e-mail

 

Mandag morgen

Inspireret af at ville finde en kendingsmelodi til Barkas, sidder jeg denne semi-våde mandage morgen og lytter til Music for imaginary films og bliver faktisk også i noget mere end i et semi-godt humør.

Hvem sidder inde med noget te på hindbærblade, send venligst!

Har forresten bestilt en Ringo slynge - forhåbentlig bliver den et hit!

1. august 2005 | # |


Vuggen

I går kom mine forældre forbi med en masse til Lakridsen, bl.a. en flot lille vugge. Den blev fundet i storskrald og er efterfølgende – af min mor – malet og gjort i stand. Resultatet er bare blevet så flot!

2. august 2005 | # |


Først lidt reklame

Jeg keder en... eller det vil sige, at jeg ikke kender hende, men min mor gør og det i sig selv er en fin anbefaling. Denne kvinde skal til eksamen som professionel negleteknikker og søger derfor en masse hun kan øve sig på. Det koster 200 kr. og hun bor i Taastrup. Er du interesseret? Skriv og få hendes telefonnummer.

Vi blev færdig med vores puslespil på 2000 brikker og fik faktisk samlet et på 1000 brikker i går. Mon der afholdes DM i puslespil?

3. august 2005 | # |


Midlertidig sindssyge

Jeg synes, at være kommet til det sted i graviditeten, hvor det har mistet noget af sin charme (eller jeg har?). Der er det umiddelbare faktum: Jeg har været gravid noget længere end gennemsnittet (sådan føles det i hvert fald). Dernæst er der den simple konstatering af, at det bare gerne må være nu og jeg er træt af vente.

Jeg er afhængig af at mærke liv hver eneste dag – og gør det også, så det er bestemt ikke der charmen er forsvundet. Det handler mest af alt om, at jeg er begyndt at bide lidt af mine omgivelser, min lunte er ultrakort og jeg bliver helt indebrændt, hvis de har en vilje og mening af deres egne. Det er sgu så besværligt!

Jeg er så træt af, at få at vide, at det er hormoner. Sgu da irriterende at skulle undskyldes for hele tiden og jeg føler mig midlertidig sindssyg, men det er jeg vel egentlig også?

4. august 2005 | # |


Førstehjælp

Vores server fik sig en blodprop, lige i bios – det allerfarligste sted af dem alle.

5. august 2005 | # |


Stille lørdag

Vores server er stadig en smule ustabil og vi har talt om, at det efterhånden er på tide, at skifte problembarnet ud.

Lakridsen er usædvanlig aktiv i øjeblikket, men det er vist også bare om at nyde pladsen, tænker jeg – for om lidt er den alt for stor og maven alt for lille.

Næste weekend er det årsdagen for Cirkelines fødsel og jeg bliver helt stakåndet over tiden, der bare er gået.

6. august 2005 | # |


At længes...

Søndag. Manden er taget til petanque – det er længe siden har sidst har spillet – og som han gik ud af døren, så begyndte jeg at græde. Jeg er sårbar de her dage, så pokkers skrøbelig og jeg forstår slet ikke, at der allerede er gået et år.

Den anden dag så vi en lille videooptagelse af Cirkeline på barselsgangen, små 10 timer efter hendes fødsel. Det lille myr, min lille pige – så fin og for en stund blev der pustet liv i mit statiske billede af hende: Hendes mimik og måden hun både knirkede og nøs på.

For fanden hvor jeg dog savner hende.

7. august 2005 | # |


Et flygtigt bekendtskab
Han kom hjem og som mørket sænkede sig, så gik vi på graven for at tænde lys for vores lille pige. Der var så stille hos hende og han tager mig tæt ind til sig og hvisker: "Er det svært, at der allerede er gået et år?" - Jeg græder, nikker med hovedet mod hans bryst og længe står vi tætte sammen.

Han er god ved og for mig. På vejen hjem gennem kirkegården snakker vi om vores datter, de få minder og alle de epokegørende ting, der på kort tid er sket i vores liv. På mange områder er hun blevet dette flygtige bekendtskab, men samtidig vil vi ikke være for uden. I hvert fald ikke hvis alternativet var ingenting.

