e-mail

 
• Bytte bytte købmand…
02.11.2004 | kl.: 11:37

En ulykke kommer jo sjældent alene.

Min svigermor har fået konstateret brystkræft, min mormor har en alvorlig sygdom, der langsomt ødelægger hendes organer og min far venter på at få en ballon opereret ind ved hovedkranspulsåren.

Mit livs kedeligste efterår, hvisker jeg stille for mig selv og undrer mig over, at genstart endnu ikke er overført til det til fysiske liv.

Snart skifter årstallet sig i kalenderen og når jeg bliver spurgt til det forgange halvår, kan jeg kun sige én ting:

Det var kraftedeme en lorteaftale!

# |

• En af den slags dage…
06.11.2004 | kl.: 9:06

I snart en time har jeg omformuleret den samme sætning igen og igen.

Beslutter mig for at finde på noget andet, hiver strikketøjet frem og gemmer turen på kirkegården til skumringen langsomt viser sig.

# |

• Så døde internetforbindelsen…
08.11.2004 | kl.: 20:45

… igen!
Til gengæld fik vi så endelig installeret vores trådløse netværk.

En usædvanlig hyggelig dag. Først et møde med en pragtfuld kvinde, aldrig er timerne gået så hurtigt og sikke vi kunne sladre med hinanden. Det skal altså gøres igen… helt sikkert!

Så kom moderen min, vi gik på kirkegården og Cirkeline havde haft besøg. Hun var blevet begavet med to smukke blomster og bamserne havde fået deres at se til.
Senere kom min kusine og min guddatter og Cirkeline fik tegning, sten og en engel.
I morgen må jeg simpelt hen huske kameraet.

Min far skal til en kontrastundersøgelse den 11. november, først herefter får han en dato for operation (mere ventetid!) og den 11. november er også den dag, hvor min svigermor skal opereres.

Udenfor høres en ambulance, jeg ser på billedet af min datter, smiler og blinker til hende. Hvor om alting er, så formåede vi virkelig at skabe noget smukt.

# |

• Voksen og følsom?
09.11.2004 | kl.: 13:25

Noget ganske særligt skete som Cirkeline blev født, det har sikkert været under opsejling længe og blev uden tvivl bekræftet ved hendes sygdom og død. Noget ganske særligt skete og det står næsten ikke til at beskrive og det er uden tvivl stort set umuligt, at dele med andre, der ikke selv har fået et barn.

At blive mor… det er kraftedeme noget, der rykker og endda på sådan en hel fundamentalt måde; pludseligt går ansvaret videre end til én selv. At blive mor er dog mere end dette. Følelsesmæssigt skulle jeg også opdage andre sider af mig selv; en ny form for sårbarhed, usikkerhed og på én gang en ny form for robusthed og sikkerhed.

Ind imellem tænker jeg, at jeg blev 100 år på et enkelt øjeblik.

# |

• En lang torsdag…
11.11.2004 | kl.: 17:00

Det lader til at min svigermors operation gik godt. De har ikke fjernet så meget som de forventede og hun har fået lov til at beholde sit bryst. Min far derimod… han er blevet indlagt og venter nu på en mindre bypassoperation; forhåbentlig kan han komme til allerede på mandag.

Jeg krydser i hvert fald både arme og ben – for jeg skal ærligt indrømme: Der er kraftedeme ikke noget værre end ventetiden. Pludselig har jeg alt for meget tid til tankerne, hvorfor dagen også har været længere end normalt.

Et rædselsfuldt efterår, hvisker jeg stille for mig selv og opdager, at jeg er begyndt at græde. Hvor meget mon et menneske kan rumme?

# |

• Solskin…
12.11.2004 | kl.: 22:15

I formiddags var jeg en tur på hospitalet med min mor. Det lader til at min far trives, han er faldet i snak med alle på afdelingen, ved hvor alle er og hvorfor de er der og så tøffer han ind imellem op og ned med elevatoren. Jo han hygger sig. På søndag bliver han overflyttet til Rigshospitalet og tirsdag skal han opereres. Det går fremad.

Senere var manden og jeg forbi min svigermor. Hun blev opereret i går, arret ser pænt ud og hun synes at være ved rigtig godt mod… hun virkede tilmed også frisk.

Alt i alt en god dag. Manden og jeg spiste ude og da vi kom hjem havde han en overraskelse: En venlig sjæl har sendt sin gamle harddisk til os, den matcher den af min som snart for længe siden fik en alvorlig blodprop – og vupti gammel information fra før 2001 er atter at finde på min computer. Jeg er som et lille barn lige nu og ved bare, at resten af aften og natten vil gå med at læse gamle e-mails og andre skriverier.

