e-mail

 

Helt ind til marv og ben

Fuck hvor er jeg dog blevet følsom. Altså det var jeg skam også før jeg fik børn, men jeg kunne sgu holde gode miner til slet spil. Sådan er det kraftedeme ikke længere; nu tuder jeg sgu for et godt ord.

Jeg kan ganske enkelt ikke rumme andre mennesker ulykke, - og det er helt klart blevet forstærket efter jeg fødte Gustav.

Efter Cirkelines fødsel (og siden hen død) så kunne jeg vitterlig skrive under på, at det rykker noget helt fundamentalt at blive mor – men rigtig blødsøden var jeg sgu ikke. Det gjorde ondt på mig, når jeg hørte om forældre, der havde mistet deres barn (tidligt som sent) – men samtidig var der bare et mærkeligt filter af kynisme ind over: Børn dør jo og det var næsten helt reglen end undtagelsen.

Så kom Gustav og jeg blev mor igen, men på en anden måde end tidligere og derfor også med et helt andet sæt spilleregler og følelser end tidligere.

Ikke kun gribes jeg momentant af angsten for at miste Gustav, men jeg kommer også rimelig ofte i kontakt med min egen dødelighed. Pludselig er det ikke bare, at jeg kan miste Gustav, næh... han kan miste mig.

Føj for pokker hvor er det dog en underlig følelse, denne sårbarhed og sjovt som den altid dukker op på de mest ubelejlige tidspunkter.

Mon nogen sinde det bliver bedre eller må jeg acceptere min skæbne og så bare opføre mig som om det er det mest naturlige i verden, når jeg for himlen skal vide hvilken gang tuder under et afsnit af Beverly Hills?

1. marts 2006, kl. 22:15| # |


Fragmenter

Rundt omkring i lejligheden finder jeg brudstykker af mit liv nedskrevet på små lapper papir.

Pludselige tanker – behovet for at fortælle – bliver staccato'isk nedfældet, der hvor jeg nu befinder mig. Så kan jeg altid vende tilbage, skrive færdig og måske lade det blive født på denne side.

Men når jeg så vender tilbage så er rytmen væk. Stemningen langt fra den samme og følelserne hvormed ordene blev født på papirets overflade ikke længere tilstede.

Således opdager jeg, at der er fragmenter af mit liv, der aldrig ser dagens lys – og måske er det godt det samme?

3. marts 2006, kl. 21:00| # |


Cirkelines side og tiden efter
For noget tid siden tog jeg en beslutning om, at Cirkelines side ikke længere skulle opdateres. Historien er fortalt, billederne taget og et langt stykke hen ad vejen så har sorgbearbejdelsen også fundet sted.

Jeg tænker stadig på Cirkeline, jeg anser hende stadig som min datter og jeg er hendes mor. Jeg har stadig brug for at tale om hende, om hendes fødsel og alle de følelser, der er forbundet med at være mor til et dødt barn (mor til engel om du vil!).

Der er bare ikke længere grund til at det foregår på en separat side. Måske fordi jeg ikke længere har brug for at det er en løsrevet del af mig; noget som skiller sig ud, noget som hele verden skal tage del i.

Siden bliver ikke fjernet. Det er der ingen grund til, dels fordi jeg gerne vil have, at hendes historie fortsat skal være tilgængelig, dels fordi siden stadig bliver besøgt (der vil altid være forældre, der mister deres barn) og en gang tog vi beslutningen om; hvert barn sin side og det holder vi fast i.

Der er gået over et år og meget er sket siden. Jeg er kommet langt, mit liv har ændret sig igen og nye erkendelser er siden hen sket. Sådan skal det helst være og sådan er det. Skønt tiden er gået og den til en vis grad har læget såret – så gør jeg mig stadig en masse tanker omkring spædbarnsdød (og ind imellem mere konkret min datters død), men det er bare ikke altid så nemt at få ordene ned på papirets overflade.

Der er uden tvivl dem, der er trætte af Cirkeline og mit behov for at offentliggøre egne følelser omkring mit tab. Det skal de have lov til, måske ville jeg opføre mig på samme måde om skoen var på den anden fod. Til gengæld har de ikke lov til at fortælle mig, at jeg skal komme videre, at historien er gamle nyheder; netop dér har de ingen taletid.

