e-mail

 

Vægttab: 3. vejning


Så er det igen blevet til et kilo mindre end sidste gang. Det går i den rigtige retning: Stille og roligt, men nedad.

Jeg mærker de små forskelle: Bukserne, der bliver større. Jeg synes stadig, at jeg er stor omkring brystet, men jeg tænker, at det nok skal komme. Derudover kan jeg også mærke større velvære sådan i almindelighed.

Jeg var hos min nye gynækolog i tirsdag. Det gik rigtig godt. Jeg blev sendt videre til en specialist i forhold til den dårlige smear – så på tirsdag skal jeg have taget en kolposkopi og så er det et svar 2-3 uger senere. Det er o.k.

Jeg blev sat op i Metformin-behandlingen til 1 tablet a 500 mg x 3 dagligt. Der blev understreget det vigtige i at følge Omega-metoden og så skal jeg til at udvide min motion til 3 gange om uge af minimum 45 minutters varighed og med en puls på over 100. Planen er at supplere gåturene med veninde med løbeture rundt om mosen.

Nu har jeg jo de sidste 4 uger cyklet 22 km om dagen, så jeg forestiller mig, at jeg er sådan i rimelig form og at løbeturene ikke hiver alt luft ud af mig. Det er også en motionsform, hvor jeg kan tage »Gunnar-drengen« med mig – så kan han sidde der i babyjoggeren og navigere.

Jeg har vænnet mig til at min mad stort set aldrig består af hvidt brød, pasta, ris og kartofler. Jeg føler på ingen måde, at jeg har givet afkald på noget og de små fremskridt jeg mærker, de gør forskellen for mig.

Hvordan går det egentlig med jer andre?


1. april 2007, kl. 10:40|


Operation påskeglad 2007


I dag modtog jeg en helt fantastisk påskegave. En skøn lille trææske og 4 dejlige chokolade påskeæg. De skal nydes her i helligdagene.



Du kan tro Helle, at jeg blev rigtig glad for gaven. Tusind tak skal du have!

Nu håber jeg bare, at I andre også bliver glade for jeres påskegaver og sidst på linjen: Rigtig god påske til jer alle sammen!


3. april 2007, kl. 19:48|


BlogTjek07


Så er en del af undersøgelsen færdig. Den mere overordnet del af undersøgelsen. Hvem der præcist besøger min side må vente lidt endnu - men det er nu også o.k. For det er frivillige, der står bag og de har uden tvivl andet og mere at lave.

Indtil videre er konklusionen om bloglæseren sådan generelt følgende: »Den typiske bloglæser i Danmark er 34 år gammel, kvinde og bosiddende i København. Hun læser 2-5 forskellige blogs og foretrækker at de handler om noget personligt. Til daglig beskæftiger hun sig med IT og/eller kommunikation og hun har en længevarende uddannelse.«

Du kan læse mere om undersøgelsen her

Så tak til alle, der deltog og en stor tak til de frivillige, der har lagt en masse arbejde i det.


4. april 2007, kl. 11:46


»Opdatere hende.dk«


Sådan står der på et tilfældigt stykke papir, der lå gemt i bunden af min taske.

Sedlens tilblivelse er uvis, ligeså uvis er det, hvad opdateringen skulle handle om. Sedlen kan være skrevet som en reminder i almindelighed eller fordi jeg reelt havde noget væsentligt på hjertet. Jeg tvivler. Ikke fordi jeg ikke indimellem skriver væsentlige ord om væsentlige anliggender, men fordi jeg netop ikke er mere konkret på sedlen. Jeg har nok bare følt, at det var tid til en opdatering.


6. april 2007, kl. 19:32|


Her i påsken


Mens manden er til petanque, så har mor og »Gunnar-drengen« gjort byen usikker. Næsten. Vi har i hvert fald været vidt omkring og er egentlig slet ikke færdige med dagens mange gøremål, men det var nødvendigt med lidt frokost og en middagslur. Så må vi genoptage pligterne senere.

Der skal handles ind. For vi har inviteret os selv på frokost i morgen og så må vi jo også sørge for, at vi får noget at spise, ja?

Gustav er i fuld vigør de her dage. Han er supermule nr. 1 og der er fart over feltet. Lejligheden ligner et bombet lokum fra han slår øjnene op og råber »hej hej« fra hulen og til han gemmer sig i den igen og sover til næste morgen.

