03.08.2002så langt & så godt, mumler jeg lidt træt & ømmer mig over smerterne i
hele kroppen. at sætte lejlighed i stand, at sætte det hele på den anden
ende – ja det er sgu noget, der kræver tid, penge & overskud. tja, vi har
muligvis haft det hele & nu mangler vi kun vores soveværelse, men for fanden
hvor vi begge trænger til en pause, andre arrangementer & det kan ikke gå
for hurtigt. planen er således at soveværelset er sat på standby til & med
tirsdag. så tager vi den sidste tur med malerkosten & så er resultatet
kraftedeme heller ikke til at tage fejl af; en super lækker lejlighed med
lys & rum & plads til lidt mere. fantastisk !!
i morgen skal jeg lege med busser, vi skal både lave ballade & andre
spidsfindigheder – det er noget vi bare kan & resten af vores program er
ganske hemmeligt, nemlig! på søndag skal jeg lege med kæresten, vi skal i
kongens have, hvor der er petanque på programmet & mulighed for at vinde for
at være indehaveren af den bedste & flotteste madkurv. kryds lige fingre for
mig, ikk?
nuvel jeg bliver 30 år til næste år & skønt jeg stadig har en del måneder
tilbage af mit niogtyvende, ja så har jeg tænkt & tænker i & for sig stadig
– men i hvert fald sidst jeg var i terapi stillede min terapeut mig et
yderst relevant spørgsmål. faktisk var det ment som hjemmearbejde indtil vi
ses næste gang - & jeg skal ellers lige love for at jeg har arbejdet hjemme
(øh altså på spørgsmålet!). spørgsmålet lød: hvad er det helt præcist du
vil?
& nu siger jeg selvfølgelig intet om at det hele skal nås inden de 30 – men
jeg siger i hvert fald en helvedes masse om at det er nu jeg skal i gang. så
på mandag starter jeg på teoriundervisning, med henblik på at være bilist
inden året er omme. dertil hører selvfølgelig en bil & den skal jeg nok
finde (måske en brugt & slidt en af slagsen – men alligevel en bil).
længere inde i fremtiden ønsker jeg at blive færdig med min uddannelse til
psykoterapeut & dermed finde mig et andet arbejde. enten inden for
familierådgivning eller i egen praksis. her er jeg ikke helt fast i
planerne, for ting sker hele tiden & måske jeg bare vil læse videre – lidt
ubeslutsom må jeg altså også gerne være. jeg vil gerne starte på
behandlingerne for barnløshed. ved at jeg vil ærgre mig, hvis jeg ikke giver
dette en chance, hvad enten det ender op med barn/børn eller ej. så vil jeg
gifte (med kæresten selvfølgelig!!) & vi skal ende med køkkenhave,
kummefryser & krydsord.
men én ting ad gangen, så jeg vil koncentrere mig lidt om kobling, bremse &
speeder.
dyt dyt !!
en kop kaffe mere, så vil jeg se lidt på opgaven til skolen – måske jeg kan
få skrevet en brainstorm. jeg er rimelig afklaret omkring emnet, spørgsmålet
er bare, hvordan jeg lige så formidlet budskabet til holdets øvrige 15
deltagere !?
kæresten roder med rytmeboksen (eller er det computeren, igen?) & der er en
fandens til fredags larm uden for vores åbne vindue, men så igen det har nu
alligevel sin charme som ekkoet fortæller om våde veje. jeg kan godt lide
regnvejr, både lyden af det & lugten, der hænger omkring en. det indbyder
til hygge, tryghed i kærestens armhule & varm chokolade.
er helt rundforvirret & en anelse forpustet. det er alt for længe siden jeg
har skrevet & nu er jeg frygtelig bange for at jeg bare ikke for det hele
med. så må jeg jo vende tilbage, ja?
vi ses igen !!
mandag, den 05.08.2002min stedfar har fødselsdag i dag. hip, hip hurra for ham. situationen er
bare den, at mine forældre er i sverige uden telefon – så fødselsdagssangen
må vente. tillykke alligevel. jeg håber, at de hygger sig & han får en
dejlig dag!! i morgen er det min fætter a, der fylder år også et hjertelig
tillykke til ham!!
var forbi min mormor i dag. en dejlig kvinde & hvis viden & erfaring går i
arv, da bliver jeg den største kvinde nogensinde. overhovedet. tro mig!! min
guddatter var der også. hun er bare en fornøjelig guldklump på 8 somre & hun
havde lavet en smuk æske til mig & så havde hun faktisk også skrevet et helt
personligt brev. det er flot synes jeg. hun går i 2. klasse (det vil sige at
hun startede i dag) & med sin barnlige håndskrift havde hun selv skrevet
følgende: ”det er så længe siden at jeg har givet dig en gave, her får du en
gave” (stavefejl rettet af red.). hun er simpelt hen et vidunder & jeg
priser mig lykkelig for, at jeg i sin tid ikke tabte hende i døbefonden.
