e-mail

 

Hold kæft hvor problematisk!
I godt og vel halvanden time har jeg nu siddet og stirret fraværende på skærmen. Skrevet en linje ind imellem og straks efter trykket stædigt på delete.

Hovedet er drænet. Jeg er bare mor med hængende foderdepoter og sporadisk rent hår og tøj. Det har skam sin charme, besvares! Det har til gengæld også sine omkostninger!

Sammenhængende søvn har jeg ikke fået længe. Et bad der varer længere end 5 minutter skyder jeg dagligt pile efter og selvfølgelig vågner han, når jeg (som nu) endelig får gang i tasteturet.

Jeg føler mig en smule udelukket fra livet uden for lejlighedens fire vægge og på mange områder er jeg blevet det jeg ikke ville være: En mor, der kun taler om sit barn, men hey sandheden er bare også den, at der ikke sker meget mere end Gustav.

Så jeg vælger at spytte i glasset og sluge det råt: Jeg må hellere acceptere min skæbne og få det bedste ud af det. Integration synes at være nøgleordet og der er vel heller ingen skam i livet over at ens indlæg oser af gylp og manglende søvn, vel?

Hende.dk nu med baby og uden regelmæssig sex.

2. januar 2006, kl. 15:39| # |


En tår af champagnen
Nytårsaften tilbragte vi hjemme - bare os tre.

Vi havde sovet ok (baby taget i betragtning!), gik lang tur i sneen og sluttede udflugten hos Cirkeline. Fik tændt hendes lys og ønsket hende godt nytår. Tudede hele vejen hjem.

Jeg vænner mig aldrig til faktum og forstår måske heller ikke helt, at det er mig, der har et dødt barn på kirkegården og et levende barn i barnevognen.

Hjemme slappede vi af, holdte fast i lillemandens putte-ritual og kyssede drengen godnat kl. 21. En halv time senere spiste vi lækkert mad (andebryst i stegeso med rodfrugter og pandestegte kartofler) og var færdig kl. 23:30 – hvor det var tid til amning, et nyt år og varme kys. Så var der hjemmelavet is, kaffe og et slag yatzy. Klokken 02 gik vi i seng.

3. januar 2006, kl. 15:25| # |


Lille bitte baby
Morgensur baby vågnede kl. 9 i morges, (han dur først efter 12 timers søvn + amning undervejs) fik efter lidt tid lirket patten i savlende og skrigende mund. Herefter gik han atter i brædderne og pludselig havde jeg to timer forærende: Dejligt langt bad, morgenmad, morgenkaffe og nyheder... helt uden afbrydelser!

Morgenfrisk baby vågner kl. 11 og vil bare gerne lege, pusle, krammes, ammes og være universets centrum (godt at han også er det!).

I dag mens han sad i sin skråstol, så fik han fat i sit lege-armatur (aner sgu ikke hvad man kalder sådan en tingest, der sidder fast på skråstolen til at hænge legetøj på) og fik løftet sig selv op fra halvt liggende til siddende stilling!

Min baby! Min lille bitte baby! For fanden i panden hvor går det pludseligt stærkt.

5. januar 2006, kl. 15:08| # |


Øvelse gør mester!
Ja tiden går, når man (som jeg) har en ultra vågen baby. Så skal der ske noget hele tiden og ind imellem bliver det altså en smule svært at finde på.

Det laver også kraftige indhug på overskudskontoen og jeg er en smule træt af mig selv, jeg flyver op som trold i en æske og er ofte usædvanlig intiativløs.

Jeg ved godt, at det ikke er børn, der lider af søvnbesvær, men derimod forældrene og vi træner derfor i stor stil: Gustav skal lære at sove; ikke nødvendigvis flere timer, men i hvert fald mere sammenhængende.

Det er hårdt at skulle amme med 1½ til 2 timers mellemrum hele døgnet og det er hårdt ikke at have lidt alene tid Ulrik og jeg. Gustav sover i løbet af dagen i 30-45 minutter ad gangen og gerne med en times interval og om natten så passer det med 1½ til 2 timer.

Så vi er gået i skarp træning. Gustav skal lære at sove i sin barnevogn i dagtimerne (når vejret tillader det). I søndags lod det sig gøre; han fik tre timer og i dag har han i skrivende stund sovet to timer... åh, hvor jeg dog krydser fingre.

