e-mail

 

Godmorgen. Fredag. Igen.


Det har været en noget booket uge og den er bare slet ikke slut endnu. Der har været lektier, opgaver, en såret fod, indkøb af gaver, skrivning af tale, strikning af en vigtig bluse og jeg kunne blive ved. Weekenden er så kulminationen på det meste af ugens gøremål: 35-års fødselsdag hos barndomsveninden og barndåb for venners andet barn.

Så nu går jeg i skole (eller bliver kørt) og laver latin-opgaven, så smutter jeg til frisøren og så er jeg ellers klar til en festlig weekend. Jeg håber også, at din bliver god.


1. februar 2008, kl. 06:31|


Spørgeskema


Nu er første testning af mit spørgeskema i omløb. Har du ikke modtaget et eller vil du gerne være mig behjælpelig, så send mig en mail.


3. februar 2008, kl. 22:18|


Opsang til mig selv


Jeg har sgu forsømt min blog og i en sådan grad at jeg har svært ved at komme tilbage i kampen. Det er simpelt hen for åndssvagt. Jeg trænger til at lege med sproget. Trænger til at lade det flyde og forhåbentlig komme denne blokering til livs.

Det har bare været som om, at hver gang jeg har sat mig ned, så er jeg gået i stå. Så sidder jeg der og glor dødt på skærmen og intet sker. Intet. Som i overhovedet ikke en sølle skid. Der er ingen ord. Ingenting. Det pis gider jeg simpelt hen ikke at være med til. Ikke mere. Lidt mere disko. Lidt mere lir. Lidt mere opdatering. Tak.


4. februar 2008, kl. 15:18|


Billede af mig selv


Så sidder jeg og falder i staver over billedet af mig selv på bloggen (se ude til venstre) og så er det, at jeg bliver ret så enig med mig selv om, at selv om billedet lige straks er et år gammel, så ligner jeg mig selv end ikke en rynke til forskel. Altså når jeg selv skal sige det. I skrivende stund måske lidt mindre hår (var jo til frisøren i fredags) og lidt mindre fedt, men det ses altså næsten ikke. Jeg sværger.

Så sitautionen er den, at jeg stadig lever med kostomlægningen som en del af mit liv. Nu efterhånden mere integreret end tidligere... næste integrationsarbejde bliver så den der med motionen. Det er jo bestemt ikke en uvæsentlig faktor for at nå et fornuftig vægttab. Jeg har det bare så svært med at svede. Virkelig svært. Lidt på sådan et traumestadie.

Jeg har stadig mine ugentlig gåture og jeg nyder dem i selskab med veninden, men pulsen er svær at få op og ugentlig er måske efterhånden også så meget sagt. Så jeg må finde på noget andet eller i hvert fald et passende alternativ. For der i hvert fald 5 kg, der skal væk!


5. februar 2008, kl. 20:11|


Stakkels mig


Så vågner jeg efter en nat i toåriges seng og har hold i nakken. Til at begynde med er det sådan kun en smule generende, men i løbet af dagen tager smerten ved og jeg bevæger mig af sted fuldstændig stiv i hovedet; bare at trække på smilebåndet hiver tårer frem. Det er simpelt hen ikke anbefalelsesværdigt at dele seng med toårige. Overhovedet ikke. Til gengæld er jeg glad for, at han har sengehest på ellers var jeg nok endt på gulvet. Så ville jeg være vågnet med hold i nakken og en voldsom forslået krop.


6. februar 2008, kl. 12:43|


Indre uro


Det der med at overbevise sig selv om, at slik (dvs. lakridser og chips) ikke er en god idé på helt almindelige hverdagsaftner... det føles indimellem som ren afstraffelse.
Ostepops, hvisker det dybt i mig og jeg ser ingen anden udvej end at gå i seng. Nå.


6. februar 2008, kl. 21:42|


Lægetjek


Så var det tjektid hos PCO-lægen Svend Lindenberg. Blodprøver er normale og det nuværende vægttab bestemt acceptabel, men han så gerne, at jeg fik lidt mere fart over feltet rent motionsmæssigt (det er Svend Lindenbergs kæphest!) - om end han skamroste mig for min generhvervet talje.

