e-mail

 

Helt stille og helt tæt
"Gunnar-drengen" ligger på maven på sofaen, og snorksover.

Jeg har lidt tid til mig selv, det må jeg hellere nyde – lidt af den bruger jeg foran computeren, lidt ved at hænge vasketøj op og lidt ved at gå i bad. Så kravler jeg sammen i Ulriks armhule og lukker mine øjne i et kort øjeblik; helt stille og tæt.

Mors dreng:

Flere billeder

1. november 2005, kl. 21:57 | # |


Snart weekend igen!
Der er så utrolig mange fantastiske ting ved at være forældre, men der er også små afsavn i hverdagen og det kræver lidt tilvænning og nye vaner.

Der er bare ikke det samme overskud til intimitet og det betyder, at jeg ind imellem savner Ulrik. Det er dog en konsekvent af, at vi har taget et valg om ikke at sove i samme rum på hverdagene. Gustav kræver sit om natten og Ulrik (der jo er vendt tilbage til arbejde) har brug for en sammenhængende søvn.

Så når weekenden endelig banker på døren, så er det så kærkommen: Så er hvert eneste øjeblik så dyrebart.

3. november 2005, kl. 21:39| # |


Hvor fanden bliver tiden af?
En forlængelse af forrige tråd: Det er nu ikke et problem for os, at vi ikke sover i samme seng i øjeblikket. Det er hvad som passer os bedst. Således får Ulrik en sammenhængende søvn, så han kan være til stede på sit arbejde, komme hjem, handle ind, lave mad og ellers tage over så jeg kan få lidt fri.

Selvfølgelig er vi to til at få Gustav, men det er nu en gang mig, der har barsel og ikke Ulrik, hvorfor jeg ikke ser nødvendigheden af, at han også skal undvære sin søvn. Jeg anser heller ikke mig selv som værende ofrende eller alt for god af mig – for jeg ved, at Ulrik sætter pris på dette arrangement og han siger det gerne dagligt.

Det som har været sværest for mig, er erkendelsen af, at jeg må slække på standarden. Det er simpelt hen ikke muligt, at have et hjem, der oser af overskud – for det betyder et yderligere underskud af søvn, og det dur simpelt hen ikke.

Det er så vidunderligt at være forældre, men ind imellem er det også frustrerende og overvældende, at jeg næsten ønsker det forbandet langt væk. Det er længe siden, at jeg sidst havde bare 10 minutter, hvor jeg kunne (som nu) sidde foran computeren og samle tankerne.

De sidste par dage har Gustav haft sig lidt af et appetitspring og har derfor hængt i patterne til den helt store guldmedalje – og faktisk har det haft sådan en effekt, at jeg blev bekymret for, at jeg samtidig ville gå yderligere en bh skål op.

Han har atter (så småt!) fået sig en norm med spisningen, så i dag har vi virkelig kunne hvile og jeg har ikke hele tiden rendt rundt med patterne svingende i det fri.

Hold kæft hvor var det dog befriende at få tømt hovedet – skønt indholdet næppe var så sindsoprivende spændende.

9. november 2005, kl. 19:05| # |


Hvor kan jeg købe...
en ballon med det der ballon luft i, så den holder sig selv svævende?

10. november 2005, kl. 13:54| # |


Blå ballon
Det er åbenbart ikke nemt, skønt I er kommet med mange gode forslag.

Den skal være almindelig og blå og så kunne det jo bare være herligt om den også kunne hænge i luften af sig selv.

En har snart fødselsdag og det ville overraske.

Hverken ballonservice, guleroden eller TIVOLI dækker behovet – sidstnævnte er godt nok også pissedyrt for en eneste ballon. Suk!

Andre forslag?

10. november 2005, kl. 17:11| # |


Blå ballon II
Jep, Susannes forslag – om at få Frk. Jensens Bøfhus til at puste ballonen op – er klart min favorit og jeg kan se, at Irene mener altså Kristina (beklager!) også brugte bøfhuset... så der triller jeg nok ind med "Gunnar-drengen" en af dagene, skal alligevel have noget sort farve til hans fødder.

11. november 2005, kl. 09:56| # |


Klokken blev 22
Lillemanden er lagt ind i sengen og jeg bevæger mig snart samme vej.

Det var den lørdag, snart den weekend – og det er vist ingen hemmelighed, at dagene ligner hinanden, at de går stærkt og jeg føler mig så pokkers brugt.

Sov godt derude...

12. november 2005, kl. 22:07 | # |


Hvor fanden...
forsvindet det forpulet døgn dog hen?

