e-mail

 
• Gætteleg!
02.06.2004

Heldagsprojekter:
- Lakere tåneglene
- Kropsbarbering
- Rede håret

Konklusion:
- Jeg kommer ikke til at kede mig onsdag, torsdag og fredag

Sidder på gulvet, konstaterer tørt, at jeg snart er nemmere at hoppe over end at gå uden om, og jeg orker slet ikke at bekymre mig om, hvordan jeg overhovedet kommer op at stå.

______

Små 8 uger til termin. Plus/minus nogle dage. Dette afhænger vist suverænt af, hvem du spørger:
- Gynækologen, som stod insemineringen og den første skanning, siger; 24. juli
- Hvidovre hospital, som stod for nakkefoldsskanningen, siger; 26. juli
- Herlev hospital, som stod for misdannelsesskanningen, siger; 29. juli

Kønnet kan der til gengæld intet siges om.

Hvad siger du, både hvad angår dato og køn?
Præmien, den taler vi om!

• Regnvejr på en fredag
04.06.2004

Jeg bøvser lidt af kedsomhed, får en sur smag i munden. Lækkert, hvisker jeg indædt for mig selv og finder tyggetabletterne frem. Holder det dog aldrig op, hvor meget mavesyre kan et menneske blive ved med at producere? Åbenbart rigeligt.

• Efter midnat.
05.06.2004

Manden og jeg har været i biografen og se The Day After Tomorrow. Ikke nogen specielt god film.

Næsen løber, pollen-allergien har slået til, og jeg må klare mig uden nogen som helst form for medikamenter. Heldigvis er sæsonen snart overstået.

Meget er snart overstået. Den søde ventetid vælger nogen at kalde den, og måske har de ret. Jeg har til fulde nydt min graviditet, og begynder så småt at glæde mig til næste afsnit. Selvsagt en smule skræmt.

Skal til Sverige og se manden spille petanque, så denne gang bliver stemmen afleveret pr. brev, og skønt jeg sjældent diskuterer politik, så er jeg trods alt afklaret med, hvor mit kryds skal sættes. Sådan har det altid været.

Intet videre på hjertet; bortset fra kalk og fedt. Intet nyt under solen, som der oftes siges. Det passer vist meget godt. Forandringerne er gået i gang, sådan inden i mig selv - og af grunde end ikke jeg aner, lader det sig ikke forme på papirets overflade.

Raketten står af uforklarlige årsager konsekvent op, når jeg er på vej i seng. Sgu da for tidligt at tilegne sig den slags dårlige vaner. Troede bestemt vi havde en aftale. Åbenbart ikke.

Efter søvn: Og der er kommet postkort fra BUSSER, brun og lækker kommer han snart hjem.

FOR FANDEN DA OSS: Butikkerne har sgu da lukket i dag. Jeg får heller aldrig noget at vide.

• Liv indeni – liv udenfor
06.06.2004

"Fortæl mig en historie", siger manden med spændt og nysgerrig stemme, som han med en utrolig lethed stiller båndoptageren på bordet og sætter sig ned i stolen overfor hende. Hun er blevet ældre, og som hans intense blik fanger hendes rolige øjne, løber kuldegysningerne ham koldt ned ad ryggen. "En historie?!", smiler hun, og lader sin venstre hånd søge kravebenets hulning nederst ved halsen… en gestus, der er blevet så karakteristisk for hende. Hendes identitet rørte på sig. Hun bider sig i underlæben, i tvivl om hvor i livet hun skal starte. Han lader sit venstre ben krydse, og derpå hvile på det højre, og retter på en fold på buksen.

