e-mail

 
02-06 21:51

Ikke alle kampe skal kæmpes, vel?


Jeg er godt nok træt i øjeblikket. Gustav er holdt op med at sove om natten. Det er længe siden, at det har været sådan. Jeg havde lykkeligvis fortrængt smerten ved at være i søvnunderskud. Det holder hårdt og jeg går rundt i en slags tåge, men til gengæld tænker jeg, at det må være rigtigt svært at være Gustav. Vi ser det lidt an. Ikke alle kampe skal kæmpes, vel?

God forlænget pinseweekend.

2. juni 2006, kl. 21:51| # |


04-06 09:18

Det lange tilløb


Dagen startede tidligt. Det gør dage med et lille barn i huset.

Denne dag har så skilt sig væsentligt ud fra andre, dels fordi jeg har haft temmelig meget alenetid (Gustav synes at indhente den søvn, han ikke får om natten), dels fordi jeg pludselig fandt mig vende blikket indad og spekulere over hvor jeg er på vej hen.

På mange områder er jeg blevet mere mild med årene, men er jeg også blevet mere konfliktsky? Måske er det bare, at der er kampe som ikke skal kæmpes (jeg taler ikke om børn) – men hvad så med dem, der går min ære alt for nær? Dem, hvor jeg bare helt ind til marv og ben kan mærke, at det ikke er ok? Dem har jeg nemlig for en stund valgt at overse, gå udenom. Jeg siger, at det er for at beskytte mig selv og deri ligger en stor portion sandhed – men det handler bestemt også om, at jeg ikke altid har det samme overskud til at følge tingene til dørs og min skarphed er i forfald. Jeg har brug for tid (ind imellem lang tid) til at gennemtænke et svar og formulere mig.

Måske er jeg blevet for blødsøden, for nærtagende? Måske er det ved at være på tide at få skeen i den anden hånd, få lidt mere krydderi på drengen? Jeg tænker, at det nok hænger sammen på den måde. Jeg skal bare lige tage tilløb. Ok?

4. juni 2006, kl. 09:18| # |


04-06 23:24

Bør jeg?


Manden ligger sådan lidt henslægt på sofaen og læser »Nynnes dagbog«
Helt ærligt bør jeg være bekymret?

4. juni 2006, kl. 23:24| # |


06-06 12:03

68 dage og 340 kilometer


Nedtællingen er så småt gået i gang. Jeg er simpelt hen begyndt at tælle de sidste dage på barsel med »Gunnar-drengen« Og der er på én gang noget opløftende og på én gang vedmodigt ved det.

Der er 68 dage tilbage. De skal bruges på den fede og fornuftige måde. Seriøst. Det startede i dag. Vi var omkring mosen. Det skal vi hver eneste dag (med mindre vi snakker kæmpe orkan og regndråber på størrelse med noget helt enormt – kunne ikke lige komme i tanke om noget!) i 68 dage.

Vi skal simpelt hen gå de fem kilometer, der er fra bolig til bolig (egentlig har vi gået meget og sikkert også fem kilometer om dagen – i hvert fald ind imellem). Vi skal gå fem kilometer i 68 dage og vi skal nyde det. Det bliver til i alt 340 kilometer, hvis jeg ellers har regnet rigtigt og det må da give noget på den fede og motionerende måde.

Jeg har brug for turen og »Gunnar-drengen« er for alvor begyndt at interesse sig for sine omgivelser. På den måde slår vi lige som to fluer med ét smæk. Det giver os en gevaldig én på opleveren; det garanterer jeg.

6. juni 2006, kl. 12:03| # |


07-06 11:54

Lad os hjælpes ad


Planen er så småt, at »Gunnar-drengen« skal gå fra ½ flaske og ½ skemad til udelukkende skemad og fra tre lure på en dag til kun to. Jeg er klar over, at det skal ske hen over tid og at jeg ikke bare lige kan sætte en uge af til det; for det gavner ingen. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, hvordan du bar dig af.

Som det er nu, så får Gustav flaske tre gange dagligt og skemad tre gange dagligt. Derudover skal han jo have ½ liter mælk om dagen og det forvolder mig sgu en del problemer. Han får mere og mindre behovet dækket med flasken, men i takt med at der bliver en flaske mindre – så bliver der også mælk mindre. Jeg kan give ham det i kop (hvilket også er planen), men jeg synes bare slet ikke, at jeg kan nå op på de mængder.

