e-mail

 

Navn i tøj


Mærkater der kan stryges på tøjet?
Mærkater der kan syes på tøjet?
En tuschpen der kan skrive på tøjet?

PS: Opdatering på vuggestuen kommer senere.


2. august 2006, kl. 08:39| # |


Opdatering


Vi køber en tuschpen.

Det er faktisk helt ok i vuggestuen. De er søde og der er som sagt ikke overvældende mange børn, så indkøringen foregår helt stille og roligt. Slet ikke så tosset. I morgen (hvis vejret ellers tillader det) bliver så en dag, hvor Gustav skal være på tur uden mor og far. Sindssygt spændende.

Du kan altid læse mere hos Gustav


2. august 2006, kl. 12:22| # |


Det går fremad


Det er kraftedeme en mærkelig følelse, når et andet menneske trasker afsted med ens barn, altså når det andet menneske er fortrinsvis fremmed.

De skulle en tur i mosen og Gustav klarede det faktisk helt ok... til at begynde med. På den sidste del af turen opdagede han pludseligt, at ikke alt var som det skulle være og blev frygtelig ulykkelig. Han var dog til at trøste og skønt han hikstede, da vi hentede ham, så kom han hurtig ovenpå igen.

Vi gentager (forhåbentlig!) succesen i morgen.


3. august 2006, kl. 12:23| # |


Det går bare ikke...


Lige inden jeg fødte Gustav, så fik vores server en blodprop og beslutningen blev truffet: Frederikkes bærbar erstatter serveren og så deles der om Ulriks stationær.

Det gik også helt fint til at begynde med, men sådan er det ikke længere. I og med at Gustav nu kommer i seng til normal tid og vi pludselig har en del timer af døgnet til rådighed, hvor vi ikke agerer som forældre... så er behovet for eget rum stødt stigende.

Så snart ryger Frederikkes server ud af skabet og vi behøver ikke længere lægge arm for at se hvem der har retten til computeren. Det er sgu rart, at jeg ikke længere skal ty til beskidte tricks for at vinde.


5. august 2006, kl. 21:51| # |


Todelt undertøj



Sig mig en gang hvorfor fanden skal det være så skide svært at finde todelt undertøj til babyer?

Jeg ved at Babysam har noget, men jeg synes, at deres størrelser er lige små nok og så er der ikke så meget at vælge mellem end hvid og blå. Helt ærligt!

Bodystockings fås snart i alverdens afskygninger. Kom orne. Lav nu for pokker noget todelt undertøj.



6. august 2006, kl. 22:32| # |


Til dig derude!


Om noget så synes jeg, at det her medie er unikt. Ærligt. På tværs af kabler og geografi er der skabt relationer og mit netværk er udvidet i et omfang, jeg ikke troede muligt.

For det vil jeg gerne sige dig tak!


8. august 2006, kl. 06:56| # |


Løse ender?


Kan man egentlig kalde det løse ender, når man aldrig rigtig er kommet i gang?

I hvert fald har jeg et par projekter på bedring. Ting jeg rigtig gerne vil gøre noget ved sådan for alvor. Spørgsmålet er bare, hvornår lysten så også sådan rigtig er der – for lige nu føler jeg mig nærmest som i en slags transit.

Som om jeg bare venter på, at noget nyt skal ske. Helt uden at have kræfterne til selv at gøre en indsats. Det er vist slet ikke så tosset at jeg starter op på mandag, for pokker hvor jeg trænger til ny energi.


8. august 2006, kl. 20:34| # |


Brønshøj-Lyngby og retur på cykel!


Jøsses! Ikke bare er jeg i dårlig form, jeg kan dårligt foretage mig noget uden at svede på en fuldstændig hæmningsløs og generende måde. Faktisk er det blevet et reelt problem for mig, at jeg ved den mindste antrengelse svede så meget som tilfældet er. Og her er ikke tale om at overdrivelse fremmer forståelsen. Overhovedet ikke. Jeg sveder seriøst meget!

Det er noget nyt for mig – end ikke da jeg var gravid svedte jeg på den måde. Jeg tænker, at det er formen den er gal med, faktisk både form og noget hormonalt. Egentlig har jeg spekuleret på om det kunne være noget psykosomatisk – men det kan jeg umiddelbart ikke genkende.