Nå men tilbage til motionen. Det er 3 gange om ugen af 45 minutters varighed. Jeg ved det udmærket godt, - og har nu fra gemmerne hentet mit løbe-opstarts-program; der er ingen undskyldninger og det er et nemt program, så sæt i gang.

På mandag altså...


7. februar 2008, kl. 20:07|


Skudt mig selv i foden?


Spørgsmålet er, om jeg har fået mig en mindre hjerneblødning. Det kunne umiddelbart godt virke sådan. I hvert fald har jeg været udsædvanlig nem at overtale, ikke mindst fordi jeg trænger til en rigtig god motivationsfaktor.

Situationen er den, at jeg har meldt mig til kvindeløbet, men vent... for det er ikke bare en tilmelding til kvindeløbet, men en tilmelding til kvindeløbet på 10 km ruten.

Nu har jeg tilmeldt mig - sammen med veninden, gider ikke lide alene - og nu har jeg sagt det højt og nu er I mine vidner. Jeg har 12 uger til at blive klar. Programmet er lagt; løb x 3 ugentlig.

Nu mangler jeg bare en frivillig til at give mig ilt ved målstregen.


8. februar 2008, kl. 19:36|


Indkøb, rod og forår


Ugens indkøb er klaret af toårige og undertegnede, manden er til service med bilen. Snart skal der bades, spises frokost og soves til middag for eftermiddagen byder på fødselsdag hos olde. Lige nu drikker jeg lidt kaffe, mens toårige er i gang med at endevende sit værelse og jeg tør slet ikke gå der ind for at se resultatet... jeg kan gætte mig til det.

Vejret udenfor er skønt og tilmed lidt lunt og holder man ikke igen, så kan man godt gå hen og blive sådan helt forårsagtig med fornemmelser og sådan.


9. februar 2008, kl. 10:15|


Kan slet ikke kende mig selv


Denne weekends motion: 4,3 km gåtur til Herlev mens toårige sov skønt i klapvogn. En time var jeg undervejs i et usædvanlig afslappet tempo - men for pokker hvor har man det bare godt med sig selv bagefter.

I dag er det blevet til 2,26 km med udgangspunkt i løbeprogrammet på små 15-20 minutter, det er o.k., men løbeprogrammet fungerer ikke for mig. Der er simpelt hen alt for meget gang, pulsen kommer for langt ned og jeg når næsten at blive kold. Så i stedet blev det løb til jeg ikke kunne mere og herefter gang til vejrtrækningen igen var normalt (under 1 minut).

Og så er weekenden afsluttet med en cykeltur på 6,4 km. Jeg er ret godt tilfreds med mig selv og jeg håber virkelig, at jeg holde gejsten - for (måske lidt naivt) jeg forestiller mig, at hvis jeg kommer igennem den første uge med lidt overskud på den der motionskonto, så skal jeg nok hænge i.


10. februar 2008, kl. 17:26|


Af hjertet tak


Cirkelines har haft besøg. Der i den spæde sol blev jeg bare så glad og varm og følte mig bare så lykkelig. Tak for det.


11. februar 2008, kl. 16:00|


wroom wroom


Det var ellers ikke planen, men jeg fik da dyrket lidt motion i dag. Først er der jo dagens cykeltur til og fra arbejde. Den giver 7,5 km og bagefter plantede jeg Gustav i klapvognen og tog programruten fra i går. Ret sjov oplevelse, lidt træt i stængerne - men smilet kom hurtig frem på læberne. Hver gang jeg satte i løb så hørte man toårige: »wroom wroom«


11. februar 2008, kl. 18:56|


I dag holder jeg fri


Altså fri fra det der løbenoget. Har faktisk meldt mig ind i det der I Form-blad og får i den forbindelse et pulsur, der kan kommunikere med min computer og så kan jeg sgu holde regnskab med det hele. Lige i min boldgade.

I dag slapper jeg den... bortset fra den obligatoriske cykeltur til og fra job og selvfølgelig lidt god sex med min mand (ups Rikke det var vist et af de der fyord... undskyld).


12. februar 2008, kl. 18:40|


Hvad skete der så?


