e-mail

 

Mænd altså...

Jeg kom ret tidlig i natpissernes klub denne gang, og jeg er oppe ca. 3 gange på en nat. Til gengæld får jeg slet ikke tømt min blære, faktisk er det længe siden, jeg fik tømt den. Sådan var det også med Cirkeline og jeg husker tydeligt, da jordemoderen lagde kateter på mig (epiduralen forbød at jeg gik på toilettet)... i det øjeblik var det bedre end sex. Seriøst.

Det var netop mit savn til det kateter, at Ulrik og jeg kom ind på selve fødslen. De kloge siger jo, at anden gang går hurtigere end første gang, specielt hvis der ikke er lang tid mellem de to fødsler. Det har dog ikke forhindret mig i at ytre min mening om, hvordan denne fødsel skal være; er jo en erfaring rigere: lavement, epidural og kateter.

Dette skulle Ulrik jo straks ødelægge ved at sige: "Nu skal du jo ikke blive ked af det, hvis du kun lige når ind og hverken når det ene eller det andet før du føder" – Dybest set ville det jo være en drøm at føde sådan, men næh tak... hellere forberede sig på den lange fødsel ellers bliver jeg vist først skuffet.

Til dig der har været der flere gange: Var fødslen anden gang meget anderledes end den første?

1. juli 2005 | # |


Snart er der gået et år...

Snart er der gået et år for Cirkelines fødsel – snart er der gået et år for hendes død. Det har været en lang proces, og den er bestemt ikke ved vejs ende. Der vil være ting, der skal bearbejdes lang tid frem endnu, sådan må det jo nødvendigvis være, når tabet er så omfattende.

Jeg har lært meget undervejs – ikke at jeg dermed tror, at Cirkelines død skulle lære mig en lektie, men jeg har lært meget om mig selv og omgivelserne. Jeg har lært, at det er nødvendigt at sætte ord på følelserne og behovene, hvis jeg vil tages alvorligt. Så det gør jeg.

Årsdagen for Cirkelines fødsel falder på en søndag, familien er inviteret til frokost og vi starter med at mødes ved graven. Dagen er bestemt ikke en fødselsdag i ordets traditionelle forstand, men det er bestemt en fejring af noget så betydningsfuldt som ankomsten af vores lille pige. Hun berigede vores liv i 10 dage og der er alt mulig grund til at mindes dette.

I forhold til omgivelserne ved jeg godt, at det kan være svært at finde en grimasse, der passer. Svært at finde ud af, hvordan man skal opføre sig og tackle sådanne mindedage – og for mit vedkommende kan jeg kun svare med følgende:

Den 14. august fejrer vi Cirkelines fødsel, fejrer vores forældreskab og mindes alt det gode som Raketten vitterligt bragte ind i vores liv. Du må gerne sige tillykke – det vil faktisk glæde mig om du gør, fordi der netop i det vil være en anerkendelse af mig som mor.

4. juli 2005 | # |


Manglende aktivitet...

Lige inden midnat og vi er på vej til fødegangen. Lakridsen har været usædvanlig stille og eneste liv jeg kunne få i den, var efter ½ liter iskoldt vand om morgen: Resten af dagen var der nada aktivitet. Det meste af dagen gik med at berolige mig selv med rationelle forklaringer som; det er jo fordi den har vendt sig om, måske er den bare lidt dvask. Det gik også fint, men hen omkring aften var jeg mere og mere ude af den... og til sidst græd jeg som pisket mens jeg skubbede og puffede til maven. Fik ringet til fødegangen og talt med en jordemoder. Hun bad mig komme ind med det samme og så tog vi afsted.

Det var underligt. Selve hospitalet havde lukket på det tidspunkt af døgnet, så vi skulle igennem skadestuen og pludseligt var vi tilbage til en fredag i august, hvor Cirkeline græd så hjerteskærende. Pyh, det krævede ret så mange dybe vejrtrækninger før jeg kunne tage fat i dørhåndtaget og gå indenfor.

Oppe på fødegangen fandt jordemoderen hjertelyd efter lidt møven frem og tilbage, så talte hun rytmen på hjertets slag og kunne herefter konstatere at Lakridsen havde det godt. Heldigvis. Der kom dog ikke mere aktivitet af den grund, men så tog den heldigvis revanche her til morgen

Det er sgu ikke altid lige nemt.

