e-mail

 

• Burde det ikke sne?
01.12.2003

I morges åbnede kæresten sin lego-pakkekalender; en flyver og jeg var slet ikke misundelig. Det er december og jeg er fyr og flamme; december er nemlig noget med gaver og for min skyld behøver vi altså ikke vente til juleaften, bare stik mig det hele nu!

Jeg drømmer som en sindssyg i øjeblikket og alle mennesker jeg kender (og ikke kender) er med, de møver sig ind på mit domæne og blander sig og på en nat når jeg både at grine og græde... og jeg er træt når jeg vågner, men det er vel egentlig ikke så mærkeligt.

I fredags kom min mormor på besøg, hun havde æblekage og boller med og så fortalte hun mig noget der på én gang gjorde mig glad og ked af det. Hun fortalte om den gang hun for nogle år tilbage var så syg, at hun reelt ikke troede hun havde lang tid igen... og netop i sin frygt for ikke at efterlade noget til et kommende oldebarn fra min side, så satte hun sig ned og strikkede et tæppe til mig.
Og i den store sammenhæng virker det måske ligegyldigt, men i min sammenhæng er det noget ganske særligt, og jeg er så taknemlig for at jeg jævnligt skriver breve til min mormor, at jeg lader hende deltage i mit liv.

• Dagen midt imellem
02.12.2003

I går var sidste dag på terapeutskolen, der blev udleveret diplomer og sagt pænt farvel, en æra er forbi. Mærkliget som tiden går.

Julemanden har stadig ikke besøgt mig - og jeg er efterhånden mere og mere overbevist om at kæresten ikke fortjener sin lego-pakkekalender. I morges måtte jeg minde ham om det, inde bag lågen var der klodser nok til at han kunne bygge sin egen snemand.
Kalenderlyset brænder, det har endnu ikke passeret den 1. december. Heldigvis vil december måned ikke foregå i samme langsomme tempo.

I morgen er slut med afslapningen, jobbet starter op igen og der er ingen kære mor - nu er det bare med at klø på til den dag hvor jeg kan gå fra igen. Jeg havde ellers vænnet mig til min morgenkåbe, vænnet mig til at sove til middag... det vil blive savnet.
Og jeg er sikker på at selv Junior lillemand vil savne sin mor - for hun er jo ifølge ham indbegrebet af konstant underholdning dagen lang.

Det med at være gravid er noget underligt noget, de fleste ved dårligt at de er gravide når de er i den 5. uge - jeg er derimod fandens bevidst om det, hvilket er ganske underligt for min krop reagerer endnu ikke rigtig på det; med undtagelse af mavesyren og de ømme bryster.

• Så blev det ALLIGEVEL jul!!
03.12.2003

Heldigvis er jeg ganske enkelt blevet udstyret med den BEDSTE mor i hele verden og netop derfor skulle jeg ikke snydes. Så her til aften var kæreten og jeg forbi mine forældre hvor min helt private pakkekalender ventede på mig - desværre har jeg ikke et digital kamera, så detaljerne følger her; kurv med rødt bånd indeholdende 24 tyve pakker i forskellige størrelser, chokolade nissemænd spredt med løs hånd hen over og chokolade julemænd i snor rundt omkring kurvens kant.
Sikke stolt jeg var og hold kæft hvor jeg skulle hovere overfor kæresten, pludselig synes hans lego-pakkekalender trist og kedelig.
Og grundet forsinkelsen kunne jeg i dag åbne hele tre pakker på én gang; først en slikkepind, så chokostang og en lille pose slik, så en hagesmæk (der ikke passer) og en pose slik mere. Jeg bliver tyk og fed inden julen er overstået, men på den anden side vil jeg hver morgen vågne før vækkeuret og sidde på gulvet i stuen i mørket og spise slik inden morgenmaden.

• Imellem arbejde og søvn
06.12.2003

• en pose slik og en karamelstang
• en pose slik og en tube baby-gel
• et par smækbukser i str. 50 cm

Jeg forstår det ikke, men min mor køber tøj der ikke passer mig.