Har I nogen sinde læst en spørgsmål og et svar fra en bravkasse? Jeg har indimellem læst på netsundhedsplejerske.dk og ikke så ofte har jeg tænkt, hvad mon der videre skete?

Fx Tommy og Louise. Fandt de en løsning i forhold til deres lille Daniel? Jeg kunne godt ønske mig sådan en slags follow-up. Nu var det ikke fordi jeg skulle hænge dem ud eller noget - men kunne de egentlig bruge svaret til noget? Det håber jeg og jeg håber, at det blev bedre for dem og jeg håber, at de har det godt lige nu.


12. februar 2008, kl. 21:58|


Faldegen?


Findes der et faldegen? I så fald så tror jeg, at Gustav har arvet det fra mig. Jeg var klodset som barn og jeg er bestemt også klodset som voksen. Det med balancen - og ja alle mulige andre ting - kan godt være et problem.

I går lige inden sengetid så faldt Gustav og slog sine tænder. Den ene fortand er slået en smule skæv og vi har en tid hos tandlægen i dag kl. 10. Han virker ikke synderlig mærket af det og jeg tror nu heller ikke, at der er sket de store skader (det håber jeg i hvert fald ikke), men tjekkes det skal det altså.

For lidt over 10 år siden, en helt almindelig hverdagsaften, skulle jeg til at tage opvasken. Vanen tro så stabler jeg bestik i et højt glas og går i gang. Glasset vælter ud over bordet og ned på gulvet, hvor slagterkniven (der stod i glasset) rammer fodryggen. Jeg kan mærke, at kniven har snittet mig og der er da også lidt blod, men ellers ikke noget. Jeg går ud på badeværelset og renser såret og så opdager jeg, at såret måske er dybere end først antaget; i hvert fald kan jeg se noget sene.

Af sted på skadestuen med mig og på vejen synes jeg også, at storetåen var gået en smule af led. På skadestuen kigger de og undersøger, og da jeg siger det med at tåen er gået lidt af led, så tjekker de lige en gang mere.

Det viser sig, at senen til min storetå er skåret over og senen befinder sig nu oppe omkring knæet. Resultatet er et par timers arbejde og herefter et gipsben i 6 uger. Den første uge uden at jeg måtte støtte på benet. Sikke et cirkus.

I dag har jeg et lille ar på fodryggen og bortset fra noget arvæv, der har sat sig fast og indimellem driller... ja så kan jeg da vrikke med storetåen, men rigtig bøje den det kan jeg ikke.

Så tilbage til toårige genpøl... det er nok ikke sidste gang.


13. februar 2008, kl. 08:48|


Hjemmegående løber


Jeg tror, at hvis Gustav selv kunne bestemme, så var jeg hjemmegående med ham. Så skulle vi rigtig hygge os i en uendelighed. Altså ifølge Gustavs verdensbillede. Så skulle vi - som i går - bage brød hver dag og lave hjemmelavede boller til karrysovsen.
Jeg er ikke selv så sikker på, at det ville være så skide hyggeligt... hele tiden.

To hviledage. Det har været tiltrængt og i dag genoptager jeg så løbeprogrammet med visse modfikationer, for i stedet for 1 minuts løb og 5 minutters gang, så bliver det nok mere noget i stil med 1 minuts løb og 2 minutters gang.


14. februar 2008, kl. 08:41|


Lyset


Jeg er ikke særlig vild med lyset på denne tid af året. Som det kommer ind gennem vinduerne og bare får resten af lejligheden til at ligne noget, der er løgn.
Pludselig overvejer jeg hovedrengøring og alt muligt. Det er da lige til at få hovedpine af.

Dybest set - sådan et hemmeligt sted helt der inde - har jeg mest af alt lyst til at pakke det hele i kasser og lade det stå til vi flytter. Til gengæld ved jeg også godt, at det hverken fritager mig fra støvsugning, opvask eller rent sengetøj.


14. februar 2008, kl. 14:37|


Valentines Day


3½ år. Det føles på én gang som i går, på én gang som for flere lysår siden. Ikke desto mindre er det i dag 3½ år siden, at Cirkeline blev født. Jeg var på kirkegården i dag. Mit forhold til hendes lille plet har ændret sig. Det er stadig min lille pige, der ligger der, men det er kommet på afstand eller der er kommet en afstand. Nogen gange er det bare et sted jeg kommer.


