e-mail

 

Kender du det?


Har du set sådan et glas før?
Ved du om det hedder noget bestemt og om det stadig kan købes?


1. februar 2007, kl. 15:38| # |


En meget lang weekend


Gustav er syg. Stakkels ham. Han har feber, hoster og er snottet. Det er slet ikke sjovt for ham.Det er til gengæld heller ikke sjovt at være Gustavs forældre. Jeg er godt nok træt og brugt.

Han vågner ca. med 1 times interval, grædende og meget svær at berolige. Faktisk græder han meget i sine vågne timer og indimellem ville jeg ønske, at børn kom med en stopknap. Så kunne jeg trykke på den, så snart jeg havde hørt hans gråd og var gået i gang med at trøste ham.

Børns gråd drøner direkte ind i mit stresscenter, jeg har egentlig været o.k. til at tackle det i dag, men når vi når hen sidst på aftenen og jeg selv begynder at blive træt, så skal jeg fandeme tælle til 10 mange gange, før jeg kan gå ind til ham for himlen skal vide hvilken gang.

I nat endte han op i vores seng og kunne han, så var han kravlet ind i mig. Han krøb tættere og tættere på og da jeg er helt fin varm uden at have feber, så må jeg ærligt tilstå, at jeg til sidst havde højere temperatur end mit barn.

Hele weekenden har Postmand Per kørt på repeat, han har til en vis grad kunne trøste vores barn – så det har vi set, mens barn har ligget nøgen op ad sin mor og lyttet intenst til hendes vejrtrækning og hjertebanken.

Forhåbentlig toppede det her i weekenden, så vi de næste par dage kan komme til hægterne igen, inden vi skal i institution og på arbejde.


4. februar 2007, kl. 21:31| # |


05-02 12:16

En slags meditation


En syg lille fyr. Lige nu sover han i sin klapvogn, men det holder nok ikke længe. Desværre sover han p.t. kun med små intervaller.

I nat sov vi i den store seng og farmand var henvist til en madras i stuen, der er jo ingen fidus i, at vi begge får ødelagt vores søvn og i dag er det mig med barn syg.

Vi har været hos lægen. Alt ser fint ud, så det er ”bare” en omgang feber-forkølelse og det må tage den tid, det tager.

Morsyg det er han. Bedst er det, at ligge i fosterstilling på min mave og bare være helt stille – så det er vi. Det er meditation under helt nye rammer.


5. februar 2007, kl. 12:16| # |


Min lille lakrids


Det lader til at feberen er forsvundet, men han hoster fortsat meget - det er dog ikke længere den tørre hoste. Alt i alt synes han at være i bedring.

Jeg havde til gengæld ondt i halsen i går og vi er hjemme i dag. Gustav skal nok også være hjemme i morgen, men jeg vender tilbage til arbejdet. Så i dag slapper vi.

Sværest er det dog for Gustav, for nu hvor feberen er væk, så vil han gerne en masse, men han har bare ikke kræfterne til det og det er svært at være i sin krop efter mange dages sygdom.


6. februar 2007, kl. 09:14| # |


En ommer


Kan et barn på 16 måneder pludselig udvikle kolik? I så fald er det hvad Gustav har!

Han har bare været en evig sirene i dag. Han har stadig ikke feber, men han vil til gengæld heller ikke sove, spise, knapt drikke og det er virkeligt svært at stille ham tilfreds.

Når han bliver tilbudt noget, så skriger han som en stukken gris. Når han taber noget af sit legetøj, så skriger han. Der er konstant støj på forbindelsen og jeg har en mega hovedpine.


6. februar 2007, kl. 16:42| # |


Planlægning


Gustavs helbred er vel snart blevet en hel føljeton. Sandheden er bare den, at et sløjt barn fylder meget, bl.a. fordi det kræver en fandens masse planlægning i forhold til pasning. Barn syg er taget i brug og mormor er taget i brug.

Hun er simpelt hen en sand gave. Vi er så taknemlige for, at vi har hende og at hun gider springe til, når det brænder på. I dag har hun været sammen med Gustav og det skal hun også i morgen og så klarer vi den selv på fredag.


11. februar 2007, kl. 10:32| # |


Hænger i


Sikke en uge, sikke en weekend.