8. august 2005 | # |


Det gode besøg
Veninden og tidligere arbejdskollega kom forbi i dag. Hold fast hvor vi fik sladret om det hele – og også om Cirkeline... for det har vi til fælles, det deler jeg desværre med alt for få, men dog med hende: Hun har set, duftet og mærket min lille Raket!

I morgen er det en tur til jordemoderen, forhåbentlig lidt hjertelyd og et fosterskøn. Lakridsen tynger længere og længere nedad og er vi heldige, så er der næppe mere end de allerede 59 dage til termin.

9. august 2005 | # |


Kendingsmelodi?
Jeg har sådan en; altså en kendingsmelodi – det er helt sikkert: i dag havde jeg i hvert fald. "Først gik jeg baglæns – så gik jeg i stå", har givet genlyd i mit indre lige siden dagens besøg hos jordemoderen. Min kære mor (og dermed mormor til mine børn, off course) var med og det var hygsomt. Bestemt. Vi gik fra Bymidten og til hospitalet og turen tilbage igen – og som vi gik de sidste meter fra Bymidten og til stoppestedet så blev der gradvis skruet ned for tempoet.

Fysikken er slet ikke som den gang for to år siden, hvor størrelsen på tøjet var 38 – det var den gang, sådan siger manden i hvert fald tit og trøster mig med, at han egentlig også godt kan lide min krop nu. Han har dog en lidt anden måde at sige det på... gerne i stil med: "Vi (vigtigt med følelsen af fællesskab) må bare acceptere, at sådan ser du ud nu!"

10. august 2005 | # |


Grine af sig selv
En rigtig latte-dag med Astrid og vejret var ikke mindre end perfekt, når vi nu sad indenfor og kiggede ud... samtidig med at vi fik ordnet verdenssituationen; set fra den gravides synspunkter. Der er jo nok at tage fat på: Amning offentlige steder (eller netop det stadig stigende forbud på den konto – for nu skal børn åbenbart sulte eller også ønsker de bare barnevognene væk fra gaderne?), vacciner (for og imod), den syndige gravide contra den hellige, fugleedderkopper og vandmeloner igennem nåleøjne og ja... listen er altså længere og bestemt heller ikke blevet mindre for hver gang vi latter den sammen.

Bagefter gik turen til Føtex; to stk. gravide i tempo baglæns og med ammehjerner. Der blev købt syltetøj til manden og så ellers kigget på bleer. Sjovt nok var alle newborn bleerne udsolgt, men vi gjorde den store opdagelse: På Pampers newborn står der (som tidligere nævnt): Absorberer mere løs puha, hvorimod der på deres bleer i størrelsen større (mini?) står: Absorberer mere løs afføring. Så der er åbenbart forskel på det, der kommer ud af numsen på ungen afhængig af størrelse.

Rart er det tilmed at vi stadig kan grine af os selv, hinanden og alle andre!

11. august 2005 | # |


Jeg er blevet sart
Måske er jeg blevet sart, men jeg synes bare, at vi generelt er blevet mere hensynsløse overfor hinanden.

Der er ikke længere nogen, der spørger om de lige kan komme forbi. Næh, så hellere skubbe og sukke dybt. Det er først til mølle princippet og hvis man så evt. fæller et par stykker undervejs, så er det vist bare bonus.

Måske er jeg virkelig blevet mere sart. Jeg har dybest set været gravid siden oktober 2003 og har endnu ikke oplevet, at få en siddeplads i bussen eller ved stoppestedet eller den søndag, hvor jeg stod 45 minutter på et apotek. Til gengæld er alle rigtig gode til hæmningsløst at dunke mig i maven, mens de siger: Nåh det er godt nok lige op over, hva?

Det er noget underligt noget og måske er jeg virkelig blevet sart – alligevel tænker jeg, hvordan kan det være, at det ikke længere lader sig gøre at udvise hensyn, at smile lidt til hinanden og evt. bede om pladsen til at komme forbi. Jeg er ikke tankelæser og jeg har heller ikke øjne i nakken og jeg kan slet ikke trække maven ind; så vil du gerne forbi, så giv et ring med klokken. Åben munden og sig det!

Jeg er kommet så langt hen i min graviditet, at det ikke længere er så nemt at stå op i lang tid ad gangen uden at blive skidt tilpas, så jeg har et par gange bedt om pladsen – men hold da helt fast, der kommer jo næsten timelange diskussioner ud af det og det gider jeg ærlig talt ikke spilde min tid på.