For noget tid siden blev jeg spurgt: »Lever Gustav i skyggen af sin søster?« Svaret var et rugende nej; det gør han bestemt ikke. Cirkeline hænger som billeder i lejligheden, det gør Gustav også og en dag når han bliver gammel nok, så vil han få historien om Cirkeline.

Gustav fylder alt det han skal og ind imellem måske tilmed en smule mere, - og det må jo siges at være en helt enestående egenskab, sådan små væsner har; de skal nok gøre opmærksom på sig selv. Så jeg har hænderne fulde...

... men jeg har også en bagage med mig og ind imellem skal der lige flyttes lidt rundt på indholdet. Hvorfor jeg også har fundet mig selv (ofte i starten efter Gustavs fødsel) græde mit lille barn i ansigtet, fordi han bare stod i så skarp kontrast til sin døde søster.

Er det det samme som at leve i skyggen af nogen? Nej, det vil jeg ikke mene – der vil bare altid være skrøbelige/sårbare øjeblikke. Gustav vil ikke vokse op med en mor, der er i konstant og altopslugende sorg; sådan et menneske er jeg ikke.

6. marts 2006, kl. 09:48| # |


Knap så meget knald
Der er efterhånden knap så meget knald på patterne og »Gunnar-drengen« har snart i små tre uger fået flaske. Amningen har været begrænset til lige inden sengetid og i løbet af natten (ofte en enkelt gang) og/eller tidligt morgen. Det går ned ad bakke og på den gode måde.

Jeg har bestemt været glad for at amme, dels har min amning jo fungeret til et UG (ingen komplikationer overhovedet!), dels har det givet en helt specielt intimitet mellem os – men det har også været hårdt og ind imellem har jeg spekuleret på om det virkelig var det værd. For ved amningen har jeg ikke haft samme fornemmelse for, hvor meget han fik at spise og han kunne immervæk spise med intervaller på to timer (24 timer hele døgnet rundt).

Med flasken er det lidt nemmere at kontrollere, og langsomt fik jeg en fornemmelse af, at mine patter ikke længere kunne bryste (hæhæ) sig af, at være en del af de forenede danske mejerier.

Han får også grød (formiddag) og grøntsagsmos (aften) og det er en sand fornøjelse at sidde til bords med ham. Han kender overhovedet intet til takt og tone, - og mest af alt så kræver han jo bare ind ved kasse et, nu! Og ellers slår han hårdt i bordet, hvis der går for lang tid. Langsomt er han dog alligevel begyndt at imitere os, langsomt er han begyndt at kunne vente på, at også mor får en bid mad og langsomt er han ved at lære, at det hedder; mos, dessert og juice. Han er vild med det og det er sgu næsten lige så hans øjne ryger om i nakken af nydelse.

For mig gælder det, at jeg så småt er ved at få min krop tilbage – på den der... helt min egen måde. Vægtmæssigt er der sgu en bid vej endnu, men det går trods alt én vej og det er den rigtige!

Hvordan kan det egentlig være, at flaskebørn gylper overvejende mere end brystbørn?

8. marts 2006, kl. 10:02| # |


Usunde vaner?
Jeg kunne godt tænke mig, at åbne op for en meningsudveksling angående børneopdragelse og usunde vaner (jeg forsøger bevidst at undgå ordet dårlige vaner, da det har en usædvanlig negativ klang).

Udgangspunktet for denne meningsudveksling skal bl.a. ses i lyset af en snak mellem mig og Ulrik, der handlede om hvornår man giver sit barn en usund vane, - og at det man gør nu (vaner/aftensritual) gerne skulle være noget man også gider på sigt.

