Sker ikke en skid
04.03.2003
Hjemvendt fra usædvanlig stille nattevagt, skred i boghandlen
(Nynnes dagbog), Matas (pincet, creme og hårspænder) og i
Brønshøjs svar på kvalitet; Sandy Fashion (3 bluser). Op og ned
igen. Super Brugsen; deller og kartoffelsalat. Lagde mig på
sofaen, åd og læste (og slog en umådelig høj latter op da Nynne
sad fast i sin hoveddør). Faldt i søvn med Junior på hovedpuden,
vågnede og lagde mig ind i dobbeltsengen. Faldt i søvn igen og
stod op kl.: 19:00 og læste bogen færdig. Tynd slutning.
Jeg er syg. Hører du; syg! Pisse hamrende forkølet og lige til at
åbne og skide i – sidstnævnte frabedes dog, men ikke desto mindre
syg. Er træt af Kleenex, snot og øjne der hellere vil være lukket
end åbne. Træt af skorper i mundvigene, træt af at være hudløs
omkring næseregionen. Træt. I aften kommer der CSI på TvDanmark og
den skal ses! Jeg er vild med Grisham. Vild, siger jeg! Han er i
hvert fald min helt og jeg er overbevist om at var det ikke for
ham så var der ingen serie.
Så velkommen i de voksnes rækker
08.03.2003
I dag runder min kusine de 30 år. Ringede til hende og skreg
tillykke ind i røret – mest fordi jeg vel et og andet frygter at
vi mister hørelsen med tiden. Hun var i godt humør. Glæd dig,
siger hun gudhjælpemig og fortsætter: Jeg har kraftedeme fået mig
en ordentlig bums. Sådan! Det er hermed slået fast; 30 er ikke så
anderledes end de 18. Alligevel har jeg altså nogle forbehold. Ok.
Jeg har accepteret at jeg bliver 30-fucking-år, men jeg vil
fandeme ikke vågne op med en bums midt i ansigtet. Jeg nægter! Det
som jeg i stedet ser hæmningsløst frem til er bilforsikringen. Jep!
Det er bare billigere at have bil når du er 30 og det er sgu da ok
– i hvert fald når jeg nu gør mig stor umage for at finde frem til
de gode sider.
Jøsses! Inden jeg glemmer det: I dag er det kvindernes
internationale kampdag.
Hvad mon vi kæmper for?
Min kamp består i at rejse mig fra sofaen, men den er hurtigt
overstået.
Sofaen vandt!
Junior – den omvandrende loppe – han er fuld af krudt og gode
ideer og hold da helt fast hvor jeg hele tiden skal flytte ham fra
sofaen. Jeg ved ganske enkelt ikke hvad fanden der sker med ham,
men i hvert fald så får han kastet om sig med spejderhagl fra den
ene ende til den anden. Nogle af dem er faktisk så små at de slet
ikke kan betegnes som afføringskugler. Junior synes at være
ligeglad. Når han endelig får møvet sig selv op i sofaen så skal
han kraftedeme også prutte på den. Han har tilmed også lært at
åbne de gamle døre i lejligheden. Intet rum har han overset – jo
tak der er sgu nok at se til med sådan en lille knægt.
Har tilføjet en ny novelle. Kaldt den for soen og findes til højre
et sted nederst i menuen.
...
Tiden er gået. Old news at the top. Nyt design. Kæresten står for
billedet/logoet – whatever. Næsten det samme indhold. Og sådan er
der konstant så meget.
Fiat Punto 1,2 60hk, sølvmetal
12.03.03
I morgen skal jeg endelig hente min nye (brugte!) bil og jeg
glæder mig kraftedeme som et lille barn op til juleaften. Tænk
dig; mig i en bil!
Har malet, flyttet rundt på møblerne og undret mig over Junior.
Pludselig springer han ned fra sofaen og begynder at stampe
hæmningsløst. Ledte alle vegne efter ræven, men kunne ikke se den.
