e-mail

 
03-07 19:53

41 dage endnu


Det blev juli måned. Ikke sådan pludselig eller noget - men allgievel blev det juli og helt uden at jeg havde noget på hjertet.

Jeg tænker tit på, at det bliver godt for mig at komme i gang igen. Jeg nyder tiden her sammen med Gustav og rent udviklingsmæssigt går det jo super stærkt med ham i øjeblikket. Hvorfor hver dag er spækket af nye oplevelser... alligevel trænger jeg til mere. Jeg trænger til udfordring af en anden slags og jeg trænger seriøst til at få en ordentlig en på opleveren, sådan rent fagligt i hvert fald.

3. juli 2006, kl. 19:53| # |


04-07 20:07

Med fråde om munden


Jeg har det så skide svært med varmen, helt uden at være gravid. Varmen kan i den grad drive mig til vanvid og jeg bliver underlig irritabel.

Det som er sværest for mig at tackle, er, når det går ud over Gustav. Han er det her uskyldige væsen og fortjener bestemt ikke, at han mor – med fråde om munden – råber ad ham, fordi jeg bare ikke lige har tid til at tage ham op.

For pokker. Jeg kvæles nærmest af dårlig samvittighed. Han fortjener det bare slet ikke, - og så er jeg frustreret over det og irritabel over varmen og pludselig er det Ulrik, der står for skud. Og så er det pludselig skruen uden ende. Mand hvor jeg hader det!

4. juli 2006, kl. 20:07| # |


05-07 09:43

Ni måneder og fem dage


Der sker så meget med Gustav lige for tiden, dvs. at der er jo sket meget siden hans fødsel, men lige for tiden synes jeg bare, at det går ultra stærkt.

Han kravler lystigt af sted og han har snart i en lille uges tid rejst sig op af alting. Han er endnu forbeholden med at ville tage skridt, når han har rejst sig op. Der fungerer det bedst, når vi holder ham i hænderne.

Han har fået tre tænder. Den fjerde er på vej. Det har den egentlig været meget længe, men nu kan vi endelig se en lille hvid prik. De tre andre tænder er ellers kommet rimelig meget ud og det har virkelig ændret hans udseende.

Han er begyndt at sige »A det« og det er i meget konkrete sammenhænge, så vi er ret sikre på, at han spørger: »Hvad er det?« I hvert fald har vi taget en beslutning om at svare ham hver gang. Generelt så snakker han meget. Han er flydende på sit eget sprog. Det er sikkert!

Jeg synes også, at han er begyndt at ligne mig noget mere. Ulriks træk har været og er det vel i og for sig stadig alt dominerende... men jeg kan faktisk godt spejle mig i ham (altså Gustav) både temperamentsmæssigt og udseende.

Han er tillidsfuld og meget glad. Han er utrolig nysgerrig og vågen. Han er begyndt at udvise helt utrolig interesse for andre børn og han er blevet en rigtig mester til at underholde sig selv.

Han spiser familiemad og stort set på lige fod med os andre. Om morgen får han havregrød med æble og kanel. Det er den eneste grød jeg får i ham (på en hel dag). Nogle gange går vi i seng igen efter morgenmaden (hvis han virker træt), men her de sidste par dage har søvn ikke været det, han har haft tid til. Han er blevet bedre til at holde sig kørende i længere tid ad gangen. Han får flaske midt på dagen (men interessen er ved at være lille, så det er bare et spørgsmål om tid og så bliver den skiftet ud) og så får han en flaske med vælling, når vi går i seng.

Han sover fra han bliver lagt omkring kl. 20 og frem til 6-6:30 næste morgen. Uden afbrydelser. Derudover sover han efterhånden kun to gange i løbet af dagen. En lur på ca. 40 minutter og en lur på alt imellem en til to timer.