Han vågner gerne omkring kl. 5:30-6 og får så flaske og ja drikker rub og stub (lavet på 200 ml vand). Så får han formiddagsmad ca. 3 timer senere, bestående af grød/grøntsagsmos, brød, frugt og vand. Ca. 3 timer senere får han frokost, bestående af rugbrød m. pålæg, grønt, ost og vand. Ca. 2-3 timer senere får han så flaske (omkring 200 ml). Til aftensmad får han det samme som os andre og lige omkring sengetid (ca. kl. 19) får han tilbudt vælling. Der er dage, hvor han drikker hele flasken, men der er bestemt også dage, hvor han ikke drikker det hele. Der er tilmed dage, hvor han bare slet ikke vil have sin vælling – hvorfor jeg gemmer den, da han så gerne vågner omkring kl. 22 og så får han den.

Så er der søvnen. Lige nu sover han tre gange om dagen; tidlig morgen, sen formiddag og eftermiddag. Han vågner jo gerne ved en 6tiden og er så klar til lur efter 1½-2 timer. Her sover han så 30-40 minutter. Så er han atter vågen i 2-3 timer og sover så 30-40 minutter og så vågen igen frem til ca. kl. 15, hvor han tager sin lange lur på ca. 1½-2 timer.

Umiddelbart ligger den sent den sidste lur, men det har bare ikke rigtigt fungeret med det anderledes og han falder skam i søvn om aften uden problemer. Jeg vil dog gerne, at hans nr. to og nr. tre lur slås sammen og måske også (forhåbentlig!) bliver en smule længere.

Jeg tager det stille og roligt. Vi har ikke travlt – men derfor kunne jeg godt tænke mig, at høre fra dig; dine erfaringer. Hvor gammel var dit barn, da du startede og evt. om nogen af jer har oplevet at det nærmest sådan skete automatisk.

Sæt i gang!

7. juni 2006, kl. 11:54| # |


09-06 09:13

Ondt i maven


Det varer ikke længe, så er vi ved 2års dagen for Cirkelines fødsel og derefter 2års dagen for hendes død. Hvor er tiden dog blevet af?

Jeg synes bestemt, at jeg har accepteret mine livsvilkår. Cirkeline var en syg pige og jeg kan blot være taknemlig for tiden med hende. Det er jeg. Jeg synes også, at hun fylder det hun skal. Hun er med mig, jeg tænker på hende, men fokus er for længst flyttet.

Alligevel får jeg øjeblikke, hvor det gør ondt i maven og halsen slår knuder og jeg bare har lyst til at skrige min smerte ud og jeg føler mig kraftedeme så skide begrænset: Jeg aner mildest talt ikke hvor fanden jeg skal placere denne smerte, dette savn.

Af en og anden årsag så bilder jeg mig selv ind, at jeg skal retfærdiggøre dette savn. Hvis jeg ikke kan sige præcist hvad det er, at jeg savner – så kan jeg ikke savne hende. Det er latterligt. Det er så forpulet tåbeligt. For jeg behøver vel for pokker ikke at retfærdiggøre en skid, gør jeg? I hvert fald ikke når det gælder Cirkeline. Og hvem er det lige, at jeg skal retfærdiggøre overfor? Mig selv? Omverden?

Så jeg har lidt ondt i maven. Det er lidt svært at være mig lige nu. Jeg ved til gengæld også at det går over. Heldigvis. For det er hårdt at være sorgfuld. Hårdt!

9. juni 2006, kl. 09:13| # |


10-06 19:26

Jeg modtog en SMS


Jeg modtog en SMS, der påstod, at kvinder aldrig ville sige følgende seks ting:

# 1. Jeg keder mig, lad os barbere min fisse!
# 2. Det var en flot prut, slå én til!
# 3. Jeg ved det hul er meget strammere, men vil du ikke nok prøve alligevel?
# 4. Jeg har meldt mig til yoga, så jeg kan få mine ankler om bag nakken, så du bedre kan støde til!
# 5. Jeg ved godt, at den er følsom nu, men må jeg ikke godt slikke den ren?
# 6. Vil du ikke nok købe nogle vilde "hudfilm", så jeg kan se, hvordan mænd vil have, at vi skal være?

