e-mail

 

Helt forkert nummer


Telefonen ringer, søvndrukken farer jeg igennem stuen, prøver at navigere mod lyden og da jeg endelig finder telefonen er ringeriet stoppet. Der bliver ikke lagt en besked og jeg ser kort på numret. Det er ikke et, der er skrevet ind i telefonen og jeg beslutter mig at vente med et tilbagekald til jeg er ordentlig vågen.

Nå men inden jeg ringer op, så slår jeg lige numret op på nettet; jeg kender helt sikkert ikke vedkommende og konstaterer stille for mig selv, at det jo nok har været forkert nummer til at begynde med. Jeg ringer op. Samtalen er underlig. Jeg præsenterer mig selv, siger pænt at hun har haft ringet til min telefon. Damen i den anden ende siger: »Hvem er du? Jeg har ikke ringet til nogen?« og skønt sladderhanken på min telefon, så nægter hun enhver kendskab og bliver ved: »Hvem er du?« og til sidst siger hun: »Jeg tror, at du har fået forkert nummer«

Jeg giver op! Hun har ret; det er forkert nummer og nu skifter jeg min telefon ud, for den finder jo bare på og alt muligt. Altså helt ærligt!

2. april 2006, kl. 17:54| # |


Glemmer du, så husker jeg!


Det er hårdt for parforholdet at få børn (døde som levende); det ved jeg. Hurtig fik vi skabt nogle dårlige vaner omkring hinanden og ikke mindst måden vi taler til hinanden. Manglede overskud har samtidig betydet at vi er meget mere nærtagende end ellers; der er konstant noget i klemme.

I nat sad vi i hver sin ende af sofaen i stearinlysets skær. I nat fik talt om alle de ting og alle følelser, vi ikke har talt om længe. Inden da havde vi råbt af hinanden. Inden da var konklusionen: Vi må finde ud af, om vi vil det her!

Det vil vi! Der er sgu da en grund til at vi har sagt ja til hinanden og det er fandeme ikke i orden at vi glemmer det. Det er så nemt at kritisere og knap så nemt at rose og opmuntre; hvad fanden er lige historien med det?

2. april 2006, kl. 21:41| # |


For et kort øjeblik!


Egentlig var det ikke meningen, at Cirkelines side skulle opdateres. Jeg må vist hellere sige det sådan her i stedet for; meningen er ikke, at Cirkelines side skal opdateres regelmæssigt.

Hvor om alting er, så er den blevet opdateret med artiklen, der blev bragt i Alt for Damerne i den forgangne uge, inkl. et billede af mig og Gustav.

2. april 2006, kl. 22:51| # |


Det dyrebare øjeblik


2. april 2006, kl. 22:56| # |


Næh nej ikke pille


Gustav er den lykkelige indehaver af en gåstol og der er ikke længere ro i den lille lejlighed.



Der gik et splitsekund og han fandt fidusen. Så nu kan han rigtig nok komme omkring og pille ved stort set det meste, - og siden da har munden ikke stået stille på ham. Ikke bare skal verdens opdages og undersøges... det skal selvfølgelig ske med en fortællende stemme.

Der er sgu da et vis potentiale i det barn

4. april 2006, kl. 21:45| # |


Så skide stort


Tænk en gang at det er muligt at vænne sig til, at man kronisk lugter lidt af gylp. Faktisk er jeg lidt i tvivl, men det er vist nok en smule bekymrende.

Min baby er blevet mobil og afhængig af øjnene, der ser – så er det jo dybest set på den fede måde. Han er tilmed så småt ved at gøre sig klar til noget kravleri: Benene bliver truffet fint op under ham og numsen skudt helt perfekt i vejret; nogen gange for perfekt og så slår han jo næsten en kolbøtte. Han holder lystigt armene i vejret, når han vil tages op. Han griner højt og længe, når vi kaster os rundt i den store seng. Han siger »ma-ma«, når han er sulten. Han får skemad tre gange dagligt og er efterhånden knap så interesseret i flasken (undtagelsen er vist om natten!). Det er sgu så skide stort, er det!

5. april 2006, kl. 08:21| # |


Jeg er sgu så bræk-fornuftig at høre på!


