e-mail

 
• Noget nyt!
01.07.2004

Start: 03:34
Det er åbenbart slut med søvn for mit vedkommende, i hvert fald hvad gælder de sidste par nætter. Det starter gerne med en tur på toilettet, en halvvisen arm og en næse, der løber – dertil kommer en ubeskrivelig indre varme. Alt dette er så krydret med de asiatiske studenter, der har lånt naboens lejlighed og som af en og anden (ganske uvis) årsag endnu ikke har ændret deres døgnrytme til dansk tid (de har været her i 3 uger indtil videre).
Resultatet bliver, at jeg står op, forsøger at ryste lidt liv i armen, pudser næsen, glor desperat ud gennem vinduet og ned på en øde Frederikssundsvej. Bander og svovler – og synes (uden tvivl) at det mest uretfærdige i hele verden altid rammer mig. Hvilket selvfølgelig slet ikke passer, men for et kort øjeblik må det godt være synd for mig.

Det er gerne i disse øjeblikke mellem søvn og vågen at selv-refleksionen planter sin (til tider!) klamme hånd på mine skuldre, lader mig sidde og fundere over om tingene skulle være anderledes, mine valg anderledes; jeg anderledes. På bekostning af hvem og hvad gør jeg som jeg gør?
Udgangspunktet ændrede sig for længe siden, men jeg er ikke altid sikker på, at jeg nu også tog konsekvensen fuldt ud – og hvis jeg nu ikke gjorde, betyder det så i virkeligheden, at jeg bare ikke kan give slip på fortiden, vil den virkelig altid være med mig. Ønsker jeg dybest set, at den skal være med mig?
En ny epoke skal starte, den har været under opsejling længe og det vil på sigt betyde nye valg, nye konsekvenser. Hvorfor det måske (på trods af alt) alligevel falder mig naturligt at tage tingene op til fornyet overvejelse.

Det handler om hende.dk og et møde, der i dybest set tog en anden og uventet drejning. Et møde, der efterlod mig tænksom, melankolsk og med erkendelsen af, at jeg har tusindvis af spørgsmål til mig selv. Spørgsmål, der slet ikke kan besvares – ikke lige nu i hvert fald og forsøget ville blot efterlade mig med endnu flere spørgsmål.
Og så starter jeg med de små skridt. De skridt, der ikke gør rigtig ondt, de skridt, hvor konsekvenserne ikke rigtig kan måles (og med ét, får jeg denne ubeskrivelige trang til vække manden, for han ved så meget om så meget, og han kender mig, og jeg vil så gerne denne snak med ham, dette øjeblik – men måske kan øjeblikket ikke deles, fordi sandheden er; at jeg alene må tage en beslutning). Og jeg er tilbage ved de små skridt, der endnu ikke rigtig kan måles – andet end i mig selv – og det skriger i mit hoved: HVAD FANDEN ER DET EGENTLIG DU VIL?

For mig selv, til mig selv… sådan var det i hvert fald til at starte med, sådan er det vist i og for sig stadig – ind imellem i hvert fald. Undervejs blev jeg voksen, undervejs identificerede jeg mig med andet og mere, undervejs rykkede grænserne sig, og undervejs er det, at jeg opdager, at de store skridt skal tages. To timer og tyve minutter senere rammer erkendelsen mig: Den eneste, der fastholder mig er mig. Den eneste, der forventer noget af mig er mig – og hvis det virkelig er for mig selv, til mig selv (med små periodiske input fra de andre, fordi det (dybest set) giver en følelse af at høre til), hvorfor er det så jeg trækker pinen ud?