De sidste par dage har hans aktivitetsniveau været usædvanligt højt, - og har haft stor betydning for hans søvn. For han skal pludselig vugges i søvn. Vi er ret sikre på, at det handler om, at han ikke helt får samme fysiske tæthed og derfor har brug for at mærke den inden han falder i søvn. Det er i hvert fald det vi er enige om og det er i hvert fald det vi gør. Han bliver svøbt i sit tæppe (og det er varmen til trods) og så vugger vi ham. Han går ud som et lys. Lægger vi ham i sengen, så går der op til en time og det er med gråd. Det er unødvendigt synes vi, specielt når vi ved, at han godt kan falde i søvn på egen hånd uden gråd.

Jeg kunne blive ved. Suk. En mors lod: At tale i timevis. Lige nu hviler han og jeg vil nyde øjeblikket for mig selv.

5. juli 2006, kl. 09:44| # |


06-07 14:05

Så har min mor hentet mit barn!


De er taget på tur ud til min mormor og således har jeg lidt mig-timer til rådighed. Det er rart. Det er tiltrængt.

Det er nu også lidt underligt. Ja det synes jeg faktisk. Sådan stunder har jeg altså ikke haft alverden af siden »Gunnar-drengens« ankomst og måske er det lige så meget min egen skyld. Det er egentligt ikke særligt relavant og skyld kan vi ikke bruge til så meget.

Gustav har aldrig haft det store søvnbehov, så allerede fra starten af var det temmelig begrænset med timer for mig selv og det har jeg tilpasset mig, men ind imellem bliver jeg sgu alligevel en smule ophængt og skønt min mor flere gange har sagt: »Du siger bare til, så skal jeg nok tage ham i et par timer«, så har jeg bare ikke rigtigt taget mod tilbuddet.

Så da min mor ringede i morges og sagde, at hun lige kunne komme forbi efter arbejde og tage ham, så sagde jeg lidt nødtvungen ja. For når jeg pludselig har muligheden for at blive aflastet en smule, så bliver jeg sgu grebet lidt af panik. Sådan lidt ala "nu-får-jeg-ikke-den-oplevelse-med-ham" agtig. Hvilket dybest set er noget fis.

For jeg har så mange andre oplevelser med ham og der vil komme mange af den slags oplevelser, hvor jeg ikke er deltagende. Sådan skal det jo også helst være, - og vi har altså begge brug for lidt luftforandring. Bare en gang i mellem.

Nu er han hentet. Det er rart og han er tryg ved min mor, så på den konto har jeg ingen skrupler overhovedet. Nu er spørgsmålet bare, hvad jeg skal lave.

Varmen er altså ulidelig, så jeg starter nok med et bad og herefter tror jeg faktisk, at jeg vil kaste mig på sofaen med blæseren tændt og læse min sidste bog færdig. Mest af alt vil jeg bare nyde øjeblikket for mig selv; intet barn og ingen mand i nærheden.

OPDATERING: Jeg blev færdig med den sidste bog, - og en ny kan straks begynde.

6. juli 2006, kl. 14:05| # |


08-07 14:40

Lørdag til søndag


Lørdag. Dejligt vejr; overskyet og ikke alt for varmt. Grill hos svigerforældrene. Afslapning sammen med mand og afkom.

Søndag. Vejret endnu ukendt. Besøg af Anette. Mand sikkert til petanque. Slappe af med afkom.

Og hvad med dig?
Rigtig god weekend, ja?

8. juli 2006, kl. 14:40| # |


09-07 21:10

Tjekliste ved spædbarnsdød


[Langt indlæg!]

Tænk om det var muligt at lave en vejledning. Tænk om sådan en folder eksisterede og automatisk blev rundsendt til ens netværk, når man har mistet sit barn. Ja tænk en gang. Måske er det godt det samme, for sådan en folder ville aldrig kunne dække alles behov.

Jeg fik en e-mail den anden dag fra en journalist. Hun vil gerne tale med mig omkring mit forløb. Så er det jeg tænker; mit forløb? Hun mener nok i forhold til Cirkelines fødsel og død – men jeg kan faktisk ikke være sikker, vel?

Egentlig har jeg taget en beslutning om, at det er slut med artikler omkring Cirkeline. Mest fordi de to sidste på sin vis lignede hinanden. Det handlede rigtig nok om Cirkeline og bearbejdningen af et så stort et tab, og begge artikler var yderst sobre. Men (og det er her, at hunden ligger begravet) begge artikler tager deres udgangspunkt i det at have en dagbog på nettet og mellem linjerne står der også, at det var vejen ud af sorgen.