Så er det jeg spørger, er det at afvige alt for meget, hvis jeg nu i hvert fald har sagt et par af de seks punkter?

10. juni 2006, kl. 19:26| # |


10-06 19:56

Fredagen blev bedre


Der er ikke noget mere forløsende end at græde (eller jo, men det er i en lidt anden boldgade!) og efter et par timer var jeg oven på igen. Måske skal jeg bare sætte ord på det lidt tiere, så slipper jeg nok for at det samler sig og til sidst truer med at springe det hele væk. Det er en rædselsfuld fornemmelse.

Veninden og hendes »født-to-dage-før-Gustav« søn kom med brød under armen og pludselig forsvandt fredag formiddag og tidlig eftermiddag. Vi fik sladret som de kællinger vi nu er, vi fik hvisket og tisket og vi fik nydt hinanden; vi fik tilmed brugt lidt for mange penge på indkøb af børnetøj (for de mangler jo helt vildt meget!).

I morges tog manden afsted mod Fyns land for at spille petanque. Så kom min mor og hentede afkom og således kunne jeg cykle til Herlev og nyde en dejlig frokost med en skøn veninde. Det var tiltrængt.

Manden er fortsat på Fyn. Afkom er lagt til natten og pludselig sidder jeg her og har endnu flere timer i eget selskab. For pokker det er jo næsten bedre end at have penge i banken med mindre vi taler om hjertebanken.

God weekend!

10. juni 2006, kl. 19:56| # |


13-06 07:50

Hvem slukkede lyset?


Faktisk var det et mærkeligt sammentræf. Manden skulle lige pille ved en stikkontakt (den har ikke rigtig fungeret længe og måske kunne han fixe den) og så gik strømmen. Først tænkte vi, at det nok bare var i lejligheden – men ved nærmere eftersyn var det så i hele (eller i hvert fald det meste) af Brønshøj. Næppe var det pga. mandens pilleri, - om end vi for et kort øjeblik kom væsentligt i tvivl.

Intet internet, intet tv, intet lys og et barn, der var lagt for natten. Hvad fanden skal man så lave? Det er jo ikke hver dag, at man sådan pludselig bliver "tvunget" sammen, vel? Nå men vi valgte den fede løsning; skred i bad og havde sex.

13. juni 2006, kl. 07:50| # |


13-06 16:45

Jeg forstår det simpelt hen ikke


Sig mig en gang hvordan kan det egentlig være, at når der er udrykningskøretøj i nærheden, så er det de færreste, der bliver stående og lader det passere. Langt de fleste skal liiige over; det være sig hele 4A eller de fire fra pensionistklubben med deres rollator.

Bør det ikke være en fast del af ens opdragelse, at lære at holde tilbage? Bør det ikke være det mest naturlige i verden, at man lige gør plads til dem, der skal bruge den? Hvad fanden foregår der oppe i hovederne på de her mennesker? Hvor svært kan det være?

Ja I må sgu undskylde, men det kan godt forarge mig, at folk tilsyneladende er så skide dårligt opdraget og ovenstående er jo langt fra det eneste sted, hvor man ser manglende opdragelse. Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Det er kraftedeme for varmt til at brokke sig yderligt.
Ses vi?
Det tror jeg nok!

13. juni 2006, kl. 16:45| # |


13-06 21:28

Sig det er løgn!


Mine fødder hæver. Sådan på den hæmningsløse måde. Jeg troede simpelt hen den tid var forbi. Jeg troede ærlig talt, at jeg var forskånet for det pis nu hvor ungen var presset ud. For fanden hvor er det trist at tage fejl. Ikke i orden. Overhovedet.

13. juni 2006, kl. 21:28| # |


14-06 08:35

Serier af bevidstheder


Min veninde og hendes »født to dage før Gustav« søn er indlagt på Riget. Faktisk har han været indlagt et par gange og historien er bl.a. at han ikke har haft den bedste start på livet. Han er syg og lægerne vil ikke spå om en lang fremtid.

Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer med hans sygeforløb for det er ikke min historie; det er min venindes. Men hans sygdom betyder noget for mig og det kan jeg fortælle om.

