e-mail

 

01.07.2002

orv. det var slet ikke meningen. overhovedet ikke, det skete bare. jeg kunne slet ikke styre det, ikke fordi jeg fortryder det. for det var rart, det var åbenbart lige, hvad jeg trængte til – men ikke desto mindre så overrasker det mig nu alligevel. fuldstændig uden skrupler har jeg præsteret at sove til middag i godt & vel 5 timer. kastede mig på sengen omkring kl.: 18, zappede lidt ligegyldigt søndags fjernsyn & kort tid efter sov jeg. lyset i værelset var underligt, da jeg atter vågnede & kæresten lå ved siden af mig. han havde været i bad & duftede himmelsk. jeg kælede for hans baller & ryg. så strakte jeg mig, rejste mig fra sengen & fandt uret. hold da op: midnat!

så her jeg så, foran skærmen, kaffe i koppen & lytter til trafikken, der langsomt ebber ud. den sidste bus brummer stædigt ved stoppestedet, chaufføren vil sikkert gerne hjem & undrer sig over, hvorfor køreplanerne er så vigtige at overholde på det her tidspunkt af døgnet. jeg forstår godt hans undren, han er jo mildest talt den eneste i bussen. nu blinker bussen; endelig på vej igen. junior har kastet sin kærlighed på andrik, de ligger side om side. mon han er helt klar over, at andrik er gul & lavet af stof? kæresten er også stået op, han sidder ved siden af mig, foran sin egen skærm & ganske intenst studerer han et & andet. jeg tør ikke sige, hvad det er & måske er jeg dybest set også ligeglad. vi er sammen her efter midnat & det skal ikke komme bag på mig, om vi først kommer i seng når det er blevet lyst udenfor & trafikken langsomt starter op igen.

en kop kaffe mere af den hurtige slags. orker ikke, at kværne bønner – et par skiver hjemmebagt brød i risteren & så tager jeg imod. nyder timerne i mørket. nyder stilheden, der nu & da kun bliver afbrudt af en bil med alt for meget fart på, tastaturets klikken & vores små lyde til hinanden. det med store ord, lange sætninger & sammenhæng er ikke fuldstændig men så i hvert fald næsten umuligt, mest fordi vi begge bare har brug for rummet til stilhed. begge bare har brug for at være.

faktisk er det her tidspunkt på døgnet ideelt til lange & eftertænksomme e-mails. det er ofte her alle de kloge ord finder papirets overflade & nye erkendelser skær i mine øjne. lige nu orker jeg bare ikke. kommer pludselig til at tænke på tiden før kæresten & jeg blev kærester. da nød jeg disse stunder, for det var netop på disse tidspunkter, at vi skrev e-mails til hinanden. lærte hinanden at kende. lærte hinanden bedre at kende. husker ikke præcist hvornår det hele skete, men det har været i 1998 & på chatten, ganske tilfældigt kommer vi i kontakt & fanger interesse. han et sted i livet & jeg et andet. kontakten er ikke specielt kontinuerlig, men i slutningen af 1999 så sker der en ændring af dette & som vi når til sommeren af år 2000 så bliver fundamentet til nutiden lagt.

& nu er det altså sådan, at jeg sidder her & det gør han også.

da jeg i lørdags opdaterede min dagbog, spekulerede jeg på, hvorfor mon veninden ikke berettede noget mere om hendes graviditet & ’stumpen’. jeg mener når jeg nu skal være tante lilla, så er jeg jo nødt til at være med alt det jeg kan, ja? også selvom det kun er på sidelinjen. & endelig har hun skrevet. fortalt om, hvad det vil sige for hende & hvor stor ’stumpen’ er blevet. jeg forstår stadig ikke, at hun er gravid. altså jeg ved, hvad det vil sige rent logisk – men jeg har nu alligevel svært ved at fatte. det er simpelt hen så forbandet abstrakt & hvordan har hun det så ikke !!?

det som irriterer mig allermest er faktisk, at vi ikke ved, hvad ’stumpen’ ender med at blive. det er sgu da den ultimative begrænsning. for tante lilla er jo gået i gang med at strikke, & farverne er råhvide & beige. & nu er det jo sådan, at min garnforretning har de fedeste kombinationer af rød – men jeg skal ikke nyde noget af, at fornærme hverken ’stump’ eller forældre ved at troppe op med farven jordbær, hvis nu ’stumpen’ kommer ud med en stump.

forresten sherry, jeg tror sgu, at dig & tomaten sidder inde med juniors snor.

der er ikke de store udlandsrejser på programmet til sommer. der er turen til prag med arbejdet & det er så det for mit vedkommende. derimod skal vi passe huse. ved det lyder en kende suspekt – men ikke desto mindre sandt. så i uge 29 & 30 er vi væk hjemmefra. for junior betyder det massere af have, massere af mulighed for at gå på opdagelse. for os: adspredelse fra hjemmets 4 vægge & luftforandring.

så ses vi ikke før, så ses vi i hvert fald efter.