Det har sin rigtighed til en vis grad. For det er jo bestemt ikke hele sandheden. At jeg kunne skrive om Cirkeline i så rige linjer, har hjulpet mig meget. At jeg så samtidig har fået feedback, støtte og omsorg fra det fantastiske netværk, der sådan eksisterer på tværs af kabler og geografi, det har bestemt hjulpet mig endnu længere i processen. Derudover er der jo hele det fysiske netværk; familie og venner. Alle disse til sammen og Ulrik og jeg var godt på vej.

Vi havde sagt nej tak til en psykolog eller terapeut. Det føltes ikke rigtigt. En enkelt gang talte vi med en psykolog på riget (kort efter Cirkelines død), - og det var mest af alt fordi vi havde brug for at blive bekræftet i, at blot fordi man ikke er ved at gå i opløsning af gråd og sorg, så er man ikke rigtig i gang med sit sorgarbejde. Det havde vi brug for at høre, for vores største frygt var nok, at vi skulle sidde i den dybe sorg om tre år (fordi sådan sørger man eller sådan hører man ofte at folk sørger) og vi følte allerede nu var godt på vej frem. Endvidere brugte vi vores egen læge og den provst, der er knyttet til vores sorg. Ham, der også viede os fire måneder forinden. Sådan havde vi det bedst. For slet ikke at glemme alle de mennesker, der gad ligge øre til vores tanker og følelser.

Gentagelser er gode. Helt sikkert. Gentagelserne er det som har hjulpet os. Uden tvivl. Vi overlevede på gentagelserne, på den praktiske og på humoren. Det var vores vej frem, - og så er vi jo sikre på, at det lige var i Cirkelines ånd.

Nå men for at vende tilbage til e-mailen. Ordet "forløb" har ringet i mit indre siden jeg modtog e-mailen og jeg har virkelig tænkt som en sindssyg. Jeg blev på ingen måde stødt over hendes ordvalg, mere sådan forundret. For er det virkelig så svært at kalde tingene ved deres navn (hvis vi vel at mærke går ud fra, at det er Cirkelines fødsel og død hun mener)? Journalisten har valgt sit ord med omhu, det er jeg ret sikker på og hun har ikke ville gøre mig ked af det eller træde mig over tæerne. Det gjorde hun heller ikke.

Alligevel tænker jeg, at der er et kæmpe tabu som vi skal til livs. Problemet er bare, at det er svært. For der findes seriøst ikke en manuel på hvad der er rigtigt og forkert. Der er mange bud på, hvad forældrene til det døde barn kan have brug for, men alligevel varierer det pokkers meget fra forældre til forældre. Det handler jo lige så meget om indstilling til tingene.

For mig og Ulrik var der ikke noget rigtigt og forkert i forhold til folk sagde. Vi kunne på ingen måde blive forarget over udtryk som »Så må I op på hesten igen« eller »Måske havde det været bedre om hun var dødfødt«. For ingen siger disse ting i ondskab. Højst i uvidenhed, - og så må vi jo fortælle dem, at vi gerne vil op på hesten igen, men at det ikke føles særligt overskueligt lige nu eller at vi er glade for, at hun ikke var dødfødt, fordi det også gav Ulrik en mulighed for at knytte bånd.

Jeg ved godt, at ikke alle har det samme overskud, når de er i sorg. Ulrik og jeg havde åbenbart massere. For vi tog snakkende og vi forsøgte at oplyse vores netværk om hvor vi var lige nu og her. Og sorgen er jo lige så forskellig som måderne vi har mistet på. Netop i dette er der jo en betydelig forskel, som uden tvivl påvirkninger bearbejdningen af tabet. Det tænker jeg i hvert fald.

De fleste ved ikke hvordan de skal forholde sig til et så traumatisk tab. Forældrene til det døde barn ved det ingen gang. Hvorfor der ofte (tror jeg) opstår denne form for kejtet stemning mellem parterne. For alle vil gerne støtte, trøste og yde omsorg. Ind imellem bliver der sagt nogle ting, der måske ikke er så heldige – men sådan må det være. Vi kommer alle forskellige steder fra og alle har vi lært at tackle sorg forskelligt.

