille figur pryder hendes sted, det varmer mit hjerte og jeg spekulerer over, hvem det er.

# |

• Klodsmajor…
18.10.2004 | kl.: 19:45

Af en og anden årsag har dagen ikke været så heldig for mig, har tabt alt og ekstra bonus må simpelt hen være, da jeg kom til at smadre glasset til Cirkelines lygte i dag. Irriterende. Vi havde ledt længe for at finde en egnet lygte til lys og fandt den hos hendes farmor og farfar… så nu begynder skattejagten igen, for min datter skal sgu have en lygte og lidt lys på sin grav.

Kan ikke helt huske, hvor længe jeg har haft min bærbar, men glad for den er jeg – om end sådanne en tingest virkelig ikke er skabt til kvinder. For noget tid siden skulle jeg selvfølgelig både skrive breve og fjerne neglelak på én gang. Resultat: Acetonen slettede de trykte bogstaver på tasterne.
Manden gjorde et ihærdigt forsøg på at redde dem, hans bedste kneb var at optegne de manglede bogstaver med en sprittusch, hvilket i stedet betød at jeg blev blå alle tænkelige steder – skidtet smittede sgu af.
Så jeg har på ingen tid lært blindskrift, så det batter – men alting har en ende og da vi opdagede, at garantien stadig gælder, så bestilte vi simpelt hen et nyt tastatur: Alfabetet er endeligt vendt tilbage.

# |

• Kvalitetstid…
22.10.2004 | kl.: 11:35

En lygte er fundet. Den er lille, råhvid og med firkantet glas og så hænger den på en stang. Sød ser den ud.

Tirsdag havde jeg besøg af en følsom og vid kvinde og hendes kønne snart 4årige datter. Tiden gik utrolig stærk og det var en sand fornøjelse, at få den fysiske dimension ind i billedet.

Onsdag bød på et besøg af min mor og mormor og om aften var jeg hos min veninde i hendes nymalede lejlighed.

Torsdag fik jeg besøg af en anden pragtfuld kvinde og timerne gik mens vi snakkede og strikkede.

Nu er det fredag, jeg har været på graven og tale med min datter. Det er blevet så meget nemmere – om end jeg stadig har dage, hvor gråden kommer uden motivation.

Der er indkøbt nye madrasser, sengen er blevet en halv meter højere og manden har ikke længere ondt i ryggen, når han vågner tidligt om morgen… det har jeg til gengæld.

# |

• Som et ekko…
23.10.2004 | kl.: 15:41

Ind imellem kan jeg stadig høre lydene fra den afdeling Cirkeline var indlagt på. Alarmerne til de forskellige maskiner, der stod i rummet. Pumpen, der slap sit greb, når døren blev åbnet og som den lukkede i igen.

På det her tidspunkt for to måneder siden, skulle vi tage en rædselsfuld beslutning og som et ekko hvisker detaljerne stædigt til mig.

# |

• En dato…
24.10.2004 | kl.: 16:30

Jeg kan ikke forestille mig andet, end jeg i en tid endnu vil tælle måneder. Tælle måneder for hendes fødsel og måneder for hendes død. Dog er det ikke med det samme vemod som tidligere, savnet til min lille pige viser sig ofte i helt andre sammenhæng. Vi fik lov til at knytte bånd, vi fik lov til at sige farvel og begge kommer vi videre – om end det er i et forandret forløb end først tiltænkt.

I dag er det således to måneder siden hun sov stille ind, men datoen er en indikator for mere end dette: Det er også ½ års dagen for mit og Ulriks ja til hinanden. Vi fik en omtumlet start på vores ægteskab, men om noget så fandt vi virkelig hinanden og skønt fortvivlelsen ved at miste Junior og siden den rædselsfulde smerte ved at miste vores længeventede og elskede lille pige, så tror vi stadig på livet.

Vi mener enstemmigt, at vi har opbrugt vores klippekort for alt ondt… der må nødvendigvis være en helvedes masse mere (af det gode vel at mærke) i vente for os!

I dag kom mine forældre til frokost, vi var på graven for at tænde et lys og fra hendes bedsteforældre blev der sat to hvide roser. Lige inden vi skulle gå kom Pernille og René forbi med en buket smukke og farvestrålende orkidéer. Dejligt var det at se dem og deres omsorg for Cirkeline betyder verden for mig.