Har du flere timer end du bruger, så hit med dem... ehm... øh... please?

14. november 2005, kl. 18:02| # |


Skrid til banko, Bedste!
Gamle damer er nok noget nær det mest ubehøvlet, der findes. Specielt gamle damer om formiddagen i busser og indkøbscentre. Det er i den grad rædselsfuldt og humøret bliver lynhurtigt derefter.

Man burde kraftedeme tage rettighederne fra dem, når de når mimrekort-alderen eller i hvert fald lade dem underskrive en tro og love på, at de vil opføre sig ordentlig og vente i køen på deres tur.

Jeg er sgu så fucking træt af, at de bare aldrig kan give andre folk en chance inden de himler op og ter sig som om man bevidst pisser på deres klamme sukkermad.

17. november 2005, kl. 10:04| # |


Overskudsmor
Lige nu ligger lillemanden og sover på sofaen, manden spiser resterne af kagen fra formiddagens besøg og jeg nyder, at jeg lige nu – i dette nu – har tid for mig selv.

Jeg tænker, at det er hvad der er kommet allermest bag på mig; den manglede alene-tid. Hver dag forhandler jeg med mig selv; skal jeg tage en lur sammen med Gustav eller skal jeg åbne en bog, tænde computeren eller noget helt tredje.

Søvnen vinder... for det meste.

Så mange ting er anderledes end jeg først havde forestillet mig, så mange ting jeg har taget op til fornyet revision.

Billedet af overskudmoderen på alverdens cafébesøg og i det lækre tøj – er en smule forvrænget. Det lækre tøj må vente, i stedet slæber jeg mig af sted i mit temmelig forvasket ventetøj og cafébesøgene er skiftet ud til små visiter af knap en times varighed; gerne her.

Nå det så er sagt, så vil jeg retfærdigvis også sige, at jeg trives nu egentlig meget godt med det. Tempoet er mærkbart anderledes (mest af alt er det lillemanden, der bestemmer farten) og alt er bare i dette nu.

17. november 2005, kl. 17:52| # |


Vil du se?
Vil du se en vaskeægte netbaby?



19. november 2005, kl. 21:18 | # |


På barsel
Ind imellem er jeg ved at tude over erkendelsen, at jeg bare ikke har den samme tid til mig selv som tidligere; endnu i hvert fald. For når jeg så endelig kan sidde ned, uden at kaste op af træthed og uden hele tiden at have den ene øje og øre på "Gunnar-drengen", så synes jeg bare, at jeg stresser derudad. Jeg vil se gerne både nå en opdatering her , der, der og der.

Jeg er på barsel, sådan siger jeg dagligt til mig selv. Det er nødvendigt at sige det... ellers halser jeg bare derudad og jeg opnår absolut ingenting ved at stresse mig selv; andet end at stresse Ulrik og derved skabe en usædvanlig anspændt stemning mellem os.

Ind imellem har jeg tænkt, at vi var forbavsende gode til at tackle tabet af vores datter, men at tackle forældreskabet til et levende barn... det har sgu krævet sit i dobbeltfold.

Så nu slapper jeg af og beder om det jeg gerne vil have – og Ulrik anstrenger sig også, og således har vi atter fået samarbejdet og følelsen af fællesskab stablet på benene.

22. november 2005, kl. 10:43| # |


Jeg vil gerne sige undskyld
Hvordan kan det være, at hver gang jeg siger noget, der har antydningen af noget negativt i forhold til min nuværende situation, får brug for at forsvare mig selv. Hvordan kan det være, at jeg føler, at jeg bliver nødt til at undskylde, at jeg ikke lige synes, at alt bare er pokkers lyserødt, nu hvor jeg tilsyneladende både har fået i pose og sæk?

Måske er det bare vores natur.

Fra nu af kommer der andre boller på suppen. Når jeg skriver, at jeg er ved at brække mig over, at jeg ikke længere har tiden til mig selv, så er det ikke fordi jeg ønsker det anderledes, at Gustav er en om'er eller jeg på anden måde ikke er taknemlig. Fra nu af vil min ubetinget kærlighed til min søn (med det lidt uheldige kælenavn) være en selvfølge. For intet positivt hvis vi ikke også har det negative.

Han er en stor dreng, knap to måneder og så holder han allerede sit eget hoved og faktisk er han også i stand til at stå, hvis bare man holder hans balance. I morges lod jeg ham stå på gulvet mens jeg holdte ham under armene og så begyndte han at gå; ½ meter blev det til. Jeg er mildest talt målløs; spændende at se om denne iver bliver ved!

