e-mail

 
Høj fart og sirene
01.06.2003 - kl.: 22:33

Har ikke løbet i et stykke tid, resultat: Jeg må i gang med begynderprogrammet. Startede i morges efter at kæresten var taget til petanque. Det var hårdt, men ikke desto mindre dejligt at løbe som solen lige var stået op. Har foræret Busser en kopi af programmet, jeg nægter at lide alene. Opstarten tager ti uger – det siger de professionelle i hvert fald.

Junior har lagt sig lige så lang han er under spisebordet. Hele morgen har han været fuld af energi – han bliver altid lidt hyper morgen og aften – og nu er gassen vist gået af ballonen. I halvanden år har han været en del af vores familie, og det er virkelig en fornøjelse at opdage at jeg stadig kun er ved at lære ham at kende. Han er en stædig satan og det værste han ved er når dørene i lejligheden er lukkede. Så skraber og bider han i karmene… nogle gange får han dørene op. Imponerende. Når han vil have opmærksomhed så hopper han op i sofaen og begynder at grave som en sindssyg samtidig med at han lige har et øje på en og et øre ud til siden. Jeg kan ikke andet end at slå en høj latter op og elske ham endnu mere.

Er gået i gang med en bog af Irvin Yalom: "The Gift of Therapy". Det er interessant læsning, stort set det meste af hans skriverier er interessant læsning. Han har udformet fire grundvilkår (død, meningsløshed, isolation og frihed) og mener at disse grundvilkår kan udløse angst og dermed kan forhindre os at leve livet fuldt ud – specielt hvis vi ikke erkender disse fire grundvilkår som en del af vores eksistens.

Well, that's life, isen't it.
Let's move on to something neurotic – something we can do something about.

Ved at være den tid på måneden
06.06.2003 - kl.: 14:17

Trafikken drøner forbi uden for det åbne vindue, et horn dytter, en anden råber og her lidt i ni om morgen synes aktiviteten at være stressende. Junior skal til doktormanden, det er tid til at få klippet hans negle og lejligheden ligger søvnigt begravet under støv og kaninprutter.
Senere. Har gjort hovedrent, det er ved at være den tid på måneden og jeg har sovet til middag. Faldt i søvn med et veltilfreds smil på læben, havde masturberet. Jeg er skrupsulten. Jeg har glemt at spise morgenmad, jeg har glemt at spise frokost. Jeg har madlede og hver gang jeg prøver at åbne munden for at mætte maven, så lukker svælget sig og jeg er ved at kaste op.
Det er den tid på måneden. 3 dage før min menstruation. Jeg lider af rengøringsvanvid, kan ikke klare støv og opvask. Jeg er konstant liderlig, mine brystvorter er ved at bore sig vej ud igennem min BH. Jeg er kort for hovedet, hverken snerrer eller vrisser, men bliver kontant og til tider sarkastisk i mine udtalelser, alle spørgsmål synes irriterende i mine øjne. Er træt og sulten, men formår alligevel ikke at spise noget. Drømmer om orgier og enorme tagselvborde, drømmer om samtaler uden ord og sterile rum.

I længere tid har jeg følt mig lullet ind i en slags vakuum. På en gang været tilfreds og utilfreds, har overvejet at søge andre veje og vende alt andet ryggen, men hver gang ender jeg op med den samme erkendelse: Det nytter ikke noget at tage benene på nakken og sige farvel. Det er ikke løsningen – for forholdet er ikke problemet. Det er noget eksistentielt. Jeg ville kede mig i alle situationer hvis jeg var i dem længe nok og jeg ville altid bede om mere… endda uden at kunne definere dette mere. Det er alle modsætningerne i mig. At elske og hade kæresten. At ville være mor og samtidig ikke ønske ansvaret. At snakke med andre menneske og ikke vide hvad jeg skal sige. At fortælle historier og samtidig opdage at de er uden indhold. At genoptage min individuelle terapi, tale i et væk, aflevere 500 kr. efter endt session og føle at jeg har spildt min tid. At forlange regnvejr når solen skinner.

Ja det er den tid på måneden. Galskaben er vendt tilbage og jeg byder melankolien velkommen. Endeligt et vanvid jeg ved at jeg nok skal overleve på.