I skrivende stund er Gustav 5 måneder og 8 dage gammel. Hans aftensritual starter lidt efter aftensmaden ca. kl. 19. Hver anden dag kommer han i bad, men ellers gælder det, at vi bruger 30 minutter inde i den store seng, hvor han får lov til at ligge nøgen. Vi smør de tørre pletter på kroppen med creme og ellers tumler vi omkring. Herefter får han nattøj på og kommer med ind i stuen, hvor han får bryst. Ca. kl. 20 (gerne lidt i) så går vi (en voksen og Gustav) ind i soveværelset, svøber ham i hans tæppe, kysser/krammer ham, putter ham i hans seng og under dynen, så synger vi en lille sang, siger godnat og forlader værelset. Så får Gustav lov til at ligge lidt for sig selv og vi skal ca. ind til ham et par gange for at give ham sutten. For det meste falder han i søvn på egen hånd (uden gråd), få gange skal vi lige svøbe ham igen og ligge en beroligende hånd på hans krop. Det er fuldstændig smertefrit både for ham og os. Undtagelsen er de få gange, hvor han ikke rigtig ville give slip og vi derfor må vugge ham i søvn.

Personligt har jeg ikke et problem med dette ritual og jeg anser det heller ikke som værende et problem (ej heller på længere sigt), at vi skal ind og give ham sutten eller putte ham et par gange inden han vender blikket mod drømmeland. Personligt tror jeg, at visse ting har det med at løse sig selv jo ældre de bliver.

Alligevel har vi talt om usunde vaner. For er det en usund vane (eller kan det blive det), at vi skal ind til ham et par gange inden han sover. Forventer han et og andet sted, at det er en del af hans aftenritual, at vi sådan kommer farende?

Kan det blive en usund vane, hvis der er øjeblikke, hvor man siger »whatever it takes« for at få det hele til at gå op i en højere helhed?

Jeg tror på, at man ved en vis bestemthed sagtens kan være den omsorgsfulde forælder, men jeg tror også, at der altid vil være kampe, der skal kæmpes – og nogle af dem bør man nok vælge med omhu. Jeg tror ikke på at midlet helliger målet, hvis midlet er tvang og dårlige oplevelser.

Det handler ikke kun om aftenritualet, det er lige så meget det større perspektiv. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre din mening. Hvordan gør du? Hvad ligger du vægt på? Hvad tror du på? Hvilke erfaringer har du gjort dig (gode som mindre gode)?

Jeg glæder mig til at høre fra dig!

10. marts 2006, kl. 09:10| # |


Operation påskeglad
Kom og vær med:

Operation påskeglad


Tryk på tegningen og følg herefter Liselottes anvisninger. Rigtig god fornøjelse!

13. marts 2006, kl. 08:50| # |


Emmaljunga is the name!
Jeg havde seriøst svoret, at jeg aldrig (som i aldrig nogen sinde) skulle have en Emmaljunga. Som tidligere nævnt så har jeg jo åbenbart et standpunkt til jeg vælger at tage et nyt. Jeg er så skide glad for den klapvogn (Emmaljunga scooter) – om end der var en del begyndervanskeligheder.

Det er ikke muligt at vende klapvognen om, hverken på kasse eller styr – så Gustav sidder med ryggen til mig, men derimod med fronten mod hele verden. I starten skulle jeg vitterlig vænne mig til, at jeg ikke kan se ham, når vi sådan er på udflugt. Gustav er vist pænt tilfreds med ordningen, han sidder der og hygger sig og råber højt og nyder udsigten.

Ryglænet kan indstilles i tre stillinger; oprejst, skrå og næsten vandret. Dvs. den er bestemt ikke til lange lure – men det er faktisk helt ok. Gustav sover sjældent meget mere end 30 minutter, og mest af alt så sidder han jo oprejst og hygger sig.

Den kører som en drøm og i dag købte vi en parasol (Emmaljunga selvfølgelig – andet havde også kunne gøre det, men når det nu skulle være) til klapvognen, så Gustav ikke får solen i øjnene... ehm det er i hvert fald meningen med den indkøbte parasol; det lykkes bare ikke lige altid.

Tilbage venter jeg bare på ekstraudstyret; Emmaljunga forlæder og kørepose. Fuck jeg er blevet en rigtig mærke-luder. Nu mangler det bare, at de betaler mig for dagens reklameindlæg.