Flere gange har vi talt sammen om mit tab og nu hendes situation. Den anden dag sagde hun til mig, at hun flere gange havde tænkt på mig. Havde tænkt på hvordan jeg netop er forskånet for angstens klamme hånd hver gang en ny indlæggelse truer. Hvordan både vi og Cirkeline er forskånet for et liv i konstant uvished.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke er taknemlig for netop dette – men samtidig er jeg også en smule dobbelt omkring det. Netop fordi jeg ikke oplevede Cirkeline som værende rigtig syg (eller det gjorde jeg, men det var bare så fredfyldt; hun blev indlagt, blev fjernet fra sin medicin og langsomt sov hun ind) så har jeg øjeblikke, hvor tænker; »hvad nu hvis?«

Netop fordi vi er forskånet fra angsten – som min veninde desværre ikke er – så nåede jeg ikke til det punkt, hvor nok var nok. Hvor det bare skulle have en ende og alle få fred. Ind imellem tænker jeg virkelig, at måske hun alligevel havde en chance. Det rationelle tager dog hurtig over, for 10 procent og tre komplicerede hjertefejl efterlader ikke mange chancer. Det ved jeg.

Jeg ved også, at det var det bedste for os og Cirkeline – og jeg ved godt, at det skete på den bedst tænkelige måde, når det nu skulle ske. Alligevel driller et »hvad nu hvis« mig alligevel. Jeg bebrejder ingen og jeg er ikke vred, sur eller bitter. Jeg tror bare mere det er konfrontationen i det, der får mig til at spekulere.

Livet er serier af bevidstheder
- jeg tænker med et på Cirkeline -
bemærker at livet er skrøbeligt
og få ting virkelig betyder noget,
men dette gjorde.

14. juni 2006, kl. 08:35| # |


14-06 14:05

Klapvogn til salg SOLGT!


Måske mangler du en klapvogn eller kender en, der mangler eller kender en, der kender en. I hvert fald må du love mig, at du giver beskeden videre. Det ville virkelig gøre en forskel for min veninde.

14. juni 2006, kl. 14:05| #


14-06 20:21

Sikke et hus


Ulrik er til petanque, så jeg har dybest set været alene med »Gunnar-drengen« hele dagen. Det var en smule bøvlet i forhold til at lave aftensmad, for pludselig besluttede han sig nemlig for at være i dårligt humør.

Det var IKKE ok at lege på gulvet i køkkenet. Det var IKKE ok at gå rundt i sin gåstol. Det var IKKE ok at sidde i sin høje stol og få ananasstykker med højre hånd mens mor rørte i sovsen med venstre hånd.

Så kom maden på bordet; boller i karry og det fik fint 3-4 skefulde, men så brød helvede også løs og han blev stanghysterisk; en kombination af stædighed og træthed. En sprængfarlig cokctail for alle parter. Puh!

Jeg fjernede ham fra bordet, satte ham på hans legemadras og spiste færdig. Han blev ved. Han blev gasblå i hovedet. Han var næsten ved at kaste op.

Så tog jeg bluse og ble af ham. Puslede ham og gjorde ham klar for natten. Gråden fortsatte og mine ører begyndte mildest talt at bløde. Til sidst endte vi i ske i den store seng foran blæseren. Helt tæt mens jeg sang de fem foretrukne børnesange og kyssede ham i håret.

Han blev stille, han slappede af og stemningen atter tilbage i de rette folder. Sådan lå vi i næsten 40 minutter. Så kom han over i egen seng. Tre gange var jeg inde for at putte ham, give ham sutten og hviske godnat.

Så nu er der gjort vælling klar, for han vågner jo helt sikkert om et par timer og er hundesulten. Sikke svært det var at være Gustav her til aften.

14. juni 2006, kl. 20:21| # |


15-06 22:45

Sov nu godt for pokker!


Vil det genere nogen at jeg skrider i seng?
Sov nu godt for pokker!

15. juni 2006, kl. 22:45| # |


16-06 07:59

Lykken er at være to


Så blev det weekend eller ikke helt endnu, men for pokker hvor er det tæt på.

Nu ved jeg godt, at jeg sådan går rundt og holder barsel og for mange er det ensbetydende med, at jeg holder fri hver dag. Barsel er benhårdt arbejde og eftersom jeg samtidig har et barn, der ikke sover specielt meget, så er timerne til egen rådighed sparsomme.