6. juli 2005 | # |


Lille Lakrids...

Lakridsen har selvfølgelig hoppet og danset omkring hele dagen. Det har været en hel fornøjelse, men jeg er godt nok også træt her til aften. Maven er hård som sten af alt den tumlen omkring. Jeg kan vist lige så godt vænne mig til det: Magten er hos en anden nu!

6. juli 2005 | # |


En lang historie om en bruser!

Mit temperament er ikke som det plejer at være og sammen med varmen, så skal der ufatteligt lidt til før jeg nærmest eksploderer.

Jeg har en dårlig vane, når jeg går i bad (og jeg kommer ikke til at tale om at tisse på gulvet under bruserens stråler... den gemmer jeg til en anden gang!). Nå men, den dårlige vane består af, at jeg aldrig har bruseren hængende i sin krog. Jeg står med den i hånden, så ved jeg hvor den er og jeg synes generelt, at det er noget nemmere at skylle mig på den måde. Det betyder til gengæld også, at jeg hænger den på vasken, når jeg skal sæbe mig ind. Hvilket alt for ofte er resulteret i, at bruseren er faldet på gulvet og efterhånden er den også blevet noget medtaget af disse fald.

Sagde henkastet til manden, at vi måtte have et nyt brusehoved og hans eneste kommentar var: "Har du nu tabt den på gulvet igen?"

Jeg blev noget stille og pludselig var jeg henvist til den paranoide pubertetstid, hvor min far (i sjov, for sådan noget synes voksne nemlig er sjovt) sagde - da jeg undrede spurgte ind til alle de ting, mine forældre af en og anden årsag vidste om min gøren og laden – at det var fordi de havde små spioner ude. I lang tid så jeg sgu skygger alle veje.

Nå men tilbage til brusehovedet. Manden lavede det og det fungerede da også ok et stykke tid – lige indtil den anden dag, hvor jeg atter "tabte" bruseren på gulvet og så kom vandet ud fra alle tænkelige samlinger i stedet for de huller, der normalt er beregnet til det. Det var bare ikke i orden, for der stod jeg med sæbe alle steder og det var bare ikke til at skylle lortet af.

Resultatet blev meget hurtigt, at jeg pludselig stod fuldstændig hysterisk og trampede i badeværelsesgulvet, med vand ud af øjnene og snot ud af næsen og fråde rundt om munden... og hamrede bruseren ned i håndvasken. Den gik i tusinde stykker og de sprang om ørene på mig og jeg fortsatte bare i hysteri og arrigskab og lagde flere og flere kræfter i.

Og pludselig var det som om at håndvasken gav sig – og lige så hurtig mit anfald var kommet, lige så hurtig forsvandt det igen. Ganske forundret stod jeg og kiggede, jeg turde dårligt trække vejret og ventede mest af alt på, at håndvasken skulle falde ud af væggen. Ingenting skete, den blev hængende og hænger der endnu, sammen med den nye håndbruser.

Ind imellem er det svært helt at genkende mig selv.

7. juli 2005 | # |


At komme videre...

Jeg tror, at det er det rigtige, jeg har gjort – men derfor føles det stadig underligt og lidt som om at jeg klipper det sidste stykke af navlestrengen i forhold til tabet af Cirkeline. Der er en tid til alt og et møde medfører som udgangspunkt altid en afsked, sådan har det også været i det her tilfælde.

Kort efter Cirkelines død blev jeg en del af et forum, hvor forældre der har mistet et barn virtuelt kunne mødes. Her kunne vi skrive sammen, lade følelserne få frit spil og ofte var der altid en super god feedback. Jeg var glad for det og jeg har hadet det som pesten. Der har været dage, hvor det var uundværligt for mig; her kunne jeg nemlig gentage mig selv i en uendelighed, men der har også været dage, hvor jeg var netop var træt af disse gentagelser.