14. marts 2006, kl. 13:10| # |


Karriereskift
Nu er jeg et par gange blevet spurgt om mit (pludselige!) skift rent fagligt, - og jeg har vist aldrig rigtig skrevet om det. Det mindes jeg i hvert fald ikke og arkivet synes også tomt.

Jeg er uddannet pædagog, har en psykoterapeutisk overbygning og har siden 1999 arbejdet på en døgninstitution for unge anbragt uden for hjemmet. Det var et spændende og udfordrende arbejde og jeg var glad for mit job. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg var blevet pænt dygtig til det jeg lavede.

I starten var jeg udelukkende gulvpædagog, men som tiden gik, blev mit ansvarsområde større og større; jeg blev bl.a. praktikansvarlig og tilsvarende blev min stilling mere og mere administrativ. Jeg fik tilmed implementeret forskellige redskaber i forhold til forældrekontakten og de regelmæssige samtaler med de unge mennesker.

Jeg kunne lide mit arbejde, til tider var det benhårdt – men i det store hele var det pokkers udviklende.

Så gik jeg på barsel og dybest set var jeg måske nok en smule i tvivl om jeg ville vende tilbage. Jeg var glad for stedet, men arbejdstiderne (primært aften, nat og døgn) var ikke super optimale, skønt der ofte var fridage forbundet med mødetiderne. Jeg kunne mærke, at jeg var på vej et andet sted hen; jeg ville gerne være meget mere administrativ.

Først havde min forstander et ønske om at jeg vikarierede i stedfortræderstillingen (denne skulle på uddannelsesorlov), men da vi begge gik fra samtidig var det ikke rigtig en mulighed. Så på barsel gik jeg og lod arbejde være arbejde – der var tid nok til at tænke over mit fremtidige virke.

Lykken skulle pludselig vende og intet var som forventet. Cirkeline døde og min barsel var ikke længere så lang. Jeg skulle starte op tre måneder efter hendes død og jeg kunne bare slet ikke se mig selv i interaktion med de unge mennesker, - slet ikke på samme måde som tidligere. Jeg brændte ikke længere for den samme rolle.

Jeg tilbød mig til stedfortrædervikariatet (jeg vidste jo, at vi ville i gang med insemineringerne med det samme og at jeg med lidt held kunne gå fra som stedfortræderen kom tilbage fra sin uddannelsesorlov), men stillingen var allerede besat af en anden vikar og forstanderen ville ikke omrokere.

Inden da havde jeg haft en længere snak med mig selv og med Ulrik. Jeg vidste bare med mig selv, at jeg ikke ønskede mit arbejde som det var og jeg havde virkelig svært ved at se mig selv som pædagog i anden sammenhæng (dvs. daginstitution, SFO, normal og specialområdet).

Jeg kunne ikke få det jeg bad om, hvorfor jeg afleverede min opsigelse. Måske havde jeg dybest set bare brug for noget mere tid væk fra stedet, men jeg syntes ikke, at jeg ville sygemelde mig. Beslutningen var truffet. Sådan var det. Der er gået en del tid siden og jeg er blevet mor til Gustav, men det har ikke ændret på noget. Jeg er ikke pædagog. Ikke lige for tiden.

Ulrik og jeg havde talt om, at skulle jeg noget andet, så var det nu. Jeg brugte en del krudt på at undersøge mine muligheder og interesser, - og til sidst faldt valget på lægesekretær. To ting blev afgørende for mit valg: Det er der hvor jeg kan se mig selv i dette nu og så er det muligt, at få et arbejde bagefter. Det må siges at være i en helt anden boldgade og derfor kræve mig på en helt ny måde end tidligere.

Bliver det lige så udfordrende som mit hidtidige virke? Det tror jeg helt bestemt, at det gør. Rent fagligt er jeg fuldstændig grøn og jeg glæder mig virkelig til min elevtid. Jeg glæder mig til at blive udfordret rent mentalt (det er efterhånden længe siden) og jeg glæder mig til at åbne op for denne nye verden.

Så sådan hænger tingene sammen lige nu. Derfor mit karriereskift. Bedst af alt: Det føles helt rigtigt og endda med den der ja-følelse i maven!

