e-mail

 

Mærkelig oplevelse


I går ved middagstid kunne Gustav ikke rigtig falde til ro, så jeg lægger mig ind hos ham og med en kylling i ovnen skulle jeg helst ikke falde i søvn.

Det gør jeg - for et kort øjeblik - og vågner ved at en og anden står hen over os, kigger på os og går ud af værelset igen. Jeg vågner og tænker med det samme; det var tidligt, at Ulrik er hjemme.

Jeg står op og går ind i stuen til Ulrik, men han er der ikke. Det var på én gang en mærkelig og en meget virkelighedsnær oplevelse. Kyllingen kom ud til tiden.


1. december 2007, kl. 07:40|




Er det ikke først jul nu?


Jeg må tilstå, at jo ældre jeg bliver, desto mere glad er jeg for julen og nu hvor jeg så er blevet mor til 2-årige rumsterstang, så er det med jul sindssygt spændende.

Vi holder dog fast ved at Ulriks fødselsdag skal overstås før jul kan træde ind ad døren, - og derfor er 1. december datoen. Ikke før. Det betyder så til gengæld også, at når man er så sen ude, så er det resterne, der er tilbage og de er fandeme sølle. Det har stort set været umuligt at opdrive et stykke ler, granen er så godt som død og kalenderlysene noget nær det mest dødsyge.

Og alle de store (og for nogen uhyggelige) julemænd jeg gerne vil have stående alle mulige og umulige steder ... ja de er også væk. Min mor har forbarmet sig (tak, tak, tak!) og deler ud af sin samling - så på mandag bliver det rigtig jul i det lille hjem.






1. december 2007, kl. 19:52|



Endnu mere jul


Så kom nisserne fra moar. De pynter rigtig meget og hun havde også en gavekalender med til Gustav og den kalender er jo i sig selv en dekoration. Jeg mangler stadig de (u)hyggelig julemænd, men måske jeg stadig kan finde nogen et og andet sted og ellers må det vente til næste jul (hvor jeg selvfølgelig allerede går i gang med planerne i oktober - så må vi bare rykke Ulriks fødselsdag).

Julegaverne er så småt ved at være i hus. Jeg netshopper en fandens masse; det er så dejligt nemt og for resten af pengene bruger jeg de lokale pushere. Nemmere kan det næsten ikke blive og her er jeg lidt mere heldig end hvad julepyntet angår.




Og de 3 første gaver i pakkekalenderen har vi selvfølgelig åbnet; undertøj, sokker, chokolade og en klokkesnor (eller hvad det nu hedder) med »Gunnar-drengens« data.


3. december 2007, kl. 16:30|



Mor-materiale, vol III


Det går simpelt hen så godt det med at arbejde med mig i selv i forhold til det at være mor.

Jeg fandt ind til sagens kerne og det har virkelig gjort en betydelig forskel for mig. Det handler om tab af kontrol. Noget nær det mest rædselsfulde og noget af det, der har kostet flest konfrontationer her hjemme mellem mig og Gustav.

Og netop ved at forberede mig selv på hvad der kan (og muligvis vil) ske - som tilfældet er med saftevandet - så fastholder jeg en vis kontrol og det gør altså det hele noget nemmere, for mig i hvert fald.

Jeg er sådan helt stolt af mig selv.


10. december 2007, kl. 18:19|



Dårlig forbindelse


På en mobiltelefon med en rigtig dårlig forbindelse, kan »har du set billedet på din mobil?«
Hurtigt blive til: »Han er død, kørt over af en bil!«
Og lad mig sige dig ... det skaber sgu en lidt småpresset stemning.

Vi har det dog alle fint (altså med undtagelse af det faktum, at jeg har barn syg i dag og »Gunnar-drengen« gør som en sælhund i et cirkus). Ingen er kommet til skade. Vi har bare købt ind og mms'et et billede af en flyver til ophav af halvdelen af genpøls kromosomer.


11. december 2007, kl. 11:37|



On and off


Små 14 dage med hoste, snot og vågne nætter. 14 dage med lidt barn syg her og lidt barn syg der. 14 dage hvor intet blev bedre, men bare værre.

De 14 dage toppede i dag. Gustav blev ringet hjem fra vuggestuen med tynd mave og 39 i feber. Lille bette pus. Heldigvis hjælper det med Traktor Tom, chips og det at kunne vende bunden i vejret på alle sine legekasser.

Nu må vi se hen over weekenden. Som det er lige nu, så er morgendagens aftale desværre aflyst. Der er ikke meget ved at slæbe sygt barn med i byen.

Så den står på Panodil, hostesaft og massere af kærlighed.