Det er nu rart med en smule solskin på en våd, grå og blæsende fredag!

# |

• Et år...
13.11.2004 | kl.: 11:56

For et år siden var Cirkeline to streger på en positiv graviditetstest.

Mange ting er sket siden og verden tog sig pludseligt ganske anderledes ud, men hvorom alting er, så er det en god dag.

# |

• Forandring…
15.11.2004 | kl.: 14:27

Dagen startede med at vækkeuret ringede alt for tidligt, det var stadig mørkt udenfor og jeg må tilstå, at det er længe siden, at jeg sidst har været oppe så tidligt.

I dag var jeg en tur på mit arbejde, var der sidst kort efter Cirkelines død og siden da har jeg så meget i tvivl om mit fremtidige professionelle virke. Det er blevet vendt og drejet, manden og jeg har talt for og imod… resultatet blev dagens opsigelse. Endnu en epoke synes at være slut og det er med blandede følelser. På den ene side er der alle de gode år, udviklingen, ansvaret og trivslen – på den anden side er der konstateringen af, at mit liv ser anderledes ud, min sårbarhed anderledes og grænsen til mit personlige jeg, ikke kan tåle samme overskridelse som tidligere.

I morgen har vi en aftale hos gynækologen og jeg tænker, at vi forhåbentlig går en bedre tid i møde.

# |

• Overvældende tirsdag…
16.11.2004 | kl.: 18:25

Dagen startede hjemme hos min svigermor. Hun synes at komme sig godt efter operationen og nu venter vi på at finde ud af, hvilken form for efterbehandling hun skal have.

Det var også i dag, at min far skulle have sin bypassoperation. Klokken 13 ringede min mor, at nu var det overstået og havde forløbet ganske gnidningsfrist. Han var dog ikke vågnet ordentlig af narkosen og lå derfor stadig i respirator. Alene ordet respirator fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Den sidste tid med Cirkeline kom alt for tæt på. Jeg måtte fortælle min mor, at jeg slet ikke er i stand til at se min far i dag og venter derfor med at besøge ham til i morgen. Jeg bliver nødt til at skåne mig selv en smule, hvorfor han helst skal være fri af så mange slanger som muligt. Dette forstår min mor jo heldigvis og min lillebror var kommet forbi, så der ville jo være besøg nok.

Besøget hos gynækologen gik godt. Vi talte lidt om forløbet omkring Cirkeline og så ellers omkring den næste behandling. Ulrik og jeg glæder os til at komme i gang, glæder os til at se fremad.

10 minutter senere: Min mor har ringet, min far trækker atter vejret på egen hånd. Puha!

# |

• Fremad march…
17.11.2004 | kl.: 10:20

Så kom svarene på min svigermors prøver!

Det er den milde form for brystkræft (østrogenfølsom), hvilket vil sige, at hun skal have strålebehandling en gang efter nytår og en antihormonpille om dagen i 5 år. Kun 2 af 15 lymfer de fjernede indeholdt kræft. Sikke en god nyhed på en onsdag morgen.

Tilbage er der blot at få min far på benene igen!

# |

• Det er en ulempe...
19.11.2004 | kl.: 13:43

... at have sin dagbog online, når jeg arrangerer sjove ting for manden og ikke kan dele det.

# |

• En smule mere lys...
21.11.2004 | kl.: 11:36

Først så det ud til, at det gik alt for langsomt fremad med min far; nederste del af den ene lunge klappede sammen – men på et døgn ændrede det sig og i dag kommer han hjem. Det glæder mig og jeg regner med, at vi tager et smut forbi senere i dag. Jeg havde ganske enkelt ikke modet til at besøge ham på hospitalet og tudede hver gang jeg overvejede det.
Nu trækker jeg atter vejret regelmæssigt.

Selv juleaften er der kommet styr på. Vi bliver hjemme og fejrer dagen sammen med mine forældre, min veninde og hendes far. Det skal nok blive en god dag. Vi skal på kirkegården til Cirkeline og vi skal på kirkegården til min venindes mor. Vi skal have god mad og jeg glæder mig.

Ellers søndag i stor stil, sidder stadig i morgenkåben og har kun lige akkurat fjernet resterne fra morgenbordet.

# |

• Poppornografisk fistfuckende strippertøs…
21.11.2004 | kl.: 23:13

Hvilken slags status skal jeg mon tilegne sådan en søgning?. Tænk at havne i den slags metatags – mon jeg kan kræve royalties?