Gustav er frisk til vuggestue, dvs. der er stadig snot, men det vil der nok være en rum tid endnu. Han er pokkers morsyg og har været det hele ugen, hvilket virkelig har sat mig på en voldsom prøve. Jeg vil jo gerne være en fandens masse for mit barn, men indimellem har det næsten været alt for meget og jeg føler mig godt drænet.

Fredag gav jeg den simpelt hen gas som aldrig før. Jeg var i byen med min praktikafdeling. Først lækkert mad på L'Altro og bagefter blev der drukket, danset og sunget på Natcafeen i Gothersgade. Jeg hang i til det sidste og kl. 05 lørdag morgen låste jeg mig ind i lejligheden.

Lørdag var der en aftale hos veninde, så mig og Gustav tog afsted og var selskablige og således også denne søndag i februar. Der er brunch hos olde - så straks er vi på vej igen. Skønt en sej uge, så føler jeg mig levende og med spræl i... det er jo slet ikke så tosset, vel?


7. februar 2007, kl. 10:32| # |


Vejen er frem


Sidste uge var en hård uge. Det er svært (for mig i hvert fald!) , at være mor til et sløjt barn og ikke samtidig kunne yde et overvældende overskud.

Det handler ikke om, at jeg er bekymret for, at der er noget alvorligt galt med Gustav – sådan er mine tanker overhovedet ikke, men det handler alt om, at jeg føler mig helt utroligt presset og mister overblikket.

Det koster en fandens masse energi og efterlod mig torsdag aften frygtelig ulykkelig, bl.a. fordi jeg kunne mærke, at ikke alt var som det burde være. Vi fik os en snak og konsekvensen er bl.a. blevet, at jeg har brug for et sted at aflevere mine tanker, mine følelser af at være presset og ikke mindst min sårbarhed i rollen som mor.

Jeg har fundet frem til en jordemoder, der også er uddannet psykoterapeut – og hun virker som den helt rigtige for mig. Jeg starter op i et forløb allerede i næste uge og jeg glæder mig virkelig. Jeg fik en voldsom knugende fornemmelse i maven, da jeg søgte på nettet og fandt hendes side. Jeg var ved at tude, da jeg talte med hende i telefonen og bagefter havde jeg pludselig en fandens masse ny energi. Noget siger mig, at det vitterligt er det helt rigtige. Den slags fornemmelser skal man vist ikke ignorere.

Jeg synes ikke umiddelbart, at det handler om Cirkeline, men det er jo aldrig til at vide. Mest af alt handler det vist bare om mine forventninger til mig selv. Jeg har i og for sig sluppet tanken om at være den perfekte mor. Hun findes simpelt hen ikke (bortset fra min egen, selvfølgelig!). Alligevel ved jeg, at det handler om mig som mor. Det handler om, at jeg skal have nogle redskaber til at være til stede sammen med Gustav, når han kræver lidt mere omsorg og opmærksomhed, uden at bilde mig selv ind, at jeg skal trylle alt det frygtelige væk.

Det her gør mig godt. Bare det at jeg nu også har sagt det højt. Vejen er frem. Det ved jeg nu.


12. februar 2007, kl. 12:07| # |


BlogTjek 07


Der har været gang i et spørgeskema fra BlogTjek 07 hele dagen.

Måske du har lyst til at deltage (igen!)?

Kort fortalt: »Vi undersøger, hvem der læser blogs i Danmark. Det gør vi med ni spørgsmål om blandt andet alder, køn, beskæftigelse, bloglæsevaner og foretrukne blogkategorier. Vi spørger også læserne, om de læser andre blogs end din, og om de selv har en blog?
Formålet er derudover at give dig svar på, hvorfor læserne læser netop din blog? Kender de dig personligt, har de samme interesser som dig, eller kan de identificere sig med dig? Eller er det noget helt fjerde?
Og til sidst i skemaet er der plads til, at dine læsere kan skrive en kommentar til dig om, hvorfor de læser netop din blog.«

Jeg håber, at høre fra dig og at du gider bruge knap 1 minut af din tid.

Gå til spørgeskema


13. februar 2007, kl. 19:01| # |


Bare IKKE i orden


Nu vil jeg KRAFTEDEME gerne have at vide, hvad FANDEN det er, der foregår op i hovedet på disse »omsorgsgivende« mennesker?

