e-mail

 

2. februar 2005

Altså, altså, altså… hun er verdens heldigste lille pige og jeg er den evige taknemlige og tilmed ganske stolte mor. Der har været besøg hos Cirkeline, hvilket jeg jo selvfølgelig har taget billeder af… og to store (og ens) mus står der nu hos hende. Jeg tror vi kalder dem for Frederik og Ingolf!

Jeg er gravid. Det siger i hvert fald både graviditetstesten og gynækologen… men det synes nu alligevel en smule surrealistisk og måske går det først rigtigt op for mig, når jeg skal skannes den 14. februar for at fastsætte terminsdatoen. Jeg er endnu ikke kommet til det nervøse stadie (sådan et forestiller jeg mig, at der kommer på et tidspunkt), men jeg er ved grænsen til det utålmodige; den mave har bare snart at vokse, det barn har snart at sparke på den anden side. Dybest set kunne jeg godt både springe graviditeten og fødslen over, men sådan hænger tingene ikke sammen og måske er det vist egentlig meget heldigt – ellers ville jeg jo sikkert også brokke mig over det!

Lige nu er jeg i en slags transit. Jeg venter på skanningen og herefter kan jeg så få lavet en vandrejournal og kontrollen og undersøgelserne kan gå i gang… så indtil videre – ja indtil videre… hmm?... indtil videre vist ikke så meget, andet end jeg forsøger at lade det rodfæste i mig.

# |

5. februar 2005

Efter midnat. Sådan lidt udenfor det hele. Sådan har jeg det lige nu. Sådan synes jeg mine dage har været et stykke tid. At skulle acceptere tingene og komme videre er noget nær det sværeste. At skulle navigere i dette kaos og finde en ny vej er næsten en umulig opgave. Alligevel sker det, alligevel foregår det hver dag og jeg har accepteret, jeg er kommet videre, jeg har lært at navigere og fundet en ny vej. Det virker forræderisk.

Snart runder vi ½års dagen for Cirkelines fødsel – sådan er tidsregningen nemlig stadig – og det fylder alt i mig, fylder langt mere end datoen for hendes død. Jeg er holdt op med at spekulere over, hvad en lille pige kan som månederne passerer. For Cirkelines billede er statisk, hun er 10 dage og jeg kan ikke se hende anderledes. Ind imellem tænker jeg, måske er det netop heldigt for mig, således vil jeg altid have min lille pige med de smukke træk og det begyndende smil på læben hos mig.

Det er min anden graviditet. Det er anden gang og med en helt anden erfaring end de fleste. Uskylden er forsvundet og nysgerrigheden i forhold til den spirende udviklingen synes forbeholden. Det er ikke længere graviditetens første 12 uger, der bekymrer mig – tidsperspektivet er anderledes. Nu ventes der med tilbageholdt åndedræt på den afgørende skanning i uge 20 og det fylder meget i mig. Uge 20 – det er halvvejs, der er sikkert liv, maven stor og den konstante bevidsthed om, snart er der en mere altoverskyggende. Det synes urimeligt. Tarveligt. Der vil tilmed være en masse skanninger undervejs – det er mit lod som mor til et hjertebarn, som mor til engel. Jeg skal beroliges, men vil det give mig ro?

Lige nu er jeg en tikkende bombe. Lige nu synes det umuligt, at jeg – bare for et øjeblik – kan være glad. At jeg rent faktisk ind imellem kan glæde mig. Sådan er det slet ikke i dag. Overhovedet ikke. Pokkers!

# |

6. februar 2005

Dagen startede med brunch i anledning af min mormors 75års fødselsdag. Familien var samlet, maden god og på bordet stod disse blomsterdekorationer; en lidt mindre end de andre og designet specielt til Cirkeline. Hvor blev jeg dog glad, så da vi takkede for en dejlig dag, gik turen forbi kirkegården. Det har jo heller ikke været fastelavns søndag for ingenting, så et fastelavnsris fik hun også.

Kvalmen er ulidelig; alt og alle lugter sært!

# |

7. februar 2005

Få ting udvikler til fulde et menneske. At blive mor er helt sikkert udviklende, men hvor om alting er... så synes det at skubbe langt mere fundamentalt at blive mor til en engel. Umiddelbart kan disse to ting slet ikke sammenlignes, men jeg tillader mig alligevel at gøre det, bl.a. fordi det menneske, der kommer ud på den anden side nødvendigvis må tage sit liv op til fornyet overvejelse.