13. december 2007, kl. 17:47|



Slik mit frimærke


Så er årets stak af julekort sendt af sted og jeg har kun et eneste ønske for næste jul (faktisk har jeg to), men det første og største ønske er, at man snart får lavet nogle frimærker med en og anden herlig mintsmag eller bedre endnu, at man laver dem som klistermærker. Fy for pokker hvor de altså smager.

Mit andet ønske er simpelt. Bare der var nogle flere, der ville skrive julekort (til mig altså). I år har jeg fået et af min veninde og jeg elsker det. Elsker, at der er nogen, der giver sig tid.


14. december 2007, kl. 11:03|



Søndag, sæt i gang!


Så sidder jeg her efter 2 flasker vin (delt med veninden), 4 timers søvn (fordi 2-årige ikke mener, at druk kvalificerer til mere søvn) og har monster craving efter reste- eller grillmad. Intet til at opdrive på dette ukristelige tidspunkt, så jeg nøjes med rundtenom med tomat, agurk, mayonnaise og karse. En sølle erstatning men den gør godt for maven.

Manden har truet med at ville vaske vinduer og bil. Selv bliver jeg vist nødt til at gøre noget ved opvasken og tøjvasken og så er det af yderste nødvendighed, at 2-årige kommer ud og løbe noget energi af sig ellers får jeg vist heller ingen middagslur.

Så god søndag derude. Sæt i gang.


16. december 2007, kl. 09:23|



Julen er skubbet i gang


I dag besøgte vi min lillebror og dermed Gustavs onkel. Han er 5 år og bare en dejlig dreng. Der var inviteret til gavebyt, flæskesteg og hjemmebag. Det var bare super hyggeligt.

Gaverne må først åbnes den 24., dog med undtagelse af en enkelt ting som Gustav skulle åbne med det samme og have på juletræet (her hjemme - som så i år er en troldegren) og så kan han tænke på Bernhard (min lillebror) hver eneste jul. Helt ærligt det er da en helt fortryllende tanke, ja?

Det var så fedt at se de to drenge sammen. Jeg bliver nok aldrig sådan rigtig storesøster for Bernhard, men for pokker hvor jeg bare ønsker og håber, at de 2 drenge kan bruge hinanden i al fremtid. Familie er bare vigtig.

Og så blev det også dagen for mit andet julekort; selvfølgelig med et billede af lillebror.


17. december 2007, kl. 20:33|



Bange for at leve


Der er perioder, hvor jeg kommer i voldsom kontakt med angsten for at dø eller Gustav skal dø. Episoden den anden dag, hvor Ulriks mobil havde sig en dårlig forbindelse har helt klart tricket ved den angst de her dage.

På den anden side så ved jeg også godt, at det ikke gør noget godt at være bange for at leve livet; den holdning gør alting så pokkers anspændt - men lad mig være ærlig: Det er svært at holde tankerne for døren. Heldigvis er tankerne ikke styrende for min adfærd. De kommer og forsvinder gerne i samme hurtige tempi, men de er fandeme ikke sjove, mens de står på.

Jeg kan pludselig blive bange for at skulle køre med en taxa (og dermed et menneske hvor jeg ikke kender til vedkommendes køreegenskaber). Blive bange for at Ulrik kommer ud for en ulykke på vej hjem fra arbejde. Blive bange for at der sker noget med Gustav og jeg ikke er der.

Det kræver et vist mod og styrke at overvinde tankerne, tage tyren ved hornene og ryste tankerne fra mig. Få gange har jeg fået hjertebanken - men det er heldigvis et fåtal (som tælles på en hånd) og jeg har sat mig for, at angsten på ingen måde skal styre mit liv. Forhåbentlig vil jeg være i stand til at bede om hjælp, hvis det nogen sinde når dertil. For jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frygteligt det må være at leve sådan et liv; et liv i konstant angst.


18. december 2007, kl. 21:03|



Sikke I kan


Jamen dog det var da ellers noget af en overraskelse at komme hjem i dag og se bunken fra posten. Man skulle næsten tro, at I havde talt sammen. I hvert fald er der pludselig kommet en masse kort på min snor. Tusinde tak skal I have!


19. december 2007, kl. 17:18|



Say cheese


Og hvad lavede »Gunnar-drengen« så sammen med moster Pernille?
De besøgte selvfølgelig ham den smukke og det kom der 6 pletskud ud af.


20. december 2007, kl. 18:43|



Feber og togbane


2-årige blev lagt i seng kl. 18 næsten uden aftensmad, men til gengæld på 5 ml Panodil. Der er feber, snot og hoste på programmet; sådan har hele december faktisk set ud.

En time senere er feberen slået ned og 2-årige er atter inde i kampen. Nu bygges der togbane på gulvet og farmand er den kreative akitekt.


