e-mail

 

Endelig weekend
Vores server er frygtelig ustabil (igen!), så alting foregår on and off – men det er vist et meget godt billede af mit liv lige nu.

2. december 2005, kl. 17:32| # |


Mænd og kvinder er forskellige
Ulrik og jeg er i hvert fald forskellige – det har jeg dagligt måtte sande. Der er de helt åbenlyse forskelle og så er der forskellen på at være hhv. mor og far.

Vores tilgang til Gustav er helt klart også forskellig og jeg har ikke altid helt kunne give slip i forhold til denne forskel og ind imellem har jeg nærmest ønsket en skilsmisse... fordi han bare ikke formåede at skabe ro omkring vores barn.

Hele tiden har jeg tænkt, at det var mærkeligt, at han ikke var lidt mere sammen med Gustav på min måde, når han nu kunne se, at det fungerede og drengen holdte op med at græde, når man (dvs. mig) gjorde sådan eller sådan.

Så ønsket om skilsmisse har måske ikke været pokkers reelt, men jeg har sgu tænkt, at det ville være langt nemmere at gøre alene. Netop fordi så ville jeg være bevidst om, at jeg var alene – frem for nu hvor jeg ved at Ulrik kan tage over, men af en og anden årsag ikke mestre det.

I dag var vi så en tur i boghandleren (for Gustav er jo en svær lille fætter at aflæse og jeg havde hørt om en bog, der beskrev børns udvikling i 60 uger) og hente den bestilte bog. Straks da vi kom hjem, så slog jeg op på 8 uger og begyndte at læse... Der stod vores lille dreng beskrevet, side op og side ned. En ny ro faldt over os.

Der stod tilmed: »Mor er dog stadig barnets yndlingslegetøj«
Jeg smeltede på stedet og pludselig fik jeg et andet overskud og tolerance. For jeg ved det jo godt (hvis jeg virkelig tænker mig om), at Ulrik ikke kan bruges på samme måde som jeg kan og jeg ved jo godt (hvis jeg virkelig tænker mig om), at Ulrik gør det allerbedste han kan – og det skal der jo for fanden også være plads til.

Sådan en bog løser bestemt ikke fremtidige problemstillinger i forhold til vores roller – men for fanden hvor det ind imellem føles helt rart, at kunne tage en bog frem og læse at man hverken er ved at sulte sit barn eller at han har kolik...

... men at han blot er 'omklamrende' fordi han er ved at opdage verden.

3. december 2005, kl. 22:36| # |


Min hjemmeside ...
har vist også holdt weekend.

5. december 2005, kl. 10:43| # |


Faderen, sønnen og ?
Ja og hvad? Måske nok min evne til at give slip.

For når sandheden skal frem, så er det jo én ting at skrive, at Ulrik gør alting anderledes upassende og straks en helt anden at jeg dybest set heller ikke giver ham en chance.

Ulrik skal nemlig nok klare den, hvis jeg af en og anden årsag ikke lige er til stede... problemet er bare, at jeg altid er til stede og i langt højere grad vælger at tage over, når Gustav græder eller på anden måde giver udtryk for noget andet end det han er i gang med.

Derfor har jeg også gået med følelsen af at den eneste, hvis liv ikke ændrede sig, da Gustav blev født, var Ulrik. Han fortsatte i den vante gænge og så kunne han ind imellem kommentere på den manglede tømning af skraldespanden.

Sådan var min oplevelse i hvert fald.

Så i går talte vi om, at jeg en dag malker ud og forlader matriklen i et par timer og at Ulrik og Gustav sover sammen en af dagene i weekenden (så må Ulrik komme ind med Gustav, når han skal ammes). Dette dels for at gøre båndet mellem dem stærkere, dels for at give mig lidt fri (underforstået; lære mig at give slip).

Nu til noget helt andet:

Hvad gemmer der sig egentlig i Cirkelines pakkekalender og er det grotesk, at min mor giver sit døde barnebarn en pakkekalender? Jeg bringer det faktisk kun på bane, fordi min veninde kommenterede på det i går, - og meget er godt nok sket, for jeg tænkte slet ikke; »hvad fanden rager det egentlig dig?«

Og pludselig fik jeg alligevel lyst til at forklare mig.

Cirkeline har fået en pakkekalender og i den gemmer sig 24 små ting, der alle kan sættes på graven. Alle tingene har at gøre med julen og er således en måde, hvorpå vi får pyntet op til jul hos hende.

