irritation. jeg lider i øjeblikket af noget eksem under begge mine øjne, så
foruden de kroniske sorte render, der sjældent betyder træthed, må jeg nu
flere gange dagligt smøre mig med creme. & jo mere jeg får studeret mit eget
spejlbillede – fordi denne slags afvigelser generer mig – desto mere enig med
mig selv bliver jeg om, at også jeg er blevet ældre.
kæresten er til petanque hele weekenden. jeg har været på arbejdet. nu er
stilheden min & jeg skal lege med junior. springe omkring, kalde på ham, tage
ham op & kysse ham til han vrider sig & vil ned. så skal jeg læse, sove lidt &
ellers bare ingenting.
07.06.2002
endnu en weekend, hvor 24 timer tilbringes på job & da kalenderen ikke
byder på de store (vigtige) begivenheder, så er det faktisk helt ok. en bog
med i oppakningen & så skulle jeg være underholdt mens de unge er ude i byens
pulserende liv.
i dag havde jeg besøg; min mor og mormor. her var vi; 3 generationer. det er
vi faktisk begyndt at gøre rimeligt regelmæssigt, & det har sin charme. i dag
var det primært hækling, der var på programmet. mor skulle vise mormor et par
hulmasker, et par fastmasker & noget andet jeg ikke lige fik fat i. derudover
skulle jeg prøve en helt specielt kjole/frakke, der er blevet hæklet. den er
så smuk & jeg ligner den prinsesse jeg i sandheden er. tak mor fordi du gider!
sekundært fik jeg lige slæbt mit familiegenogram ind på bordet. på skolen har
vi arbejdet med familien & en af opgaverne var bl.a. dette genogram; en opgave
jeg tager meget seriøst - & som jeg helt bestemt også vil slæbe med til den
individuelle terapi på torsdag. mor kunne bidrage med mange interessante
oplysninger, & min mormor blandede sig også ivrigt i debatten. elsker de 2
kvinder & den viden jeg konstant tilegner mig i deres selskab. på en & anden
(barnlig) måde, så håber jeg vitterlig, at deres viden går i arv.
om tusinde år vil jeg sikkert kunne undvære hovedet, så må du love mig, at du
laver et skrin af mit kranie, ikk?
jeg læser fortsat meget. ayla hedder heltinden & forslugen følger jeg hendes
færden fra hulebjørnens klan til hestenes dal videre mod mammutjægeren, &
derfra hen over stepperne til hendes møde med folket i klippehulerne. det er
spændende, det er udviklende & mit liv er beriget med endnu en nuance.
ved siden af læser jeg også hanne hostrups ’kærestebilleder’, hvilket er
interessant læsning – endnu er jeg kun nået til de halve hjerter. jeg
genkender en del af det i mig & af mig i det, & det har fået mig til at
studere noget mere i kollisionsbegrebet. yderst interessant, nikker jeg
genkendende. at finde sin bedre halvdel. krage, der søger mage eller
modsætningerne, der mødes.
nyder du det gode vejr?
ps: busser nu skal du kun sove 6 gange!
11.06.2002
måtte bukke under for hovedpine & træthed tidligere i dag. en nattevagt &
1½ times søvn. kroppen siger fra. igen i morgen tidlig & så har jeg fri. der
er noget jeg ikke forstår, & skønt jeg muligvis en dag får svaret – så tænker
jeg, at det nok næppe gør mig mere afklaret eller situationen mere forståelig.
tænker, at det som irriterer mig allermest er den forpligtelse, der kan ligge
i det. jeg kan kun takke mig selv - & det vil jeg rede bod på. det er jeg
simpelt hen nødt til. jeg føler mig splittet.
