e-mail

 

11.11.2001

det her tegner ikke godt. har siddet & gloet på skærmens hvide papir alt for længe, skrevet lidt & slettet det igen.

ufuldstændigt
ubeslutsomt
ubegribeligt

u.

situationen er den, at det ikke går så skide godt. eller måske går det faktisk skide godt. forhold er nogle sjove størrelser & lige nu er vi ved at genetablere en vis form for balance i vores. vi har haft svært ved, at åbne op for en dialog. jeg har haft svært ved det. har haft følelsen af at noget var galt i et stykke tid. jeg har bare ikke helt kunne få øje på det hele. i stedet har jeg til gengæld brugt store af mængder af energi på, at rette det hele indad: det måtte & kunne kun være min skyld.

det pudsige er, at vi faktisk var i selv samme situation for lige præcist et år siden – kun en måned til forskel men datoen rammer klokkerent. omdrejningspunktet er til en vis grad også det samme: måden vi oplever hinanden.

faible
familiaritet
forplantning
f.

som sagt sjove størrelser. som så mange andre fik vi udviklet det her hverdagssprog. ikke specielt charmende & langt fra særligt befordrende. det farlige ved et sådanne hverdagssprog er jo, at alt mystikken forsvinder; flirten forsvinder & det hele synes at gøres op i opvask, madlavning & rutinemæssigt sex. på et tidspunkt sker der så denne ubalance: én giver mere end én får & én får mere end én er interesseret i.

hvad gør man så?

vi forsøger os med dialogen – som jeg så smukt kombinerer med gråd og vrede. begge argumenterer vi så det driver ned ad væggene. så lader vi det ligge, man skal passe på ikke at presse denne slags samtaler. grænsen er ligeså hårfin som balancen. det er i hvert fald en erfaring man lærer tidligt.

men det slutter jo ikke her, vi har stadig mange skridt at skulle gå før der kommer en løsning. en løsning, der passer os begge – hvad enten vi bliver sammen eller går fra hinanden. på nogle punkter skal vi starte forfra, der skal slibes kanter af… alt for mange er nemlig kommet til.

nu må vi se, hvad der sker!

13.11.2001

skruer hovedet af mig selv, hold kæft hvor kan jeg blive træt af mig selv & mine 100 analysemodeller. vender & drejer alt, hvad nu hvis & hvis så? kunne jeg så gik jeg kraftedeme fra mig – sandheden er bare, at jeg mildest talt hænger på mig selv (på godt & ondt) & det er jeg sgu nødt til at forholde mig til. nuvel, vi har talt, jeg har talt & jeg har faktisk talt rigtigt meget & tænkt rigtigt meget & talt noget mere. at jeg gider, sådan tænker jeg vist mest af alt lige nu. at jeg gider!!

jeg har lidt tab af forventning. på mere end et område – men tab af forventning er ikke nødvendigvis et nederlag, i stedet har det (for mig) betydet en befriende & afklaret oplysning. jeg trængte til det. trængte til at sparke mig selv hårdt bag i, uden at slå knude på mig selv & indgå i et forvirrende kompromis. jeg har vitterlig (for en gangs skyld) formået at drage nytte af mine utallige erfaringer & sætte det i sammenhæng med mine nutidige mønstre.

virkeligheden for mig har været den, at jeg har haft en utrolig tendens til at placere min kæreste i en position, (jeg følte) han ikke har kunne leve op til. min kærlighed til ham har været så voldsom, fyldt så meget & slugt så umådelig meget mere. i mine øjne har han været noget guddommeligt, udødeligt & uden for rækkevidde (i min verden, vel at mærke). han var mere end et menneske & uden ham ville jeg da være ingenting. et nul.

de sidste dages diskussion har fået mig til at føle mig såret, så vred & siden hen oplevede jeg faktisk en utrolig ligegyldighed. & jeg trækker vejret meget tungt (lige nu). netop disse følelser fik mig til at se det hele i et andet lys: han er (jo kun) et menneske & hvor det er en sand åbenbaring. et menneske. et ganske almindeligt dødeligt menneske, med sine fejl & mangler. hverken mere eller mindre: et menneske!

endelig kunne jeg slappe af, give ham fred & give mig selv fred. dejlig velsignet fred! & jeg har været længe om at erkende & opdage dette. alt for længe. men forløsningen er den samme (om end måske mere intens):

præmisser:
alle mennesker er dødelige
-u. er et menneske

konklusion:-u. er dødelig

”så kluntet som nogen kan være. & – & (her kunne hun ikke rigtig få ordet frem, & hvis vi foreslår ’kærlighed’, tager vi muligvis fejl, men vist er det, at hun lo & rødmede & udbrød) en skrubtudse af smaragder!”
(orlando, der spekulerer på hvem hun/han er)