Når vi endelig når til fredag, så er det weekend også i min bog. Den sidste gas siver langsomt ud af ballonen og jeg kan næsten ikke vente til Ulrik kommer hjem og vi i to dage er to om at klare tingene.

Så kan du have en rigtig god weekend?

16. juni 2006, kl. 07:59| # |


18-06 14:09

Hø-fucking-feber


Høfeberen er ved at tage livet af mig. Det er mildest talt skide irriterende og jeg synes bare heller ikke at antihistaminet (Rhinocort) hjælper en rygende fis. Eneste fornuftig løsning på noget som helst er tilsyneladende at blive inden døre.

18. juni 2006, kl. 14:09| # |


18-06 14:50

Miljøskadet?


Kan det virkelig passe, at man bliver SÅ påvirket af at blive mor? Hele dagen jeg kigget på Gustav og sagt: »Ih hvor er du altså sød!«

Jeg er håbløst forelsket i min søn. Det indrømmer jeg gerne og kan til tider have svært ved at forstå at han virkelig er født af mit skød. Jeg bliver håbløs sentimental, næsten helt religiøs.

18. juni 2006, kl. 14:50| # |


19-06 10:55

Hvem er jeg?


Lige om lidt, som i 56 dage, så starter jeg op igen. Jeg starter op efter en barselsperiode på 2 år og 3 måneder. En periode, hvor jeg har født to børn, begravet det ene og bearbejdet sorgen. En periode hvor jeg skulle tilegne mig helt nye færdigheder som mor og hvor der bogstaveligt talt er vendt op og ned på min verden. En periode hvor jeg sagde mit arbejde op og søgte ind på en ny uddannelse.

Og pludselig slår det mig: Hvem er jeg egentlig? Altså, jeg er Frederikke, mor til to, uddannet pædagog og gift med Ulrik. Den har jeg fanget, men er jeg mest mor eller mest Frederikke? Lige nu er jeg nok mest mor og med tiden forhåbentlig mere Frederikke. For pokker det er svært at blive klog på.

En ny start på livet tænker jeg. For ikke kun skal jeg noget nyt rent fagligt, jeg skal faktisk også på ny finde mig selv blandt en verden af mange andre. Jeg skal ikke længere bare kunne fungere sammen med Gustav i vores lille symbiose; jeg skal pludselig lære at begå mig. Igen!

Til gengæld kan jeg mærke, at det er det rigtige valg, jeg tog i sin tid; at skifte profession. Jeg glæder mig til at komme i gang med noget nyt, - og jeg er ovenud glad for, at jeg ikke skal vende tilbage til en arbejdsplads, hvor jeg har været væk fra så længe som tilfældet er. Dels har jeg ikke været opdateret i rigtig lang tid, dels ville deres billede af mig nok ikke længere stå mål til virkeligheden.

Jeg spekulerer dog over (og mere som dagene bliver mindre), hvem jeg er eller hvem jeg er blevet.

Sikke et projekt jeg er gået i gang med!

19. juni 2006, kl. 10:55| # |


20-06 09:48

Lokumslæsning


Er der bøger, der egner sig bedre til at blive læst på lokummet end andre? Det var samtalen herhjemme i går og vi er bestemt ikke enige.

På vores toilet ligger »Brooklyn Dårskab« af Paul Auster. Det er mig, der læser den og jeg har vel været i gang i snart et års tid. Det der med lige og ligge og læse 30 sider på en dag eller aften, har ikke rigtig kunne lade sig gøre og så blev toilettet altså det foretrukne læsehjørne.

[Før bogen kom ud på toilettet fik jeg sjældent læst i den. Den lå bare og samlede støv i soveværelset og gavnede ingen. Overhovedet. På toilettet er jeg kommet langt. Flere sider er det blevet tid og jeg kan i overskuelige fremtid se en enden på bogen. Det er store sager. I min verden, altså!]

