Har du savnet mig?
03.04.2003
Tiscali burde simpelt få en ordentlig røvfuld. Det er i hvert fald
pga. dem at jeg ikke kunne komme på nettet i to dage, og følelsen
af at være frarøvet et uundværlig netværk (læg venligst mærke til
den dobbelt betydning af ordet) passer mig sgu dårligt.
Nuvel skaden er sket og udbedret.
I tirsdag var kæresten, jeg og et vennepar i Cirkusbygningen for
at opleve 'De fem på flugt' og det var faktisk ganske
underholdende. Ingen tvivl; Carsten Bang sparker røv!
Videre. Er ikke helt tilfreds med regeringens ønske om at hæve
farten til 130 km/t, først og fremmest er jeg kun ved at lære at
holde farten på over 100, dernæst synes jeg faktisk det virker
omsonst at alting skal gå så skide stærkt.
Vi har fået tilbudt en større lejlighed. Vi har faktisk fået
tilbudt en lejlighed der er dobbelt så stor som vores nuværende
lejlighed. På 3. sal i opgangen skal lejligheden til højre og
venstre slås sammen til en stor tingest. Behøver jeg at sige at vi
sekundet efter nyheden allerede havde indrettet 140 km2, fået 4
unger med 11-taller hængende fra næseborene og trådløst netværk
således at vi kunne sidde i vores nye køkken-alrum uden at bekymre
os om Junior fandt en ledning. Nå men det gjorde vi og heldigvis
er drømme et vidunderligt krydderi på tilværelsen og betyder ikke
nødvendigvis at der skal pustes liv i dem alle sammen. Dagen
derpå; en slags tømmermænd og nogle faktuelle tal der fortæller os
at prisen er urimelig høj (både hvad angår andel og husleje) og på
sigt ikke det værd – i hvert fald ikke det værd når man tager
vores behov i betragtning og renterne på et lån på ca. 400.000 kr.
Det var fedt at drømme, fedt at opdage at vi gerne vil mange af de
samme ting. Jeg føler nu ikke at jeg har mistet noget, sandheden
er nok snare den at vi - når alt kommer til alt - ikke rigtig
brænder for sådan en lejlighed og skal vi først hive den slags
beløb op ad lommen så findes der langt mere attraktive
lejligheder. Jeg skal dog heller ikke sige mig helt fri for det
faktum at hvis de bare trak 200.000 kr. fra i prisen så var
flyttekasserne pakket og jeg rendte fra 1. til 3. sal på en
weekend
Sådan er det. Hvem der bare kunne få i pose og stadig være en sæk!
Først en, så to rækker
08.04.2003
Simpelt hen det største. I dag var jeg til BANKO med min kusine.
Ja sgu og det var skide skægt, når vi ser bort fra det tilrøgede
lokale der gør jeg her til aften ligner en der har været på
3-dages druk. Min kusine er knivskarp til det pis og formåede også
at holde øje med min ene plade der vendte på hovedet i forhold til
hvor hun sad. Selv havde hun 12 plader. Nuvel var det ikke for min
elskede kusine så havde jeg ikke vundet en skid. To gange måtte
hun råbe BANKO for mig. Begge gange var jeg et nummer bagud i
forhold til alle andre i bankohallen. Ja takke være min kusine
vandt jeg 3oo kr. og fratrukket det jeg brugte på at kunne spille,
så gik jeg hjem med en fortjeneste på 225 kr. Fedt. Tænker at jeg
helt sikker prøver det igen!
Ellers ikke de store begivenheder. Tiscali har igen været nede.
Ved ikke helt hvad fanden de laver (eller ikke laver!), men jeg er
ikke helt tilfreds med deres service. Så nu har kæresten og jeg
valgt at give dem en chance og ellers skifter vi sgu udbyder.
Mener hvor svært kan det være at sørge for at vi er koblet op i
døgnets 24 timer?
Er mæt og tilfreds. Hvad med dig?
Mit navn det står med prikker
14.04.2003
I lørdags havde jeg en veninde på besøg, kæresten var i Jazzhouse,
og således kunne vi sidde i hver vores ende af sofaen og hygge med
hinanden. Hun er et vidunderligt menneske, på mange fronter er hun
mit spejl, men hun er også en jeg kan se op til og så dømmer hun
ikke. Lige som jeg synes hun at have levet et langt liv og hendes
bevidsthed vidner om erfaring, både den der kommer let og den som
er så pokkers dyrt betalt.