Lidt støver det vel altid, når man som mor åbner munden og ud vælter kaskader af små anekdoter og hendes barns gøren og laden. Faktisk husker jeg tydeligt, hvordan jeg nærmest sådan hovedrysten kunne forlade disse mødre og tænke: »En og anden bræk næsen på mig, hvis jeg nogen sinde når til det punkt!«

Her er jeg så! Lige her og hver gang jeg åbner munden, så støver det kraftedeme med alverdens sætninger, hvor følgende ord indgår: Baby, barn, Gustav, udvikling, søvn, mad, bla bla bla bla bla og jeg ser hvordan der fægtes med arme og ben for at få disse ord (der har ændret form til irriterende blodsugende insekter, der bare angriber) til at forsvinde

Så er det, at jeg bilder mig selv ind, at når jeg selv kan se det, er opmærksom på det og kan være sådan lidt humoristisk omkring det (jeg er sgu så bræk-fornuftig at høre på), så er det sgu helt i orden. Undskyldninger er der jo masser af, ja?

5. april 2006, kl. 08:37| # |


Ikke at ville det anderledes


Ind imellem opdager jeg, at der er indlæg, jeg aldrig får skrevet. Ofte skyldes det hensynet til andre mennesker og deres følelser. Jeg har nu aldrig spurgt disse om det ville såre dem, men alligevel tænker jeg; »at sådan kan jeg ikke skrive«. Måske er det dybest set hensynsbetændelse og omsorgsvold, måske har de det tilsvarende med andre af livets store emner. Måske skal jeg bare tage bladet fra munden og skrive det jeg har på hjertet. Ikke for at såre, men for at bearbejde og få luft.

Situationen er den, at jeg ofte siger til mig selv, at jeg er blevet forskånet for rigtig mange ting i forhold til Cirkeline (som også hun er!). Jeg er så taknemlig for, at hun var "rask" længere tid end hun var syg. Jeg tænker ofte, at vi og Cirkeline er blevet forskånet for et barsk liv med mange operationer og en hverdag lidt uden for nummer. Jeg siger ofte til mig selv, at det var godt vi ikke kom i gang med operationerne, hvis hun alligevel ikke ville overleve dem eller hvis det liv, der så blev tildelt hende bagefter var som svært handicappet.

Sådan siger jeg ofte til mig selv, men samtidig har jeg også en mærkelig smag i munden. For er det forkert at sige sådan? Er det forkert at føle sig forskånet, når nu der er andre, der ikke fik valget? Når nu der er forældre med handicappet børn. Når der nu er forældre til hjertebørn som har været igennem en del operationer, og netop ikke overlevede.

Er det forkert at sige, at jeg ikke ønsker det anderledes? For tænker disse forældre ikke også sådan? Tænker de ikke, at de ikke ønsker deres liv anderledes; at det handicappede barn er deres solstråle; at tiden med deres hjertebarn har været guld værd? Det tror jeg faktisk, at de gør. Jeg tænker nemlig, at vi nok slet ikke er så forskellige, men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

Jeg ved med mig selv, at havde Cirkeline haft bedre odds end de 10 procent, så var en operation også blevet aktuelt – måske havde vi været heldige, måske skulle vi i dag slås med en masse følgevirkninger, måske havde hun slet ikke overlevet en operation. Og så havde jeg jo selvfølgelig heller ikke ønsket det anderledes.

Ikke at ville det anderledes, er måske i lige så høj grad et barometer for, at man har accepteret det skete og er på vej videre?

5. april 2006, kl. 18:01| # |


Og straks var kaffen klar!


I går fik jeg påskepakke fra min påskeven (Gitte) og hold da helt fast, hvor den kaffe bare smager godt.



Jeg må lige nyde endnu en kop, om lidt skal der pakkes og gøres klar. Ulrik og jeg skal ud og spise og herefter høre opera, helt uden afkom...

8. april 2006, kl. 13:58| # |


Så kan jeg sgu lære det!


Først og fremmest: Vi havde en rigtig hyggelig aften i går. Først afleverede vi Gustav hos mine forældre, så gik vi turen ned til Nyhavn, hvor vi spiste fabelagtig mad på Cap Horn, herefter skrånede vi over til Den Gamle Scene, hvor vi oplevede operaen: Barberen I Sevilla. Bagefter gik turen hjem til en barnetom lejlighed, hvor vi sov uden afbrydelser og vågnede tidligt (for helt slappe af kunne vi altså ikke). Gustav blev hentet og havde haft en god aften/dag.

Det var slet ikke så rædselsfuldt at være uden det lille myr. Selvfølgelig snakkede vi om ham et par gange undervejs, og selvfølgelig ringede vi lige til mine forældre, da vi gik til Den Gamle Scene – men mest af alt slappede vi af og nød hinanden.