For den ene mor gælder det, at ens omgivelser kan se barnet. Det er derfor langt mere håndgribeligt og de kan tilmed blive fanget i nogen af følelserne.
For den anden mor gælder det, at barnet er en erindring. Der er intet håndgribeligt over situationen og de mange følelser, der skriges ud i rummet kan ikke sætte i små matchende kasser med sirligt håndskrevne mærkater. Omgivelserne står tomme ved siden af, ord bliver gentagelser og uden reelle billeder så bliver det tilmed også kedeligt.

For den første mor gælder det, at hun kan kaste alt sin kærlighed ud på den lille ny. Hun kan skrige af bar lykke mens barnet bliver kastet op i luften og grebet igen. Det er tilmed ganske legalt at opføre sig på denne måde; hun er jo lykkelig!
For den anden mor gælder det, at hun ikke længere har noget at kaste sin kærlighed på og sorgen samler sig som en knude inden i hende. Var det så bare socialt acceptabel, så ville hun skrige sin smerte ud i rummet, men i stedet får hun et opgivende ekko af negative undertoner retur; nu må hun da snart være kommet over det!

Og således påvirkes ikke kun moderen til en engel, således påvirkes også omgivelserne omkring hende. Ikke nok med at hun på ny skal lære at navigere i dette kaos, hun skal også tage hensyn til de andre; alle dem, der har det ih-og-åh-så-vidunderligt, alle dem, der bare ikke synes, det der gråd kan blive ved. Det hedder gode miner til slet spil og det er sgu pokkers påkrævet, hvis du ikke vil fanges og spærres inde. Hvis du ikke vil spændes i fast i en spændetrøje, et hylster så skide stramt og tæt – så end ikke de mindste klynk kan høres. Du kan tilmed få lukket munden med elastikker og samtidig kan de jo sikre sig, at du ikke brækker de forskellige farvede piller op, der atter skal gøre dig til en god borger.

Gentagelser er gode... sådan har jeg ofte sagt og tilmed ment det, men nu synes gentagelserne blot at kede publikummet. Buh, den har vi jo hørt, råber de og brækker sig af irritation ned mellem sæderækkerne. Tilbage står dette menneske – en gråmeleret iscenesættelse af ingenting – i en sø af tårer og end ikke med et dødt barn i sine arme. Det er ensomt. Det er alene. Det fryser!

Sådan ved jeg, at der er mange i min situation, der har det. Sådan ved jeg, at mange mødre til englebørn oplever deres omgivelser og sikkert med rette. I dag er jeg ked af det på deres vegne. I dag græder jeg på deres vegne og den manglende anerkendelse af deres tab. Græder fordi de pludseligt har fået det værste fra to verdner.

Jeg ved, at jeg har noget smukt i denne grimme smerte. Jeg er taknemlig og for en stund ville jeg ønske, at den anerkendelse jeg stadig får, Cirkeline stadig får, kunne deles ud på alle de andre. Sandheden er jo den, at det kræver så usædvanligt lidt, at tage dette menneske i armene. Så utroligt lidt at lade denne mor forstår, at også hendes barn gjorde en forskel.

# |

11. februar 2005

Jeg er ganske enkelt for træt til noget som helst. Dejligt sådan at få en vinterferie forærende. Jeg skal helt sikkert sove længe, sove til middag og tidligt i seng.

# |

12. februar 2005

Hm? Ikke så nemt både at gå tidligt i seng og samtidigt sove længe… til gengæld er middagssøvnen stærk påkrævet.

Her sner det. Meget. Vi skal til fødselsdag i aften og spørgsmålet er så; burde vi pakke en taske til en pludselig overnatning eller burde vi slet ikke begive os ud i vejret?

Jeg var hos Cirkeline tidligt i formiddags – endnu før sneen for alvor lagde sig, nu er aftalen, at vi må på kirkegården igen senere… jeg er sikker på, at det er sindssygt flot.

# |

12. februar 2005

Vi valgte at aflyse vores tilstedeværelse ved min fætters fødselsdag... i stedet smed vi tøjet og gik nøgne i gang med at vaske badeværelset ned.

