e-mail

 
Sker ikke en skid
04.03.2003

Hjemvendt fra usædvanlig stille nattevagt, skred i boghandlen (Nynnes dagbog), Matas (pincet, creme og hårspænder) og i Brønshøjs svar på kvalitet; Sandy Fashion (3 bluser). Op og ned igen. Super Brugsen; deller og kartoffelsalat. Lagde mig på sofaen, åd og læste (og slog en umådelig høj latter op da Nynne sad fast i sin hoveddør). Faldt i søvn med Junior på hovedpuden, vågnede og lagde mig ind i dobbeltsengen. Faldt i søvn igen og stod op kl.: 19:00 og læste bogen færdig. Tynd slutning.

Jeg er syg. Hører du; syg! Pisse hamrende forkølet og lige til at åbne og skide i – sidstnævnte frabedes dog, men ikke desto mindre syg. Er træt af Kleenex, snot og øjne der hellere vil være lukket end åbne. Træt af skorper i mundvigene, træt af at være hudløs omkring næseregionen. Træt. I aften kommer der CSI på TvDanmark og den skal ses! Jeg er vild med Grisham. Vild, siger jeg! Han er i hvert fald min helt og jeg er overbevist om at var det ikke for ham så var der ingen serie.

Så velkommen i de voksnes rækker
08.03.2003

I dag runder min kusine de 30 år. Ringede til hende og skreg tillykke ind i røret – mest fordi jeg vel et og andet frygter at vi mister hørelsen med tiden. Hun var i godt humør. Glæd dig, siger hun gudhjælpemig og fortsætter: Jeg har kraftedeme fået mig en ordentlig bums. Sådan! Det er hermed slået fast; 30 er ikke så anderledes end de 18. Alligevel har jeg altså nogle forbehold. Ok. Jeg har accepteret at jeg bliver 30-fucking-år, men jeg vil fandeme ikke vågne op med en bums midt i ansigtet. Jeg nægter! Det som jeg i stedet ser hæmningsløst frem til er bilforsikringen. Jep! Det er bare billigere at have bil når du er 30 og det er sgu da ok – i hvert fald når jeg nu gør mig stor umage for at finde frem til de gode sider.

Jøsses! Inden jeg glemmer det: I dag er det kvindernes internationale kampdag.
Hvad mon vi kæmper for?
Min kamp består i at rejse mig fra sofaen, men den er hurtigt overstået.
Sofaen vandt!

Junior – den omvandrende loppe – han er fuld af krudt og gode ideer og hold da helt fast hvor jeg hele tiden skal flytte ham fra sofaen. Jeg ved ganske enkelt ikke hvad fanden der sker med ham, men i hvert fald så får han kastet om sig med spejderhagl fra den ene ende til den anden. Nogle af dem er faktisk så små at de slet ikke kan betegnes som afføringskugler. Junior synes at være ligeglad. Når han endelig får møvet sig selv op i sofaen så skal han kraftedeme også prutte på den. Han har tilmed også lært at åbne de gamle døre i lejligheden. Intet rum har han overset – jo tak der er sgu nok at se til med sådan en lille knægt.

Har tilføjet en ny novelle. Kaldt den for soen og findes til højre et sted nederst i menuen.

...

Tiden er gået. Old news at the top. Nyt design. Kæresten står for billedet/logoet – whatever. Næsten det samme indhold. Og sådan er der konstant så meget.

Fiat Punto 1,2 60hk, sølvmetal
12.03.03

I morgen skal jeg endelig hente min nye (brugte!) bil og jeg glæder mig kraftedeme som et lille barn op til juleaften. Tænk dig; mig i en bil!

Har malet, flyttet rundt på møblerne og undret mig over Junior. Pludselig springer han ned fra sofaen og begynder at stampe hæmningsløst. Ledte alle vegne efter ræven, men kunne ikke se den. Kæresten og jeg er blevet enige om at Junior og hans hemmelige ven nok var blevet uvenner.

En ting fylder lige nu: Hvem er du?

Hele letmælkens gode smag
15.03.03

Fredagen startede tidligt om morgen hos frisøren (bagefter skulle neglene ordnes og nu er jeg hjemme igen: Fin og færdig. Kiggede lige til bilen (tænker at den bør have et navn) og den stod på sin plads ved kirken. Senere mødtes jeg med en vidunderlig veninde på vores hemmelige café og endnu senere skulle mine forældre se deres datter køre op og ned af St. Kongensgade.