Det var til gengæld en smule akavet at hente ham. Umiddelbart var der jo slet ikke den glæde fra hans side, som jeg forestillede mig. Han virkede nærmest sådan lidt reserveret og der gik noget tid inden han ville være hos mig og kunne smile til mig. Jeg skulle vist lige sættes på plads, og det blev jeg så!

9. april 2006, kl. 21:27| # |


Lidt udenfor er man vel altid?


Jeg kan sgu ikke rigtig følge med mere i forhold til blogverden. Der er så mange sider, jeg gerne vil læse og kommentere på – men når jeg endelig har tid, så er det gamle nyheder.

Så jeg kan sgu ikke lade være med at føle mig en smule udenfor det hele. Suk

10. april 2006, kl. 20:28| # |


Vakuum -met, -mer.


Lige straks er jeg hjemmegående på mit andet år og det kan jeg mærke. Et er, at jeg har barsel med Gustav (og nyder det!), noget andet er tiden inden (barslen med og uden Cirkeline) efterlod mig i et underligt vakuum.

Måske skulle vi havde givet luft mellem de to graviditeter, sådan få at lade mig komme i gang igen. Nogen vil ligefrem mene, at der skal gå den tid, der ville gå under normale omstændigheder; altså vente det antal år, der skulle være mellem Cirkeline og mindre søskende – men det var bare ikke det rigtige for os og jeg fortryder bestemt heller ikke vores valg.

Hele vores liv var indstillet på et barn og ved Cirkelines død led vi et voldsomt tab. En ny graviditet hurtigt efter ville bestemt ikke bringe Cirkeline tilbage; det var vi helt på det rene med. Til gengæld tvang graviditeten med Gustav mig til at få bearbejdet tabet af min datter og ankomsten af Gustav gav mig uden tvivl det sidste skub til at give slip: Livet går videre!

Og hvor opstår så det føromtalte vakuum?

Vakuumet er opstået i tiden, hvor jeg gik på barsel med Cirkeline og mentalt var i gang med at forberede mig til hendes ankomst. Arbejdet blev ikke bare sekundært; det var så godt som ikke eksisterende i min bevidsthed.

Da Cirkeline så dør, så står jeg tilbage med helt andre bekymringer end først forventet. Alt i mens vi ordner alt det praktiske omkring hendes død og begravelse, alt i mens vi græder over vores tab – så skal vi også hele tiden forholde os til verden omkring os.

Pludselig er min barsel markant reduceret og lige straks skal jeg tilbage til min arbejdsplads. Endnu før sorgen var bearbejdet, så måtte jeg træffe en afgørende beslutning; hvad vil jeg med mit fremtidige liv? Den beslutning tog jeg, den var forbavsende nem.

Det betød så samtidig også, at jeg i lang tid ikke har holdt mig opdateret rent fagligt – og jeg kan tydeligt mærke, hvordan det har ændret mig. Jeg føler ikke længere, at jeg kan bidrage med samme analyser som før i tiden, mit hurtige overblik er forsvundet og så mange emner er bare ikke længere interessante på samme måde.

Det er hvad jeg mener med et vakuum! For på den ene side er der erkendelsen af, at jeg bare ikke længere gider beskæftige mig med visse emner og på den anden side behovet for at udfordre mig selv rent mentalt. En gang kunne jeg lynhurtigt gennemskue andre menneskers adfærd og konsekvensen af denne. Nu er jeg simpelt nødt til at have lidt mere forberedelsestid. Seriøst!

Og det generer mig!

Så skønt jeg nyder min barsel med Gustav og nærmest får ondt i maven ved tanken om, at jeg midt i august så småt må slippe symbiosen mellem os (jeg skal starte på diagnoselatin og Gustav skal i indkøres i vuggestue). Så ved jeg også bare med mig selv, at det er hvad jeg har brug for.

11. april 2006, kl. 08:01| # |


Påske


Helt ærligt det er sgu da skide barnligt, at dagene bare skal fare sådan af sted. Sidst jeg tjekkede min kalender var det tirsdag i starten af ugen og nu er det pludselig torsdag og påsken er allerede godt i gang. Jeg får kraftedeme helt sved på panden.