Jeg tror, at de fleste finder det svært at trøste det menneske, der sidder der og er knuget af sorg. Så de forsøger. De holder en på skulderen og siger: »Så så – det skal nok gå«. Og der er intet ondt i det. Overhovedet. Det er bare ikke alle, der har brug for at vide, at der også er lys forude. For i dette nu er det svært nok at forholde sig til en selv.

Jeg skal ikke på nogen måde tale på andre vegne end mine egne. For mig gælder det hellere ærlighed og autentisk opførsel. Hellere sige »op på hesten igen« end ingenting. Hellere denne kejtede og klodset adfærd end ingenting. Hellere »sådan noget forpulede snot« eller »Jeg ved kraftedeme ikke hvad jeg skal sige« eller »pis«. Hellere alt muligt andet end ingenting. I bund og grund er der ikke så skide meget at sige. Hvilket jo nok er vigtigt at erkende.

Jeg har sagt, at jeg ikke vil deltage i flere artikler omkring Cirkeline. Sådan har jeg det i og for sig stadig. Alligevel tricker det mig, når jeg så får en e-mail som netop denne. Så hopper jeg lidt i stolen og tænker; »der er stadig behov for at der bliver skrevet om det«. Jeg bliver nemlig forvirret. Hvad mon hun mener med forløb, - og hvor er jeg dog træt af at skulle gætte mig til det.

Nu må vi se, hvad det bliver til. Så længe det gør en forskel så vil jeg gerne. Mon stadig det gør en forskel?

9. juli 2006, kl. 21:10| # |


10-07 08:40

Brødristeren


I går var der gennemtræk i lejligheden og brødristeren faldt på gulvet. Hvilket samtidig blev den visse død for den. Så nu går kampen ind for at finde en ny og denne gang helst en, der fungerer sammen med gas.

Mon stadig de findes og kan opdrives?

10. juli 2006, kl. 08:40| # |


10-07 11:42

Pasnings-hva-for-noget-garanti?


Vi står godt nok nummer 6 på ventelisten til vores drømme institution; en vuggestue lige ned til mosen – men det er desværre ikke ensbetydende med, at der også er plads til os på vores behovsdato.

Faktisk kunne damen fra Pladsanvisningen slet ikke love noget som helst overhovedet, næsten som i nogensinde. Måske til næste sommer! Næste sommer? Helt ærligt. Vi står sgu da og skal bruge den plads som i lige om lidt og i denne sommer.

Der vil nok ikke komme flere ryk på ventelisten lige nu og til september skal de første fem ledige pladser gå til de tosproget, fordi kommunen har gang i et og andet projekt kaldet for mangfoldighed i børnehøjde. Og hvad rager det lige mig? Seriøst! Det er noget, der er kommet til efter vi er blevet skrevet op på ventelisten, hvorfor vi jo dermed også blev skrevet op ud fra andre forudsætninger. Hvad fanden bilder de sig ind?

Alternativet var så en institution i Tingbjerg. Og nu ikke noget ondt om Tingbjerg, men for fanden i panden det er jo ikke det vi vil for Gustav og hvorfor skal vi nu til at transportere os selv så langt? Altså helt ærligt!

Så var der selvfølgelig også privat dagpleje eller børnepasning. Hvilket slet ikke virker attraktivt på os. Jeg skal ikke til at lede efter en og anden, der kan passe mit barn.

Så lige nu vil jeg bare opføre mig som en forkælet møgunge og være smæk fornærmet og tilmed tillade mig at synes at verden er en stor og betændt byld. PIS OG LORT!!

Hvor fanden klager man, hur?

10. juli 2006, kl. 11:42| # |


10-07 21:44

Endnu et skridt


Gustav har fået sin allerførste sko. En sandal. Han kan ikke gå selv (endnu!), men gå vil han og så dur det altså ikke bare tær, når vi sådan er ude i det fri. Det ser sjovt ud. For han går på tær og skal vist lige lære at komme ned på flad fod.