åh ja, i dag var jeg til min første teoritime & heldigvis er teorilæren (&
med tiden min kørelære) en mand med humor & tålmodighed. jeg tror nok at jeg
skal få det lært – om end han i den grad tabte mig, da han begyndte at tale
om vakuumforstærkere, 2-kreds bremsesystem & bremsevæskebeholder, hvilket
han straks så & sagde; du skal ikke kunne det ordret. hvortil jeg mumlede
godt så & så vandrede mine tanker igen, for jeg havde vitterlig ikke fattet
en meter af det manden forsøgte at fortælle mig. jeg har nu slået op i bogen
& vil pligtopfyldende læse dagens kapitel samt det til næste gang. måske er
det slet ikke så svært, når jeg først får det lært, hvisker jeg så lidt
usikkert & takker buddha for at have en ånd; det er heldigvis kun første
gang i dag. den 18. 08. skal jeg på manøvrebane, det skal nok blive
rigtigt morsomt & min selvironi vil da heller ikke fejle noget den dag.
puha!!
i morgen skal jeg i terapi meget tidligt (gab!) & bagefter skal vi så have
ordnet det sidste projekt i vores lejlighed; soveværelset! bagefter kan vi
børste støvet af vores tykke maver & glæde os over det (forhåbentlige)
fabelagtige gode resultat.
jeg har også fået skrevet oplægget til skolen på næste mandag & kan med
sindsro holde den sidste uges ferie jeg har tilbage. findes der måske noget
mere vidunderligt end at rende rundt i t-shirt, bar røv & klø sig selv
distræt på maven. det tror jeg simpelt hen ikke & selvom kæresten ryster på
hovedet & stille hvisker noget om manglende blufærdighed. han skal da bare
passe sig selv, griner jeg & kan tydeligt se på ham, at han for længst har
opgivet mig. jeg er uden for pædagogisk rækkevidde. uden tvivl!!
junior laver numre & det er konstant & hele tiden. endnu er han ikke blevet
1 år & verden bliver større & større for hvert sekund, der går. nu har
opdaget at bøgerne på nederste hylde i bogreolen smager himmelsk & han har
næsten fået bidt et helt hjørne af en bog før vi opdagede hans unoder.
bøgerne er nu skubbet helt ind i bunden af reolen – men som det stopper
ham!! tro om igen! så hviler han i stedet sine 2 forben på hylden & støder
imod med bagbenene & så går han i gang med at hive & slide - & det er lige
indtil bogen atter er tilbage til sit udgangspunkt: helt yderst på hylden!
snedig er han & han gør mig sgu gammel før tid.
06.08.2002
et langt indlægvar til terapi i morges & jøsses et helt vildt & ganske ømtåleligt emne
blev bragt på banen. føj for den lede siger jeg bare & hvisker; det handler
om min mor. pludselig var jeg tilbage til mit udgangspunkt for at genoptage
min terapi; nemlig min mors sygdom & min angst for at miste hende. denne
gang startede det på baggrund af min hjemmeopgave: hvad vil du gerne lave
(alt er muligt!)? jeg havde skrevet en del punkter ned, første punkt var:
arbejde hjemme. den store udløser & et endnu større tema som er svært for
mig at forklare – men jeg skal gøre et forsøg.
jeg holder meget af at være hjemme. jeg har meget få virkelige venner &
bryder mig absolut ikke specielt meget om sociale sammenhænge med for mange
fremmede mennesker, for meget small talk & ligegyldigheder. det gør mig
rastløs, utilpas & ganske ilde til mode. jeg aner seriøst ikke, hvad jeg
skal tale med dem om & præstationsangsten rammer mig, for har jeg
overhovedet noget fornuftigt at byde på? jeg trækker mig hellere fra disse
situationer: i puberteten deltog jeg sjældent i fester (& var jeg en
sjældent gang med, så var jeg hende, der gik først hjem), i en periode
fravalgte jeg en hver social sammenkomst i familien & da jeg var endnu
mindre, da legede jeg for mig selv & gerne i flere timer.
som lille pige var jeg hjemme til mit 3. år, så kom jeg i børnehave & var
ikke specielt glad for denne omvæltning i mit liv, hver dag gik jeg rundt &
spurgte pædagogerne: hvornår kommer min lone (da jeg var mindre kaldte jeg
min mor ved hendes navn – dette hang sammen med, at jeg hørte hende kalde
min mormor for mor & således blev det at der var lone (mor) & mor (mormor))?
jeg var heller ikke specielt begejstret for feriekolonierne & havde det også
svært når jeg blev passet af andre (lige med undtagelse af min mormor). min
mor passede tit mine fætre & kusiner – men det har ikke helt været min store
iver at lege med dem. jeg nussede rundt for mig selv & så kunne hun passe de
der børn. de måtte gerne lege med alt mit legetøj, de skulle bare ikke tage
det ud af hånden på mig. så blev jeg tosset & sagde i en uendelighed (indtil
min mor gjorde noget ved det); min, min, min, min, min!