Lidt hurtigt sladder
09.06.2003 - kl.: 10:16

Vækkede kæresten med sex… åh, at mærke ham ligge under dynen varm af liv – er der noget at sige til at jeg bliver helt elektrisk? Petanque weekend for ham, arbejdsweekend for mig og jeg skal søreme på den igen i nat, skat.
I går havde de (altså DMI) lovede orkan og alverdens voldsomheder… nåede aldrig rigtig til Brønshøj. Det regnede – hvilket var tiltrængt – og vinden hev lidt i de åbne vinduer, men mere blev det altså ikke til. Åh ja, der var lyn og torden i det fjerne.

Har skrevet en ny fortælling – jf. menuen til venstre; Den tid.

JK har i længere tid rykket mig, men først nu synes jeg atter at kunne hore mig igennem hverdagen. Egentlig skulle den handle om kølerhjelmen på min Fiat Punto, men virkeligheden greb ind… sådan er det næsten altid. Jeg ved at han forstår.
Hvem er JK egentlig, spørger du dig selv. Du er nysgerrig og jeg kan ikke bebrejde dig. Alle burde have en JK i deres liv, min burde leve af at skrive klummer. Han er vist ikke helt enig – noget med at føle sig presset og forpligtet. Det gør nu heller ikke så meget, i stedet nyder jeg den ærlighed og intimitet der er imellem os… endda på afstand.
Og jeg har tilføjet en side med diverse links... der er bare sider som fortjener det. Sider der er det hele værd.

Der er mere… endnu mere. Jeg har en veninde og hun er ganske speciel. Hendes humor, hendes latter, hendes til tider frygtelige sprog – det er sgu som at se sig selv i et spejl. Dette er jeg taknemlig for… det er rart at vide at man ikke er alene.

Sikke med links, sikke med opdateringer… og har du tid, så vil der komme endnu mere. Nu banker min krop atter af liv og kæresten smiler frækt – noget i hans blå, blå øjne har fanget mig.

Absolut ikke for sarte sjæle
10.06.2003 - kl.: 09:56


Lidt lummert, fedtet over hele kroppen, maven oppustet og venter i den grad på en god omgang menstruation. For fanden hvor er det bare en af de ufede ting ved at være kvinde. Jeg kan godt overskue det biologiske og åh så naturlige i menstruationskonceptet, men for fanden hvor jeg bare ikke kan overskue alt det som følger med: Hygiejnebind, plumreblod, afføringen, humøret, lysten til sødt og lugten… mest af alt lugten, og så selvfølgelig følelsen af ubehag, følelsen af at alle bare kan se det på en. Pege fingre og råbe: RØDEMÅS!
Menstruation er i sandhed et mareridt. Tiden før er fantastisk; liderlig og fuldstændig oprydningsagtig; intet venter til mandag. Men perioden imellem før og efter – jeg bytter kraftedeme gerne for hvad som helst; selv for et par behårede nosser. Så kom kvinder… rødt front (intet dobbelttydigt dér), lad os afskaffe menstruationen. Aj!

Nyder det faktum at flere og flere mennesker - som jeg holder af - udlever deres ekshibitionistiske sider her på nettet. Af grunde er der millioner, men mest af alt fordi så er jeg ikke alene, giver en følelses af fællesskab og en herlig mulighed for at snage lidt i deres hverdag. Ja, ja – jeg er en crack hore for det bizarre. Faktisk vil jeg gå så vidt til at sige, at jeg næsten er lidt tændt på tanken om orgie-onani i forhold til det skrevne sprog.

Og hvad med mig, hvad med mit inderste i alting, hvad med alt det bag om menstruationen og orgie-onanien? Jeg tænker og trækker vejret... jeg tager en dag ad gangen og synes egentlig jeg følger meget godt med. Melankolien er som sådan stadig over mig, den driver mig – får mig til at tage de skarpe sving i 3. gear, mens jeg brøler af mine lungers fulde kraft: SÅ KNEP MIG FOR FANDEN!!
Forholdet trives og ikke kun på overfladen. Rummet imellem os har fået noget luft, vi har skabt en balance som giver mulighed for forandring og udvikling… endda i et tempo vi begge kan acceptere. I går lå vi og flød på sofaen, jeg kunne høre hans vejrtrækning, fornemme hans ro og i dét øjeblik vidste jeg det bare. I lige præcist dét øjeblik var alt min tvivl væk og jeg måtte i mit stille sind erkende; at her er et menneske som jeg ikke ønsker at være foruden. Her er et menneske der kan og vil rumme mig, et menneske der ser mennesket: Ser mig. Kan jeg andet end at være taknemlig over at vide at han er til?
Nu er det ikke fordi jeg ønsker at male et billede af gadekær-idyl, for alt har sin pris og alle sine særheder, det er bare det at her er mit hjem; her kan jeg komme og gå som hovedet står på mig. Her kan jeg være og endda til tider være i fred.

