e-mail

 

02.02.2002

& mens jeg (i går) sad i stuen & strikkede, så stod kæresten i vores køkken & var en rigtig mand med gaffatape, colaflaske & en boremaskine. hul i kabinettet, en ordentlig blæser ind i siden på svinet & så er man(d) i hvert fald bedre kørende end sidst. ville frygtelig gerne kommentere yderligere – men jeg er ikke sikker på, at jeg helt fanger fidusen & priser mig lykkelig for, at han lader min maskine i fred.

senere tager vi på vega & danser natten væk. det er vores musik de spiller, hvisker jeg som en fuldblodig pladderromantisk tæve & mindes den første gang. lad mig vrikke med hofterne, sveden skal danne perler, der langsomt finder deres vej ned gennem min kavalergang. & i morgen tidlig skal vi afslutte i en helt anden rytme på de plettede lagner.

junior synes ikke at kunne vågne i dag. svært at forlade sit bur, når man kan kaste sig i høet & lige tage en halvtime mere.

03.02.2002

søndag stadig i søvn. vega var godt. vi dansede så sveden drev & sendte hinanden stjålne blikke. afslutningen endnu bedre som vi i den tidlige morgen elskede vildt med hinanden. har moslet rundt i kærestens pyjamasbukser & hjemmestrikkede sokker. ellers ikke så meget andet end det søde ingenting.

jeg vil ikke påstå, at dagene ligner hinanden. & hvis de gjorde ville jeg uden tvivl nye trivialiteternes sødme. der er bare en dejlig ro omkring mig. jeg arbejder, læser & forholder mig sporadisk til det hele. junior fylder mig med varme – dette lille kræ er en uundværlig gevinst & skønt han er fræk & uforskammet & har meget lange øre, så er han enestående.

tillykke til min fætter & tillykke til en smuk qvinde.

05.02.2002

2 fluer i ét smæk. et tjek i begge ender. først hos lægen, så tandlægen & uha hvor jeg dog kan. så beslutter man sig for at lege artsfælle med junior på rulamstæppet & hvad er resultatet: knægten bed mig sgu i fingeren! ja man kan næsten ikke tro det, vel? nuvel… der lå vi. han gravede (gør kaniner) & jeg gravede (det gør mennesker altså ikke, mente junior) & vupti så bed han mig. han er sgu da et skarn!

februar måned betyder fødselsdage. tror samtlige af mine familiemedlemmer (med få undtagelser) inkl. venner fylder år i februar. midsommer måneden er åbenbart der, hvor alle hormonerne for alvor koger i blodet. siger jeg & gør mig klog på noget jeg reelt set ikke aner en skid om.

jeg gør ikke de store tanker i øjeblikket. ikke at verden omkring fungerer på rutinen – men jeg følger langsomt stien uden de store sving. trives & tager en dag ad gangen. har haft en nattevagt & er lettere brugt. i morgen er jeg på den igen – men kan fryde mig over, at jeg slutter tidligt.

jeg får læst bøger. gode bøger. psykologibøger & så selvfølgelig biografien om søren kierkegaard (sak) & jeg sluger det hele råt. det er dejligt & jeg mærker, hvordan jeg i takt med at jeg vender en side udvikles, udvider min horisont & får endnu brugbart redskab.

måske en dag jeg kan undvære hovedet – da må du love mig, at du laver et skrin ud af mit kranie. ja?

06.02.2002

i dag fylder sveske år. jeg ønsker hende det bedste for dagen & hvisker stille: ja, vi skal snart ses.

havde slåskamp med kæresten på tæppet foran juniors bur. han vågnede helt op & skulle da også være med. han er en rigtig dræberkanin, at du ved det. om det var fordi jeg duftede af vindruer eller fordi han beskytter sin ”mor” er mig ganske uopklaret i hvert fald satte han tænderne i kæresten. som måtte erkende sit nederlag. for en lille kanin kan en 2-værelses lejlighed være noget af en verden. han har opdaget det meste, men hele tiden på et 2-dimensinelt niveau. nu er grænserne udvidet & verden i langt højere grad 3-dimensionelt: han kan springe 45 cm op på toppen af sit bur & sidde der som kongen af højen.