Junior har lagt sig til at sove under sofaen. Jeg elsker dette lille kræ og han er blevet en ufattelig betydningsfuld del af den lille helhed her i Brønshøj. Trods sine lange ører, sine store fødder og meget skarpe tænder i hans lille lyserød mund, så er han vores dreng – og faktisk er det svært helt præcist at forklare disse følelser der kaster sig frem i mig når jeg ser ham, leger med ham og indånder hans duft; det er lige så mit hjerte hopper et slag over. Min kærlighed er ubetinget og kan sagtens rumme at der ind imellem ryger en ledning eller to. Samlemuffer og gaffatape kan løse mange problemer.
Weekenden byder på arbejde mens solen skinner, foråret er kommet og stemningen er med et blevet anderledes.

Hun spurgte, han svarede og der hænger den så midt i luften, midt imellem kabler og geografi. Hun er nysgerrig.

Et godt spørgsmål
17.03.03

Er jeg en eventyrer eller er jeg blot ordene på disse linjer?
Er jeg der hvor jeg ikke kan/bør/vil være og derfor en gråmeleret iscenesættelse af ingenting?
Er jeg kaninen i et hvilken som helst fornuftigt forsøg?

Lige nu aner jeg det faktisk ikke, lige nu er jeg i tvivl.
Måske spørgsmålet slet ikke handler om eksotiske rejsemål, fremmede kultur og post fra "over there", måske spørgsmålet handler om de indre navigationer, breder og længdegrader. I så fald har jeg rejst langt, flyttet grænserne for det umulige og blevet en hel del rigere. I så fald har jeg skrevet mit livs postkort fra "over there" hvor jeg kom i kontakt med en fremmed kultur; i mig selv!

Jo mere jeg tænker, desto mere bliver jeg i tvivl.
For hvad definerer en eventyrer?
Er det en der slipper alt mellem hænderne og begiver sig af sted på en farefuld ekspedition?
Er det en der uden hensyntagen til nutid og fremtid spytter i glasset og sluger det råt?
I så fald er jeg alt for medtaget af tidligere begivenheder, alt for usikker, skrøbelig og sårbar.

Måske jeg i virkeligheden både går med livrem og sele?!

Egentlig tænker jeg slet ikke så meget de her dage, smiler, kører bil og nyder i fulde drag at foråret er kommet til byen.

Forskelligt strejfer mig dog:
1. Du skrev en gang at jeg skulle smile for måske var du i mængden. Smilte jeg?
2. Du sagde du var syg, jeg ønskede dig god bedring. Er du rask eller skal jeg holde fast i min intuition om at tiden er løbet fra os?
3. Du spurgte mig om jeg var en eventyrer. Kræver det mod?

At skifte sin hamp
18.03.03

En dag forestiller jeg mig at hele verden afslører sig for mig.
En dag vil gåderne være løst og jeg skal aldrig mere være dette næsten lykkelige, men halve menneske. En dag vågner jeg op og ser alting i et andet lys.
Det er i hvert fald hvad jeg forestiller mig.

Min pose?
Hvad om jeg fortæller at det du ser i det store hele er det du får? Ja og nej vil sjældent være det samme og konstant udvides grænserne for mit eget jeg. Altid vil jeg være i tvivl om jeg er oppe når jeg er nede eller omvendt. Det som er her i dag vil for altid være væk i morgen.
Modet afhænger af omstændighederne. Modet handler om integritet. Modet er det som slår gnister når jeg så tryg at jeg giver slip. Modet er det som får mig til at bede om endnu mere
Jeg er en eventyrer så længe der er et par arme til at omslutte mig. Jeg er en eventyrer så længe tempoet er mit eget og så længe jeg elskes for det jeg er. Ubetinget.

Lige nu: Jeg vil masturbere sløvt under det grå tæppe, måske falde i søvn med et veltilfreds smil på læben og vide at nuet kun eksisterer i dette øjeblik.

Og til kæresten: Dine øjne er tindrende blå og nogen gange forestiller jeg mig at du har stjålet to små stykker af den dybtblå himmel og fyldt dem ud med din kærlighed og dit begær.

Alt for meget teknik
19.03.2003

Det at køre bil er ganske nyt – for mig i hvert fald – og forbundet med stor morskab og frustration. Knapper der lyser uden jeg ved hvad de betyder og bedst af alt: Havde fri fra job og var på vej hjem, men nøglen ville ikke lade sig dreje i tændingen. Der sad jeg i min nye bil, i min smarte bil og med de dyre solbriller på og så kunne jeg kraftedeme ikke komme nogen vegne. Ind på arbejdet igen og ned i kælderen hor mændene var ved at diskutere det kommende motionrum. Måske de mere af alt prøvede kræfter med hinanden. Nuvel stod der og havde næsten tåre i øjnene da jeg forklarede dem at nøglen ikke ville dreje og følte mig ikke længere som 'one of the guys'. Heldigvis er de fleste mænd udstyret med et gen der gør at de elsker at blive brugt i den slags situationer hvor kvinderne er dem underlegne og i kor sagde alle tre: Drej du lidt på rettet det er fordi der er ratlås på! Problemet var løst