Kæresten og jeg er blevet enige om at Junior og hans hemmelige ven
nok var blevet uvenner.
En ting fylder lige nu: Hvem er du?
Hele letmælkens gode smag
15.03.03
Fredagen startede tidligt om morgen hos frisøren (bagefter skulle
neglene ordnes og nu er jeg hjemme igen: Fin og færdig. Kiggede
lige til bilen (tænker at den bør have et navn) og den stod på sin
plads ved kirken. Senere mødtes jeg med en vidunderlig veninde på
vores hemmelige café og endnu senere skulle mine forældre se deres
datter køre op og ned af St. Kongensgade.
Junior har lagt sig til at sove under sofaen. Jeg elsker dette
lille kræ og han er blevet en ufattelig betydningsfuld del af den
lille helhed her i Brønshøj. Trods sine lange ører, sine store
fødder og meget skarpe tænder i hans lille lyserød mund, så er han
vores dreng – og faktisk er det svært helt præcist at forklare
disse følelser der kaster sig frem i mig når jeg ser ham, leger
med ham og indånder hans duft; det er lige så mit hjerte hopper et
slag over. Min kærlighed er ubetinget og kan sagtens rumme at der
ind imellem ryger en ledning eller to. Samlemuffer og gaffatape
kan løse mange problemer.
Weekenden byder på arbejde mens solen skinner, foråret er kommet
og stemningen er med et blevet anderledes.
Hun spurgte, han svarede og der hænger den så midt i luften, midt
imellem kabler og geografi. Hun er nysgerrig.
Et godt spørgsmål
17.03.03
Er jeg en eventyrer eller er jeg blot ordene på disse linjer?
Er jeg der hvor jeg ikke kan/bør/vil være og derfor en gråmeleret
iscenesættelse af ingenting?
Er jeg kaninen i et hvilken som helst fornuftigt forsøg?
Lige nu aner jeg det faktisk ikke, lige nu er jeg i tvivl.
Måske spørgsmålet slet ikke handler om eksotiske rejsemål,
fremmede kultur og post fra "over there", måske spørgsmålet
handler om de indre navigationer, breder og længdegrader. I så
fald har jeg rejst langt, flyttet grænserne for det umulige og
blevet en hel del rigere. I så fald har jeg skrevet mit livs
postkort fra "over there" hvor jeg kom i kontakt med en fremmed
kultur; i mig selv!
Jo mere jeg tænker, desto mere bliver jeg i tvivl.
For hvad definerer en eventyrer?
Er det en der slipper alt mellem hænderne og begiver sig af sted
på en farefuld ekspedition?
Er det en der uden hensyntagen til nutid og fremtid spytter i
glasset og sluger det råt?
I så fald er jeg alt for medtaget af tidligere begivenheder, alt
for usikker, skrøbelig og sårbar.
Måske jeg i virkeligheden både går med livrem og sele?!
Egentlig tænker jeg slet ikke så meget de her dage, smiler, kører
bil og nyder i fulde drag at foråret er kommet til byen.
Forskelligt strejfer mig dog:
1. Du skrev en gang at jeg skulle smile for måske var du i
mængden. Smilte jeg?
2. Du sagde du var syg, jeg ønskede dig god bedring. Er du rask
eller skal jeg holde fast i min intuition om at tiden er løbet fra
os?
3. Du spurgte mig om jeg var en eventyrer. Kræver det mod?
At skifte sin hamp
18.03.03
En dag forestiller jeg mig at hele verden afslører sig for mig.
En dag vil gåderne være løst og jeg skal aldrig mere være dette
næsten lykkelige, men halve menneske. En dag vågner jeg op og ser
alting i et andet lys.
Det er i hvert fald hvad jeg forestiller mig.
Min pose?
Hvad om jeg fortæller at det du ser i det store hele er det du
får? Ja og nej vil sjældent være det samme og konstant udvides
grænserne for mit eget jeg. Altid vil jeg være i tvivl om jeg er
oppe når jeg er nede eller omvendt. Det som er her i dag vil for
altid være væk i morgen.