Inden da havde jeg spist frokost med mine forældre.
Søndagen foregik (som altid efterhånden!) stadig i søvn. Var forbi
min tante og onkel, skulle låne deres båndoptager. For ser du
bilen er måske af nyere dato, men tilbehøret er noget ældre –
altså ældre i den forstand at de færreste vel efterhånden samler
på kassettebånd. Nuvel, jeg har lånt en båndoptager og kan nu
optage musik og således slipper jeg for at høre radio når jeg
kører til og fra noget.
Det undrer mig sgu at nogen kan have ondt i røven over Bussers
dagbog. Undrer mig at nogen kan gøre sig til dommer for hvad han
skal skrive og jeg tænker: Den slags mennesker må nødvendigvis
være dummere end gennemsnittet. Ved de ikke at de har et valg?
Noget driver dem og når alt kommer til alt, så handler det vist
mest af alt om deres eget lort, når de sådan vælger at dømme en
anden.
Hele idéen med en dagbog er sgu da netop at lade ordene flyde frit
og hvad enten dagbogen er gemt væk i en skuffe eller til fuld skue
er sagen fuldstændig underordnet. Det drejer sig om at bryde
grænserne til ens eget Jeg og for nogen fungerer det bedst med
tilskuer på. Nogen af os har brug for dette hul til omverden, brug
for den bekræftelse der ligger i at en og anden (et sted derude)
følger med på godt og ondt. Brug for at fortælle at også jeg er et
menneske. Faktisk kræver det ikke den store psykologiske analyse
at forklare hvorfor vi gør som vi gør, men gider du lige et kort
øjeblik og vende blikket indad og fortælle mig hvad der driver
dig. Hvorfor er du en crackhore for mit og andres liv?
Hvad mig og kæresten angår, så går det egentlig meget godt. Jeg
ved at han elsker mig og det er inkl. mine rigtige dårlige dage.
Den slags dage hvor jeg ikke kan se ud over egen næse og derfor
synes han er en amatør. Han mener jeg er en røv dårlig bilist og
jeg nægter at give ham ret. Jeg er nybegynder, men det er
kraftedeme noget helt andet og det er så frustrerende når han
retter på mig. Så føler jeg mig straks forkert og det bringer en
masse gammel lort med sig, bl.a. frustrationen over at jeg nok
aldrig kan leve op til hans perfekte verdensbillede. Så går jeg i
seng og dagen derpå er alting anderledes, selv lyset.
Påsken er på trapperne (og klar!), vi skal være sammen med vores
respektive familier og ellers står den for mit vedkommende på job.
Tænker at dette må være ordene, jeg gider være hverken bukke,
neje, gå ud og komme ind igen. Hvad du ser, er sjældent hvad du
får, men det er sgu tæt på.
Her i påsken
18.04.2003
Skærtorsdag spillede vi petanque på torvet, stod i solskinnet og
nød lyden at kuglerne som de ramte stenene og hinanden. Selskabet
var godt. Langfredag startede med kaffe hos mormor. En vidunderlig
kvinde. Resten af aften skal foregå med computeren på benene mens
jeg sidder på 'legetæppet' på gulvet og fornemmer hvordan Junior
hopper omkring.
Mit humør? Sådan lige midt imellem. Har min menstruation og det
sætter sit helt eget præg. Jeg er træt, øm i kroppen og ønsker alt
på en speciel måde og i en ganske speciel rækkefølge. Egentlig
ikke noget jeg rigtig har tænkt over tidligere, men ved
middagssøvnen i dag bragte kæresten det på banen og dermed blev
jeg opmærksom. Alt omkring mig skal i denne tid være i orden.
Intet fnuller på gulvet, ingen opvask og min tålmodighed er at
finde et pokkers lille sted. Intet og det slår mig næsten ud af
kurs.
En og anden fatsvag underbemidlet idiot har rykket i sidespejlet
på bilen. For fanden hvor det generer mig at sådan en slags tabere
skal have lov til at gå frit omkring. Måske har jeg tidligere talt
om ikke at dømme, men hey standpunkter skal skifte. Heldigvis.
