e-mail

 
16:39

Sidste salgsdato?


Mon egentlig der er en slags udløbsdato på det der bloggeri?

Sådan startede jeg et indlæg i går, men jeg blev aldrig færdig. Dvs. jeg blev faktisk næsten færdig med indlægget, men pludselig var tiden der bare ikke til at smide det på bloggen.

Mit liv i en nøddeskal de her dage!

Jeg føler mig presset. Jeg kan mærke, at det generer mig, at jeg ikke rigtig – over for mig selv – har fået defineret min blog. Dårligt ordvalg, tænker jeg pludseligt. For måske er det knap så meget definitionen, der mangler – som det er tiden, overskuddet og en reducering i forhold til egne forventninger.

Lige nu er der knald på. Efter skole så er der timerne med Gustav, madlavning, badning, putning. Herefter er der lektier, hvilket rider mig som en mare, fordi jeg p.t. ikke er helt sikker på, hvad skolen egentlig forventer i forhold til lektielæsning/forberedelse og niveau. Det er ligesom ikke blevet gjort synligt nok (eller også hører jeg bare ikke ordentligt efter) og jeg konstaterer samtidigt, at jeg bare er ALT FOR GAMMEL til det der med lektier.

Sidst men ikke mindst så er der mand/kone tid, egen tid og sovetid. Hvilket ofte skal nås inden for en tidsramme på knap 2 timer. Mand, hvor jeg føler mig presset!

For jeg vil jo for pokker gerne favne det hele, lige som jeg også godt vil være hende, der bare sørger for de regelmæssige opdateringer her på siden og sådan holder mig up-to-date generelt. Det lykkes bare ikke og jeg føler, at jeg spiller fallit og så er det, at jeg føler mig presset.

Det er fandeme ikke nemt lige nu.
Overhovedet!


1. november 2006, kl. 16:39| # |


15:29

MOPSET


Hvad fanden gik der galt? Jeg er som tidligere nævnt for gammel (når jeg selv skal sige det) til at læse og lave lektier. Der er bare ikke den samme gejst ved det som tidligere.

Det lider min nuværende uddannelse en smule under. Der er ikke mange lektier, men dem der er – som fx på et 4 ugers skoleophold – de bliver lavet under en del protester.

Danskretskrivning, fordanskningsregler og latin finder jeg spændende og interesserer mig for det, men sygdomslære samt anatomi og fysiologi det er sgu da noget Fanden har skabt.

Det keder mig og jeg synes ærligt talt, at skolens forventninger til vores (kommende) kendskab til netop dette er helt ude i hampen. Altså helt ærligt... hvis jeg gerne ville vide en fandens masse om netop det, så havde jeg sgu valgt en anden uddannelse.

Nå!


5. november 2006, kl. 15:29| # |


22:21

Sidst på søndagen


Jeg har lavet lidt i dag, men også kun lidt – mest af alt har det bare været søndag.

»Gunnar-drengen« ligger varmt under sin dyne og hoster, græder, sover. Halsen lyder øm og der har også været en smule feber. Nu må vi se, hvad morgendagen bringer for ham.

Vi ses.


5. november 2006, kl. 22:21| # |


07-11 19:00

Det hyler for mine ører


Et sygt barn, der bare græder i et væk; det er fandeme hårdt!

Mine ører bløder og jeg har lyst til at gå hjemmefra.

Og jeg har ellers haft trukket det længste strå: Ulrik har været hjemme hos Gustav mandag og tirsdag - jeg har kunne gå i skole og komme hjem sidst på eftermiddagen med fornyet energi. I morgen vender rollerne. Åh!

I morgen skal vi også en tur til lægen for at tjekke både hals og ører.

Nu er jeg er bare træt og brugt.


7. november 2006, kl. 19:00| # |


08:21

Barns 1. sygedag


Udenfor regner det. Indenfor skutter jeg mig i morgenkåben, tænder de levende lys og lytter til min lille dreng, der ligger varm under dynen og trækker vejret tungt.

Feberen er vist på retur, men han hoster og snotter. Det er svært at være lille og syg. Humøret skifter hele tiden. Så vil han hænge og være tæt, så vil han sidde og være i fred. Hele tiden ja og nej.