Jeg er træt; haft døgn på jobbet og i morgen er jeg på den igen. Lige nu kunne jeg kaste mig på sofaen og sove 100 timer. I hvert fald.
Der er dog planlagt fødselsdag i aften og vi er inviteret med, men som minutterne går, så bliver jeg mere og mere i tvivl om hvor festlig jeg reelt føler mg klokken otte i aften

Jeg er ryger; det er ingen hemmelighed og jeg er tilmed også gravid. Det kan virkelig får folk til at rulle med øjnene og selvfølgelig gerne i mens de selv tænder en cigaret, og så siver bemærkningen som røgen der stiger til vejrs: Du skal vel også holde op?
Tja...
Jeg vil gerne se mig som værende et rationelt tænkende menneske og jeg er da udmærket klar over at cigaretter (gravid eller ej) ikke er for det gode, men det på den anden side så holder man sjældent op fra den ene dag til den anden. Jeg har sat forbruget ned og her hjemme går det fint, men af en og anden årsag synes det næsten umuligt på arbejdet.
Jeg kunne blive ved, faktum er at jeg nægter at have dårlig samvittighed; min krop, min graviditet og jeg skal nok finde en løsning som passer mig.

• En pose slik og et par sokker i str. 10
07.12.2003

I formiddags ringede min veninde og krævede en opdatering. Pt. er de ved at sætte hus i stand, de har ingen netforbindelse og deres computer er skilt fra hinanden - så vi sladrede og jeg må tilstå at det gør mig glad at tale med hende. Stumpen hendes bliver et helt år her den 8. december og han er allerede lidt af en ballademager; personligt tror jeg han slægter sin mor på.

Junior lugter lidt for meget af prut, så han får en tur med vaskekluden. En situation han sjældent er tilfreds med, men på den anden side så er det en kamp jeg gerne tager, for alt for meget lugt af kanin det holder jeg heller ikke ud. Så skal han afreagere og forsøger at vende gulvtæpperne om på vrangen, stamper lidt i gulvet og gør os opmærksomme på at vi er nogle dumme forældre.

Jeg holdte helt til lidt over 11 i går aftes, men så måtte jeg altså også hjem til min sofa og Discovery: Verdens bedste kanal og lørdag lige omkring midnat handler gerne om livet på skadestuen, og jeg tror efterhånden jeg har mig en doktorgrad i et og andet med trauma; det og så mordgåder... jeg sluger det råt.

Mænd dagen derpå - i hvert fald min - er altså sagen, når man ser bort fra lugten af sprut. Så der blev elsket nok så intens i dynerne og egentlig burde søndage ikke byde på så meget andet.
Virkeligheden er bare anderledes og snart drager jeg afsted på arbejde (igen!).

• En pose vingummi og noget baby pudder
08.12.2003

Det startede med en kommentar til et indlæg. En kommentar jeg valgte at slette – og sandheden er sjældent ilde hørt, men når tonen gør ondt helt ned i maven, så er det bare ikke længere i orden. Jeg skrev til vedkommende og forklarede min handling... siden har jeg reflekterede over det.
Jeg kan fuldt ud stå inden for handlingen og jeg mener ikke jeg censurer afhængigt af hvad jeg vil høre, for hver har vi vores virkelighed og det respekterer jeg.

Resten af dagen har jeg mildest talt grædt øjnene ud af hovedet på mig selv. Jeg har tænkt over det at være gravid og i brøkdele af øjeblikke ville jeg ønske det var anderledes – specielt de øjeblikke hvor jeg valgte at tænde en cigaret for at holde følelserne langt nede i maven. Og det er bare slet ikke længere i orden, det er ikke i orden at jeg pludselig skal plages af dårlig samvittighed i en tid hvor jeg burde glæde mig – fordi et andet menneske ikke kan vælge sine ord med større omhu. En kan jo fristes til at sige at vedkommende ramte plet, måske.

Og nu får jeg at vide at jeg taber point, at jeg skal være glad for andre ikke andre bortcensurer mine indlæg – men det var slet ikke hvad det handlede om. Overhovedet. Egentlig virker det fuldstændigt omsonst at jeg vælger at forklarer mig igen, for hvem står jeg egentlig til regnskab overfor?

DET VAR TONEN IKKE BUDSKABET

Kort af langt: Rygning er ikke godt for nogen. Alkohol er ikke godt, for meget kaffe er ikke godt, stress er ikke godt, for lidt motion og listen bliver lang.
Og jeg ønsker ikke kun svar som siger ja til rygning – overhovedet ikke, men jeg søgte noget og det var bl.a. at få at vide at jeg ikke er et dårligt menneske fordi jeg ikke kan holde op. Det gav vedkommende mig ikke – hvilket egentlig er fint nok, men når jeg så samtidig skal høre ordet ignorant, så bliver jeg kraftedeme skuffet... for om noget så er jeg ikke en uvidende person.