"Jeg har altid haft svært ved øjenkontakt", siger hun så. Hendes stemme er dyb. Hun trækker vejret i en rolig rytme, og som hun fortsætter, løfter hun sit blik og smiler til ham. "Det siges jo, at øjnene er sjælens spejl. Vidste du det?". Han nikker stille, stadig i færd med at glatte folden ud, opgiver og rømmer sig. Han lader sit blik gå på opdagelse, på en gang overrasket – på en gang betaget. Han havde længe set frem til denne dag, hvor han kunne få et indblik i et liv, der på en gang var så offentligt, og på en gang var så fuld af tavshed og stadig undren. Faktisk troede han, at han kendte hende, men som han sad her i den slidte lænestol, måtte han erkende, at han ende ikke kendte en brøkdel af hende. "En gang var der én, der skrev til mig om øjnene - mine - og om en hæslig grøn farve", hun løfter sit højre øjenbryn og trækker på smilebåndet. "Jeg overrasker gang på gang mig selv. Tænker, at jeg faktisk slet ikke kan huske andet end, at jeg læste linjen med ordene om den hæslige grønne farve, og så gik alt i stå for mig. Mit hjerte blev som flået ud. Op gennem halsen. Husker ikke sammenhængen og slet ikke i hvilken forbindelse". Så opdagede han, at hendes øjne var fulde af vand. Hun kigger tænksomt ud i rummet. Hvor var hun sårbar, det så han nu. "Jeg bad nok selv om. Du ved, når handlinger og ord ikke stemmer overens, ja?", og nok spurgte hun ham, men hun ventede ikke på et svar. "I dag kan jeg ærgre mig over, at jeg ikke ville høre efter, da forklaringen på det skrevne blev givet. Stædigt har jeg fastholdt mig selv i, at det var mine øjne, der havde en hæslig grøn farve". Hun slår en usikker latter op. "Det var vist slet ikke tilfældet. Og nu… nu gavner det ingen at se tilbage."

"Jeg har aldrig været rigtig modig. Jeg har tilpasset mig situationerne, som de bød sig, men mod er noget helt andet… og det har jeg ikke haft meget af", hun går i stå, og han opdager, hvordan hun langsomt bliver væk. Der er stilhed i rummet, da hun pludselig vender tilbage. Til rummet, til nuet. "Måske skal jeg starte dér. Måske skal jeg fortælle dig om, hvordan jeg fandt modet og opdagede mig selv. Hvordan jeg kom ud af noget, ved at gå ind i det!"

• Lillebror!
06.06.2004

Jeg har 3 brødre. Nuvel, den mindste af disse - sådan ca. 1 år og 7 måneder – er en rigtig krudtugle. Han minder næsten om en alien, hele tiden peger han og siger; hvad er det? Mig, kalder han ikke rigtig noget – ved egentlig ikke hvorfor – og Ulrik har han svært at sige, så det bliver i stedet til "Uld". Sjovt er det. Det som dog slår mig mest, når jeg ser på ham, er ikke det faktum, at vi et stykke hen ad vejen har nogle fælles træk, men derimod at han har mange træk fælles med karakteren Robert fra Langt fra Las Vegas, bl.a. hovedformen og håret. Rigtig meget håret.
Jeg har derfor besluttet mig for at være en super storesøster og lære ham at sige to ting: Patter og kællinger. Jeg ved bare, at den slags hitter. Så snart henter jeg ham under dække af, at vi skal spise Filet-o-Fish på Mac D, hvilket vi også gør, men så er det også i gang med træningen. Så jeg vil slæbe ham med i Kongens Have, og lade ham råbe efter alle kællingerne med de store patter.

Hvem har et mavebælte han kan låne?

• II
07.06.2004

Han kiggede forundret på hende, hvordan var det hende dog muligt at fortrylle ham på den måde? Hendes valg af ord var så slående, så fortællende, så levende, og han opdagede, hvordan han blot stirrede på hendes læber, der stille og blødt bevægede sig som hun talte. Hvem talte hun egentlig til? Ham? Båndoptageren? Sig selv? Hans tanker fløj af sted mellem hendes pauser af ord, men hver gang hun atter trak vejret og dermed tilkendegav, at hun ville fortsætte (med at lukke ham ind), så fandt han hendes læber. Det var som om hendes hånd kælede for hendes knæ. Roligt bevægede hun fingrene i cirkler, da hun med et tænksomt blik ud i rummet samlede tråden op.

