e-mail

 

1. marts 2005

I dag fik jeg blev fra Herlev sygehus – det var ventet, men sgu også en frygtelig skuffende oplevelse. Jeg havde helt seriøst den opfattelse at med min oplevelse in mente, så var brevet mere end en standardskrivelse. Sådan er virkeligheden ikke. Derudover finder første jordmoderkonsultation først sted i graviditetsuge 16, hvor jeg i sin tid med Cirkeline allerede kom til i 13. uge.

Der er ikke andet at gøre end at tage kontakt til dem i deres kontortid på torsdag – som sekretæren småirriteret påpegede overfor mig, da jeg ringede uden for almindelig kontortid… vi lider jo af frygtelige nedskæringer og besparelser, var hendes bedste argumentation tilmed og var jeg ikke så diplomatisk (som tilfældet rent faktisk er), så havde jeg nok fortalt hende, at jeg dybest set er ligeglad, at det ikke gør mig mindre gravid, mindre nervøs og Cirkeline mindre død (der er bestemt ingen logisk forklaring på, at Cirkeline lige skulle blandes ind i dette – andet end jeg bare ind imellem er så frygtelig tosset over, at de ikke på noget tidspunkt i forløbet anede uråd).

Det er vigtigt for mig at komme til før og det er kraftedeme vigtigt, at de har læst min journal igennem. For en ting er sikker: Jeg gider ikke starte forfra med fortællingen og jeg gider under ingen omstændigheder at skulle forsvare mit behov for langt mere opsyn og omsorg.

Sidst på linjen: Brevet stinker seriøst af hospital. Hvordan fanden er det overhovedet muligt? Dybest set så stinker hele verden de her dage… sgu da en nitte sådan at få sin næse tilbage!

Lige to ting mere:
1. Jeg fik 10 i erhvervsøkonomiopgaven. Det er sgu da meget godt!
2. Vi har fået tid til misdannelsesskanning, fredag den 13. maj - det kunne da næsten ikke være en mere rædselsfuld dato. Indbyder sgu da næsten til at der er noget galt...

# |

1. marts 2005

Jeg småtuder en del i øjeblikket, specielt når jeg mindes eller ser billeder af min datter. Så regner det fra mine øjne og det er svært at stoppe igen – det er som om jeg mangler en ordentlig tudetur. Mangler at græde igennem, men hele tiden synes der at være noget til hindring; mest af alt mine egne dårlige undskyldninger. På den anden side kan jeg ikke helt gennemskue, hvorfor jeg sådan vælger at holde igen: Dybest set er jeg jo i min gode ret til at græde.

Ulrik spørger i omsorg og bekymring, men jeg kan ikke give ham den rationelle forklaring og det er slet så håndgribeligt som en slået finger. Der er bare det her hul inden i mig og det synes at være den eneste måde hvorpå det kan heles.

Faktisk er det kun lige seks måneder siden at Cirkeline døde. Det er dybest set ingen tid – i hvert fald ikke rent følelsesmæssigt, i hvert fald ikke for mig; hovedaktøren.
Pludseligt mindes jeg den indtørrede fisse, der i en kommentar var af den mening, at jeg – 4 måneder efter min datters død – burde komme videre, holde op med at ynke mig selv og se det hele i et større perspektiv: Der var jo omkommet folk i flodbølgerne og det var da langt mere vigtigt. Aldrig har jeg haft så stor trang til at smadre fortænderne på et andet menneske. Aldrig har jeg følt mig så trådt på og aldrig har jeg oplevet nogen så afstumpet rent følelsesmæssigt.

Her sidder jeg med hævede øjne så store som møllehjul, hiver efter vejret i etaper og er mere grydeklar end nogen sinde før. Det gør så godt at græde og jeg er bare slet ikke færdig.

# |

4. marts 2005

Weekend. Udenfor er det koldt og Cirkelines grav er gemt under sneen. Indenfor er jeg ved at gøre klar til et varmt bad, senere skal der læses lektier og måske en time på øjet. Det ville være rart ikke at falde omkuld allerede klokken 22 på en fredag.

Lillepigen alias Frk. Sølvpil er solgt. På tirsdag tager vi afsked og torsdag siger vi så pænt goddag til Basse. Han er lidt større, drikker diesel og er virkelig maskulin.

God weekend der ude.