10. juli 2006, kl. 21:44| # |


11-07 13:51

Institutionsbesøg


Ud af de fire mulige institutioner vi pt. kan vælge mellem, så har jeg valgt to ud og torsdag og fredag skal mig og »Gunnar-drengen« så på institutionsbesøg. Det bliver spændende.

Ulrik og jeg har talt om det. Vi giver det en chance, tjekker stederne ud og herefter tager vi stilling. Transportmæssigt giver det en mere tid på måske 10 minutter og det er til at leve med. Tilbage så håber jeg bare, at vi får en plads i en udflytterbørnehave, når tid er. Andet beder vi ikke om.

11. juli 2006, kl. 13:51| # |


13-07 19:17

Institutionsbesøg - vol II


I dag fandt det første institutionsbesøg sted. Det var en positiv oplevelse. En lille vuggestue med fire stuer i forlængelse af hinanden og alle stuer åbner ud til en lille legeplads. Institutionen har plads til ca. 44 børn i alderen 0-3 år. I øjeblikket er der kun 27 børn, bl.a. fordi danske forældre ikke er meget for at sætte deres børn i en institution, hvor hovedvægten af børn er af anden etnisk baggrund end dansk.

Således bliver Gustav den eneste etnisk danske hvis han starter i vuggestuen. Nå ja med undtagelse af personalet, der alle er etnisk danske.

Bliver det så et problem? Det tror jeg faktisk ikke. I den alder er alle børn faktisk ens, - og da deres pædagogisk fokus i forhold til børnene er den sproglige og motoriske udvikling, så tænker jeg, at det faktisk er ganske optimalt.

I morgen skal vi besøge den sidste institution på vores liste, - også i Tingbjerg. Men allerede nu er jeg godt stemt for den i dag.

Hvad ville dine argumentationer være for og imod at sætte dit barn i vuggestue, hvis han/hun bliver det eneste etnisk danske barn?

13. juli 2006, kl. 19:17| # |


14-07 10:40

Institutionsbesøg - vol III


Hvad gør vi nu, lille du?
Institutionsbesøg nummer to og dermed det sidste af slagsen fandt sted i dag. Vuggestuen er væsentlig større end den vi så i går, faktisk 20 børn og to stuer større. Det er meget. Til gengæld bliver han ikke den eneste etnisk danske.

På plussiden: Institutionen arbejder med venskabsstuer, dvs. at børnene lærer børn og voksne fra en anden stue at kende, således at der ved personalesygdom altid er en voksen de kender. Derudover har institutionen ansat to piccoliner, der dagligt kommer og vasker tøj, fejer stuerne ved lukketid og ordner frugtvognen i køkkenet. På den måde har pædagogerne mere tid til børnene.

Minussiden: Væsentlig flere børn. En leder, der er 37 timer på sit kontor.

Der er lige langt til begge institutioner. Åbningstiderne er også ens. Lige nu er jeg virkelig i tvivl. For begge steder virker attraktive. Dagens institution har kun en enkelt ledig plads, hvor gårdagens har lidt flere. Siger det så noget om stedet? Det tror jeg egentlig ikke, - og det er heller ikke med i mine overvejelser som sådan.

14. juli 2006, kl. 10:40| # |


14-07 14:23

Den gode pasning – med garanti!


Så har min mor hentet »Gunnar-drengen«. Han skal overnatte hos mine forældre og det skal nok blive rigtigt godt for os alle sammen. For mig og Ulrik gælder det: Sex og sushi!

Rigtig god weekend derude!

14. juli 2006, kl. 14:23| # |


16-07 20:46

Beslutningen er truffet!


Vi har valgt den lille institution. Den hvor Gustav bliver (på nuværende tidspunkt) den eneste etnisk danske. Vi tror på det. Det var den institution, hvor vi havde den bedste mavefornemmelse. En ubetinget ja-følelse.

16. juli 2006, kl. 20:46| # |


18-07 10:32

Spilopperne hedder hans stue


Hold da helt fast. Jeg skal sove 14 gange og så er det blevet tid til at køre »Gunnar-drengen« ind i vuggeren. 14 dage!! Det er sgu da lige om lidt og så regner vi med 14 dage til indkøring (cirka). Alt i alt har jeg fire ugers barsel tilbage. 1-2-3-4! Der skal altså bare kysses og krammes og hygges i et væk.

