e-mail

 

Overskudsagtig



Det havde jeg godt nok ikke forestillet mig, men sandheden er den, at jeg i nat har fået sovet. Seriøst sovet!

Gustav blev lagt kl. 20:15, han vågnede 45 minutter senere og fik så sin flaske. Jeg gik i seng kl. 22 og sov som en sten frem til midnat, hvor han gav sig en smule. Efter 30 minutter knirkeri så kom han over under min dyne og så sov vi frem til kl. 03, hvor han fik bryst. Herefter fik han bryst igen kl. 06 og så kl. 08 (hvor han jo er begyndt at stå op!).

Helt ærligt hvad giver I mig? Jeg har sgu fået sovet og er tilmed sådan overskudsagtig på den der hjemmebagmåde; så om lidt sættes dejen til hævning.

1. februar 2006, kl. 12:15| # |


Hvad nu hvis?

Jeg lovede ellers mig selv ikke at tage sorgerne på forskud, men efter den lidt kedelige misforståelse i forhold til en elevplads som lægesekretær og min nye ansøgning... så tænker jeg: Det skal kraftedeme lige passe, at jeg slet ikke bliver kaldt til samtale denne gang eller overhovedet får en plads. For et var sidste år og noget andet i år.

Forhåbentlig er mine bekymringer unødvendige.

Mit held er måske nok, at jeg trods alt har en uddannelse at falde tilbage på. Et fag jeg faktisk er rimeligt stolt af og som socialpædagog med en psykoterapeutisk overbygning... så burde jeg vel kunne finde andet end en daginstitution.

Jeg krydser nu alligevel, hvad der kan krydses – for fanden hvor vil jeg gerne have den elevplads (igen!)

2. februar 2006, kl. 18:20| # |


Fredag er fars dag

Ulrik havde 15 fridage, der skulle bruges inden det nye ferieår, så vi talte om det og løsningen blev, at han har fri hver fredag sådan cirka frem til den 19. maj (hvilket sådan helt uden for nummer jo er en fantastisk dag). Pludselig starter weekenden en torsdag; det er sgu da lige til at overkomme.

Det betyder samtidig, at fredagen bliver min fridag. Dagen, hvor jeg kan tage bilen og forsvinde fra hjemmet i et par timer; uden lillemanden selvfølgelig.

I dag kom jeg ikke rigtig nogen steder, natten har været lidt dum – men så fik jeg til gengæld lidt søvn og det er måske slet ikke så tosset.



God weekend derude.

3. februar 2006, kl. 17:39| # |


Nu sneer det, nu sneer det

<... og hele formiddagen har vi siddet og set det.

Sikke dog et vejr. Turen med barnevognen er blevet udskudt et par gange og måske bliver den aflyst, - lige nu har jeg i hvert fald ikke meget lyst til at trodse sneen, der vælter ned fra himlens store bassiner; ej heller har jeg lyst til at skulle løfte en tung barnevogn hen over de efterhånden meter høje snedriver, der ligger ved hvert gadehjørne og vejkant.

Næh, så er der nu altså mere lunt og lækkert her inden bag ruden. Til gengæld er jeg blevet helt svimlende lækkersulten efter både varm chokolade, hjemmebagte boller og peanuts M&M's – måske jeg lige kan sno os (unge og undertegnede) ned i SuperBrugsen. Der skal jo også handles ind til aftensmaden.

Åh et ubehageligt dilemma. Jeg må tænke lidt mere over det!

6. februar 2006, kl. 12:50| # |


Tiden går jo

De sidste par dage har jeg tænkt på Cirkeline. Som altid er det dagene op til dagen, der fylder hos mig... og om 7 dage så runder vi 1½ året for hendes fødsel og kort tid efter 1½ året for hendes død.

1½ år er faktisk ikke særligt meget, når jeg sådan tænker over det og alligevel føles det meget længere væk. Jeg er begyndt at glemme eller det er så meget sagt, men alligevel. Det hele træder i baggrunden og så meget andet i forgrunden; det er lige efter bogen, det ved jeg godt og alligevel bliver jeg en smule vemodig.

