e-mail

 
• Overvejer seriøst at flytte ind i fryseren!
01.08.2004 | kl.: 12:05

Ja, så blev det jo august. Varmen er mildest talt ulidelig og det er ikke kun de 30 ekstra kg jeg slæber rundt på, der gør udslaget. Generelt så hader jeg alt for meget solskin, og har aldrig helt fanget fidusen ved at ligge og svede under solen stråler.

Hver nat vågner jeg, der er som en bageovn i soveværelset og jeg må ind i stuen. Det betyder til gengæld, at jeg må sove i støjen fra Frederikssundsvej, men i det mindste er der gennemtræk – og således kan jeg ligge splitter nøgen på sofaen og få noget, der ligner 4-5 timers sammenhængende søvn.

Den sidste rest af frihed er for alvor ved at være til vejs ende, for skønt Raketten (efterhånden et noget misvisende navn for den) ligger og feder den på den anden side, så ved jeg også, at den ikke kan blive der inde på ubestemt tid. Derudover tynger vægten så meget, at jeg orker usædvanligt lidt.

Jeg mindes skam stadig alt det skønne ved at være gravid, men det flytter sig længere og længere i baggrunden – og fokus bliver uden tvivl spørgsmålet om, hvornår det har en ende.
Jeg er parat til smerterne – så veerne kan bare komme Anton, hvis de tørklæde. Ha!

# |

• Når jeg nu ikke har født…
02.08.2004 | kl.: 17:00

… så kan jeg bruge tiden på at brokke mig.

Dagligt er det en prøvelse af mit temperament at handle ind. Jeg tror simpelt hen, at jeg er en magnet for skæve oplevelser. Oplevelser, der i den grad kan gøre mig irriteret og dybt forundret.

Først er der den ældre dame, der bare skal gå i midten. Først er det midt på fortovet, svingende med sit indkøbsnet i den ene hånd og stok i den anden – en umulighed at komme forbi hende. Det gentager sig i indgangen til Brugsen, men først skal hun lige stoppe op, så folk hverken kan komme ind eller ud.

Så er der damerne med deres indkøbsvogne. De har uden tvivl magten, med mindre man frivilligt ønsker at blive kørt ned. En var ved at køre et barn over, da hun svinger om hjørnet på køledisken; barnets 'handicap' var at hun ikke kunne ses over kølediskens kant. Damen med vognen bliver fornærmet og fortsætter lettere aggressiv rundt om hjørnet, hvor hun nærmest får kørt mig op i vognen, hvis jeg ikke havde brugt min kurv til at beskytte mig med.

Det forunderlige ved disse damer og deres indkøbsvogne er faktisk, at de mener de kan parkere vognen hvor som helst – og de gør det tilmed uden at tjekke om der er andre i nærheden. Vognene står derfor midt i det hele og over det hele. Og skulle man så have den frækhed at række ud efter deres vogn for at skubbe den ind til siden, så er det jo med fråden om munden, at de kaster sig efter en – som om jeg gad rende med vognen og indholdet.

Endelig får jeg banet mig vej til kassen, køen er lang og der er ikke andet for at vente. Pludselig møver den her dame sig foran mig og siger: Du har vel ikke noget imod jeg springer over, vel? Jeg mener, jeg skal kun have den her, siger hun og vifter med en ½ liter sødmælk. Om jeg har? Jo det har jeg faktisk, svarer jeg og så bryder et tordenvejr frem fra hendes fugede ansigt: Unge mennesker i dag er sgu da også så egoistiske, siger hun truende med sin mælk i hånden. Ja, og gamle mennesker har hele dagen, hvæser jeg i retur. Nu er jeg træt, har alt for meget vand i kroppen og alt for gravid til at diskutere. En anden dame i køen ved siden af følger med, hun ruller med øjnene og damen med mælken henvender sig til hende; har du oplevet noget lignende? På et sekund er de blevet perleveninder og jeg er fjenden.

# |

• Når jeg ser mig selv i spejlet!
04.08.2004 | kl.: 15:11

Jeg har en sjov facon
næsten surrealistisk
set fra siden – helt uden image
bagfra, ja nærmest ubeskriveligt
foroverbøjet, ganske pinlig.

# |

• 41+0
06.08.2004 | kl.: 13:27

Født har jeg jo ikke, men lægerne på svangerambulatoriet var optimistiske. Livmoderhalsen er udslettet og jeg har åbnet mig to fingre, så mens de alligevel var i gang med undervognsbehandlingen, løsnede de hinderne i håb om at det ville gøre en forskel. De ville gerne love at det sker i weekenden, men der er ingen garantier – så der er allerede aftalt en ny tid til på mandag.

Så tilbage er blot lidt mere ventetid og et desperat ønske om at mærke nogle effektive veer.