Alt skal endevendes og intet er helligt. Han farer afsted og snakker en masse undervejs. Mest på »gustavisk« og indimellem forbarmer han sig og kommer med nogle ord, vi andre også kan få glæde af. Sjovest er det, når han fortæller et og andet og så slår en kæmpe latter op. Han er vist en rigtig spasmager. Måske der er en komiker gemt i ham?

Påsken er ikke brugt på det vilde, men for pokker hvor er det godt bare at slappe af. Nåh ja og så skal vi ud og se på rækkehuse - måske der er noget imellem, der kan bruges og betales.


7. april 2007, kl. 11:49|


Rækkehus


Vi vil gerne have noget større at bo i. Lige nu bor vi i en toværelseslejlighed på 67 m2 og det fungerer o.k. Indtil videre vel at mærke!

Naboen har rundet de 100 år og vi har længe haft en drøm at slå vores lejlighed sammen med hendes, men det har tilsyneladende lange udsigter. Heldigt for hende, kedeligt for os. Længe har markedet ikke været købers, men det er som om bøtten er ved at vende. Vi har ikke råd til hus med stor have. Så skal vi i hvert fald flytte et godt stykke væk fra Købehavn og omegn. Det er vi ikke interesseret i.

Så vi ser på rækkehus. I dag har vi set på 2 i Kokkedal, 1 i Mørkhøj og 1 i Herlev. Alle på nær det i Mørkhøj opfylder vores behov, dvs. min. 4 værelser. Vi skal ikke købe sådan lige med det samme. Vi venter på den offentlige vurdering af vores andel, dvs. omkring maj for vores vedkommende, når der er generalforsamling.

Så lige nu sonderer vi terrænet. Vi snuser til markedet og ser os omkring.


9. april 2007, kl. 19:54|


Historien om mit åndssvage underliv


Sidst i februar fik jeg foretaget en smear hos egen læge. Desværre vist den tegn på celleforandringer, og jeg blev sendt videre til min gynækolog.

Her fik jeg en tid 4 uger senere. Han tog et kig på svarene fra patologisk afdeling og henviste mig straks til en speciallæge med ordene: Det er sikkert ingenting, men lad os få det overstået så hurtigt som muligt.

Allerede den efterfølgende uge kunne jeg få en tid hos speciallægen. Det blev foretaget endnu en biopsi (kolposkopi), og den umiddelbare besked lød, at det så fint ud og jeg nok ikke behøvede yderligere kontrol.

I dag er der så kommet svar: Jeg skal desværre have foretaget et keglesnit på torsdag.
Pokkers også!

Irriterende måde at starte weekenden på og nåh ja så er Gustav (igen!) syg med feber. Det lille myr!

Hvem sagde fredag den 13.?


13. april 2007, kl. 09:51|


Strikketøjet


Længe har jeg haft en fandens masse gode garnrester liggende. Flere gange har jeg forsøgt mig ud i et og andet projekt. Alle gange gik jeg i stå.

Til sidst forærede jeg Pernille resterne, så hun kunne lave et af sine berømte halstørklæder. Herefter købte jeg 2 nye nøgler garn og tænkte, at nu skulle det være.

Det skulle det så bare ikke alligevel. Nu er jeg i gang med at trevle op for himlen skal vide hvilken gang, fordi jeg simpelt hen mister interessen for det, jeg er i gang med.
Måske skulle jeg bare gemme det helt væk?


14. april 2007, kl. 21:07|


Livets regnskab


Jeg har lige spist drengens chokoladepåskehare. Mon han indkræver et nyt inkl. renter, når han bliver stor nok til at forstå det?


15. april 2007, kl. 11:45|


Tryghedstæppet


Gustav har været den lykkelige ejer af sit helt eget hjemme-hønse-strikket tæppe siden hans første skrig på Herlev Hospital. Tæppet har siden da nærmest været limet fast til drengen og det er næsten med både vold og magt, at vi tager det fra ham, fx ved vask.



Faktisk bliver tæppet ikke vasket alt for ofte og mest fordi det altså er noget af en kamp, når han skal undvære det. I dag fik jeg taget det fra ham inden han skulle ud ad døren og i vuggestue, smidt i vaskemaskinen og sat skidtet i gang.