Det bliver så underligt og det bliver så nyt.

18. juli 2006, kl. 10:32| # |


18-07 15:58

Hele livet er bestandig forandring


Et indlæg hos Læseren fik sat gang i tankerne og således har jeg det meste af dagen tænkt en hel del over livets gang og min udvikling i særdeleshed.

Jeg har forandret mig og siderne her er et vidne derpå. Der er sket meget siden jeg skrev mit første indlæg. Det var før jeg anede, at der var noget, der hed blogs, før permalink og kommentarfunktion.

Siden da har jeg vist fået hænderne over dynen (det meste af tiden) og selv mine erotiske noveller er blevet fjernet. De noveller der udgjorde en stor del af min netidentitet. Jeg fik ikke skrevet flere, - og pludselig var de bare denne sørgelige reminder på det som havde været.

Ind imellem spørger jeg mig selv, om jeg skal lade novellerne finde tilbage på siden. Jeg er stolt af det som jeg har skrevet og jeg synes, at det er dejligt, når de ind imellem dukker op på nettet. Jeg ved bare også, at jeg nok aldrig få skrevet en ny.

Hvad skete der egentlig med mit sexliv? Det er nu stadigt – om end jeg ikke helt tillægger det samme spalteplads som tidligere.

Fokus ændrede sig under vejs og skønt jeg i brøkdele af øjeblikke stadig omtaler mig som en pop-pornografisk strippertøs med hang og trang til det hele – så kom der bare så meget mere til.

Med Cirkeline kom et helt nyt fokus til på siden. Sådan må det jo nødvendigvis være og jeg vil næsten sige, at alt andet havde været underligt i betragtning af, at jeg for længst havde inviteret jer indenfor. Og med Gustav har jeg bare fået så meget hænderne fulde, at jeg dårligt opdager, at der også er mere i livet end et levende barn.

Tiden sætter sine spor.

Blev jeg mere stueren og husmoderlig? Måske. Måske blev jeg bevidst om mit publikum, bl.a. familie og svigerfamilie. Måske blev jeg bare underlig voksen? Det er svært at sige hvor det ændrede sig, men ændrede sig det gjorde det.

18. juli 2006, kl. 15:58| # |


20-07 20:57

Helt fucking ærligt!


Det er varmt.
Jeg er smeltet.
Ses når jeg en gang har været en tur i fryseren.


20. juli 2006, kl. 20:57| # |


23-07 17:49

Snork. Gab. Suk


OK indrømmet. Jeg har ikke været i fryseren indtil nu. Faktisk har jeg slet ikke været i fryseren. Jeg kan ikke være der. Jeg ved egentlig ikke om jeg ville gøre det, hvis jeg kunne. Det ville nok blive alt for koldt. I længden i hvert fald.

Og mens jeg er i gang med indrømmelserne, så kommer hermed en tilståelse mere: Jeg keder mig. Der sker ikke en skid i mit liv pt. INTET. NADA. NUL OG NIKS. IKKE EN FORPULEDE SKID. Og hver gang jeg åbner munden så støver det kraftedeme.

Det bliver godt at »Gunnar-drengen« starter i vuggestue og jeg starter på min uddannelse, for vi trænger seriøst begge til nye udfordringer. Jeg kan efterhånden ikke holde den kørende længere i forhold til at finde. Faktisk kan jeg ikke længere holde den kørende. Overhovedet. Dagene ligner hinanden.

En uges tid endnu og så starter første udfordring: Gustav skal køres ind. Det bliver vildt. Det bliver helt vildt. Det bliver fedt. Det bliver godt, - og en smule hårdt sådan rent følelsesmæssigt. Bare en lille smule. Mon ikke?


23. juli 2006, kl. 17:49| # |


24-07 15:56

Blæsevejr


Ja vejret har jo været dejligt i dag. Solskin og bedst af alt: BLÆST! For pokker hvor er det bare et rigtigt dejligt vejr i dag. Nå.