Her kan jeg trods alt lukke døren, her har jeg fred og her tilbringer jeg i hvert fald lidt tid dagligt. Nogen gange længere tid end andre. Så her læser jeg og det passer mig fint. Jeg har ingen problemer med at følge med i handlingen. Overhovedet og skønt det ind imellem er lidt frustrerende ikke lige at læse næste side med, så har jeg vænnet mig til det.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg ligefrem skider på Paul Auster eller synes mindre om hans forfatterskab. Tværtimod. Skønt Ulrik i kort øjeblik fik det til at lyde sådan. For Ulrik gælder bare helt andre regler. Avisen kan medbringes – men det er vist også det.

Men når jeg nu har fuldstændig uproblematisk forhold til både afføring og til hvor bøger bliver læst, så er vel for pokker helt i orden. Er det ikke?

20. juni 2006, kl. 09:48| # |


20-06 20:48

Der er mange ting jeg ikke forstår


Og en af dem er simpelt hen, hvordan forfængelighed gang på gang synes at sejre over fornuft.

Det handler om cykelhjelme og voksnes manglende evne til at bruge dem. Jeg begriber det ganske enkelt ikke, - og der findes ingen argumenter, der kan overbevise mig om, at det IKKE er latterligt IKKE at bruge den.

Børnene skal have dem på, sådan ser det ud i gadebilledet, men bekymrende nok kun til børnene har en vis alder, så hænger de deres hjelm på styret og der bliver den hængende. For sandheden er jo den, at de har lært af deres forældre og de bruger i hvert fald ikke cykelhjelm.

Jeg synes ærlig talt, at det er en rigtig barnlig indstilling at have til tingene. Det kan da godt være, at det ser noget sjovt ud, når man kommer cyklende med en ordentlig hjelm på hovedet – men det må da opveje en del at selv samme hjelm rent faktisk kan redde dig for ret så grimme og alvorlige skrammer.

Jeg undres til stadighed. Brug dog hovedet – brug hjelm!

20. juni 2006, kl. 20:48| # |


21-06 07:42

Gårdagens fodboldskamp


At dømme efter farverne på spillernes tøj, så var det Danmark mod Brøndby.

21. juni 2006, kl. 07:42| # |


21-06 21:18

Grovere metoder i brug


Sig mig en gang hvem fanden skal man kneppe for at få noget regn?

21. juni 2006, kl. 21:18| # |


22-06 22:25

Telefonsex m/m?


Der findes efterhånden mange måder at skabe kontakt på, men i dag så jeg en helt ny stil.

Foran SuperBrugsen gik denne korpulente ældre mand omkring med små lapper papir som han sirligt foldede sammen og forsigtig stak ind mellem stel og sadel på samtlige herrecykler, der var parkeret foran SuperBrugsen.

Jeg blev sgu lidt nysgerrig og da vi senere skulle ud og handle så tog jeg sådan en lap og læste den. Indholdet fik mig på én gang til at rødme og til at grine – en ting var helt sikkert: Jeg var slet ikke forberedt på det skrevne og jeg var på ingen måde målgruppen.



Spørgsmålet er så bare om der var en frisk fyr til ham et sted derude.

22. juni 2006, kl. 22:25| # |


23-06 08:50

Hold dig munter


Så blev det fredag og på sin vis weekend. Og dog.

Ulrik skal til pétanque hele lørdagen. Så på den konto bliver der jo ikke meget afslapning, med mindre jeg tager hjem til mine forældre, hvilket jeg virkelig overvejer. De har sgu altid lige overskuddet til at underholde »Gunnar-drengen« mens jeg bare har hænderne fri. Nå men tiden må vise hvor vi ender og hvad vi gør. Kan du have en forrygende Sankt Hans og en herlig weekend?

23. juni 2006, kl. 08:50| # |


23-06 21:41

One click shopping?!


Gid det var så vel. Offentlige sider. Jeg får spat. 13 klik må jeg igennem før jeg kan skrive mit password til min digitale signatur og her er der så yderligere et par klik før jeg kan se ventelisten til den vuggestue vi har skrevet Gustav op til. Det går kraftedeme ikke stærkt. Altså ikke med venteliste (for det synes at gå den helt rigtige vej og endda på den hurtige måde), bare det offentlige. Sådan generelt.

23. juni 2006, kl. 21:41| # |


24-06 09:12

Flere børn?


Vi har bestemt ingen planer i den retning. Lige nu i hvert fald. På et tidspunkt ja, men vi snakker om år fra nu. Eller i hvert fald et par år.