I dag stod jeg ved hendes lille have, i dag var jeg indadvendt og tænksom og jeg tænkte ved mig selv, savner jeg mit liv med hende? Det er svært at sige... sandheden er den, at jeg har haft mere tid med hende som værende død og jeg efterhånden ikke længere sådan rigtig husker de levende dage.

Jeg tænker på hende og jeg ville egentlig gerne kunne sige, at jeg tænker på hende dagligt, men jeg er ikke sikker på, at det er sandt. For lige så levende og fuld af liv Gustav er, lige så... ja lige så død er Cirkeline.

Sorg er en underlig størrelse. Ganske udefinerbar. En ting er dog sikker: Sorgen er om noget dynamisk og giver man slip og sig selv lov, så kan man komme helt utroligt langt. Det ved jeg med sikkerhed.

Så i dag er det Valentines Day og i dag er det 3½ år siden, at Cirkeline blev født. Tænk en gang. Her er jeg. Her er jeg med en underlig virkelighed og jeg har lært at navigere i den. Det synes jeg, er ret så utroligt. Så smiler jeg, vender mit blik mod stjernerne og blinker.


14. februar 2008, kl. 19:52|


Medbestemmelse


Her har en af reglerne altid været, at Gustav er med til at vise os vejen i forhold til hvad han er klar til og brug for. På den konto har vi været forskånnet for mange unødvendige konflikter, bl.a. i forhold til putning, spisning o.a.

Alting med måde. Sådan er det jo. Der er også bare områder, hvor medbestemmelse ikke er aktuelt - men som udgangspunkt er det. Denne gang er det sutten. Vi har længe talt om, at vi gerne ville vænne ham af med sutten i dagtimerne, men vi har nok manglet modet til at tage den fra ham og et og andet har det bare fungeret bedst, at det foregik i hans tempo.

Han er længe ikke blevet afleveret med sin sut og vi længe bedt ham at lægge sutten fra sig, når vi var indenfor - men rigtig motiveret for at være uden sut, har han ikke været.

Den sidste uges tid er der sket store forandringer. Han har stort set ikke sutten indenfor (undtagelsen er ked af det og træt) og nu er sutten også forsvundet fra suttekæden. Helt af sig selv. Pludselig leder han ikke efter den, når vi skal ud at gå og det er ikke længere nødvendigt, at den hænger der i jakken. Han klarer sig fint uden. Vi har selvfølgelig sutten med i lommen for en sikkerhedsskyld.

Lige straks er han 2½ år og er efterhånden en stor dreng. 90 cm og i fuld firspring. Sproget er også ved at komme. Mange stavelser gider han ikke og det hele bliver forkortet til et minimum; fon (telefon), Alexander (Xander - som var en dreng på gaden den anden dag), Mil (Emil - Postmand Pers kat) og videre i den stil. S og T er de svære bogstaver og P bliver gerne til B (Ber for Per). Der er stadig ordene fra han var helt lille; mi-mi = hans sut, Bar-bar = hans bamse.

En lille spasmager det er han. Han kan gå og fortælle en masse på gustavisk og så slutte af med at slå en kæmpe latter op. Tog er stadig den store fascination, specielt hvis der er flere meter anhængere på. Boys will be boys, ja?


15. februar 2008, kl. 07:55|


Hele tiden denne splittelse


Følelser er en mærkelig størrelse. Det ved jeg med sikkerhed og det har jeg skrevet om snart en million gange. For mit liv ændrede sig, da Cirkeline døde og alt det, der gør sig gældende en dag, det er noget andet en anden.

I går var det 3½ år siden hun blev født. I går havde jeg det faktisk fint. I dag bliver jeg pludselig helt vild ked af det, når jeg ser på billederne af min lille pige. Alt omkring hende er statisk. Alt. 10 dage fik vi og det er måske ikke meget i livets store regnskab, men for pokker det var 10 dage, der fundamentalt ændrede mit liv.

Faktisk er det skide surrealistisk. Jeg ved, at jeg er mor til hende og at hun er min elskede lille pige - men samtidig er jeg ikke mor til hende, for hun er her ikke, så jeg kan være mor. Jeg er mor på sådan en underlig måde; sådan i tankerne, minderne og følelserne. Det er bare slet ikke spor håndgribeligt og hvor frustrerende er det måske ikke?