Kultur
11.06.2003 - kl.: 23:07


Først og fremmest: Dybest set er jeg faktisk skide ligeglad med om der er badeforhæng i omklædningsrummene eller døre på lokummerne i børneinstitutionerne. Dernæst: Jeg synes dog det er det mest latterlige jeg længe har hørt at forældremøderne skal være kønsopdelte… og hvad fanden ligner det at lade de muslimske unger at holde fri under Ramadanen. Ok! Hvis de er så skide vigtigt for dem at holde fri, så har jeg et forslag: Send dem i skole mellem jul og nytår, i påsken, i pinsen og så videre.
Generelt er min holdning at bor du i Danmark så må du nødvendigvis også respektere vores kultur og så vidt det er muligt integrere dig; dermed siger jeg ikke at du ikke må have en anden tro end den kristne…

Og når vi nu er ved troen. Jeg tager hatten af for Thorkild Grosbøll, endelig en der tager præstekraven ud af munden og endelig en der skaber lidt liv til den danske folkekirke. For den danske folkekirke var da helt ved at forsvinde i støv og stivhed. Jeg er en Thorkild Grosbøll tilhænger… hvis en sådanne gruppe eksisterer. Jeg er medlem af folkekirken, jeg er dødt og konfirmeret og før jeg blev skilt var jeg også blevet viet i en folkekirke. Jeg kender min Bibel, men jeg kan ikke overholde de ti bud og jeg tror slet ikke på Gud i den forstand at han har skabt alt omkring mig, ej heller mener jeg at Jesus eksisterede og derfor kan han næppe (i min verden!) have gået på vandet eller lavet det om til vin for sags skyld.
Jeg tror på noget. Jeg respekterer mange af de kristne værdier – ikke på en fundamentalistiske måde… men Bibelen er sgu' en fantastisk fortælling. Et eventyr af format. Jeg tror på at vi skal bevare folkekirken, men først skal vi kraftedeme peppe den noget så grusomt op. Og trods denne respekt for folkekirken, trods for at jeg mener folkekirken er en vigtig del af vores kultur – så skal jeg samtidig sige at min livsfilosofi er buddhistisk. Og Buddha var ikke en Gud og faktisk er det heller ikke så vigtigt om Buddha levede, det som er vigtigt er det som Buddha skulle have sagt. Buddhismen handler heller ikke om at være vegetar, ikke ryger osv., historien vil jo at manden døde af fordærvet flæskesteg… faktisk er det som er vigtigst for buddhismen; at du lever med fuld opmærksomhed og med ret tale… med andre ord: En samvittighed du kan stå inde for. Alt i alt så tror jeg mest af alt på livskvalitet.
Nu vil jeg meditere mens jeg messer mit fadervor. Hvabehar!

Sandslots illusion
13.06.2003 - kl.: 22:25


Af en og anden årsag så generer jeg min kæreste. Fair nok – alle har vi vores grænse, alle har vi vores behov for fred. Kender godt den slags følelser. Bliver nu alligevel påvirket, specielt fordi jeg ikke føler han melder ud… i stedet synes det bare at få lov til at ulme under overfladen for at springe frem lige i ansigtet på én.
Vi har hver vores ønske om hvornår dette og hint skal ske… nogle gange forestiller jeg mig at vi aldrig nogen sinde bliver enige – med mindre jeg slår fuldstændig og andeles knude på mig selv… med mindre jeg bare holder kæft og er smuk – og det som er bygget op vil smuldre som sand mellem fingrene. Sådan forestiller jeg mig ind imellem at en afslutning kunne være.
Melankolske mig. Velkommen du kære… længe siden og jeg undrer mig over hvordan to mennesker kan være så forskellige og alligevel overleve i kaos. Nogle gange bliver jeg helt religiøs og tænker: Det må da være et tegn. Endda et af de store. Andre gange, ja andre gange derimod er jeg lige ved at rive håret af mig selv i desperation over at det skal være så svært at følges ad.
Lige nu sidder vi side ved side i sofaen. Jeg føler absolut ingenting. Selvbebrejdelserne træder ind, tårerne presser sig på bag de trætte øjenlåg… alt jeg vil er at blive elsket.