Faktisk skal jeg snart have benzin på. Har en idé om at jeg finder en tankstation når mørket har lagt sig og jeg med en nogenlunde sikkerhed ved at jeg stå på Jet alene. Mit problem er sgu ikke så meget det at fylde på, men derimod at jeg endnu ikke er hel stiv i at sætte dækslet fast igen. Egentlig har jeg intet imod at grine af mig selv og andre griner af mig, men jeg ser lige billedet for mig: Køen bag mig bliver længere og længere og ingen træder til, men irritationen bliver større og større. Det nægter jeg!

Jeg skal nok lære det og blive en fabelagtig bilist, allerede nu har jeg været ude i nogle skæve manøvre og klaret det godt. Alle har vi måtte kravle før vi kunne gå, ja?

Gider mest af alt zappe samtlige kanaler.
Måske det gør en forskel at jeg har 6 sammenhængende fridage

Et opsparet vanvid
21.03.2003

Startede tidligt. Tog opvasken, fejede gulvet og vaskede det. Lugten af sæbespåner hang i hele lejligheden som jeg – først her – drak min morgenkaffe og røg en smøg ud. Gloede ud igennem det åbne køkkenvindue og smilede til solen. Så kom turen til soveværelset. Rent sengetøj, støve af og støvsuge. Igen lugten af sæbespåner. Entréen, stuen og samme lugt. Badeværelset. Iført undertrøje, g-strengs trusse og gule gummihandsker, på alle fire og med en bøtte lokumsrens i hånden. Effektiv kalkfjerner. Tog ca. en time, men så var gulvet og resten af badeværelset til gengæld også skinnende rent.

Måske forsøger at jeg at kanalisere en anden form for opsparet energi ud. Måske bare en helvedes masse meget mere.

Nu er jeg sulten. Faktisk er jeg sulten efter flere ting, men mange af mine behov er pt. sat på stand-by og hvor frustrerende er det måske ikke?

Sent i går talte jeg i telefon med min elskede veninde . Hun var ved at rense Stumpens tomme flasker og slap tilsyneladende med glæde alt hvad hun havde i hænderne for at få den sidste nye sladder fra mit noget (til tider!) kaotiske liv. Hun har så mange fine egenskaber, men bedst af alt er ganske enkelt hendes ærlighed. En ærlighed der skærer igennem marv og ben. En ærlighed der rammer klokkerent og en ærlighed jeg aldrig nogen sinde vil være foruden. Heller ikke om hun så bor i Jylland.

Hun har fulgt med i mit liv på godt og ondt og så besidder hun en erfaring og viden der er mig ganske uundværlig. Hun dømmer aldrig nogen sinde, men hun får mig til at tænke, tage stilling og være ærlig overfor mig selv. Hun siger ord som: Jeg hører dig sige sådan og sådan. Hun siger ord som: Hvad mener/synes/føler du selv? Og der ligger en utrolig varme i hendes gennemborende ord og spørgsmål.

Og således gik jeg i seng i går med hovedet fuld af tanker, spørgsmål og mangel på præcise svar. Et og andet sted ved jeg udmærket hvad det bedste ville være. Det bedste for alle partner, men at tage skridtet fuldt ud det formår jeg simpelt hen ikke. I hvert fald ikke lige nu. Kræver tid til at vænne sig hundrede procent til tanken. En dag skal jeg nok involverede dig i dette dilemma jeg er havnet i, men lige nu må du læse mellem linjerne og måske bryder du koden. Hvem ved?

Vil handle ind, slå smut fordi postkassen, vaske tøjet og håber på nat dette opsparet vanvid går i sig selv når dagen en gang er omme. Hvis Buddha har en ånd, så har jeg heldet med mig

Junior ligger lige så lang han er
23.03.2003

Af en og anden årsag ved jeg bare at det ikke populært om jeg skriver at jeg er for krigen, måske nogen vil se igennem fingrene med mine udtalelser hvis jeg i stedet skriver; jeg er ikke for krig, men for at Saddam Hussein bliver fjernet. Jeg har dog accepteret at det ikke er populært at udtale mig på den måde – lige gyldigt om jeg er for at irakerne fortjener noget mere og bedre – og jeg har accepteret at jeg derfor heller ikke skal ytre min mening om at når de har lagt Hussein ned, så burde de fortsætte med Osama Bin Laden og videre til Afrika hvor Mugabe er ved magten.
Jeg ved at det ikke er populært med den slags udtalelser, så jeg lader være.