15. marts 2006, kl. 19:53| # |


Hænderne op!
Nå lad mig så for fanden se nogle hænder.Glæder du dig til weekenden?

Selv føler jeg mig udhvilet og overskudsagtig på den lækre måde. Der er indkøb, 5 måneders tjek og babysvømning på programmet, - og (off course) en husbond, der er hjemme de næste tre dage. Luksus. Seriøst.

God weekend og hold dig munter!

17. marts 2006, kl. 08:30| # |


The 4 meme
Fordi Anne "presser" mig:

Fire jobs jeg har haft:
1. Piccoline hos DEMKO – drømmejobbet og hvem der bare kunne leve (indtægtsmæssigt) af sådan en tjans i dag.
2. Medhjælper i en integreret institution i Herlev.
3. Morgenrengøring på et kontor i Bispebjerg mens jeg læste HF.
4. Medhjælper i en menighedsinstitution i Blågårdsgade på Nørrebro.

Fire film jeg kunne se igen og igen:
1. Breakfast Club
2. Breakfast Club
3. Breakfast Club
4. Breakfast Club

Jeg har selvfølgelig set andre – det er bare klassikeren i mit liv.

Fire steder jeg har boet:
1. Nørre Allé på Nørrebro
2. Ørnevej i Nordvest
3. Dildhaven i Herlev
4. Haraldsgade på Nørrebro

Fire TV-shows jeg godt kan lide at se:
1. Familier på tværs
2. Hells Kitchen (er desværre slut)
3. The West Wing
4. Beverly Hills 90210 – for himlen skal vide hvilken gang og fordi det ikke kræver noget at følge med

Fire steder jeg har været på ferie:
1. Brighton, England
2. New Jersey, USA
3. Nødebo camping, Danmark
4. Moldova som ligger syd for Rusland med grænser mod vest til Rumænien og mod øst til Ukraine.

Fire websites jeg besøger/bruger dagligt:
1. netbaby.dk
2. blogbot.dk
3. google.com
4. dr.dk/nyheder

Fire favorit retter:
1. Stegt flæsk med persillesovs
2. Vildt i wok
3. Hjemmelavede pizza
4. Andebryst i stegeso

Fire steder jeg godt gad være lige nu:
1. Under min dyne med min mand
2. Under min dyne med min mand
3. Under min dyne med min mand
4. Under min dyne med min mand

Så skide værd med det – nu skrider jeg sgu under den dyne og hvis jeg nu viser lidt patter, så får jeg nok også manden med.

Fire bloggere jeg tagger:
1. Rikkes - fordi hun seriøst trænger til at komme i tanke om andet end spise- og sovetider.
2. Pia - fordi hun seriøst ikke har andet at lave.
3. Anita - fordi hun inderst inde er en crack whore for den slags lege.
4. Pernille - fordi hun sikkert snart har en nattevagt, der skal slås ihjel.

18. marts 2006, kl. 21:34| # |


Fornølet
Efter vaccinationen i fredags og badeturen med et lidt svækket immunsystem i går, hvor der jo er nogle flere bakterier end hjemme... så er »Gunnar-drengen« blevet fornølet.

Aldrig har han sovet så meget og hvis jeg virkelig tog mig sammen, så kunne jeg på en enkelt dag få indhentet de sidste fem måneders søvnunderskud.

19. marts 2006, kl. 12:31| # |


Åben mund og polypper
Drengen er godt nok snottet og tilmed på den der på begge næseboragtige måde, men dog ikke feberagtige måde. Så i går aftes ved sengetid var det påkrævet, at han begyndte at trække vejret med munden. Det gik ikke altid lige nemt og Ulrik (der ellers har indfundet sig i ægtesengen igen!) rykkede for en nat tilbage på sofaen. Gustav kom så over i den store seng og således sparede jeg mig selv for en masse »ud af sengen for at vugge, trøste, tørre næse« manøvre. Vi fik søvn. Imponerende men sandt.

