e-mail

 

Cocco di mamma





Se, det er en solskinsbrille, der vil noget...


1. august 2007, kl. 17:00|


Solskin


Og sådan må vejret da gerne fortsætte med at opføre sig, for vi har lige en lille ferie i næste uge med planer om at være udenfor.

For Gustav er der ellers tale om en sommerferie med stil. Han startede med 14 dage sammen med mor og far, så 1 uge i vuggeren og så 14 dages fri igen. Den første uge kom mormor hver morgen og så trodsede de ellers vejret og tog omkring. Ugen efter tog mine forældre i sommerhus og det skulle han selvfølgelig også nyde godt af.

Så Ulrik tog ham med mandag morgen og hentede ham igen tirsdag aften og så kom han der op igen onsdag morgen til torsdag aften og fredag morgen tog vi alle sammen så med i sommerhus til lørdag aften.

Søndag spillede Ulrik petanque i Kongens Have og så osede barn og undertegnede på Strøget, spiste vindruer og pommes frites.

Mine forældre har fortsat en uges ferie, men Gustav er nu kommet i vuggeren igen, dels for at give min mor et pusterum, dels for at Gustav ikke er for lang tid væk fra institutionen. Og ja så holder vi jo ferie igen i næste uge.


6. august 2007, kl. 09:22|


Rockin' Girl Blogger


Ella har udnævnet mig (blandt andre) som »Rockin' Girl Blogger«



Det synes jeg er en rigtig flot udnævelse og hendes begrundelse satte endvidere en masse tanker i gang… mest fordi jeg har været inde i en periode, hvor jeg ikke rigtig syntes, at der kom noget væsentligt ud.

Og nu er det min tur. Nu er det mig, der skal rocke nogen, så tilgiv mig hvis jeg bliver en smule corny.

Rikke: Her har jeg vist læst med siden 2004. Hendes beretning om barnløshed og behandlingen af denne facinerede mig. Nu har vi jævnalderende børn og trods mange forskelligheder, så er der nok flest ligheder.

Mette: Her har jeg også læst med siden 2004, hvor vi hver især havde vores at slås med. Derudover har vi fødselsdag samme dag og indimellem gad jeg bare godt leve hendes liv.

Pia: Her læser jeg med, dels fordi jeg giftede mig med hendes ekskæreste, dels fordi hun lever livet lige præcist som hun beskriver det og gør det godt. Både beskriver det og lever det.

Charlotte: Det er svært at sætte en præcis finger på netop dette valg… andet end at jeg bare pisse godt kan lide hende.

Camilla: At miste et barn knytter helt særlige bånd, - også på afstand. Sådan bånd blev der knyttet mellem os tilbage i 2004. Siden har vi mødtes med hinanden og delt så meget andet end de døde børn.

Det var ordene. Det var de 5. Der var mange flere, men jeg måtte begrænse mig. Forhåbentlig kan de finde 5 nye.


6. august 2007, kl. 20:51|


Pædofili/incest


Same shit og jeg kan simpelt hen ikke have det forpulede svineri. Det burde uden undtagelse give dødsstraf.

Der er bare ikke plads til den slags mennesker. Overhovedet. Og jeg er total intolerant over for deres »jeg blev selv misbrugt som barn«. For hvad rager det egentlig mig? Netop den slags udtalelser/hændelser burde kraftedeme være grund nok til at man holder fingrene for sig selv.

Alt det pis med behandlingsdomme og flere års terapi preller fuldstændig af på mig og jeg tvivler oprigtigtalt på, at det hjælper. Så nu hvor der ikke er dødsstraf i Danmark, burde man så ikke bare opfordre dem til at hænge sig selv?

Fy for fanden hvor det bare vender sig i maven på mig.


7. august 2007, kl. 16:28|


Sommerferien er aflyst


Planen var, at vi skulle holde en uges ferie i næste uge. Ikke de vilde planer men afslapning og hygning i hjemmet. Denne uge var valgt, da den falder sammen med 3 års dagen for Cirkelines fødsel.