Nu er vi lige kommet tilbage efter et besøg hos Cirkeline og det var virkelig sindssygt smukt med en hvid dyne af sne alle vegne.

# |

14. februar 2005

Valentinsdag. Liv i min mave; et lille hjerte, der blinker og giver sig til kende... og en termin, der er sat til den 5. oktober 2005 – nu drejer hjulet; undersøgelserne skal i gang.

Tænk en gang i dag er det 6 måneder siden vi blev forældre, 6 måneder siden jeg kunne kalde mig mor for første gang, 6 måneder siden dette fantastiske og enestående væsen berigede vores liv. I aften kommer vores forældre, vi skal på kirkegården, vi skal spise dejlig middag: Vi skal se frem og vi skal se tilbage.

Og med posten er der kommet kort og ting til graven!

Tillykke min lille skat!

# |

16. februar 2005

Jeg er hele tiden sulten, hver gang jeg åbner munden, så tror maven, at den skal have mad!

# |

17. februar 2005

To timer og fem kilo flæskefars senere… lejligheden lugter af frikadeller, pludselig er det ikke mad, jeg trænger til, men et bad!

# |

18. februar 2005

Et STORT tillykke til min mor i anlednings af hendes 50 års fødselsdag. Sikke vi skal fejre hende i dag!

# |

20. februar 2005

Sikke en weekend. Min mors fødselsdag gik ud over al forventning og jeg fik endda holdt en tale for hende, sidstnævnte var dog ikke uden en vis nervøsitet og uro i stemmen, men jeg fik sagt, hvad der skulle siges.

Det var også i fredag, at jeg for første gang, siden Cirkeline blev bisat, ikke var på graven. Første gang jeg ikke følte en snert af dårlig samvittighed over, at jeg ganske enkelt var optaget af andre ting. For mig er det en milepæl. Hvordan det så bliver fremover, det ved jeg ikke endnu. Jeg var på graven i går og skal på graven i dag og sikkert også resten af ugen, men det væsentlige i dette er, at Cirkeline har fundet en god plads i mit hjerte; et sted hvor jeg altid har hende med mig.

# |

22. februar 2005

Det undrer mig, at cyklister ikke har større respekt for trafikken omkring dem og jeg synes ærlig talt, at det er en trist indstilling at have. Af en og anden årsag mener de, at de har førsteret til hvad som helst – og ind imellem bliver det jo desværre retten til at få smadret deres liv under hjulene på en stor lastbil. Værst er det næsten at cyklistens dumhed og mangel på respekt ofte tørres af på en anden. Sådan er spillereglerne: Bilisten skal tage hensyn til cyklisten – men sjovt nok ikke omvendt og sjovt nok burde cyklisten i princippet vide bedre.

Jeg er på vej til skole og trafikken stopper som en stor lastbil skal bakke og have en container op på ladet. Dette foregår – ganske smart faktisk – ved at lastbilen er udstyret med en slags automatisk kran, der griber fast i containeren og så begynder justeringen og hejseriet. Lastbilen holder et godt stykke ude i krydset og det er stort set umuligt at komme frem og tilbage. Så der sidder jeg i bilen og venter og mens kommer den ene cyklist efter den anden. De snor sig ind imellem bilerne og den føromtalte lastbil. Det er tydeligt at se, at chaufføren ikke har det bedste udsyn, at de fleste vinkler er blinde og jo før han kommer væk, desto hurtigere kan balancen genoprettes. Alligevel tager de chancen, de har jo ikke tid til at vente og verden går vel for fanden i stå når nu cyklerne er på vej, ikke?

Første cyklist er så tæt på at blive ramt, at jeg kan smage mit hjerte og det er virkelig et underligt held, at der ingenting skete. Anden cyklist tager så samme tur og undgår - med en fantastisk lille margen – at få kørt bagenden af. Samme bagenden hvor et lille barn sidder i sin cykelstol! Derudover fik chaufføren fingeren og beskidte tilråb, hvilket for mig var lige så uforståeligt.

Sig mig en gang, hvad fanden foregår der oppe i jeres infantile små udviklede hjerner, når I VÆLGER ikke at se længere end egen næse? Hvad fanden mister I reelt ved at stoppe op et øjeblik. Jeg kan tage fejl, men jeg vil vove den påstand, at I mister langt mindre end ved at fortsætte jeres dødskørsel… og hvis det nu er så pissevigtigt at slå jer selv ihjel, hvorfor fanden skal det så foregå hvor andre uden tvivl bliver vidne til det. I skulle kraftedeme skamme jer!