Hvor om alting er, så tænker jeg tanken: »Vil jeg gerne have flere børn?« Jeg synes, at det har været hårdt. Specielt i starten og mangel på søvn gør altså ikke gode ting ved mennesker. Derudover bliver jeg bestemt ikke yngre og det synes jeg spiller en rolle. For slet ikke at nævne, at jeg nu går i gang med en ny uddannelse – ok den tager kun to år, men jeg vil jo også gerne i arbejde og sådan!

Da jeg fik Cirkeline havde jeg det virkelig sådan, nu skulle jeg ikke have flere børn. Jeg havde fået en pige og det var lige i vinkel. Efter Cirkelines død er tankerne anderledes. Først og fremmest er jeg jo fuldstændig fortabt i min lille søn, men det er mere end det. Jeg vil pludselig gerne have mange børn. Tror jeg.

24. juni 2006, kl. 09:12| # |


24-06 16:40

Første sygedag


Egentlig troede jeg, at der var en tand på vej og det kan meget vel stadig være tilfældet. Det er aldrig til at vide med børn, vel?

Gustav har det skidt. Han er ked af det, bøvlet og et rigtig hængetræ og så sover han efter meget korte vågen-perioder. Han vil ikke rigtig spise eller drikke og der er bestemt også lidt feber at spore.

Så gælder det bare om at nusse og pusse, at kysse og kramme og være til stede bedst muligt.

Det stikker nu i mig. Det gør det sikkert hos de fleste mødre, når deres afkom er sygt - men alligevel har jeg haft tankerne på Cirkeline. Han er slet ikke syg på samme måde. Det ved jeg godt, men bekymrer mig det gør jeg og ondt i maven har jeg.

At være magteløs er så grim en følelse.

24. juni 2006, kl. 16:40| # |


25-06 15:26

Frisk igen


Ja altså Gustav virker til atter at være på toppen. Så teorien med tænder holder jeg fast i, - faktisk havde han det allerede meget bedre i går om aften.

Han sov en del i går. Mere end nogen sinde før. Næsten mere end da han var helt nyfødt. Det er meget! Så sov han også hele natten og mod sædvanlig vane fik han flaske kl. 5:30 i morges og sov så videre til kl. 8.

Så nu synes appetit og humør at være ok igen. Jeg forventer faktisk, at vi kan starte mandagen som vi plejer.

25. juni 2006, kl. 15:26| # |


25-06 20:42

Flere børn?, vol II


Tanken om flere børn opstod for et par uger siden. Ikke at det var en ny tanke. Bestemt ikke. Men jeg forstod pludselig hvorfor man får flere børn.

Gustav skulle puttes for natten, vi sad i den store seng og jeg gav ham en flaske vælling til at sove på. Jeg sad og studerede ham mens han drak af flasken og en ganske særlig intensitet bredte sig i mig.

Symbiosen i sin rene form. Derfor får man børn. Pga. denne nærhed, ømhed og uskyld. Det er i hvert fald derfor jeg får flere børn. For netop i det øjeblik er fødslens smerter og de første par måneder søvnunderskud glemt. Pist væk.

25. juni 2006, kl. 20:42| # |


28-06 08:17

Ny stil?


Gustav vågnede først kl. 7:10 i morges. En hel time senere end forventet og er faktisk allerede drønet i seng igen på en stor portion havregrød. Sådan var det også mandag og tirsdag. Altså der vågnede han bare kl. 6 – men kom tilsvarende i seng efter morgenmad.

Normalt har jeg ham kørende i en time til halvanden inden han ryger tilbage i seng og så napper han gerne lige 40 minutter, men de to foregående dage er det blevet til knap to timer. Vildt ikke?

Så vi ser. Måske er det bare en helt ny stil. På sigt måske en dårlig stil med vuggestue og sådan. Alle skal jo ud af døren og vi kan ikke snooze den yderligere, men den tid den bekymring. Lige nu tager vi den afslappede stil.

28. juni 2006, kl. 08:17| # |


29-06 15:58

Argh!!


Pludselig blev jeg i dårligt humør. Den slags humør hvor ufatteligt lidt provokerer mig. Det være sig alt for unødvendig bekymring til at blive mistolket.

