e-mail

 

01.06.2002

nogle gange evner dagene bare at løbe derudaf. denne gang har det været for det bedre. tavshed er guld & jeg har i stedet brugt min energi på, at få styr på følelserne – men faktisk var det først efter en samtale med min mor, at jeg for alvor fandt noget, der kunne minde om en løsning på problemet. nu er kæresten gået i tænkeboks. det betyder ikke, at vi skal træffe store beslutninger inden sommeren er overstået. det betyder, at vi langsomt er nødt til at gøre op med hvad der dur. jeg er kommet frem til konklusionen, at tiden ikke unødvendig skal spildes.

det er de små ting, der gør udslaget; enten for det bedre eller også til det værre.
han havde købt mælk!

min foretrukne drik stod i køleskabet som jeg træt var hjemvendt fra en døgnvagt, at drikke direkte fra kartonen (fordi jeg er den eneste i husstanden, der drikker mælk) & nyde smagen danse i min mund. jeg kan drikke en liter på næsten ingen tid, for at bruge resten af dagen på at bøvse højlydt & ganske veltilfreds.

irritation. jeg lider i øjeblikket af noget eksem under begge mine øjne, så foruden de kroniske sorte render, der sjældent betyder træthed, må jeg nu flere gange dagligt smøre mig med creme. & jo mere jeg får studeret mit eget spejlbillede – fordi denne slags afvigelser generer mig – desto mere enig med mig selv bliver jeg om, at også jeg er blevet ældre.

kæresten er til petanque hele weekenden. jeg har været på arbejdet. nu er stilheden min & jeg skal lege med junior. springe omkring, kalde på ham, tage ham op & kysse ham til han vrider sig & vil ned. så skal jeg læse, sove lidt & ellers bare ingenting.

07.06.2002

endnu en weekend, hvor 24 timer tilbringes på job & da kalenderen ikke byder på de store (vigtige) begivenheder, så er det faktisk helt ok. en bog med i oppakningen & så skulle jeg være underholdt mens de unge er ude i byens pulserende liv.

i dag havde jeg besøg; min mor og mormor. her var vi; 3 generationer. det er vi faktisk begyndt at gøre rimeligt regelmæssigt, & det har sin charme. i dag var det primært hækling, der var på programmet. mor skulle vise mormor et par hulmasker, et par fastmasker & noget andet jeg ikke lige fik fat i. derudover skulle jeg prøve en helt specielt kjole/frakke, der er blevet hæklet. den er så smuk & jeg ligner den prinsesse jeg i sandheden er. tak mor fordi du gider!

sekundært fik jeg lige slæbt mit familiegenogram ind på bordet. på skolen har vi arbejdet med familien & en af opgaverne var bl.a. dette genogram; en opgave jeg tager meget seriøst - & som jeg helt bestemt også vil slæbe med til den individuelle terapi på torsdag. mor kunne bidrage med mange interessante oplysninger, & min mormor blandede sig også ivrigt i debatten. elsker de 2 kvinder & den viden jeg konstant tilegner mig i deres selskab. på en & anden (barnlig) måde, så håber jeg vitterlig, at deres viden går i arv.

om tusinde år vil jeg sikkert kunne undvære hovedet, så må du love mig, at du laver et skrin af mit kranie, ikk?

jeg læser fortsat meget. ayla hedder heltinden & forslugen følger jeg hendes færden fra hulebjørnens klan til hestenes dal videre mod mammutjægeren, & derfra hen over stepperne til hendes møde med folket i klippehulerne. det er spændende, det er udviklende & mit liv er beriget med endnu en nuance.

ved siden af læser jeg også hanne hostrups ’kærestebilleder’, hvilket er interessant læsning – endnu er jeg kun nået til de halve hjerter. jeg genkender en del af det i mig & af mig i det, & det har fået mig til at studere noget mere i kollisionsbegrebet. yderst interessant, nikker jeg genkendende. at finde sin bedre halvdel. krage, der søger mage eller modsætningerne, der mødes.

nyder du det gode vejr?

ps: busser nu skal du kun sove 6 gange!