Operation påskeglad er så småt ved at blive afviklet landet over og jeg var godt nok glad for mit påskeæg. Her til aften nydes den sidste kop af kaffen, posen er nemlig tom. Nuvel – jeg har sådan været en tur rundt på nettet og jeg må sige, at jeg er helt forpustet over den opfindsomhed, der har fundet sted og så for en 50'er. Jeg ved, at min egen pakke er kommet sikkert i hus og det glæder mig.

Tilbage er der bare at ønske dig en rigtig god påske.

13. april 2006, kl. 23:04| # |


Nyde nuet fuldt ud


Påsken er ved vejs ende. Den har været god og det har været dejligt at være to om det hele. Jeg lagde dog ud med et mindre stressanfald, for af en og anden årsag så synes jeg, at det er svært, når Ulrik er hjemme. For det rykker nødvendigvis i den rytme som Gustav og jeg normalt har i løbet af en dag – men da jeg først fik accepteret, at sådan skal det også være ind imellem... ja så gik det straks meget bedre.

Vi har fået gået nogle dejlige ture omkring mosen. Vi har været i svømmeren. Vi har været til barnedåb og så har vi nydt øjeblikkene fuldt ud. Aldrig har jeg levet så meget i nuet som tilfældet er.

17. april 2006, kl. 20:57| # |


Pop-pornografisk fistfuckende strippertøs


Faktisk ved jeg ikke helt, hvad det er, at jeg gerne vil sige med dette indlæg. Måske vil jeg mest af alt bare gerne sige, at jeg har forandret mig og det har ændret indholdet på min side. Sådan skal det helst være, men ind imellem tænker jeg, at jeg ikke helt har accepteret det.

Til en vis grad er den »pop-pornografiske fistfuckende strippertøs med hang og trang til det hele« rykket i baggrunden. Hun har været bænkevarmer i lang tid; det har været nødvendigt – men derfor er hun stadig savnet.

Så nu vil jeg lære mig selv at kombinere det hele. Lære mig selv at Faxe kondi og tudekiks ikke nødvendigvis smager dårligt sammen. Jeg må i gang inden det er helt for sent; inden jeg atter tager form som hende en 3. person!

17. april 2006, kl. 21:26| # |


God glædelig morgen


Har du sovet godt?

Jeg har svært ved at falde i søvn i øjeblikket. Træt går jeg ofte i seng, men lige så snart jeg får lagt mig til rette under dynen, så udspiller der sig dramaer af allerstørste karakter.

Det er sgu da lige til at blive åndssvag af og til sidst ender jeg gerne op med at råbe indvendigt: »Frederikke for fanden nu stopper du sgu, slap så af for pokker, vent dog for helvede til i morgen med at spekulere mere over det!«

Jeg kan hermed konstatere, at det under ingen omstændigheder hjælper. Overhovedet! Nå men på et tidspunkt falder jeg da heldigvis i søvn og så får jeg helt bestemt også sovet et par timer.

Gustav er inde i en periode, hvor han er meget omklamrende og meget opmærksom på, at jeg kan gå min vej og lade ham tilbage. Skønt han kan drøne rundt i sin gåstol, så er det jo bare ikke det samme som at hænge hos mor. Hvorfor slyngen er taget i brug igen.

Det betyder desværre også, at han har svært ved at falde i søvn og generelt sover dårligt. Så når jeg først finder drømmeland, så vågner han og kræver fem minutter på mors mave inden han atter finder ro.

Sikke et cirkus. Heldigvis går tingene jo gerne i sig selv igen. Det håber jeg i hvert fald.

18. april 2006, kl. 08:11| # |


Weekend


Jeg blinker en enkelt gang. Jeg sværger! Bare en enkelt gang og så er der allerede gået tre dage (eller brugt 30 bleer (+/-) om du vil, bare for at benytte mig af barselstermerne). Helt ærligt mand så stærkt behøver det jo for pokker heller ikke at gå, vel?

Ugen har ellers været indholdsrig på en lidt blandet måde, men altså alligevel på den fede og positive måde. Besøg af veninden og hendes »født to dage før Gustav« søn. Hængt ud med min moar og så været på tre timers langt café besøg i går (mens afkom tyranniserede sin far – på den knap så fede måde... han blev semi-indadvendt fordi mor var væk).

Weekenden står for døren. Ulrik skal helt sikkert til petanque i morgen og så tænker jeg, at mig og »Gunnar-drengen« skal nedlægge gamle damer med klapvognen.

Så kan du have dig en rigtig god (og jeg mener: RIGTIG GOD) weekend?

21. april 2006, kl. 10:03| # |


Jeg har accepteret det!