24. juli 2006, kl. 15:56| # |


24-07 21:28

Underlig ensomhed


Jeg bliver så skide berørt i øjeblikket. Hver gang jeg hører om hjertefejl og døde børn, så stikker det i mit hjerte og jeg får denne smertende klump i halsen. Sådan har jeg ikke haft det længe. En underlig ensomhed er dukket frem hos mig.

Det er svært at sætte ord på, dels handler det jo om Cirkeline, dels handler det om at jeg savner det forum-fællesskab, der var forbundet med at miste et barn. Savner at der er andre end mig og savner at tale om det.

Det er lige godt et år siden, at jeg sagde farvel til samme forum. Det var på tide at komme videre. Jeg var gravid med Gustav og det var en måde – for mig på daværende tidspunkt – at give slip på sorgen.

Det har været et godt år for mig. Jeg tror, at afstanden gjorde godt. Nu overvejer jeg at vende tilbage. Ikke for at dvæle eller dyrke – men alene for at være.


24. juli 2006, kl. 21:28| # |


25-07 19:33

Sandaler


I dag kom et par sandaler og nu undrer det mig virkeligt, at jeg ikke fik taget mig sammen mens jeg var gravid (hele to gange!) til at købe et par. De er jo vidunderlige. Fantastiske. Herlige.


25. juli 2006, kl. 19:33| # |


25-07 21:11

Bør jeg lade andre sætte dagsorden?


Ind imellem tænker jeg, at jeg nok lader mig styre lidt for meget af, hvad andre tænker. Specielt hvad andre tænker, når jeg skriver om Cirkeline.

Tilbagemeldingerne på gårdagens indlæg omkring Cirkeline har virkelig været brugbare for mig. De har været med til at sætte nogle ting i perspektiv og jeg vender ikke tilbage til de forskellige fora omkring spædbarnsdød. Det er ikke der, at jeg skal investere mine følelser.

En af årsagerne til mit pludselige behov for anerkendelse fra ligesindet skal helt klart ses i lyset af, at jeg er bange for at trætte folk.

Allerede der forsvinder bloggens selvstændighed en smule og det ærgrer mig og det ærgrer mig, at jeg pludselig tænker på, hvad andre tænker på. Specielt i forhold til Cirkeline.

Der er øjeblikke, hvor jeg tager mig selv i at tale om Cirkelines død med en vis form for selvfølgelighed (for børn dør jo – i min verden har det ind imellem tangeret til reglen frem for undtagelsen). På den ene side vil jeg gerne tabuet omkring spædbarnsdød til livs, på den anden side skal det jo ikke ske på bekostning af forskrækket mennesker.

Så er det at jeg tænker, at jeg hellere må holde min kæft. Lade som ingenting og gemme følelserne af vejen, gemme virkeligheden af vejen. Ikke for at fortrænge – men simpelt hen fordi jeg gerne vil beskytte mig selv.

Jeg kan få helt ondt i maven ved følelsen/fornemmelsen af, at mennesker omkring mig er ved at brække sig over endnu en fortælling om Cirkeline. Jeg kan få helt ondt i maven ved følelsen/fornemmelsen af, at mennesker omkring mig gisper efter vejret, når jeg sådan (uden varsel) siger: »Vi fik en datter og hun døde«.

Jeg ved jo godt, at jeg ikke skal lade andre diktere indholdet på denne side – og det får de jo dybest set heller ikke lov til. Ind imellem bliver jeg pludselig bare så begrænset af mig selv.


25. juli 2006, kl. 21:11| # |


26-07 08:09

Nu med fire tænder!


Så er der seks dage tilbage inden vuggestue start. Jeg tror, at Gustav vil nyde alle de nye udfordringer. Han vil måske være en smule overvældet i starten, men nyde det vil han.

Han er blevet en rigtig stor dreng. Lige straks er han 10 måneder og han har allerede tjek på en helvedes masse. Han spiser selv (faktisk bliver han stiktosset, hvis vi forsøger at made ham og det skaber seriøst en kedelig stemning ved bordet), så længe vi kommer mad på skeen, så skal han nok selv klare resten.