Desværre går det ikke så godt med Gustav i vuggeren. Første havde han 14 dage med mor og far, så var han en uge i vuggeren (og det gik nu egentlig o.k.) og så 14 dage sammen med mormor og morfar. Således skulle han så have en uge i vuggeren og så en uge fri - men virkeligheden ser anderledes ud.

Gustav har det rigtigt svært med vuggeren de her dage og det har indtil videre været en frygtelig uge for ham dernede. Han vil slet ikke kontakten med de andre børn og bliver skide mopset, når de. Allerhelst vil han bare gerne hænge og være i fred.

Jeg synes godt nok, at det er en smule hårdt at være mor og være på afstand og intet kunne stille op. Der er ingen fidus i at holde ham hjemme, for han er nødt til at acceptere det og så må han bare have den tilvænningsperiode, han kræver.

Jeg er i konstant kontakt med vuggeren og det går bedre i dag end i går og i går gik det bedre end i forgårs - så vi er på rette vej. Så er det jeg tænker, at de måske kan holde åbent i weekenden, så han ikke kommer på afstand igen og så er han jo også fri for de andre dumme børn.

Nå men ferien er aflyst i næste uge. I stedet har vi aftalt, at vi sørger for at være hjemme på samme tid tidligt på eftermiddagen lige omkring kl. 15 og så kan vi lave noget sammen på det tidspunkt.

Jeg holder nu stadig fri den 14. august. Bare fordi.


9. august 2007, kl. 14:30|


Jeg elsker dig, hvisker jeg


Solen skinner. På bordet står hendes flag. Vi har kysset hinanden tillykke med den lille pige, der så dagens lys for 3 år siden. 3 år. På én gang så mange og så få. Tiden har tikket af sted. Årstiderne har vist sig og nu 3 år efter er livet et andet. Erfaringerne anderledes og ikke mindst følelserne.

Der er ingen tvivl om, at døden er ganske absolut, men sorgen derimod er dynamisk og i dag kan jeg sige med sikkerhed, at tiden har arbejdet for os. Længe har jeg tænkt på, at når dagen oprandt, så skulle jeg nedfælde mine tanker, nedfælde forandringerne og for et kort øjeblik atter have min datter tæt til mig.

Det første år var det værreste. Det sværeste. Hendes nærværende fravær skar dagligt ind til marv og ben og jeg havde svært ved at gennemskue livet som mor til et dødt barn. Jeg gik til graven hver dag, for her var jeg mor - her kunne jeg være med alt det som var mit og helt uden hensyntagen til omgivelserne.

Hver den 14. og den 24. i en måned blev der sat en lille rose. En indikator for månederne uden hende. Det var måden hvorpå jeg kunne måle, at jeg stadig trak vejret og tiden trods alt gik i den rigtige retning.

Efter det første år var accepten af det skete rodfæstet i mig. Jeg havde forenet mig med virkeligheden og det nye liv, der bevægede sig på den anden side af maveskindet, gav mig fornyet håb. Troen på at det nok skulle blive bedre.

Det andet år var straks bedre, - om end det gav mig andre bekymringer. Det andet år var fuld af stærke kontraster mellem det døde og det levende. Det andet år tvang mig mere end nogensinde før til at give slip.

Behovet for at besøge graven var stadig stort. Jeg ville ikke glemme og jeg havde brug for at fortælle hende, at hun stadig var en stor del af mig. Havde brug for at fortælle mig selv, at hun ikke var glemt, at hun stadig var min lille pige og at jeg stadig var mor til hende.

Det tredje år har budt på nye erkendelser og jeg må tilstå, at jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle blive så afklaret med mit tab.

Når jeg mærker efter, så mærker jeg flere ting - men først og fremmest så mærker jeg en vis form for mæthed. Det primære er blevet sekundært og det er faktisk helt o.k. Vi går stadig på kirkegården, men udgangspunktet er ikke længere mine øjeblikke ved hendes lille sten.

