e-mail

 

1. januar 2005

Det var det år, hvisker jeg stille mens veninden sover på sofaen og manden i sengen… så bøvser jeg af mæthed og har en indre monolog kørende med mig selv. Jeg er nysgerrig på det nye år, nysgerrig på de 12 måneder jeg har til rådighed og nysgerrig på, hvad summen af 2005 bliver.

Nytårsaften foregik i stilhed; god mad, spil og et dejligt selskab. Hos Cirkeline tændte vi tusindvis af stjernekastere og lod dem lyse op til hende. Lige i hendes ånd, tænker jeg. Det var en god aften – om end jeg blev en smule vemodig som klokken slog 12 og som det mest naturlige i hele verden så fældede jeg også en enkelt tåre, da raketterne farede til vejrs… måske på vej til min egen lille raket. Hvem ved?

Dagen derpå, det er mørkt udenfor og her i lejligheden lytter jeg stille til den tunge vejrtrækning. Så ser jeg ud af mit køkkenvindue og som en fortsættelse af i går, så farves den mørke himmel af tusindvis af skinnende perler.

Og skal jeg opdatere kort – fordi det nu en gang hører sig til, når året ændrer sin dato – så er sandheden den, at 2004 var Cirkelines år. Det er faktisk en rar tanke, når det nu ikke kan være anderledes. Hvad angår 2005 – tja, så kræver det jo, at det leves.

# |

2. januar 2005

Tømmer tasken. Det er godt nok tiltrængt og indholdet vidner uden tvivl om brudstykker af et liv: pung, toiletpung, digitalkamera, håndholdt computer, nye som brugte gravlys og andre rester af stearinlys (blevet tid til at smelte lys), nøgler, usædvanlige mange lighter, mobiltelefon (må hellere få den opladet), kuglepen, kvitteringer, indkøbsseddel (burde være datomærket – om ikke for andet, så for morskaben), 7,25 kr. i kobbermønter (så bliver sparegrisen glad) og en brugt stjernekaster.

En stille dag, hverken opsigtsvækkende eller ubetydelig… bare stille. Vi sov længe, spiste morgenmaden stående i køkkenet, tog kaffen med ind i stuen og havde samvær uden ord.

# |

3. januar 2005

At tænke tanker og tænke rigtige mange. At reflektere på flere års begivenheder, specielt det sidste og mærke, hvordan jeg vitterlig ændrer mig. Først synes det så ubemærket, en dag blev til mange og efter et år af påvirkninger så var konklusionerne nye. Pludseligt skete det knap så ubemærket, pludseligt synes det at være til at tage og føle på – og jeg er sgu ikke sikker på, at jeg selv kunne følge med. Ikke hele tiden i hvert fald. Det siges, at der er en tid for alt – men hvornår ved man helt præcist, at tiden har passeret en, at en æra for alvor er slut og det er nye veje, der skal betrædes? Er det, når lysten ikke længere er så påtrængende, når ordene forstummer i munden og tankerne tænkt hundrede gange før?

Jeg er glad for disse sider. Her samles tankerne og her vises følelserne, men spørgsmålet er: Kan jeg blive ved? Spørgsmålet synes relevant, ikke fordi tankerne er at stoppe – men alene fordi refleksionerne er afgørende for det videre forløb. Jeg har før stillet mig selv dette spørgsmål og jeg ved, at andre har stillet det før mig… til dem selv. Det synes så naturligt, måske fordi vi når et punkt, hvor der ikke synes at være mere at give af. Måske fordi kravene – til en selv – bliver større og langsomt vender opmærksomheden til dette: Hvad vil jeg opnå? En dagbog bliver aldrig færdig. Først når livet er levet med alle dets facetter, så vil den samlet sum give et endelig resultat.

Fastholder jeg mon mig selv eller er billedet langt mere svævende. Ses de forskellige nuancer eller er jeg ved at blive blind og blikket derfor sløret? Dagene er sjældent ens, det siger sig selv – men jeg bliver alligevel i tvivl; hvor længe har jeg noget at byde på og hvor længe vil jeg fortsat finde det forfriskende at dele… og tage del i?