Først var det plejen på plejehjemmene, der var under luppen. Nu er det specialinstituionerne. Jeg er mildest talt målløs og jeg har så ondt i maven, at jeg er lige ved at tude.

Jeg havde ellers sagt til mig selv, at jeg ikke skulle se programmet og alligevel ender jeg op med at sidde og stirre på mennesker, der bare slet ikke er deres forpulet pædagogiske opgave voksen. Jeg har simpelt hen aldrig nogen sinde oplevet noget lignende.

Jeg bliver bare så forbandet ked af det på vegne af alle dem, der dybest set ikke kan forsvare sig selv.


13. februar 2007, kl. 20:37| # |


Faglig stolthed


Er der egentlig noget at sige til at det pædagogiske felt på så mange områder er udskældt og noget man griner lidt af, når der fremstammes: »Jeg er pædagog« For en hver idiot kan jo åbenbart blive pædagog.

Jeg husker stadig præsentationsrunden på seminariet for 10 år siden. Der var bl.a. en af mine medstuderende, der lavede den her: »Jeg vil være pædagog, da jeg ikke har gennemsnit til andet«. Jeg havde måske heller ikke selv de allermest gyldne korn, så jeg skal selvfølgelig passe på med at pudse glorien alt for meget. Jeg blev pædagog, fordi jeg troede på det. Troede på, at jeg kunne gøre en forskel og fordi jeg følte, at jeg kunne bidrage med noget.
Det tænker jeg indimellem stadig, at jeg kan – sandheden er bare den, at jeg p.t. befinder mig et sted i mit liv, hvor jeg først og fremmest må være noget for mig selv, før jeg kan være det for andre. Derudover tog mit liv en drejning, der betød, at jeg ikke lige kunne gennemskue inden for hvilket område, jeg gerne ville være en del af.

Udbrændte pædagoger, der ikke har tænkt på efteruddannelse længe, er efterhånden mere reglen end undtagelsen og det synes jeg er trist. Mange ting spiller ind og det er bestemt heller ikke alle steder, at der ligefrem opfordres til at personalet kommer på kurser – for pengene er ofte små. Desværre.

Jeg håber sådan, at det en dag bliver anderledes, således at fagfolk igen bliver stolte af deres fag og at brugerne kan stole på, at det også er ansvarlige mennesker, der tager vare på deres behov.


14. februar 2007, kl. 11:13| # |


Valentines day


For 2½ år siden kom en vidunderlig lille pige til verden. Så er det, at jeg spørger mig selv; »hvor er det lige, at tiden blev af?«


14. februar 2007, kl. 19:48| # |


Forpulet pis


Hold kæft noget forpulet lort. Rent ud sagt.

Hvorfor fucking fanden kunne jeg ikke bare have opdaget det i fucking går? Sådan noget fucking fuck. Lige nu er jeg rigtig fucking træt af mig selv.

Lige ud i skraldespanden røg 1 stk. Global universalkniv 13 cm, pris 449 kr.
Det er bare ikke i orden at være så fucking dum!! Der lå den i pizzabakken og der røg den ud i gårdens skraldespande og der kom den med skraldevognen. FUCK!

Mand hvor jeg ærgrer mig lige nu.


15. februar 2007, kl. 20:16| # |


Rigtig god weekend


45 minutter før tid er Gustav blevet puttet under sin dyne. Han var godt nok en træt lille fyr og der ingen idé i at holde ham kørende – for det får ham sjældent til at sove længere i den anden ende og ærligt talt så mener jeg; er han træt, så skal han sove og det er sådan set når som helst på døgnet.

Jeg er godt nok også træt, så lige straks vil jeg indtage sofaen og slænge mig. Tilbage er bare ønsket om, at du får en rigtig dejlig weekend og til jer, der har deltaget i BlogTjek07 – tusinde mange tak for jeres helt fantastiske tilbagemeldinger. I er altså guld værd.


16. februar 2007, kl. 18:28| # |


Tillykke med fødselsdagen


Min helt fantastiske mor, Gustavs helt fantastiske mormor har fødselsdag i dag. En ung dame er hun tilmed også og med sine bare 52 år – så har vi fortsat et helt liv foran os.