Livet går videre. Sådan er det. Det er o.k. Men livet er samtidig - for mig - gået videre på en abrupt måde. For der hvor omverden glemmer og ikke er følelsemæssig involveret; der har jeg hele tiden bevidstheden om, at noget mangler.

For i og anden forstand så mangler Cirkeline, altså rent fysisk og så alligevel ikke... fordi jeg dybest set aldrig har prøvet andet i forhold til hende. Det er sgu en smule kompliceret, synes jeg. 3½ år rykker i baggrunden og 2½ år har taget sin plads. Sådan som det skal være - men ikke desto mindre er der en underlig forskydning i min tidsregning.

Hun har fået en god plads, hende min lille raket. Det har hun. Men dermed ikke sagt, at det nødvendigvis er nemmere at forholde sig til. For så lige pludselig og næsten ud af det blå så dukker savnet op. Knald. Lige der i brystet sidder det og stikker noget så vedholdende og irriterende.

Så skal jeg pludselig forholde mig til det og jeg kommer pludselig i kontakt med en masse mærkelige følelser, jeg bare ikke aner, hvad fanden jeg skal stille op med. Jeg kan føle dem og reagere på dem ved at græde - men det er også det.

Lige så åndssvagt kan det virke at fortælle om dem, for ordene virker aldrig helt rigtige og samtidig ved jeg... at jeg lige om lidt rejser mig og tager opvasken og så er den skid ligesom slået, ja? Det er fandeme mærkeligt og rodet. Når jeg savner Gustav, så kan jeg tage ham op og snuse til ham og kysse ham. Når jeg savner Cirkeline, så kan jeg græde, gå på kirkegården, skrive og skrige - men det fysiske behov bliver aldrig stillet tilfreds.

Lige så hurtig jeg begyndte at græde, lige så hurtig stopper jeg. Så tørrer jeg tårerne væk med håndryggen og på en og samme tid er jeg både mæt og uforløst. Hele tiden denne splittelse.


15. februar 2008, kl. 09:03|


Aldrig mere kompromis


Der er bare visse produkter, hvor det er for åndssvagt at gå på kompromis og købe light; for det smager mildest talt af røvens til.
Aldrig mere light rejeost og aldrig mere light mayonnaise. Aldrig mere.


15. februar 2008, kl. 12:19|


Forringet billedkvalitet


Jeg skal virkelig beklage den forringet billedkvalitet og for en gangs skyld handler det ikke om, at jeg er en elendig fotograf. Vores kamera kan ikke mere; 4 år gammelt og står til snarlig udskiftning.

I får hermed æren af et af de sidste billeder fra vores kære kamera...


17. februar 2008, kl. 09:49|


En fjerdedel af 10


I dag fik jeg så løbet 2,5 km i et stræk. Det er da helt i orden og med mig har jeg jo drengene… så der bliver sunget med og det er bare verdens bedste indikator for, at jeg ikke overanstrenger mig selv.
Selv min elskede mand har fået blod på tanden og det ville da bare være pokkers perfekt om det blev sådan en familien Løye aktivitet med løb x 3 om ugen.

Nå men jeg er høj og svedende og på vej i bad, men sidst på linjen skal der lyde et KÆMPE hurra til verdens bedste mor... for fødselsdag det har hun i dag!


18. februar 2008, kl. 14:24|


Børnehave


Puha, ikke bare flytter vi straks fra Brønshøj, Cirkeline og alt det, der har været en sikker base i 8 år - vi skal pludselig også til at tage stilling til hvilken børnehave Gustav skal starte i til sommer.

Vi havde det på plads en gang, nu skal vi på den igen og denne gang med en lidt anden dagsorden og prioritet, bl.a. fordi Gentofte kommune ikke har reelle udflytterbørnehaver, deres koncept - pga. omgivelserne - er anderledes. Det er o.k. og 4 er plukket ud. Den første telefoniske kontakt til stederne er taget, nu gælder det bare om at møde op til "eftertjek".