”spørg mig ikke om noget. min essens er ordløs”

07.02.2002

puha hele to runder endnu et år.

kan mærke, at jeg er tænksomt i dag. i forhold til mit job føler jeg mig lidt presset – jeg er til dels selv skyld i dette pres. i perioder løber jeg panden imod en mur, har svært ved at koncentrere mig & bevare overblikket. jeg bliver rastløs, bider lidt af mine omgivelser & afregner konflikterne kontant.

trænger sgu til en uges ferie.

10.02.2002

været på job. var træt & præmenstruel da jeg kom hjem. kæresten har lært at takle det ved klogelig at holde afstand. jeg gjorde hovedrent på en time, gik i bad & så i seng. vågnede et par timer senere & var i strålende humør. har min helt egen rytme i øjeblikket. strikker, læser & skriver e-mails med en dyrebar kammerat fra en anden tid. nyder denne periode, hvor jeg er kun har mig selv & er mig selv. trænger stadig til ferie fra mit job. ved siden af er der også skolen & det hele påvirker i hinanden.

jeg er forelsket i min kæreste. 1½ år er gået siden første gang & jeg tager mig stadig i at nive mig selv i armen. dette er min virkelighed & jeg værner om den med næb & klør – hvorfor jeg uden hensyntagen til enhver tid kan stemme resten af verden hjem. på mange fronter har dette forhold været en prøvelse for mig. så meget jeg skulle lære fra bunden af, så mange vaner jeg skulle gøre op med & alting tager sin tid.

jeg ved, at jeg har sagt det før: først da jeg mødte ham, da mødte jeg mig selv. trods forskellighederne (& dem er der mange af) så var det som at se sig selv i et spejl. hej, vinkende jeg & slog denne barnlige latter op. om jeg ligefrem er en anden end før ham – det vil jeg ikke påstå. dog kan jeg uden omsvøb sige, at jeg er blevet mere mig.

lige i øjeblikket skjuler jeg mange ting for dig. måske er jeg lidt bange, sådan tænker jeg meget vel at det hænger sammen. tiden er ikke til at blotte sig, ikke endnu i hvert fald – for tænk om du vender mig ryggen & ser den anden vej. tænk om du ikke anerkender mig. & burde det så betyde noget? egentlig ikke.

jeg har en klump i maven & jeg ved, hvad den betyder. men fanden tage mig, om jeg vil sige det højt.

11.02.2002

jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre. jeg kan mærke, at mine grænser er blevet langt mere synlige & jeg kan i den grad mærke, at der er visse situationer jeg bare ikke gider bringe mig selv i. jeg kan mærke troen på mig selv, mærke at jeg tør stå alene & mest af alt mærke, at jeg ofte trækker på en helt anden viden.

at danne grupper er i den grad en proces, der har gjort mig opmærksom på ovenstående. de relationer jeg har behov for at danne, dem danner jeg. de relationer jeg tvinges til at danne, de bliver der efter. jeg er et voksent menneske, der ud af egen lomme & af interesse vælger en uddannelse ved siden af et fuldtidsjob. jeg har familie, jeg har venskaber & frem for alt: jeg er lige præcist dér i livet, hvor jeg gerne vil være. så er det, at jeg undres: hvad er formålet med at gå så meget på kompromis med sig selv & det menneske jeg er, når resultatet (ved jeg af erfaring) bliver arrogance?

en gang blev jeg spurgt: ”hvad er det, der tricker dig negativt i forhold til andre mennesker?” svaret kom prompte fra mine læber: ”stupiditet & svaghed”

jeg behøvede ingen
betænkningstid.
der var intet
at være i tvivl om.

vil du se mig vælge dig fra. se mig slette dig med samme lethed som format c – da behøver du blot opføre dig uden lysten til forskel. da behøver du blot lade være med tage ansvaret for dig selv. så vil jeg slå denne latter op & det vil være af hån & foragt!

kom du bare & fortæl, at det hører til hos mig selv. så skal jeg knejse over dig som jeg sidder ned & pisser.