Der er pauser. De tages tit og er ofte tiltrængte. Et frisk pust, læne sig tilbage og måske ligefrem smække benene op. Langspyt kunne også være ren meditation – om jeg kunne spytte langt, i stedet for at savle ned ad mig selv. Jeg er i princippet hverken for eller imod pauser – men når det handler om noget rimeligt essentielt som i et forhold eller denne dagbog, så er jeg mere til enten eller. På det punkt synes en definitiv beslutning om at ville blive eller gå overvejende mere tiltrækkende. Mon ikke også det er langt mere konstruktivt? Jeg kan tage fejl!

Tankerne er mange, de er rodet og det er ikke længere muligt for mig, at finde frem til udgangspunktet. Faktisk tror jeg slet ikke, at der var et udgangspunkt; der var tanker og der var mange – og jeg reflekterer mest af alt for min egen skyld. Netop fordi det uvæsentlige aldrig må overskygge det væsentlige, om end det sikkert er sket før og helt sikkert også på disse sider.

I går var der dialoger uden ord, i dag monologer med ord. Om lidt er der meditativ kommunikation med min datter, som jeg sætter mig ved hendes grav og lader mit savn og kærlighed nå hende.

# |

4. januar 2005

I går var det første gang – i et stykke tid – at jeg var alene ved graven. Det var dejligt og på en forunderlig måde tiltrængt. Forsvaret smuldrede og jeg blev ked af det, talte i en køre til min datter og mærkede det bidende savn. Snart er det 5 måneder siden hun blev født og jeg synes tiden vælter afsted. Hun var her længe nok til at gøre et kæmpe indtryk, men alligevel ikke længe nok til at det ændrede synderligt på vores rutiner… hold kæft hvor jeg føler mig snydt lige nu!

Det er for alvor slået fast, at jeg gik 3 uger over med hende – og det passer også fint i forhold til hvor færdig, klar og vågen hun var, da hun endelig blev født. Det betyder ikke noget i den store sammenhæng, men det betyder noget i forhold til mit billede af hende.

I næste uge starter skolen, min barsel er slut og en ny epoke sætter i gang. På én gang er jeg glad og vemodig. Det bliver rart at have noget at fylde hverdagen ud med, men samtidig vidner det om at intet blev som forventet. Barslen blev aldrig rigtig brugt som den skulle og stopper derfor længe før tid; det er sgu da skide tarveligt.

Alt står i skarp kontrast til hinanden i øjeblikket. Et årsskifte, et farvel og nu videre til noget andet… og en tid endnu vil tingene veksle mellem det gamle og det nye.

# |

5. januar 2005

Verden er lille. Virkelig lille – meget mindre end jeg først troede. Verden er måske så meget sagt, men i hvert fald Danmark. Der er ikke mange led mellem bekendtskaber. Denne kvinde og jeg har skrevet til hinanden, lidt løst og på daværende tid med en graviditet som fællesnævner. En uventet drejning sker. Kort efter skal jeg til tandlægen, vi snakker om tabet af Cirkeline og begivenheden gjorde et dybt indtryk på hende. I dag er jeg atter hos tandlægen og vi opdaterer siden sidst; hun er blevet farmor og viser mig billedet af denne pragtfulde lille dreng. Så nævner hun et navn, det virker bekendt, tænker jeg – men lader det være ved det. Hun fortæller, at hendes svigerdatter kendte til min historie og brikkerne falder på plads: Tandlægens svigerdatter er kvinden, hvor fællesnævneren var en graviditet. Forunderlige verden, sådan tænker jeg lige nu.

Et nyt år, men jeg er altså ikke sikker på, at det starter så skide fantastisk. Min far har stadig lungebetændelse og hans ene lunge fortsat klappet sammen. Min mormor – der aldrig har rørt en dråbe alkohol i sit 75 år lange liv – har fået konstateret skrumpelever. Hun lider af en alvorlig gigtsygdom og de piller, der skulle hjælpe hende, har angrebet leveren. Det kan holdes i ave, hvis hun ellers kan tåle lige netop den medicin. Folk i min nære omgangskreds oplever ulykkelige ting; en lille dreng bliver indlagt pga. feber og pludselig finder de ud af, at hans tarmvæg er utæt og dertil kommer også en anden ubehagelig overraskelse; hans ene hjertekammer vokser ikke efter hensigten. Så er der min veninde, der atter skal slås med livets urimeligheder. Det synes ingen ende at have.