Modet afhænger af omstændighederne. Modet handler om integritet.
Modet er det som slår gnister når jeg så tryg at jeg giver slip.
Modet er det som får mig til at bede om endnu mere
Jeg er en eventyrer så længe der er et par arme til at omslutte
mig. Jeg er en eventyrer så længe tempoet er mit eget og så længe
jeg elskes for det jeg er. Ubetinget.
Lige nu: Jeg vil masturbere sløvt under det grå tæppe, måske falde
i søvn med et veltilfreds smil på læben og vide at nuet kun
eksisterer i dette øjeblik.
Og til kæresten: Dine øjne er tindrende blå og nogen gange
forestiller jeg mig at du har stjålet to små stykker af den
dybtblå himmel og fyldt dem ud med din kærlighed og dit begær.
Alt for meget teknik
19.03.2003
Det at køre bil er ganske nyt – for mig i hvert fald – og
forbundet med stor morskab og frustration. Knapper der lyser uden
jeg ved hvad de betyder og bedst af alt: Havde fri fra job og var
på vej hjem, men nøglen ville ikke lade sig dreje i tændingen. Der
sad jeg i min nye bil, i min smarte bil og med de dyre solbriller
på og så kunne jeg kraftedeme ikke komme nogen vegne. Ind på
arbejdet igen og ned i kælderen hor mændene var ved at diskutere
det kommende motionrum. Måske de mere af alt prøvede kræfter med
hinanden. Nuvel stod der og havde næsten tåre i øjnene da jeg
forklarede dem at nøglen ikke ville dreje og følte mig ikke
længere som 'one of the guys'. Heldigvis er de fleste mænd
udstyret med et gen der gør at de elsker at blive brugt i den
slags situationer hvor kvinderne er dem underlegne og i kor sagde
alle tre: Drej du lidt på rettet det er fordi der er ratlås på!
Problemet var løst
Faktisk skal jeg snart have benzin på. Har en idé om at jeg finder
en tankstation når mørket har lagt sig og jeg med en nogenlunde
sikkerhed ved at jeg stå på Jet alene. Mit problem er sgu ikke så
meget det at fylde på, men derimod at jeg endnu ikke er hel stiv i
at sætte dækslet fast igen. Egentlig har jeg intet imod at grine
af mig selv og andre griner af mig, men jeg ser lige billedet for
mig: Køen bag mig bliver længere og længere og ingen træder til,
men irritationen bliver større og større. Det nægter jeg!
Jeg skal nok lære det og blive en fabelagtig bilist, allerede nu
har jeg været ude i nogle skæve manøvre og klaret det godt. Alle
har vi måtte kravle før vi kunne gå, ja?
Gider mest af alt zappe samtlige kanaler.
Måske det gør en forskel at jeg har 6 sammenhængende fridage
Et opsparet vanvid
21.03.2003
Startede tidligt. Tog opvasken, fejede gulvet og vaskede det.
Lugten af sæbespåner hang i hele lejligheden som jeg – først her –
drak min morgenkaffe og røg en smøg ud. Gloede ud igennem det åbne
køkkenvindue og smilede til solen. Så kom turen til soveværelset.
Rent sengetøj, støve af og støvsuge. Igen lugten af sæbespåner.
Entréen, stuen og samme lugt. Badeværelset. Iført undertrøje,
g-strengs trusse og gule gummihandsker, på alle fire og med en
bøtte lokumsrens i hånden. Effektiv kalkfjerner. Tog ca. en time,
men så var gulvet og resten af badeværelset til gengæld også
skinnende rent.
Måske forsøger at jeg at kanalisere en anden form for opsparet
energi ud. Måske bare en helvedes masse meget mere.
Nu er jeg sulten. Faktisk er jeg sulten efter flere ting, men
mange af mine behov er pt. sat på stand-by og hvor frustrerende er
det måske ikke?