Så der sad jeg med store mørke rander under øjnene og var bare ved at flække på langs af stolthed.

22. november 2005, kl. 15:15| # |


Kipper med flaget
Så blev det Ulriks fødselsdag; et leve og et hip hip hurra lyder det herfra.

23. november 2005, kl. 19:26| # |


Uden på tøjet
Med kun tre timers sammenhængende søvn, så er lunten kort og alt sidder uden på tøjet. Jeg er sårbar som aldrig før og kan bestemt ikke rumme familiens velmenende råd.

Folk skal ikke sige, at jeg ammer for meget eller at jeg burde give mit barn mælkeerstatning, så jeg kan få lidt søvn og slet ikke hvis jeg ikke i forvejen har spurgt. De skal heller ikke sige, at børn ind imellem bare græder og så må man lade dem græde og de skal slet ikke få det til at lyde som en smal sag at få børn og jeg bare er hysterisk.

Alt sammen kommer jo gerne fra folk, der selv fik børn i stenalderen og derfor ikke helt har opfattet, at der er sket mange ændringer siden sidst.

Følelserne sidder bare så meget uden på tøjet og der skal så lidt til, at jeg opfatter tingene som en kritik af mig som mor. Jeg har så pokkers svært ved at abstrahere fra det og ikke mindst sige fra på en ordentlig måde. I stedet for sætter det sig som en klump i halsen og bliver til en snerrende.

Jeg er simpelt hen nødt til at lære det.

27. november 2005, kl. 22:39| # |


En gang til for prins Knud
Tænk en gang, at selv om Pernille gjorde en ihærdig indsats, så bukkede jeg ikke under for hverken presset eller tilbuddene; "Gunnar-drengen" er blevet i Brønshøj. Han har dog godt nok være billig til salg et par gange, siden Pernille gik – men så kan jeg vel lære det?

Hvordan kan det egentlig være, at man (efter man har fået barn) pludselig taler i dobbelt; ja hvordan kan det egentlig være?

Måske jeg dybest set forventer, at anden gang jeg siger noget, så falder der nok et svar fra sønnens læber... ja så falder der jo nok et svar fra sønnens læber.

29. november 2005, kl. 18:37| # |


At være mor>
Jeg husker en nat, da Gustav var helt ny – alt var nyt og vi endnu ikke havde knækket koden i forhold til hans gråd – hvordan jeg stod i entréen og stampede i gulvet, mens jeg skreg med stort set samme volumen som min lille dreng; Gustav lå dog inde i sengen. Ulrik kom ud til mig og det det eneste jeg kunne sige, var; »Jeg vil ikke mere«

Det var nat, jeg var træt og Gustav var utilfreds (svært at sige hvorfor!) og min krop føltes som gelé. Ulrik hentede Gustav og sammen lagde de sig i stuen. Der gik et øjeblik, jeg fik samlet mig, trukket vejret helt ned i maven og så kom den dårlige samvittighed... »Tænk en gang at jeg end ikke formåede at være mor for mit barn!«

Som I også har sagt til mig før, så bliver det bedre med tiden – og visse ting er bestemt også blevet nemmere; selv koden for hans gråd synes at være knækket (ikke altid!). Det er nu stadig benhårdt.

30. november 2005, kl. 10:46| # |


Se det er en rigtig mormor
Min egen mor er uden tvivl en rollemodel for mig på mange områder, sådan en mor jeg gerne selv vil være for mine egne børn.

Jeg synes, at hun har et utroligt overskud, en helt utrolig ro og så synes jeg, at hun gør det ganske godt. Jeg ved godt, at hun en gang var lige så grøn udi moderskabet som jeg er – for det husker hun at fortælle mig, og det har jeg brug for at høre.

Nu er hun blevet mormor og hun går op i det med liv og sjæl, - og hun har denne fantastiske evne til at huske alle; hun fordeler simpelt hen sol og vind lige.

I dag kom hun med favnen fuld af overraskelser: En KÆMPE kalenderbamse til Gustav, der nu fylder en halv stue inkl. pakker og en herlig kalenderbamse til Cirkeline. Derudover var der kalenderlys og i lørdags adventskransen; hjemmelavet off course. I år bliver det så mig, der skal åbne pakkerne for Gustav, så jeg får nok at se til – men sikke jeg glæder mig, hvad mon hun har fundet på til hendes børnebørn?!

For se... det er da en rigtig mor(mor), der sådan kommer med favnen fuld af overraskelser.



30. november 2005, kl. 18:25| # |