Ind imellem tænker jeg for meget over tingene eller mere præcist; ind imellem tænker jeg alt for meget over, det vi siger.

Flere gange har jeg hørt følgende: »Jeg har ikke accepteret det skete, men jeg har lært at leve med det«. Det undrer mig, for i min verden er det netop pga. accept, at du er i stand til at leve med et og andet (i det her tilfælde snakker jeg om spædbarnsdød).

Det er jo netop fordi, at jeg har accepteret faktum. Accepteret den kendsgerning, at Cirkeline led af en uhelbredelig hjertefejl; at hun var dødssyg. Intet jeg havde gjort anderledes (før, under og efter graviditeten) ville have ændret på det. Ingen operationer ville kunne gøre hende rask og døden var i det her tilfælde det eneste rigtige for hende og for os. Det har jeg accepteret. Det kunne ikke være anderledes, - og livet går videre.

Havde jeg dermed ikke kunne accepteret det, havde jeg ikke kunne forlige med det – så tror jeg heller ikke, at jeg ville være i stand til at leve videre (ikke dermed sagt at jeg så ville tage mit eget liv), men videre i den forstand jeg gør nu.

Havde jeg ikke accepteret, at Cirkelines liv var blevet alt for kort – så tror jeg, at jeg var gået i stå. Tror at jeg havde hængt fast i sorgen og ikke fået bearbejdet den på en måde, der gjorde, at jeg kunne fungere ude i virkeligheden.

Måske er det flueknepperi, men for mig hænger det bare uløseligt sammen; at acceptere noget og herefter leve med det.

22. april 2006, kl. 11:52| # |


Det spanske jordbær


Gustav har smagt sit første jordbær og jeg tror ikke, at det bliver det sidste.


Jeg ved godt, at størrelsen på jordbærret får det til at ligne, at jeg vil mit barn til livs – men tror mig, når jeg siger, at sådan forholder det sig ikke!

22. april 2006, kl. 21:34| # |


To år


Og så blev det vores 2års bryllupsdag. Jeg er ret sikker på, at vejret var bedre den gang, men tillykke til os alligevel.


24. april 2006, kl. 08:08| # |


Familien Danmark gik i svømmeren


Og børnefamilien holdt bryllupsdag i går på den børnevenlige og våde måde. Så da faderen var færdig med at arbejde, mødtes vi på parkeringspladsen bag Brugsen, hvor moderen kom slæbende med barn i slynge og to store tasker fulde af baderemedier: Vi tog nemlig i svømmeren. Bagefter stod den på vælling og putning af barn og nåh ja... æggekage til forældrene.

Som noget helt ekstraordinært kan jeg så oplyse, at det var den første ikke gravide bryllupsdag, men så var det til gengæld den første: »Jeg må straks i seng, da barn vågner om et par timer« bryllupsdag.

25. april 2006, kl. 08:12| # |


Jeg trænger...


I morgen vil jeg ringe til min frisør, bestille en tid til fredag (forhåbentlig) og så vil jeg gå og glæde mig som et lille barn ved juletid. Jeg trænger sgu sådan!

25. april 2006, kl. 20:42| # |


Hvordan kan det egentlig være?


Flere gange har jeg hørt følgende: »Til sidst græd mit barn så meget, at jeg fik lyst til at smide ham ud af vinduet« og alle de andre mødre i lokalet nikker genkendende og siger med én mund: »Ja, lige præcist sådan har jeg også haft det!«

Men når jeg så siger, at jeg har haft lyst til at tabe Gustav på gulvet, så stirrer disse mødre på mig med store opspilede øjne og et usædvanligt vantro blik, mens de nærmest stammer: »Har du så gjort det?«

Altså helt ærligt hvad fanden tror du selv? Og hvorfor er det pludseligt værre at have lyst til at tabe sit barn på gulvet end at smide det ud af vinduet?

Jeg spørger bare og hvordan kan det egnetlig være, at jeg næsten er stemplet som børnemishandler, når jeg siger gulvet og ikke vinudet?

26. april 2006, kl. 15:24| # |


Datter af en havnearbejder!


Rend mig i røven, skråt op, for fanden, ad helved til, langt bort for satan, kraftedeme, spytklat, snotgult materie, bylder og pest. Lort og pis, der mødes i samhørighed - tæver hinanden. Pik og kusse, røvpuleri i samdrægtighed. Hoste, det er kraftedeme skide irriterende at gø som en sælhund i et cirkus.