Så skønt dagen har været god, så har den bestemt også været tænksom og turen til graven tiltrængt.

7. februar 2006, kl. 17:26| # |


Da Gustav blev fire måneder!

Gustav blev fire måneder og alting blev forandret. Det er blevet mig fortalt mange gange, at det nok skulle blive nemmere, men ærligt indrømmet; jeg havde svært ved at se det.

Faktisk så svært at jeg flere gange sagde til Ulrik: »Vi får ikke flere børn!« Hver gang sagde Ulrik bare (diplomatisk som han er): »Det er slet ikke tidspunktet til at tage stilling!« Han havde ret, for skønt jeg var klar til at sige nej tak til flere børn, så er situationen klart en anden, nu hvor Gustav er blevet fire måneder.

Vi skal ikke i gang allerede, men på et tidspunkt. Det tror jeg godt, at jeg vil.

Gustav blev fire måneder og pludselig var han knap så afhængig af mig. Han skal bestemt heller ikke mandsopdækkes hele døgnet og jeg har tilmed øjeblikke helt for mig.

Gustav er god til at underholde sig selv. Han ligger gerne på sit legetæppe og fortæller røverhistorier og leger med sit legetøj. Så længe vi er i samme rum og jeg responderer på hans pludren... ja så kan der hurtig gå 20 minutter, hvor den fysiske kontakt mellem os er overflødig.

Det havde jeg virkelig aldrig forestillet mig.

Jeg kan i langt højere grad få en masse praktiske gøremål af hånden uden nødvendigvis at have ham hængende i slyngen eller siddende i sin skråstol ved mine fødder. Jeg kan gå på toilettet i fred, - helt uden at tage ham med og så kan jeg komme i bad, men det er som altid ikke det samme fornøjelse for åben dør; så jeg venter fortsat til Ulrik kommer hjem.

Han er tilmed begyndt (7 9 13 … bank under bordet) at sove godt om natten. Denne uge har han kunne klare sig med en enkelt amning mellem kl. 03 og 05 – så nu er jeg altså anderledes udhvilet.

Han falder i søvn i egen seng. Vi vugger ham (indtil videre!) og i løbet af natten kommer han så over til mig i den store seng. Så længe Ulrik sover i stuen, så tror jeg altså, at Gustav og jeg samsover. I hvert fald så længe jeg natammer.

Lige nu ligger han på sofaen og øver sig i sit helt eget alfabet... om lidt skal han kysses og krammes og så skal vi ellers ud i det våde vejr.

9. februar 2006, kl. 08:49| # |


En hel ny uge til vores rådighed

Ja det var så den weekend. Hvor åndssvagt det end lyder, så kan jeg mærke, når vi kommer til ugens sidste arbejdsdag og jeg føler mig virkeligt (mis)brugt. Mindre nu hvor Ulrik har fri om fredagen, men tidligere – jeg sværger – det var som om, at også jeg havde været på job. Det havde jeg vel i princippet også?!

Ulrik er (som skrevet) hjemme hver fredag, - og det nyder vi. Denne hele ekstra dag med hinanden gør en stor forskel, bl.a. i forholdet mellem far og søn. Pludselig har Ulrik fingeren på pulsen og kan derfor i højere grad aflæse sin søn. Ligesom Gustav i højere grad knytter sig til sin far.

Det er ganske fantastisk.

Nu har vi så en hel ny uge til vores rådighed. Planer er der bestemt ikke mange af, mest alt tager vi dagene som de kommer. Sådan har det været længe, sådan fortsætter vi; det passer så dejligt ind i vores kram.

Resten af tiden... den midt imellem... ja, den bruges til at se ud af vinduet.

13. februar 2006, kl. 11:27| # |


En lille intim detalje

Jeg har fået min menstruation og for fanden hvor det bare bider som satans efterveer. Det er kraftedeme ikke i orden. Hører du, en og anden!