# |

• Før og efter…
22.11.2004 | kl.: 19:53

I går var det svært at være ved graven. Jeg græd og følte en enorm udmattelse i min krop. Så mange ting på så kort en tid – ind imellem synes det imponerende at kroppen ikke giver op noget før.

Det er ved at være jul. Det er hårdt at se, hvordan der bliver pyntet op alle steder. Det – om noget – minder mig om mit tab: Det som skulle blive den første jul med Cirkeline, bliver i stedet den første jul uden. Vi forsøger at gøre det til en god dag, vi forsøger at gøre det til jul med hende – men det er jo langt fra det samme og det er jeg så pokkers bevidst om.

Snart er det 3 måneder siden, at hun sov lige så stille ind. Der er ikke længere den samme forståelse for gentagelserne… devisen synes at være; nu taler vi ikke mere om dét. Hvor det jo er min datter. Det gør mig rasende og jeg kan slet ikke have den holdning. Sådan noget forpulet sludder og hvor er det typisk for netop dem, der ikke kan rumme (end ikke rumme dem selv). Heldet er dog, at det hverken gælder familien eller den tætte omgangskreds.

Der er på en og anden underlig måde blevet gjort rent i rækkerne, visse menneskers betydninger er skiftet ud og tidslinjen hedder; før og efter Cirkeline. Der er dem, der hænger ved på godt og ondt og dem, der stikker halen mellem benene, når det pludseligt ikke længere er sjovt. En tidligere arbejdskollega ringede den anden dag – hendes ærlighed gjorde mig glad. Selv er hun lige blevet mor og kunne hverken rumme eller forholde sig til at lykken pludselig vender. For hende krævede det mod at ringe mig op, men tiden var med hende og hun ringede… jeg fik lov til at fortælle historien igen, hun lyttede og skønt Cirkeline ikke fysisk er til stede, så opdagede jeg, at jeg stadig har erfaringen. Den kan ingen tage fra mig og den kunne vi dele med hinanden.

I morgen bliver den sidste p-pille spist og jeg gør mig alt for mange tanker – ikke kun i forhold til behandlingerne og deri den lange ventetid, men også i den betydning det vil have for hvor meget Cirkeline vil fylde (eller måske netop ikke fylde).

# |

• For 30 år siden...
23.11.2004 | kl.: 09:33

... blev manden født.

# |

• Katten om den varme grød...
24.11.2004 | kl.: 21:19

En overraskelse er en overraskelse... men først senere.

Til gengæld er det virkelig en fornøjelse at se, at det jeg laver klæder en anden - om end hun jo også er køn uden de mange farver og striber.

7 måneders bryllupsdag i dag, 3 måneders dag for Cirkelines død og en dag fuld af varme. Først et besøg af en dejlig kvinde, vi kan sludre og drikke kaffe... endda uden nævneværdig pause. Så kom min mor, endnu en tur på kirkegården og 3 hvide roser til min lille pige.

Ændring af planerne; der julepyntes allerede på søndag. Kan ikke vente længere.

# |

• Tungen lige i munden
26.11.2004 | kl.: 17:03

Min mormor kom i går om formiddagen. Vi startede på kirkekontoret, hvor jeg fik udleveret Cirkelines dødsattest – ikke at jeg står og mangler den, men have den ville jeg. Bagefter gik vi på graven, tændte lys for hende og min mormor lagde en julekrans til hende. Så gik turen til Herlev, hvor vi bl.a. fik dejlig mad på en hyggelig café. 4 timer senere var jeg hjemme igen.

Det var hyggeligt, jeg holder af min mormor – men hun er altså ved at være halvdøv, så resten af Herlev har uden tvivl fulgt med i vores samtale.

Senere mødtes vi med nogle dejlige mennesker. Der blev serveret god mad og det var helt rart at blive hygget om.

I dag kom min mor forbi og pludseligt var vi i gang med at julepynte hos Cirkeline. Ja, man har vel et standpunkt til man tager et nyt… vi kunne i hvert fald ikke vente.

I morgen… sker der ting og sager. Spændende at se om det falder i god jord.

# |

• Tæppet gik…
28.11.2004 | kl.: 00:01

Faktisk havde jeg ikke forestillet mig, at det var muligt at holde på en hemmelighed i en måned. Faktisk havde jeg ikke forestillet mig, at det var muligt, at 25 mennesker (plus det løse) kunne holde på en hemmelighed. Faktisk havde jeg aldrig forestillet mig, at manden ville åbne døren uden en lille snert af mistro. Ikke desto mindre så lykkedes det i dag at fejre hans 30 år med brunch og 25 mennesker tætpakket i mine forældres lejlighed – og endda til mandens store overraskelse.

