e-mail

 
Har du savnet mig?
03.04.2003

Tiscali burde simpelt få en ordentlig røvfuld. Det er i hvert fald pga. dem at jeg ikke kunne komme på nettet i to dage, og følelsen af at være frarøvet et uundværlig netværk (læg venligst mærke til den dobbelt betydning af ordet) passer mig sgu dårligt.
Nuvel skaden er sket og udbedret.

I tirsdag var kæresten, jeg og et vennepar i Cirkusbygningen for at opleve 'De fem på flugt' og det var faktisk ganske underholdende. Ingen tvivl; Carsten Bang sparker røv!

Videre. Er ikke helt tilfreds med regeringens ønske om at hæve farten til 130 km/t, først og fremmest er jeg kun ved at lære at holde farten på over 100, dernæst synes jeg faktisk det virker omsonst at alting skal gå så skide stærkt.

Vi har fået tilbudt en større lejlighed. Vi har faktisk fået tilbudt en lejlighed der er dobbelt så stor som vores nuværende lejlighed. På 3. sal i opgangen skal lejligheden til højre og venstre slås sammen til en stor tingest. Behøver jeg at sige at vi sekundet efter nyheden allerede havde indrettet 140 km2, fået 4 unger med 11-taller hængende fra næseborene og trådløst netværk således at vi kunne sidde i vores nye køkken-alrum uden at bekymre os om Junior fandt en ledning. Nå men det gjorde vi og heldigvis er drømme et vidunderligt krydderi på tilværelsen og betyder ikke nødvendigvis at der skal pustes liv i dem alle sammen. Dagen derpå; en slags tømmermænd og nogle faktuelle tal der fortæller os at prisen er urimelig høj (både hvad angår andel og husleje) og på sigt ikke det værd – i hvert fald ikke det værd når man tager vores behov i betragtning og renterne på et lån på ca. 400.000 kr. Det var fedt at drømme, fedt at opdage at vi gerne vil mange af de samme ting. Jeg føler nu ikke at jeg har mistet noget, sandheden er nok snare den at vi - når alt kommer til alt - ikke rigtig brænder for sådan en lejlighed og skal vi først hive den slags beløb op ad lommen så findes der langt mere attraktive lejligheder. Jeg skal dog heller ikke sige mig helt fri for det faktum at hvis de bare trak 200.000 kr. fra i prisen så var flyttekasserne pakket og jeg rendte fra 1. til 3. sal på en weekend

Sådan er det. Hvem der bare kunne få i pose og stadig være en sæk!

Først en, så to rækker
08.04.2003

Simpelt hen det største. I dag var jeg til BANKO med min kusine. Ja sgu og det var skide skægt, når vi ser bort fra det tilrøgede lokale der gør jeg her til aften ligner en der har været på 3-dages druk. Min kusine er knivskarp til det pis og formåede også at holde øje med min ene plade der vendte på hovedet i forhold til hvor hun sad. Selv havde hun 12 plader. Nuvel var det ikke for min elskede kusine så havde jeg ikke vundet en skid. To gange måtte hun råbe BANKO for mig. Begge gange var jeg et nummer bagud i forhold til alle andre i bankohallen. Ja takke være min kusine vandt jeg 3oo kr. og fratrukket det jeg brugte på at kunne spille, så gik jeg hjem med en fortjeneste på 225 kr. Fedt. Tænker at jeg helt sikker prøver det igen!

Ellers ikke de store begivenheder. Tiscali har igen været nede. Ved ikke helt hvad fanden de laver (eller ikke laver!), men jeg er ikke helt tilfreds med deres service. Så nu har kæresten og jeg valgt at give dem en chance og ellers skifter vi sgu udbyder. Mener hvor svært kan det være at sørge for at vi er koblet op i døgnets 24 timer?

Er mæt og tilfreds. Hvad med dig?

Mit navn det står med prikker
14.04.2003

I lørdags havde jeg en veninde på besøg, kæresten var i Jazzhouse, og således kunne vi sidde i hver vores ende af sofaen og hygge med hinanden. Hun er et vidunderligt menneske, på mange fronter er hun mit spejl, men hun er også en jeg kan se op til og så dømmer hun ikke. Lige som jeg synes hun at have levet et langt liv og hendes bevidsthed vidner om erfaring, både den der kommer let og den som er så pokkers dyrt betalt.