# |

5. marts 2005

Det med at blive gravid med så lille en margen: Jeg nåede aldrig rigtig ud af ventetøjet og det hele synes bare at starte, hvor det andet slap; snorkeriet, næseblodet, tisseriet i tide og utide, specielt om natten. Maven fylder også, men det skyldes jo mere resterne af min graviditet med Cirkeline, skyldes at formen aldrig kom på plads. Det må jeg kæmpe med, når tid er.

# |

7. marts 2005

Det svinger fortsat, men der er ingen tvivl om jeg bliver mere og mere afklaret. Det som fylder mest er, at finde en fornuftig måde, hvorpå jeg kan skabe balance mellem den nye graviditet og det tab jeg har lidt. Jeg føler mig helt sikkert stadig snydt og det kan gøre mig så pokkers vred. Der er ingen mening og det er til tider frygtelig frustrerende at skulle erkende det.

Ind imellem tænker jeg: Er det overhovedet muligt at elske to børn lige meget? Er det overhovedet muligt at fordele sol og vind lige? Skønt Cirkeline er død, så er jeg jo stadig forbundet til hende, hun er stadig min datter og jeg elsker det væsen, jeg lærte at kende. Til gengæld trøster det mig at tænke, at jeg ikke er den eneste mor (hvad enten børnene er døde eller levende), der har tænkt sådanne tanker. Det er måske netop endnu et lod ved det at blive andengangsforældre?

# |

7. marts 2005

Der har uden tvivl været et behov for, at gå til graven hver dag. Et behov for og være mor og udfylde en moders rolle. Cirkeline blev taget fra os og ganske tomhændet stod vi tilbage… Jeg har haft et behov for at tro på, at hun fulgte med i mit liv. Jeg har haft daglige monologer med hende og dagligt er jeg gået til hendes grav med følelsen af, at nu skulle vi hygge os, nu skulle der ordnes og fortælles historier. Sådan har jeg det i og for sig stadig – om end sorgen ændrer sig med jævne mellemrum. Ofte sker det uden en større registrering… alligevel sker det, at jeg ind imellem bliver opmærksom på det – som når Fr. Møller skriver kloge ord til mig, så jeg er ved at drukne min computer – og så er det alting går i stå. For en stund i hvert fald.

Der er det her mor/datter forhold mellem os, fordi jeg har brug for det er der. Vi har hemmeligheder overfor omverden, overfor Ulrik – for det har en mor og hendes barn. Der er intet fordækt i det, tværtimod. Sådan hænger det nu en gang sammen. Vi har noget helt særligt og jeg har helt sikkert forestillingen om Cirkeline. Jeg har skabt min egen lille imaginære datter og det har hjulpet mig igennem mange svære processer.

Hver dag er der gradvis sket små ændringer i mit forhold til Cirkeline, hver dag har gradvist været en dag, hvor der blevet taget endnu en afsked. Ikke i den forstand at nu skal hun glemmes og minderne om hende pakkes væk, men i den forstand at jeg ændrer mig og jeg lærer at have hende hos mig på andre måder, end når jeg står ved graven. Det er benhårdt og det kræver våde øjne – heldigvis er jeg ikke alene, heldigvis er jeg omringet af fantastiske mennesker… her som der og heldigvis ved jeg, at det går den rigtige vej og hvert eneste skridt er i den rigtige retning.

# |

9. marts 2005

Hvad er det, der gør, at mænd skal spytte i toilettet samtidig med at de pisser?

# |

11. marts 2005

Så skal der ægges... tryk på billedet og vær' med til en rigtig god idé.

12. marts 2005

Jeg er træt. Træt som et helt alderdomshjem. Står tidligt op hver eneste morgen, vækkeuret behøver slet ikke ringe… jeg er oppe, jeg har tisset og dagen er klar til brug. Et par timer senere er middagsluren kraftigt tiltrængt – senere når klokken så passerer de tyve stykker om aften, ja så falder jeg i søvn… sover en times tid, gaber, gnider mine øjne og er atter vågen indtil klokken er lige omkring de elleve. Hver eneste dag og der skelnes ikke mellem hverdag eller weekend.

Nå men sov godt.

# |

14. marts 2005

"Så længe det varer" listen. Så længe det varer, sådan er jeg begyndt at sige til mig selv, når jeg (alt for ofte) rammes af utålmodighed; spark så baby og voks så mave! Situationen er den, at jeg stadig husker nogle af de mindre pragtfulde ting ved forrige graviditet, så det skal simpelt hen nydes indtil det ikke længere lader sig gøre:

1. At jeg stadig kan sove på ryggen og på maven
2. At jeg stadig kan intimbarbere mig
3. At jeg stadig kan iklæde mig undertøj og sokker
4. At jeg i det hele taget stadig kan bukke mig ned
5. At jeg stadig kan vaske op uden at blive våd over det hele, fordi maven skubber mig en halv meter væk fra vasken.
6. At jeg er i stand til gå i et rimeligt tempo og endnu ikke går baglæns
7. At jeg kan passe mine sko og vielsesring
8. At jeg trods alt kan gå i seng, når jeg er træt
9. At sex stadig kan dyrkes i forskellige stillinger

Der må da være flere… hvis jeg ellers kunne komme i tanke om nogen.