15.11.2001

absurd tanke, at jorden er rund – når tilværelsen til tider kan være så firkantet. & lige så absurd er det, at en fjer i vindens ekko meget hurtigt bliver til fem høns. jeg synes simpelt hen, at det er ganske skandaløst, at jeg ad omveje må høre en historie om mig selv - & som er taget fuldstændig ud af dens oprindelige kontekst. sådan noget gør mig vred & ked af det. men værst af alt: hævngerrig. jeg bliver så pokkers primitiv & det eneste jeg vil (indtil jeg får samlet mig selv) er at se blod. dampende varmt blod. jeg får lyst til at spytte på vedkommende.

det var mit ægteskab, der var omdrejningspunktet for historien. her 3 år efter min skilsmisse er der åbenbart stadig stof nok til snakken gå. ”nu skal du bare høre, hvorfor de blev skilt”, grynter soen (der helt glemmer at feje for egen dør. & i mit lille perfide univers får jeg umådelig lyst til, at knejse over hende som jeg sidder ned & pisser. heldigvis er det noget, der stopper mig. en rest af sund fornuft? en viden om at jeg dybest set er hævet over hende i forvejen? måske.

senere: var i teateret & se forestillingen ’skrigerne’ – endnu en gang anbefaler jeg varmt. kort fortalt er vi deltagende (som publikum) i det her tv show, hvor folk udstiller deres liv for 15 minutters berømmelse og et stort wide screen tv. en sand satire!

16.11.2001

var til poetry slam i aftes. mildest talt en anelse skuffet. der manglede noget. indhold. følelse. beat. ikke en skid var der at finde mellem linierne – det hele er sgu sagt før. det må seriøst kunne gøres bedre. kan jeg gøre det bedre? hvis bare jeg havde modet, så ville jeg sige ja. så ville jeg kaste min kusse op på scenen & masturbere. lade min liderlighed dryppe ned på publikum. jeg ville stønne henført i mikrofonen. jeg skulle være ordenes luder & (mundkneppende) recitere mit manifest

19.11.2001

jeg er min kusse. jeg ønsker faktisk ikke at være andet end min kusse. min store, våde, beskidte & dryppende kusse. jeg er essensen af liderlighed. jeg er moder madonna: parat til at lade dig die ved min store barm. jeg er heksen: der ved enhver lejlighed fortryller dig. jeg er luderen: villig til at sprede mine ben, så du kan få styret din lyst; din liderlighed! ja, jeg er en kusse. en simpel kusse. en omklamrende & krævende kusse.

21.11.2001

tid til forandring. kæresten fylder år på fredag, gaven er i hus - dog var det ikke uden stress & vredesudbrud. jeg klarede det & mor hjalp mig. hovedet har været fuld af en bestemt tanke, hjertet af en bestemt følelse. nogle ting lader sig ikke beskrive, skal ikke beskrives. jeg vælger, at lade dette være mit helt alene. måske jeg en gang er modig nok til at sætte ord på.

23.11.2001

hip hip hurra. kæresten fylder år i dag. ham længe leve & hjertelig tillykke med fortsættelsen. der skal hygges om & gives gave.

mor fik en kegleoperation i går. det gjorde ondt i går: på hende & på mig. hendes smerte var fysisk – min var psykisk. jeg har været bange: ikke så meget for operationen som for svaret. jeg elsker vitterlig min mor. hun er uerstattelig & hun betyder usigelig meget for mig.

det var også i går, at jeg talte i telefon med fortiden. det er en anden historie. den gemmer jeg til en anden dag, hvor jeg er mere modig & mere parat.

tilbage til kæresten: dejlig chokolade & kager til

26.11.2001

3 år har det sådan cirka taget mig, at erkende disse følelser, sætte ord på dem & sige dem højt. i 3 år har jeg haft det her hul i maven. levet i et vakuum, befundet mig i en slags transit mellem fortid & fremtid – uden rigtig at få det til at fungere optimalt i nuet. jeg har slået en voldsom knude på mig selv, hele tiden gået på kompromis med følelserne i mellemgulvet. i torsdags gik der hul på bylden & materien flød til alle sider.