[sceneskift]

jeg vil er vor tids pioner.

12.02.2002

fri i dag. lavet ingenting i dag. gloet lidt på regnen, der har kastet sig imod jorden. renskrevet nogle notater & drukket en helvedes masse kaffe. junior er ved at lære at gå med sele & han er ikke tilfreds med situationen. det skal nok blive rigtigt sjovt. vi er endnu kun ved træningen af at bære selen rundt om maven – hvordan skal det så ikke gå, når han pludselig skal trækkes i en snor? kæresten roder fortsat med sin maskine. han skruer op & ned for blæserne (dem er der mange af). den bliver pudset & poleret. så bores der et hul, så skiftes en dims med en anden. jeg sidder med ryggen til & sukker: kom & skru lidt på mig!

13.02.2002

at sætte ord på følelserne, hvisker jeg stille for mig selv. er alene hjemme & har benyttet lejligheden til at være bundhamrende ærlig. ærlig overfor mig selv – men vigtigst af alt: ærlig overfor en anden. tror aldrig jeg har været så modig, det var svært & jeg græd også. på flere niveauer har det været pokkers følelsesforløsende & måske var det i sidste ende, hvad der skulle til. jeg føler mig i hvert fald langt mere parat. parat til at tage næste skridt. et afgørende skridt. så trækker jeg vejret dybt. trækker vejret helt ned i maven & giver slip. dårlig samvittighed, skam, sorg & skyld. fire kvalmende s’er & så et s for noget helt andet (en helt anden).

harry nilsson: no, i cant forget tomorrow when i think of all my sorrow when i had you there but then i let you go and now its only fair that i should let you know what you should know.

16.02.2002

det koster en hel del at være ærlig overfor mig selv, på den anden side er gevinsten endnu større & det kommer bag på mig hver gang. det at samle modet & ringe op (som tilfældet var den anden dag), at sluge stoltheden & gøre det fordi det skal gøres. fordi jeg ikke kommer videre før det bliver gjort. ja, det har i sandhed været en af mine største bedrifter hidtil. at det så betyder, at der kommer andre aspekter til – andre emner, der er sunde for mig at arbejde med – det er kun godt. for så skal jeg tage et nyt skridt. & når jeg ser på processen, da opdager jeg hvor rig på muligheder jeg stadig bliver. det startede med et behov (behovet for at sige det, der aldrig blev sagt), der bliver tilfredsstillet (ved at sige det, der skulle siges) & afsluttes med en ro (det som aldrig blev sagt, er endelig blevet sagt – skammen, skylden & sorgen er væk). en ny proces kan gå i gang.

når man (som jeg) vælger at vende blikket indad, at arbejde med sig selv & tror på forskellen; da vil der altid være dybder man (jeg) ikke troede eksisterede. jeg startede i individuel terapi fordi det er påkrævet når man læser til psykoterapeut, men det tog langt tid før jeg virkelig åbnede op. jeg værnede om min ensomhed, jeg beskyttede mig selv med pigtråd: ingen måtte trænge ind. jeg er kommet på en lang rejse siden hen. problematikken omkring min far – aldrig har jeg arbejdet så hårdt i forsøget på at forstå. aldrig har han (sådan oplever jeg det i hvert fald) ville anerkende mig. det har været en kamp, for jeg kunne ikke tage imod andres anerkendelse & slet ikke min egen. nu er situationen er anderledes: jeg er blevet ligeglad med hans anerkendelse. jeg kan ikke længere bruge den til noget. denne erkendelse er kostbar: nu behøver jeg ikke længere stræbe efter det uopnåelige.