Heldigvis har dagen budt på andet end dette… hentede min mor på job og så tog vi turen til IKEA. Manner det var dejligt at være sammen med hende – og med kun en lille afstikker så nåede vi både ud og hjem.
Hendes prøver har været gode… lige indtil den anden dag – og hun siger jeg ikke skal bekymre mig og jeg prøver virkelig også at lade være, men det sidder så dybt i mig og jeg bliver en lille pige. Mødre er udødelige, usårlige… UERSTATTELIGE!!

Jeg kigger vemodigt på tastaturet og hvisker stille for mig selv: sandslots illusion…

Søde søndag i søvn
15.06.2003 - kl.: 08:33

Har kysset kæresten god fornøjelse til petanque i Malmø ved Hovedbanegården, kørte hjem… tidligt søndag morgen og størstedelen af trafikken bestod af mænd der alle sagde på gensyn! til værtshuset. På sådanne dage – hvor alt stort set ligger øde hen – er det en fryd at være bilist; selv den grønne bølge kan man følge.
Junior hopper frejdig omkring mine ben og den varme kaffe damper i min kop. Her er stille, ikke kun i lejligheden – og jeg strækker mig. Jeg er træt… eller i hvert fald ikke rigtig vågen.

Veninden er flyttet til Jylland med mand og barn. Vi nåede aldrig at kysse hinanden på gensyn – lige nu savner jeg hende, men til gengæld ved jeg også at vi altid vil være sammen om end det er på tværs af kabler og geografi. Så mange af deres drømme vil blive til virkelighed over there og jeg under dem alle øjeblikkene i deres nye liv.

Det er på søndage som denne at jeg spekulerer over hvorfor egentlig; 'hen? dåt dikæj, men det er sjældent på søndage som denne at jeg kommer op med et fyldestgørende svar. Til efteråret fylder 'hun' 5 år… meget udvikling er sket på nettet siden da!

Og til Thomas fra Ofir... en og samme person det er jeg!

Stressede-søndags-snot.
15.06.2003 – kl.: 22:04

Hvorfor sker det altid når det ikke bør ske? Hvorfor er det lige at det skal være søndage som disse (hvor madden hentes udefra, regnen falder stille fra himlen og man er så sulten at man kunne æde en hel ko), at man ender op med at have smækket sig selv ude?
Det er da bare slet ikke i orden. Der står man så og hænger foran hoveddøren, med efterhånden kold mad i pose og må pænt vente de 40 minutter det tager låsemanden at komme fra punkt a til punkt b. Herefter er der så yderligere en ventetid på lige omkring 10 minutter – fordi man selvfølgelig tilhører dem med den ældste lås i hele denne forpulede verden – og til sidst en kontant betaling på 450 af de danske. Manner det var ikke kun det dyreste, det var ganske enkelt også det mest lunkne måltid nogen sinde. Pis.
Værst af alt: Det tog to voksne mennesker at låse sig ude og et enkelt at komme ind igen. Desperation får på en og anden fuldstændig skæv og uretfærdig måde en hel ny betydning.

Kæresten vandt præmier til petanque… men det er pludseligt blevet sekundært; mon mit Dankort snart kan klare flere hævninger?!

Aldrig-mere-gå-hjemmefra-uden-at-tjekke-og-dobbeltjekke-tror-sgu-jeg-må-have-mig-en-nøglesnor, mor!