11.06.2002

måtte bukke under for hovedpine & træthed tidligere i dag. en nattevagt & 1½ times søvn. kroppen siger fra. igen i morgen tidlig & så har jeg fri. der er noget jeg ikke forstår, & skønt jeg muligvis en dag får svaret – så tænker jeg, at det nok næppe gør mig mere afklaret eller situationen mere forståelig. tænker, at det som irriterer mig allermest er den forpligtelse, der kan ligge i det. jeg kan kun takke mig selv - & det vil jeg rede bod på. det er jeg simpelt hen nødt til. jeg føler mig splittet.

på torsdag starter jeg i terapi (igen!) & jeg glæder mig. meget har jeg i de sidste 6 måneder kunne klare på egen hånd – men nu presser sager af allerhøjeste karakter sig på, dem skal jeg have hjælp til. først & fremmest min mor. her har jeg fat i angst for at miste, en angst, der faktisk i perioder gennemsyrer alt, hvad jeg rører ved. for jeg er bange for kontakter, der tager form i en fysisk dimension. med andre ord: jeg er pokkers bange for, at lukke mennesker helt der ind, hvor det virkelig gælder, hvor det virkelig tæller, hvor det virkelig betyder noget. for livet er foranderligt: det, der er her i dag – er helt sikkert væk i morgen. jeg har prøvet det før. & således går jeg fra mit tema om mor over til punkt 2: mit (næsten!) ikke-eksisterende netværk. de svage relationer, jeg dårligt tør tillægge en betydning. for det forpligter jo i sidste ende; både til nærvær & dybere følelser: tænk om jeg tillod nogen at holde af mig, eller at jeg tillod mig selv, at holde af dem. det er jo farligt, & i morgen – ja i morgen kunne det jo tænkes, at de var væk. herfra bevæger jeg mig direkte over til tema 3: jeg er dårlig til at opretholde kontakterne & hvor trist det end lyder, så falder det mig så ganske let at trække på skuldrene mens jeg hvisker: ude af øje – ude af sind. der er altid undtagelser af denne regel. hvordan kan det egentlig være? handler det så om større eller mindre betydning? er min selektive måde at omgås mennesker alligevel sund? jeg mangler svar. noget er ufuldstændigt i mig - & ser du, netop den erkendelse gør ondt!

torsdagen er også dagen, hvor junior skal passes. allerede nu bekymrer jeg mig. hvordan mon han vil have det med nye mennesker? vil han opføre sig ordentlig? eller skal forsikringen dække gulvtæppe & kabler når kæresten & jeg vender tilbage efter en weekend i stockholm? junior skal tilbringe 5 dage hos min dyrebare veninde & hendes kæreste. de glæder sig – vi har aftalt det for længe siden, alligevel stikker det i mit moderlige hjerte. jeg føler næsten, at jeg svigter.

men jeg laver en dosmerseddel. jeg ordner alt forråd i små portioner. selv hans legetøj bliver pakket med i weekendtasken. åh ja legetøj. han har nogle bolde, dem skubber han til. så han 2 små dukker, dem flytter han på. han har en hule, den bider han i & så har han andrik; en gul tøjdyrsand, som han slikker, boller & hygger sig med dagen lang. faktisk havde han også et træpiskeris – fordi vi havde læst, at kaniner elsker trælegetøj som de kan trække af sted med – men altså junior havde et træpiskeris. nu er det blevet bidt til pindebrænde & ligger spredt over 67 kvadratmeter.

i stockholm skal kæresten spille petanque. jeg skal være med på sidelinjen. måske endda gå på opdagelse på egen hånd, skrive postkort & tage tusindvis af billeder. nåeh ja & så skal jeg jo selvfølgelig finde mig en varm solstråle, hvor jeg afslappet kan læne mig tilbage & nyde endnu bog i serien om ayla.

vi ses igen.

20.06.2002

længe siden. der foregår så meget indeni mig i øjeblikket & det har klart været det nemmeste for mig, at undlade at sige det højt. for i det sekund jeg skriver det ned på papirets overfalde & synliggør problemstillingerne for mig selv, da forpligter det til forandring & det har jeg slet ikke været parat til. jeg ved faktisk ikke helt om jeg er helt klar endnu – men jeg vover skindet på næsen, for meget har hobet sig op & hvis jeg ikke får luft så eksploderer jeg.