Ind imellem gad jeg sgu godt lige have en snak med ham der oppe, så skulle jeg godt nok lige fortælle ham en sandhed eller to. Han må være stiv. Seriøst! Han deler gule og røde kort ud med løs hånd, udfærdiger aftaler som vi slet ikke giver hånd på og så gør han sig dommer for, hvem og hvad der dur. Det holder altså ikke. Måske er det slet ikke ham der oppe, jeg skal tale med – måske skal jeg i stedet gå direkte til ledelsen. Vist på tide ham der oppe får en reprimande eller måske ligefrem bliver fyret. Jeg mener, de har vel for helvede også en alkoholpolitik som enhver anden arbejdsplads? Måske hjælper det slet ikke at klage, det kunne jo være aftalt spil og de er måske i flok gået på druk.

Tankerne er disse dage sat på "fastforward" og pauseknappen synes slet ikke at virke på mit indre anlæg. Burde skrue hovedet af og få skidtet byttet, men reklamationsretten er nok for længst udløbet; 31 år er mange og meget er sket på området. Så de kan nok ikke hjælpe mig. Næeh, de sætter sikkert: Ude af drift-skiltet i panden på mig, erklærer mig udenfor rækkevidde og tilføjer tørt med lille skrift nederst på sedlen: Bør stadig være under bakteriologisk kontrol af Steins Laboratorium.

# |

5. januar 2005 - senere

Telefonen ringer. Det er min mor. "Nu må du ikke blive forskrækket!", siger hun som det første og allerede i det øjeblik så banker mit hjerte med uregelmæssige slag. På mindre end et sekund ser jeg brudstykker af mit liv, det flimrer for mine øjne og hele tiden tænker jeg; hvem er død? Jeg får tilmed gennemgået listen af familiemedlemmer, mulige som umulige. Får spagt sagt: "Nej, ok!" – vidende at det er helt umuligt; jeg er allerede forskrækket og mine håndflader er klamme. "Din far er blevet indlagt på Riget, men han har det godt", fortsætter min mor og jeg tror nok, at jeg spørger; "hvad er der sket?". "Ja, de mener det er en mindre blodprop, der har passeret… vand i lungerne… blev rigtig dårlig på vej til Bispebjerg… bliver så indlagt på Riget… meget bedre… hiver ikke efter vejret… lungerne er helt fine… blodprøver hver 6. time… nok hjemme allerede i morgen…" Jeg hører ikke ordentlig efter, kan ikke gå til eksamen i det, men han har det godt og det er det eneste, der tæller.

# |

6. januar 2005

Sidder her til morgen, i mandens varme morgenkåbe (en af fordelene ved at stå op, når han går i bad) og tænker – som følge af gårdagens telefonopringning – på, hvordan det dybest set er skide svært at starte sådan en samtale. Efter Cirkeline var død, så var der mange mennesker at ringe til og mange af dem, havde vi jo kort forinden ringet til med gode nyheder. Nogle af samtalerne gik i retning af; "Hej det er Frederikke"… "Hej moar, hvordan går det så?"… "Ja øh, Cirkeline er død!". Jeg husker ikke alle samtalerne, ej heller husker jeg de forskellige variationer, hvormed samtalerne blev indledt. Jeg husker behovet for at fortælle hele verden det, husker behovet for at gentage de samme ord igen og igen og pludselig husker jeg den sidste dag i Cirkelines liv.

Hun var blevet fjernet fra sin medicin om mandagen, vi havde opholdt os på en hospitalsstue med hende og tirsdag formiddag trængte vi til frisk luft, trængte til at komme lidt væk. Så vi gik ned i Rigets cafeteria og bestilte lidt frokost, en sygeplejerske blev på stuen med Cirkeline. Vejret var stadig godt, så vi sad udenfor og snakkede. Telefonen ringer, det er sygeplejersken og hun siger: "Frederikke, det er ved at være nu!". Jeg stivner og vi løber hele vejen fra cafeteriaet og hen til opgang 5, det føles som en evighed inden elevatoren kommer, op på etagen og ind på stuen. Jeg er bleg og bange, da sygeplejersken siger: "Det må I undskylde, men jeg tror bare, at hun driller mig!".

For fanden en ballademager vi har fået os, jeg tager hende op og der er bare det her helt specielle udtryk i hendes ansigt. Jeg er bare så sikker på, at hun spørger: Hvad så mor, blev du forskrækket?

# |

8. januar 2005

I dag kom min far hjem. Lidt længere tid end først beregnet, men de havde nu også lidt svært ved at finde ud, hvad der var galt. Det viser sig at være en blodprop og som den passerede forårsagede den vand i lungerne. Han er frisk nu og ifølge min mor, langt mere frisk end tidligere. Han hiver ikke længere efter vejret og farven er tilbage i kinderne. Vi tager derhjem i morgen.