Et af mine prioritetspunkter har uden tvivl været søvnen. Alle 4 steder giver plads til en middagslur, alle 4 steder giver mulgihed for leg i super grønne omgivelser og alle 4 steder er med et væsentlig mindre børnetal end normalt.

Vi kan heldigvis skrive Gustav allerede nu og forhåbentlig får vi en plads i en af de 4 udvalgte institutioner. Den første på listen er en såkaldt kortidsinstitution med 39 timers åbningstid fra kl. 8-16 mandag til torsdag og til kl. 15 fredag. Vi har absolut ikke brug for flere timer.

Nå men nu bliver han skrevet op, så ser vi, hvad der sker.


19. februar 2008, kl. 21:37|


Lakridser


Helt ærligt. Jeg tror ALDRIG, at jeg lærer det. Det med lakridser. Det kan simpelt hen ikke nytte noget. Det ER min ynglingsslik. Uden tvivl. Problemet er bare, at jeg IKKE kan begrænse mig. Køber jeg en pose, så spiser jeg fandeme også hele skidtet inden for en time... og tro mig; det får man altså stodderondt i maven af og toilettet bliver pludselig ens foretrukne opholdsrum.

Frederikke, nu tager du dig sammen! Nå.


21. februar 2008, kl. 15:12|


Arbejdsglæde


Fagprøven er undervejs. Jeg arbejder ikke fuldtid på den. Overhovedet ikke. Der er tid nok til maj, men jeg forbereder mig, skriver kloge ord ned og så har jeg truffet en beslutning om at bruge den litteratur, der findes på nettet.

Spørgeskemaet er til gengæld blevet færdigt og en af dagene, så sætter jeg mig ned og sender en mail til "piloterne" og omkring 3. marts så ryger det ud til en del af lægesekretærerne på hospitalet.

Lige nu klapper jeg bare mig selv på skulderen for at være godt med allerede.


23. februar 2008, kl. 07:37|


Det er allerede blevet til en del


I år har jeg virkelig fået strikket en del allerede. Indtil videre er det blevet til en skøn turkisfarvet bluse til en lille nydøbt pige, 3 forskellige veste til 3 forskellige drenge og 4 veste til Gustav. Derudover er der en mere på pindene i rød og der er indkøbt garn til en blå. Det er herligt at strikke veste; det går stærkt og kan klares helt uden alt for meget opmærksomhed.


23. februar 2008, kl. 11:53|


Træning


Var ude og træne i går med Ulrik og »Gunnar-drengen« i klapvognen. Det fungerede ikke rigtig. Vi løber simpelt hen i 2 forskellige tempi - jeg løber væsentlig langsommere end Ulrik. Så hvad løsningen bliver, det aner jeg ikke lige nu, men det bliver nok med træning hver for sig og så kan vi være fælles om lange gåture i et rask tempo.


24. februar 2008, kl. 08:11|


Stearinlys


Så er der gang i de hjemmelavede stearinlys. Der er gjort klar til 30 stk. og der arbejdes hårdt for sagen. Der tager sin tid, radioen spiller og så slappes der af - altså når toårige ikke lige så og råber; »kom og se, kom og se«


24. februar 2008, kl. 10:48|


God dag


Søndag. Skuddag. Stearinlys, 30 stk. til Cirkelines lygte. Et ad gangen, naturligvis. Brunch med veninden. Svigerforældrene til kaffe og kage. Rigtig god hårdag til med.

Til gengæld har jeg haft en underlig fornemmelsen i maven; kvalme og utilpas - så undskyld hvis nogen pludselig bliver syge. Jeg gjorde det ikke med vilje. Rundstykke.


24. februar 2008, kl. 20:56|


Noget med maven


Mit bedste bud er, at det ikke var noget, der smitter... altså det der i går. Jeg havde det skidt i går, spiste meget lidt og havde det sådan nogenlunde her til morgen. Fødeindtagelsen er stadig sparsom. Det sådan nærmest vender sig i mig, men ellers er jeg skam ved både godt mod og det hele.

Jeg har til gengæld været på job og været oprejst og funktionsdygtig - men underligt i maven det har jeg fandeme.