i torsdags startede jeg op i individuel terapi. det var tiltrængt. det faldt på et tørt sted, & jeg opdagede for alvor, hvor skrøbelig jeg er. nej om igen: jeg opdagede for alvor, hvor vred jeg er! ser du; jeg har ikke (faktisk aldrig nogen sinde) været i stand til at vise min vrede. jeg vender det hele indad, bliver ked af det & påfører mig selv skylden. jeg bliver stille & trækker mig. det er farligt, at blive vred; det er forbudt, at blive vred. & i min angst for vreden har jeg lavet den helt store projektion (på godt dansk: jeg har plantet lorten hos den anden) ved at sige til mig selv; hvis jeg viser vrede, så går den (betydningsfulde) anden. men nå sandheden skal frem: så er det jo mig selv, der går, ikk?

klokken 9 startede terapien, jeg kom ind i lokalet og overfor mig sad den mand, jeg har valgt at gå hos. han sagde ikke noget & da jeg ikke kunne finde hvile i pausen (stilheden) begyndte jeg: ”jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde – men jeg kontaktede dig fordi jeg har været meget ked af det. det begyndte for alvor, da min mor blev syg & jeg opdagede, hvor bange jeg er for at miste hende. jeg er meget knyttet til min mor, nogle ville kalde det for en symbiose & mig selv, tja, jeg kan ikke beskrive i ord, hvad hun reelt betyder for mig. uden hende & jeg har ikke så meget andet” ”hvor er din far?” & så kom historien om hans fravær, & derfra bevægede jeg mig videre til min eksmand, der lignede ham & til kæresten, der også har sine lighedspunkter (fraværende nærvær, følelsesmæssig handicappet (følelser er svære for ham, at vise)). & her blev vi. der blev talt om opvasken, hans totale mangel på at stikke en finger i jorden & gøre noget, alene fordi det betyder noget for mig. netop det at tage opvasken mens jeg er på en døgnvagt. bare det at overraske mig i hverdagen med de små ting – uden at slå det større brød op med ord som: mon ikke det handler om andet (fordi jeg i bar træthed & frustration græder snot over, at komme hjem efter 24 timer på en døgninstitution med anbragte unge & stadig finde opvasken på køkkenbordet). for opvasken er udløseren. jeg brugte ord i terapien som skuffet & ked af det. så skubbede (rent verbalt) terapeuten til mig & sagde: ”kan du sige; vred?”. jeg forsøgte, men det ville ikke rigtig lykkes for mig. ordet blev vagt, uden betydning. vi snakkede lidt videre, jeg blev urolig i kroppen & som et lyn fra en skyfri himmel brølede jeg ud i rummet: ”hold kæft, hvor gør han mig vred!” terapeuten rejste sig op, tog en stor pude frem og lagde den på gulvet, henvendte sig til mig & spurgte: ”hvad vil du gøre ved denne pude lige nu?”. jeg rejste mig fra min stol & gik hen til puden. der stod jeg & tænkte lidt over det, da følelserne atter væltede igennem mig & jeg begyndte at sparke til puden. jeg sparkede som en sindssyg, lagde alle kræfterne i & lod vreden vælte ud både fysisk & verbalt. & blev ved indtil gråden kom over mig & erstattede vreden. jeg blev flov, for midt i mit raseri ønskede jeg for et øjeblik, at det vitterlig var kæresten jeg sparkede til & jeg ønskede vitterlig, at han skulle mærke denne fysiske form for smerte, måske som tak for den psykiske han til tider (ubevidst måske!) påfører mig. vi afrundede timen af & jeg skal igen torsdag i næste uge. vreden fylder mig & der er derfor meget for mig, at arbejde med. det tegner godt & måske en dag er jeg i stand til (for alvor) at give udtryk for den, uden at føle skyld. det er i hvert fald mit mål.

i weekenden var vi i stockholm. der blev spillet petanque & det var så hyggeligt. stockholm er en lækker by & jeg vil gerne tilbage igen. kæresten & jeg elskede så intens i vores kahyt. længe siden min nydelse har været så fuldendt. vi begærede hinanden & det var med et mæt & tilfreds smil at jeg faldt i søvn. om søndagen vendte vi hjem til københavn. desværre mistede kæresten sin rygsæk på vejen (indeholdende en sweater (jeg har strikket) & hans petanquekugler), en kedelig afslutning på en god weekend.

jeg lider af høfeber. irriterende. har fået de første kirsebær i år. nøj, hvor de bare smager!