På mandag starter skolen, skoletasken står parat og dækkene på cyklen pumpet. Det bliver tiltrængt at komme i gang, jeg trænger til andet end hjemmets fire vægge. Når det så er sagt, så må jeg jo samtidig tilstå, at det også er med en smule usikkerhed. Pludseligt skal jeg afprøve mig selv i forhold til andre, afprøve mig selv i forhold til min nye identitet; mor uden et levende barn. Små 8 måneders barsel er slut.

Cirkeline finder stille og rolig sin plads i mit hjerte. Det føles rart, det bliver nemmere og sorgen har endnu en gang ændret sin form.

# |

9. januar 2005

Hold kæft hvor jeg bare hader at blive vækket af en trykken på dørtelefonen, specielt den slags trykken hvor man overvejer om mennesket på gaden er død op ad lortet eller om idioten har smurt hele hånden ind i kontaktlim og sidder fast.

På vej ud til døren nåede jeg tilmed at vælte tørrestativet, hvilket selvfølgelig skulle lande på min højre fod og sende trykbølger af smerter op igennem min krop. Endelig når jeg døren, endelig får jeg chancen for at hvæse: "JA FOR FANDEN!" i røret og antiklimaks var uden tvivl svaret: "Søndagsavisen!"

Søndagsavisen i min bare røv, messede det i mig. Vi havde kraftedeme fået søndagsavisen i går og som jeg holder øje (igennem spionhullet) med manden, der slæber sig op ad trapperne med 100 tons papir i armene, skal jeg lige til at rive døren op, blæse ham hele vejen ned ad trapperne igen… da jeg til mit eget held opdager, at jeg er komplet og aldeles nøgen

Det kunne virkelig have skabt en anspændt og akavet situation… for mig i hvert fald.

# |

10. januar 2005

Første skoledag. Gider ikke tale om det, men har et ønske om, at det bliver bedre, et ønske om at intro-uger dybest set er spild af tid og at jeg bliver overrasket, når vi for alvor starter op. Jeg er sgu blevet for gammel.

Første fridag bliver allerede i morgen, et spørgsmål om prioritering og jeg skal altså insemineres – så i mit univers giver det sig selv.

Jeg har lidt flere forventninger til morgendagens inseminering end ellers og grunde er der jo masser af. Mest af alt så blev jeg jo gravid med Cirkeline i det andet forsøg, men jeg ved godt, at tingene ikke nødvendigvis ligner hinanden hver gang. Det er sket før og det vil ske igen, indtil da må jeg grave noget tålmodighed frem.

Turen til kirkegården er gemt til Ulrik kommer hjem, vi skal sammen tænde et lys i mørket. Der er sgu da noget symbolsk i sådan en handling. Jeg er sgu ikke bare blevet gammel, jeg er sgu blevet så pokkers religiøs, romantisk og rund omkring hofterne.

# |

12. januar 2005

Jeg er kommet alt for sent i seng, når blogbot ikke kan diske op med nye indlæg. Jeg er kommet alt for sent i seng, når intet er sket i de fora, jeg deltager i og jeg er kommet alt for seng i seng, når jeg falder i søvn, mens jeg tisser.

Det er slut. Der skal andre boller på suppen. Ni timer under dynen er absolut ikke meget forlangt. Sådan bliver det – nu skal jeg bare overbevise mig selv… er sgu så bange for at gå glip af noget.

# |

13. januar 2005

Har haft en ok uge på skolen (fri tirsdag og i morgen) og været træt som et helt alderdomshjem (sådan siger man vist stadig – om end jeg kan være stærk i tvivl om rigtigheden af dette udsagn!). Introuge; en uge i mange forskellige grupper og med det formål at vi til sidst finder sammen i små grupper på fire, for at være sammen resten af tiden, designe en virksomhed sammen og gå til eksamen sammen. Gennemsnitsalderen er ca. 24 år og vi endnu ikke inddelt på hold, hvorfor vi har været 128 mennesker i samme rum. Mange ansigter, mange navne og skide svært at danne sig et fornuftigt indtryk af ens medstuderende. Har styr på et par stykker og helt sikkert også fundet en sød (jævnaldrende) pige at "hænge ud" med. Så mangler der bare to mere, men mandag er sidste dag for gruppedannelse, så mon ikke vi når det.

