e-mail

 

Første søndag i advent
01.12.2003

Ja, min veninde har ikke født endnu, stumpen lader vente på sig og tante lilla her er sgu’ ved, at revne af spænding. Kom så, skriger jeg momentant og synes simpelt hen at stumpen opfører sig både frækt og uforskammet. Jeg glæder mig til at hilse på dette lille nye vidunder.

Kæresten har fået svar på sin sædprøve og den var lige omkring middel, hvilket doktoren skønnede som rimeligt. Vi har fået en tid til på fredag og jeg må tilstå, at jeg på den ene side er fuld af forventninger og forhåbninger, og på den anden side usikker og bekymret. Det her er et stort skridt og udfaldet er fortsat så pokkers udefinerbart. Jeg gør mig mange tanker omkring de forskellige roller, der er forbundet med de forskellige valg og resultater.

Jeg kan ende op med at blive mor, jeg kan ende op med erkendelsen af, at jeg aldrig bliver mor og sluttelig kan jeg frasige mig retten til nogen sinde at blive mor. De to første er betinget af tilfældigheder, hvor den tredje handler om et bevidst valg – og når sandheden skal frem, så har jeg ikke helt besluttet mig endnu. Måske tør jeg ikke tage beslutningen, måske er det i virkeligheden den sværeste situation et menneske kan være placeret i.

Mange mennesker har (muligvis!) på et og andet tidspunkt i deres liv et ønske om at få et (eller flere!) barn, og for mange af disse mennesker sker det lige så let (og ofte uden de store prøvelser, anstrengelser, etc. etc..) som at trække penge i dankortautomaten. Jeg vil vove den påstand, at disse mennesker aldrig helt lærer at sætte pris på livets små mirakler, aldrig helt tænker konsekvenserne af at bringe et barn til verden til ende og aldrig helt forstår hvor svært det kan være at træffe valget.

På den ene side har jeg vægtskålen med alle fordelene ved at få et barn, på den anden side har jeg alle ulemperne; begge skåle omhandler de personlige omkostninger og de mere globale. Det er svært. Så på fredag når kæresten og jeg skal have en snak med doktoren, er der ingen tvivl om at jeg vil bruge de efterfølgende fridage på at tænke mig om endnu en gang.

Nu til noget helt andet. Kærestens skærm er gået i stykker, og jeg har givet ham lov til at låne min – det krævede ikke de store overvejelser; han sidder generelt længere tid foran computeren end jeg. Jeg kan godt fortryde det lidt, dels fordi jeg nærmest skal bestille tid til at tjekke e-mails, dels fordi jeg pludselig er frarøvet en frihed. Jeg kan kun takke mig selv for denne stupiditet og har lovet mig selv, at frøken flink ikke bare opgiver sin rettigheder en anden gang uden en forudgående kontrakt.

Kørekortet; ak ja – jeg kan først komme på glatbane i det nye år og det generer mig nu en smule, mest fordi jeg bare synes at det trækker unødvendigt i langdrag. Griner træt, og har pludselig en fornemmelse af, at mit liv i øjeblikket er en stor prøve på min tålmodighed. Og det er lige som hvad der pt. er på programmet, men det er også rigeligt. Et menneske kan kun rumme en vis portion – og jeg tror seriøst, at jeg er fyldt til randen.

Det er blevet min tur (jeg ved det godt!) og jeg må ændrer på egne mønstre, for når sandheden skal frem så er jeg faktisk pisse træt at være sat på stand-by.

Hu-hej, hvor det går
16.12.2003

Først så får kærestens computerskærm en hjerneblødning, så ofrer jeg mig for fredens skyld og lader ham låne min skærm - og fordi jeg kan logge ind på min egen computer via hans administrator program. Tja, det fungerer jo egentligt meget godt, jeg mener; det er kedeligt at trække et nummer og stille sig i kø til computeren - men han har været flink nok og givet mig pladsen, og det kunne sikkert være fortsat sådan langt ind i det nye år. Troede jeg! For så sker det, der bare ikke må ske og som så selvfølgelig alligevel altid sker: Kraftedeme om min harddisk ikke får en blodprop. Ja den er sgu god nok; det allerfarligste sted af dem alle. Pis! Og måske går svadaen i stil med; rigtige mænd tager ikke backup... men så græder de til gengæld meget - og måske er jeg ikke en mand, og selvfølgelig er det her sket for mig før, men det har ikke ændret på en skid: Nada backup og flere års minder brændt sammen til det der sikkert må betegnes som en ukendelig bunke af bites og bytes. Forpulede lort, brøler jeg eder rasende ud i stuen og nægter pure at deltage i resten af dagen. Det er så flere dage siden og jeg er kommet mig - og har i trøstepræmie købt mig en bærbar; ikke at det på nogen måde gør harddisken mere stabil eller får mig til at lave backup. Næeh, jeg trængte bare, forstår du?

Sikkert det største spild af penge og sikkert er det, at det nok bedre var givet ud, hvis jeg købte en ny harddisk, scorede min skærm tilbage og lavede regelmæssigt backup. Tåber er der nok af og forhåbentlig bliver denne hilst hjertelig velkommen i klubben.

Nåeh ja, det er jo for resten jul om ikke så længe. Jeg ved det godt og har i princippet vidst det i et stykke tid, alligevel må jeg erkende at det med gaverne ikke er i orden. Jeg dur ikke til det, aner ikke hvem der skal have hvad og går fuldstændig i stå når jeg forsøger mig med en dosmerseddel. Det er noget helt nyt i min verden; altså ikke julen - men det med at være bagud. Jeg har normalt (eller havde for et par år siden) tjek på det hele; traditioner, fødselsdage og alle de gode idéer: Den til den og så videre. Nu er alting anderledes og det er sket i stigende takt med at jeg går mine 30 år i møde - hvad fanden skal det ikke ende med? Burde jeg være bekymret? Lidt skræmmende er det sgu da sådan at falde af på den, på den anden side vil det sikkert score både kryds og stjerne hos kæresten, der bestemt mener jeg er alt for struktureret og alt for fokuseret på resultatet. Han har ret - men jeg tror slet ikke han er klar over, at det var overvejende mere kritisk før vi mødte hinanden... eller også kan han slet ikke forstå at det kunne være værre end nu. Faktum er; jeg er sgu faldet af på den og faktum er samtidig at jeg ikke helt kan vænne mig til det. Så måske er jeg alligevel lidt bekymret. Men sig det endelig ikke til nogen, vel?

Orv ja, før jeg glemmer: Jeg er for alvor blevet tante lilla; stumpen blev (som forventet!) en dreng og nøj, hvor jeg glæder mig til at lære ham at sige pruttelyde med munden. Og hvad angår kærestens og mit projekt, så venter jeg lidt med løfte på låget - der skal jo også være lidt til det nye år, ja?

Computeren min er endnu ikke ankommet med posten, bestilt via nettet og jeg må nøjes... hvorfor jeg nok hellere ikke får opdateret så pokkers meget inden januar. Lad mig på forhånd beklage - men hellere lidt end ingenting (og husk venligst dette når du er ved at blive kvalt i gavebånd og kun ønsker den tilhørende bon).