Pludselig handler det om at lade Gustav lege og løbe omkring. At se ham levende blandt alt det døde og slå en barnlig latter op, når han tosser omkring. »Se, livet er virkelig for de levende« ler jeg og konstaterer, at disse visse ord har været mit mantra i 3 år. Og i dette mantra har der været megen smerte, men der har så sandelig også været megen trøst.

Billedet af Cirkeline er statisk. Hun er for altid vores lille pige. Hun er 10 dage gammel og anderledes hverken kan eller skal det være. Der er stadig dage, hvor jeg savner hende mere end noget andet og der går ikke en dag, hvor jeg ikke hvisker hendes navn stille i mig selv.

Som altid bringer enhver ny erkendelse lidt fornyet sorg med sig og således har jeg haft let til tårer de sidste par dage og således har jeg vand i mine øjne nu. Men det er o.k. Det er som det skal være - for selv om det gør mig lidt trist og sårbar, så gør det ikke længere ondt helt inde ved marv og ben.

Så i dag skinner solen. Jeg holder fri. I dag er Cirkeline langt mere nærværende end ellers. Sådan skal det være i dag. Hun er aldrig rigtig langt væk, men hun har fundet et roligt sted i mig, hvor jeg kan tage hende frem efter behov. Det føles helt rigtigt.

Jeg elsker dig, hvisker jeg og ser op på den blå, blå himmel.


14. august 2007, kl. 08:11|


Rigtige mange tak


Alle I skønne mennesker, tusinde tak for jeres opmærksomhed i anledningen af 3 års dagen for Cirkelines fødsel. Det var noget, der varmede.

Vi havde en dejlig dag. Gustav blev hentet tidligt (efter frokost) og så sov han 2½ time til middag i klapvognen, mens jeg sad og sludrede med min mor på kirkegården. Ulrik kom tidligt hjem og så tog vi på Bakken. Det var smadder hyggeligt. Gustav prøvede karrusellen, Mariehønen (som han var begejstret for) og Bakketoget.

Rigtige mange tak skal I have.


15. august 2007, kl. 19:47|


Røvhuller


I går var der nogen, der slog ruden ind i vores bil, mens Ulrik var ved at aflevere Gustav. De løb med hans taske og der i hans pung og hans mobil.

Super ærgerligt og særdeles ærgerligt, at han havde ladet tasken ligge. Sket er sket. Forhåbentlig får vi lavet bilruden på mandag, indtil da har vi lånt svigerfars fede Alfa Romeo.

Det værste er næsten alle de kort (dankort, kørekort o.a.), der pludselig mangler, skal spærres og erstattes igen. Omkostninger, omkostninger, omkostninger.


18. august 2007, kl. 12:19|


Vuggestuen


Gustav har gået i vuggestue i et års tid nu. Det er en blandet fornøjelse. Det startede egentlig udmærket, bl.a. fordi vuggestuen ikke havde særlig mange børn. Rigtig glad for at blive afleveret har han dog aldrig været.

Nu er der begyndt at komme mange nye børn og det reagerer Gustav rigtigt dårligt på. Han kan ikke klare støjniveauet (nye børn er ofte lig med meget gråd) og han kan ikke rigtig flytte sig fra det og det stresser ham. Så den senere tid er det gået smadder dårligt og vi har måtte aflyse vores ferie.

Vi har været til møde i vuggestuen. De foreslår, at Gustav bliver længere et par dage om ugen (han bliver normalt hentet kl. 14 af mormor), fordi der er mere ro om eftermiddagen, og vi har sagt til dem, at vi gerne ser, at de giver ham muligheden for at komme på legepladsen hver dag. Det er en lille afskærmet legeplads, så han vil sagtens kunne være der alene eller med en anden fra stuen.

De sidste par dage er han så blevet hentet kl. 15 og det har ikke været fjong. I går var han hævet i ansigtet af gråd. Det var frugttid og Gustav havde haft en konflikt med en pædagogerne. Deres regel er, at man spiser skorpen på sit brød, før man får frugt og at man drikker sit vand før mælken.