31 år er åbenbart rigtig mange år, i hvert fald i forhold til en ung fyrs verdensbillede (faktisk aner jeg ikke selv, hvor gammel han er, men mit gæt er under 25 år). Ifølge ham så havde han heller ikke tilmeldt sig studieturen til Prag, hvis han var 31 år og ifølge ham er der flere gamle, der har fundet sammen i grupper og der var vist også en, der hedder Morten på 31 år. Så er der ikke fundet to mere til gruppen på mandag, så må jeg vist hellere finde ham Morten!

Har også fortalt om Cirkeline. Ikke som det første i min kontakt, men fordi et af de spørgsmål jeg har fået rigtig mange gange, er: Har du så børn? Jeg har haft indre dialoger med mig selv og spekuleret meget over, hvad jeg skulle sige. Nej det har jeg ikke eller ja, men hun er død! Dybest set har det været som at skulle vælge mellem pest eller kolera. Valgte dog i alle tre tilfælde at sige det som det er: Ja, jeg har en datter, men hun døde desværre, da hun var 10 dage. En enkelt er blevet en smule forskrækket og det forstår jeg godt. Det er svært at være 19 år og forholde sig til en side af livet som måske dybest set slet ikke er aktuel for vedkommende. De fleste har dog reageret positivt, de har spurgt ind til begivenheden og min efterfølgende bearbejdelse…

… så alt i alt en god uge – om end forsvaret faldt prompte i det sekund jeg trådte ind på kirkegården. Gråden havde siddet i kroppen hele vejen hjem på cykel og da jeg endelig sad foran Cirkelines grav, så brød jeg sammen. Tårerne trillede og jeg ønskede så desperat at grave hendes lille urne op ad jorden. Ønskede at holde hende igen og ønskede at det var sammen med hende, vi - i morgen - kunne fejre 5 måneders dagen for hendes fødsel.

# |

15. januar 2005

Cirkeline er på en og anden måde frosset i tid. Minderne er konstante eller statiske om du vil og for altid vil hun være ti dage gammel. Det vil aldrig nogen sinde ændre sig og det oplevede jeg i fredags, da jeg gik rundt på kirkegården sammen med min mor.

Ofte er vi gået forbi Mariannes grav og ofte har vi sagt: Her ligger også et lille barn, sådan tolkede vi det, når vi så bamserne hos hende. I går var der så tændt lys, vi stopper op og opdager, at Marianne har fødselsdag. Faktisk bliver hun 23 år.

På en og anden måde kom det bag på os og da er det vi opdager, at sådan vil det også være med Cirkeline. Når datoen indikerer at hun bliver ældre, så bliver hun jo ikke ældre i samme forstand som når du og jeg fylder år og det vil derfor altid være bamser, dukker og andre børnesager vi stiller ved hendes grav. Dette vil jo ikke blive skiftet ud med "Vi unge", når hun bliver 12 eller makeup når hun bliver 14. Cirkeline er ti dage gammel og det er hun i resten af mit liv.

Cirkeline skal være storesøster, sådan siger vi og sådan siger vi gerne ofte – men en anden erkendelse nåede os… for skønt hun er den første og derfor ville være den største, så ændrer det ikke på, at hun altid vil være vores lille pige og måske netop derfor altid vil være lillesøsteren.

Giver jeg mening?

# |

18. januar 2005

En helt ny form for træthed har invaderet mit legeme. Nye mennesker, nye informationer og en daglig cykeltur på 16,8 km – ja det sætter uvilkårligt sine spor… på en positiv måde vel at mærke.

Har en del hængepartier (foruden de to, der er placeret allerforrest), men lige nu er der bare ikke meget overskud på den sociale konto. Forhåbentlig vender det igen på et tidspunkt, i hvert fald når skolen er blevet en slags hverdagskost. Mon ikke?

Drømme skal pustes til virkelighed, det håber jeg i hvert fald og banken har da også sagt ja til 1,8 million og på tirsdag runder vi testdatoen. Forventninger er knap så høje som lige efter insemineringen, men jeg er spændt og håber på det allerbedste… om end jeg samtidig forsøger at bevare en smule ro. Ind imellem tager ting tid og nogle ting lang tid.