# |

Bare lige en hurtig tur…

Det er jo ikke længere så tit, at jeg får mulighed for at køre i bilen. Næppe fordi det er en mande-ting og han har magten, men mere en konstatering af, at det er ham med den lange vej til arbejde og mig, der kan klare det hele på cyklen. Dertil kommer det faktum, at jeg simpelt hen ikke gider lige at tage en hurtig tur om aften, når han er kommet hjem... sådan lige for at holde det ved lige.

Resultatet er da også, at jeg er en smule stiv i bevægelserne, når jeg så endelig sidder bag rattet. Til gengæld synes jeg stadig det er sjovt at køre bil. Nuvel... vi har jo så fået os Basse og han har en del mere pondus end Frk. Sølvpil, hvilket forskrækkede mig temmelig meget her til aften, da jeg lige skulle en tur rundt på villa vejene. Ikke for lige at tage en hurtig tur, men ganske enkelt for at prøvekøre den nye bil.

Det gør nu heller ikke turen meget bedre, at jeg så samtidig har manden med ved siden af. Han skaber bare den her unødvendige dårlige stemning... alene på hans vejrtrækning.

Kort af langt: Vi har ikke sagt farvel til Frk. Sølvpil (endnu!). Så jeg har kapret nøglerne og nu vil jeg simpelt hen køre som en i helvede og hele tiden... også selv om det bare lige er for en hurtig tur

15. marts 2005 | # |


Mon ikke det går?

I dag ringede de fra Bispebjerg Hospital: Jeg har fået mig en praktikplads med start til september! Jeg skal kontakte dem efter påske og så må jeg jo høre om mine muligheder for at starte op i 2006 i stedet for. Mon ikke det går?

16. marts 2005 | # |


Hold da helt op…

En tre timers skoledag i morgen – bestående af grundfagstjek i erhvervsøkonomi – og så er der ellers påskeferie på programmet.

Sikke en gave at få forærende!

17. marts 2005 | # |


Og diskussionen er i gang!

Af en og anden grund så bliver vi uvenner alene ved talen på, at jeg skal køre bilen. Begge er vi faktisk interesseret i, at jeg oparbejder noget mere rutine – men vi er bestemt ikke enige i, hvordan det helt præcist skal foregå.

Ulrik mener, at han gør mig en tjeneste ved at kommentere på min kørsel i forhold til gearskift, brugen af speederen og opbremsning. Jeg føler det derimod som om, at jeg er til køreprøve; bliver svedig i håndfladerne, får hjertebanken og mine ben de ryster helt vildt. Sådan har jeg det ikke, når jeg kører alene eller sammen med andre. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er verdens mest rutineret bilist, men samtidig forholder det sig sådan, at jeg stille og roligt under kørslen finder en balance mellem de forskellige ting. Bare ikke når jeg har Ulrik med og det sgu så pokkers frustrerende, specielt fordi det ofte ender op med, at jeg med tåre i øjnene nægter at køre bilen.

Jeg forklarer mig ofte med, at jeg nok skal blive bedre, men jeg har brug for øvelsen – Ulrik mener det er dårlige vaner og de skal smides væk. Dårlige vaner? Jeg har sgu ikke kørt længe nok, til at kunne tilegne mig den slags. Jeg kører stadig, som da jeg kørte skolevognen – men der er måske også en forskel i det faktum, at Ulrik fik kørekort for 12 år siden og jeg for to?

Jeg ved det ikke… lige nu har jeg bare ondt i maven. Aftalen er, at jeg skal køre os hjem til hans forældre i påsken, diskussionen i forhold til min kørsel - og hvor meget jeg ønsker, at han skal blande sig - er allerede gået i gang og ind imellem ville jeg kraftedeme ønske, at jeg aldrig nogen sinde fik taget det skide kørekort!

18. marts 2005 | # |


Kom der noget med posten?

Har forresten sendt en påsketing afsted. Tilbage er der jo blot at håbe, at den falder i god jord!