Var til fødselsdag i går. Han fyldte år og hun havde fået farvet hår. Det klædte hende. Jeg holder meget af disse to mennesker. En dag flytter de til Sverige.

Er træt i dag. Kom sent i seng og synes end ikke at kaffen hjælper. Kæresten er i Kongens Have for at spille petanque, jeg orkede ikke at være med for at heppe på sidelinjen. Der er en opvask der venter, men det er vist også den eneste fysiske aktivitet jeg gider.

Ind imellem er jeg en tilskuer til livet udenfor. Jeg kan godt lide at stå ved vinduet og kigge ned på bilerne der suser fordi på Frederikssundsvejen. Kan godt lide at kigge ind i bilerne og se på menneskerne der farer forbi. Så forestiller jeg mig tusinde ting. Jeg ser på deres kropsprog, ser på om de taler sammen eller om den ene kører bilen mens den anden ser den anden vej. Og jeg tænker på hvor mange af dem 'trives' i uforløste forhold, tænker på hvor mange der er sammen for børnenes skyld eller for økonomiens skyld. Tænker på hvor mange der måske dybest set hellere ville noget andet, men det er jo så nemt og så kender vi jo hinanden og det er jo i og for sig rigtigt. Måske det ligefrem er grund til nok at vi som menneske derfor vælger at leve et liv fuld af kompromisser resten af vores liv. Endelig har vi fundet en vi ikke er fremmed overfor, fundet en der er sammen med os for den vi er (elsker, begærer og holder af er noget helt andet). Nogle gange tænker jeg måske vil de alle sammen dybest set det sammen, men har ikke modet til at afsløre sig selv for den anden. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, måske fordi jeg selv til tider undrer mig, måske fordi jeg i perioder spekulerer over om jeg er gået på kompromis med min egen integritet og hvor vidt jeg realiteten er parat til at gå. Mest af alt bliver jeg enige med mig selv om at det er sundt at undre sig, sundt at se tingene i et andet lys og så fortsætter jeg med at studere trafikken udenfor mit vindue.

Det er søndag og jeg er vist stadig i søvn. Tv2 har gang i seriezonen og måske burde jeg bare blive underholdt af fjernsynet mens jeg dovent nusser Junior. Han er nok noget af det blødeste i mit liv.

Pas på mig – jeg er ny i trafikken
25.03.2003

Skulle besøge min kusine i går og det skulle selvfølgelig foregå i bil. Hun bor i Hvidovre og ifølge Kraks ruteplan var det mest af alt ligeud. Det burde have taget mig ca. 15 minutter, men hvis jeg nu fortæller dig at jeg to timer senere stod på Vallensbæk station kommer det så bag på dig?
Der stod jeg og gloede og ventede på at min kusine kom og hentede mig. Jeg var sgu faret vild og med min yderste ringe stedsans kunne jeg intet genkende, ej heller opdagede jeg derfor at jeg var kørt i ring.
Det tog mig 10 minutter at køre hjem senere på aften

Skal tidligt op i morgen. Job efter 6 fridage og kursus i weekenden. Trænger til at foretage mig noget der ikke foregår indenfor hjemmets fire vægge.

En skrev at jeg virkede 'overloadede'. Han har ret og når jeg i morgen får tid til at besvare hans e-mail skal han have at vide hvor meget det betyder for mig at han læser mig. At han virkelig aflæser mig! Måske han har ret når han siger at lyset vil ændre på det. Lige nu ønsker jeg i hvert fald at tro på ham.

Vigtige beslutninger er truffet og endnu vigtigere beslutninger venter stadig på at blive truffet. Nogle af dem kræver alt min energi og noget holder mig tilbage. Vidste jeg dog bare hvad det var, måske mod?

I don't care if it hurts
I want to have control
I want a perfect body
I want a perfect soul
I want you to notice
When I'm not around
You're so fuckin' special
I wish I was special

But I'm a creep, I'm a weirdo.
What the hell am I doing here?
I don't belong here.