25. februar 2008, kl. 14:36|


Lir og gear


Det er absolut ingen hemmelighed, at jeg er til Fiat. 2 biler i mit liv og begge Fiat. Skulle jeg en dag få råd - super gerne lige straks - så ønsker jeg mig min helt egen Fiat og jeg er virkelig en super beskidt tøs for alt det ekstra udstyr, der kan følge med - jeg er til lir og gear. Seriøst.


25. februar 2008, kl. 19:36|


Hvad siger du?


Indimellem spekulerer jeg på, hvor meget man som forældre pynter i forhold til barnets sprog? Jeg mener eller jeg håber, at de bare vælger at oversætte, så vi andre dødelige også forstår det.

Gustav er 2½ år. Han kan tale eller det er måske så meget sagt; han kan sige ord, små usammenhængende sætninger og så en fandens masse på gustavisk (som vist ikke er et reelt sprog, der er i hvert fald ingen aftenskoler, der udbyder denne form for sprogundervisning).

Jeg hører tit forældre med jævnaldrende børn sige; »Så sagde Mogens; mor skal jeg snart i børnehave og skal vi ikke bage en kage og gå en tur på biblioteket og jeg vil gerne tisse på toilettet«

Altså helt fucking ærligt det kan sgu da ikke passe, at et barn på 2½ år kan tale så flydende og med så perfekte sætninger. I så fald står det fandeme sløjt til med Gunnar-drengen.


25. februar 2008, kl. 21:13|


Børnetestamente


Har du sådan et?
Ulrik og jeg har. Der står i prioriteret rækkefølge, hvem vi ønsker, der får værgemålet over Gustav i tilfælde af, at vi (Gud fandeme forbyde det!) skulle dø før hans fyldte 18.år.

Personligt synes jeg ikke, at det har været en svær beslutning, hverken at prioritere eller oprette et sådan testamente. Til gengæld har det været super vigtigt for mig at få det gjort (jeg er så praktisk!) og jeg har det rigtig godt med det. På en og anden absurd måde så giver det mig noget ro.

Et børnetestamente er kun en rettesnor og det står menneskerne på listen frit for at sige nej, hvis det nogen sinde skulle blive aktuelt. Egentlig har jeg ikke behøvet informere nogen om det, men jeg har nu alligevel valgt at have en føler ude, dels fordi jeg synes, at folk har krav på at vide det, dels fordi det ikke skal komme som en pludselig overraskelse oven i alt muligt andet.


26. februar 2008, kl. 21:34|


Ugen der gik


Træningsmæssigt har det ikke været en god uge. Hvilket irriterer mig, men det er min egen skyld og jeg har derfor lovet mig selv, at i morgen (lørdag) så giver jeg den en ordentlig skalle. Jeg har faktisk savnet min motion - men der har bare været så meget andet på programmet og så har jeg måtte prioritere.

I dag sover Gustav hos sin mormor og morfar, så den står på kærestehygge i sofaen med kølig rosévin i glasset. Det gider jeg rigtig godt.

Der bliver strikket på endnu en vest til Gustav i rød og i kurven ligger garnet til en tilsvarende i blå. Herefter bliver det et større strikkeprojekt, der går i gang. Jeg har lovet at strikke en cardigan til en veninde med både hætte og striber. Det bliver spændende.

Jeg har tænkt meget på jer, der har spurgt om jeg gad strikke en vest til jeres unger, - og jeg er bestemt ikke afvisende og det er måske ligefrem rart med noget at veksle mellem. I hvert fald kan I lige sende mig en besked og så kan vi aftale videre om det; jeg siger til og fra i det omfang det er nødvendigt.

I dag var så sidste da på ortopædkirurgisk. Det har været spændende med et interessant speciale. Nu skal jeg så på mandag starte på den sidste praktikafdeling, som er it-afdelingen og det skal nok blive fuld af udfordringer. Det er jo også den periode, hvor der er indlagt mange helligdage, perioden hvor der skal skrives fagprøve, perioden hvor der skal afvikles ferie (og forhåbentlig perioden hvor der bliver flyttet fra Brønshøj til Hellerup). Det er noget af et halvt år, jeg går i møde.

Lige nu er det fredag på denne ekstra dag i februar og jeg vil gerne ønske dig en rigtig glædelig weekend.


29. februar 2008, kl. 15:22|