Egentlig gider jeg heller ikke at denne dagbog skal udvikle sig til det rene flueknepperi, jeg kender reelt set ikke dette menneske. Vedkommende havde fat i noget der var rigtigt og det har jeg ikke lagt skjult på og jeg synes ikke længere jeg behøver forklare mig.

Refleksionen sluttede dog ikke der. Pludseligt stillede jeg spørgsmål som; hvad er egentligt formålet med denne dagbog, og hvad er det reelt jeg ønsker ved at have en kommentar funktion på? Dybest set er en dagbog noget intimt, personligt og for egne øjne: Det er et rum hvor tankerne kan løbe frit. Kommentarfunktionen inviterer til interaktion mellem mennesker, inviterer til at jeg byder velkommen indenfor i mit univers – og så er det jeg tænker, men forpligter det så ikke? Er det så via denne funktion at jeg skal skabe en dialog med dem derude og er jeg interesseret i dette? For er en del af forpligtelsen så at jeg forklarer mig, at jeg undskylder, at jeg skammer mig over mit liv, det jeg skriver ned på papirets blanke overflade. I så fald er omkostningerne simpelt hen ikke det værd.
Der er mange spørgsmål og kun ganske få svar.

Jeg vil tænke noget mere, tage en pause og hvem ved hvad der sker.

• Det er en doozer! (7+4)
10.12.2003

• En pose slik og sutter
• En pose slik og 40 ekstra tykke små vaskeklude

Seriøst? I bund og grund skal man jo anskaffe sig frygtelig meget lort til sådanne ekstra familiemedlem, det kan næsten tage vejret fra én og når tiden kommer hvor vi for alvor skal ud og købe alverdens ting og sager, så hører jeg hvordan Dankortet hviner igennem den ene automat efter den anden: Tjing-tjing.
Brysterne er ømme som en i helvede, halsbrand og mavesyre... sjovt for det fortæller folk aldrig, næeh det er altid i stil med; det bedste der skete var min graviditet eller jeg er skabt til at være gravid eller jeg havde kvalme, men ellers ikke noget. Hvorfor glemmer de at fortælle om kaffen man ikke længere kan drikke, turene på toilettet i tide og utide, syren der skvulper rundt i mavesækken, patterne der blinker i neon; hold nallerne væk med mindre du seriøst ønsker dig et knæ i skridtet.

Den første scanning fandt sted i dag (billedet kommer senere) og pga. at faget stadig bruger en gammel regne teknik – hvor udgangspunktet er ægløsningen og ikke selve befrugtningen, så er jeg 2 uger længere fremme end først beregnet. Doozerens ankomst er sat til den 24/7 og vi kunne spore et lille bitte hjerte som slog hurtige og pulserende slag.
Det var en stor begivenhed – men det kommer vel næppe bag på nogen.
Og nu snakker vi så om at det er 5 uger efter brylluppet, så måske rykker vi det... vi tænker lidt endnu.

Alle følelserne er skiftevis inden og uden på tøjet og jeg er kronisk sulten.

• Tredje søndag
14.12.2003

• Slik, hagesmæk og sæbe til top og tå.
Det er søndag og jeg er død træt. I går var vi til gløgg og æbleskiver hos mine forældre, en årlig begivenhed og 26 mennesker deltog i arrangementet. Hver ny gæst der kom ad døren fik ikke et ben til jorden eller mulighed for at smide overtøjet før min forældre - stolte som de er - skulle vise en kopi af scannings billedet til alle. Jeg holdte i to timer og så måtte vi hjem.

Jeg hæver seriøst alle steder - hvilket kun kan være et dårligt tegn eftersom jeg først lige er gået ind i den 9. uge, har ikke længere bukser der kan lukkes og støvlerne med langt skaft kan ikke lynes, selv bh'erne synes at være at få små i omkreds.
I det nye år er planen at tilmelde mig et hold for gravide, det skader vist ingen at jeg kommer lidt mere i form.

Det er søndag og jeg er død træt.

• Hverken kvalme eller opkast
20.12.2003

11:47 siger uret, jeg er stadig iført min morgenkåbe, mine uldsokker og mit morgenhår. Føler mig forbavsende udhvilet denne lørdag, men tilgengæld lige så doven og bevidstheden om at jeg skal på arbejde slår mig næsten helt ud af kurs.

Mens jeg sprøjtede mig selv med hormoner tog jeg 8 kilo på og det hele placerede sig på maven, det er så småt ved at regulere sig selv og jeg kan atter lukke mine bukser.
Næsen bløder hver gang jeg pudser den og brysterne skriger efter en BH større end den 80D som omslutter dem dagligt. Vent til udsalget, hvisker jeg og lover i mit stille sind at jeg ikke hopper.