jeg er blevet fortalt, at min mor vitterlig ønskede mig – endda så ganske
brændende & jeg er blevet fortalt, at min far (i perioder!) var meget synlig
i mit liv (da jeg var 8 år blev han en gråmeleret iscenesættelse af
ingenting). han læste bøger for mig i timevis, spillede sorteper med mig (et
spil jeg er kommet til at hade eftersom den, der sad med sorteper skulle
have en askestreg på næsen – vi spillede dog sorteper mange gange (fordi jeg
insisterede) men sorteper manglede pludseligt & først mange år efter da vi
skulle flytte, fandt min mor sorteper gemt under gulvtæppet. snedig var jeg
tilmed også!). min far tog mig med ned i hans forretning, han gik ture med
mig; fælledparken, auktioner, etc., etc.. jeg har altid været (& er forsat)
meget knyttet til min mor. jeg elsker hende så ganske ubetinget & jeg synes
at hun har givet mig en god barndom. jeg ser hende som en stærk kvinde & det
er hos hende at jeg søger trøst & beskyttelse når verden omkring mig bliver
for uoverskuelig.
jeg har aldrig befundet mig specielt godt sammen med for mange
piger/kvinder. jeg oplever en underlig tone af konkurrence, en pakkende
tingene ind i vat & en svaghed, der gennemsyrer alt. så den slags
bekendtskaber/venskaber har jeg ikke (& har jeg fortsat ikke) mange af. det
er ikke fordi jeg føler mig specielt hævet over dem, men at tale om
læbestift & menstruationsbind er simpelt hen det mest røv syge jeg
overhovedet kan forestille mig, ligesom jeg konstant har følt mig bragt i
nogle frygtelige ubehagelige situationer, hvor de nærmest anklagende har
spurgt til, hvorfor jeg gør som jeg gør. jeg har ofte fået at vide, at jeg
kan virke arrogant & det er der måske noget om – men på den anden side; jeg
har aldrig brudt mig om, at blive misundt af andre & slet ikke når det så
samtidig påvirker relationen. & jeg må tilstå, at den slags oplevelser har
jeg haft en del af: piger, der har misundt mig & derfor spyttet efter mig
med hån & foragt. de veninder jeg har i dag, er alle af den slags
støbninger, at de ikke skal leve igennem mig, at de sagtens kan selv & bedst
af alt ikke forventer mit selskab i døgnets 24 timer. de accepterer at jeg
skide dårlig til at ringe, endnu dårligere til at mødes & i det hele taget
(specielt i perioder) holder dem (& dermed mig selv) lidt på afstand. de
giver mig plads & rum til at være mig – for det er jeg dem taknemlig!
det var vist det meste af forhistorien til dagens tema - & nu bliver det
hele meget mere alvorligt & langt svære at tale om – for det er i nutiden,
at jeg sidder med alle følelserne & det kan kraftedeme gøre så pokkers ondt!
jeg har et klart billede af, at min far aldrig rigtig kunne anerkende mig
eller de ting jeg valgte. det var bare aldrig godt nok – måske skulle jeg
blive alt det han aldrig selv blev. det vil være et svar jeg aldrig nogen
sinde får svar på. men når sandheden skal frem, så har hans nærværende
fravær altid redet mig som en mare & jeg har store kvaler pga. dette den dag
i dag. ligesom jeg uden omsvøb kan tilføje, at jeg også har haft mistænkt
han som det store synder. han var roden til at alt det onde. for når jeg ser
tilbage så er det min mor jeg ser, hun var der altid & hun forlod mig ikke –
det var ikke hende, der svigtede mig. det var ikke hende, der fortalte mig,
at jeg ikke var god nok.
min mor kunne nogle helt andre ting. med tavshed kunne hun sige det hele &
med øjne som is fik hun mig til at forstå budskabet; det er ikke noget jeg
tænkte videre over & det er ikke noget jeg hverken hader hende eller
bebrejder hende for. men det har alligevel betydet noget for mig, det har nu
alligevel givet mig nogle ar - & dette er bl.a. (sammen med min fars
manglende anerkendelse af mig), hvad jeg kæmper med i nutiden. det opdagede
jeg i dag i terapien. men det rækker længere end denne erkendelse, for
faktum står ikke til at ændre; jeg tør ikke arbejde med det. ikke lige nu i
hvert fald.
en skrev en gang til mig: følelser sat på spidsen & de gør ondt. han kunne
ikke have mere ret & måske er det i sandheden først nu, jeg for alvor indser
betydningen af netop disse ord.
terapeuten prikkede verbalt & følelsesmæssigt til mig, ved hele tiden at
hive fat i mors mønstre; hendes blik, hendes tavshed, hendes brændende ønske
om at få mig & han sagde: ikke alt har været lige hensigtsmæssigt, ikke alt
har været lige godt for dig. jeg blev tavs, fik ondt i maven & blev
frygtelig ked af det. for jeg har ikke lyst til at sige noget negativt om
min mor, jeg vil ikke anklage hende – hun har gjort tingene som hun bedst
kunne & det er absolut ikke en dårlig egenskab. jeg måtte forsvare hende,
jeg måtte beskytte hende & jeg måtte glatte ud & sige, at det hele faktisk
er ok. jeg elsker hende jo. jeg begyndte at græde endnu mere, det blev til
en hulken & den lille pige på 8 år var igen fremme i lyset. jeg løftede
blikket & lod mine tårevædende øjne møde hans omsorgsfulde blik, så hviskede
jeg lige så stille: ”det er altså lidt hemmeligt, for tænk om min mor hører
det!”