13. februar 2006, kl. 14:28| # |


Valentines Day

1½ år siden at Cirkeline blev født. Vi var på graven her til aften og på vejen hjem fik vi os en rigtig god snak om tiden, der er gået. Det må være vores styrke; samtalerne. Ikke kun i forhold til Cirkeline (og tabet af hende!), men også i forhold til hinanden og nu ansvaret for Gustav.

14. februar 2006, kl. 19:13| # |


Samtale

I onsdags var jeg til samtale på Bispebjerg hospital angående en elevplads.

Jeg fik den!

Dejligt og jeg er så glad.

17. februar 2006, kl. 21:54| # |


Fødselsdag

Tillykke med fødselsdagen, mor og alt det bedste for fortsættelsen. Vi ses i eftermiddag.

18. februar 2006, kl. 09:06| # |


Erfaring søges...

Vi vil skifte barnevognen ud med en klapvogn. Gustav synes kun sjældent at ville ligge ned og I stedet har vi efterhånden indrettet barnevognen således, at han kan sidde op godt støttet af en helvedes masse puder. Det er bare ikke optimalt og dertil er barnevognen bare alt for stor og klodset.

Egentlig er barnevognen en kombivogn og der er tilhørende klapvogn, men selve stellet er for stort og vi kan simpelt hen ikke have den i bagagerummet af bilen uden at ligge sæderne ned til selve stellet. Det er en nitte.

Jeg har forelsket mig i en Trille Noa og den fås både som almindelig og kombi (kombi = lift og pusletaske følger med), men hvorvidt den opfylder vores krav... det ved vi ikke endnu. Vi har undersøgt nettet og i kommende weekend, vil vi så tage et kig på det fysiske marked.



Vores behov synes umiddelbart at være:
  • Give Gustav mulighed for at hvil/lur undervejs fra a til b
  • Kunne være i bagagerummet af en bil
  • Rimelig komfort og affjering

    Hvilken erfaring har du gjort dig?
    Hvilken mærke er faldet i din smag?
    Hvilke egenskaber har du lagt vægt på?

    19. februar 2006, kl. 17:54| # |


    Sig be om

    Og hvem nakkede min kalender? Hvem besluttede sig for, at de lige manglede et par ekstra dage i ugen og hvem tog uden at spørge først?

    Helt ærligt – jeg kan sgu da godt selv bruge døgnets timer!

    Pludselig er ugen næste gået og jeg har da haft rigeligt at se til; hver eneste ledige stund er gået med at søge informationer om forskellige klapvogne, hvilket jo i sig selv har vist sig at være et ufatteligt omfattende projekt.

    Nu tager vi rundt på fredag, prøver os frem og så ser vi om vi kommer hjem med noget. Det ville i hvert fald være rart, for pt. bliver barnevognen ikke rigtig brugt... altså sådan til at ligge ned i og den slags.

    23. februar 2006, kl. 09:16| # |


    Et nyt standpunkt

    Nåh ja, men er der ikke noget med, at man har et standpunkt til man får et nyt?

    Mens jeg ventede Cirkeline gjorde jeg det meget klart: Jeg skulle kraftedeme ikke have en Emmaljunga – for det havde resten af pøblen flertallet (må jo huske på, at jeg selv er en af dem nu) og tænk en gang, hvis man kom hjem med det forkerte barn efter et mødregruppe besøg fordi alle barnevognene var ens.

    Min modstand mod Emmaljunga varede ved, da det handlede om klapvogne og jeg indrømmer det gerne; jeg skimmede kun sådan lige kommentarerne omkring netop dette mærke. For sådan en ville jeg sgu aldrig ende op med.

    I dag tog vi i Babysam og i dag er vi blevet indehaverne af en Emmaljunga Scooter klapvogn og således fik vi os et nyt standpunkt!

    24. februar 2006, kl. 14:41| # |


    Jeg er fan

    Jeg er fan af Depeche Mode. Jeg har været fan siden min tidlige undgom og opvækt i Herlev. Faktisk fyldte DM meget i hele det miljø, hvor jeg bevægede mig i, - vi var mange, der lyttede og dansede til dem.