Tæppet blev hængt op straks efter maskinen var færdig (stort set), men var desværre ikke tørt, da dreng vender hjem fra vuggestue. Mand altså! Så er det altså svært at forklare barn på 1½ år, at vådt tæppe skal hænge i fred ellers kommer det til at lugte. Det gik sådan nogenlunde, lige indtil barn på 1½ år skulle puttes for natten. Ak og ve.

Han fik semi-tørt tryghedstæppe med i seng og straks efter, at barn på 1½ år ankom til drømmeland, begyndte mor at lirke tæppet ud af drengens arme. Det var svært. Det var sindssygt svært og jeg mindede vist mest af alt om Robin Hood, da han forsøger at lirke pengeposerne ud af Prins Johns seng.

Jeg troede aldrig det skulle lykkedes mig, men nu ligger tæppet til tøring og forhåbentlig er det helt tørt, når vi andre skal til og i seng, så når dreng vågner i morgen tidlig, har han intet mærket.


17. april 2007, kl. 19:29|


1 stk. keglesnit


Fra du melder din ankomst i receptionen og til du står på gaden: 7 minutter inkl. toiletbesøg og ventetid.

Det gik smertefrit, blevet klaret med en lokalbedøvelse og i en øvet håndevending. Så på den konto har jeg ingen klager. Jeg bløder ikke og det faktisk helt fint. En smule træt, lidt svien i livmoderhalsen, men ellers helt i orden.

De næste 3 uger er følgende ikke aktuelt: Tunge løft, karbad, brug af tampon og sex!


19. april 2007, kl. 19:48|


Når vi nu alligevel er vågne


Der er vel intet usædvanligt i, at jeg her kl. 8.30 allerede havde:

Pudset vinduer i stue, soveværelse og køkken.
Støvsuget 67 m2.
Skiftet sengetøj.
Straks klaret den første vask og gjort en ny parat.
Taget opvasken.

Nu er vi klar til at gå en tur, handle ind og så komme hjem og spise frokost og sove til middag. Mor og barn er alene hjemme i dag og vi er aktive!


21. april 2007, kl. 08:40|


Siden sidst


Dagene tager seriøst hinanden og det er tydeligt at mærke, at jeg pludselig har 1 time senere fri end tidligere. Der er bare lidt mere knald på og det passer mig faktisk rigtigt dårligt. Jeg kunne meget vel gå og blive »på nedsat tid-typen« med mindre jeg kan få lov til at møde 7.30-15. Det passer bare meget bedre til mit temperament.

Nå men siden sidst har vi jo haft 3 års bryllupsdag (tirsdag). Så spiste farmor og farfar aftensmad med Gustav, mens mig og mand spiste på Rungsted Kro og is på havnen. Det tog ikke meget mere end et par timer, men sådan er det, når der er en sengetid, der skal passes.


Og så er jeg atter kommet i gang med strikkeriet. Det var åbenbart bare et spørgsmål om at finde det rigtige mønster . Jeg glæder mig til at koen.


26. april 2007, kl. 13:11|


Siden sidst, vol II


2 pakker ankom op til sidste weekend. Den ene til »Gunnar-drengen«, den anden til mig. Det var simpelt hen det rene svir.

Gustav havde fået en pakke fra Thomas på 7½, der ikke længere kunne passe nogle vindjakker og som så fik sin mor til at sende dem til Gustav. De er lidt store i det, men til næste år så tror jeg, at han har indhentet størrelsen.
Jeg fik derimod en top-tunet pakke fra en bekendt fuld af alverdens parfume prøver. Det kunne helt ærligt ikke falde på et mere tørt sted.

I går fik jeg svar fra min gynækolog. Keglesnittet skulle efter sigende have løst problemet og jeg skal blot til kontrol om 4 måneder. Der faldt virkelig en tung sten fra min skuldre. I dag har Cirkeline haft ukendt besøg. For pokker hun er en heldig lille pige.

Så sidst på linjen: Tak og rigtig god weekend.


27. april 2007, kl. 19:39|


van Dango


Du skulle ikke sådan helt tilfældigvis sidde inde med følgende?:



Åh, lad mig høre fra dig!


28. april 2007, kl. 19:38|


Maj du søde milde


Helt ærligt det er sgu da ret fantastisk, at det nye ferieår starter med 1½ fridag.

Således går jeg kl. 12 i morgen og bliver hjemme hele fredagen, hvilket vist også er tiltrængt, når man nu torsdag aften skal rende rundt på volden og æde hveder.


30. april 2007, kl. 17:08|