22. december 2007, kl. 19:54|



Fandeme en dårlig joke


Planen er, at julen begynder hos Pernille i morgen med lidt gløgg og et par æbleskiver og så skal ungerne selvfølgelig give hinanden julegaver til at lægge under træet. Herfter er der jul med hele svineriet, dvs. inkl. gaver hos mine forældre og så fortsætter vi ellers juleriet hos Ulriks forældre juleaften. Resten af helligdagene er ubesatte og sådan foretrækker vi det.

Det er planen, så lige nu vil jeg vælte ind i min seng under min varme dyne og håbe på at snotten i næsen, den konstante kløen i øregang og svælg bare er en dårlig joke. En rigtig dårlig joke!!


22. december 2007, kl. 22:25|



Ingen joke


Hverken 2-årige eller undertegnede er raske. Snot, hovedpine, hoste og lidt selvmedlidenhed. Med sandheden er bare den, at vores jul starter i dag; sådan har det altid været og i dag er ingen undtagelse. Planerne fastholdes og indtil da står det på hygge under varmt tæppe.


23. december 2007, kl. 08:56|



Glædelig jul


Jeg vil gerne ønske jer alle sammen på den anden side af skærmen en rigtig glædelig jul samt et lykkebringende nytår. Pas på jer selv og dem I holder af.

I år bliver julebilledet på siden fra Cirkelines have. Det er vores 4. jul uden hende og det i sig selv er en underlig erkendelse, men vi er kommet langt og det er o.k.
Vi har det godt og vi har Gustav, og skønt Cirkeline ikke er fysisk til stede, så har hun fundet sin plads i vores hjerter. For det at miste et barn er en underlig størrelse, men det er heldigvis blevet nemmere at navigere blandt følelserne.


23. december 2007, kl. 08:56|



Glade jul, dejlige jul


To dejlige dage er overstået. To lange dage for Gustav, som også tog revanche i dag og sov fem timer til middag (5!!) og først lige har fået øjne. Så nu har vi besluttet, at der står pizza på programmet; vi trænger!

Gaverne har været gode og heldigvis havde vi delt julen op på to dage ellers havde det være alt, alt for meget for ham.

Juleaften kom julemanden og Gustav tog det i stiv arm. De gav hånd og hyggede sig mens han pakkede sin gave op og stort var smilet, da han så, at det var Thomas Tog til Briobanen, der gemte sig bag papiret. Der blev julemanden og »Gunnar-drengen« venner for livet.

Første juledag er straks ved vejs ende, men den har været hyggelig og afslappende.


25. december 2007, kl. 17:01|



Standpunkt


Man har jo et standpunkt til man tager et nyt. Det er der vel intet usædvanligt i, vel? I hvert fald skulle det pludselig gå stærkt med aftensmaden - for man går jo hen og bliver sulten efter 5 timers hvile og således blev pizza ændret til rugbrød med leverpostej og syltede agurker og det var sgu helt i orden.


25. december 2007, kl. 18:05|



Topløs


Jeg er blevet gammel. Jeg ved det godt. Gammel og snerpet. Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvornår jeg sidst badede topløs, men det er i hvert fald mindst 20 år siden; den gang hvor brysterne svang sig i den rigtige retning og sad lige tilpas i forhold til resten af kroppen; den gang de endnu ikke var fuldvoksne, velsagtens.

Jeg synes ikke, at det er specielt flatterende at se en kvinde bade topløs. Det kan jeg lige så godt sige med det samme. Faktisk kan jeg godt indimellem synes, at det er en smule vulgært på den frastødende måde.

Så for min skyld behøver man altså ikke give tilladelse til topløs badning i svømmehallerne og skønt jeg ikke går frygtelig meget i svømmehallen, så vil jeg bare egentlig gerne - når jeg så endelig gør, altså går i svømmehal - bare gerne være sikker på, at ligger noget i vandoverfladen og holder øje med mig.

Der er sikkert folk, der sammenligner topløs badning og amning med hinanden - men det synes jeg så til gengæld slet ikke har nogen fonuft med sig. Overhovedet.


27. december 2007, kl. 18:39|



Hotel Rwanda


Har her til aften set Hotel Rwanda og jeg har haft svært ved at koncentrere mig om filmen, svært ved at være i min egen krop - for virkeligheden er bare ikke rar.

Det er svært at rumme, at mennesker skal slås ihjel uden grund andet end tåbelig overbevisning, svært at forstå at børn skal slagtes. Hele tiden sidder man bare og håber på den lykkelige slutning, men den kommer bare ikke.

Så er det, at jeg bare gerne ville være immun over for den slags.


27. december 2007, kl. 20:52|



Lige om lidt


Så sidder jeg her fredag morgen og pludselig slår det mig (eller det har det gjort før), at min uddannelse lige straks er færdig. Januar går med skoleophold og en problemformulering, så er der en fagprøve og en eksamen. August er lige om lidt.