Jeg er nok blevet sart. Rigtig sart. I hvert fald synes jeg, at det er så pokkers trist.

12. august 2005 | # |


For et år siden blev Raketten affyret
Tænk en gang at der allerede er gået et år. Tænk en gang at vi for et år siden blev forældre til dette helt fantastiske lille væsen.

Flaget med hendes navn indgraveret i foden står på bordet, dekorationen til at stille på graven er gjort klar og brevet til hende skrevet.

14. august 2005 | # |


Tak for alle hilsnerne her, e-mail og pr. post
Vejret var lige så godt som dagen for hendes fødsel og det var en dejlig dag i familiens skød. Hendes lille have blomstrede i de dejligste rosafarvede nuancer, en herlig pude til at slumre med og den mest fantastiske lagkage.

14. august 2005 | # |


PROPPEN aka Lakridsen
I nat gik strømforsyningen og dermed vores server. Irriterende.

I dag har vi været til en vægtskanning på Herlev og Lakridsen er altså en lille fedling. Hæ!

Vigtigst må dog være, at den trives i bedste velgående (og lidt mere end det!) og skulle den så vitterlig komme 11 dage før tid, så er det vist også i orden!

15. august 2005 | # |


Brønshøj lokallortecenter
Som ledig og med en snarlig barsel inden for rækkevidde... så er det vist kun godt, at jeg er ledig og ikke sendt ud i arbejde – for det kræver sgu sit at få fat i dem der oppe på kommunen (ehm... i det her tilfælde vores lokalcenter).

I mange dage – for ikke at sige uger – har jeg forsøgt at trænge i gennem, både pr. telefon og brev (sidstnævnte er åbenbart gået tabt i posten, deres off course). Endelig var der hul igennem i dag, efter 1½ times uafbrudt ringen, men kun for at få fat i den optaget tone (alle skal åbenbart på barsel her i Brønshøj). Så jeg fortsætter og pludselig er der en dame, der tager telefonen. Det var på et hængende hår, tænker jeg og priser mig lykkelig for, at jeg havde skrevet mine spørgsmål ned – for ellers havde jeg sgu nær glemt, hvad jeg ringede for.

Glæden er dog kort! For menneskerne er gået til frokost, oplyser hun mig og på spørgsmålet om hvornår jeg så kan ringe igen, siger hun kraftedeme klokken to! Klokken to!! Jeg er målløs, klokken har lige passeret de tolv stykker. Man skulle være offentlig ansat, skulle man!

Det er vist deres held at de har monopol på lortet ellers var "firmaet" gået konkurs for længe siden.

16. august 2005 | # |


Ekstra nummer
Det gik jo hverken værre eller bedre end da deres pause var slut i går og frem til de lukkede, så var der slet ingen, der tog telefonen. Det er da imponerende; der er hverken e-mail til dem eller en telefonsvarer for den sags skyld.

Så kan jeg jo starte forfra i dag.

Update: Endelig en telefonsvarer dog med følgende besked: "Vi holder møde i dag og kan træffes efter kl. 11"

17. august 2005 | # |


Tid til middagslur
Stadig ingen kontakt til lokalcenteret. Det tætteste jeg kom på et menneske i den anden ende af røret, var ved de tre omstillinger. Det lader til, at de kun er to på pinden og de bliver åbenbart væk ind imellem. Det er røvhamrende-irriterende. Seriøst! Så nu prøver jeg endnu en gang med et brev og ellers tror jeg bare, at jeg pisser på gulvet i receptionen hos dem og råber røv!

Nå!

Ulrik og jeg fik en henvendelse den anden dag fra en journalist, en artikel til Politiken omkring weblogs og deriblandt en forespørgelse i forhold til siden her og vores lille Cirkeline. Det var bestemt ikke uden betænkeligheder, men vi endte med at sige ja tak og jeg må sige, at den del omkring Cirkeline er beskrevet på en respektfuld måde.

Faktisk betød det samtidig, at Ulrik og jeg fik en rigtig god snak omkring forløbet (igen!), vores følelser og vores tanker omkring hele offentliggørelsen omkring tiden efter Cirkelines død. Vi er om noget kommet helt tæt ind på hinanden. Artiklen, der selvfølgelig handler om mere end vores lille pige, kommer i avisen denne eller næste weekend. Det finder vi ud af i morgen.