der er flere lag i det her. tusindvis af lag i mig.

kæresten & jeg gik i seng en gang i morges som fuglene sang. kyssede hinanden & faldt i søvn. jeg var nøgen. en time er gået, tænker jeg – da en hånd presser sig op i mig, jeg spreder mine ben og tager imod. jeg åbnes, safter driver & erotikken, begæret & liderligheden vælter ud af os begge. grådighed erstatter ovenstående. kroppen er dækket af sved, hans åndedræt tæt ved mit øre. jeg hungrer efter hele ham i hele mig. & pludselig er vi kun en krop, en lyst & orgasmen rammer os begge.

jeg tror for alvor, at jeg er parat til at kalde det: kærlighed!

17.02.2002

14 travle dage. 14 virkelig travle dage. tænker, at jeg hellere må skrive bare lidt mens tid er. om end det er svært at skrive (altså sådan virkelig skrive) når der allerede på forhold synes at være et pres forbundet med det. jeg føler mig forpligtet. jeg forpligter mig selv. hvor absurd.

18.02.2002

hip hip hurra. i dag har min mor føs’dag.

20.02.2002

palindrom

23.02.2002

& midt i alle de ting jeg bare skal; arbejde & skole (bl.a.) – så skal der også være tid til at være selvlækker, hvorfor jeg i dag har bagt chokoladekage, slikket skålen ren & hørt højt musik. siddet længe på toilettet fordi jeg faldt i staver over en god bog. kælet med junior, trukket ham blidt i hans lange øre & ellers pillet mig mere end rigeligt i navlen. kæresten er ude i verden & selvfølgelig venter jeg på hans hjemkomst, men i tiden indtil da er jeg min egen & prutter højlydt.

tillykke til min tante, der fylder år.

25.02.2002

i dag har jeg bl.a. arbejdet med negativ introjektion (noget ydre, der gøres til noget indre). øvelsen gik ud på at finde et sted mellem 1 & 10 udsagn som jeg havde taget med mig igennem livet. fx forbud, regler, krav o.a., der fortsat spiller en rolle i mit liv.

1. ude af øje, ude af sind
2. sådan er det bare!
3. du er ikke ønsket
4. det er ikke godt nok!
5. rigtige kvinder kan få børn

av. jeg var varm som en radiator da jeg havde skrevet mine 5 udsagn. jeg havde heftig hjertebanken & kunne mærke, hvordan tårerne pressede bag mine øjenlåg. for øvelsen var ikke slut. nu var tiden kommet til at sætte sig på gulvet, mens en anden stod bagved mig & læste mine udsagn højt. på denne måde kom jeg i kontakt med det lille barn indeni mig. jeg havde lyst til at brække mig på stedet… min problematik blev så synlig: mangel på anerkendelse af mig (som den jeg nu en gang er).

& hvor hører disse udsagn så hjemme? det var min mor, der ofte sagde: ”sådan er det jo bare” & dermed var der ikke andet at gøre end at acceptere situationen, tilpasse sig & finde sig i det. på den måde blev det efterfølgende ofte: nu hvor det er ude af øje & ude af sind, så taler vi ikke mere om det. det var min far, der fortalte mig, at jeg ikke var et ønskebarn fra hans side af. efterfølgende har det været en kamp for mig, at stræbe efter hans anerkendelse. lige meget hvad synes devisen at være: det er ikke godt nok. & midt i denne manglende anerkendelse af mig & mine følelser & mine behov, da lød ekkoet fra omgivelserne: kun rigtige kvinder kan få børn. jeg er ufrivillig barnløs & endnu en gang var det svært for mig at blive anerkendt.

jeg bebrejder ikke mine forældre. de har brugt de redskaber de havde til rådighed på det givne tidspunkt & de er jo kun et produkt af deres forældre, deres opvækst. bebrejdelser hjælper ingen & slet ikke mig. men det betyder ikke, at jeg bare glemmer det hele. slår en streng hen over det. det er nemlig nu jeg skal arbejde, det er nu jeg skal gøre forskellen i forhold til mig selv.