Inden da havde jeg spist frokost med mine forældre.

Søndagen foregik (som altid efterhånden!) stadig i søvn. Var forbi min tante og onkel, skulle låne deres båndoptager. For ser du bilen er måske af nyere dato, men tilbehøret er noget ældre – altså ældre i den forstand at de færreste vel efterhånden samler på kassettebånd. Nuvel, jeg har lånt en båndoptager og kan nu optage musik og således slipper jeg for at høre radio når jeg kører til og fra noget.

Det undrer mig sgu at nogen kan have ondt i røven over Bussers dagbog. Undrer mig at nogen kan gøre sig til dommer for hvad han skal skrive og jeg tænker: Den slags mennesker må nødvendigvis være dummere end gennemsnittet. Ved de ikke at de har et valg? Noget driver dem og når alt kommer til alt, så handler det vist mest af alt om deres eget lort, når de sådan vælger at dømme en anden.
Hele idéen med en dagbog er sgu da netop at lade ordene flyde frit og hvad enten dagbogen er gemt væk i en skuffe eller til fuld skue er sagen fuldstændig underordnet. Det drejer sig om at bryde grænserne til ens eget Jeg og for nogen fungerer det bedst med tilskuer på. Nogen af os har brug for dette hul til omverden, brug for den bekræftelse der ligger i at en og anden (et sted derude) følger med på godt og ondt. Brug for at fortælle at også jeg er et menneske. Faktisk kræver det ikke den store psykologiske analyse at forklare hvorfor vi gør som vi gør, men gider du lige et kort øjeblik og vende blikket indad og fortælle mig hvad der driver dig. Hvorfor er du en crackhore for mit og andres liv?

Hvad mig og kæresten angår, så går det egentlig meget godt. Jeg ved at han elsker mig og det er inkl. mine rigtige dårlige dage. Den slags dage hvor jeg ikke kan se ud over egen næse og derfor synes han er en amatør. Han mener jeg er en røv dårlig bilist og jeg nægter at give ham ret. Jeg er nybegynder, men det er kraftedeme noget helt andet og det er så frustrerende når han retter på mig. Så føler jeg mig straks forkert og det bringer en masse gammel lort med sig, bl.a. frustrationen over at jeg nok aldrig kan leve op til hans perfekte verdensbillede. Så går jeg i seng og dagen derpå er alting anderledes, selv lyset.

Påsken er på trapperne (og klar!), vi skal være sammen med vores respektive familier og ellers står den for mit vedkommende på job.
Tænker at dette må være ordene, jeg gider være hverken bukke, neje, gå ud og komme ind igen. Hvad du ser, er sjældent hvad du får, men det er sgu tæt på.

Her i påsken
18.04.2003

Skærtorsdag spillede vi petanque på torvet, stod i solskinnet og nød lyden at kuglerne som de ramte stenene og hinanden. Selskabet var godt. Langfredag startede med kaffe hos mormor. En vidunderlig kvinde. Resten af aften skal foregå med computeren på benene mens jeg sidder på 'legetæppet' på gulvet og fornemmer hvordan Junior hopper omkring.

Mit humør? Sådan lige midt imellem. Har min menstruation og det sætter sit helt eget præg. Jeg er træt, øm i kroppen og ønsker alt på en speciel måde og i en ganske speciel rækkefølge. Egentlig ikke noget jeg rigtig har tænkt over tidligere, men ved middagssøvnen i dag bragte kæresten det på banen og dermed blev jeg opmærksom. Alt omkring mig skal i denne tid være i orden. Intet fnuller på gulvet, ingen opvask og min tålmodighed er at finde et pokkers lille sted. Intet og det slår mig næsten ud af kurs.