Tilbage er der så bare natteroderiet. Først tænkte vi, at det var fordi Gustav og jeg vækkede hinanden, men efter at Ulrik forsøgte sig, så ser vi, at resultatet er det samme. Vi har desværre ikke en lejlighed, der tillader separate rum til både ham og os – så vi prøver os frem med andre metoder.

Vi er begyndt at introducere ham for en flaske om aften sammen med brystet (selvfølgelig!). Indtil videre er han utrolig skeptisk og bedst er han med flasken, hvis det er farmand, der gør det. Forhåbentlig kan det gøre ham mere mæt og dermed gøre den første søvn lidt mere sammenhængende.

Bortset fra det så er han jo en glad og aktiv dreng, der dagligt tilegner sig helt nye færdigheder og jeg bliver sgu så forpustet og kan dårligt følge med.

Opdatering: Det blev til tre timer i barnevognen, så det gør vi helt sikkert igen!

10. januar 2006, kl. 13:14| # |


Så begyndte mine øre at bløde!
I nat sov Gustav i stuen, hvilket betød at Ulrik og jeg gik i seng samtidig med den lille fyr, kl. 22. Det tog ham ca. 15 minutter at falde i søvn, men så vågnede han til gengæld også 1½ time senere i et kæmpe skrig.

Jeg troede i et kort øjeblik – som jeg kastede mig ind i stuen – at mit barn var ved at død. Jeg kiggede ned til ham og der lå han med lukkede øjne og skreg så det ringede for mine øre. Først forsøgte jeg med sutten, men det hjalp ikke meget og så tog jeg ham op og lagde ham til brystet; stadig ingen forandring. Til sidst sagde jeg hans navn flere gange og endte op med at gå rundt i lejligheden og tænde for alt lyset... og bare håbe på at han ville vågne.

Det gjorde han så endelig til sidst og der er måske ikke gået mere end fem minutter, men mine øre de blødte og da jeg efterfølgende sad med ham i sofaen og lod ham amme, så mærkede jeg bare, hvordan mit hjerte hamrede hurtige slag mod brystet.

Hvad der skete vides ikke, men ulykkelig og tilmed bange det var han – herefter var søvnen rimelig urolig både for ham og mig, og først omkring kl. 01 og endnu en ammetår fik vi en nogenlunde rolig nat, hvor der (forbavsende nok!) var små tre timer mellem hans kalden.

Vi forsøger os igen i dag, dels med barnevognen (hvor han sover lige nu), dels med hans seng i stuen... og sådan må det være; en dag ad gangen.

Gustav er dog den senere tid begyndt på, at græde lige inden han bliver lagt. Det er tydeligt at se, at han er træt, men alligevel kæmper han imod – det er gerne ved hans lure efter kl. 15. Mon han bare er kronisk overtræt på det tidspunkt? I hvert fald er det sand ulvetime herhjemme.

11. januar 2006, kl. 10:46| # |


Accepter det nu for fanden!
Vi har altså fået et to timers barn og lige meget hvad vi gør, så ændrer det sig ikke. I hvert fald ikke lige nu.

Og måske giver jeg alt for hurtigt op, men efter to nætter, hvor jeg render i pendulfart mellem soveværelse og stue hver anden time for at fodre afkom, ja så foretrækker jeg altså den gode gamle ordning:

Mand ind i stue og baby ind i stor seng!

Undskyld, hvis jeg keder jer!

12. januar 2006, kl. 10:44| # |


Forpulet snot!
Af en og anden årsag så besluttede babylytteren sig for at strække; selvfølgelig mens Gustav sov i gården.

Hvor længe han har skreget af sine lungers fulde kræft, før jeg hørte ham... ja det aner jeg ikke, men for fanden hvor har jeg dårlig samvittighed. Pis!

12. januar 2006, kl. 14:53| # |


Uden sammenhæng; en blandet lørdag
Pludselig fylder det, at det er 17 måneder siden Cirkeline blev født. Den gang var det også en lørdag og jeg husker detaljer fra barselsgangen; uskylden, intimiteten og den berusende forelskelse.

Vi har været en tur på graven her til formiddag.


Lige nu ligger min lille dreng i sin barnevogn og sover ganske fredeligt; jeg bliver så glad når det endelig lykkedes: For ikke kun har jeg brug for lidt pusterum, han har så sandelig også brug for en sammenhængende søvn.