Det er søndag, udenfor regner det – indenfor har vi tændt for stearinlysene, fjernsynet og sofaen er indtaget.

# |

• Til min elskede lille Cirkeline...
25.10.2004 | kl.: 14:40

Du er mit hjertebarn og det er i mere end en forstand. Der går ikke en dag, hvor du ikke er mine tanker, hvor jeg ikke taler til dig og hvor jeg ikke savner dig. For hver dag, der går, så bliver det nemmere og sorgen æder mig ikke op på samme måde som i starten, men dermed ikke sagt at savnet er mindre. Det synes jeg ingenlunde at det er – om end det er blevet mere tåleligt. Sådan må det jo nødvendigvis være; for min skyld, for din skyld.

Jeg har stadig dage, hvor jeg bliver ked af det. Dage, hvor jeg har et behov for at græde. Dage, hvor jeg føler mig så ubetydelig lille og alene, så ensom og isoleret i den proces, der langsomt finder sted, hvor jeg forsøger at skabe en norm i et forandret forløb. Dage, hvor jeg simpelt hen ikke forstår, at vi ikke længere fysisk kan have et forhold til hinanden. Dage, hvor jeg føler mig snydt, føler mig frarøvet min identitet som mor. Din mor!

Hver dag går jeg til graven, ordner lidt, sætter mig på jorden og fortæller dig om dette og hint. Jeg er slet ikke i tvivl; du hører mig og der er en stor trøst i netop denne erkendelse – om end det næppe opvejer det faktum, at jeg så brændende ønsker dig ny i mine arme. For et øjeblik atter at høre dig knirke blidt til mig, dine mørke øjne, der søger mine og mærke, hvordan din lille hånd lukker sig om min finger. Et greb så fast, at det stille beder om aldrig at give slip.

Ofte siger jeg farvel. Farvel til at se dig vokse op, farvel til det ansvar, der blev mig givet som du blev født og farvel til de mange forestillinger jeg havde til dette nye i mit liv; vores liv. Det foregår i etaper, det sker i takt med min opmærksomhed på, at alt som jeg glædede mig til, er blevet til en erindring: Fortiden genopleves ikke. Livet går videre som årstiderne viser sig på din grav og jeg følger med - et møde medførte en afsked og jeg føler mig forandret med hvert eneste pulsslag.

Din mor

# |

• Øjebliksbillede…
26.10.2004 | kl.: 21:44

Så er det den tid på året, hvor hende.dk bliver 6 år og min dagbog 4 år… har spillet Mikado med Ulrik og jeg tabte.

# |

• Flueknepperi?
29.10.2004 | kl.: 13:00

Noget undrer mig… ofte støder jeg på ordet uretfærdigt, når andre mennesker gerne vil udtrykke deres tanker og medfølelse i forhold til Cirkelines død. Sådan oplever jeg det ikke, i hvert fald ikke hvis der med uretfærdigt menes at blive behandlet med urette – for netop i dette må der jo nødvendigvis foregå en bevidst handling… og situationen er jo den, at hendes komplicerede hjertefejl ikke kunne forudses og derfor er der ingen at holde til last.

Heldigvis er det kun ét ord – og mest af alt er jeg glad for, at der er mennesker, der tør give deres tanker til kende, tør stille spørgsmål og ikke spekulerer så meget over, om jeg bliver ked af, når de nu bringer min datter på banen.

Hos en samtale hos min praktiserende læge snakkede vi netop om andre menneskers reaktion på det skete, og han sagde: Måske gør det dem ked af det, måske handler deres tavshed netop om det?! Jeg forstår godt, hvad han mente – men det virker så fremmed på mig. Det er jo ikke dem, der har mistet noget og min smerte bliver vel ikke mindre af, at jeg så samtidig bliver behandlet som en med en smitsom sygdom - som man for enhver pris må undgå.

Ind imellem er hensyn så misforstået.

Jeg har forsonet mig med situationen; det kunne efter omstændighederne ikke være anderledes. Sorgen er erstattet af savnet og med tiden vil også det blive sekundært. Vi fik en utrolig smuk pige og det er jeg stolt over. Jeg er tilmed taknemlig for, at forløbet tillod os at følge med og dermed give os muligheden for, at være hos hende til sidste sekund.

# |

• Efter midnat…
31.10.2004 | kl.: 02:00

Skønt uret tikker monotomt igennem den samme time én gang til… så er intet det samme.

# |