Jeg ser stadig ud igennem vinduet og ned på gaden. Trafikken er gået i seng

De globale GULErødder
26.03.2003

Ser DR2 og en udsendelse om "De globale rødder" og jeg synes sgu de er pinlige. Jeg har seriøst svært ved at tage dem alvorligt og jeg tvivler på at flertallet er over 18 år. Deres budskab forsvinder i noget der ligner en 9. klasses forsøg på at sabotere undervisningen som de i timen før det store spisefrikvarter skal have vikar fordi deres matematiklære er sygemeldt. Og deres såkaldte aktioner forsvinder i en tåge der vidner om manglende eftertanke – umiddelbart virker det som om demonstranterne blot samles fordi det giver dem en kort følelse af at høre til, at være sammen imod noget dvs. systemet – alt det man ikke rigtig forstår eller vil prøve at forstå. De mangler ganske enkelt en gennemslagskraft, mangler noget autoritet og ærlig talt der er sgu ikke meget at se op til. "Kom lad os sætte os her på asfalten, ligesom den 4årige der nægter at gå videre og næppe ville jeg blive overrasket om de samtidige rakte deres arme i vejret og sagde; "Op, op, op! Og så er det at jeg tænker at det gør de faktisk også, de siger vist bare; "Stop, stop, stop! i stedet for, men resultatet er vist stort set det samme. De voksne ser ned på dem og ryster på hovedet.

Og så er der hele deres koncept omkring 'civil ulydighed' og ikke vold. Hvem fanden tror de egentlig de narrer? Måske virker det hver 5. gang at ulydigheden sejrer over volden, men igen synes resultatet at være det samme: De er til gene for deres omgivelser, foruden det faktum at der bare altid er den slags taber med i mængden som bliver overstadig, som ikke formår at stoppe mens legen er god og lige skal overskride stregen og så ender det hele i hat og briller eller i hvert fald i rød maling og brosten. Hvordan er det egentlig de selv synes det går?

Om nogen spørger mig, så vil jeg foreslå at man samler dem op i busser, sender dem af sted til Bon Bon Land og propper et turpas i lommen på dem. Så kan vi andre få fred så længe og skulle man komme til at glemme dem imellem Lossepladsen og Hunde høm-hømerne vil jeg sgu ikke ligge søvnløs.

Jeg tvivler på at det for de fleste aktivister er andet end en fase. Et spørgsmål om at kunne identificere sig, have et tilhørsforhold og så virke af noget fordi man tør. En dag vågner de op midt i deres småborgerlige tilværelser, opdager deres mand eller kone og deres børn – og så er det sgu slut med civil ulydighed. Og skulle det ske at jeg nogen sinde faldt så dybt som ned på deres niveau så er det kun fordi dem der ligger på jorden må man træde på.

Netkort, netværk, nethende og netop!
29.03.2003

Dr2, tema lørdag og en god måde at slappe af på. Har jeg nogen sinde fortalt dig at jeg mødte min kæreste via nettet, fortalt dig at jeg en gang var en rimelig rutineret chatter, fortalt dig at jeg har deltaget i chatfesterne og haft en fandens masse dates? Jeg kom på internettet via en dødssyg opkobling, ja det var før de faste opkoblinger og et og andet sted havde det sgu sin helt specielle charme. Den elektroniske lyd som modemmet forsøger at skabe sin forbindelse, kan stadig få kuldegysninger og et sug i maven når jeg hører lyden.

Tema lørdag byder denne gang på kærlighed ved første klik og det hiver sgu lidt i én. Pludselig husker jeg spændingen ved det ukendte, søgen efter det som måtte være et sted derude og de mange e-mails der bare blev kastet frem og tilbage mellem kabler og geografi. Jeg synes det er ok at savne, bare ind imellem.

Det var nu ikke igennem en profil at kæresten og jeg mødtes. Den gang hed det forum.dk, han hed sisyfos og jeg hende og det var vist mest af alt en intellektuel tiltrækning der fik os til at skrive e-mails til hinanden. Der skulle gå omkring 2½ år før vi fik den fysiske dimension med ind i billedet. For vores vedkommende var det næppe kærlighed ved første klik eller blik, men noget var det og på godt og ondt bor vi i dag sammen og danner dermed rammerne omkring noget der er autentisk og ægte.

Har været på kursus og hold kæft jeg har kørt bil. Til Rørvig og hjem igen. Jeg bliver bedre og bedre til det lort om end jeg stadig ikke helt har styr på det med at bakke eller det vil sige; så længe jeg bare skal bakke lige ud så går det, men skal jeg dreje bilen i en bestemt retning så går jeg lidt i stå. Hvad vej er det nu jeg skal dreje på det forpulede ret for at svinge bagenden til højre? Således har jeg præsteret at dreje-bakke ind i en hæk og give den med sindssyg gas i første gear for at komme fri igen. For fanden mand måske burde jeg alligevel have anskaffet mig et gammel vrang hvor ridser ikke gør den store forskel – og dog! Indtil videre har jeg faktisk kørt 'skadefrit' og det kan jeg vist sagtens være stolt af.