Den daglige cykeltur, åh den har været tiltrængt og der er efterhånden kun 6 kg til jeg atter har min idealvægt, dvs. 6 kg til jeg igen kan være i tøjet fra før graviditeten. Det er slet ikke så tosset og meget godt gået på 5 måneder… hvis jeg skal sige det selv. 30 kg blev det jo til i det hele og de var placeret de særeste steder, pludselig er der atter en charme i at se sit eget spejlbillede og samtidig kende forskel på for og bag – endda uden at skulle bede manden om hjælp.

Lige om lidt er klokken 21, lige om lidt tæller jeg alle himlens stjerner og rykker månen en smule tættere på Cirkeline. Sådan skal det nemlig være.

# |

21. januar 2005

Nå men… så er den uge ligesom gået.

Skolen har faktisk været ganske ok; erhvervsøkonomi er min store udfordring og mit forståelsesniveau meget lille, men på en og anden absurd måde er det blevet værd at stræbe efter - jeg skal næppe nogen sinde bruge det - og der vil være en stor selvtilfredsstillelse i at ord som debet og kredit ikke længere er uforståelige fremmedord.

Jeg har for alvor skulle afprøve mig selv i forhold til andre mennesker, men det har været rart og visse ting er kommet yderligere på afstand, men det ændrer alligevel ikke på, at sorgprocessen fortsat er i gang. I øjeblikket er det vreden (rigeligt kombineret med angsten), der er min følgesvend. Følelserne er pokkers irrationelle, men de er der og det må jeg forholde mig til. Vores venner har født en lille pige; jeg er glad på deres vegne, men måtte sige nej tak til at besøge dem på hospitalet: Jeg kunne slet ikke overskue det, kunne slet ikke se ud over egen næsetip og bandede og svovlede over, at de ikke kunne få en dreng i stedet for. Ulrik tog afsted og med sig havde han blomster og kort, de fortjener opmærksomheden – og jeg begravede i stedet ansigtet i puden og græd hundredvis af tårer. På den ene side var der en dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne tilsidesætte mine følelser for deres glæde og på den anden side bevidstheden om det totale overgreb, det uvilkårligt (for mig!) ville være ikke at tage følelserne alvorligt.

Derudover gør jeg meget ud af at forklare omverden, at Cirkeline ikke er død pga. en for tidlig fødsel – ikke fordi et sådan tab er mindre betydningsfuldt, men alene fordi det er super vigtigt for mig at understrege, at hun rent faktisk har levet i vores hjem som en sund og rask pige i 6 dage. Vigtigt at understrege at vi har skiftet hende, badet hende, gået tur i barnevognen med hende og at hun har diet ved mit bryst. Det er vigtigt af flere grunde, men mest er det jo vigtigt, fordi jeg ikke ønsker at glemme, vigtigt fordi jeg er bange for, at nogen skal tage sig den frihed at mene, at jeg ikke længere kan være ked af det, fordi vi jo ikke lærte hende at kende.

Måske er det alene vigtigt, fordi jeg har et kæmpe behov for at bekræfte mig selv i det faktum, at jeg er mor og har gjort mig nogle erfaringer – om end de synes små.

# |

23. januar 2005

Så blev det søndag.

Der er læst nogle lektier, morgendagens fremlæggelse er forberedt og faktisk har jeg – på trods af en noget tvivlende start – fået blod på tanden i forhold til de 18 uger (dvs. nu er der kun 80 reelle skoledage tilbage). Det kan ændre sig rigtig mange gange endnu, men hvor om alting er, så er det rimeligt interessant at se på en virksomheds opbygning og struktur.

En pose med garnrester er fundet frem, en trøje er under produktion og forhåbentlig falder den i god smag – om ikke andet så i hvert fald når der soves til middag i barnevognen.

Det blev søndag, det er søndag og dybest set så foregår den stadig i søvn.

# |

25. januar 2005

Den lange eller den korte version?

Jeg er lidt fugtig i håndfladerne og en smule rundtosset, men hvor om alting er: Cirkeline bliver verdens mindste storesøster… jeg er nemlig gravid!