Næsten to år var vi om at finde et godt navn til lillemanden, men så har vi tilgengæld også fundet det helt perfekte; Elvis Junior Kanin. Ikke at han hører mere efter af den grund, sådan er spillereglerne ikke.
Jeg spurgte lægen; udgør han en mindre sundhedsfare? Narh ikke sådan nødvendigvis, men hold dig fra hans potte og vask dine hænder ofte. Det gør jeg så og nyder det faktum at jeg i en lang periode slipper for at skifte potte og bur.

• Jeg sveder for at nå det...
21.12.2003

... altså at blive færdig med julegaven til min kære kollega. I år deler min kollega og jeg juleaften (faktisk samme kollega der i sin tid forærede mig en guldmedalje da jeg bestod min køreprøve) og vi har aftalt - nu hvor vi ikke må slæbe vores gaver fra familien med på arbejde - at forære hinanden hjemmelavede gaver. Så jeg forsøger virkelig at skabe noget helt unikt, hvor tilfreds jeg helt præcis er med resulatet ved jeg faktisk ikke, men ikke desto mindre er det jo tanken der tæller, ikk?

I morgen står den på: Sidste hånd på værket og indeholder alt fra at gøre kollegaens gave færdig, få købt indpakningspapir, snold i Matas til negle og krop samt en to timers tur hos frisøren, så lokkerne atter kan se friske ud. Om aften kommer der spisende besøg og lillejuleaften skal jeg pakke alle mine gaver op. Mine forældre har pyntet juletræet og åbner døren for mig, kæresten, brorlort og hans kæreste.

Opdatering uden indhold... ind imellem synes der bare ikke at være andet på hjertet end fedt og kalk.

PS: Hvad bliver det til med den der roastbeef. Jeg kan helt sikkert klemme et par skiver ned mellem jul og nytår!

• Åh, du søde jul
23.12.2003

Hat og stok,
gåsehud og vintervejr,
tusind tanker på juleindkøb.
Mavesår,
barnegråd,
ja endda hjertestop
i dette Ragnarok af traditioner
vi værner om med maskinpistoler.
Glædelig jul!

• Kom frit frem (9+6)
26.12.2003

Mit humør er mærkeligt… som om jeg når som helst kan bryde sig sammen og græde, værre er det dog at jeg konstant synes at spekulere over hvad som holder gråden tilbage.
Jeg er på én gang lykkelig og bekymret – og det synes at være en hårfin grænse mellem sindssyge og ingenting; pest eller kolera.
Intet opkast, få gange oplevelsen af kvalme, halsbranden forsvandt hurtigt og det gjorde de ømme bryster også… selv trætheden synes på retur. Er det virkelig så enkelt eller er det noget galt? Jeg har intet at sammenligne med og det synes omsonst at læse sig til et svar, fagbøgerne siger det samme og jeg føler ikke rigtig at jeg passer til deres overskrifter.
Ved svangerskabsundersøgelsen fortalte min læge mig; ved 12. uge vil de fleste graviditetssymptomer være væk. Øh hvilke symptomer, hviskede jeg indvendigt og siden da har jeg vendt og drejet alt hvad der væltede igennem min hjerne.
Og jeg befinder mig på grænsen til noget som med tiden skal blive større end mig selv, men det har sine omkostninger… utålmodigheden sparker indefra; jeg ved sgu da for fanden jeg er gravid og ingen kan se forskellen fra dengang og til nu. Ikke endnu i hvert fald.

Skønt jeg elsker ham, skønt jeg vil giftes med ham, skønt han bliver den bedste far til vores barn og skønt hans omsorg så orker jeg ham ikke. Jeg ved, at han ved hvordan jeg har det – men det gør jo ikke nødvendigvis min (irrationelle) irritation mere legal; måske netop tværtimod.

Alt for meget synes at rode lige nu – og jeg har ikke overskuddet til at rydde op. Psyken har sat sig fast på standby og paradoksalt er det jo at netop denne stemning kræver dobbelt så meget energi.
Jeg kan mærke gråden et sted helt derinde.

• Dagene går...
28.12.2003

... men hvem kender egentlig ikke den følelse?
Her til aften modtog jeg en e-mail fra min yngste kusine, egentlig længe siden vi har haft kontakt til hinanden - det var en glæde at se hendes navn og straks svarede jeg på e-mailen.