Måske stopper det lige straks, måske fortsætter det nogle år endnu og måske kan det blive en lille december-begivenhed Gustav og jeg kan være fælles om: »Hvad mon der gemmer sig i søsters kalender og så en lille tur på graven« Måske bare en helvedes masse andet.

Sceneskift:

Jeg må hellere spise lidt, mens der stadig er tid.

7. december 2005, kl. 10:25| # |


Ammehjerne ...
eller bare idéforladt?

Jeg aner simpelt hen ikke, hvad jeg skal finde på til Ulrik i julegave.

Er ammehjerne egentlig der, hvor man ammer hjernen ned i skoene, for så siden hen at smide skoene?

8. december 2005, kl. 11:35| # |


Amning
Jeg nyder virkelig at amme mit barn og så er det jo tilmed ufatteligt nemt; mælken er altid klar. Jeg har tilmed været heldig, for der er godt med mælk, sønnen trives og han har været god til at tage fat og sutte lige fra første færd.

Helt fra start har amningen foregået efter et simpelt princip: Gustav får mad, når han giver udtryk for sult, dvs. med intervaller på to timer. Det har ikke generet mig og det passer også ok i forhold til vores dagligdag.

Om natten har det svinget fra alt mellem 2½ til 5 (en enkelt gang) timer – ja og det har også fungeret fint, men her den senere tid har han ændret sit spisemønster om natten og nu spiser han med to timers interval (aldrig mere, men ind imellem mindre) og det er begyndt at give (endnu mere!) underskud på søvnkontoen.

Jeg er derfor begyndt at overveje den mulighed, der hedder at give ham en flaske inden sengetid, bl.a. for (forhåbentlig!) at gøre ham så mæt, at han sover lidt flere timer på sin første natte-lur, - og dermed give mig selv noget sammenhængen søvn.

Det er så dobbelt for mig; jo mindre søvn jeg får og jo mere jeg overvejer en flaske, desto mere modsatrettet er mine følelser: Behovet for noget søvn og angsten for at en natflaske vil spolere amningen.

Jeg fortæller mig selv, at en natflaske er den billige løsning og når nu jeg har mælk, hvorfor så hive modermælkserstatning ind i billedet. Samtidig er jeg så påvirket af den manglende søvn – og dermed afspejles mit samvær med Gustav.

Valget er mit – det ved jeg godt – og det er mig, der have en ubetinget ja-følelse helt ned i maven. Lige nu er den der ikke, men jeg tænker stadig og jeg vejer for og imod... dybest set handler det jo også om at passe på mig selv, ja?

Hvilken erfaringer har du gjort dig?

11. december 2005, kl. 23:03| # |


Dagen derpå
Tak for jeres tilbagemeldinger - det er guld værd, at I sådan er der på tværs af kabler og geografi!

Pudsigt. Så fik jeg nedfældet mine tanker omkring amning og manglende søvn, - og så har Gustav og jeg ganske enkelt haft drømmenatten.

Generelt er Gustav god til at sove om natten, godt og vel 12 timer (selvfølgelig med amning undervejs), så ofte er vi først oppe omkring formiddagen.

Vi gik i seng og han fik bryst kl. 23 og først kl. 02 skulle han have bryst igen, så igen kl. 5:30, så kl. 8 og så igen kl. 10:30 – herefter står vi op, pusler og hygger i sådan cirka en time, hvorefter Gustav tager sig en time mere. Resten af dagen består hans søvn af powernaps, men det er jo slet ikke så underligt og det passer mig egentlig ganske fint; for så har vi en masse dejlig tid med hinanden.

Ønsket om at give Gustav en natflaske handler bestemt ikke om, at han skal sove igennem. Det handler mest af alt om at give mig noget sammenhængende søvn på mere end to timers varighed; det fik jeg så i nat og pludselig er natflasken ikke så aktuel, - og dog!

For jeg tænker bestemt over det, bl.a. for Ulriks skyld; måske vil det være dejligt for ham, at have lige præcist det øjeblik på dagen. Til gengæld ved jeg også godt, at Ulrik lader mig vælge og støtter mig uanset hvad – så på den konto er der i hvert fald ikke noget pres.

Og så lige en opdatering på den blå ballon: Jeg kom aldrig ind i Frk. Jensens Bøfhus og Ulrik fik derfor ikke en blå ballon til sin fødselsdag, men til gengæld fik han to højtalere til køkkenet... og jeg tror nu nok, at han synes det var pænt ok alligevel.

12. december 2005, kl. 17:16| # |


Røver og politi
Og lige som jeg forestillede mig, at det mest sindsoprivende spændende i mit liv var dagligdagen med Gustav (bevares... den er skam spændende og ofte udfordrende), så blev jeg alligevel en smule overrasket.