I gennem længere tid har jeg forsøgt at gennemskue mit eget behov – og jeg er kommet frem til den konklusion, at jeg bliver nødt til at give slip... for det er en måde at komme videre på, for mig i hvert fald. Det har bestemt ikke været et forum, hvor fastholdelse af den dybe sorg og smerte, har været vores eneste fællesnævner. Tværtimod. Og måske kunne jeg bidrage til en helvedes masse ved at blive, og måske netop være et bevis på at livet går videre. Trods alt.

Sandheden er bare den, at for min egen skyld må jeg give slip. Jeg vil stadig kunne fortælle historier om Cirkeline og have et pokkers behov for at fortælle netop disse historier, men det vil jeg i stedet gøre her eller på hendes egen side. Det skal nok komme ud, det er vist ingen hemmelighed.

Afskeden er også en måde hvorpå jeg kan gøre plads til Lakridsen og skønt ankomsten af den bandit er glædeligt, så ved jeg også godt, at sorgbearbejdelsen tager en anden drejning. Nu har vi snart været igennem et år uden Cirkeline – så vil det være et år uden Cirkeline, men med Lakridsen og Lakridsens små milepæle vil ind imellem være i skarp kontrast til alt det vi blev snydt for i forhold til Cirkeline.

Det kan godt gøre ondt at erkende, at sådan forholder virkeligheden sig og jeg kan godt blive ked af, at det skal være sådan og så græder jeg. Det er heldigvis godt at græde, for det lindrer smerten og giver atter plads til smil.

I dag vil jeg dele min lille pige:

8. juli 2005 | # |


Pyh!

Og varmen bliver bare ved...

12. juli 2005 | # |


Status i varmen

Skønt jeg har følelsen af, at jeg er ved at smelte - så er sandheden vist en anden og jeg bliver ved med at vokse:

12. juli 2005 | # |


Stikpille eller hæklenål?

Findes der noget bedre end at bekymre sig på forskud? Noget bedre end at få pisket en stemning op?

Måske er det hvad jeg gør! Måske er det bare et naivt forsøg på at tilegne mig en viden, således at jeg kan tage stilling. Måske!

Tre uger over tid prikkede de hul på vandet og ca. tre timer senere startede den første ve. De sidste 14 dage havde jeg været 2-3 cm åben og livmoderhalsen blød, kort og så godt som udslettet. Sådan startede min fødsel med Cirkeline – og ind imellem kan jeg slet ikke forestille mig, at det kunne foregå anderledes...

Denne gang ved jeg, at jeg har muligheden for endnu en igangsættelse og at det tilmed kan ske så tæt på terminen som muligt, hvis jeg vel at mærke presser citronen og holder på mit. For skønt Cirkeline jo – som udgangspunkt – var sund og rask og der ingen synderlige komplikationer var ved fødslen, hvis vi ser bort fra det grønne fostervand og min manglende evne til at presse det rigtige sted. Så er hensynet til mig alligevel et andet denne gang. Jeg er om noget en magnet for alt det dårlige, og når vi når så langt som til oktober... ja så skal det sgu bare overstås.

Så jeg undersøger mulighederne for igangsættelse og jeg læser, så jeg er ved at blive blå i hovedet. Ovenstående metode kræver netop, at jeg har åbnet mig og at livmoderhalsen er blød og kort – og er det ikke tilfældet denne gang, så er der tale om stikpiller og vedrop. Hvilket sjovt nok slet ikke lyder særligt ønskværdigt. Overhovedet!

Jeg kan derfor vælge at gå over tid, vælge at vente på livmoderhalsen og sætte min lid til at også denne gang har jeg en moderkage, der er super produktiv. Lige nu ved jeg sgu ikke rigtig, hvad jeg har lyst til. Lige nu skal jeg heller ikke vælge, hvilket er heldigt. For mig i hvert fald! Alligevel tænker jeg.

Hvad er din erfaring? Kom del den med mig!

PS: Sidst lærte jeg (af jer!) af anden gang som regel er en bedre oplevelse end første gang... hvilket slet ikke er så tosset!

14. juli 2005 | # |


Still going strong, yeah!

Det kan godt være at jeg er gravid og har været gravid rigtig længe. Det kan godt være at mine dage som størrelse 38 i både sko og tøj er passé. Og det kan godt være at for og bag hænger noget mere end tidligere...