Jeg havde taget højde for næsten alt for at få ham ud ad lejligheden denne lørdag formiddag, men næppe taget højde for, at han lige skulle købe et par nye højtaler. Vi nåede det på slaget… og jeg behøvede ikke en gang at spille rollen som den stresset og dominerende kone. Det var en dejlig eftermiddag, gaverne var mange og gode, men bedst af alt: At fejre ham med den kærlighed han fortjener.

Jeg ved det… jeg bliver mere og mere religiøs.

# |

• Tæppet gik…
29.11.2004 | kl.: 15:08

I dag modtog mine forældre følgende:

Som tak for deres hjælp i forbindelse med Ulriks 30års fødselsdag - uden dem og gæsterne måtte stå under et kedeligt halvtag i gården i Brønshøj.

I morgen starter behandlingerne op...

# |

• Det der med sorgen…
30.11.2004 | kl.: 17:51

Tre måneders dagen for Cirkelines død er passeret og refleksionerne har været mange. Tiden læger... det gør den virkelig og sådan tænker jeg, at det nødvendigvis må være.

Tre måneder synes at være en underlig indikator. For dem, der ikke har haft tabet tæt inde på sig, synes tre måneder af meget. Rigtigt meget. De kan måske ikke forstå, at der er stadig er dage, hvor verden synes stor, dum og grim og jeg vil ikke kalde dem ignoranter, blot fordi de indirekte mener, at jeg burde være kommet videre. Jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer overfor andre, sandheden er jo den, at jeg sikkert ville have det på samme måde som dem – om altså ikke det var mig, der havde mistet et barn. Tre måneder synes egentlig også af meget for mig. Der er en underlig forskydning i tiden… ind imellem tænker jeg, at det er år og dage siden, at jeg holdte Cirkeline i mine arme. År og dage siden hun trak vejret for sidste gang. Jeg tror faktisk godt, at jeg forstår dem.

Tre måneder, hviskede jeg stille for mig selv, da jeg i formiddags sad ved hendes grav. Noget nyt er sket og jeg mærker det lige så tydeligt: Min sorg har ændret sig. Den har vitterligt ændret sig og der er noget selvmodigsigende i det. En kamp mellem mit rationelle tænkende jeg og mit følelsesmæssige jeg. Fornuften vil helt sikker sejre. Heldigvis, tænker jeg og sådan skal det jo gerne være. I hvert fald hvis jeg ikke vil miste mig selv. På den ene side er det de vise ord: Tiden læger alle sår og på den anden side angsten for at det er ensbetydende med, at jeg glemmer hende. For jeg mærker det jo gradvist og jeg er så taknemlig for, at det sker i små portioner, for så kan jeg i det mindste vænne mig til tanken. Hun bliver sekundær; form og indhold ændrer sig og dermed også den måde hvorpå jeg tackler smerten.

Når jeg lader mig rive med af dagene, der stødt tager hinanden – så opdager jeg ikke, at hun ikke konstant er i mine tanker. Jeg opdager ikke, at jeg ikke går på graven som det første. Jeg opdager ikke, at jeg ikke længere græder hundredvis af tårer ned i puden. Jeg opdager ikke, at jeg dybest set lever livet.

Dog er det jo sådan, at jeg ind imellem stopper op. At jeg ind imellem tænker over begivenhedernes gang og så opdager jeg, at hun ikke fylder som før. Pludselig er angsten ved at kvæle mig og jeg griber ud efter hvad som helst. Jeg tænker, at jeg hellere må tale noget mere om hende. Jeg tænker, at jeg hellere må dyrke sorgen i sådan en grad, at den bliver både usund og sygelig. Alt skal handle om Cirkeline; billeder alle vegne, store skilte på kirkegården, hvor der i bøjet og blinkende neon står: DENNE VEJ !!

Det kan godt skræmme mig; disse to modpoler. Sandheden er jo, at jeg gerne vil videre. At jeg (dybest set!) har det ok med at være mor til et dødt barn – for hvor absurd det end lyder, så er det jo også en virkelighed og selv i det kaos er der en vis form for orden.

Der er gået tre måneder og skønt tiden læger, så savner jeg hende nu alligevel. Savner alt det som var og aldrig mere skal blive. Der er gået tre måneder og hver dag er et skridt fremad.

# |