Mere imponerende synes alligevel at være Gustavs humør. Han spiser med næsten vanlige appetit og så sover han måske en smule mere – men ellers er han en spradebasse af format. Faktisk virker han forbavsende lidt generet af forkølelsen, så var det ikke for den konstante åbne mund og polypperne, så kunne en nemt tænke sig, at jeg bed dig en historie på ærmet.

20. marts 2006, kl. 08:25| # |


Ny regel!
Fremover bør det være sådan, at når et barn begynder på skemad, så kan det selv tørre sig i røven!

Hvor henvender man sig, når det skal implementeres i en baby?

20. marts 2006, kl. 19:35| # |


Det smitter!
Jeg er gået hen og blevet lidt skidt tilpas. Snøft og host. Det bliver en lang dag.

21. marts 2006, kl. 07:51| # |


Robert robot
I julegave af Gustav fik jeg en bog med strikkeopskrifter, bestilt via denne side og endelig kom jeg i gang med noget til lillemanden.

For han skal da have sin helt egen robot:

21. marts 2006, kl. 12:14| # |


Av for pokker!
Nå men så av for pokker, sgu og fanden da også!

Fire minutter (fire på klokkeslaget!!) før Ulrik skulle af sted på arbejde fik jeg pludselig (som i helt vildt overdrevet akut) ondt hen over lænden.

Ondt som i »jeg-kan-slet-ikke-bukke-mig-ned-eller-noget-overhovedet«

Dårlig timing. Seriøst. Nu er Ulrik hjemme. Han slæber af sted på afkom mens jeg selv ormer mig langs gulvbrædderne.

Altså av for pokker, sgu og fanden da også!

22. marts 2006, kl. 11:11| # |


Det nyder vi altså godt af!


Det skal bestemt ikke være en hemmelighed, at jeg stor-nyder de fridage Ulrik har om fredagene, - og jeg tror det er tilsvarende for ham selv og vores søn; for om noget så har de fået et helt specielt forhold. Det havde de måske alligevel, men der er uden tvivl en forskel på før fridagene og med fridagene.

Vi har talt om, hvad vi så gør i det nye ferieår. Vi har ingen planer om at rejse til sommer (det får ingen af os noget ud af – altså bortset fra mig og Gustav, der skal besøge min veninde i Ansager nogle dage) og mest oplagt synes det, at Ulrik fortsat tager sig nogle fredags-fridage.

Det kan vi helt sikkert godt anbefale. Vi havde talt om sammenhængende uger for Ulriks vedkommende, men hurtig lå det bare i luften, at det ville være spild af Ulriks ferie. Vi ville ikke lave noget i disse hele uger – der er en forlænget weekend altså langt mere at foretrække.

22. marts 2006, kl. 19:18| # |


Hr og fru Robot


Så fik Robert sin Roberta. En bred og bestemt dame, men alligevel ganske farvestrålende, hvis jeg selv skal sige det.

Og Gustav er nu pænt tilfreds med dukkerne – hvilket må siges at være den ultimative godkendelse.



23. marts 2006, kl. 08:10| # |


Dødsygt indlæg om at veje lidt for meget!


Ja sikke et indlæg at smide på op til en weekenden. Hvor dræbende kedelig er jeg måske ikke? Nå men skidt pyt; jeg vil have min talje tilbage, så sådan må det være!

Lige inden Gustavs fødsel rundede jeg de 100 kg, det er 40 kg fra idealvægten, - og der er en bid vej endnu. Jeg har indtil videre tabt mig 22 kg på 25 uger, dvs. sige lidt under et kilo om ugen. Det er vel ok?

Det kan sikkert ikke gå meget hurtigere eller det kan det måske nok, men jeg er ikke til slankekur eller for voldsom omlægning af mine kostvaner og slet ikke hvis jeg skal til at tælle både dette og hint.

Jeg vil gerne holde fast i den ugentlige dansker-aften hos mine forældre. Er det for resten racistisk at have en dansker-aften? Udgangspunktet er svinekød!

For motionen gælder det den anbefalede halve time om dagen, - og ofte lidt mere. Alt foregår i et moderat tempo og jeg gider sgu ikke svede, når jeg går rundt om mosen eller turen til IRMA.