... men hey – jeg er en stadig en poppornografisk fistfuckende Buddhalignende strippertøs med hang og trang til det hele.

14. juli 2005 | # |


Mon hun hører mig?

Mange ting er sket det sidste år, i hvert fald med mig og jeg synes tilmed, at jeg er kommet langt i min sorgproces – men det er bestemt ikke slut endnu.

Der er dage (for tiden flere end normalt) hvor jeg savner Cirkeline helt sindssygt. Dage, hvor fragmenter af en film kan få mig til at hulke sammenkrøllet i sofaen. Dage, hvor jeg tørrer mine øjne med bagsiden af hånden, mens jeg ser op på billedet af Cirkeline og hvisker, at jeg elsker hende.

I øjeblikket er det svært for mig at mindes hende, tale om hende og tænke på hende, i hvert fald ikke uden at få våde øjne. Jeg synes, at det er hårdt og der er brøkdele, hvor jeg føler, at jeg er tilbage ved udgangspunktet.

17. juli 2005 | # |


Så ler vi og blinker til himlen...

Jeg er gået i gang med at skrive et brev til min datter, bl.a. for at få styr på tankerne og følelserne. Det er hårdt og jeg bliver hurtig ked af det – men samtidig føles det alligevel helt ok. For skønt vi kun fik 10 alt for korte dage med Raketten, så har hun bragt så meget mere ind i vores hverdag (hvilket jeg fortæller hende dagligt, når jeg sidder ved graven). Vi har fået en ny latter ind i forholdet... den barnlige og klukkende latter.

Vores forhold har fået en anden intensitet end tidligere; en rummelighed; en dybde, der indeholder så mange aspekter og levner plads til hinanden. Visse ting er blevet overflødige og skønt der stadig indgås kompromisser, så er det uden ligegyldige diskussioner. Sammen har vi overlevet et helt ubeskriveligt tab og det har på intet tidspunkt truet med at ville skille os ad: Det synes jeg, er en gave ud over det sædvanlige og jeg ved, at vi kan takke vores elskede lille Raket for dette.

18. juli 2005 | # |


At være gravid...

Det er de samme ting, der irriterer mig under denne graviditet som da jeg ventede Cirkeline... og måske ændrer det sig aldrig? Det eneste, der har ændret sig, er, at jeg ikke gider gentage mig selv – ikke på den konto i hvert fald.

I går efter middagsluren var jeg i super dårligt humør, hvilket resulterede i, at jeg stod og tudede ned i opvasken og bad om at være alene. Det handlede ikke om Cirkeline; for en gangs skyld handlede det vist mest af alt bare om at være gravid, stor og tung.

20. juli 2005 | # |


Men hvad kan den?

I går da manden kom hjem fra arbejde og skønt de grå skyer på himlen, så tog vi alligevel en tur i Zoologisk Have. Jeg tror, at det er godt over 10 år siden, at jeg sidst har været der og som altid snyder ens minder en lille smule. I hvert fald synes haven at blive mindre og mindre for hver gang, og jeg skulle lige bruge noget tid på at forene mig med tanken om, at dyrene rent faktisk ikke har vanvittig meget plads.

Nuvel, jeg havde de gode sko på og vi var der til lige inden lukketid... det var en hyggelig tur og mest af alt handlede det jo om at gøre noget sammen og bare nyde hinanden. Det gjorde vi bestemt også og vi talte endda om at købe et årskort og gøre det igen inden alt for længe – og (nåh ja!) mens jeg stadig kan bære min egen vægt.

Hørt i regnskovshallen:
Mor til søn: Se den fugl!
Søn til mor: Men hvad kan den?

21. juli 2005 | # |


Tjing, tjing – sjåping!

Det blev til to bluser til manden; han trænger! Jeg leder selv efter et spændende puslespil og er indtil videre gået forgæves i div. forretninger, så når manden ankommer på matriklen er det afsted igen: Vi skal nemlig i TOYS R US!

22. juli 2005 | # |


2000 brikker blev det til...

... og et fantastisk motiv: Odysseus og sirenerne. Så nu ved vi, hvad vi skal lave den næste lange tid!

23. juli 2005 | # |


Spekulative søndag!