på torsdag starter jeg i terapi (igen!) & jeg glæder mig. meget har jeg i de
sidste 6 måneder kunne klare på egen hånd – men nu presser sager af
allerhøjeste karakter sig på, dem skal jeg have hjælp til. først & fremmest
min mor. her har jeg fat i angst for at miste, en angst, der faktisk i
perioder gennemsyrer alt, hvad jeg rører ved. for jeg er bange for kontakter,
der tager form i en fysisk dimension. med andre ord: jeg er pokkers bange for,
at lukke mennesker helt der ind, hvor det virkelig gælder, hvor det virkelig
tæller, hvor det virkelig betyder noget. for livet er foranderligt: det, der
er her i dag – er helt sikkert væk i morgen. jeg har prøvet det før. & således
går jeg fra mit tema om mor over til punkt 2: mit (næsten!) ikke-eksisterende
netværk. de svage relationer, jeg dårligt tør tillægge en betydning. for det
forpligter jo i sidste ende; både til nærvær & dybere følelser: tænk om jeg
tillod nogen at holde af mig, eller at jeg tillod mig selv, at holde af dem.
det er jo farligt, & i morgen – ja i morgen kunne det jo tænkes, at de var
væk. herfra bevæger jeg mig direkte over til tema 3: jeg er dårlig til at
opretholde kontakterne & hvor trist det end lyder, så falder det mig så ganske
let at trække på skuldrene mens jeg hvisker: ude af øje – ude af sind. der er
altid undtagelser af denne regel. hvordan kan det egentlig være? handler det
så om større eller mindre betydning? er min selektive måde at omgås mennesker
alligevel sund? jeg mangler svar. noget er ufuldstændigt i mig - & ser du,
netop den erkendelse gør ondt!
torsdagen er også dagen, hvor junior skal passes. allerede nu bekymrer jeg
mig. hvordan mon han vil have det med nye mennesker? vil han opføre sig
ordentlig? eller skal forsikringen dække gulvtæppe & kabler når kæresten & jeg
vender tilbage efter en weekend i stockholm? junior skal tilbringe 5 dage hos
min dyrebare veninde & hendes kæreste. de glæder sig – vi har aftalt det for
længe siden, alligevel stikker det i mit moderlige hjerte. jeg føler næsten,
at jeg svigter.
men jeg laver en dosmerseddel. jeg ordner alt forråd i små portioner. selv
hans legetøj bliver pakket med i weekendtasken. åh ja legetøj. han har nogle
bolde, dem skubber han til. så han 2 små dukker, dem flytter han på. han har
en hule, den bider han i & så har han andrik; en gul tøjdyrsand, som han
slikker, boller & hygger sig med dagen lang. faktisk havde han også et
træpiskeris – fordi vi havde læst, at kaniner elsker trælegetøj som de kan
trække af sted med – men altså junior havde et træpiskeris. nu er det blevet
bidt til pindebrænde & ligger spredt over 67 kvadratmeter.
i stockholm skal kæresten spille petanque. jeg skal være med på sidelinjen.
måske endda gå på opdagelse på egen hånd, skrive postkort & tage tusindvis af
billeder. nåeh ja & så skal jeg jo selvfølgelig finde mig en varm solstråle,
hvor jeg afslappet kan læne mig tilbage & nyde endnu bog i serien om ayla.
vi ses igen.
20.06.2002
længe siden. der foregår så meget indeni mig i øjeblikket & det har klart
været det nemmeste for mig, at undlade at sige det højt. for i det sekund jeg
skriver det ned på papirets overfalde & synliggør problemstillingerne for mig
selv, da forpligter det til forandring & det har jeg slet ikke været parat
til. jeg ved faktisk ikke helt om jeg er helt klar endnu – men jeg vover
skindet på næsen, for meget har hobet sig op & hvis jeg ikke får luft så
eksploderer jeg.
i torsdags startede jeg op i individuel terapi. det var tiltrængt. det faldt
på et tørt sted, & jeg opdagede for alvor, hvor skrøbelig jeg er. nej om igen:
jeg opdagede for alvor, hvor vred jeg er! ser du; jeg har ikke (faktisk aldrig
nogen sinde) været i stand til at vise min vrede. jeg vender det hele indad,
bliver ked af det & påfører mig selv skylden. jeg bliver stille & trækker mig.
det er farligt, at blive vred; det er forbudt, at blive vred. & i min angst
for vreden har jeg lavet den helt store projektion (på godt dansk: jeg har
plantet lorten hos den anden) ved at sige til mig selv; hvis jeg viser vrede,
så går den (betydningsfulde) anden. men nå sandheden skal frem: så er det jo
mig selv, der går, ikk?