Indimellem tænker jeg, at det ville være rart, om jeg selv havde fået børn i en ung, ung alder – for på den måde at være med hele vejen.
Havde jeg gjort min mor kunsten efter, så havde jeg i dag helt sikkert kunne berette om en dagligdag med en bøvet teenager (16 år!). Den slags tanker er sgu en da en smule vilde at tænke.

Nå men den slags tanker må altså tænkes en anden dag, for de har det med at føre en helvedes masse mere med sig.

Så tillykke med fødselsdagen mor.
Vi ses i eftermiddag.


18. februar 2007, kl. 11:15| # |


Ikke for sent


Hvis du ligesom min kære veninde utoPia, endnu ikke har deltaget i BlogTjek 07. Så kan du uden tvivl nå det endnu!

Og har du lyst til at skrive en besked til mig, så gå til spørgeskemaet her.


20. februar 2007, kl. 15:02| #


3 på stribe


Sikke en redelighed. Lørdag lagde Gustav sig syg (igen!) med elevatormave i stor stil. Stakkels barn! Natten til mandag fulgte hans mor og far efter. Jøsses en redelighed! Sygt barn er hårdt, men syg mand er noget nær lige ved at tage livet af mig og når jeg så oven i hatten heller ikke selv er på toppen, så følte jeg godt nok et helt nyt slags pres.

Både mand og kone er ved at være sådan cirka på toppen igen, men dreng er stadig jævn utilpas og afføringen mildest talt det rene vand. Derudover spiser han så noget nær ingenting, han drikker dog – men (selvfølgelig!) slet ikke i de mængder hans mor synes er nødvendig.

I morgen står den på endnu en sygedag, hvilket ærgrer mig... det er jo ved at være sidste tid på praktikafdelingen med kun [tælle … tælle] 6 arbejdsdage tilbage.


20. februar 2007, kl. 20:14|


Det der med komma


Jeg er sgu i tvivl. Ved du, hvor komma sættes?

I det hele taget var jeg i tvivl om det nu også var det rigtige, jeg havde begivet mig ud på

Personligt hælder jeg til, at komma skal sættes efter tvivl og før om, da det er der, der er en (for mig!) naturlig pause, men på den anden side så tænker jeg, at tvivl og om ligesom hører sammen.

Hjælp mig!


20. februar 2007, kl. 20:53|


hende.dk – nu i terapi


820 kr. for 1½ time. Så er det fandeme godt, at jeg ikke har issues, der kræver flere års dybde analyse...

I så fald skulle jeg helt sikkert få fingeren ud og være lidt mere »løs på tråden« i ægtesengen end tilfældet vil det de her dage.

PS: Kan det virkelig passe, at jeg på 6+ år kun har nævnt ordet sex 41 ... ja nu 42 gange? Det er sådan cirka 7 gange på et år og ærligt talt... jeg får da mere end det.

PPS: Fjong o.k. terapi - bare lidt krydret pris. Thats all!

PSPS: Løs på tråd og ægteseng. Totalt håbløst forsøg på at være sjov og kæk og mellem linjerne påstå at manden min har den store fede tegnedreng og lille mig må bede om almisser på den frække måde. Forsøget mislykkedes. Det må jeg vist arbejde lidt mere med.


21. februar 2007, kl. 21:00|


Opstarten


Var det godt?
Ja!
Var det epokegørende rigtigt godt?
Det er svært at sige!

Til gengæld fik jeg hul på bylden og synliggjort problematikken overfor mig selv, hvilket slet ikke er så ringe endda. Det er super sejt at jage spøgelser, men indimellem pokkers nødvendigt med udluftningen. Jeg giver mig selv et par gange mere og så tror jeg selv, at jeg kan klare ærterne på egen hånd.

Det er skide svært at være mor, at tro på sig selv og holde gejsten oppe. Jeg ved det godt, men derfra og så til at erkende det... der er fandeme langt. Jeg er på vej og jeg skal nok komme til at tro på det. Der vil være lidt arbejde til mig ud i fremtiden, hvilket jo i og for sig er ganske fint.

Jeg fik nu også en mindre ahaoplevelse. For når alt kommer til alt, så er jeg faktisk kommet om på den anden side af mange ting i mit liv via denne blog. Pga. jer på den anden side. Uden pis. Fra hjertet. A’mar!