Hvor om alting er, så fik det mig til at se hele det forgange år lidt på afstand og det var faktisk ganske sundt. Så mange nye tanker og erkendelser presser sig pludselig på – og der bliver langsomt gjort op med en masse følelser og forestillinger.

17. august 2005 | # |


Heldigvis skinner solen
Generalforsamling i går. Der møder sjældent mange op og vi var da heller ikke beslutningsdygtige. Nå. Hverken Ulrik eller jeg er specielt enige med resten af forsamlingen, det skaber en mærkelig stemning – på den anden side... jeg gør nu heller ikke noget for at ændre på den.

Vågnede her til morgen med monster hovedpine, en usædvanlig aktiv Lakrids i maven og en alt, alt for varm kop kaffe.

Mindre milepæl: 50 dage til termin!

18. august 2005 | # |


Jeg gik på visit og hovedpinen gik væk
Senere gik jeg på graven og fik en lang snak med Cirkeline – så meget er sket det forgangne år og jeg troede aldrig nogen sinde at sorgen skulle komme på afstand. Tiden var klog for mig.

18. august 2005 | # |


Det er tungt og jeg er træt
Nåede aldrig idealvægten inden jeg blev gravid igen og det gør en forskel. Det ved jeg godt. Alligevel er det begyndt at gå mig på og jeg tror tilmed, at jeg når de 100 kg, inden Lakridsen melder sin ankomst.

40 kg at slås med når graviditeten er slut og forhåbentlig kommer det helt af sig selv – for lige nu er jeg godt nok deprimeret ved tanken derpå. Jeg vil så gerne have min krop tilbage. Min fysik tilbage. Jeg er træt af ventetøj, træt af at alt efterhånden er blevet en kraftanstrengelse. Træt.

20. august 2005 | # |

______

Tryk her
______

I dag græder jeg
I går sad jeg og så på nogle billeder af Cirkeline, bl.a. et af hende i bad og jeg blev sgu så ked af det. Det lille væsen med sin lille tykke mave og bitte små brystvorter og begyndende smil. Allerede ved tanken derpå og jeg får våde øjne. Jeg vil så gerne se på alle billederne af min datter fra vores 10 dage sammen, men jeg bliver bare så ked af det og mit syn så sløret.

På det her tidspunkt sidste år begyndte vi så småt at forberede os selv og hinanden på, at alt med Cirkeline ville være for sidste gang. Det fylder meget i min bevidsthed de her dage.

Dertil kommer det faktum, at interviewet den anden dag til artiklen fik gang i refleksionen. Det var dejligt og vi så det hele lidt oppe fra, men da jeg så atter læste artiklen i sin fulde form og i et helt andet medie end jeg vant til (normalt foregår Cirkelines fortælling jo på hendes egen eller min side) – så kom det pludseligt meget tæt på igen.

Så i dag græder jeg og Ulrik yder omsorg; en sorgfuld søndag og næsten i søvn.

21. august 2005 | # |

______

Tryk her
______

Sover dårligt i øjeblikket
Vandet er tilbage i kroppen i stor stil og det er blevet en endnu større kraftanstrengelse end tidligere at vende mig om i sengen (bare at komme op i sengen, for den sags skyld!). Alt fra knæene og ned går nu ud i et og jeg går rundt på to deforme klumper kød og huden er spændt til bristepunktet. Netop pga. vandet så er jeg også begyndt at snorke og endda til den helt store guldmedalje. Det ikke bare holder Ulrik vågen... næh jeg får skam også vækket mig selv på den konto. For fanden da også!

22. august 2005 | # |

______

Tryk her
______

En mærkelig dag
Et år siden at vores lille pige sov lige så stille ind. En dag jeg vitterlig husker ned til mindste detalje; badet, barnevognen, modermælken og den endeløse kærlighed, de mange kys og tårerne.

Mandag var rædselsfuld at komme igennem; jeg græd store bassiner af vand, Ulrik var ikke hjemme – men min mor var så omsorgsfuld gennem telefonen. Tirsdag meget bedre; Astrid kom på besøg og der er så trygt i hendes selskab. Dagen i dag... den er mærkelig, for på én gang er det årsdagen for vores datters død, men også 5års dagen for da Ulrik og jeg lærte hinanden at kende.