Sent i går talte jeg i telefon med min elskede veninde . Hun var
ved at rense Stumpens tomme flasker og slap tilsyneladende med
glæde alt hvad hun havde i hænderne for at få den sidste nye
sladder fra mit noget (til tider!) kaotiske liv. Hun har så mange
fine egenskaber, men bedst af alt er ganske enkelt hendes
ærlighed. En ærlighed der skærer igennem marv og ben. En ærlighed
der rammer klokkerent og en ærlighed jeg aldrig nogen sinde vil
være foruden. Heller ikke om hun så bor i Jylland.
Hun har fulgt med i mit liv på godt og ondt og så besidder hun en
erfaring og viden der er mig ganske uundværlig. Hun dømmer aldrig
nogen sinde, men hun får mig til at tænke, tage stilling og være
ærlig overfor mig selv. Hun siger ord som: Jeg hører dig sige
sådan og sådan. Hun siger ord som: Hvad mener/synes/føler du selv?
Og der ligger en utrolig varme i hendes gennemborende ord og
spørgsmål.
Og således gik jeg i seng i går med hovedet fuld af tanker,
spørgsmål og mangel på præcise svar. Et og andet sted ved jeg
udmærket hvad det bedste ville være. Det bedste for alle partner,
men at tage skridtet fuldt ud det formår jeg simpelt hen ikke. I
hvert fald ikke lige nu. Kræver tid til at vænne sig hundrede
procent til tanken. En dag skal jeg nok involverede dig i dette
dilemma jeg er havnet i, men lige nu må du læse mellem linjerne og
måske bryder du koden. Hvem ved?
Vil handle ind, slå smut fordi postkassen, vaske tøjet og håber på
nat dette opsparet vanvid går i sig selv når dagen en gang er
omme. Hvis Buddha har en ånd, så har jeg heldet med mig
Junior ligger lige så lang han er
23.03.2003
Af en og anden årsag ved jeg bare at det ikke populært om jeg
skriver at jeg er for krigen, måske nogen vil se igennem fingrene
med mine udtalelser hvis jeg i stedet skriver; jeg er ikke for
krig, men for at Saddam Hussein bliver fjernet. Jeg har dog
accepteret at det ikke er populært at udtale mig på den måde –
lige gyldigt om jeg er for at irakerne fortjener noget mere og
bedre – og jeg har accepteret at jeg derfor heller ikke skal ytre
min mening om at når de har lagt Hussein ned, så burde de
fortsætte med Osama Bin Laden og videre til Afrika hvor Mugabe er
ved magten.
Jeg ved at det ikke er populært med den slags udtalelser, så jeg
lader være.
Var til fødselsdag i går. Han fyldte år og hun havde fået farvet
hår. Det klædte hende. Jeg holder meget af disse to mennesker. En
dag flytter de til Sverige.
Er træt i dag. Kom sent i seng og synes end ikke at kaffen
hjælper. Kæresten er i Kongens Have for at spille petanque, jeg
orkede ikke at være med for at heppe på sidelinjen. Der er en
opvask der venter, men det er vist også den eneste fysiske
aktivitet jeg gider.
Ind imellem er jeg en tilskuer til livet udenfor. Jeg kan godt
lide at stå ved vinduet og kigge ned på bilerne der suser fordi på
Frederikssundsvejen. Kan godt lide at kigge ind i bilerne og se på
menneskerne der farer forbi. Så forestiller jeg mig tusinde ting.
Jeg ser på deres kropsprog, ser på om de taler sammen eller om den
ene kører bilen mens den anden ser den anden vej. Og jeg tænker på
hvor mange af dem 'trives' i uforløste forhold, tænker på hvor
mange der er sammen for børnenes skyld eller for økonomiens skyld.