Det er bare ikke altid, at det er så skide nemt at sige det højt og så er det jo godt at kunne aflæsse et andet sted – for så at komme igen for fuld skrue og sætte mange flere ord på skidtet og måske ligefrem efterleve det tilegnet.
Der kommer mere om det en anden dag.

Nu må du sove godt.


21. februar 2007, kl. 22:26|


Holder det aldrig op?


Gustav er stadig ikke frisk. Jeg har talt med lægen i dag og han synes, at vi skal se weekenden over. Hans afføring er det rene vand, dog har der ikke været de samme oversvømmelser i bleen i dag som resten af ugen. Jeg tager det som et godt tegn.

Appetitten er bestemt heller ikke super, men lægen sagde, at det var hvad man måtte forvente og så længe vi kan få væske i ham (alt tæller), så var det fint nok. Det kan vi og vi har også erstattet det meste af hans føde i denne uge med den gode gamle vælling.

Oven i hatten er han blevet forkølet og han har tilmed fået sig en dum hoste. Same old. Same old.

Her til aften da hans tænder skulle børstes, kunne vi så samtidig rigtig se, at der er kommet mange nye tænder til og derudover så lader det til, at han mulighed har et lille sår (evt. byld?) på tandkødet. Muligvis pga. en tand. Så jeg vil lige ringe til den kære doktor igen i morgen, måske det skal tjekkes efter.

Min mor (der har ferie) er bare så fantastisk. Hun havde Gustav på overnatning onsdag til torsdag, var sammen med Gustav i dag indtil jeg fik fri og har sagt, at hun gerne vil tage ham igen i morgen.

Nogen gange spekulerer jeg på, hvad fanden jeg skulle stille op uden hende. Hun er bare en super hjælp i det dagelige.


22. februar 2007, kl. 20:00|


Det er Rasmus’ skyld


Altså havde det ikke netop været for Rasmus, så havde jeg aldrig nogen sinde købt mig en Moleskine.

Det startede med en kalender. Bare sådan i lommeformat og med en uge på hver side og med mulighed for lidt skriblerier på modsatte side.

Nu er jeg næsten sådan helt afhængig af skidtet. Alle skal høre og se min Moleskine og på arbejdet har jeg fået udarbejdet mig en ABC-bog til alverdens fremmedord, latinske ord og deslige.

Og det griber om sig. Jeg mærker det tydeligt. Nu skal jeg snart have mig en Moleskine til hvad som helst, mest fordi det rent faktisk er muligt at få en til hvad som helst.

Og helt ærligt jeg har tilmed fået mig et slags forhold til min Moleskine.
Den skal dekoreres, der skal klistres og farves. Faktisk er min ABC-bog blevet lidt af et tilløbsstykke på jobbet, for den er fin og lækker og med små kruseduller, der bl.a. viser hjertet.

Der er vist ikke noget at gøre. Moleskine er kommet for at blive, i hvert fald hos mig.
Så tak for det, Rasmus!


23. februar 2007, kl. 20:03|


Mangler jeg noget?


Indimellem har jeg følelsen af en fandens masse løse ender. Måske er det på tide at slå knude på nogen af dem? Der kunne jo ligefrem komme et par indlæg ud af det.

Emner er som følger:
#1 Tricktyv
#2 Første praktikperiode
#3 Terapi
#4 At være mor - med fokus på det positive
#5 Celleforandringer

Rækkefølgen er på forhånd rimelig prioriteret, så i princippet er det jo bare med at komme i gang. Allerførst vil jeg sove på det. Jeg trænger.

Sig til hvis der mangler noget!


23. februar 2007, kl. 22:38|


(1) Tricktyv, vol 3


Vi har ikke hørt eller set mere til tricktyven, bortset fra på et billede i et forbryderalbum.

Måske bliver vi indkaldt. Det må tiden ligesom vise.


24. februar 2007, kl. 11:57|


(2) Første praktikperiode


Så gik der 6 måneder og det gik altså lynhurtigt. 1 ud af 4 perioder er overstået og skønt jeg har været meget ambivelant og svært ved sådan at finde mig rigtig til rette inden for faget - så må jeg ærligt tilstå, at der er sket meget på de 6 måneder.