Han er blevet en stor dreng. Han har opdaget sin tommelfinger og hele tiden er den i munden. Ind imellem så langt inde at han får tårer i øjnene og er ved at brække sig.

I butiksvinduet lidt længere nede ad gaden står de flotteste røde sko med den mest fantastiske høje hæl. Jeg er så forelsket i dette stykke fodtøj og hver dag overvejer jeg at købe dem... og der er jo også tilbud lige nu.

Fornuften har det dog med at tage over. Meget hurtigt endda! For får jeg nogen sinde gået med dem? Sandheden er den, at efter jeg har lært Ulrik at kende (som sjovt nok er væsentlig højere end mig), så har jeg bevæget mig rundt i de fladeste sko overhovedet.

Skal? Skal ikke?

Beslutter mig for at plukke øjenbryn i stedet for – så går tiden ligesom med det.

14. januar 2006, kl. 12:51| # |


Og min baby er IKKE brugervenlig!
Og muligvis den samme svada... men hvor om alting er, så frustrerer det mig af røvens til, at jeg ikke er i stand til at læse mit eget barn.

Og langt de fleste dage så går det ok. Han er et 2timers barn og selv om det er hårdt, så har jeg accepteret det; vi har tilmed indrettet os efter det. Når han så en sjælden gang sover tre timer i streg, så føler jeg mig sgu som et helt nyt menneske.

Og så er der til gengæld dage som i dag. Dage hvor han er ulæselig. Dage hvor han bare ikke vil sove mere end 15 minutter ad gangen. Dage hvor jeg absolut ikke synes, at det er lykken.

Og sådan dage stresser mig og så stresser jeg ham og sådan kører det sikkert i ring, men når man end ikke kan gå på toilettet i ro og mag (og lige meget hjalp det at han kom med på toilettet), så synes jeg, at det begynder at tære ufatteligt på de få ressourcer, der er tilbage.

Og bedre bliver det jo så ikke, når det bedste folk kan komme op med, er: »Så må du jo lade ham græde og lade ham vente!« Hmm? Altså... jeg synes, at et spædbarns gråd rammer lige i ens stresscenter og dermed er det svært for mig at lukke af for det. Resultatet bliver ofte, at jeg snerrer og vrisser ad ham (og for at vende tilbage til toiletbesøget... jo netop ikke får gjort mig ordentlig færdig!).

Og det er som at få hældt flere liter salt i såret, når man hører om dem, hvis børn har sovet igennem fra fødslen. Dem, hvis børn spiser med 4-5 timers mellemrum. Dem, der bare når det hele på den halve tid og samtidig ser lækre nyvasket og ny-udhvilet ud. Overskudsludere!! Det er hvad jeg har at sige... og jeg brækker mig kraftedeme snart.

Og ikke kun bander og svovler jeg og synes at forældreskabet er noget opreklameret lort. Næh, jeg føler mig sgu også som en kæmpe fiasko. Jeg føler mig kraftedeme som det mest talentløse menneske overhovedet; en dårlig mor; en uligevægtig og hysterisk tumpe! Jeg føler, at jeg har spillet fallit.

Og lige nu – i dette spæde nu – sover mit elskede lille barn (aldrig har jeg kysset og krammet et andet menneske så ofte, så intenst) og jeg ønsker ham kun alt det bedste i hele verden, men for fanden hvor er det dog hårdt at ofre sig selv hele tiden. Svært at famle i blinde.

Og jeg ved at disse uskyldige måneder aldrig kommer tilbage. »Nyd det nu!«, siger de alle sammen og jeg synes sgu ikke, at jeg bestiller andet – men der er bare dage, hvor det simpelt hen ikke lader sig gøre og netop dette rædselsfulde dilemma æder mig op indefra. Forpester hele dagen og min samvittighed... og så sidder jeg her og er lidt småfedtet, småstresset, små ked af det og småirriteret; så blev endnu en af de der dage, der aldrig kommer tilbage ødelagt.

Øv altså!

17. januar 2006, kl. 17:47| # |


Efter regn kommer der sol!
Det hjalp virkeligt at få luft og mens "Gunnar-drengen" ligger og hikker på sofaen og presser godter ud i bleen og hygger sig i almindelighed, så ser jeg på ham og er sgu ved at tude.