Noget med noget strøm og en server på mandens arbejde, hvorfor min hjemmeside har været nede. Først gik der en smule panik i mig, men hurtig trak jeg bare på skuldrene – jeg havde alligevel intet at berette. Egentlig synes det at være her, at hunden for tiden ligger begravet.

Med forskellige mellemrum bliver siden jo taget op til overvejelse og hver gang kommer jeg frem til den konklusion, at siden er min og forpligter derfor ikke mere end højst nødvendig. Alligevel har jeg de sidste par dage spekuleret over siden og måske mest af indholdet.

På mange områder føler jeg, at jeg er blevet mere indadvendt efter Cirkelines død og jeg føler også, at en del aspekter af mit liv bliver holdt væsentlig udenfor, bl.a. det erotiske islæt. Jeg føler heller ikke længere, at jeg bruger krudt på at have sure opstød over den omkringliggende verden: Skønt jeg rent faktisk stadig bliver nok så provokeret.

Jeg synes, at det er gentagelser – og de kan i princippet jo være nok så gode, fordi de ofte ændrer syntaksen – og jeg kommer ind imellem væsentlig i tvivl om hvorvidt jeg også gør en forskel; og det handler nemlig ikke kun om mig selv, men også om andre.

Spørgsmålet synes i høj grad at blive: Rør jeg stadig noget helt derinde?

24. juli 2005 | # |


74 dage tilbage (+/-)

Jo længere jeg kommer hen i min graviditet, desto skrækkeligere bliver mine drømme: I nat måtte vi begrave mange børn, både med og uden navne, men fælles for dem alle så nåede de aldrig at se dagens lys.

10 uger endnu og for fanden hvor skal den Lakrids bare virke!!

25. juli 2005 | # |


Som svar på et spørgsmål

I en kommentar til forrige indlæg spørger Maya nok så relevant om tanker omkring Lakridsens køn, og dem har der skam været en del af... altså tanker!

Til at begynde med så var det slet ikke svært: Vi ville ikke vide kønnet (jeg ville i hvert fald ikke - Ulrik mente til gengæld, at det kunne være praktisk!), bl.a. fordi der er så få overraskelser her i livet: Vi vil gerne vide det hele på forhånd (ingen skal tage os med bukserne nede... hvilket faktisk heller ikke altid er lige sjovt!). Personligt synes jeg bare, at det er en del af de ni lange måneders ventetid og jeg synes tilmed, at det er ventetiden værd. Derudover er faktum, at lige meget hvordan det end bliver vendt og drejet, så har vi ingen indflydelse på Lakridsens køn

Nå det så er sagt, så skal jeg retfærdigvis også sige, at jeg helt klart har gjort mig tanker omkring Lakridsens køn og en evt. reaktion fra min side. Vil jeg kunne knytte mig til en dreng på samme måde som en pige? Vil jeg sammenligne i et væk, hvis det bliver en pige?

En dilemma synes det tilmed at være: Vil det være bedre for mig at vide kønnet og dermed forberede mig derpå eller vil jeg hellere overraskelsen. Jeg valgte overraskelsen - for lige meget hvad, så kommer der en reaktion. Sådan må det nødvendigvis være, men så tager vi det med til den tid.

Dog siger alle, at det bliver en dreng: Ulrik, svigermor, mor, Mille, en tidligere arbejdskollega, den kinesiske kalender og størstedelen af mine drømme. Har jeg glemt nogen?

Helt privat: Jeg aner det faktisk ikke!

25. juli 2005 | # |


Den store kærlighed

Morgens indlæg er afstedkommet af Annemaries kommentar i forrige indlæg.

Jeg har længe sagt, at det var først, da jeg mødte Ulrik, at jeg også mødte mig selv. Det har stadig sin rigtighed. Ulrik og jeg lærte hinanden at kende i en anden tid, men perifert holdte vi kontakten ved lige og efter et vellykket møde i sommeren 2000 så er det gået slag i slag.

Før Ulrik havde jeg en anden stor kærlighed (som Ulrik også havde sin) og vi var tilmed gift med hinanden – faktisk kunne vi holde 10års bryllupsdag i år, men det er ikke relevant for historien. Jeg fortryder intet fra den fortid, hverken ham, forholdet eller ægteskabet. Det har lært mig meget, været med til at forme den jeg er og måske netop ikke er.