Nå men… nu til noget andet og langt mere vigtigt: I dag modtog jeg brev fra Riget! Vi får både en fosterhjerteskanning i uge 14 og uge 22. Den i uge 14 er den første milepæl; her vil de nemlig kunne se om fosteret har den samme hjertefejl som Cirkeline havde og den i uge 22 skal så bekræfte skanningen i uge 14 samt skanne for evt. mindre hjertefejl, men højst sandsynligt fejl der kan opereres.

Så lige nu er jeg underligt lettet, skønt skanningerne slet ikke har fundet sted og jeg dagligt siger til mig selv, at næste lille Løye er sund og rask, så gør det forskel, at "se" det med egne øjne!

# |

23. februar 2005

Er det virkelig loddet som anden gangs gravid og fødende, at blive små irriteret og mene at tiden bliver spildt, når man læser med på netbaby og bliver mødt af spørgsmål som: Hvornår skal jeg til første lægebesøg? (Ring dog for fanden og spørg!) Er uge 10 ikke lige sent nok? (Næeh egentlig ikke, taget i betragtning at de ikke rigtig kan undersøge dig før og sundhedsstyrelsen netop anbefaler mellem uge 8 og 10!)… og det er jo der vi er lige nu. Ingen i gruppen er særlig langt henne, alligevel er jeg hele tiden dette skridt foran og har næsten lyst til at brøle FISSER! I stedet har jeg erkendt, at min netbaby tid nok er forbi eller i hvert fald forbi indtil terminsgrupperne er ændret til mødregrupperne.

Så jeg søger en anden hobby – lidt adspredelse mellem virksomhedsopgaver og tøjvask – og har da også bestilt gratis bleer alle tænkelige steder… det er jo altid rart at være lidt på forkant med tingene og hvis I nu giver en hånd, så ender jeg jo op med at have de første par måneder dækket. Hvad siger I… er I friske?

Hvor mange bleer skal man egentlig bruge fra de er nyfødt til ca. 5-6 kg?

# |

23. februar 2005

Sidste afsnit af Matador er blevet set. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af den serie.

# |

24. februar 2005

Et halvt år siden, at Cirkeline sov lige så stille ind. Det er underligt at tænke på; hun var her og nu er hun her ikke længere. I hvert fald ikke fysisk.

Til gengæld er det blevet nemmere at holde fast i alt det pragtfulde hun bragte med sig og måske tilstadighed bringer ind i mit liv. Det er jeg taknemlig for.

Jeg har været på graven med min mor og skal helt sikkert på graven med Ulrik i aften. Glemte nemlig kameraet første gang. Det går jo virkelig ikke.

Jeg er begyndt at vente lidt utålmodigt på skanningen i uge 14. Det er som om, jeg ikke rigtig vil tro på det, tro på at der er liv på den anden side af maven, et lille liv uden fejl, ikke rigtig knytte bånd. For tænk nu hvis...

# |

27. februar 2005

Danskeraften! Ja sådan kalder veninden og jeg vores madaftner, hvor den foretrukne spise er svinekød. En maddag, der i sin tid blev iværksat fordi jeg bl.a. har giftet mig med en mand, der absolut – og under ingen omstændigheder – ikke gider spise svinekød. Til gengæld er jeg så også væk fra hjemmet denne aften og der bliver tøsesladret til den helt store guldmedalje. Det er herligt!

Nåh ja… her hjemme er vi jo holdt op med at ryge. Processen er rædselsfuld og flere gange har vi rastløse spurgt hinanden: Hvad fanden laver man, når man ikke ryger? De første tre dage har været de værste, men nu synes den fysiske afhængighed at være aftagende. For længe siden lavede vi om på vores vaner, således at der kun blev røget i køkkenet, hvor et vindue konsekvent stod åbent og gjorde det så pokkers koldt og utiltrækkende.

Og i eftermiddag var manden og jeg en tur hos Cirkeline – hendes grav tager sig så fin ud og hun havde endda haft besøg. Cirkeline har mange venner og på graven står nu Troldepus og det ser ud som om den synger for hende… sikkert en af de frække sange!

# |