klokken 9 startede terapien, jeg kom ind i lokalet og overfor mig sad den
mand, jeg har valgt at gå hos. han sagde ikke noget & da jeg ikke kunne finde
hvile i pausen (stilheden) begyndte jeg: ”jeg ved ikke helt, hvor jeg skal
begynde – men jeg kontaktede dig fordi jeg har været meget ked af det. det
begyndte for alvor, da min mor blev syg & jeg opdagede, hvor bange jeg er for
at miste hende. jeg er meget knyttet til min mor, nogle ville kalde det for en
symbiose & mig selv, tja, jeg kan ikke beskrive i ord, hvad hun reelt betyder
for mig. uden hende & jeg har ikke så meget andet” ”hvor er din far?” & så kom
historien om hans fravær, & derfra bevægede jeg mig videre til min eksmand,
der lignede ham & til kæresten, der også har sine lighedspunkter (fraværende
nærvær, følelsesmæssig handicappet (følelser er svære for ham, at vise)). &
her blev vi. der blev talt om opvasken, hans totale mangel på at stikke en
finger i jorden & gøre noget, alene fordi det betyder noget for mig. netop det
at tage opvasken mens jeg er på en døgnvagt. bare det at overraske mig i
hverdagen med de små ting – uden at slå det større brød op med ord som: mon
ikke det handler om andet (fordi jeg i bar træthed & frustration græder snot
over, at komme hjem efter 24 timer på en døgninstitution med anbragte unge &
stadig finde opvasken på køkkenbordet). for opvasken er udløseren. jeg brugte
ord i terapien som skuffet & ked af det. så skubbede (rent verbalt) terapeuten
til mig & sagde: ”kan du sige; vred?”. jeg forsøgte, men det ville ikke rigtig
lykkes for mig. ordet blev vagt, uden betydning. vi snakkede lidt videre, jeg
blev urolig i kroppen & som et lyn fra en skyfri himmel brølede jeg ud i
rummet: ”hold kæft, hvor gør han mig vred!” terapeuten rejste sig op, tog en
stor pude frem og lagde den på gulvet, henvendte sig til mig & spurgte: ”hvad
vil du gøre ved denne pude lige nu?”. jeg rejste mig fra min stol & gik hen
til puden. der stod jeg & tænkte lidt over det, da følelserne atter væltede
igennem mig & jeg begyndte at sparke til puden. jeg sparkede som en sindssyg,
lagde alle kræfterne i & lod vreden vælte ud både fysisk & verbalt. & blev ved
indtil gråden kom over mig & erstattede vreden. jeg blev flov, for midt i mit
raseri ønskede jeg for et øjeblik, at det vitterlig var kæresten jeg sparkede
til & jeg ønskede vitterlig, at han skulle mærke denne fysiske form for
smerte, måske som tak for den psykiske han til tider (ubevidst måske!) påfører
mig. vi afrundede timen af & jeg skal igen torsdag i næste uge. vreden fylder
mig & der er derfor meget for mig, at arbejde med. det tegner godt & måske en
dag er jeg i stand til (for alvor) at give udtryk for den, uden at føle skyld.
det er i hvert fald mit mål.
i weekenden var vi i stockholm. der blev spillet petanque & det var så
hyggeligt. stockholm er en lækker by & jeg vil gerne tilbage igen. kæresten &
jeg elskede så intens i vores kahyt. længe siden min nydelse har været så
fuldendt. vi begærede hinanden & det var med et mæt & tilfreds smil at jeg
faldt i søvn. om søndagen vendte vi hjem til københavn. desværre mistede
kæresten sin rygsæk på vejen (indeholdende en sweater (jeg har strikket) &
hans petanquekugler), en kedelig afslutning på en god weekend.
jeg lider af høfeber. irriterende. har fået de første kirsebær i år. nøj, hvor
de bare smager!
22.06.2002
havde ellers forsvoret, at jeg ikke ville skrive en erotisk historie
foreløbig. dels kan jeg i perioder blive ufattelig træt af gentagelserne i
disse fortælling, for skønt sexen aldrig føles ens – så er ordene de samme.
det at fange selve følelsen er det sværeste, & ofte er selv de mindste forsøg
mislykkede. ikke desto mindre havde kæresten & jeg en vidunderlig tur til
stockholm, vi elskede så blidt & intenst i kahytten & som jeg skildrede
elskoven, da stod billederne tydeligt frem for mig. jeg kunne lugte begæret.