Det var også den gang, at jeg fandt ud af, at jeg var såkaldt ufrivillige barnløs og det har bl.a. været ensbetydende med, at jeg har haft mange år til at vænne mig til tanken. Mit held ville dog at jeg har været forskånet for et langt behandlingsforløb – om end selv samme held næppe gjorde forskellen for min lille dyrebare Raket.

Og pludselig er jeg tilbage ved udgangspunktet: Min store kærlighed! Ja det er uden tvivl Ulrik – og jeg er overbevidst om, at det tab vi har lidt, kunne jeg kun overleve med ham. Og med fare for at blive helt religiøs, så må det være U for UBETINGET!

26. juli 2005 | # |


Hvor er komma?

Så er jeg søreme blevet indkaldt til samtale hos AF. De sender mig næppe, pga. omstændighederne, i arbejde, men møde op det skal jeg! Så sker der jo noget den dag – om ikke andet så i hvert fald en god cykeltur til Herlev.

Havde besøg af veninden, manden og stumpen i går. For fanden hvor var det bare skønt at se hende (og dem!) igen. Siden hun er flyttet til det mørke Jylland, så har der været ALT for langt mellem den fysiske dimension. Vi var selvsagt en tur hos Cirkeline (billeder følger senere) og så blev det til sladder på torvet og i sofaen.

Hvor mon komma skal være i følgende sætning? "Er det det det det betyder"

27. juli 2005 | # |


Siden hvornår har prøvepakker været andet end reklame?

Mon nogen sinde at jeg lærer det? Jeg burde jo i princippet vide bedre, men for fanden i panden hvor kan jeg dog blive usædvanlig provokeret over idioti! Jeg har langet ud før og straks efter hoppede jeg direkte tilbage i løvindernes gab. Frederikke for fanden din tumpe! Ind imellem på den der Netbaby så støder man sgu på nogle imponerende småtbegavet fisseletter. Seriøst! Værst er næsten at de tilmed er anonyme – fordi de af en og anden årsag ikke rigtig tør stå frem! Det i sig selv burde være grund nok til ikke at tage dem alvorligt, men næh nej jeg skal lige brække mig ud over dem og så drejer hjulet sgu!

Denne gang handler det om de såkaldte prøvepakker, man som gravid kan hente i forskellige butikker. Et sted – Matas – kalder de pakken for en forkælelsespakke og det er så åbenbart for nogen ensbetydende med store dunke af alle deres produkter og ikke bare smagsprøver. Ærlig talt hvad fanden havde de egentligt forestillet sig? Så de øffer... for de er jo selvsagt skuffede og jeg undrer mig; hos nogen så skrumper hjernen åbenbart tilsvarende med at maven vokser!

27. juli 2005 | # |


Hvad siger du?

Bag på pakken med Pampers Newborn bleer står der: "Absorberer mere løst puha end nogen anden ble"

Puha? Hvad kalder de det så, når barnet er lidt større? Bummelum? Et godt grin fik jeg i hvert fald denne morgen, men undrer mig alligevel, hvad blev der af lort, fæces, afføring? Og hvad gør man når "puha" ikke længere er løst?

Hvad siger du?

28. juli 2005 | # |


Lige her – lige nu!

Fredag og minimum 70 dage til termin. Det kommer tættere og tættere på og alligevel synes det så langt væk.

Mens jeg ventede Cirkeline, så tænkte jeg meget på tiden efter graviditeten – jeg synes, at jeg er noget mere forsigtig og forbeholden denne gang. Efter den sidste hjerteskanning og da jeg begyndte at mærke liv, så gav jeg også mere slip og fik troen tilbage. Det ændrer dog alligevel ikke på, at jeg mere er lige nu, frem for lige om lidt.

Bevares... der er skam gjort klar til Lakridsen i forhold til pusleplads og tøj – for lige meget hvad, så vil jeg sgu have denne dimension med – men til forskel fra Cirkeline, så er det ikke længere den fremtidige drøm, den næste jul og videre.

Og sådan må det vel nødvendigvis være (lige nu i hvert fald)?

29. juli 2005 | # |