20. marts 2005 | # |


Sol, søvn og søndag…

En dejlig søndag formiddag på kirkegården – manden er til petanque – og i et stille tempo og med en konstant monolog, så fik jeg pyntet op til påske hos Cirkeline.

Vaskemaskinen bøvser og indikerer, at den er færdig med dagens dont, opvasken er for længst taget og jeg kan med god samvittighed rulle mig sammen på sofaen og sove et par timer. Åh, det er så tiltrængt.

Vi er stadig røgfrie og små resultater er allerede at spore; misfarvningen af tænderne er på retur og så lugter verden bare anderledes. Ærligt!

20. marts 2005 | # |


De små overraskelser…

Ind imellem er der sgu noget fornuftigt i at ordne ens foretrukne; fjerne døde links og tilføje nye – endda sørge for at de kommer i de rigtige undermapper. Det var netop hvad jeg gjorde i dag og lidt undrende var jeg tilmed over at opdage, at kapster.dk var havnet i mappen: Projekt barn. Spørgsmålet er bare, hvad jeg præcist havde i tankerne den gang og om han tager det som et kompliment!

Det var dog ikke den eneste overraskelse dagen bød på. Posten kom og med sig havde den (ak nej ikke noget fra operation påskeglad, bliver snart påskesur) en dejlig melding, at jeg igen i år får skattepenge tilbage. Kanon koncept, siger jeg bare.

21. marts 2005 | # |


Tak til Heidi og Tenna...

I går modtog Cirkeline en lille blomst med en påskekanin og i dag kom der også noget til mig... chokolader og en påskehane. Jeg siger det bare: Det er så dejligt; blomsten er kommet på plads og chokoladen indtaget sammen med morgenkaffen; ind imellem skal der jo være plads til at synde lidt!

23. marts 2005 | # |


I lyset af alle andre…

Tidligt har jeg været taknemlig for mange ting – og her er det med tankerne på min datter, men jeg skal være ærlig og indrømme, at det først er i forbindelse med min spejling i og af andre i samme situation, at jeg rigtig kan sætte ord på.

Jeg opdager, hvor heldige vi har været i og med at vi fik Cirkeline med hjem. At hun som udgangspunkt var sund og rask, turene i barnevognen, amning, badning og skiftning. Seks dejlige dage og når det ikke kunne være anderledes, så føler jeg mig godt nok privilegeret.

Sidst på linjen: Rigtig god påske til jer derude.

23. marts 2005 | # |


Ude af fucking drift…

Skide irriterende. Af en og anden årsag gik strømmen på mandens arbejde og resultatet var bl.a. at dns'en døde og dermed også adgangen til min side og e-mail. Pludselig følte jeg mig total afskåret fra omverden, ladt i stikken, lukket ude, gemt væk og så kan jeg altså godt gå hen og blive lidt tosset: Det skal kraftedeme bare fungere, skal det – sådan noget forpulede hundelort!

Til veninden: Nu kan du sgu snage igen!

24. marts 2005 | # |


Sat til hævning…

Og hvem er det så lige, der fik lov til at bestemme, at når man (dvs. mig) er gravid for anden gang, så er det helt i orden at ligne en, der er på vej til fødegangen. Jeg er jo for fanden kun lige kommet forbi de første 12 uger.

Forhåbentlig går det lidt i sig selv igen, for ellers bliver jeg sgu da dobbelt så stor som tilfældet var mens jeg ventede Cirkeline. Ja og det siger skam ikke så lidt.

25. marts 2005 | # |


Blev vist væk…

Nakkefoldsskanningen gik jo som forventet. De mente dog terminen var den 3. oktober i stedet for den 5. oktober – ikke at de få dage gør en forskel og efter oplevelsen med Cirkeline, så nægter jeg simpelt hen at regne med noget som helst: Lille Løye kommer vist, når han/hun kommer!

Påsken er veloverstået. Vi fik set familien – og jeg kørte selvfølgelig IKKE hjem til svigermekanikken i lørdags. Gad ikke den dårlige stemning. Der blev jo talt om det rundt om bordet, ikke mange var enige med Ulrik: han mener jo ikke han blander sig, men derimod at han giver gode råd. Nok om det; en dag tager jeg vel mod til mig, sætter mig ind bag rettet og kører og så kan han få et drag over nakken, hvis han tillader sig at åbne munden.

Fik talt med Bispebjerg i dag. Det er en aftale: Jeg starter på uddannelsen til næste år i stedet for, det er slet ikke så tosset.

29. marts 2005 | # |