Jeg mener: Det er vel – i bund og grund – en menneskelig egenskab at lade ens værdier ændre sig. Det er vel – i bund og grund – en menneskelig egenskab at udvikle sig.
Slut: 06:04

# |

• Der var engang…
02.07.2004 | kl.: 15:15

Jeg er klar. For real. Nu må det godt gå i gang, nu må der godt ske noget. Måske skulle jeg tage bagtrapperne til loftet et par gange? Mangler stadig at få en madras der op.
Prikker stædigt til Raketten på den anden side af maveskinnet. Kom så! I retur vender den bare røven over på den anden side, og efterlader min mave skæv. Satans. Måske er den flyttet ind for bestandigt?

Tankerne er tænkt, konsekvenserne taget; de erotiske noveller er fjernet. Dermed ikke sagt, at sexen også er lagt på hylden. Sådan fungerer det ikke og heldigvis for det, men når ens værdier ændrer sig, så må forskellige små afkroge af ens inderste i alting jo nødvendigvis følge med, bl.a. fordi jeg godt gider udviklingen – når jeg (vel at mærke) får tænkt mig ordentligt om, og set ordentligt efter i krogene.
Således har jeg så brugt et par dage på - rent mentalt og designmæssigt - at få gjort op med hvem og hvad, der dur. Det var en smule vemodigt, men gjorde slet ikke ondt og savnet er slet ikke stort. Overhovedet.

# |

• Én stor plukve
04.07.2004 | kl.: 11:30 -

Nu begynder det at blive en smule rædselsfuldt. Det startede fredag aften, plukveerne har taget til i styrke og har plantet sig helt om i lænden. Det fortsatte i nat og søvnen er umulig at finde. Jeg vender og drejer mig, tilpasser puderne omkring mig, trækker vejret dybt; pruster og stønner.
Søndagen synes ikke at blive meget bedre, og jeg trøster mig selv med, at det heldigvis (på sigt) ikke vil være skønne spildte kræfter.

# |

• Manualen for spædbørnsforældre…
06.07.2004| kl.: 16:30

… sig mig lige, hvem fanden er den IDIOT, der har forfattet den manual og hvorfor kan den ikke lånes via biblioteket?

I manualen står der åbenbart følgende:

- Er du indehaveren af en barnevogn, så har du første prioritet og det være sig til hvad som helst (uden undtagelse); dvs. pladsen på fortovet, at køre hælene af dem foran dig i køen, at placere dig foran alle udgange, og du behøver ikke gøre mine til at ville flytte dig, selv om udgangen er en nødudgang og lortet omkring dig brænder.

- Er du indehaveren af en barnevogn, så forvent til enhver tid, at alle andre springer til siden, når du kommer gående – og tag ikke hensyn til, at du måske selv går i den forkerte retning af strømmen, eller at der ikke er andre steder for de andre at springe hen end direkte ud i trafikken.

Manualen er uden tvivl fuld af endnu flere punkter, og når jeg en dag får fingrene i den, så pisser jeg kraftedeme på den.

# |

• Sikke en dag
08.07.2004 | kl.: 13:45

Jeg ved det godt; jeg er en total dårlig kammerat. En omfattende underskrift indsamling er gået i gang – og jeg nægter altså pt. at sætte min krusedulle. Jeg er som en bageovn indvendigt og så er jeg tilmed blevet pumpet op til bristepunktet med en cykelpumpe – og lige så snart solen titter frem med et par af sine venner - varmegraderne – i røven, så vil jeg sidde som en fedladen Buddha og svede ganske forfærdeligt, alt i mens jeg desperat forsøger at trække vejret. Jeg er et røvhul.

Måske kan det trøste nogen, at nemesis indhentede mig – hvilket jo heller ikke er svært, eftersom jeg pga. vægten stort set går baglæns – og lod mig stå splitternøgen på badeværelset og undre mig over, hvorfor der var blevet lukket for vandet, og hvorfor – som efterhånden altid – jeg ikke havde fået noget af vide.