Situationen er ganske enkelt den at jeg hverken kan eller vil
tolerere dumhed – og her i blandt den slags mennesker der -
grundet deres under gennemsnittet IQ – 'bare' lige må øve hærværk.
Hvad fanden foregår der egentlig i oppe i hovedet på dem?
Ingenting! Er det virkelig så simpelt?! Sikkert.
Ved at jeg aldrig har sagt det højt før, men for fanden hvor gad
jeg (i perioder) godt være Gud, så skulle jeg kraftedeme nok
bestemme hvem der får lov til at leve. Videre. Gider hverken
ødelægge mit humør eller spilde min tid – ikke lige nu i hvert
fald – en dag skal jeg nok skrive dosmersedlen over hvem og hvad
der dur.
Sure opstød er der masser af. Dette var mit.
Og når alt det ovenstående er sagt og jeg kan tilmed også stå inde
for det, så må jeg sidst på linjen sige følgende: Et ord må ikke
deles sådan:
F-
isse.
Sæd i navlen!
20.04.2003
Er simpelt hen så mæt at bare tanken om mad synes at lukke svælget
på mig, får mig til at danne mundvand – og det er den slags lige
inden man bare må brække sig. Har været hos 'svigerfamilien' i
dag. Middag, påskeæg og slik i lange baner. Nåede egentlig ikke så
meget af slikket, men nåede maden og isdesserten. Kæresten er
nummer to i en søskendeflok på tre og alle lider de i den grad
under den såkaldte søskende mentalitet. Det vil sige: Æd til
skålen er tom og sørg for du får mest muligt ellers kommer en
anden før dig. For mig eget vedkommende gælder rollen som enebarn
(jo har en lillebror, men ikke i biologisk forstand) og jeg er
slet ikke vant til tanken om at der ikke skulle være nok. Må altså
tilstå at det forskrækker mig; grådigheden og først til mølle
princippet. Vi var seks mennesker til stede og alle havde medbragt
slik for 20 kr. og det tog godt og vel 30 minutter og skålen var
tom. Fuldstændig tom. Helt bag på mig kommer det selvfølgelig
ikke, mener selv her i hytten hvor 'kun' kæresten og jeg deles om
tingene kan vi ikke have noget sødt liggende. Ofte har jeg købt et
eller andet, fordi man aldrig ved hvornår man bliver lækkersulten
og når jeg endelig får lyst til det så er lortet kraftedeme væk og
kæresten ræber veltilfreds som han slikker det sidste chokolade af
fingeren. Glemt havde han også at spørge om jeg havde lyst til
noget. Så nu køber jeg mest af alt salt lakrids – det bryder han
sig ikke om og jeg kan have min pose i fred hele ugen.
Faktisk er det sjovt at studere andre mennesker, andre familier og
af flere grunde. Mest af alt fordi jeg altid ender op med at prise
mig lykkelig for min egen opvækst.
Og det er efter midnat og 1. påskedag er begyndt. Snart noget søvn
og så skal vi til middag hos mine forældre, glæder mig. Lillebror
og hans kæreste kommer også og der er noget trygt ved at familien
er samlet. Jeg holder meget af min familie – det er vist ingen
hemmelighed – og jeg nyder det faktum at min lillebror og jeg kan
være børn når vi er hjemme. Ved godt at det lyder mærkeligt. Jeg
er jo en kvinde på snart 30 år, men ikke desto mindre så er det
virkeligheden. Hos mor og far er alt som det skal være.
Har fået skrevet endnu en historie, nu skal jeg bare finde
overskuddet til at skrive den ren. Er faktisk blevet rykket for
den, men ting tager tid og det kræver et (for mig!) helt specielt
humør at nedfælde fantasierne. Og jeg må sgu tilstå at mit
overskud i den senere tid har været at finde et ufatteligt lille
sted, alt hvad jeg gik i gang kedede mig. Hos mormor i fredags
opdagede jeg at jeg har tabt 7 kg og det må siges at være en del,
så kan jeg bedre forstå at folk har kommenteret på det og at jeg
måtte sy størrelse 38 ind. Dog er jeg også skide glad for mad, så
det skal nok komme tilbage.