I stedet har jeg truffet en beslutning om at spise med måde, spise flere gange om dagen (har jeg været rigtig dårlig til før) og lave madplan for en uge ad gangen... for så bliver jeg altså mindre fristet, når jeg sådan handler ind.

Der er 18 kg til idealvægten, men jeg er også realist (måske når jeg aldrig ned på 60 kg igen), hvorfor det første mål er 10 kg – så vil jeg kunne være i noget af mit »før jeg blev gravid tilbage i 2003« tøj.

Den gang tog jeg otte kilo på af hormoner og fik skiftet en god del af garderoben ud. Tøjet er sikkert håbløst forældet, men for fanden hvor jeg dog glæder mig til at kunne få det på igen. Fødderne har for resten fundet deres rette størrelse og jeg kan igen prale med en størrelse 38 – jeg synes godt nok også at størrelse 40 var uklædeligt (på mig vel at mærke!).

Gode råd, lækre opskrifter og andet opmuntrende modtages gerne – og så må du ellers have dig en rigtig god weekend.

24. marts 2006, kl. 20:56| # |


Bortgives Er givet bort!


Er du interesseret, så har jeg en håndfuld Pigeon ammeindlæg og en pakke uåbnet økologisk ammete fra Urtekram (holdbar til april 2007) stående.

Send mig en e-mail med navn og adresse, så sender jeg det til dig. Er I flere, der er interesseret, så trækker jeg lod.

26. marts 2006, kl. 20:00| # |


Har du gemt et lille smil?


Når solen nu ikke vil give sig til kende, hvilket forresten er en utrolig barnlig opførelse!

Så må jeg jo selv skabe lidt kulør på hverdagen ... hvilket endte op med at være en halvdyr fornøjelse. Hvor om alting er, så hjælper det jo gevaldigt på humøret.

27. marts 2006, kl. 11:58| # |


"Så fik den ben at gå på"


Det bliver uden tvivl nemmere med sådan en lille fætter i huset, men det bliver uden tvivl også tungere.

Jeg har efterhånden en forestilling om, at når først »Gunnar-drengen« lærer at møve sig omkring, så er der ikke et øjebliks ro. Den dreng har allerede nu ild i rumpetten (egentlig ville jeg allerhelst skrive røven, men jeg må beherske mig, må jeg!).

28. marts 2006, kl. 17:40| # |


Livet lugter af overskud!


Mand er på sin obligatoriske (siden i mandags) tur med afkom og der er helt sikkert pit stop ved både Cirkeline og pétanquebanen her i Brønshøj. Spændende at se om »Gunnar-drengen« også synes, at det er sjovt, når far kaster med jern!

Her hjemme er der gang i gryderne – madtjansen er nemlig pludselig blevet min. Så jeg render i firspring mellem stue og køkken og forsøger at klemme lidt alene tid ind. Multitasking, siger de kloge – men lad os for pokker være ærlige, hvor fede er de kloge egentlige?

I morgen bliver afkom seks måneder. Vildt at tiden bare er fløjet af sted! Et halvt år, for pokker det er meget. Sådan i babyår og barsel altså!

Og så kan han bare alle de her ting allerede: Sidde selv uden støtte, gribe ud efter ting, få fat i dem og fint koordinere i forhold til afstand. Han snakker så ørerne ind imellem bløder, men det har han vist ikke for fremmede... er der i hvert fald nogen, der påstår! Han er en temperamentsfuld lille mand, men mest af alt er han bare smilende glad og lige til.

Det er blevet nemmere og nemmere som i, at nu kan jeg rende på lokum uden at få stress eller bade uden at få sæbe i øjnene eller blive kvalt i badeforhæng, hver gang fætter fræk stak i hyl af kedsomhed velsagtens.

Livet er sgu begyndt at lugte lidt af overskud på den fede måde!

29. marts 2006, kl. 17:47| # |


½ år og fuld fart frem


Lad os for fanden flage for drengen og dagen. Seks måneder er jo for pokker også en slags alder, ja?

30. marts 2006, kl. 07:30| # |