"Jeg begyndte for alvor at arbejde med mig selv, da jeg var sidst i tyverne…", endnu en gang slog hun denne usikre latter op. Han var langsomt begyndt at kende tegnene; noget havde overrasket hende. "Jeg var simpelt hen så sikker på, at jeg kendte mig selv. At jeg bedre end nogen anden vidste hvem og hvad jeg var. Faktisk havde jeg denne fornemmelse af, at dette arbejde ville være spild af tid og penge". Hun fangede hans blik: "Har du overhovedet nogen idé om, hvor nemt det er at lyve for sig selv?" Hendes spørgsmål forskrækkede ham, hvad præcist mente hun, og forventede hun, at han svarede på det?! "Nej!", rystede han på hovedet, "det tror jeg faktisk ikke". Hun smilte: "Det anede jeg faktisk heller ikke, sandheden er bare den, at jeg skulle være godt på vej mod de 30, før jeg opdagede, at hele mit selvværd var bygget på en løgn. Bygget op omkring forestillingen om, at ting aldrig bliver anderledes, og jeg måtte vedkende mig mit lod".

Atter blev hun alvorlig, atter blev hendes blik sløret. Han fik en usigelig lyst til, at tage hende i sine arme, og vugge hende frem og tilbage, samtidig med at han fik disse klare signaler om, at hun alene var den stærkeste af de to.

"Jeg skulle være godt på vej mod de 30, før jeg opdagede, at jeg reelt havde været væk. Eller det vil sige, før jeg faktisk mødte mig selv. Jeg blev forelsket, og i starten ville jeg slet ikke vedkende mig alle de følelser, der var indeni mig. Der havde været så mange mænd. Så mange jeg-tror-jeg-er-forelsket-og-skal-besvime-af-lykke øjeblikket. Hver gang havde jeg ikke mindre end givet mig selv 100 procent. Gav det eneste jeg havde; mit hjerte. Uden at ønske noget i retur", hun grinte som af foragt; "altså bortset fra et par arme til at vugge mig i søvn". Så blev hun atter alvorlig. Blikket. De rynkede bryn. "Det faldt mig aldrig ind at bede om kærlighed, at blive elsket lige så intenst. Jeg levede efter devisen; selvfølgelig kan jeg undværes, og det er ok, at du ikke elsker mig, bare du giver mig lov til at elske dig". Det gjorde ondt. På ham. På hende. Rigtig ondt. Hvordan var det muligt at sige sådan, at føle sådan?

• Skide klamt…
07.06.2004

… faktisk pisse hamrende umodent.

Aftensmad, 31 år og fylder munden med en dampende varm champignon. Brænder tungen og skynder mig i en rasende fart at skylde efter med et glas mælk. Noget kommer galt, forsøger desperat at synke, men ender i stedet op med at hoste, hakke og sprutte mundens indhold ud over maden, manden og bordet.

Det ligner opkast, gylp… noget i hvert fald og bestemt ikke smukt at se på. Jeg iler ud i køkkenet og spytter de sidste rester ud, får endnu et hoste anfald og de føromtalte rester kommer denne gang ud gennem næsen. Yark.

Manden råber op om omfanget af hændelsen, der jo stadig er spredt ud over bordet, og efter han har fået vasket sit ansigt, vasker han bordet af. Jeg pudser næse, jeg pudser næse mange gange, og hver gang er gevinsten endnu en rest af en ærte.

31 år og hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at det ikke er et hit, at drikke mens munden er fuld?
Er der en slags money-back-guarantee på opdragelse og dannelse i ens barndom?

• Neurosens skjulte drivkraft
08.06.2004

• At være to
09.06.2004

Klokken var 22 da jeg gik i seng. Jeg var træt og havde svært ved at være i min krop. Følte mig tung og uoplagt. Det var som om Raketten skreg indefra; moar, denne krop er altså ikke stor nok til os begge to, hvorefter den lossede mig i maven. Jeg lagde mig til rette og lukkede mine øjne. Raketten er fortsat vågen, når jeg vil sove, og ind imellem bliver vi en smule uvenner. Så faldt jeg i søvn. Vågnede nogle timer senere og skal tisse. Sidder på toilettet, tisser og halvsover på en gang, bliver færdig og må på vej tilbage til sengen lige drikke et glas vand. Selvfølgelig det kolde fra køleskabet. Putter mig under dynen, og straks efter vågner Raketten igen. Hvem ville egentlig ikke det, hvis de fik kold mad vand lige i hovedet? Vi starter forfra med at slås om pladsen. Mand så kan jeg lære det!

• Nå men...
09.06.2004

... sådan ser jeg jo altså ud!