se! jeg elsker min mor. hun har givet mig en god barndom & jeg hverken kan
eller vil sætte fingrene på noget & sige, at hun har svigtet mig. sådan
oplever jeg det slet ikke – men der er ingen tvivl om at jeg på et tidligt
tidspunkt har været efterladt med en følelse af, ikke at være god nok. en
følelse af, at blive holdt øje med & dermed en følelse af, at grænsen til
mit personlige jeg er blevet overskredet. det er det som jeg hiver med mig i
nutiden. derfor fungerer jeg ikke specielt godt i sociale sammenhænge & slet
ikke i de sammenhænge, hvor jeg føler at mit personlige rum bliver
invaderet. & jeg vil gøre mig selv en tjeneste ved at arbejde med det – men
det er ikke nemt & ikke nemt fordi jeg efterlades med en følelse af skyld,
en følelse af at være utaknemlig overfor alt det som er blevet givet mig.
det er slet ikke sådan jeg har det, jeg er nemlig ikke utaknemlig – men jeg
er også bange for, at det bliver misforstået.
det er ikke nemt at være forældre & det er de færreste forældre, der nærer
et bevidst ønske om at svigte/skade deres børn. deres udgangspunkt er reelle
& gode nok – men lige fra fødslen af er vi forskellige individer & vi kan
rumme forskellige ting. vi er ikke små kloner. sådan er det bare, hvorfor vi
også falder ud til forskellige sider – hvorfor jeg i dag er, hvor jeg er &
er den jeg er.
nuvel. kort af langt er: jeg elsker mig mor (gentagelser er gode) & for
hende er jeg så mange ting taknemlig. jeg kan ikke sige (& være
overbevisende) at hun har gjort noget dårligt eller skidt i forhold til mig,
men jeg kan sige, at jeg er bange for at miste hendes kærlighed. jeg kan
sige, at jeg så gerne vil beskytte hende (men ansvaret er i sidste ende
altid hendes) & jeg kan sige, at blot fordi hun er en del af mit livs mange
temaer, er det ikke ensbetydende med at forholdet mellem os ændrer sig
markant & da slet ikke til det værre. jeg kan også sige, at det som bl.a. er
vigtigt for mig, det er at løsrive mig. det er vigtigt at vi løsrives fra
hinanden. vi lever 2 separate liv, der i perioder flettes ind i hinanden –
men jeg skal lære, at jeg ikke kan leve hendes liv, at jeg ikke kan beskytte
hende & jeg skal lære, at fordi jeg sætter fingeren på nogle ømme punkter,
så er det ikke det samme som at jeg brænder hende på bålet – om end jeg
stadig efterlades med den følelse.
min mor er vigtig for mig & jeg mener stadig, at hun er den ideelle kvinde.
jeg vil gerne være som hende – men sådan er spillereglerne slet ikke; jeg er
mig & jeg bliver ved med at være mig. hun kan derimod være en rettesnor jeg
kan følge, for facitlisten må jeg selv komme op med. min mor er et godt
menneske & man går min ære alt for nær, hvis man taler nedsættende om hende
eller drager ubehagelige & negative sammenligninger. det skal jeg nok selv
klare, hvis det da nogen sinde bliver aktuelt. & jeg ved, at jeg vil græde
mange ulykkelige tårer i min fremtidige terapi hver gang snakken går på min
mor. for dette emne er så fyldt med følelser & uden min mor i verden, så var
det bare slet ikke verden!
om 3 uger skal jeg i terapi igen. om det er min mor vi skal tale om, det ved
jeg faktisk ikke – men inden da ved jeg, at jeg skal tale med min mor. for
jeg ved, at hun gerne vil forstå & jeg vil så gerne forklare hende – måske
mest af alt fordi jeg så gerne vil sige følgende til hende: ”mor, jeg elsker
dig!”
09.08.2002har fået talt med min mor. hun er en klog & vis kvinde & bedst af alt;
jeg behøver ikke være bange, bekymret eller frygte det værste. hun elsker
mig & det er det som tæller – ligesom hun også vidste, at det ville komme
før eller senere, altså det med at hun blev taget op i min terapi.
soveværelset er endelig langt om længe færdigt! puha – jeg har også knoklet
som en sindssyg i dag, lige med undtagelsen af pausen på 30-45 minutter,
hvor jeg sludrede telefon med veninden. hun siger, at hun har fået sig en
fodbold på maven & jeg tror hende – om end jeg stadig ikke helt forstår, at
hun er gravid. det er sgu da det mest surrealistiske overhovedet. ja?
resten af weekenden skal gå med at nusse omkring, ordne lidt her & lidt der
& ellers ikke de store projekter. har 4 dage tilbage af min ferie & nu skal
jeg sgu for alvor slappe af & måske endda ende op med at kede mig. bare en
lille smule i hvert fald.