& jeg talte med kæresten om det i dag. han anerkender mig ved at lytte & siden hen fortælle mig: at også han bliver følelsesmæssig arrangeret, når jeg bevidst som ubevidst placerer mig selv i en offerrolle. & det gjorde indtryk på mig.

26.02.2002

tror aldrig jeg har fortalt dig om min ufrivillige barnløshed. den hedder polypcystisk ovariesyndrom (pco). det er en sygdom med mange små umodne ægblære i æggestokkene & forstyrrelse af ægløsningsfunktionen. det vil sige, at æggene bliver siddende på æggestokkene & når aldrig videre. at jeg har min menstruation skyldes ganske enkelt at der er en dysfunktion fra hjerne til underliv. denne dysfunktion fortæller at jeg er gravid & min krop skal danne massere af østrogen, hvilket den gør lige indtil min slimhinde bliver så tyk, at den må rense sig selv; deraf blødningen. pt. spiser jeg p-piller & det virker måske en kende paradoksalt men skal ses i lyset af noget så håbefuldt som en mulig hjælp til en fremtidig behandling. ved at spise p-piller stopper jeg for produktionen af æg & dermed skåner jeg mig selv. for nu bliver der ikke produceret unødvendige æg, der bare kan sætte sig fast & danne arvæv. løsningen kan være at sætte mig i gang med en hormonbehandling, se om æggene vil modnes & vil de, så tage dem ud og inseminere dem med mandens (kærestens) sæd. i danmark er vi (i princippet) så heldig stillet at barnløshed klassificeres som en sygdom. ikke at det nødvendigvis giver fysiske smerter eller et afkortet livsforløb, men barnløshed medfører (lige meget hvordan man end vender & drejer det) en nedsættelse af livskvaliteten. hvorfor det offentlige systemet betaler for 3 inseminationsforsøg. derefter skal man betale af egen lomme på private hospitaler.

vil jeg så have et barn? spørgsmålet rummer en vis ambivalens. på den ene side vil jeg gerne videreføre mine gener, skabe et symbol på kærestens & min kærlighed. på den anden side synes jeg verden rummer så megen død & ulykke, at det ville være uden for nummer, at bringe endnu et individ til verden. men der er også en egoistisk overvejelse i dette. er jeg parat til at tilsidesætte mig selv? & det er tanker jeg har haft tid til at tænke. tanker jeg nødvendigvis har måtte tænke netop fordi min situation er så forskellig fra mange andres. for jeg har været nødt til at indstille mig på et muligt liv uden børn. egentlig vil jeg sige at denne problematik er et privilegium. denne udtalelse er på egen regning & jeg behøver ikke din anerkendelse.

& et stort tillykke til min onkel & busser

jeg ved at min mor læser min dagbog. jeg ved, at det også ind imellem er hård kost for hende. hvorfor jeg altid gør meget ud af at involvere hende. det er vigtigt for mig, at hun er en del af min udvikling & det er vigtigt for mig, at forklare hende at det hele fortsat er okæy – skønt det i perioder kommer op til overfladen. uden hende i verden & det var ikke verden

28.02.2002

juniors første besøg hos doktoren i dag. han er en dygtig én. neglene skulle klippes, passede ham mindre godt & han markerede sig selv overfor doktoren ved at hapse hende i hånden. resten af dagen har han været springfuld af energi & har kastet sin kærlighed over sin nye transportboks.

for mit eget vedkommende, skrev til min far: er du stolt af mig. ja skrev han tilbage, jeg elsker dig. & det havde jeg brug for at vide.

04.03.2002

ville ellers gerne fortælle en helvedes masse – men andre projekter kommer først.

bene vale, mi lector.