Tænker på hvor mange der måske dybest set hellere ville noget
andet, men det er jo så nemt og så kender vi jo hinanden og det er
jo i og for sig rigtigt. Måske det ligefrem er grund til nok at vi
som menneske derfor vælger at leve et liv fuld af kompromisser
resten af vores liv. Endelig har vi fundet en vi ikke er fremmed
overfor, fundet en der er sammen med os for den vi er (elsker,
begærer og holder af er noget helt andet). Nogle gange tænker jeg
måske vil de alle sammen dybest set det sammen, men har ikke modet
til at afsløre sig selv for den anden. Og jeg kan ikke lade være
med at tænke, måske fordi jeg selv til tider undrer mig, måske
fordi jeg i perioder spekulerer over om jeg er gået på kompromis
med min egen integritet og hvor vidt jeg realiteten er parat til
at gå. Mest af alt bliver jeg enige med mig selv om at det er
sundt at undre sig, sundt at se tingene i et andet lys og så
fortsætter jeg med at studere trafikken udenfor mit vindue.
Det er søndag og jeg er vist stadig i søvn. Tv2 har gang i
seriezonen og måske burde jeg bare blive underholdt af fjernsynet
mens jeg dovent nusser Junior. Han er nok noget af det blødeste i
mit liv.
Pas på mig – jeg er ny i trafikken
25.03.2003
Skulle besøge min kusine i går og det skulle selvfølgelig foregå i
bil. Hun bor i Hvidovre og ifølge Kraks ruteplan var det mest af
alt ligeud. Det burde have taget mig ca. 15 minutter, men hvis jeg
nu fortæller dig at jeg to timer senere stod på Vallensbæk station
kommer det så bag på dig?
Der stod jeg og gloede og ventede på at min kusine kom og hentede
mig. Jeg var sgu faret vild og med min yderste ringe stedsans
kunne jeg intet genkende, ej heller opdagede jeg derfor at jeg var
kørt i ring.
Det tog mig 10 minutter at køre hjem senere på aften
Skal tidligt op i morgen. Job efter 6 fridage og kursus i
weekenden. Trænger til at foretage mig noget der ikke foregår
indenfor hjemmets fire vægge.
En skrev at jeg virkede 'overloadede'. Han har ret og når jeg i
morgen får tid til at besvare hans e-mail skal han have at vide
hvor meget det betyder for mig at han læser mig. At han virkelig
aflæser mig! Måske han har ret når han siger at lyset vil ændre på
det. Lige nu ønsker jeg i hvert fald at tro på ham.
Vigtige beslutninger er truffet og endnu vigtigere beslutninger
venter stadig på at blive truffet. Nogle af dem kræver alt min
energi og noget holder mig tilbage. Vidste jeg dog bare hvad det
var, måske mod?
I don't care if it hurts
I want to have control
I want a perfect body
I want a perfect soul
I want you to notice
When I'm not around
You're so fuckin' special
I wish I was special
But I'm a creep, I'm a weirdo.
What the hell am I doing here?
I don't belong here.
Jeg ser stadig ud igennem vinduet og ned på gaden. Trafikken er
gået i seng
De globale GULErødder
26.03.2003
Ser DR2 og en udsendelse om "De globale rødder" og jeg synes sgu
de er pinlige. Jeg har seriøst svært ved at tage dem alvorligt og
jeg tvivler på at flertallet er over 18 år. Deres budskab
forsvinder i noget der ligner en 9. klasses forsøg på at sabotere
undervisningen som de i timen før det store spisefrikvarter skal
have vikar fordi deres matematiklære er sygemeldt. Og deres
såkaldte aktioner forsvinder i en tåge der vidner om manglende
eftertanke – umiddelbart virker det som om demonstranterne blot
samles fordi det giver dem en kort følelse af at høre til, at være
sammen imod noget dvs. systemet – alt det man ikke rigtig forstår
eller vil prøve at forstå. De mangler ganske enkelt en
gennemslagskraft, mangler noget autoritet og ærlig talt der er sgu
ikke meget at se op til. "Kom lad os sætte os her på asfalten,
ligesom den 4årige der nægter at gå videre og næppe ville jeg
blive overrasket om de samtidige rakte deres arme i vejret og
sagde; "Op, op, op! Og så er det at jeg tænker at det gør de
faktisk også, de siger vist bare; "Stop, stop, stop! i stedet for,
men resultatet er vist stort set det samme. De voksne ser ned på
dem og ryster på hovedet.