11.08.2002
søndag & stadig i søvn. dejligt! jeg skal i skole i morgen & oplægget på
baggrund af alice millers bog om det selvudslettende barn skal finde sted.
det bekymrer mig lidt & mest fordi jeg tager fat i noget jeg først lige har
fået hul på i terapien. mon ikke det går & heldigvis vil jeg så være i et
forum, hvor det er ok. efter skolen skal jeg hjule af sted på min cykel for
at nå mandagens teori. jeg har læst så hovedet er ved at trille af & jeg kan
det ikke som udenadslære, men jeg kan genkende ting & jeg synes så småt det
er ved at sætte sig fast som brugbare informationer.
junior er simpelt hen ulidelig at være sammen med pt. han har fået smag for
bøgerne & det vil bare ingen ende tage, så nu er vi atter i fuld sving med
opdragelsen & nej er det samme hver gang & med den samme volumen i vores
bestemt tonefald. nej!! & hjælper det ikke – fordi det gør det altså bare
ikke altid – så lægger vi en hånd på hans ryg (for at vise ham, at vi
bestemmer & mener det) & gentager; nej!! kunne jeg så afleverede jeg ham
kraftedeme til opdragelse – på den anden side, så er han bare pt. sådan en
man ikke kan aflevere. ballade morgen, middag & aften. mere nu end nogen
sinde før. det starter fra kl.: 10 & frem til kl.: 15, hvor vi konstant er
hæmorider i numsen på ham & han er fuldstændig upåvirket af situationen. som
om at så er det jo først rigtigt interessant (nogle gange spekulerer jeg på
om han har nogen som helst forståelse for, at det her er tilladt (& derfor
kedeligt) & det her er forbudt (& derfor ekstra spændende), sådan virker det
i hvert fald!) & når klokken så bliver femten nul nul, så kaster han sig på
gulvet lige så lang han er & falder i søvn. & så burde vi jo endelig kunne
sætte os ned & slappe af & få drukket vores kaffe før den bliver kold - &
det gør vi også & så falder vi i søvn af udmattelse - & vågner igen når han
atter sætter tænderne i et eller andet. & han har efterhånden fået alt hvad
et lille kanin hjerte kan & burde begære – men der er vist altid grønnere på
den anden side af hækken, ja?
hvad kæresten & jeg angår, så er vi for det meste i balance – til tider
svinger vi lidt & det er så med til at opretholde en vis form for udvikling.
men vi har uden tvivl fundet en rytme, der er god for os begge & der levner
plads til os begge. der er også alle forskellighederne, måden at gøre
forskellige ting på & de kunne sagtens blive til irritationsmomenter – men
på en & anden finurlig måde har vi et overskud til at acceptere disse ting
hos hinanden. det er ikke nødvendigt at lave om på hinanden, det er faktisk
slet ikke aktuelt, for begge ved vi, at det er netop disse skævheder vi i
sin tid faldt for, det er netop disse skævheder, der gør at vi kan supplere
hinanden & følges ad.
i en rus af lykke kan vi gifte os,
stifte familie
& nyde årenes fylde.
16.08.2002
først er det søndag, så er det fredag & jeg kan da bare slet ikke følge
med. overhovedet. vendt tilbage til job efter ferie & det er ok. oplægget på
skolen i mandags var grænseoverskridende – men jeg overlevede & var i stand
til at tage til teori samme dag. at tage kørekort er nok noget af det
sjoveste, jeg længe har budt mig selv. hold kæft hvor jeg føler mig total
ved siden af & ganske håbløs. men det morer mig & det er simpelt hen så
tårerne triller ned af kinderne & min underviser bliver gammel & træt før
tid. det er sgu svært at lære en gammel hund nye trick, men han har gåpåmod
& jeg, ja jeg aner ikke helt hvad jeg laver.
& hvad knægten angår, så har han været hos doktoren i dag for at få klippet
negle. derudover har han jo præsteret at få lidt racermave – men for fanden
sådan går det jo når man æder sig igennem bogreolen & samtidig er overbevist
om, at alt hvad der ligger på gulvet er sundt for maven. stakkels lille pus,
hvisker jeg & vasker ham i numsen, nusser ham. han er muligvis et skarn –
men lige for tiden er han bare ’mors dreng’ & får ubetinget opmærksomhed.
kæresten & jeg er også blevet enige om, at han er tdc’s udsendte (&
hemmelige!) medarbejder, han har fået ’klippet’ telefonledningen over i
flere huse nu & synes ligesom at sige med sit rene & præcise bid; at her har
junior også været !!
sidst på linjen: ét & samme fænomen manifesterer sig som levende & dødt,
vågent & sovende, ungt & gammelt
17.08.2002
i morgen har jeg en lang & begivenhedsrig dag foran mig – mere om det på
et andet tidspunkt, lige nu vil jeg bare gerne beholde øjeblikket for mig
selv.