# |

26. januar 2005

Fuldtidsstudie, sagde de og glemte helt at tilføje; fuldtid som i de fleste af døgnets timer! Det er kraftedeme pikke-lorte-røvhulsagtigt at tilbageholde den slags oplysninger! Jeg glæder mig allerede til weekenden…

Har fået brev fra Bispebjerg Hospital og skal til samtale i februar angående en mulig praktikplads… men… ja… jeg… altså! Går alt som det skal – så er sådan en praktikplads jo ikke aktuelt lige med det samme og jeg kan pludseligt ikke gennemskue, hvad jeg gør. Skal jeg lade være med at sige noget, sådan som det første (og så kan jeg være pikke-lorte-røvhulsagtig)… se tiden an og den slags og mon de – hvis de kan bruge mig – ville være interesseret i at holde en plads til mig i 2006 i stedet for?
Skide svært dilemma!

Vi havde fået tilsagn fra banken, penge til et hus: Vores drømme-hobbit-hus, men efter nærmere overvejelser, så sagde vi nej tak. Det kræver arbejde og det kræver penge… og vi er blevet enige om, at vi har det godt, hvor vi bor. Indtil videre i hvert fald.

For resten af pengene: Dagen derpå, jeg er tømmermandsagtig – utroligt jeg kan blive så beruset af solbærsaft! Tror jeg vil tænde himlens stjerner og rykke månen helt til på Cirkeline og hviske mange tusind tak – i puden med hendes aftryk - for alt det tryllestøv hun sendte min vej!

# |

27. januar 2005

Og sikke en snak Cirkeline og jeg fik som skumringen pakkede os ind. Vi dækkede alt fra mit savn til hende; livet, der er på vej og alt det tryllestøv hun gerne skulle velsigne Søs og Rikke med. Jeg er slet ikke i tvivl: Hun kan noget trylleri.

Gråden kom også, det er noget tid siden jeg sidst var alene hos hende og det gør en forskel. Jeg giver mere slip og tillader mig i langt højere grad at være i følelserne. Længe har jeg jo spekuleret på, hvordan det ville være med sorgen, savnet og samvittigheden, når jeg en gang blev gravid igen… men rigtigt forberede mig, det er umuligt og eftersom det hele stadig er så nyt, ja så er det svært at gennemskue hvorvidt der er en forskel eller ej. Det skal nok komme. Dybest set tror jeg, det er uundgåeligt.

Fri i morgen og jeg står i hvert fald ikke tidligt op. Jeg er godt nok træt!

# |

29. januar 2005

Lige nu synes jeg sgu, at Ulrik er en kæmpe idiot. Typiske parforholdsproblemer og historien synes den samme – når jeg tænker over det, så er det faktisk længe siden jeg sidst har været så rasende på ham. Gid han fik sin finger i klemme i døren!

# |

30. januar 2005

Der er dage som fx i dag, hvor vi kører forbi Riget og jeg ser op på afdelingen, hvor Cirkeline lå – ser det helt specielle og karakteristiske lys – og bryder ud i gråd. Dage som fx i dag, hvor jeg ville ønske, vi stadig var indlagt med hende. Et egoistisk ønske, der udelukkende bunder i mit behov… alene fordi så havde vi hende stadig (fysisk!) hos os.

Vi har været på graven her til aften, vi har tændt lys og jeg har grædt snot i Ulriks jakke. Jeg savner hende og forstår simpelt hen ikke, hvor tiden dog er blevet af. Jeg føler mig snydt og synes sgu det er skide tarveligt, at vi skulle miste hende.

Så sådan en dag er det i dag. En græde-savne-dag. En dag, hvor jeg ikke rigtig kan koncentrere mig om lektierne til morgendagens skole – alene fordi det bare slet ikke er vigtigt lige nu, alene fordi jeg (lige nu!) slet ikke har lyst til at gå i skole i morgen…

# |

31. januar 2005

Dagen er markant bedre end i går. Jeg har været på graven med min mor og der er blevet ordnet lidt hos Cirkeline. Visne blade er fjernet, lysene er blevet tændt og nogle flotte gule roser sat i hendes vase. Jeg nyder, at være hos min datter og hun får alt at vide – det er Cirkelines lod som datter af en historiefortæller!

Hovedet holdes oven vande, men tiden synes bare så pokkers knap. Der er 74 skoledage tilbage, dvs. 74 dage tilbage til blive en mester udi erhvervsøkonomi eller i hvert fald 74 dage til at udvide mit eget forståelsesniveau. Det er altså ikke helt nemt… til gengæld er det helt sikkert; når jeg først har lært det, så er det slut og så vil jeg aldrig nogen sinde skulle bruge det igen.

Nå men hvor om alting er… jeg er skredet, jeg er væk – begravet under mærkelige bøger med mærkelige formler.

# |