Vi skal på graven i dag; der skal tændes lys og sendes kys mod himlen. Dagene op til dagen har været de værste, alle forestillingerne og alle tankerne – jeg tror, at det bliver bedre i dag.

24. august 2005 | # |

______

Tryk her
______

Et helt år uden vores lille pige
Jeg føler mig så privilegeret. Omkring mig er det her fantastiske netværk; familie, venner og ikke mindst her på nettet. Jeg føler mig så privilegeret over den måde hvorpå så mange mennesker har valgt at række hånden ud; I har deltaget i mit liv på forskellige måder og efter Cirkelines fødsel og død, har I været en hel enorm støtte. For det vil jeg gerne sige tak – og så kan jeg jo ellers kun håbe på, at jeg en dag er i stand til at give bare en brøkdel af det tilbage.

Vi havde ingen reelle planer for i går, bl.a. fordi weekendens petanquefestival kræver Ulriks opmærksomhed. Så jeg spiste hos mine forældre, mens Ulrik ordnede de sidste detaljer og så kørte vi hjem. Som mørket sænkede sig, så gik vi på graven for at tænde lys... og stor var vores overraskelse over dagens besøg.

Det har været en utrolig blandet tid for os. De fleste af dagene har været kendetegnet ved at være uforudsigelige, specielt hvad angår humøret. Hvilket bestemt heller ikke er kommet bag på mig, men alligevel har det ramt mig hårdere end jeg først havde forventet. Sorgen er vitterlig kommet på afstand og vi har accepteret det skete... men savnet kan vi vist aldrig sige os helt fri for og det er heller ikke nødvendigt, men det betyder samtidig, at vi har endnu en ting at forholde os til.

Såret heler gradvist og det springer bestemt ikke op og efterlader ej heller en skorpede overflad, men ind imellem hæver det og klør som bare pokker. Så jo tiden er klog og det bliver nemmere og jeg har givet slip i etaper... og jeg er kommet til den erkendelse, at skønt livet leves fremad, så behøver det ikke udelukke min lille pige: Hun er med mig hele vejen, både i minderne og i erfaringen. Uden hende i verden og det var bare ikke verden, vel?

25. august 2005 | # |

______

Tryk her
______

Weekenden, der forsvandt
Ikke fordi vi tæller, men vi har været røgfrie i seks måneder. Det er slet ikke så tosset; smøgerne savnes skam ind imellem, men hvor om alting er, så kan det mærkes på helbredet og økonomien.

Ellers en noget presset weekend og det i mere end en forstand. Skulle køre Ulrik til petanque lørdag morgen og jeg må tilstå at korte ben og meget store maver en mindre heldig konstellation, når man skal køre bil. Der var seriøst så godt som ingen luft mellem mave og rat! Oprindelig var planen tilmed, at jeg skulle hente ham igen, men da han endelig ringede (en gang efter midnat... for mange øl indenbords og så går tiden ligesom), havde jeg altså sovet lidt for længe til, at jeg kunne overskue turen til Hammerkastbanen på Østerbro.

Om lidt er det 35ugers undersøgelsen hos lægen... så jeg må vist hellere gøre mig klar!

29. august 2005 | # |


August kom og gik
Månedens sidste dag og så underlig abstrakt i vores erindring. I år blev august en reminder på sidste års voldsomme begivenheder; en fødsel og en død. I går var ingen undtagelse og derfor årsdagen for bisættelsen.

Dagen sidste år var så surrealistisk; som vi hentede vores datter i Rigshospitalets kapel, som vi spændte hendes lille hvide kiste fast på bagsædet af bilen og som vi kørte mod Brønshøj kirke. Bisættelsen, salmerne, sangen... turen til krematoriet og det allersidste farvel.

Jeg elsker min lille pige og måske (som tiden går) er det mere min forestilling og billede af hende, men elsker hende... det gør jeg!

31. august 2005 | # |


Av min tissekone II
Jeg har voldsomt ondt i min tissekone eller er nok snare voldsom øm; denne gang er det ikke pga. studsning eller hæmningsløs sex – men nok mere en konstatering af, at Lakridsen presser sig længere og længere ned. Fortsætter den på den måde, så ender jeg vist op med at skulle udstyre den med en cykelhjelm, inden den dratter helt ud.

31. august 2005 | # |