junior er ved, at få sine sædvanlige friske mave tilbage, skønt at det har
rendt fra numsen, så har han alligevel formået at være fræk & i perioder
næsten ikke til at holde ud. jeg kender ingen som ham, der kan lave ballade
& samtidig være upåvirket af de tildelte skideballer, der nødvendigvis må
følge med. ville tilfældet at han var et menneskebarn, så er han den slags
unge enhver pædagog ville hade & som i tilgift til denne irritation hade
forældrene endnu mere (jeg taler muligvis lidt af erfaring). hver uge ville
man blive kaldt til samtale i knægtens institution fordi han igen havde bidt
eller nevet en af de andre fra blå stue !!
har set elvis i flimmertossen de sidste 2 dage. den mand havde charme,
selvtillid & et lækkert hår. med andre ord; han havde karisma & kunne uden
tvivl flå trusserne af kvinderne når han vrikkede æggende med hofterne. jeg
er absolut ingen undtagelse !!
der er et stykke tid til jeg skal i min individuelle terapi. jeg ved, at min
mor er meget interesseret i udfaldet næste gang – jeg derimod trækker nu
mere på skulderne & tænker; jeg må jo tage det som fylder. jeg er glad for
min terapi, det rykker i den grad & jeg oplever, at komme i kontakt med mig
selv & mine følelser (måske det lille barns følelser?) i et omfang jeg slet
ikke forestillede mig kunne være muligt. denne terapi & overskridelsen af en
grænse i skolen i mandags har også medført at jeg drømmer som en sindssyg i
øjeblikket. det er ganske bevidst at jeg ikke sætter mig ned & analyserer på
de her drømme – det har jeg slet ikke overskud til, men jeg har fat i mange
ting.
kæresten & jeg? tja, det har for det meste (i denne her uge, altså!) været
samtale uden ord. der har ikke været så meget at sige. vi har ikke rigtig
været hjemme på de samme tidspunkter & sådan går dagene jo nogle gange. det
betyder ikke så meget, for jeg mærker at kærligheden er til stede & jeg
hviner stadig af fryd hver morgen som jeg slår øjnene op & ser hans drengede
krop ved siden af mig.
til vi ses igen: homo sum humani nil a me alienum puto
18.08.2002
dagen i dag har været skelsættende, begivenhedsrig & simpelt hen en helt
ny epoke i mit liv. jeg har ganske enkelt været på manøvrebane! havde en
million brumbasser i maven i morges, da jeg tog af sted & absolut ingen idé
om hvor mine egne begrænsninger var i forhold til dette. jeg har aldrig
nogen sinde set ud af vinduet på en bil fra kørerens side & på en & anden
mærkelig måde var det pludselig alt eller intet. da jeg først fik det helt
på det rene, hvad det vil sige at sætte i frigear – så var jeg klar til
start.
ellers ikke det store. faktisk mest af alt er det trivialiteternes sødme,
manden min er ude & knægten hopper frejdig omkring mine fødder. han er
’mors’ dreng i øjeblikket & vi har nogle helt bestemte ritualer, der næsten
skal overholdes til punkt & prikke. nogle dage overrasker det mig, men på
den anden side, han har vel også sine vaner. vi har i hvert fald fundet en
rytme.
for 2 år siden på dagen erklærede jeg uden skrupler min kærlighed til mit
dyrebare u.
19.08.2002
lige som jeg troede at knægten var ved at blive rask – så vender det
hele. hans afføring er tynd, men ellers viser han overhovedet ingen tegn på
sygdom. han er fræk & uforskammet ... alt er som det bør & skal være når
familiens 3. medlem er en kanin. så vi har atter været hos doktormanden! nu
er hans sat på en uges penicillin kur & hjælper det ikke, så kan vi være
nødt til at lade ham operere. det sidste føler jeg mig bestemt ikke tryg ved
– om end doktoren forsikrede mig om at det både er etisk forsvarligt &
egentlig også risikofrit (hvis vi altså vælger at se bort fra, at han
muligvis ikke kan tåle narkosen!). så nu er han på kur & skal derudover leve
af kaninpiller, hø & vand (& selvfølgelig massere af omsorg), så skal
doktoren kontaktes igen på onsdag, hvor vi skal tale om hvordan det så går -
& afhængigt af, hvordan det går med knægten, ja så skal vi evt. drøfte en
operation. her hjemme håber vi begge på, at han bliver hel rask i maven når
ugen er omme. problemet med kaniner er der sarte maver (& junior tror jo at
alt er til at spise). heldigvis (tænker jeg & samtykkede doktoren) fejler
hans frækhed ikke noget, ej heller hans appetit & det må jo siges, at være
tegn på sundhed, trods alt. jeg var virkelig bekymret da vi tog af sted til
lægen & hele tiden mærkede jeg, hvordan tårerne pressede sig på. min lille
dreng & jeg så uhyggelig films på mit indre lærred om aflivning. &
selvfølgelig ender det ikke så drastisk ... alligevel spekulerede jeg på, om
der overhovedet ville være liv efter ham?