Kl. 5 i morges blev jeg vækket med lyden af noget, der smækkede og da jeg søvndrukken besluttede mig for at åbne vinduet yderligere op og svinge mælkedepoterne op i vindueskarmen for at se, hvad der dog foregik – så fik jeg mig en slem forskrækkelse.

På gelænderet neden for vinduet sad en hætteklædt mand og oksede med underboens vindue (en tøjbutik) og han reagerede faktisk ikke på, at jeg hang og gloede med kæmpe store bamseknapper lige oven over ham. Jeg fik vækket Ulrik og så ringede vi til politiet; der kom promte.

Inden da havde tyveknægten forsøgt at få butikkens jernstænger (der ligesom er sat i vinduet for at holde "hans slags" ude) til at udvide sig ved at tvinge en kæmpe gren igennem: Uden held og til sidst gav han op og forsvandt lige inden politiet fandt baggården.

Politiet stillede mig alle de gode spørgsmål: »Hvor høj var han, hvad tøj havde han på, særlige kendetegn?« Skide svært for i mørket er alle katte sgu da grå – det eneste jeg havde bidt mærke i var hans mørke regnfrakke (hætten på hovedet), rygsækken på ryggen og så bandede han temmelig meget.

Så sikke en fest vi havde os i morges, herefter vågnede Gustav og krævede mad og Ulrik besluttede sig for at møde lidt senere, kravlede ind under min dyne og så sov vi lidt længere.

Bortset fra det så var natten med de lange intervaller mellem pit-stops vist en engangsforeteelse, vi er i hvert fald i gang igen med 1½-2 timers interval. Jeg hænger (eller i hvert fald mine patter hænger) i lidt endnu.

14. december 2005, kl. 10:48| # |


16 måneder
I dag er det 16 måneder at Cirkeline blev født og jeg har tænkt meget på, at netop denne jul ville have skilt sig ud fra den første jul (om hun havde været i live), fordi det netop ville være en jul, hvor hun kunne deltage aktivt. Det er sgu lidt vemodigt, synes jeg.

Det har også slået mig lidt hårdere (end jeg først have forventet), at netop hendes navn ikke skulle med på julekortene.

Så selv om det første år er gået og sorgen ikke længere hænger fast, så dukker savnet op ind imellem og minder mig netop om følgende: Det er et første år uden Cirkeline og så er der et år uden Cirkeline, men med Gustav – og det står bare i så skarp kontrast til hinanden.

Til gengæld bliver det noget helt specielt at fejre jul i år, og heldigvis for det.

14. december 2005, kl. 21:35| # |


Mødregruppe
Jeg valgte mødregruppen helt fra – og helt uden at give den en chance som jeg ellers først havde tænkt mig. Jeg kunne bare mærke på mig selv, at det var ikke det jeg skulle; der var bare slet ikke en ja-følelse i maven og så synes jeg egentlig også, at det passede dårligt ind i vores dagligdag.

De lagde ud med aftaler omkring klokken halv et eller halv to (husker ikke længere den præcise tid) og det var lige i den store middagslur herhjemme; en middagslur jeg på daværende tidspunkt ikke ville være foruden.

Nu ser vores dagligdag anderledes ud, men jeg har ikke fortrudt min beslutning og i det nye år skal Gustav og jeg til rytmik en gang om ugen i medborgerhuset, og mon ikke jeg får lidt voksenkontakt på den konto?

15. december 2005, kl. 11:54| # |


Røver og politi II
Røveren vendte tilbage, for han er tilsyneladende en rigtig stædig fætter, der bare må ind i den tøjbutik.

Første gang forsøgte han sig jo ad bagvejen og med en stor gren. Denne gang startede han med at bryde ind i vores opgang og så var hans ambitiøse mission; at komme gennem væggen ind i butikken.

Hver gang lyset gik i opgangen, så listede han sig op på vores repos for at tænde det og listede ned igen, for så at larme hæmningsløst ved at banke på væggen.

Vi ringede jo til politiet, deres nummer er vel efterhånden sat på speed dial, men de fik ham ikke. Inden de var ankommet til matriklen, så havde røveren opgivet.

Ja, han er jo muligvis ikke den skarpest kniv i skuffen og han havde heller ikke forvoldt hærværk på vores barnevogn, der stod i opgaven og han kom aldrig ind i butikken... alligevel føler vi os sgu en kende udsat.