Tror efterhånden at jeg har fået fotograferet tusindvis af fragmenter af min krop, noget skal jeg jo lave, nu hvor jeg alligevel er overladt til mig selv. Har tilmed fået taget portrætbilleder - eller skal vi sige meget tæt på billeder, og næsen sidder sgu lige midt i ansigtet. Nuvel, sender et af billederne til min mor. Ved at hun elsker at printe ud og hænge alt muligt op på sin opslagstavle på jobbet. Kort efter ringer telefonen og jeg bliver mødt af en usædvanlig høj latter; hvad fanden har du tænkt dig, jeg skal med det?

Nå men mor, så siger jeg rigtig mange tak for komplimentet. Mand altså!

• Jeg en iglo mig bygge vil
14.06.2004

Hjemvendt efter 4 dage i Stockholm. Dejlig tur, langt i bil, men i bund og grund en dejlig tur. Måske føjer jeg manden, måske vi ligefrem flytter til Malmø. Ved hvem – jeg tænker stadig over det.

24 kilo siden jeg blev gravid, og de sidder alle sammen på fødderne. Troede seriøst ikke det var muligt, men sådan føles det i hvert fald. 6 uger til termin, aftalen er til tiden og på 20 minutter, og jeg skal være bedøvet efter alle kunstens regler. Jeg har simpelt hen sat kryds i feltet: DET HELE!

• For nogen gælder naturens eget lavement…
15.06.2004

… virkelig?, udbryder jeg stolt, som jeg læser mig igennem fødslens graviditetens forskellige stadier – og jeg forstår pludseligt, hvorfor jeg har tilbragt det meste af dagen på lokummet lugtende til mig selv. Og når jeg ikke har siddet ned, så har jeg stået under bruseren og taget lange og kolde bade – havde ellers en naiv forestilling om, at det kun var mænd, der tog kolde bade. En bliver heldigvis klogere. Jeg er 600 millioner grader indvendigt, og jeg overdriver slet ikke. Overhovedet. På spejder ære eller hvad fanden sådan noget nu hedder. Den er god nok; 600 millioner grader, mine fødder eksploderer snart og det hjælper ikke rottens fis, at der er gennemtræk i lejligheden, så alt falder på gulvet. Jeg har for længst nået kogepunktet, og kunne jeg fløjte, havde jeg gjort det. Seriøst.

Og når jeg ikke tømmer ryggen, bader min krop eller ligger henkastet som en strandet hval på sofaen, så drømmer jeg om sex i obskure stillinger. Massere af sex, faktisk. Her den senere tid har "doggy-style" været den eneste mulige stilling, og jeg er ved at være en smule træt af ikke at kunne se, om det nu også er manden, der gemmer sig på den anden side.

• Charmen forsvandt for længe siden
17.06.2004

• Giftige ammepuder
• Giftige Natursan-produkter
• Giftige barnevogne… ehm, farlige så
• Liftnet laver din baby om til pommes frites
• Salmiaklakrids hæmmer babyens vækst
• Røgning, også den passive slags, dræber både dig og dit barn samt en million andre ting
• Listen kan sikkert blive længere

Næste gang jeg bliver gravid, stikker jeg hovedet i jorden.

• Liderlige lørdag
19.06.2004

At vågne, at kravle ind under kæstens mandens dyne, tage hans pik i munden og mærke den så varm af liv. At kæle for ham, at lytte til ham og fornemme hans vejrtrækning, der langsomt ændrer sig. At kravle op på ham, at mærke ham finde vej, at ride ham. At mærke, hvordan han hans hænder holder fast omkring mine hofter, at føle hans ryg skyde op. At høre ham komme så varm af liv.

• Bl.a. plukveer på programmet
20.06.2004

og ellers en rigtig hygsom søndag. Først var vi ude for at prøvekøre det som højst sandsynlig bliver vores næste bil. Den opfylder alle vores nuværende behov, og så har den tilmed en størrelse, der passer til mit temperament.
Senere kom min storebror, hans kæreste og min lille nevø. Jeg er vild med min familie!

• Andet afsnit af BLOGRADIO.DK
21.06.2004

Ehm... RSS, permalink - fandens det er teknisk, samt indlæg i omvendt kronologisk rækkefølge. Jeg vil frygtelig gerne brokke mig over selv-etablerede fagtermer med ringe udbredelse.
Nå men, jeg er her altså alligevel.