Det er november, året er snart ved vejs ende og jeg synes, at det er gået ufatteligt hurtigt. Tiden bare suser af sted. Den er på én gang dynamisk og statisk, både i tid og sted.

Fødderne er kolde, jeg leder efter mine sokker. Ser kort ud af vinduet, skutter mig igen under morgenkåben og ville ønske, at jeg med et trylleslag kunne gøre min lille dreng rask.


8. november 2006, kl. 08:21| # |


10:50

Bog, læs dig!


Jeg går glip af dagens undervisning. Jeg burde virkelig læse på blod og lymfe. Det er bare svært at komme i gang.


8. november 2006, kl. 10:50| # |


14:30

Opdatering


Jeg fik aldrig læst mere på blod og lymfe, men heldigvis har jeg noget af weekenden til min rådighed.

Resten af weekenden, dvs. om lørdagen skal jeg (selvfølgelig!) til koncert med Georg Michael. Naturligvis.

Gårdagens besøg hos lægen gik rimeligt smertefrit. Gustav var rød i halsen, men havde ingen hævede mandler og eftersom snottet er ved at være tykt, så mente den kære doktormand, at han var i bedring.

I går havde han også en feberfri dag og således også i dag, hvor mormor har været hos ham. Han sover rimeligt godt. 3 timer i går fra 8-11, 1 times tid senere og i dag fra 7-10 og nu igen på dagens sidste lur. 12 timer om natten og så lige en opvågning, hvor der spises morgenmad. Det er o.k.

Vi holder ham hjemme – sammen med mormor – igen i morgen, og så håber vi, at weekenden gør godt for os alle.


9. november 2006, kl. 14:30| # |


14:50

Se, det gør noget ved mig!


Det er simpelt hen så fantastisk... indimellem får min lille pige stadig besøg af andre end lige familien. Det betyder så utroligt meget for mig og gør mig så skide stolt og glad.

Det er egentlig noget underligt noget, tænker jeg, sådan at blive stolt – men ikke desto mindre er det sandheden.

Pludselig opdager jeg, at jeg er så taknemlig for min lille pige og hendes historie. Taknemlig for at jeg måtte være hendes mor. Af alle de tusindvis af mødre, så var det lige præcist mig.

Måske betyder det, at jeg er kommet videre på en fornuftig måde. Jeg ved det faktisk ikke. Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke er vred eller bitter eller pakket ind i sorg.

Hun fylder hos os, men hun overskygger ikke – og så sent som i går havde vi en snak om netop dette. En snak om hvor længe det første år var om at gå, og hvor hurtigt det efterfølgende år med Gustav er gået.

Så dagen (der rent faktisk startede en smule kaotisk og med mangel på søvn) endte med at blive helt god.


9. november 2006, kl. 14:50| # |


09:11

AFLYSNING!


Der er ingen George Michael til mig i denne omgang. Jeg er simpelt hen blevet godt og grundig syg med snot, ondt i halsen og i ørerne. Pis.


11. november 2006, kl. 9:11 | # |


10:39

Influenza-ramt


Der var vitterligt ikke en skid at komme efter for mit vedkommende i går. Så jeg blev hjemme under dynen og lod en anden købe min billet og dermed blive en oplevelse rigere.

Aftalen om at lade Gustav passes af mine forældre holdte vi fast ved og det gav mig en enestående mulighed for at sove i 3 timer midt på dagen. Det faldt virkeligt på et tørt sted.

Han er stadig hos mine forældre og vi bliver vel genforenet en gang hen over middag. Jeg glæder mig sgu.


12. november 2006, kl. 10:39| # |


21:23

Så er han her!


Det er vist på tide, at vise »Gunnar-drengen« frem. Personligt mener jeg, at han efterhånden ligner mere sin mor end far - men jeg er vist heller ikke helt objektiv.



12. november 2006, kl. 21:23| # |


10:28

Mælk og honning


Øv, hvor er jeg dog sølle. Propper i ørerne, snot i næsen og kriller i halsen. Resultat: Osteklokkeeffekt, med behovet for at sluge lidt ståluld.