Og så er der hele deres koncept omkring 'civil ulydighed' og ikke
vold. Hvem fanden tror de egentlig de narrer? Måske virker det
hver 5. gang at ulydigheden sejrer over volden, men igen synes
resultatet at være det samme: De er til gene for deres omgivelser,
foruden det faktum at der bare altid er den slags taber med i
mængden som bliver overstadig, som ikke formår at stoppe mens
legen er god og lige skal overskride stregen og så ender det hele
i hat og briller eller i hvert fald i rød maling og brosten.
Hvordan er det egentlig de selv synes det går?
Om nogen spørger mig, så vil jeg foreslå at man samler dem op i
busser, sender dem af sted til Bon Bon Land og propper et turpas i
lommen på dem. Så kan vi andre få fred så længe og skulle man
komme til at glemme dem imellem Lossepladsen og Hunde høm-hømerne
vil jeg sgu ikke ligge søvnløs.
Jeg tvivler på at det for de fleste aktivister er andet end en
fase. Et spørgsmål om at kunne identificere sig, have et
tilhørsforhold og så virke af noget fordi man tør. En dag vågner
de op midt i deres småborgerlige tilværelser, opdager deres mand
eller kone og deres børn – og så er det sgu slut med civil
ulydighed. Og skulle det ske at jeg nogen sinde faldt så dybt som
ned på deres niveau så er det kun fordi dem der ligger på jorden
må man træde på.
Netkort, netværk, nethende og netop!
29.03.2003
Dr2, tema lørdag og en god måde at slappe af på. Har jeg nogen
sinde fortalt dig at jeg mødte min kæreste via nettet, fortalt dig
at jeg en gang var en rimelig rutineret chatter, fortalt dig at
jeg har deltaget i chatfesterne og haft en fandens masse dates?
Jeg kom på internettet via en dødssyg opkobling, ja det var før de
faste opkoblinger og et og andet sted havde det sgu sin helt
specielle charme. Den elektroniske lyd som modemmet forsøger at
skabe sin forbindelse, kan stadig få kuldegysninger og et sug i
maven når jeg hører lyden.
Tema lørdag byder denne gang på kærlighed ved første klik og det
hiver sgu lidt i én. Pludselig husker jeg spændingen ved det
ukendte, søgen efter det som måtte være et sted derude og de mange
e-mails der bare blev kastet frem og tilbage mellem kabler og
geografi. Jeg synes det er ok at savne, bare ind imellem.
Det var nu ikke igennem en profil at kæresten og jeg mødtes. Den
gang hed det forum.dk, han hed sisyfos og jeg hende og det var
vist mest af alt en intellektuel tiltrækning der fik os til at
skrive e-mails til hinanden. Der skulle gå omkring 2½ år før vi
fik den fysiske dimension med ind i billedet. For vores
vedkommende var det næppe kærlighed ved første klik eller blik,
men noget var det og på godt og ondt bor vi i dag sammen og danner
dermed rammerne omkring noget der er autentisk og ægte.
Har været på kursus og hold kæft jeg har kørt bil. Til Rørvig og
hjem igen. Jeg bliver bedre og bedre til det lort om end jeg
stadig ikke helt har styr på det med at bakke eller det vil sige;
så længe jeg bare skal bakke lige ud så går det, men skal jeg
dreje bilen i en bestemt retning så går jeg lidt i stå. Hvad vej
er det nu jeg skal dreje på det forpulede ret for at svinge
bagenden til højre? Således har jeg præsteret at dreje-bakke ind i
en hæk og give den med sindssyg gas i første gear for at komme fri
igen. For fanden mand måske burde jeg alligevel have anskaffet mig
et gammel vrang hvor ridser ikke gør den store forskel – og dog!
Indtil videre har jeg faktisk kørt 'skadefrit' og det kan jeg vist
sagtens være stolt af.