Og jeg får helt lyst til at råbe og skrige og ruske folk i kraverne, men jeg lader være. Det fører intet fornuftigt med sig og om en time har jeg nok lidt mere overskud.

29. juni 2006, kl. 15:58| # |


29-06 19:26

Bare en sur fisse!


Blev humøret så bedre? Egentlig ikke. Dagen startede ellers på den fede måde og med et længe ventet besøg. Det var bare som om at filmen knækkede for mig, da manden trådte ind ad døren to timer efter han gik ud af den. Han er syg.

Det er da smadder ærgerligt, at han er syg og han ser og virker virkelig sløj med feber og sådan. Og han er egentlig ikke i vejen som han ellers plejer; ynkelig og sådan.

Alligevel bringer det mig helt op i det røde felt, at han enten ligger inde i sengen eller i sofaen og bare er syg, - og gerne lige vil mærkes på og måske have taget sin temperatur.

Jeg har ikke haft to børn hjemme, sådan er det slet ikke. Jeg har bare heller ikke kunne slappe helt af på samme måde. Pludselig er hjemmets praktiske gøremål en sur tjans og dagens indkøb nærmest sådan et irritationsmoment.

Måske er det slet ikke der hunden ligger begravet. Jeg aner det ærligt talt ikke. Lige nu er jeg bare træt.

29. juni 2006, kl. 19:26| # |


20:23

H O M O N B O M B E


Mit humør er bare ikke til at stole på. Hvilket faktisk er en smule irriterende. Jeg har svært ved at holde af mig selv, når jeg sådan er helt ude på kanten af stolen og farer op som trold af en æske, hver gang et og andet går mig i mod eller bare ikke passer mig.

Tanken slog mig tidligere i dag: »Jeg er sgu da fucking PMS!«, men det passer bare ikke helt med den tid på måneden eller pillerne i blisterpakken.

Jeg er vist bare en omvandrende »homonbombe«. Kan man være det? Hvor længe går der egentlig efter sådan en graviditet (ehm... to) inden kroppen er back in business?

Personligt tror jeg, at det er lige dér at hunden ligger begravet; total homonforvirring! Jeg kan slet ikke kende min krop. Den ser faktisk temmelig brugt ud og reagerer som vinden blæser. Fuldstændig uopdragen og til med også en smule overvægtig. Pis.

I længere tid har jeg lidt af svedture. Total overophedning af kroppen; mit indre termostat virker ikke. Som i overhovedet ikke! Var en tur hos lægen og blev tappet for lidt blod. Prøverne er faktisk kommet fint tilbage.

Måske er det høfeberen, der driller. Det startede vist samtidig. Så nu afprøver jeg igen et nyt antihistamin. En ting er i hvert fald helt sikker: Jeg er ved at være rigtig godt desperat. Ikke kun i forhold til høfeberen, men sådan generelt i forhold til min krop. Det er vist på tide til lidt forandring.

30. juni 2006, kl. 20:23| # |


22:33

Hvad mon der er sket siden sidst?


Netværk er en mærkelig størrelse, - og internettet er om noget så pokkers omskiftligt. Det tilbyder så mange forskellige ting, at det er svært at gå forgæves - men for mit vedkommende har det også betydet, at jeg har stiftet ufattelig mange bekendtskaber gennem tiden; nogen af dem eksisterer stadig, men rigtig mange er forsvundet som sand mellem fingrene.

Ind imellem spekulerer jeg over, hvordan det er gået disse mennesker. Hvordan er det gået de mødre, jeg lærte at kende på Barnille eller Små engle? Det er godt og vel et år (hvis ikke mere) at jeg forlod disse fora. Jeg var gravid med Gustav og kunne mærke, at det var nødvendigt for mig at gå andre veje. Meget er uden tvivl sket siden da, hvordan mon disse mødre har det i dag?

Det går dog videre end det. For hvad med dem, der pludselig vælger at fjerne deres hjemmeside uden et ord. Det forskrækker mig. Hvad mon der gik galt? Eller de barnløse, der blev gravide og som ikke længere opdaterer, når de når hen sidst i deres graviditet. Er de stadig ok? Fik de sunde og raske børn?

Spekulationer er der massere af. Lige nu er det en af mine.

30. juni 2006, kl. 22:33| # |