Så jeg er sygemeldt. Skal pleje mig selv og læse lektier – for pokker en lorte-kombination, men forhåbentlig kan jeg få lavet lidt og så smide mig under dynen med god samvittighed.

______

Som skrevet således gjort. Min del af gruppeoplægget angående kronisk leukæmi er på plads, tilbage er en kop med varm mælk og honning og udsigten til et par timer under en dejlig varm dyne.

Rigtig god mandag derude.


13. november 2006, kl. 10:28| # |


10:35

Ikke rigtig syg – ikke rigtig rask


Jeg er ikke længere supersnottet. Til gengæld er jeg bare sådan jævnt utilpas i hele kroppen, og umiddelbart ligner det en sygedag mere i morgen.

Et dårligt tidspunkt at være syg på, sådan rent skolemæssigt – men sådan er det vist altid.

Faktisk havde vi en snak for noget tid siden om, at vi ikke rigtig kunne huske, hvornår jeg sådan sidst havde været sådan »jeg må hellere blive hjemme syg«.

Og hvad sker der så?
Så bider Nemesis mig i røven eller også er faktum bare, at jeg har fået et barn, der slæber forskellige baciller med hjem og så kysser og krammer vi og deler glædeligt med hinanden.

Det er nok sådan, at det er!

Gustav snotter stadig, men ikke meget og han er ellers i super humør – så han kom i vuggestue i går og det gik godt. Skønt han havde været væk en hel uge, så sagde han bare »hej hej far« og »dav dav kammerater« og så hyggede han sig resten af dagen.

Forhåbentlig gentager succesen sig i dag. Jeg tror det næsten. For vi er rigtig glade for den vuggestue. Os alle sammen.

Så jeg prøver at øve mig lidt på det latinske, mens jeg varmer mig under dynen og ynker mig selv en lille smule.


14. november 2006, kl. 10:35| # |


08:28

En vinter med snot


Det der med influenza er noget underligt noget. Det er ikke bare sort og hvidt – der er sjovt nok en masse nuancer midtimellem. Således befinder jeg mig i en gråzone mellem ikke at være rigtig frisk, men heller ikke rigtig syg.

Jeg tager (som udgangspunkt) i skole i morgen og fredag. Der er gruppefremlæggelse og 2 opsummeringstest – det ville være så ærgerligt at gå glip af. Til gengæld har jeg aflyst aftalerne for i dag, i morgen og fredag. Det er vist bedre, at jeg kommer på fode igen.

Gustav snotter stadig og jeg har efterhånden erkendt, at det bare er sådan en vinter vi går i møde. En vinter med snot. Så håber jeg bare, at det ikke sætter sig på hans ører. Heldigvis er han langt fra sølle som sin mor, og det gør det unægtelig noget nemmere. Han er super glad, leger, sludrer, spiser og sover... det er lige som det skal være!


15. november 2006, kl. 08:28| # |


09:39

Det er de små ting


Jeg har uden tvivl vundet i lotteriet og jeg glemmer helt at prise mig lykkelig for det.

Hver eneste morgen, når vækkeuret ringer, så snoozer vi den og gerne vågner vi senere end planlagt – men vi kommer ikke for sent. Vi når morgenriterne som vanligt og endda uden stress og jag.

For jeg er privilegeret. Jeg har simpelt hen en mand, der står op og går i gang med morgenmaden – således kan Gustav og jeg (der begge kan være morgensure) bruge lidt ekstra tid på at vågne ordentlig op.

Det er ærligt talt ret fantastisk. Når havregrøden (som atter er indført og til lillemandens velbehag) er klar, så er vi det også. Så er bleen skiftet og tøjet iført, og vi kan alle sætte os til bordet og starte dagen.

Det er de små ting, der tæller... og det er ikke mindre end rigtigt.


15. november 2006, kl. 09:39| # |


18:34

Otitis media


Det handler om sygdom. Igen!

Jeg kom aldrig i skole i torsdag, men i dag var jeg klar. Helt klar og jeg glædede mig, men så var det at »Gunnar-drengen« vågnede skrigende kl. 03:30 i nat.