Sådan fortsatte dagen. En tur hos jordemoderen og så havde jeg glemt min vandrejournal. Mand altså. Dagens højdepunkt – indtil videre – må simpelt hen være Raketten, som udmærkede sig ved at stikke røven lige i vejret, da jordemoderen skulle mærke, hvor stor den var og den nægtede pure at ligge sig på plads, skønt hun pressede på den. Godt med lidt temperament, mor er helt stolt.

# |

• Søndag i søvn.
11.07.2004 | kl.: 12:52

I dag bliver min lillebror 29 år, så hip hurra til ham og tak for en hyggelig dag i går med lækkert mad.

hurra til ham

Resten af søndagen kommer sikkert til at foregå her, mens jeg skutter mig i min morgenkåbe, gemmer mig i mandens armhule og prikker stædigt til Raketten med besked om snart at gøre sig klar.

# |

• Transit.
13.07.2004 | kl.: 19:03

Gode ideer til at bruge barslen konstruktivt såsom; fylde fryseren op med brød og små portioner af mad, få læst en masse gode bøger og hvilet rigtigt meget. Er og blev gode ideer. Jeg har da fået læst lidt og hvilet en del (sådan til middag), men har absolut ikke bagt brød eller fyldt fryseren op med små portioner af mad.
I stedet har jeg sørget for at planterne fik større potter og frisk jord, begyndt at følge med i Skadestuen både tidlig og sen eftermiddag og sluttelig har jeg fået tømt fryseren: Den trængte seriøst til en afrimning.

Nedtælling og ventetid, sådan går dagene mest af alt. Det er begyndt at være tungt at være mig – og jeg ser nu frem til at få min krop tilbage.

# |

• Udenfor; regnvejr. Indenfor; lugten af pandekager!
15.07.2004 | kl.: 00:07

Min krop gør ondt, plukveer er blevet en dagligdagens begivenheder og kun styrken, hvorved de underholder mig, bliver fornyet med jævne mellemrum. Ryggen smerter, og jeg må tørt konstatere, at det ikke længere er muligt at holde hus (øh, lejlighed), så alt er i skønneste orden til manden kommer hjem. Tøjvask, opvask, indkøb, støvsugning, udsmidning af en stor (lig med helt fyldt) sort skraldesæk og flere ganges renderi op og ned af trapperne… det er en større fysisk udfordring end jeg ville bilde mig selv ind – og tilmed tro på.

Så kan du måske lære det, messer en irriterende og gentrængende stemme inden i mit hoved. Problemet er bare; jeg lærer det aldrig. Sådan er det bare, siger jeg højt mens jeg imiterer min mor. Jeg har utrolige høje standarder for, hvordan mit hjem skal tage sig ud. Det er nu ikke fordi, der dagligt er en leben af mennesker, men alene fordi det er vigtigt for mig, at her er rent og pænt.
Du bliver helt sikkert klogere, messer en anden – og bestemt lige så irriterende – stemme. En stemme jeg endnu ikke helt kan finde ud af hvor kommer fra. Måske det er en kombination af mit rationelle tænkende jeg og omverdens erfaringer (sidstnævnte noget jeg er meget modtagelig overfor).

Så tager jeg en rask beslutning om at gå i seng. Ved at søvnen vil falde på et tørt sted – det gør den jo som regel på dette tidspunkt af døgnet, og hvis jeg er heldig, sover jeg til den lyse morgen (med undtagelse af et enkelt besøg på toilettet), uden at blive belemret med stærkere smerter end jeg kan sove fra dem.

# |

• Hvem du end er...
16.07.2004 | kl.: 04:46

... så siger jeg rigtig mange tak, fordi du vækker mig sammen med fuglene, ved at have bundet knude på mit underliv.