• Fedt nok...
21.06.2004

... jeg har vist lige tisset i bukserne.

• Regn på mine kinder
25.06.2004

Regnen vælter ned fra himlens grå bassiner. Store container fulde af vand. I lejligheden dufter der af hjemmebag; kanelsnegle. Tingene er på plads, taskerne pakket og nedtællingen er i gang. Det kommer tættere og tættere på (og alligevel er det stadig så langt væk), jeg er på en gang skræmt og spændt; nysgerrig og nervøs. Noget nyt skal til at ske, og jeg har for længst erkendt, at jeg intet ved. Alverdens gode teorier slår ikke til; følelserne er udenpå og livet banker stædigt indeni.

Så meget synes at have ændret sig. Vores relation er anderledes moden, anderledes tolerant og anderledes kærlig. Der synes en større samhørighed som vi i fællesskab mentalt og følelsesmæssigt forbereder os. Vi tænker langsigtet, vi tænker praktisk… og i få øjeblikke tænker vi slet ikke.

Der skal ikke længere noget til for at vælte min verden, skubbe til mine følelser. Tårerne kommer så let, det samme gør usikkerheden og sårbarheden. Jeg vræler, fordi jeg ikke længere kan passe min sko. Vræler fordi jeg er træt af mit tøj. Vræler fordi netop de bøger jeg gerne vil læse er udlånt. Vræler fordi han siger, at han elsker mig. Vræler fordi jeg skriver alt dette. Vræler af taknemlighed og lykke. Bare vræler.

Udenfor regner det stadig, jeg stiller mig hen til vinduet og begynder at tælle paraplyer.

• Mænd!
27.06.2004

Et punkt i kvindens manual (i hvert fald i min manual): Ind imellem gider jeg seriøst ikke, at bede om hjælpen, så skal DU bare hjælpe.

Der står jeg i køkkenet, opvasken står som enorme skyskrabere omkring mig og der er ikke længere rent service i hverken skabe eller skuffer. Aftalen var – endda med håndtryk – at vi skulle hjælpes af, men pludselig har manden udviklet selektiv hørelse; han kan virkelig ikke høre, at vandet løber, servicen der vaskes, tørres af og sættes på plads.

• Av min arm!
28.06.2004

Pga. rigtig meget væske i kroppen, så har jeg erhvervet mig en vissen arm. Sådan føles det i hvert fald. Den vækker mig endda om natten med smerter, prikken og summen helt ud i fingerspidserne; resten af dagen føles mine fingre en smule stive, ømme og irriteret.

Alt synes efterhånden at være på plads, og det eneste, der mangler er Raketten. Små 4 uger endnu og jeg er begyndt at befinde mig i en slags transit. En smule rastløs er jeg tilmed også, men det betyder så i det mindste, at jeg får hvilet rigtig meget.

• Tror jeg keder mig!
29.06.2004

Måske er jeg den eneste på over 6 år, der er vild med regnvejr. Måske jeg ligefrem er den eneste på over 6 år, der ejer både regnbukser, regnfrakke og gummistøvler. Måske er jeg den eneste – lige nu – der synes det er drønhamrende uretfærdigt, at jeg skal være 25-kilo-tung-gravid med 100 liter vand i kroppen, således at jeg ikke kan passe andre sko end sanddalerne. Frækt og uforskammet, pisse hamrende tarveligt og jeg kan ikke andet end at stirre længselsfuld ud gennem ruden. Tælle regndråberne, paraplyerne og ånde tungt mod ruden. Tegner en tissemand i dugen fra min egen ånde, hvisker den ud, tegner en ny og større tissemand, ånder lidt mere og tegner en hel familie af tissemænd. Tror jeg keder mig eller også er jeg bare liderlig.

• Har jeg mon en skrue løs?
30.06.2004

Hver gang en bus kører forbi, så lyder det vitterligt som en hestevogn. Hver gang vælter jeg næsten stolen bag mig, og kaster mig hen til vinduet, mens jeg råber; hestevogn – og der er forventningens glæde at spore, faktisk lige så min krop dirrer af spænding. Hver gang bliver jeg skuffet over at møde den store gule tingest. Egentligt underligt jeg ikke har lært det endnu, springer stadig – måske mest af alt i håbet om, at pludselig en dag er det virkelig en hestevogn.