22.06.2002

havde ellers forsvoret, at jeg ikke ville skrive en erotisk historie foreløbig. dels kan jeg i perioder blive ufattelig træt af gentagelserne i disse fortælling, for skønt sexen aldrig føles ens – så er ordene de samme. det at fange selve følelsen er det sværeste, & ofte er selv de mindste forsøg mislykkede. ikke desto mindre havde kæresten & jeg en vidunderlig tur til stockholm, vi elskede så blidt & intenst i kahytten & som jeg skildrede elskoven, da stod billederne tydeligt frem for mig. jeg kunne lugte begæret.

24.06.2002

en lille design ændring. må den falde i smag & ellers er det vel i & for sig bare ærgerligt. jeg har fået lydkort i dag inkl. højtalere. store sager, må jeg tilmed også tilstå. har været uden et lydkort i ufattelig lang tid & derfor lettere handicappet når det fx gælder spil til computeren. nuvel. lydkort, højtalere & nu går jeg bare & venter på, at posten skal komme (en af dagene) med spillet; giften!

ekstra bladet har haft kontakt til mig. en række artikler, der bringes de næste par søndage skal bl.a. handle om kvinder & erotik på nettet. virker ganske sobert, velformuleret & lige til bæltestedet. jeg sagde ja tak & resultatet synes da også helt fint.

junior laver numre i øjeblikket. lige så snart han tror vi har vendt ryggen til ham, så hopper han lige direkte hen under skrivebordet. det er jo her verdens bedste snackbar er gemt, ikk? små ledninger lige i størrelse junior mund. suk!

skulle ellers tale med min veninde, men hendes telefon har kraftedeme været kronisk optaget siden kl.: 20

29.06.2002

i torsdags var jeg i terapi. det gør sgu ondt at vende blikket indad, at se sig selv i øjnene & frem for alt at være loyal overfor sig selv. for ser du, det er unægtelig nemmere, hvis bare jeg kan tilpasse mig, gøre som omgivelserne forventer. så skabes der nemlig ikke de store afstande mellem dine & mine behov. virkeligheden er bare en anden, for det er jo netop vigtigt, at udsende klare signaler & det er sgu vigtigt, at trække en synlig grænse mellem din & mine behov.

vi lavede en øvelse, der bliver kaldt for den tomme/varme stol. i stolen overfor mig placerede jeg kæresten & formålet er/var, at have et rum, hvor jeg kunne øve mig. prøve mig frem med forskellige formuleringer & dermed i sidste instans ender op med nogle redskaber i den dialog, der er vigtigt mellem os. udgangspunktet var hans manglende motivation, hans manglende evne til at deltage aktivt i hjemmets praktiske gøremål.

der sad jeg & stirrede over på stolen. jeg gennemrodede hele mit indre, ledte efter ord & så gik jeg i stå. jeg begyndte, at græde. det her gjorde ondt. jeg løftede atter blikket, så frem for mig & hviskede med en stille hulken: jeg ved ikke, hvad du føler for mig.

sagens kerne. for det handler meget lidt om opvask, madlavning & andre praktiske gøremål. det handler meget lidt om hvem, der gør hvad & hvor mange gange. det handler om usikkerhed. på de gode dage, hvor kæresten ser på mig & det hele læses i hans ansigt, da er disse ting ikke et problem for mig. skønt han ikke formår at bruge ord som elsker, holder af, etc., så er der dage, hvor jeg i alle hans handlinger ved, at det er det han gør. på de mindre gode dage, der er det, at jeg bliver usikker. hans fraværende nærvær, tavsheden & blikket, der konsekvent vender væk fra mig & så er det, at jeg pludselig gør det hele op i opvask. hvis han nu har taget opvasken når jeg vender hjem fra arbejde, så er det fordi han elsker mig. netop fordi han ved, at det er vigtigt for mig. & så er opvasken ikke taget & jeg græder indvendigt.

& det er et problem for mig, & det er et problem for vores forhold. jeg skal lære, at manglende opvask ikke er det samme som tab af kærlighed(/anerkendelse) & han skal lære, at give noget mere af sig selv. lære, at et blik siger mere end tusinde ord (det er jo netop så ufattelig lidt, der skal til).

trods terapien & temaerne, så har vi det godt i øjeblikket. der er kærlighed imellem os. det driver ned ad væggen & ses i vores samspil med hinanden & vi hviler i højere grad i hinandens selskab.