Den 10. januar er der gået 12 fulde uger - skønt tiden går, så er det bare som denne del af mit liv er gået i stå, som om det er en parallel verden og den simpelt hen er gået i stå - og det føles som der er evigheder til. Langt ude i en uvis fremtid.
Måske tænker jeg unødigt over alt for meget?

Og jeg har en følelse af at alt hvad jeg lader fødes af mine fingre på papirets overflade er gråt, monotomt og uden indhold. En tilstand af dvale, hvor længe mon et menneske kan klare at være i hi?

• Hohohoho
29.12.2003

Hvis der sidder nogen derude og føler sig snydt, sidder nogen og græder fordi de ikke fik lige præcist den gave de ønskede sig til jul - fordi den dybest set var for dyr - så kan jeg hermed fortælle følgende; det er ganske enkelt fordi julemanden har tømt sin pung på min bankkonto. Hvad han fik i retur... det taler vi ikke om.
Så denne vidunderlige og regnfulde mandag sidder jeg tætpakket i min morgenkåbe, kæresten hopper nøgen og indbydende rundt - og jeg... ja jeg sidder og skriver på min dosmerseddel over alt det som skal handles. For en gang skyld er det ikke dagligvarer, men derimod alt hvad mit lille forkalkede hjerte kan begære; tøj, sko, plejende produkter og videre i den stil.
Snart tager jeg af sted og jeg tager moderen min med, det er nemlig en sikker garanti for at der bliver brugt spandevis af penge.

Derudover har jeg fået bestilt en tid til en nakkefoldsscanning medio januar - og der er (som ved stort set alt) delte meninger om denne slags undersøgelser. Jeg er glad for tilbuddet, men kan endnu ikke sige noget om hvorvidt jeg vil foretage et tilvalg eller fravalg. Den slags beslutninger afhænger i den grad af resultatet.

Elvis Junior Kanin (aka mindstemanden) har kastet sig lige så lang han er på gulvet, hele morgen er foregået i et usædvanligt højt tempo og nu er han løbet tør for batteri.

Gaber, strækker mig og beslutter mig for at lade vandets stråler kæle for min krop.

• Hvad fanden gjorde man for 20 år siden?
30.12.2003

Ting undrer mig ind imellem og pt. er det jo det at være gravid der fylder allermest, faktisk kan jeg godt blive lidt træt af mig selv - men ikke desto mindre så spekulerer jeg vitterligt over hvad fanden man gjorde for bare 20 år siden. Jeg mener der er jo det med cigaretterne - vi har været her før - de kan dræbe og nu også kaffen. Drikker man end 5 kopper kaffen om dagen så øger man rent faktisk risikoen for en abort og drikker man 3 kopper og barnet er en dreng så fødes han med en lav fødselsvægt, piger synes af en og anden årsag ikke at være påvirket af moderens kaffeforbrug. Samtidig stiger fødselsvægten generelt og børn bliver født vejende mellem 4 og 5 kg: Undrer mig rent faktisk at de ikke også selv kan gå når de nu skal være så store fra starten.
Nuvel alle siger: Husk nu at det ikke er en sygdom at være gravid. Jo tak - den har jeg fanget, men hold kæft hvor kan det seriøst gå hen også blive frygteligt kedsomligt at være gravid, for skønt man ikke er syg, så skal man jo næsten opføre sig sådan. Åh nej det der kan jeg altså ikke, for jeg er gravid eller føj da også skal du sidde og ryge lige foran min gravide mave og uha nej tak til kaffen. Og gu' fanden har jeg lige sat det på spidsen og mellem linjerne prøver jeg ikke at fortælle at jeg hælder 7 liter kaffe ned om dagen og ryger 6 kartoner smøger.
Jeg har efterhånden sagt alt hvad jeg behøver sige omkring det var være gravid - bortset fra at tiden går da pokkers langsomt, jeg har endnu ikke rundet de 12 uger og jeg er begyndt at trippe lidt utålmodigt. Og når så de 12 uger er gået - så har jeg stadig 6 måneder tilbage. Kan man mon blive helt idiot af at være gravid?

En knækket kindtand, en tur til doktordamen med lillemanden og have klippet negle, en tur forbi mine forældre og nu gider jeg ikke mere i dag. Overhovedet.

I morgen tager kæresten og jeg til Sverige for at fejre nytårsaften med nogle dejlige mennesker - og det har jeg set frem til siden i sommers hvor vi flyttede jord for dem. Faktisk inviterede jeg mig selv til morgendagens begivenhed... men de følte sig ikke stødt.
Må fortsættelsen i det nye år bliver fuld af alt det gode.