skam subst. -men
en følelse af flovhed forårsaget af uformåenhed

på så mange områder har jeg aldrig haft følelsen af at også jeg slog til. hvad jeg end gjorde, så var det sikkert ikke godt nok. jeg var ikke kvinde nok, jeg var ikke moderlig nok – jeg var ganske enkelt bare ikke nok. jeg manglede en indædt tro på mit eget værd. en tro på, at jeg vitterlig gjorde en forskel & betød noget for nogen (også i den store sammenhæng).

skyld subst. -en
et ansvar som en person må påtage sig for en fejlagtig handling

jeg formåede ikke at gøre forskellen. i hvert fald ikke i forhold til der hvor jeg var & for dem, der virkelig betød noget. jeg kunne såre dem & dermed bekræfte mig selv (om end på en ynkelig måde), at måske havde jeg mere magt end som så. & det gjorde en forskel: det ødelagde så forbandet meget. måske kunne der rettes op – men så træder skylden i stedet. jeg blev min egen værste dommer.

smerte subst. -n, -r, -rne
følelse af sorg el. nedtrykthed ved fx tab, byrder & vanskeligheder

psykisk & fysik var dette element til stede. vi sårede hinanden. kroppen tæller sine synlige ar (det er fandeme til at føle på), sjælen gemmer krampagtigt på sine. det er den slags, der kommer op til overfladen som sure opstød – men først når de har skåret sig igennem marv & ben.

savn subst. -et, savn, -ene
en følelse af sorg el. smerte over tabet af nogen el. noget

der skete et brud. sådan var det bedst. jeg tog konsekvensen af mine handlinger & uden at se mig tilbage (næsten). i tiden, der er gået har det (på en & anden udefinerbar måde) været mig forbudt, at savne. for hvad var det jeg savnede? hvordan kunne jeg savne? men det er jo nemt, pokkers nemt. jeg savnede det som var & det som kunne blive.

sorg subst. -en, -er, -erne
en følelse af meget stærk nedtrykthed

jeg led tab. ikke kun tab af forventninger – men i den grad også et langt mere dybtfølt tab. jeg elskede dette væsen så ganske betingelsesløst, så da døden indtrådte da døde noget i mig. jeg mistede alt hvad jeg for en stund have troet på, men ikke kunne tillade mig at sige det højt. denne sorg kunne jeg ikke føle, min svaghed var ikke acceptabel. først nu tør jeg bearbejde den. først nu tør jeg sige, at min kærlighed stadig er der & jeg med jævne mellemrum besøger graven, hvor der gror roser på.

skilsmisse subst. -n, -r, -rne
officiel opløsning af et ægteskab ved dom el. bevilling

jeg ved ikke om det var uundgåeligt. den gang var det. vores værktøjer slog ikke til. vi stod ved en korsvej & med gråden i halsen måtte vi sige farvel. jeg måtte sige farvel: for meget var sket & jeg kunne ikke gøre det anderledes.

forandring subst. -en, -er, -erne
forandring af ng(t) det at forandre el. blive forandre

jeg har nu taget skeen i den anden hånd. langsomt arbejder jeg på forskellen & langsomt vokser troen på mig selv. jeg er ved at bygge noget helt nyt, det er svært. det er svært fordi så meget har været usagt (mest af alt skjult for mig selv) & svært fordi jeg har opdaget hvor vigtige ord er. ord & handlinger: det er der forskellen er. så mellem fortid & fremtid der er nuet – det er her jeg skal handle!

27.11.2001

hjemvendt fra den sidste terapitime… i en lang periode vil jeg klare tingene selv. i hvert fald gøre et seriøst forsøg på at nå ind til sagens kerne – og hvis det så betyder, at jeg må hive & slide i mine omgivelser, så er det hvad jeg vil gøre. jeg skal i hvert fald lære ikke at gemme mig i min ensomhed & den bliver svær.

lige godt et år har jeg brugt på et stort tema: min far!

problematikken er i og for sig ganske simpel. selvfølgelig har jeg også måtte kæmpe med andre dæmoner – men alt vender tilbage & afspejler sig i alt hvad jeg foretager mig, i mit selvværd, min ensomhed & mit forhold til mænd.

så der skal gøres plads til bearbejdelse, konfrontationen & udviklingen. der skal med andre ord gøres til plads til mig, mit savn & mine sorger. det er slut med at leve efter devisen: sådan er det jo bare. for det accepterer jeg ganske enkelt ikke. jeg nægter. jeg skal nok gøre forskellen – om ikke andre så i hvert fald for mig selv.