Jeg er blevet rigtig glad for det. I hvert fald rigtig glad for at være på den afdeling, men forhåbentlig fortsætter glæden uddannelsen ud. Jeg har stille og roligt fået gjort op med mig selv i forhold til tidligere faglighed, - og jeg kan mærke, at jeg så småt er i gang med at identificere mig med mit nye område.

Der er langt fra pædagog til sekretær, men temperamentsmæssigt har jeg også ændret mig meget de sidste par år: Jeg servicerer med en vis form for distance og den er pokkers kærkommen.


25. februar 2007, kl. 15:36|


(3) Terapi


Da bølgerne gik højst kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at aflevere frustrationerne et sted. Jeg kunne mærke, at jeg måtte have hjælp til at få hul på bylden og resultatet blev tid hos en terapeut.

Jeg har været der én gang og har svært ved at gennemskue, hvad jeg helt synes om det. Umiddelbart har jeg ikke den samme »ja-fornemmelse« i maven, som jeg har haft ved tidligere forløb

Mest af alt siger mavefornemmelsen mig, at jeg rent faktisk er i stand til at klare det på egen hånd og terapeuten var i og for sig enig med mig. Jeg har en tid igen om 5 uger og umiddelbart tænker jeg, at det bliver den sidste tid.

På 1½ time vi omkring nogle problematikker i mit liv, hvor nogen af dem har været oppe at vende før. Det som var allermest tydeligt, var mit behov for klare aftaler og ikke mindst mine vanskeligheder ved at give slip, modtage hjælp i det daglige og slappe af.

Jeg har sagt det før: Jeg skal øve mig og så skal jeg ikke mindst stole på mig selv og tro på, at det jeg gør rent faktisk også er godt nok. Jeg er ikke en perfekt mor - jeg er en GOD NOK mor!


26. februar 2007, kl. 09:36|


(4) At være mor


Det sværeste for mig er bl.a. at acceptere, at jeg indimellem mangler overskud, er træt og ender op med at skælde ud eller bare have en kort lunte.

Jeg bliver bekymret for mig selv, fordi jeg pludselig tænker, at Gustav ender op med at vokse op med en mor, der er skide sur og hvor han skal gå på listetå. Det ønsker jeg ikke. Når jeg ser på vores samspil generelt, så kan jeg godt se, at det rent faktisk ikke er tilfældet, men af en og anden årsag så fylder netop dette "negative" element ufatteligt meget hos mig.

Mest af alt har vi det rent faktisk godt sammen. Vi leger, griner og finder på sjove indfald og mest af alt så føler jeg, at jeg er til stede sammen med Gustav. Heldigvis. Jeg føler tilmed, at jeg har været i stand til at skabe nogle gode riter, bl.a. i forhold til putning: Vi synger vores godnatsang »Jeg ved en lærkerede«, hvilket altid foregår samtidig med at vi nuser næser og griner. Så krammer og kysser vi og jeg takker ham for en god dag og fortæller ham, at jeg elsker ham. Så bliver han puttet i sin seng med sut, tæppe og bamse. For det meste så falder han i søvn på egen hånd. Indimellem er der undtagelser og så skiftes Ulrik og jeg til at sidde på en skammel ved siden af sengen.

Vi har sjældent de store problemer og mest af alt er det min egen skyld, at der bliver pisket en stemning op. Ofte handler det om, at jeg ikke lige får trukket vejret og fortalt mig selv, at Gustav selvfølgelig ikke gør tingene i en ond mening eller fordi han er ude på at genere mig.

Så for mig handler det om, at jeg skal geare ned. Jeg skal forvente mindre af mig selv og mine omgivelser og netop huske på - når jeg så forventer noget af enten Ulrik eller Gustav - at synliggøre disse forventninger overfor dem. Jeg kan simpelt hen ikke tage for givet, at de ved, hvad jeg vil på forhånd.

På så mange områder har jeg det nemt eller godt eller hvordan man nu lige vælger at formulere det. Far afleverer afkom og mormor henter. Det er da en aftale, der er dejlig og lader mig give slip på stress efter arbejdet. Jeg er så glad for den aftale og jeg føler, at vi alle gavner positivt af den. Lige indtil jeg begyndte at have en forestilling om, at jeg så ikke længere trådte ordentlig i karakter som mor. At jeg nærmest var lidt usynlig og passiv. Jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor jeg pludselig begyndte at slå mig selv oven i hovedet med disse tanker og for pokker hvor jeg indimellem kan blive rigtig træt af mig selv.