I min verden er det mærkelige regler (selv da jeg var pædagog og jeg opponerede kraftigt mod det) og her hjemme er vi meget enige om, at Gustav ikke skal blive en time længere i vuggestuen, hvis det blot er for at have konflikter med personalet. Og helt ærligt er skorpen så skide vigtig?

Nu er det ikke sådan, at det er Gustav, der skal styre løbet - men vores udgangspunkt har hele tiden været, at Gustav selv styrer, det han spiser (af det der er på bordet) og han ikke skal tvinges til bestemt rækkefølge.

I dag stak han så i hyl, da han så mormor. Nærmest sådan en slags lettelsens gråd. De sagde dog, at det var gået bedre i dag - men det er nu tydeligt at mærke på Gustav, at det p.t. ikke er helt tilfredsstillende.

Nu giver vi det en uge mere og så tager vi stilling. Jeg tror ikke, at vi melder Gustav ud af vuggestuen, for så skal han bare starte forfra et andet sted - men måske er den time hans dag er forlænget med der nede uden betydning og så sløjfer vi den.


22. august 2007, kl. 20:36|


Kære alle sammen!


Sikke en dag. 24. august. 3 års dagen for Cirkelines død, 7 års dagen for mit og Ulriks kæresteri og dagen hvor jeg havde kontakt med pladsanvisningen.

Der er ikke plads i en dagpleje p.t., men de kunne tilbyde mig en plads i en anden institution i Tingbjerg; en integreret institution. Jeg takkede nej tak. Ikke så meget pga. beliggenheden, men pga. størrelsen. Gustav går allerede i en integreret institution - om end de er opdelte i 2 bygninger og vi tvivler dybest set på, at det ville løse problemet.

Det har aldrig været voldsomt nemt at aflevere ham, men for det meste har han haft nogen gode dage og det har fungeret for os. I starten var der heller ikke særlig mange børn i institution (det var en mangelvare, altså børn!) og i en lang periode var de ikke meget mere end 6 børn på hans stue.

Sådan er det ikke mere. Institutionen er nednormeret, hvilket bl.a. har betydet, at de er en stue mindre og således er der kommet flere børn på de resterende stuer. Så kom sommerferien; der var ro på - men det var vist stilheden før stormen, for pludselig væltede det atter ind med børn og nu har de mere end rigeligt.

For Gustav har det bl.a. betydet et krav om, at han er en af de store - sådan er det jo at være snart 2 år og det har også betydet mere uro på stuen.

Der er ingen tvivl om, at pædagogerne rigtig gerne vil have, at vi finder en fælles løsning: For det kan jo godt se, at det ikke fungerer optimalt lige nu. I dag har Gustav været på tur med et andet barn og en pædagog. Det var gået rigtigt godt og Gustav havde siddet der i klapvognen og fortalt historier fra de varme lande, men lige så snart de vendte tilbage til vuggestuen, så skiftede hans humør. Mens de sad og spiste, så gemte han sit hoved i sine hænder og ville ikke have mad. Efter maden var det puttetid og så vågnede han op til dåd igen og var fræk og morede sig.

De har selv haft tale om, at dagpleje kunne være løsningen for ham. Det snakkede vi netop om i eftermiddags, da jeg hentede ham og jeg fortalte dem, at jeg havde talt med pladsanvisningen dog uden held og spurgte om det var en mulighed, at de evt. gik ind over, fx med en udtalelse. Det var de ikke afvisende overfor. Faktisk kom det på tale, at det kunne være en mulighed, at få en fra PPR ud for at se på hvad det egentlig er der sker og i hvilken situationen det er værst.

Endvidere er aftalen, at vi får endnu et møde i stand hurtigst muligt.

Det var så også i dag, at der var sommerfest i institutionen. Så efter min snak med pædagogerne så vandrede vi ind på børnehavens legeplads, hvor der var pyntet med flag og balloner og alle havde vi medbragt lidt mad til buffeten.

Det var en super hyggelig eftermiddag og Gustav hyggede sig rigtigt på den store legeplads. Mest tullede han rundt for sig selv, men det gør børn jo primært i hans alder - men han var glad og tilfreds.