Tilfældets fordel på min bagdel
18.06.2003 – kl.: 17:52 & 22:24

Uden at det egentligt var planlagt – sådan fordele sker netop også helst helt af sig selv – så har jeg lige fået mig en uges fri... og manner ovenpå de sidste mange vagter, så falder det altså bare på et usædvanligt tørt sted. Næsten som at have vundet i lotteriet – og jeg skal ikke en gang dele gevinsten med andre end mig selv og mit eget pragtfulde selskab. Hvabehar?
Jeg får næsten lyst til at markere det med bogstaver af ganske absurd størrelse i min kalender… mest af alt fordi jeg kan… mest af alt fordi det bare gør mig i et ubeskriveligt og ganske fantastisk godt humør. Og lidt vovet råber jeg til kæresten: "Kom lad os danse!, dog efter en søgning på google.com opdager jeg at stort set alle danske sange og viser indeholder lige præcist den sætning… og så fortryder jeg. Hvorfor sagde jeg ikke bare noget i stil med: "Så tag dog for fanden og udvid mit røvhul med din tunge"? Broerne er brændt. Pis!

Har fået e-mail fra J.K. og den mand formår på sin helt specielle måde at kæle for detaljerne i hverdagen, faktisk med en sådan styrke at jeg læser hver en linje igen og igen. Uden ham og jeg tror aldrig til fulde at jeg ville kunne sætte pris på den frihed det rent faktisk er at kunne åbne og lukke sin dør… endda uden at gøre sin entré. Uden ham og… tja… så var jeg sgu nok ikke gået i stå i denne sætning i mit ubehagelige og ganske desperate forsøg på at onanere lidt poesi ind i mørke poser under øjnene.

Resten af aften: general-gabende-forsamling, dyne i sofaen og torskerognsmadder med remoulade.

Bruger ikke en skid – heller ikke i kaffen
21.06.2003 – kl.: 00:24

Hvis jeg havde en idé om at mit Dankort kunne klare flere hævninger, så var jeg fortsat i byen med et par af mine kollegaer. Så var jeg fortsat resten af aften med brandbiler og blå blink. Situationen er bare lidt en anden… og uden jeg skal ødelægge den søde rus jeg alligevel nåede at score mig inden der blev takket af, så slutter jeg alt snak om økonomi eller mangel på samme her.
Det som jeg godt kan lide ved personalesammenkomster er forskellighederne der træder frem samtidig med den stille bekræftelse på at der så ganske absolut er grund til at vores arbejdsmiljø er så godt som det er. Og det var en aften fuld af gaver… saltskål (som der sikkert har været alt for mange uvasket hænder i) og en flødekande med en sur sjat. Ærgerligt at det ikke kunne være i min taske.
Apropos tasker… faktisk er det forbavsende overraskende så meget en kvinde kan have med sig i sin taske; håndcreme (Helene Rubinstien, restoring handcreme), mobiltelefon (Nokia – modtog en SMS besked på hele aften fra min mor og ringede til kæresten da jeg ville hjem), to pakker åbne cigaretpakker (hhv. blå og røde Kings), to lighter (en til hver pakke, selvfølgelig), dørnøgler (kunne jo være jeg ikke blev lukket ind), pung (lille og rød til mønter), kortholder (kørekort (var dog ikke i stand til at køre bilen selv), sygesikring (måske jeg blev væk undervejs), medlemskort til Brugsen (ved jo aldrig de havde midnatstilbud) og Dankortet (der under ingen omstændigheder kan klare flere hævninger).
Okæy... jeg blev vist alligevel lidt beruset.

Manner… jeg er liderlig, mon kæresten har noget imod at ligge med lugten af værtshus?

La vita è bella
22.06.2003 – kl.: 11:30

Tidligt startede denne søndag. Svigermekanikken skulle køres til lufthavnen og som tak for hjælpen har vi fået os en ekstra bil for denne uge. Manner det er sgu en ordentlig flyder: Alfa Romeo 156 med rødt læderindtræk og en del flere hestekræfter end Punto'en. Jeg simpelt hen nødt til og køre et par ture i den.
Og det vist også den eneste grund til at livet synes smukt. Lige nu i hvert fald.

Nu er det blevet tid til en middagslur, senere en tur i Alfa'en og senere endnu dyne i sofaen og rugbrødsmadder og selvfølgelig sex til natmad. Så må det nødvendigvis være; jeg holder søndagsåbent… alle ind- og udgange tager imod.

Ynk, ynk, ynk!