Jeg har været glad for mit professionelle skift. At jeg valgte som jeg gjorde, har givet mig noget luft og en mulighed - mener jeg i hvert fald selv - for at komme videre på en fornuftig og hel måde.

Cirkelines død vendte op og ned på alt hvad jeg kendte og vidste og troede på og med hendes død fulgte manglende koordinationer; hvad skulle der dog blive af mig?

Det har taget godt og vel det første år af uddannelsen, før jeg for alvor har fundet mig til rette. Jeg har skulle sige farvel til min gamle identitet som pædagog og jeg skulle lære (på ny) at fungere i samspil med andre mennesker.

For ikke bare havde jeg mistet min datter og været i en voldsom krise; jeg var også blevet mor til Gustav og jeg havde været væk fra arbejdsmarkedet i 2 år. Det gør en handicappet, både sorg, ammehjerne og det tilbagetrukket liv.

Nu er jeg ved at være der. Jeg er begyndt at se på fremtiden som lægesekretær, mulighederne og jeg glæder mig. Indimellem tænker jeg på det pædagogiske virke, men jeg kommer hurtig på andre tanker, for lige nu har jeg det rigtig godt.


28. december 2007, kl. 08:23|



Om at sove i vuggestuen


I det store hele har jeg og ikke mindst Gustav været glad for at gå i sin vuggestue. Alligevel er der visse ting, jeg bare har det rigtigt svært ved og som helt klart betyder, at jeg ikke vælger samme insitution til vores næste barn og som betyder, at Gustav ikke skal gå i deres børnehave.

Som tidligere pædagog ved jeg godt, at der er områder, hvor man ikke kan et individuelt hensyn, men udelukkende er nødt til at tage udgangspunkt i det fælles bedste - men der er også bare områder, hvor man er nødt til at tage udgangspunkt i individet; bleskift, mad/drikke og søvn.

Det har provokeret mig voldsomt, at Gustav aldrig har fået lov til at sove til længere end kl. 14. Deres politik har alle dage været (inkl. barnevognsbørn), at kl. 14 skulle alle vækkes. Gustav er jo så altid blevet hentet kl. 14 og de få gange hvor min mor er kommet før tid, så er Gustav af gode grunde ikke nået at blive vækket endnu, og han har derfor haft mulighed for at sove til kl. 15. For min mor har jo bare siddet uden for på bænken og ventet på at han vågnede.

Flere gange har jeg haft snakken med vuggestuen om, at de bare skulle lade ham sove og flere gange har beskeden været; ja o.k., men han kan højst sove til kl. 14.30. Så er det jeg tænker, hvem fanden har lavet den regel og til hvilket formål?

Efter lidt mere brokkeri fra min side så skulle Gustav pludselig sove indenfor. Nu var han jo en stor dreng (lige straks to år) og han var selv (ifølge deres udsagn) glad for den nye ordning. Det tror jeg pokker; det er nyt og spændende og fuld af ballade, men barn får ikke nødvendig søvn!

Fra at sove lige godt to timer i barnevogn, så får Gustav sjældent mere end en times søvn indenfor. Det er bare ikke i orden og slet ikke i orden når han nu kan sove 3 timer til middag her hjemme og stadig komme i seng til normal tid. Det handler IKKE om Gustavs behov for søvn, men deres forpulede behov for at alt bare skal passe inden for en og anden latterlig nu-er-der-en-pædagog-der-snart-skal-gå-tidsramme.

Jeg har været i to småbørnsinstitutioner, hvor der var helt klare regler i forhold til det med søvn: Børn, der sover uden for, sover til de vågner med mindre forældrene vil det anderledes og børn, der sover inden for sover i min. to timer. Således delte man sovevagten i forhold til de børn, der sov indenfor. Så sad man på en madras eller sofa i soverummet og læste en bog eller strikkede eller stirrede ud i luften, simpelt hen for at synliggøre overfor børnene at det var sovetid og de ikke skulle vække hinanden.

Sådan er det ikke i Gustavs vuggestue. Der er åbenbart fri leg og det er bestemt ikke usædvanligt, at han allerede er oppe lidt over kl. 13. Uh, hvor det provokerer mig og jeg kan bare intet stille op - om end jeg har tænkt mig at gøre et sidste forsøg, bl.a. fordi det næsten ikke er til at holde ud, at han allerede er træt, når han bliver hentet kl. 14 og samtidig er i et frygteligt dårligt humør.

Hvilken erfaringer har I?


28. december 2007, kl. 15:29|



Et barn af 70'erne


Og mens barn sov til middag og jeg så Ringenes Herre I sammen med Ulrik, så fik jeg strikket en vest til Gustav.




29. december 2007, kl. 18:45|