Det har stået på i en del måneder efterhånden og jeg har tilmed været en tur hos lægen, men alle prøver er ok. Han havde ingen løsningsforslag. Så jeg prøver mig frem. Jeg tænker, at det muligvis er mine p-piller – for når sandheden skal frem så har mit humør bestemt ikke været det bedste i længere tid. Jeg har været vred og indadvendt længe. I hvert fald er konklusionen, at jeg holder en pause med dem og så må vi se.

Fra mandag skal jeg cykle minimum 10 km dagligt. Det glæder jeg mig til. Det bliver rart at få brugt mig selv igen, rent fysisk. Til gengæld glæder jeg mig knap så meget til svederiet. Faktisk bliver jeg en smule flov omkring det. Skiftetøj skal være en fast bestanddel af min oppakning og jeg vil overleve, men alligevel.

Måske vil den daglige motion gøre en forskel?
Måske er det virkelig p-pillerne?
Måske har du et råd?

Tilbage til overskriften. Efter vi havde afleveret Gustav, så cyklede mig og Ulrik turen til Lyngby Uddannelsescenter (her skal en del af min skolemæssige del af uddannelsen foregå). 11-12 km hver vej. Lang og kedelig vej og turen gennem mosen tilmed en smule bøvlet. Vi kom dog både frem og tilbage igen.

Det skal nok blive godt. Håber jeg.


10. august 2006, kl. 07:50| # |


Gustav går i vuggestue


Jeg tror faktisk, at Gustav synes, at det er helt ok. I hvert fald bliver dagene bedre for ham og han virker glad, når vi siger farvel og når vi henter ham igen. Det er dejligt.

Jeg synes, at pædagogerne virker kompetente og de er gode til at fortælle om hans dag. Jeg har det godt med stedet og har stor tiltro til dem. Jeg har ikke et problem med at give slip og lade dem styre søvn, mad og deslige. Det er dejligt.

Men det er altså svært at være Gustavs mor! Jeg er så småt kommet mig over, at han skal afleveres dagligt og der pludselig er flere omsorgspersoner i hans liv. Jeg føler mig sgu bare så skide snydt.

Det er de små ting. Relationerne, udviklingen og så mange andre aspekter af hans liv. Selvfølgelig deltager jeg, men det er jo slet ikke på samme intense måde som de sidste 10 måneder. Puha.

Det er mærkeligt.
Det kræver tilvænning.
Bliver det mon nemmere?


10. august 2006, kl. 22:35| # |


Servicemeddelelse


Hvis du undrer dig over, at jeg ikke svarer på alle de mails du sender hele tiden, så er svaret enkelt: Der er problemer med vores mailserver.

Jeg skal beklage, men fortsæt endelig med at skrive – en dag (sådan cirka efter weekenden) kan jeg vel hente dem ind igen.

Og ellers: Rigtig god weekend.
Her har vi regn og det er fandeme fedt!


12. august 2006, kl. 10:09| # |


Mit helt private kaffekop


Hos Liselotte spørger Kimpo; »hvad der drikkes af?«.


Min helt private kaffekop. Den er efterhånden fem år gammel og hårdt medtaget. Faktisk havde vi en gang to af slagsen; en til ham og en til hende (altså mig), men jeg fik hurtigt ødelagt min egen og så "stjal" jeg Ulriks. I sin tid havde den hank – men sådan er det ikke længere.


12. august 2006, kl. 12:48| # |


Som en engel ind i himlen


Dagene op til dagen har altid været de værste. Følelserne er uden på tøjet og der skal så lidt til at tippe det hele. Det blev nemmere og det bliver stadig nemmere, - om end der fortsat er øjeblikke, hvor jeg slet ikke forstår, at hun ikke skulle leve.

Det første år handlede om at overleve. Handlede om at komme videre. Acceptere det skete. Det første år handlede om at gennemleve årstiderne uden hende.

Det andet år har handlet om at synliggøre for mig selv, at det var det eneste rigtige. At vi alle er blevet skånet for megen smerte. At det ikke kunne være anderledes, men at hun trods alt gav os noget helt enestående og dyrebart i de 10 dage, hvor vi havde hende hos os.