# |

• Og så blev det mandag!
09.08.2004 | kl.: 10:31

Her går det strygende, weekenden bød på en 50års fødselsdag samt en dejlig middag. Raketten ligger og feder den eller også tror den, at den er født. Det vides ikke, men den har det godt, siger de og så må forældrene in spe altså bare vente. Det gør vi så, i hvert fald indtil på fredag, hvor vi har endnu en tid på hospitalet.

Trænger til lidt farve på mine ben og kæmpe is – så af sted med mig.

Egentlig lyver jeg, når jeg siger ben. Først forsvandt fødderne, så anklerne og nu også knæene. Det ser helt håbløst ud.

# |

• At se ham!
11.08.2004 | kl.: 09:41

Jeg ved simpelt hen ikke noget bedre end at ligge i sengen, trække dynen helt op over mit hoved, lave en lille sprække og smugkigge på manden som han gør sig klar til dagens dont. At følge hans nøgne krop som den forsvinder ud af soveværelset og høre vandet blive tændt. Så lukker jeg atter mine øjne, mens jeg venter på lyden af badeforhæng, der bliver trukket fra. Jeg åbner mine øjne, holder vejret og venter med længsel på at se hans nøgne (og dampende!) krop komme ind i soveværelset igen, og under dynen følger jeg atter hver en bevægelse. Jeg ved simpelt hen ikke noget bedre.

# |

• Raketten er affyret!
16.08.2004 | kl.: 18:30

Endelig skete der noget. Fredag, den 13. august satte de mig i gang ved at prikke hul på fosterhinden og 14 timer senere, lørdag den 14. august, kl. 04:23 så Cirkeline dagens lys.

3500 gram, 53 cm lang og uden tvivl verdens navle.

rigtige billeder kommer senere

# |

• Snapshots!
20.08.2004 | kl.: 08:47

Aldrig har noget været så intenst. Aldrig har noget krævet så meget energi og aldrig er verden gået så meget i stå. Aldrig.

Indtil jeg atter finder fodfæste, så kan I få et smugkig her.

# |

• Cirkelines halve hjerte
25.08.2004 | kl.: 18:50

Tirsdag, den 24. august 2004 – 10 dage gammel sov Cirkeline lige så stille ind.

Fredag, den 20. august blev Cirkeline akut indlagt på Rigshospitalets hjerteafdeling. Cirkeline var født med ikke bare én, men tre komplicerede hjertefejl; hypoplastisk venstre ventrikel kompleks. Derudover sad hendes lille halve hjerte i højre side. Cirkeline ville have 10 procent chance for at overleve en operation og det var med udsigten til et svært handicappet liv.

Cirkeline blev fjernet fra sin medicin mandag aften og var fuldstændig uden smerter frem til hendes død tirsdag kl. 23:20.

Vi havde en god mandag og tirsdag med hende. Hun blev badet, vi gik tur med hende i barnevognen og tirsdag aften fik Cirkeline lov til at spise af modermælken. Det var som om at det var det hun ventede på, hun blev mæt og faldte i søvn – 1½ time senere sov hun lige så fredfuldt ind.

Cirkeline skal begraves på mandag, kl. 13 fra Brønshøj kirke.

En dag ses vi måske igen.
Mange hilsner fra Cirkelines forældre; Ulrik og Frederikke

#

• Et møde medførte en afsked!
30.08.2004 | kl.: 17:55

Beskeden natten til lørdag genspilles i mig; det virker så absurd. Hvorfor netop os? Aldrig får vi et svar.

Jeg er så bange for at glemme hende, bliver panisk hver gang små ting begynder at blegne og min redning synes at være at fortælle om de 10 dage igen og igen. Hun var her og hun gjorde en forskel, aldrig har noget været så intenst. Tomrummet synes dog enormt; jeg blev pludseligt – og endnu før jeg nåede at vænne mig til det – frarøvet min identitet som mor, min krop bærer stadig tydelig spor og der er øjeblikke, hvor jeg står foran spejlet, kærtegner min mave og hvisker: Her var vi lykkelige, her var du lykkelig.

Livet går videre, det føles forræderisk… og jeg har så svært ved at forstå. Jeg balancerer mellem mit rationelle og følelsesmæssige jeg, mellem at 10 dage var alt for lidt, men bedre end ingenting. Balancerer mellem at det aldrig må have en ende – bisættelsen synes så definitiv – og mellem "en dag forsøger vi igen".
Tingene er pakket ned, lejligheden er tom… snart må jeg skrive noget mere, men først må jeg lære at trække vejret regelmæssigt igen.

Tak for beskederne, tak for de mange e-mails, breve og blomster. Ord er sjældent fattige, men tavsheden dræber… vi fandt trøst i jeres tanker og omsorg.

# |