Så nu skal skeen fandeme over i den hånd, der skal andre boller på suppen.
Fortsættes...


26. februar 2007, kl. 19:55|


(4) Med fokus på det positive


I dag lagde jeg mærke til, at vi havde os en god dag. Måske fordi jeg på forhånd havde besluttet, at det skulle være en god dag. Den slags er aldrig helt til at vide, vel?

God har dagen været. Jeg har virkelig nydt timerne sammen med Gustav. Han er stadig syg eller syg er måske så meget sagt, for hans humør fejler ingenting, men det gør hans mave. Afføringen er tynd og så er vuggestuen ikke så vilde for at tage ham. Så Gustav har været sammen med sin mormor (der også er småskidt). Herefter havde vi nogle timer for os selv, hvor vi fik leget og lavet ballade.

Det bliver en daglig øvelse, men for pokker hvor er der noget tilfredsstillende i at kunne slutte en dag af på den gode måde. Det betyder virkelig noget, at jeg giver os lov til at slappe af og bare være til stede, uden skjulte dagsordner for hvor meget vi må rode eller om vi nu kan overholde mit indre tidsskema.

I dag havde vi os virkelig en rigtig god dag.


26. februar 2007, kl. 21:45|


(5) Celleforandringer


For en del måneder siden fik jeg fjernet en skønhedsplet på halsen og tilfældet ville, at der var celleforandringer i skidtet. Efterfølgende kom jeg til kontrol hos lægen og alt så heldigvis godt ud. Det var en lettelse.

For små 14 dage siden fik jeg så foretaget en smear (forebyggende undersøgelse for livmoderhalskræft) og det gik jo hverken værre eller bedre end, at de også her har opdaget celleforandringer. Så nu skal jeg til yderligere kontrol om små 4 uger.

Jeg bør ikke bekymre mig, siger de kloge og de kloge har sikkert ret og jeg bekymrer mig nu heller ikke. Ikke mere i hvert fald, - om end jeg ærligt skal tilstå, at jeg fik rigtig ondt i maven, da jeg fik beskeden og at jeg pludselig kom i kontakt med en angst, jeg simpelt hen ikke anede eksisterede: Angsten for at dø fra Gustav.

Jeg er en mester til at piske alverndes stemninger op inden i mig selv. Det er jeg så ganske udmærket klar over. Det kommer jeg sikkert til at kæmpe med resten af livet - det er åbenbart mit lod. Nok om det. Jeg fik kontakt med angsten og jeg havde så svært ved at forholde mig til andre end mig selv. Det varede ikke meget mere end 2 dages tid og så var jeg faktisk oven på. Der er jo ingen grund til at male fanden på væggen, vel?

Så nu forholder jeg mig i ro indtil tiden hos gynækologen om 4 uger. Nåh ja, jeg har for resten fået fjernet endnu en skønhedsplet på halsen. Der kommer svar om 10 dage.
Det er nu alligevel noget underligt noget, at skulle forholde sig til.


26. februar 2007, kl. 21:45|


Her går det godt


Jeg kom igennem alle 5 punkter og fik samlet en del løse ender, hvilket jeg faktisk er helt godt tilfreds med. Jeg opdagede tilmed, at jeg arbejdede rigtig godt, da jeg ligesom havde en dagsorden (men kommer vist ikke bag på nogen og i hvert fald ikke mig selv) og pludselig fik jeg opdateret hende.dk som aldrig før.

Sidste arbejdsdag på afdelingen. Det er underligt og en smule vemodigt. Sådan er det jo. Endelig er man faldet ordentlig til og er blevet fortrolig med arbejdsgangene og så er det ellers farvel og tak og videre i uddannelsen.

Der bliver 2 arbejdsdage på den nye afdeling og så er der 4 ugers skolegang og herefter noget påske og først den 10. april starter jeg for alvor det nye sted. Det skal nok blive spændende og udfordringerne anderledes.

Faktisk forestiller jeg mig, at før jeg ved af det, så er jeg færdig med uddannelsen.


28. februar 2007, kl. 11:07|