Det andet år har jeg brugt på at spejle mig i andres historier, hvor sygeforløbet har været hårdt og langt og deres barn døde ældre end 10 dage gammel. Jeg har haft brug for at sige til mig selv: »Vi er forskånet for meget. Cirkeline er forskånet for meget«

Jeg har brug for at trøste mig selv. Brug for at fortælle mig selv, at der ikke var andre valg at tage og at hun dybest valgte for os. Sådan sagde vi faktisk helt fra starten af og jeg forsøger at holde fat i det. For jeg tror stadig, at der var noget om det.

Jeg kan have svært ved at sætte fingeren på, hvad det præcist er, at jeg savner i forhold til hende. Mest af alt er det nok muligheden for at lære hende rigtig at kende; muligheden for at se hende vokse op og muligheden for at elske hende helt ubetinget.

Det gør jeg egentlig allerede. Elsker hende ubetinget, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at det er på en anderledes måde end hvis hun havde været her hos mig.


Hun er blevet storesøster til en frisk og fræk lille fyr. Han er så fuld af liv. Han er så levende. Var det ikke for hende, min elskede lille skat, så havde vi ikke haft Gustav til at knuse og kramme hver eneste dag.

Var det ikke for hendes fødsel og for hendes død, så havde alting set anderledes ud. Sådan vil der altid være noget – men ikke desto mindre så er jeg taknemlig. Taknemlig for de 10 dage sammen med hende. Taknemlig for Gustav. Taknemlig for at jeg via hende og hendes historie forhåbentlig kan komme tabuet omkring spædbarnsdød til livs. Taknemlig for at hun blev min datter. Taknemlig for at jeg måtte være hendes mor.

To år Cirkeline. Hvor er tiden dog blevet af? Det føles på én gang så tæt på og på én gang så langt væk. For to år er gået, men hun er ikke blevet ældre; kun tiden. Jeg besøger ofte hendes grav og hver gang jeg er hos hende, så er jeg så sikker på, at hun ser ned til mig. At hun kærtegner mig og vi i et kort øjeblik har en kontakt til hinanden. Jeg er sikker på, at hun ved hvordan jeg har det og at jeg bærer hende i mit hjerte.

Tillykke med dagen mors lille raket.
Den 14. august er vores helt særlige dag.

Gad vide om engle bor i skyerne?


14. august 2006, kl. 06:18| # |


14. august 2006


2års dagen for Cirkelines fødsel og samtidig starten på noget nyt. For mig er det symbolsk.

Søndag havde vi inviteret familien. Vi mødtes i regnen hos Cirkeline og gik bagefter hjem og spiste brunch. Det var en dejlig dag.

I dag var det Gustavs første hele dag i vuggestuen. Han blev afleveret kl. 7:30 af sin far og hentet syv timer senere af mig. Det var gået godt. Glæden var helt enorm og pokkers gensidig, da jeg hentede ham og der blev kysset og krammet.

I morgen må jeg vist hellere opdatere hans hjemmeside. Meget er sket. Han er jo blevet en frygtelig stor (og selvstændig!) dreng.

Det gik godt i skolen. Jeg tror tilmed, at jeg ender op med at kunne en smule diagnoselatin, når jeg om 14 dage modtager mit kursusbevis.

Rytmen er væsentlig anderledes. Det havde jeg forberedt mig på, men alligevel må jeg sande, at det kræver tilvænning; hverken i forhold til aflevering af Gustav eller i forhold til min opstart – men mere i forhold til den praktiske del; indkøb, madlavning, oprydning og tilsvarende.

Jeg tror på det.
Vi tager en dag ad gangen.

Sov godt!


14. august 2006, kl. 22:10| # |


Er det sådan, at det er?


En og anden stik mig lidt flere timer og noget mere overskud.
Nu.
Tak!

Så for fanden i panden hvor jeg lærer latin og jeg lærer tilmed også at bøje skidtet i alverdens bøjninger og køn. Det er faktisk et helt i orden kursus, jeg der er kommet på.

Det bliver 14 intense dage. Uden tvivl. Latin fra otte til to og dertil lægges yderligere to timers lektielæsning... vel at mærke efter afkom er hentet, gåtur, indkøb, madlavning, spisning, leg, badning, putning, praktisk.

Jeg siger det bare: Jeg er lige til at åbne og skide i, når lektierne er færdige og klokken er slået 22. Snork!