24.08.august 2002
formiddag. der er københavn åben i petanque i denne weekend, du bør
kigge forbi. & mens kæresten ordner det arrangement, så ordner jeg de mere
familiære arrangementer. i aften skal jeg hjem til hans forældre & hylde
hans mor på hendes fødselsdag. det ser ud til at juniors mave er ved at være
i orden igen. jeg krydser fingre & i starten af næste uge skal vi kontakte
doktoren for lige at give en update.
ellers har ugen budt på arbejde, solskin & en hyggelig aften hos mine
forældre, uden kæresten – men med min lillebror, hvor vi grillede & bare
havde det rart. min lillebror & jeg fulgtes hjem & fik talt sammen, det var
rart – specielt fordi det ikke er noget vi gør særlig tit.
strækker mig, lytter til trafikken igennem det åbne vindue & har ikke de
store ting at berette.
26.08.2002
goddag & velkommen til hende, hvis grænser til det personlige jeg blev
overskredet!
puha, sikke en overskrift. puha, sikke en indsigt & puha, tænk en gang, at
jeg er kommet endnu et skridt videre i min lange rejse ind i mig selv! der
bliver stemplet løs i mit pas, rejsedagbogen emmer af store opdagelser &
penge bliver der sgu’ også brugt! jeg har absolut ikke sparet på noget som
helst, har ikke været fedtet med min kapital & langsomt opdager jeg, at det
er kun et sundt barn, der beskytter sig & fremover vil beskytte sig.
jeg er ønskebarnet. fra dag et var jeg ganske enkelt en prinsesse & ikke kun
jeg fik det at vide, hele verden fik det at vide, får det stadig at vide &
vil sikkert aldrig nogen sinde glemme det. på det punkt er min mor en yderst
bestemt & målrettet dame! nuvel, det er jo hverken gået værre eller bedre –
end at også jeg bare konstant må fortælle verden, hvor vidunderlig jeg er.
for nok er jeg pokkers tilpasset - muligvis hæmmet – på nogle områder (de
kloge ville nok ligefrem sige ’svigtet’) – men på alle de andre områder er
jeg ikke mindre end grandios (med en kølig smag af arrogance).
sidespring!
for jo, en del af min historie om min lykkelige barndom om pigen, der fik
ubetinget opmærksomhed, handler netop om hvor dejlig jeg var & er – men den
handler også om, hvordan jeg søgte ensomheden, isolationen & det indadvendte
i mit inderste i alting. for ser du; jeg havde brug for rummet i mig selv,
for mig selv – så jeg søgte det ofte, undgik sociale sammenhænge (& gør det
(til tider) stadig) & trives allerbedst i hele verden, hvis jeg bare kan få
lov til at være mig selv, uden at skulle tage stilling til en
(betydningsfuld) anden. undtagelsesvis er; når jeg kan få lov til at være
mig selv sammen med en (betydningsfuld) anden.
ting er sket i mit liv, ting vil fortsat ske - & undervejs vil jeg måske
endda lære noget mere om mig selv, sådan tænker jeg, at det nødvendigvis må
hænge sammen, ikk?
& som mandag bliver til tirsdag: det er givet at alting flyder!
28.082002
jeg føler mig så utilstrækkelig i øjeblikket & det er en pokkers
kvælende & frustrerende følelse. jeg har svært ved at være i den & rumme
den. jeg er sårbar, bliver let irriteret & det eksistentielle i
problematikken begraver mig. pludselig opdager jeg, at jeg ikke helt ved
hvad jeg vil. kæresten forsøger at støtte mig så godt han kan – men han kan
ikke fjerne følelserne, i stedet afleverer jeg min utilstrækkelighed hos
ham. således spilles der pingpong frem & tilbage. absolut ikke rimeligt. så
sætter jeg foden ned & tager ansvaret for situationen, jeg alene må gøre
forskellen – for straks derefter at blive grebet af panik; for hvad så nu?
det har været undervejs i et stykke tid, men det har været i mindre grad end
nu & der har været afstand mellem perioderne af utilstrækkelighed. sådan er
det ikke længere; nu er det blevet en mere konstant følelse, der hurtigere
end nogen sinde før forpester hele mit indre. så mange løse ender rundt
omkring. ting, der flyder & jeg kan ikke længere overskue dagen i morgen.
visse ting fungerer på rutinen, fordi det rent praktisk bedst kan betale sig
– men også det er utilfredsstillende.
i nat da jeg ikke kunne falde i søvn, lå jeg lige så stille & lyttede til
kærestens åndedræt – det var beroligende, det var trygt & for en stund kunne
jeg give slip på verden. men morgen har det jo med at kalde på en & jeg er
tilbage til mit udgangspunkt. har en klump i maven & en sur fornemmelse hele
vejen op til halsen. godt at jeg skal i terapi i morgen, måske jeg kan få
sat nogle flere ord på. i hvert fald har jeg et behov for at blive
bekræftet, et behov for at vide, at også jeg er god nok. jeg har behov for
noget struktur, planlægning & drømme, der ikke nødvendigvis skal pustes liv
i, men som kan give mig noget at holde fat i.
junior er i den grad i bedring & han går på ingen måde glip af noget. her,
der & alle vegne. han formår at sætte liv i hverdagen.