Nå men…synes lige jeg har præsteret at skrive og skrive uden at
jeg reelt har fortalt en skid. Det er sgu da egentligt meget godt
klaret. Gider dog ingen gang undskylde for minutterne som jeg har
frarøvet dig, alt sker jo på eget ansvar og når alt kommer til alt
så er siderne her mine.
Sidst på linjen: Svaghed, dit navn er kvinde!
Sikke en fest!
22.04.2003
Når overfladen er en gråmeleret iscenesættelse af ingenting og alt
lige nedenunder er gennemsyret af alt det man aldrig taler om, så
gør det ondt at erkende at her var en gang en familie. Lykkelig
har den sikkert aldrig rigtig været, men det har været så pokkers
tæt på. Sjældent har jeg været i stand til at fortælle mere end
brøkdele, mest fordi virkeligheden involverer andre mennesker,
endda den slags der står mit hjerte ganske nært.
Og måske har jeg allerede sagt alt for meget og måske kunne der
siges endnu mere, både om dette og om så meget andet. Det gør ondt
og jeg vælger at beskytte mig selv. Det tåler simpelt hen ikke
dagens lys, mest af alt fordi jeg endnu ikke er klar.
Nogle gange spekulerer jeg på om jeg skal holde mig til
overfladen, om jeg skal lade være med at bore alt for dybt. Nogle
gange – specielt når jeg opdager hvor meget det skrevne ord binder
– tænker jeg, at dagbogen har overlevet sig selv. At det sidste
blad er vendt og blækket forsvundet fra min pen. Nogle gange
tænker jeg… og nogle gange (som nu!) går jeg i stå.
Ja her var en gang en familie – en dysfunktionel en af slagsen.
Og det er i sandhed hvad mit liv handler om i øjeblikket, familien
står ved en korsvej og så meget er på spil. Alle er vi bange for
at miste hinanden, men mest af alt os selv. Aldrig har vi været så
tætte og alligevel så langt væk, det er en underlig erkendelse. En
dag fortæller jeg det hele (sådan har jeg sagt så mange gange
før), men indtil da gælder det om at beskytte dem som er nærmest;
min mor, far og lillebror.
Endnu en kær ven er kommet på nettet og han har også valgt at
ville dele sit liv med dig. Tag godt imod ham og lær ham at kende.
For om noget så er han det værd.
Lyden af dæk på våd asfalt
28.04.2003
Der er kommet ro på igen. Familien er i tilbage i sine rette
folder og jeg er langsomt ved at finde smilet frem på mine læber.
Pyh… blev helt bekymret for at jeg skulle vågne op og opdage at
alting var forandret. Ved at jeg ofte hvisker at alting er
foranderligt, men fanden tage mig om min familie også skal være
det. Så sætter jeg kraftedeme foden ned og gør modstand. Jeg
nægter!!
Forestiller mig næppe – hvis alt kommer til alt – at mine
protester ville gøre en forskel, men derfor kan jeg jo godt være
højtråbende på afstand, ikk?
Har spist så mange lakrids-poletter at min mave gør modstand. Jeg
kan end ikke slå en skid i det skjulte; lugten afslører mig. Så
bliver jeg knaldrød i hovedet og skriger af grin så tårerne
triller ned ad mine kinder. Siger det bare; fæces og luft i
tarmene er simpelt hen bare det sjoveste. I mit univers, anyway.
Og jeg kan mange forskellige sproglige variationer for den simple
konstatering at man skal skide: Tømme ryggen, sende Bruno til
svømning, prutte i tønden, lave lort, høm-høm (og den korte
version; hø-hø), lave stort, bummelum, pølse, vende vrangen ud af,
sigte bundfald, bærme og ved de virkelige 'dårlige' besøg; lind
afføring. (Og som min mor lige konstaterede efter at have læst
opdateringen: Kan du se mine øjne er brune?) Noget jeg har
opfundet igennem tiden fordi min far af en og anden årsag ikke
mener man taler højt om den slags… og dermed har han jo klart
sørgede for at det kun kan blive endnu sjovere.
Og så et OPRÅB!! Jeg synes vi skal genindføre Tak i trafikken
tegnet. Det var sgu da det mest oversete af alle og det fortjener
nu sin plads. Så ser du en med hele armen ud igennem vinduet (og
er bilen en Fiat Punto i sølvmetal) så kan du være sikker på at
jeg sidder bag rettet og morer mig.