Det var svært at være Gustav og kun mor duede og således endte vi sovende siddende i sofaen. Mand jeg var radbrækket, da vækkeuret ringede!

Så jeg måtte ringe barn syg og så måtte vi til lægen. Igen.

Gustav har fået mellemørebetændelse. Det lille myr og er nu kommet på penicillin og Panodil.

Tilbage er der bare at håbe på det bedste.
Rigtig god weekend derude.


17. november 2006, kl. 18:34| # |


21:17

Lørdagaften


Det lader til at penicillinen allerede har hjulpet. I hvert fald fik han ikke noget smertestillende at sove på i går, ligesom han slet ikke har fået noget smertestillende i dag. Overhovedet. Stor dreng! Det er til gengæld lidt vildt, hvis penicillinen allerede virker.


Planen var en bluse, men jeg ombestemte mig og i stedet forsøger jeg mig med denne vest.

Er der noget jeg er vild med, så er det snoninger. Jeg elsker at strikke snoninger.

Og ved du hvad?
Det tegner nu egentligt ganske godt.




18. november 2006, kl. 21:17| # |


19:02

Massere af snoninger


Første gang jeg lavede noget med snoninger, var for 6 år siden, da Ulrik og jeg blev kærester. Det var et ambitiøst projekt jeg gik i gang med, men det endte faktisk helt vildt godt.



Desværre blev sweateren stjålet i en bus fra hans taske og Ulrik mistede en trøje, han var blevet rigtig glad for.

3 år efter valgte jeg så at strikke sweateren igen.
Jeg tror dårligt, at han har haft den af siden.


19. november 2006, kl. 19:02| # |


19:41

Ugen, der gik!


Pludselig gik der en helt uge. Det var den sidste uge på skoleopholdet for denne gang, og det passer mig helt fint. Jeg har ærlig talt ikke været ovenud glad for det ophold. Dels synes jeg, at det har været ALT for komprimeret, dels synes jeg, at visse elementer af undervisningen har været direkte tåbelige taget i betragtning, at jeg »kun« skal være lægesekretær.

Det har også været ugen, hvor Ulrik havde fødselsdag. Ugen hvor Gustav blev rask. Ugen hvor jeg kunne tage bilen 2 af dagene til skolen (for pokker hvor jeg savner at køre bil). Ugen, hvor vi har fået trukket nye ledninger i stuen (nu mangler vi bare resten af lejligheden). Ugen hvor vi fik ordentlig lys i stuen. Ugen hvor der kom hjul på sofaen (for at skabe mere dynamik i indretningen – det er efterhånden småt med pladsen) og ikke mindst ugen, hvor vi blev enige om at gå i gang med en større istandsættelse af lejligheden.


Det er dagen, hvor Ella’s blog fylder 1 år, og pludselig slog det mig, at det er over 6 år siden, at jeg skrev mit første indlæg her på siden og at jeg har haft mit domæne i 8 år. For pokker hvor tiden dog bare flyver af sted.

Om lidt satser jeg på, at blive færdig med min vest – så jeg vil finde sofaen med hjulene og sætte mig godt til rette. Det er søndag og forhåbentligt er der noget i fjernsynet.

Fortsat god søndag derude!


26. november 2006, kl. 19:41| # |


19:02

På torsdag skal jeg til frisøren!


Så blev vesten færdig. Det har været en sand fornøjelse at strikke den og resultatet blev ganske fint. Der er endda garn i overskud, så jeg overvejer at lave et halstørklæde, men lad os nu se.


Det er skønt at have tilbage på afdelingen. 4 uger er lang tid at være væk også selv om det har givet tid til fordybelse og ikke mindst at være social med de øvrige elever.

For Gustav gælder det, at alting foregår i fuldt firspring. Han kan gå baglæns og gør det ofte, og i dag kom han slæbende på sin lille badeværelsesskammel ud i køkkenet, satte den på gulvet, stillede sig op på den og havde udsyn hen over køkkenbordet. Så er intet helligt og alt kan nås for en lille pilfinger.


28. november 2006, kl. 19:02| # |