En og anden fatsvag underbemidlet idiot har rykket i sidespejlet på bilen. For fanden hvor det generer mig at sådan en slags tabere skal have lov til at gå frit omkring. Måske har jeg tidligere talt om ikke at dømme, men hey standpunkter skal skifte. Heldigvis. Situationen er ganske enkelt den at jeg hverken kan eller vil tolerere dumhed – og her i blandt den slags mennesker der - grundet deres under gennemsnittet IQ – 'bare' lige må øve hærværk. Hvad fanden foregår der egentlig i oppe i hovedet på dem? Ingenting! Er det virkelig så simpelt?! Sikkert.

Ved at jeg aldrig har sagt det højt før, men for fanden hvor gad jeg (i perioder) godt være Gud, så skulle jeg kraftedeme nok bestemme hvem der får lov til at leve. Videre. Gider hverken ødelægge mit humør eller spilde min tid – ikke lige nu i hvert fald – en dag skal jeg nok skrive dosmersedlen over hvem og hvad der dur.

Sure opstød er der masser af. Dette var mit.

Og når alt det ovenstående er sagt og jeg kan tilmed også stå inde for det, så må jeg sidst på linjen sige følgende: Et ord må ikke deles sådan:
F-
isse.

Sæd i navlen!
20.04.2003

Er simpelt hen så mæt at bare tanken om mad synes at lukke svælget på mig, får mig til at danne mundvand – og det er den slags lige inden man bare må brække sig. Har været hos 'svigerfamilien' i dag. Middag, påskeæg og slik i lange baner. Nåede egentlig ikke så meget af slikket, men nåede maden og isdesserten. Kæresten er nummer to i en søskendeflok på tre og alle lider de i den grad under den såkaldte søskende mentalitet. Det vil sige: Æd til skålen er tom og sørg for du får mest muligt ellers kommer en anden før dig. For mig eget vedkommende gælder rollen som enebarn (jo har en lillebror, men ikke i biologisk forstand) og jeg er slet ikke vant til tanken om at der ikke skulle være nok. Må altså tilstå at det forskrækker mig; grådigheden og først til mølle princippet. Vi var seks mennesker til stede og alle havde medbragt slik for 20 kr. og det tog godt og vel 30 minutter og skålen var tom. Fuldstændig tom. Helt bag på mig kommer det selvfølgelig ikke, mener selv her i hytten hvor 'kun' kæresten og jeg deles om tingene kan vi ikke have noget sødt liggende. Ofte har jeg købt et eller andet, fordi man aldrig ved hvornår man bliver lækkersulten og når jeg endelig får lyst til det så er lortet kraftedeme væk og kæresten ræber veltilfreds som han slikker det sidste chokolade af fingeren. Glemt havde han også at spørge om jeg havde lyst til noget. Så nu køber jeg mest af alt salt lakrids – det bryder han sig ikke om og jeg kan have min pose i fred hele ugen.
Faktisk er det sjovt at studere andre mennesker, andre familier og af flere grunde. Mest af alt fordi jeg altid ender op med at prise mig lykkelig for min egen opvækst.

Og det er efter midnat og 1. påskedag er begyndt. Snart noget søvn og så skal vi til middag hos mine forældre, glæder mig. Lillebror og hans kæreste kommer også og der er noget trygt ved at familien er samlet. Jeg holder meget af min familie – det er vist ingen hemmelighed – og jeg nyder det faktum at min lillebror og jeg kan være børn når vi er hjemme. Ved godt at det lyder mærkeligt. Jeg er jo en kvinde på snart 30 år, men ikke desto mindre så er det virkeligheden. Hos mor og far er alt som det skal være.

Har fået skrevet endnu en historie, nu skal jeg bare finde overskuddet til at skrive den ren. Er faktisk blevet rykket for den, men ting tager tid og det kræver et (for mig!) helt specielt humør at nedfælde fantasierne. Og jeg må sgu tilstå at mit overskud i den senere tid har været at finde et ufatteligt lille sted, alt hvad jeg gik i gang kedede mig. Hos mormor i fredags opdagede jeg at jeg har tabt 7 kg og det må siges at være en del, så kan jeg bedre forstå at folk har kommenteret på det og at jeg måtte sy størrelse 38 ind. Dog er jeg også skide glad for mad, så det skal nok komme tilbage.