# |

• Tælle til en, tælle til to…
19.07.2004 | kl.: 11:20

Jeg ville simpelt hen lyve, så det løb ned af væggene, hvis jeg påstod, at jeg ikke har barselsfnidder. Dagene er i den grad begyndt at tage sig ens ud; en tur til mosen, indkøb, en formålsløs søgen i alle afkroge af nettet, middagslur, kryds og tværs og en bog, der ikke rigtig synes at blive læst.
Har ellers mange gode ideer, ting jeg frygtelig gerne ville og steder, der trænger til at blive besøgt. Situationen er bare den, at jeg er stor som et hus, og jeg er i den grad begyndt at gå baglæns. Rakettens hoved ligger tilmed så langt nede i mit bækken, at jeg ind imellem forestiller mig, at den skal ryge ud, hvis jeg tager mere end et skridt ad gangen på trappen. Kunne være jeg skulle afprøve min tese?!

# |

• Tiden går jo, trods alt!
22.07.2004 | kl.: 12:07

Tror seriøst, at omgivelserne er lige så utålmodige som manden og jeg. Raketten er helt sikkert flyttet ind for at blive, men på den anden side er der et par dage til terminen, og dertil kan der jo sagtens blive lagt yderligere et par uger. Der er ingen tegn i hverken sol eller måne på, at Raketten bliver affyret lige om lidt.
I aften går turen til 4. sal, måske gør det en forskel. Narh, der skal sikkert mere til.

Jeg er efterhånden kommet til det punkt, hvor det er svært 'bare at nyde', at jeg snart skal være mor – på den anden side, synes jeg fortsat det er en abstrakt tanke, at lige om lidt (plus/minus – nok mest plus) er vi tre. Mest af alt er jeg bare super opmærksom på min krop: Hvilken slags ve er det mon nu? Tisser jeg ikke lige rigeligt nok? Så nu trækker det helt om i lænden.
Ak ja, der er mange måder, hvorpå et menneske kan drive sig selv til sindssyge.

# |

• Ved første blik!
23.07.2004 | kl.: 09:30

Turen til 4. sal gjorde ikke den store forskel, men til gengæld forelskede jeg mig i katten Nova. Og var det ikke fordi jeg ikke kan tåle kat, så havde jeg taget hende med hjem. Der sad hun på min mave, hvilede sit hoved mod mit bryst og var godheden selv, med hendes øjne, der sad lidt for tæt. Det var altså kærlighed ved første blik.

# |

• Efter regn kommer sol!
27.07.2004 | kl.: 09:40

Aldrig har jeg slappet så meget af, aldrig har jeg haft så meget tid til mig selv, aldrig har jeg gået så meget på toilettet, aldrig har jeg sovet så elendigt, og aldrig har jeg været så besværet af min mave; jeg har glemt, hvordan mine fødder ser ud.

Når det så er sagt, fordi det nødvendigvis måtte siges, så tilstår jeg gerne, at omstændighederne er lykkelige; jeg er lykkelig (tænksom og usikker, men lykkelig).

Og i tiden mellem før og efter, så finder jeg glæde i andres hverdag. En skal giftes, en er blevet forelsket og det er gensidigt. En har mange små projekter, en er taget på ferie, en er som et lille barn ved juletid og sløjfe i det uendelige.

Rart at vide, at livet går videre. Trods alt.

# |

• To aftaler var lavet!
30.07.2004 | kl.: 10:21

Den første med vejret; hold dig i en lav temperatur med mere regn end sol til lige omkring den 24. juli. Så gav vi hinanden hånden derpå. Vejret har levet op til sin aftale, gid jeg kunne sige det samme om Raketten.

Var ellers så sikker på, at vi havde en aftale; på dagen, lige over middag (skulle jo gerne være udhvilet, nå i bad og se lidt lækker ud), en presseve, et skrål og så var den i vinkel. Mand, jeg er kraftedeme naiv… er jeg.

I stedet lærer jeg alt (ALT, siger jeg bare) om tålmodighed, alt om at en anden (uden tvivl!) fremover sætter dagsorden.

Nu vil jeg finde mig et sted med skygge, sætte mig som en fedladen Buddha og messe mit mantra: "Nu er du sgu færdigbagt – herut kammerat!"

# |