Det var så også dagen, hvor jeg pludselig brød sammen på kontoret lige midt imellem alle journalerne. Jeg kunne pludselig ikke overskue, at det var frokost og jeg skulle sidde der sammen med min kolleger.

Jeg tænkte meget på Cirkeline, men jeg har også været en smule presset over det med Gustav: Så jeg snakkede med den ledende lægesekretær og så gik jeg hjem.

Jeg tudede hele vejen hjem på cykel og tog forbi Cirkeline. Det var nu godt at få grædt - det har været længe siden. På kirkegården mødtes jeg med min mor og da vi var på vej hjem, kom min veninde og hendes mand forbi. De havde en lille blomst til Cirkeline og så tudede jeg lidt mere. De mistede også et barn for 3 år siden den 24. august.

Nu er Gustav blevet puttet med sit tæppe, sin bamse og sin sut. Vi har sunget de obligatoriske godnatsange og der er ro inden fra værelset af. Det har været en lang dag for os begge, men på en og anden måde så føler jeg alligevel, at den sluttede godt.

Tak for alle jeres ord og erfaringer. De er taget til efterretning; men det kan I vel næsten høre. Jeg skal nok følge op på det hele.

Og så er der det der med de 7 års kæresteri. Det er jo i dag. Vi har dog ikke fejret det - for det falder uheldigvis sammen med petanquefestival og en mand har vel sine prioriteter, griner jeg.

Rigtig god weekend.


24. august 2007, kl. 19:22|


En tilståelse


Den anden dag var jeg sådan lidt efter Pernille for hendes "kærlighed" til Nik og Jay.

Men hvem er jeg, at jeg sådan tror, at jeg både kan holde mig hellig og hel? For skal sandheden frem og det har den jo for at vane at skulle, så er jeg fuldstændig og aldeles pjattet og en smule forelsket i Justin Timberlake og specielt når han synger »sexyback«, ja så kan jeg godt blive en smule opstemt der nede i trussen.



26. august 2007, kl. 19:49|


Gunnar-drengen


I mandags talte jeg med stedfortræderen af institutionen. Vi blev enige om, at dagpleje nok var det rette tilbud for Gustav og de havde haft kontakt til pladsanvisningen.

Næste skridt er så at få skrevet en dispensationsansøgning og sende af sted og så vil vuggestuen skrive et bilag vi kan sende med. Det er slet ikke så tosset og det er rigtigt godt, at vi kan samarbejde og et fælles bedste for Gustav.

Tirsdag formiddag ringede de så fra vuggestuen til mig på job. De synes egentlig bare, at jeg skulle vide, at Gustav havde haft en helt fantastisk god formiddag. Han havde været glad, sat de små (og skrigende) børn på plads og kastet et plastikkrus efter en af pædagogerne fra stuen under frokost, da hun stædigt holdte fast på, at man spiser maden i en bestemt rækkefølge. Glad, glad, glad - det var lige hvad jeg var for den opringning.

Dagen i dag var ikke lige så super som i går, men væsentlig bedre end alle de øvrige. Han havde hængt lidt mere i dag, men alligevel været fræk under frokost og ved middagstid havde han konstant kravlet ud af sin seng.

Så lige nu går det i den rigtige retning i vuggestuen. Der er heller ikke så meget støj (gråd) blandt de øvrige børn og det tror vi gor en stor forskel for Gustav. Nu er vuggestuen jo så nervøse for, at vi melder Gustav ud så snart vi får en dagplejeplads selv om det går godt - men det behøver de altså ikke. For vi ønsker jo ikke at flytte Gustav unødvendigt og hvis han er ved at falde til igen og tage sin plads der nede, så er der jo ingen grund til at flytte ham, vel?

Nu ser vi tiden an og så tager vi stilling når/hvis dagplejerpladsen viser sig. E ting er i hvert fald sikker: En kæmpe sten har forladt mit noget flænset moderhjerte; det er så godt, at han har haft nogen gode dage.


29. august 2007, kl. 20:58|