Han er blevet super hurtig til at kravle og næste etape er så at lære at gå. Han rejser sig op alle mulige og umulige steder. Så går han lidt omkring mens han holder fast i dette og hint og ind imellem giver han så slip og falder efter et par sekunder. På vej det er han.

Mest af alt er han i super humør. Vi griner meget og hygger os faktisk gevaldigt. Han er nem at gøre glad og så er han (bedst af alt – hvis man spørger mig) rigtig glad for kys og kærtegn. Ih hvor kan vi hygge og kramme og hver morgen når Ulrik henter ham over i den store seng, så nærmest løber han i luften af glæde. Så kaster han sig ned i dynerne og møver sig hen til mig og giver mig en stort vådt kys på munden. Jeg smelter sgu helt.

Vi har planer det meste af ugen. Vi må have en ordentlig en på opleveren mens tid er.


26. juli 2006, kl. 08:09| # |


26-07 22:57

Gestapometoderne er kommet for at blive!


Hvornår mon jeg lærer det? Sikkert aldrig. Måske er det virkelig mig? Det er sgu nok mig. Det er jo ikke første gang. For fanden Frederikke tag dig nu sammen.

Nu skal jeg til at "lære" mit barn at falde i søvn og "lære" ham at sove 12 timer i streg to gange dagligt og skulle hans finde på at vågne midt i mellem, så vil jeg naturligvis lade ham ligge og det skal slet ikke genere mig, at han så ender op med at græde sig i søvn. Det er jo mig, der bestemmer og ved bedst. For børn der ikke sover døgnet væk, de udvikler sig jo helt vildt dårligt. For hjernen kan ikke følge med.

Mon det står rigtig skidt til for Gustav?
Mon vi kan indhente det forsømte, hvis vi skynder os?
Mon hans knap 15 timer pr. dag og max 30 minutter ad gangen siden fødslen har gjort uoprettelige skader?

Faktisk skal jeg holde op med at lytte til mit barns signaler. Han prøver jo bare at løbe om hjørner med mig. Jeg er jo bare en tåbelig førstegangs mor, der hopper og springer ved det mindste vink. Jeg ødelægger ham gør jeg. Røv forkæler ham og giver han en super kedelig adfærd.

Det skal stoppe nu. Han skal tvinges til at spise fire store portioner med enten havregrød eller øllebrød. For det er ganske enkelt noget pjat at han ikke gider spise det. Jeg skal vise ham, at jeg bestemmer.

Og går det helt galt så kan jeg jo bare undskylde mig selv med, at det var fordi jeg først fik et barn og så døde hun og så blev jeg sådan lidt ustabil og utilregnelig

Fuck
Pis

Hvornår mon jeg lærer det? Sikkert aldrig. Måske er det virkelig mig? Det er sgu nok mig. Det er jo ikke første gang. For fanden Frederikke tag dig nu sammen.

PS: Den slags meninger skal du holde for dig selv Frederikke.
PPS: Og når dit barn nu får en fremmed dialekt ved at gå i vuggestue med børn af anden etnisk baggrund end dansk – så kom ikke og sig at vi ikke advarede dig.


26. juli 2006, kl. 22:57| # |


27-07 09:43

En god nats søvn gør forskellen


Så da jeg vågnede i morges, stillede jeg mig foran spejlet og proklamerede over for mig selv: »Det kan ikke betale sig, at lade mig gå på af andres folks snapse ideer. Stemmer det ikke overens med mit verdensbillede, så lad det være ved det. For det går jo godt. Gustav trives og det føles rart at være mor på min måde«

Der er ikke noget så forfriskende som at starte dagen med at klappe sig selv på skulderen.


27. juli 2006, kl. 09:43| # |


31-07 11:01

Staccatohilsen


Mand har ferie. Afkom smører agurk på tv. Jeg føler mig ufattelig kønsløs. Luftforandring er tiltrængt, - også rent metaforisk. Maven er blevet mindre. Dejligt. Vægten er dog uforandret. Underligt. Lige nu ingenting. Hyg dig


31. juli 2006, kl. 11:01| # |