30.08.2002
ja nu er det blevet alvor. i dag var jeg på
vej for første gang & skønt min kørelære mente, at jeg nok kørte på et
minimum, så klarede jeg nu alligevel opgaven. nervøsiteten var at spore &
jeg har brugt meget energi på at tale med alt & alle om hvor spændt jeg er.
jeg overlevede & er klar til at gentage succesen. jeg må sige, at jeg har
fået valgt den rette skole & med en kørelære af den rette støbning. foruden
hans enorme pædagogiske evner, hans tålmodighed & altid gode humør – så
indeholder han nogle ufattelige vigtige aspekter. han har humor, er bramfri
& tabuer skal der ledes længe efter. passer mig helt fint!
har fri denne fredag i livet, det har kæresten også & der oser af erotik &
gode vibrationer imellem os - & på tirsdag starter endnu en ny epoke i vores
tilværelse sammen: vi får simpelt hen en sofa!! sådan, siger jeg bare. det
bliver så godt & anderledes.
jeg har også truffet nogle beslutninger & fået sat ord på nogle følelser. i
forhold til følelsen af at være utilstrækkelig, så hjalp det at være i
terapi i torsdag. for følelsen bunder i magtesløshed, der igen bunder i
nogle tidlige oplevelser. det lader jeg være en anden snak, som jeg muligvis
skriver om en anden dag. lige nu er jeg glad, smilende & én har bedt mig
kigge mig omkring, det vil jeg gøre. så hold øje med mig; det er mig med det
store smil & de brede hofter.
kæresten hiver i mig, nu skal der kastes med kugler i haven.
31.08.2002tror jeg bliver idiot! for fanden i panden, hvor har jeg bare haft lorte
ondt i nakken hele dagen. først troede jeg, at det skyldtes at jeg havde sovet
den der obligatoriske time for længe, der bare altid gør en øm i kroppen. men
virkeligheden er åbenbart anderledes & smerten er kun blevet værre i løbet af
dagen, som om hovedet slet ikke kan drejes mere. av for den! jeg strækker mig,
laver afspændingsøvelser og har hele eftermiddagen ligget på puder på gulvet
(ja vores sofa kommer jo først på tirsdag) foran fjernsynet – hele tiden i den
mest afslappet stilling & jeg har gloet total ligegyldige amerikanske film,
der bare altid ender lykkeligt & altid har den der morale. brækker mig snart &
det er vist både af smerte & moral. faktisk kan jeg ikke sidde oprejst & med
hovedet i ’lige-ud-position’, bedst har jeg det vist hovedet vender et par få
grader mod øst – allerbedst har jeg det dog på gulvet, rullet sammen & med en
pude til at hvile mit tunge hoved. jeg er bare så træt af fjernsyn, så
forsøger jeg mig med en bog & må opgive. hver gang en side skal vendes, så
kommer jeg ud i en yderstilling, der bare gør det hele værre. møg. & kæresten
er til petanque, så ikke en gang der er der medlidenhed & omsorg at hente - &
når han kommer hjem så er han så træt, at det sidste han har lyst til i hele
verden er at høre om, hvor ondt det gør. så forsøger jeg mig med en telefon,
men der er ikke nogen hjemme & det er også godt det samme – for jeg ville ikke
ane, hvad jeg skulle sige & jeg er vel for fanden en voksen kvinde & min mor
kan heller ikke trylle & således er jeg bare tilbage ved dagens udgangspunkt:
jeg har hold i nakken & føler mig helt alene i verden med min smerte. av!
faktisk fedt at være lidt ynkelig – knap så fedt er det dog, at der er ingen
til at have ondt af mig.
om 9 måneder bliver jeg 30 år & det er vel den samme tid en graviditet er om
at gå igennem – ikke at jeg er gravid, men forberedelser til den slags fester
som 30 år tager lige så meget tid, kræver lige så meget opmærksomhed &
lokalerne er allerede blevet lejet – gæstelisten er næsten også skrevet, enkle
personer står i parentes (en slags backup) & par af felterne er også tomme
(man ved jo aldrig, vel?), så trækker jeg vejret dybt & puster ud igen. tjek
på det hele. & jeg vil hylde mig selv i stor stil, den gode vin, gode musik,
gode mad & de gode (betydningsfulde) mennesker omkring mig. godt at have
noget, at se frem til. er der egentlig noget jeg virkelig gerne vi nå inden de
30 år, sådan har jeg i hvert fald tænkt et par gange & det er der måske nok.
1. ha’ kørekort
2. holde op med at ryge
3. starte behandlingerne for barnløshed
4. blive gift med kæresten
& bortset fra at kæresten ikke er blevet indvilliget i punkt 3 & 4, ja så skal
det nok gå. resten må vi tage hen af vejen.
kan en skøjteløber gå på vandet?