For lige så opslidende det er, lige så vidunderligt er det... hvidt og underligt. Han er jo dybest set en glad og nem lille dreng – og jeg er sgu noget nær den heldigste i hele verden.

Årets julegaver var jo svære at finde eller finde på, men det endte alligevel med en glad og stolt mand... for sådan at være ens i hjemmestrik til petanque, det er vist lige sagen for far og søn:

større udgave


Det var aldrig blevet til noget uden min mors hjælp. For fanden hvor jeg takker hende!

18. januar 2006, kl. 13:25| # |


De røde sko...
... eller fortællingen om hvordan mine fødder ændrer sig!

Der stod skoene jo i vinduet og forførte mig, så jeg gik indenfor og greb skoen. Jeg tjekkede størrelsen og søreme om jeg ikke havde heldet med mig; de havde både 39 og 40 på lager.

Noget er dog sket. Mine fødder forræder mig og for hvert barn er jeg jo gået et helt nummer op, men sådan er det slet ikke længere, - så skønt jeg er gået i stå midtvejs kilomæssigt, så lader det til at mine fødder er på retur.

Jeg er så småt ved at blive en størrelse 38 igen (bare det også snart gælder tøjet) og lige netop størrelse 38 var udsolgt.

Så de røde sko står fortsat i vundet og smiler så ganske forførende til mig, men nu smiler jeg ikke længere tilbage, nu vender jeg blikket væk og drømmer mig bort til den gang, hvor mine fødder var en del mere hævet og væskefulde.

Og dog!

PS: Hvornår mon der er nedgang i vægten igen?

20. januar 2006, kl. 21:09| # |


Nemmere?
Sad og ordnede billeder til fremkaldelse, da jeg lidt ukoncentreret får åbent mappen med billederne af Cirkeline efter hendes død. De er fra kapellet, hvor vi har givet hende tøj på og puttet hende i kisten.

For fanden hvor jeg begyndte at tude, - og som jeg skriver dette, så mærker jeg tårerne presse sig på.

Mon nogen sinde at det bliver nemmere?

21. januar 2006, kl. 19:19| # |


Nu har jeg godt nok aldrig!
Jeg er kraftedeme forbandet naiv eller er jeg?

Sidste år søgte jeg en stilling som lægesekretærelev, blev kaldt til samtale og tilbudt en plads. Tilfældet ville dog, at jeg blev gravid og jeg er sgu ret så sikker på, at aftalen med stedet var, at de ville kontakte mig her i det nye år og at pladsen var min.

Nu har jeg fået at vide, at jeg skal genansøge. Der må sgu da være sket en misforståelse. Ja? I hvert fald ringer jeg i morgen tidlig – for nogen må da vide noget. Forhåbentligt!

23. januar 2006, kl. 15:22| # |


Jeg går rundt og skutter mig!
Er det bare mig eller synes januar måned at blive ved i en uendelighed?Jeg synes, at der er flere dage endnu inden vi skriver februar og så er det godt nok også gået hen og blevet usædvanligt koldt.

Jeg skal genansøge om en elevplads som lægesekretær. At jeg sidste år ved denne tid (cirka!) fik en anden opfattelse, kan jeg ikke bruge til noget nu. Spørgsmålet er så, skal jeg nøjes med at søge HS eller skal jeg sprede mig og søge KAS også?

Til gengæld orker jeg ikke (lige nu!) at tage forskud på sorgerne ved at spekulere på, hvad jeg gør, hvis jeg ingen plads får. Det bliver afklaret omkring marts og så kan jeg til den tid tage den arbejdsmæssige fremtid op til fornyet overvejelse.

Ulrik har 15 dages ferie til afvikling. Vi har ingen planer, men vi har da fundet en løsning, der passer os alle. Ulrik har frem til maj fri hver fredag; det er slet ikke så tosset og jeg glæder mig helt til disse dage sammen. En forlænget weekend og en måde hvorpå han får noget mere tid sammen med "Gunnar-drengen".

17 måneder siden min lille pige døde og senere i dag trodser jeg det kolde vejr (der bider ind til marv og ben) og går på kirkegården.

24. januar 2006, kl. 11:35| # |


Pest eller kolera
Gustav er begyndt at sove bedre om natten. Nu går der tre timer mellem hvert måltid – måske er det aftenflasken, der gør hele forskellen?

