Kiggede lige forbi
12.02.2003
Jeg ved det godt, dagene går og jeg glemmer helt at holde omverden
ajour. Egentlig sker der ikke de store og epokegørende ting i
øjeblikket. Livet foregår stille og roligt, meget almindeligt
tænker jeg og smiler træt. Der er arbejde, der er hjemmet,
kæresten, familie, kaninen – der er tusinde af små ting og sammen
udgør de vigtige dele af mit liv. Jeg trives. Ja i det store hele
synes jeg sgu at jeg trives. Og for den største del af tiden så
smiler jeg også, både til omgivelserne og kæresten… sidstnævnte
kan dog sagtens få sekunder efter bringe mit pis i kog. Sådan er
kærlighed heldigvis også; varmblodig.
Skal på arbejde i weekenden, mange løse ender pga. et kursus og
nogle fridage. Det går stærkt, men alligevel ikke hurtigere end
jeg stadig kan halse efter med tungen ud ad halsen og hivende
efter vejret. Faktisk er jeg også i det store hele glad for mit
arbejde, der er klart perioder med ugidelighed, træthed, manglende
motivation, men det i sig selv er jo ganske sundt.
Når jeg skal forholde mig til sandheden så er faktum at jeg reelt
set ikke havde noget på hjertet.
Jeg er her. Jeg lever og ind imellem tænker jeg på dig.
Ro, rammer og regelmæssighed
17.02.2003
I morgen fylder min mor år. Faktisk har mine forældre også
bryllupsdag i morgen og fejres skal det. Er blevet inviteret til
pølse/oste bord og det bliver ikke helt dårligt. Sandheden er den
at hjemme hos mine forældre mangler der ikke noget, hverken
kærligheden eller mad. Faktisk mangler der heller ikke slik. Der
er bjerge af søde sager alle vegne: til venstre finder du
vingummi; til højre er lakridspiberne; ser du lige ud får du øje
på chokoladeknapperne; og vælger du at vende dig om så der skålen
med det blandet. I en periode var det sådan – fordi barnet altid
kaster sig op i mig når jeg er hos mine forældre – at jeg fik
forædt mig i slik inden aftensmaden, hvilket resulterede i at mine
forældre nu gemmer slikket til efter maden. Jo det er god nok:
hjemme hos mine forældre er både min lillebror og jeg
umyndiggjort. Næsten! Der er mor og far og de bestemmer allermest
og de har bestemt at slik før maden ikke er godt for maverne.
Sådan er det så og vi andre vælger at samtykke.
Faktisk bliver min mor kun 48 år. Det er ingen alder. Overhovedet.
Og således er der kun 18 år mellem mig og hende. Det er ingen
forskel. Næsten! Jeg er stolt af min mor, glad for at hun har
været ung hele mit liv og priser mig lykkelig for at hun stadig
kan deltage aktivt i mit liv.
I går kom Busser forbi. Med sig under armen havde han en gave til
mig og netop fordi jeg havde bestået min køreprøve synes han at
jeg fortjente en toastmaskine. Det er altså store sager skal jeg
hilse og sige. Hjemmelavet toast er bare sagen, så da vinduerne i
køkkenet var pudset kunne jeg nappe mig en mellemmad og hold da
fast hvor smagte det godt. Skinke og ost og jeg var solgt.
Jeg holder så meget af ham og jeg er taknemlig for at han skulle
finde sig verdens sødeste kæreste lige rundt om hjørnet fra mig.
Ikke at vi ser hinanden mere, men alligevel mere end vi gjorde
mens han boede i Jylland. Faktisk snakkede vi om at begynde at
løbe sammen. Tror jeg holder ham fast på ordet.
Tidligere i dag skrev jeg i en e-mail at det er blevet nemmere at
elske. Jeg har tænkt meget over det her på det sidste, tænkt meget
over at jo mere jeg vælger at slappe af, desto mere formår jeg at
nyde. Jeg tror ikke nødvendigvis at det kræver en vis alder at nå
til denne konklusion, men jeg har i mange år været rastløs, rodløs
og usikker på min egen rolle. Sådan er det ikke længere.
Selvfølgelig kan jeg stadig være rastløs, men rodløsheden har
foretaget sig og usikkerheden på mig selv er også mærkbar mindre.
Jeg er ikke længere i tvivl på samme måde som for et par år siden.
Jeg er mere opmærksom på egne behov samtidig med at jeg ikke tager
virkeligheden så pokkers alvorlig.
Det er bare blevet lettere og deri nemmere at elske min kæreste
uden forventninger.
Vinduerne er pudset, vasketøjet hænger tørt på stativet og jeg
lege søndag på en mandag.
Mest af alt fordi jeg kan.
Et rædselsfuldt dilemma!
23.02.2003
Bjørk: I can sense it/something important/is about to happen/it's
coming up/it takes courage to enjoy it/the hardcore and the gentle/big
time sensuality/we just met/and I know I'm a bit too intimate/but
something huge is coming up/and we're both included/It takes
courage to enjoy it/the hardcore and the gentle/big time
sensuality/I don't know my future /after this weekend/and I don't
want to/It takes courage to enjoy it/the hardcore and the gentle/big
time sensuality.
Ikke alt gider jeg dele med dig. Sådan er det bare og det handler
hverken om manglende tillid, fortrolighed og ej heller om
tilbageholdelse af (vigtige!) informationer. Nogle gange
foretrækker jeg ganske enkelt bare at smile og hviske henført: Her
går det godt!
Vil du som individ overleve må du nødvendigvis være en smule
'falsk', være tilbageholden og bedst muligt opretholde en facade.
Resultatet kan i perioder være frygteligt dyrt betalt, du kan
risikere kan lulle dig selv i søvn, risikere at leve dit liv på en
løgn. På den anden side kan du risikere akkurat de samme
konsekvenser hvis du blotter dig og hælder ud af dit inderste i
alting.
Løsningen er at finde den hårfine balance lige midt imellem.
Jeg leder stadig.
Og sikkert forgæves.
Glem alt det jeg tidligere har sagt. Glem alt om kærlighed,
drømmen om den eneste ene og glem for Guds skyld alt det der bare
lugter lidt af lykke og samhørighed. Glem det nu for fanden!! Lad
være med at spilde din tid, din naive idiot. Tag dig sammen!
Hvem mon jeg taler til? Dig eller mig selv?
Du vil ikke vide det.
Os begge!
Jeg er lorte, pikke, pisse hamrende træt af min kæreste. Træt af
han lugt, hans gode ideer om hvordan det her forpulede
intetsigende forhold skal leves, træt af ham. Så træt at jeg
dagligt må stikke en finger i halsen og brække mig i lokummet –
bare for at få luft. Træt af at glo på ham, høre hans stemme, træt
af at være i nærheden af ham. Har kronisk dårlig mave bare for at
kunne sidde i fred på lokummet med ordene: Jeg skider - så skrid!
Og jeg skider måske også en lille smule, lige nu skider jeg i
hvert fald på ham, hans gode rygte og alt det han står for. Skider
på alt det vi har eller måtte have haft sammen. Jeg skider og
brækker mig i en stor strøm og tusindvis af forbudte, fortrængte
og følelsesforladte hemmeligheder kommer frem og ser dagens lys.
Og det er kraftedeme pisse hamrende befriende at være et
møgbeskidt røvhul, en luder af ord.
Det var nye toner.
Hvabehar!
Og med min mund, mit røvhul og kusse vil jeg afmærke mit
territorium.
Jeg har bare et eneste problem: Jeg elsker ham!
Og hvad fanden gør jeg så?