15.07.2002

jeg er forelsket & det skete 770 km væk fra københavn. der gik 4 timer & jeg var fortabt. byen hedder prag & mit hjerte banker sine pulserende slag for dette sted, dets historie & arkitektur. en dag vender jeg tilbage & det er med kæresten i hånden – jeg ved, at også han vil forelske sig. trods det primært var arbejde, så fik jeg alligevel nogle gode oplevelser med hjem & har du lyst, så kan jeg tilmed fortælle nogle gode historier.

i går kom jeg hjem igen. jeg var træt & som resultat af dette præsterede jeg også at opføre mig ganske tåbeligt. i visse øjne må jeg tage mig noget så vederstyggelig ud. en heks! jeg var på nippen til at kassere det hele; kæresten, kærligheden & kaninen. på nippen til at tage mit gode tøj & gå min vej. senere da jeg reflekterede lidt over min barnagtige opførelse, fik jeg en dårlig smag i munden. jeg skammede mig, om end det stadig ikke ændrede på mine følelser. jeg følte mig sendt uden for døren & ønskede så indædt at vores planlægning havde været bedre.

vi elskede. kæresten & jeg. ja vi elskede så det emmede i rummet & han fortalte mig, at han havde savnet mig, savnet duften af min krop. hans hvisken tændte flammen i mig. jeg elsker ham som en sindssyg. hans kærtegn, hans krop. åh, han sexede drengede krop – at lade hænderne kærtegne ham, munden gribe om hans lem, at give sig i lag med hvert eneste millimeter.

de næste 14. dage passer vi hus. jeg vil atter være væk fra hjemmet & har det faktisk ok med det. det bliver en tiltrængt pause fra hjemmets 4 vægge & kræver (uden tvivl) en ny rytme i vores hverdag. tror det er et sundt afbræk fra trivialiteternes sødme.

vi har talt om, at junior burde få sig en lillesøster. endnu er vi kun i processen om, hvad det vil betyde rent praktisk – men måske vi en af dagene (hånd i hånd!) går ned til dyrehandleren & ser på, hvad han kan tilbyde & måske (ligefrem!) får afklaret nogle af vores mange spørgsmål; kan de dele bur, skal det være af det modsatte køn etc. etc..

har fået 2 utrolig venlige tilbagemeldinger på min deltagelse i en artikel i ekstra bladet. den ene pr. brev, den anden pr. telefon. roserne farvede mine kinder.

nu vil jeg snart putte under dynerne med min kæreste, tid til at tænde himlens stjerner & smile kælent til månen – i morgen kalder endnu en dag, & jeg skal nok smile til dig på gaden, så husk at holde øje med mig, ikk?

indtil vi ses igen så husk: når du bliver, hvad du er – så forandres du!

17.07.2002

nogle gange så undrer jeg mig over mig selv. ja ærligt talt, så har jeg det altså med at gøre de særeste ting. som fx den dag, hvor jeg skulle ned i soveværelset i min tidligere lejlighed. soveværelset lå i kælderen & for enden af trappen i loftet (som der i forvejen ikke var højt til) var en masse rør. i fuld spring kommer jeg løbende, først et trin, så et mere & pludselig slår tanken mig; du hopper sgu! & det gjorde jeg. resultat: jeg knaldede hovedet op i rørene & landede på røven på trappen, med lidt mere end en almindelig hovedpine.

nu er jeg hjemvendt fra prag & med lommerne fulde af noget, jeg ganske enkelt var overbevist om var slik (& ingen mistanke fattede jeg til trods for, at det smagte ligesom de vitaminpiller jeg fik som barn. du ved det der trekantede nogle, der skulle tygges, ja?) & kæresten & jeg har ædt til dåserne var tomme. pludselig begyndte min mave at rumle, der var tordenvejr inden bag ved navlen & nøj, hvor jeg både skulle bøvse & prutte. højlydt, længe & lugtende.

kæresten begynder så langsomt at fatte mistanke, prøver at tyde det tjekkiske sprog på bagsiden & da går det op for ham, at vi har ædt vitaminpiller & i stor stil. noget mere end den tilladte mængde pr. dag. resultat: vi skiftes til at sidde på toilettet, maven arbejder på højtryk, mens den rumlende råber; hvad fanden var det lige i tænkte på? & sandheden er; vi tænkte overhovedet ikke.

& jeg morer mig, griner så tårerne triller, så triller en prut & så hyler jeg endnu mere af latter & synes det er pinligt. måtte endda ringe til mine forældre (dem med alle de gode gamle husråd!). vi har fået besked på at drikke mælk & helst massere af det – men kæresten kan slet ikke lide mælk. stakkels ham, klukker jeg som han rød i kinderne vender tilbage fra toilettet med avisen under armen, selv står jeg & tripper. for jeg har også trukket et nummer & nu er det i den grad min tur!

ja, jeg skal åbenbart lære i al den tid, jeg lever & så jeg jo bare tage det med et smil, ikk?

28.07.2002

vi er færdig med at passe huse, katte & hunde. helt færdig. det er slut. jeg har 14 dages ferie endnu & for en gangs skyld er der ingen planer på programmet. næsten! for ser du, i går fik jeg malet alle vores fyrretræsmøbler med hvid lud, i dag maler kæresten vores vægge i stuen & i morgen kaster jeg mig ud i ikea køber vores drømmesofa. bagefter skal soveværelset & entréen have en tur. egentlig er det ikke længe siden at stuen & soveværelset fik en tur med malerkosten. men vi har besluttet os for farven mørkere end hvid. så går ferien ligesom med det.

jeg trives med min ferie. jeg trives med min frihed & kunne godt holde den kørende længe endnu. på den anden side så kender jeg også mig selv godt nok til at vide, at jeg om 14 dage skriger efter kontakt til andre mennesker, skriger efter at bruge mig selv. jeg har en opgave til skolen, der venter på mig. men den må vente til de praktiske ting i lejligheden er på plads – for så længe omgivelserne flyder, så kan jeg næppe være kreativ.

der er nok at tage fat på, så jeg må vist hellere komme i gang.
vær’ sød at nyde solen for mig, ja?