24.06.2002
en lille design ændring. må den falde i smag & ellers er det vel i & for
sig bare ærgerligt. jeg har fået lydkort i dag inkl. højtalere. store sager,
må jeg tilmed også tilstå. har været uden et lydkort i ufattelig lang tid &
derfor lettere handicappet når det fx gælder spil til computeren. nuvel.
lydkort, højtalere & nu går jeg bare & venter på, at posten skal komme (en af
dagene) med spillet; giften!
ekstra bladet har haft kontakt til mig. en række artikler, der bringes de
næste par søndage skal bl.a. handle om kvinder & erotik på nettet. virker
ganske sobert, velformuleret & lige til bæltestedet. jeg sagde ja tak &
resultatet synes da også helt fint.
junior laver numre i øjeblikket. lige så snart han tror vi har vendt ryggen
til ham, så hopper han lige direkte hen under skrivebordet. det er jo her
verdens bedste snackbar er gemt, ikk? små ledninger lige i størrelse junior
mund. suk!
skulle ellers tale med min veninde, men hendes telefon har kraftedeme været
kronisk optaget siden kl.: 20
29.06.2002
i torsdags var jeg i terapi. det gør sgu ondt at vende blikket indad, at
se sig selv i øjnene & frem for alt at være loyal overfor sig selv. for ser
du, det er unægtelig nemmere, hvis bare jeg kan tilpasse mig, gøre som
omgivelserne forventer. så skabes der nemlig ikke de store afstande mellem
dine & mine behov. virkeligheden er bare en anden, for det er jo netop
vigtigt, at udsende klare signaler & det er sgu vigtigt, at trække en synlig
grænse mellem din & mine behov.
vi lavede en øvelse, der bliver kaldt for den tomme/varme stol. i stolen
overfor mig placerede jeg kæresten & formålet er/var, at have et rum, hvor jeg
kunne øve mig. prøve mig frem med forskellige formuleringer & dermed i sidste
instans ender op med nogle redskaber i den dialog, der er vigtigt mellem os.
udgangspunktet var hans manglende motivation, hans manglende evne til at
deltage aktivt i hjemmets praktiske gøremål.
der sad jeg & stirrede over på stolen. jeg gennemrodede hele mit indre, ledte
efter ord & så gik jeg i stå. jeg begyndte, at græde. det her gjorde ondt. jeg
løftede atter blikket, så frem for mig & hviskede med en stille hulken: jeg
ved ikke, hvad du føler for mig.
sagens kerne. for det handler meget lidt om opvask, madlavning & andre
praktiske gøremål. det handler meget lidt om hvem, der gør hvad & hvor mange
gange. det handler om usikkerhed. på de gode dage, hvor kæresten ser på mig &
det hele læses i hans ansigt, da er disse ting ikke et problem for mig. skønt
han ikke formår at bruge ord som elsker, holder af, etc., så er der dage, hvor
jeg i alle hans handlinger ved, at det er det han gør. på de mindre gode dage,
der er det, at jeg bliver usikker. hans fraværende nærvær, tavsheden &
blikket, der konsekvent vender væk fra mig & så er det, at jeg pludselig gør
det hele op i opvask. hvis han nu har taget opvasken når jeg vender hjem fra
arbejde, så er det fordi han elsker mig. netop fordi han ved, at det er
vigtigt for mig. & så er opvasken ikke taget & jeg græder indvendigt.
& det er et problem for mig, & det er et problem for vores forhold. jeg skal
lære, at manglende opvask ikke er det samme som tab af
kærlighed(/anerkendelse) & han skal lære, at give noget mere af sig selv.
lære, at et blik siger mere end tusinde ord (det er jo netop så ufattelig
lidt, der skal til).
trods terapien & temaerne, så har vi det godt i øjeblikket. der er kærlighed
imellem os. det driver ned ad væggen & ses i vores samspil med hinanden & vi
hviler i højere grad i hinandens selskab.