19. december 2005, kl. 10:51| # |


Di-Te-Ki-Pol
Min lille bitte dreng er knap så lille bitte. Alt sker bare i store spring og er man (dvs. jeg) ikke vågen, så går jeg sgu glip af alle hans milepæle.

Vi er ved at få en rytme (sådan uden at blive stresset) og vi er også begyndt at have styr på vores egen og hinandens roller, hvilket virkelig har været tiltrængt og noget som kunne drive os til vanvid. Det koster sgu, når man ikke rigtig ved, hvor den anden er eller hvad den anden forventer af en, for den sags skyld.

Vi havde familien på besøg i søndags, først en tur hos Cirkeline for at ønske hende glædelig jul og så ellers hjem til varme æbleskiver og hjerterum. Det er blevet mærkbart nemmere for mig at slappe af sammen med familien, måske fordi jeg efterhånden er blevet sikker på min egen rolle. Der er stadig små øjeblikke, hvor jeg rammes af paranoia: »De ryster nok på hovedet af mig og tænker, at jeg er en alt for pylret mor«.

Til gengæld er jeg blevet bedre til at tackle disse øjeblikke. Jeg er blevet bedre til at stole min intuition, bedre til at tro på, at det jeg gør rent faktisk også er godt nok. Jeg er generelt blevet bedre til at have knap så meget til overs for alle deres velmenende råd, der bare ALTID falder på det forkerte tidspunkt.

Noget helt andet: Tre måneders vaccinationen (Di-Te-Ki-Pol), ja eller nej?

20. december 2005, kl. 20:33| # |


Di-Te-Ki-Pol II
Vi har jo fået noget tid siden truffet en beslutning om, at Gustav først skal vaccineres, når han er to år – og den beslutning synes vi at holde fast i.

Der er jo rent faktisk nogen, der mener, at den tidlige vaccination og vuggedød hænger sammen (om end vuggedød i forvejen er sjælden og risikoen for at få et hjertebarn større). I Japan (der jo absolut ikke er et uland), der vaccinerer man først, når barnet er to år og i Sverige vaccinerer man slet ikke for kighoste.

Vi siger bestemt ikke nej tak til vaccinationerne, men vi siger nej til tidspunktet for dem.

21. december 2005, kl. 08:51| # |


En julehilsen
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske dig og din familie en rigtig glædelig jul samt et lykkebringende nytår.

Gustav er jo efterhånden ved at blive en stor dreng; 2 måneder og 22 dage! Utroligt som tiden bare suser af sted. Han er så dejlig levende og fylder så pokkers meget i min hverdag, men han er også et symbol på det vi mistede. Jeg kan stadig se på ham og mine øjne fyldes med tårer; var det ikke for Cirkeline, så havde vi ikke ham – og omvendt.

Jeg synes også det har været (og stadig er) ganske overvældende at blive forældre og det er da helt klart noget andet end den rolle jeg havde (og har) i forhold til Cirkeline. Det kræver sit at tage vare på sådan en lille fyr, - og foruden den helt fundamentale angst for at miste, så er der også den snigende snert af dårlig samvittighed; er det vi gør og de valg vi tager nu også ok?

Lige så sorgfuld 2004 skulle blive, lige så glædeligt har 2005 været og jeg kan til stadighed blive en smule forskrækket over de mange op- og nedture som livet ind imellem tilbyder.

Således er året snart ved vejs ende, - må vi ses igen i det nye år.

22. december 2005, kl. 18:01| # |


Lige inden nytår
Det har faktisk været en ok jul – eller det har faktisk været jul, dog uden sne og med et noget ulykkelig drengebarn. Det var vist en lorteaftale, sådan at blive slæbt af sted til familie tamtam; tror gerne at han ser, at vi aflyser til næste år... lige nu i hvert fald. Han skal nok komme på andre tanker. Mon ikke? Det tror jeg nu nok!

Gavehøsten har sgu ellers været fin; for os alle sammen. Faderen pakkede en million gaver op, mens moderen sad med en skrigeunge på skødet. Stakkels barn og vi havde skam også semi dårlig samvittighed resten af juledagene og kyssede og krammede "Gunnar" og var overskudsforældre i stor stil.

Første jul med baby og fra nu kan det vist kun blive bedre – eller det afhænger måske nok af øjnene, der ser.
Han er nu lagt i den store seng. Nu vil to voksne mennesker krybe sammen i sofaen og nyde lidt voksen-alene-tid.

Dette bliver årets sidste indlæg; jeg holder ferie med mand og barn. Kom nu godt ind i det nye år, ja?

27. december 2005, kl. 00:11| # |