25.06.2003 – kl.: 08:29 og 19:02

Fuldstændig uden varsel måtte jeg natten til tirsdag give efter for en ordentlig omgang influenza. Næsen er tilstoppet, propper i ørene og stemmen som sandpapir. Jeg har gået rundt i bar røv og morgenkåbe siden da, håret står til alle sider og munden er åben på den der lidt halvkedelige måde… hvor man bare ligner en tåbe.
Jeg har hovedpine, er træt – uden rigtig at kunne sove – og så har TDC forstyrrelser på deres kabler, hvilket betyder at jeg end ikke kan få lov til at underholde mig selv med ligegyldigt TV.

Min mor får svar på sine prøver i morgen eller fredag. Jeg har krydset fingre lige siden i går, men jeg kan ikke helt slippe angsten. Hun har fået foretaget en mammografi… og det er da bare slet ikke i orden. Så nu venter jeg i spænding og tør dårligt trække vejret.

En halv time har jeg brugt på disse linjer… noget siger mig at jeg er utilpas.

Trods feber, snot og tarvelige røde mærker omkring næsen så kørte jeg alligevel til samtale på DPU og efter en sludder for en sladder kan jeg hermed sige at jeg også er optaget. Terapeutuddannelsen slutter for mit vedkommende til december og masteruddannelsen i professionsudvilking starter til september. Manner jeg går en travl tid i møde de næste 6 måneder - for ind imellem er der jo også jobbet, kæresten, kaninen og hverdagen. Heldet tilsmiler mig dog og med i tasken kommer min veninde - og vi skal da bare være DPU's mest synlige fisser. Overhovedet. Atju!!

Buddha har en ånd!
26.06.2003 – kl.: 14:29

Så er det kraftedeme tid til en støvledans!! Så kom for fanden og tag en voldsom svingom med mig… og lad os bagefter røvpule verden inden vi stemmer den hjem. Manner siger jeg bare, min mor har i dag fået svar på sine prøver; celleforandringer og mammografien… HUN ER RASK! Hører du: RASK!!

Junior sidder på sit legetæppe (et aflagt håndklæde) og vasker Andrik (den gule tøjand). Jeg sidder lige ved siden af og nusser ham med jævne mellemrum. Han kan slet ikke tåle at jeg har været hjemme i så lang tid og han render lige i røven på mig, intet sted har man helligt… men det er egentligt bare charmen ved at have sådan en mindstemand at dele sit bo med.
Resten af dagen? Tja… end ikke fantasien skal sætte sine grænser.

I hvert fald noget analt
30.06.2003 – kl.: 0:41

3 dage på job, kun lige hjemme for at vende mellem fredag og lørdag… og så på den igen. Søndag stillede jeg tasken (nærmere papirposen!) med de brugte trusser og toiletartiklerne og så var vi på farten (igen!). Kokkedal; svigermekanikken og pølser på grillen. Snacks på tallerken, rødvin i glas og et mæt smil på læben som vi lige omkring midnat takkede for denne gang og kørte hjem. Jeg er smadret, banke hamrende træt og med et populært udtryk: Lige til at åbne og skide i!

I morgen… ehm i dag er min ferie begyndt og hvad skal jeg så bruge to uger til? Manner jeg aner det ærligt talt ikke, men en ting er helt sikker: Jeg skal være hjemme så lidt som muligt og det er af to grunde; 1. ejendommen skal have ordnet faldstammer – det betyder bad i skurvogn i gården og et tørkloset. 2. hvis jeg uden nogen som helst form for adspredelse skal glo på hjemmets lyse vægge i to stive uger, så ender jeg op med at skrive pik, kusse og lort på væggene for dernæst (og næsten helt sikkert) at blive tvangsindlagt i spændetrøje.
Et alternativt kunne egentlig også meget vel være at jeg slog kæresten ihjel og efterlod ham i en ensom linje 2A med destination Tingbjerg – Ikke fordi kæresten er en klods om benet (ikke lige nu i hvert fald), men ganske enkelt fordi der er grænser for hvor meget hverdag et menneske kan klare… og skulle der være brug for et andet alternativt måtte det helt klart være at se hvor mange tamponer jeg kunne have op i røven på en gang.

Spørgsmål: Hvis jeg sælger ud af mine pubeshår i små kokette lokker er du så interesseret?