Så jeg når ikke meget ud over ovenstående i øjeblikket. Hverken her, der eller andre steder. Jeg har meldt mig ud. Jeg har næsten stemt mig selv hjem og I må nok klare jer med genudsendelser. Cirka.


16. august 2006, kl. 18:35| # |


PS:


Fandeme fedt at I får støvet jeres latin af, men jeg beklager inderligt, for jeg lærer nok aldrig at forstå jer.

De næste 14 dage er det diagnoselatin jeg læser. Men når jeg nu ikke forstår jer, så kan jeg i stedet fortælle jer, hvad I fejler [blink blink].


17. august 2006, kl. 16:52| # |


Nå men så av!


I morges blev jeg stukket af en hveps på vej til skole.
Men jeg har det altså helt ok. Virkelig. Lidt hævet, men helt på toppen.

Rigtig god weekend der ude!


18. august 2006, kl. 15:01| # |


Jeg tror sgu snart, at han går!


Så har knægten lige gået tre skridt på egen hånd!
Tre (3)!
På egen hånd!

Hvem der bare havde set det. Helt ærligt! Nå men mormor og morfar er glade, det er jo klart. Hvordan kan det være, at den slags altid sker et andet sted end i hjemmet?


23. august 2006, kl. 16:31| # |


Lille Cirkeline


Det største sorg i verden her
er dog at miste den man har kær



24. august 2006, kl. 20:34| # |


Der var en gang...


Ind i mellem spekulerer jeg over, hvordan det er gået visse mennesker i mit liv. Sådan tænker jeg, at det er ganske almindeligt når man nu en gang har bundet nogle bånd, - også selv om disse bånd ikke længere er tætte.

Jeg har været gift før. Han var prinsen på den hvide og jeg så ham i en bagerforretning. Jeg var af en og anden årsag ret sikker på, at jeg kendte en, der kendte ham og det passede. Vi blev introduceret for hinanden og et par år senere blev vi kærester.

Han var 11 år ældre end mig. Jeg var 19, da vi blev kærester og det har uden tvivl spillet en rolle for vores forhold. Vi blev sammen i 8 år (gift i ca. de 3½ af dem).

Det er snart 8 år siden.

I dag mødte jeg hans mor, min forhenværende svigermor og jeg skal ærligt tilstå, at det var et rigtigt dejligt møde. Jeg tror egentlig ikke, at jeg sådan var hendes favorit-allerbedste-og-mest-fantastiske svigerdatter – men på den anden side så er jeg faktisk ret sikker på, at hun havde en forståelse for, hvorfor vores ægteskab sluttede.

Det handlede ikke kun om de ting, der skete og blev sagt – men det handlede lige så meget om aldersforskellen mellem os; jeg var alt for ung og uerfaren.

Så foruden dette dejlige møde, så fik jeg også en opdatering på min forhenværende familie og dermed eksmand. Det er gået ham godt. Han er blevet far for anden gang til endnu en lille dreng og det glæder mig. Jeg ønsker ham kun alt det bedste.

Jeg fortryder ikke min fortid. Overhovedet ikke. Den har uden tvivl været med til at forme mig og var det ikke for den, så havde der ikke været denne nutid. Således er der så meget og når alt kommer til alt er jeg bare taknemlig både for det som var, der som er og det som skal blive.

Tilbage til dette nu: Gustav sover til middag, Ulrik er til petanque (hvilket helt sikkert er for resten af dagen og det får mig sådan til at savne ham, piv) og mig... jeg er lige her.

Rigtig god weekend!


26. august 2006, kl. 13:10| # |


Om lidt


Lige straks går det løs. Der er nogle få løse ender.
Jeg skal nok få styr på det inden fredag. Jeg garanterer.


28. august 2006, kl. 07:17| # |


Tirsdag morgen


De her dage så græder jeg. Ikke meget – men alligevel nok til at min krop er træt.

Jeg tænker på Cirkeline og bliver trist. Fordi det sgu er lorte trist og jeg kraftedeme synes, at det er pisse tarveligt, at vi skulle miste hende. Helt ærligt!

Fuck, fuck, fucking fuck!!

Dagene går og afstanden mellem sådan dage bliver større. Forsvinde helt det tror jeg ikke de gør (som en skrev til mig: »Cirkeline bliver det barn, der aldrig flytter hjemmefra«), - og således vil hun altid være til stede.