    Jeg har alle deres albums. Først var det på vinyl, så blev de retmæssigt erstattet af cd'erne og nu er de altså spillet over på computeren.

    Jeg bliver så nostalgisk, når jeg spiller deres musik (stoffer, depressioner, selvmordsforsøg og melankolien til trods). Så mindes jeg min første store kærlighed; mindes festerne på Skovlunde Bibliotek (arrangeret af drengene), mindes intensiteten, der altid hang i luften: Noget nyt skulle med tiden ske.

    Jeg har været til en del koncerter med dem, men desværre ikke denne gang. Indrømmet: Jeg var lidt sent ude, hvad angår en billet – men med Gustav i vente (i sin tid), så måtte jeg lige som prioritere og se tiden an. Forhåbentlig en anden gang.

    De har lavet mange gode numre, men kun et står mit hjerte sådan rigtigt nær. Hvad det lige er ved »but not tonight« kan jeg faktisk ikke sætte min finger på, måske er lugten af en slet skjult optimisme og troen på det nye?

    Til dig, der skal af sted: rigtig god fornøjelse og til Jepsen, Krølle, Dam, "Hanne", Stefan, Mark, Brian... hvis I læser dette: KØB MIG FOR FANDEN EN T-SHIRT!!

    24. februar 2006, kl. 22:36| # |


    Fokus har ændret sig

    Ikke kun Gustav udvikler sig; det gør jeg altså også! Dagligt opdager jeg, at han kan flere og flere ting. Han bliver gradvis mere selvstændig og hans personlighed træder mere og mere i karakter.

    Dagligt opdager jeg også nye ting i forhold til mig selv. Jeg slapper af på en anden måde end tidligere... altså i forhold til mig selv og mine omgivelser. Krav og forventninger er droslet ned og dermed levner det plads til en ny slags identitet.

    En gang fik jeg at vide, at jeg ikke kunne synge og siden da har jeg aldrig sunget med på noget, hvis der var andre til stede end mig selv. En gang hadede jeg at få taget billeder og jeg tog mig altid gevaldig tåbelig ud på billederne. I dag synger jeg gladelig både ude og hjemme og højt og længe, - og jeg stiller lige så gerne op til fotografering. Alt sammen (vel at mærke) hvis Gustav er med.

    Måske skyldes det, at fokus ikke længere er mig? At jeg lige så meget gør det for Gustavs skyld og at han er pokkers ligeglad med hvor falsk hans mor synger, bare hun synger og han kan lide sangen. Ligesom med fotograferingen; det er bare mere naturligt/afslappet, når jeg sidder sammen med Gustav... for så gælder det jo mest af alt om at forevige det lille myr.

    Sådan tænker jeg i hvert fald, at det godt kan hænge sammen.

    27. februar 2006, kl. 12:18| # |


    Så står jeg der...

    Jeg husker det som værende i går, at jeg var ved at aflevere ungen videre med ordene: »Det pis gider jeg kraftedeme ikke!« Alt i mens jeg konkluderede, at jeg ikke havde sovet i 3½ måned, ikke været i bad i 14 dage, glemt at spise ordentlig i alt for lang tid og sex – ha!

    Så ser jeg ned i tremmesengen og der ligger han; fem måneder gammel og med en allerede begyndende uafhængighed. Væk er manglende søvn, manglende mad, manglende bad og manglende sex.

    I stedet kan min dreng pludselig falde i søvn på egen hånd omkring kl. 20, nærmest sove igennem og pludselig får vi en masse timer forærende til hinanden; til parforholdet.


    Så står jeg der og spekulerer på, hvor sidste fem måneder dog er blevet af og samtidig bliver jeg en smule melankolsk ved erkendelsen af, at tiden aldrig kommer igen: Denne kvalmende intensitet.

    Det er jo næsten ikke til at forstå, vel?

    28. februar 2006, kl. 22:13| # |