Til gengæld er han så holdt op med at sove om dagen, - med undtagelse af 15 minutter her og 15 minutter der. Det er tilsyneladende pest eller kolera.

Alenetid er indført. Jeg kræver sgu min ret. Minimum en time til mig selv og jeg vil IKKE forstyrres, - og det er ikke inkl. et evt. bad.

Ellers går det jo fint: Gustav introduceres dagligt for lidt grød/mos og han smasker det i sig og han synes allerede, at have styr på det med åbne munden, sutte skeen og synke maden. Ind imellem ryger det ud igen – men der levnes nu alligevel ikke meget!

Klokken er blevet mange. Kan du sove godt?

26. januar 2006, kl. 22:21| # |


Jeg kan dårligt følge med
Gustav er 16 uger i dag. Hvor fanden er det dog lige, at tiden forsvinder hen? Han er jo allerede en stor dreng og dagligt sker der forandringer af format. Han er stadig hjælpeløs på så mange områder, men rent socialt (jeg garanterer!) så er han helt i top.

Cirkelines år blev afløst af Gustavs, - og siden da har jeg slet ikke haft fri. De står i skarp kontrast til hinanden og alligevel er der ting til fælles; de pludselige opdagelser og erkendelser. Skønt intet indholdsmæssig reelt er ens, så er der alligevel det! Jeg er i en konstant udvikling og ind imellem kan jeg have svært ved at genkende mig selv fra før jeg fik børn.

Gunnar-drengen

27. januar 2006, kl. 10:53| # |


En god nok mor?!
Det gør ondt helt ind til marv og ben, når jeg sådan gentager mig selv i forhold til moderskabet. Sandheden er den, at jeg synes, at det er frygteligt hårdt og ind imellem knap så fantastisk.

Jeg bliver også ked af det, når jeg sådan i afmagt tænker; »nu gider jeg kraftedeme ikke den unge mere og så kan han sgu sidde passivt i et hjørne«. Sådan bliver det aldrig, for hans evne er jo at smile, når mor er allermest træt og på den måde får han det bedste frem i mig (igen!). Heldigvis!

Det smerter mig, at jeg har nætter, hvor jeg kortvarigt hader mit barn, fordi jeg – for himlen skal vide hvilken gang – er blevet revet ud af min sparsomme søvn. Så er det, at Ulrik tager over og så får piben en helt anden lyd, både for mor og barn. Så ligger jeg på sofaen i stuen og tuder mig selv i søvn; en blanding af dårlig samvittighed (jeg må da bare være verdens dårligste mor!) og af træthed.

»Jeg vil ham jo kun det bedste«, snøfter jeg og tørrer næsen i håndryggen. Dette uskyldige lille væsen, der er så afhængig af sin mor og sin far – hvorfor skal det dog ind imellem være så hårdt og hvordan kan det være, at der er brøkdele af øjeblikke, hvor jeg ikke længere kan kende mig selv? Det skræmmer mig.

30. januar 2006, kl. 18:31| # |


Månedens sidste indlæg!
For noget tid siden købte jeg en brystpumpe. Ideen var, at jeg ind imellem kunne pumpe ud, således at jeg evt. kunne supplere den almindelige amning med lidt brystmælk på flaske eller give ham, hvis jeg nu en dag var ude og rende et par timer.

Jeg har bare aldrig fået brugt pumpen. Den er rengjort og jeg havde tilmed sat mig til rette; nu skulle der pumpes. Det blev der imidlertid hurtigt sat en stopper for.

For der i sofaen helt uden varsel så fik jeg det rigtigt skidt og alt for mange mindre gode minder dukkede frem for mit indre øje. Pludselig var jeg henlagt til de sidste dage med Cirkeline på Riget, hvor jeg netop pumpede ud før vi endnu kendte hendes skæbne.

Så selvom situationen med Gustav er en anden, så gør det ingen forskel. Jeg kunne bare mærke på mig selv, at jeg IKKE skulle pumpe ud og sådan blev det. Vi har nu også klaret os fint uden udpumpet modermælk.

Således blev månedens sidste indlæg skrevet og endelig (langt om længe) så fik også januar måned en ende.

31. januar 2006, kl. 11:43| # |