Nu ... nu vil jeg liste ind i soveværelset og se på Gustav mens han sover, så vil putte dynen omkring ham og lade mine læber strejfe hans pande. Min lille lakrids.


29. august 2006, kl. 08:21| # |


Min store dreng


Gustav er startet i vuggestue og jeg er slet ikke i tvivl: Han er vild med det. Faktisk tror jeg, at han var klar allerede da han var seks måneder, men det var hans mor altså ikke og det tæller vist også for noget.

Allerede fra første dag i vuggestuen gik det stærkt med ham og hver dag synes han at tilegne sig nye færdigheder. Jeg ved godt, at det lige så meget er en kombination af, at jeg ikke er sammen med ham 24/7 og derfor ser tingene i et helt nyt lys.



Denne uge er det mig, der afleverer Gustav. Normalt er det Ulrik, der afleverer ham og det giver mig en mulighed for at se Gustav møde de andre børn.

Han er en lille svamp, der bare suger alverdens indtryk til sig og han er bestemt ikke længe om at lære noget nyt.

Nu kan han:
Skrige højt og gennemtrængende – mest fordi han kan og det åbenbart er skideskægt at lege med sin stemme.
Holde sig for ørene (jeg har holdt øje med ham og det lader ikke til at være fordi han har ondt).
Klappe
Sige »aahh« med velbehag når han har drukket noget.
Lave smaskelyde når vi sætter os til bordet for at spise.
Tage ting op alle steder fra og kaste med dem.



En rigtig lille ballademager i fuld udvikling og vi får os dagligt et par gode grin, mest fordi vi jo kan spejle os i ham.

Der er ting man ikke kan løbe fra og han er uden tvivl en af dem.


29. august 2006, kl. 11:32| # |


Det er risengrød...


Er der regler for hvornår jeg må brødføde Gustav med risengrød lavet på sødmælk?

Pt. får han sjældent komælk. Han får til gengæld ca. 400 ml erstatning i døgnet (alm. MME og vælling)

PS: Han er 11 måneder.


29. august 2006, kl. 13:35| # |


Hvem stjal tiden?


Jeg spørger bare, hvor fanden er det lige at tiden er blevet af?

Om lige præcist en måned bliver Gustav et helt år. ET HELT ÅR som i 12 måneder – som i efterhånden meget lidt baby og rigtig meget tumler.

Det er næsten ikke til at forstå, vel?


30. august 2006, kl. 09:10| # |


Vend ALDRIG ryggen til!





30. august 2006, kl. 11:31| # |


Sidste dag


Nu har jeg vist en smule ondt i maven. I morgen går det for alvor løs og jeg er spændt til bristepunktet. Tænk en gang at det skulle komme så vidt, at jeg pludselig befinder mig i et nyt fagområde.

I dag er det så sidste dag af to års orlov, sorgarbejde og barsel og det er på én gang vemodigt og på én gang befriende at sige farvel. Jeg har seriøst ingen idé om hvad morgendagen bringer med sig og for en gangs skyld er jeg også fuldstændig ligeglad. Lige meget hvad så kommer jeg igennem det.

På de her to år har et islæt af ikke kun alvor, men også modenhed ramt mig og jeg kan mærke, at jeg i langt højere grad end tidligere hviler i mig selv og tror på mig selv.

Pudsigt er det, at det først rigtig gik op for mig den anden dag, hvor jeg tilfældigt mødte min forhenværende svigermor. Det fik mig til at se mig selv sådan lidt fra oven: Før og nu om du vil og jeg må ærligt tilstå at jeg er kommet langt.

Livet har bestemt heller ikke behandlet mig helt så pænt og det sætter sine spor. Til gengæld føler jeg også, at jeg har formået at vende det til noget konstruktivt og ikke mindst noget positivt.

Sidste fridag. Gustav er hjemme og vi skal hygge os. Sådan har planerne hele tiden været. Alligevel er der en lille ændring ... Gustav er nemlig blevet småsløj og fredag bliver så også en hjemmedag. Ulrik må møde senere og mormor tager tidligt fri fra job og tager over.

Jeg har svært ved at gennemskue, hvordan hverdagen tager sig ud for os – men de sidste par dages »hængen ud« foran computeren, er vist også de sidste i et stykke tid.

Sæt i gang!


31. august 2006, kl. 07:34| # |