Nå men…synes lige jeg har præsteret at skrive og skrive uden at jeg reelt har fortalt en skid. Det er sgu da egentligt meget godt klaret. Gider dog ingen gang undskylde for minutterne som jeg har frarøvet dig, alt sker jo på eget ansvar og når alt kommer til alt så er siderne her mine.

Sidst på linjen: Svaghed, dit navn er kvinde!

Sikke en fest!
22.04.2003

Når overfladen er en gråmeleret iscenesættelse af ingenting og alt lige nedenunder er gennemsyret af alt det man aldrig taler om, så gør det ondt at erkende at her var en gang en familie. Lykkelig har den sikkert aldrig rigtig været, men det har været så pokkers tæt på. Sjældent har jeg været i stand til at fortælle mere end brøkdele, mest fordi virkeligheden involverer andre mennesker, endda den slags der står mit hjerte ganske nært.
Og måske har jeg allerede sagt alt for meget og måske kunne der siges endnu mere, både om dette og om så meget andet. Det gør ondt og jeg vælger at beskytte mig selv. Det tåler simpelt hen ikke dagens lys, mest af alt fordi jeg endnu ikke er klar.
Nogle gange spekulerer jeg på om jeg skal holde mig til overfladen, om jeg skal lade være med at bore alt for dybt. Nogle gange – specielt når jeg opdager hvor meget det skrevne ord binder – tænker jeg, at dagbogen har overlevet sig selv. At det sidste blad er vendt og blækket forsvundet fra min pen. Nogle gange tænker jeg… og nogle gange (som nu!) går jeg i stå.
Ja her var en gang en familie – en dysfunktionel en af slagsen.

Og det er i sandhed hvad mit liv handler om i øjeblikket, familien står ved en korsvej og så meget er på spil. Alle er vi bange for at miste hinanden, men mest af alt os selv. Aldrig har vi været så tætte og alligevel så langt væk, det er en underlig erkendelse. En dag fortæller jeg det hele (sådan har jeg sagt så mange gange før), men indtil da gælder det om at beskytte dem som er nærmest; min mor, far og lillebror.

Endnu en kær ven er kommet på nettet og han har også valgt at ville dele sit liv med dig. Tag godt imod ham og lær ham at kende. For om noget så er han det værd.

Lyden af dæk på våd asfalt
28.04.2003

Der er kommet ro på igen. Familien er i tilbage i sine rette folder og jeg er langsomt ved at finde smilet frem på mine læber. Pyh… blev helt bekymret for at jeg skulle vågne op og opdage at alting var forandret. Ved at jeg ofte hvisker at alting er foranderligt, men fanden tage mig om min familie også skal være det. Så sætter jeg kraftedeme foden ned og gør modstand. Jeg nægter!!
Forestiller mig næppe – hvis alt kommer til alt – at mine protester ville gøre en forskel, men derfor kan jeg jo godt være højtråbende på afstand, ikk?

Har spist så mange lakrids-poletter at min mave gør modstand. Jeg kan end ikke slå en skid i det skjulte; lugten afslører mig. Så bliver jeg knaldrød i hovedet og skriger af grin så tårerne triller ned ad mine kinder. Siger det bare; fæces og luft i tarmene er simpelt hen bare det sjoveste. I mit univers, anyway. Og jeg kan mange forskellige sproglige variationer for den simple konstatering at man skal skide: Tømme ryggen, sende Bruno til svømning, prutte i tønden, lave lort, høm-høm (og den korte version; hø-hø), lave stort, bummelum, pølse, vende vrangen ud af, sigte bundfald, bærme og ved de virkelige 'dårlige' besøg; lind afføring. (Og som min mor lige konstaterede efter at have læst opdateringen: Kan du se mine øjne er brune?) Noget jeg har opfundet igennem tiden fordi min far af en og anden årsag ikke mener man taler højt om den slags… og dermed har han jo klart sørgede for at det kun kan blive endnu sjovere.

Og så et OPRÅB!! Jeg synes vi skal genindføre Tak i trafikken tegnet. Det var sgu da det mest oversete af alle og det fortjener nu sin plads. Så ser du en med hele armen ud igennem vinduet (og er bilen en Fiat Punto i sølvmetal) så kan du være sikker på at jeg sidder bag rettet og morer mig.