Jeg måtte bare lige ud med det, hvor det ikke koster en 5'er til bødekassen pr. ord. Suk. Fandeme en røvhulsregel der er indført.

26. april 2006, kl. 22:16| # |


Mig og mit sprog


I perioder bander jeg meget – man tror det ikke, men det er altså sandt. For det meste bliver det bare til »sgu« og »pis«, men ind imellem har jeg altså perioder, hvor jeg bare ikke kan åbne munden uden det vælter ud af mig som forureningslort.

Sådan en periode er det i øjeblikket. Ikke dermed sagt at det er den eneste kommunikationsform. Overhovedet ikke, men det er godt nok tæt på. Så jeg må arte mig, må jeg.

Hensynet er sgu ikke kun i forhold til »Gunnar-drengen«, for han skal tids nok lære at bande og så kan han lige så godt lære det hjemmefra. Næh det er mere det, når jeg få gange er sammen med andre mennesker (den lidt mere civiliserede slags), så er det altså bare knap så klædeligt, når jeg sådan med fråde om munden brøler ukvemsord til højre og venstre. Jeg virker sådan helt primitiv. Jeg er kraftedeme nødt til at tage mig sammen, bare en gang imellem for pokker.

27. april 2006, kl. 08:36| # |


En masse spørgsmål til de erfarne mødre!


På et tidspunkt skal Gustav vel til at spise slik eller? Han smagte lidt af min »sjokofant« i går og det var et hit, men jeg holder igen; der er ingen grund til slik på nuværende tidspunkt.

Men hvad gør man (eller hvad gør du) når du er ude med dit barn og der er skåle med slik på bordene. Siger du; »spis til du brækker dig« eller vælger du at dosere lidt til barnet?

Personligt vil jeg gerne, at Gustav får en forkærlighed (som hans mor) for frugt frem for slik og når han endelig får slik så er det i ultrabegrænset mængder. Jeg forestiller mig, at mens han er lille så kan han få en lille skål og vælge sig x-antal stykker slik. Det er måske naivt?

Og hvad med dit barns rytme? Gustav er lige straks syv måneder og trives godt med en vis ensartethed i sin hverdag (gør hans mor for resten også), men hvor stædig kan jeg tillade mig at være, når der inviteres ud af huset?

Personligt er jeg dødtræt af arrangementer, der ligger mellem kl. 13 og 16 – alene fordi det falder lige ind i Gustav lange lur og han er bare ikke i stand til at sove på egen hånd. Så når vi så skal noget i det her tidsrum og ingen kan sove med ham, så får han max. 30 minutter.

Jeg ved godt, at han ikke tager skade, når det bare er en gang i mellem – men samtidig skal jeg også gerne være den første til at sige det højt: For fanden hvor det dog skubber til hans rytme og giver en skæv dag dagen efter.

Hvordan gør I andre? Hvordan har I gjort?

27. april 2006, kl. 20:57| # |


K O N T R O L F R E A K


Tak for jeres gode og fyldestgørende svar. Det med slikket tænker jeg, at jeg har på plads og jeg har en fornemmelse af, at det nok skal blive godt når tid er. Det med middagssøvnen har jeg det så til gengæld lidt svære ved.

For jeg vågnede i nat og kunne mærke, at det handlede om meget mere end Gustavs søvn (hvilket bestemt er vigtigt nok) og erkendelsen var tilmed en smule angstprovokerende.

»Du kontrollerer dit liv så meget, at det ind imellem er ved at gøre dig åndssvag... og de få pusterum, du får, er når du får lov at fortrænge det et lille øjeblik«. Sådan skrev en rigtig god ven til mig i januar 2001 og jeg må ærligt indrømme, at det først er nu, at jeg for alvor forstår, hvad det var han mente med det.

Sandheden er nemlig den, at jeg simpelt hen er nødt til at lære at give slip. Nødt til at slappe lidt mere af og give mig selv lidt ro og lidt rum. Selvfølgelig skal Gustav have sin søvn, men det behøver måske ikke altid være sammenhængende; i stedet kan han jo sove et par gange.

For giver jeg ikke slip, giver jeg ikke mig selv de små øjeblikke, så ryger overskuddet lynhurtigt. I forvejen er det jo ikke fordi, at vi bliver inviteret ud hver weekend. Tværtimod og netop derfor burde jeg også være bedre til at ryste lidt mere på hovedet og sige: »Det skal nok gå«

Det angstprovokerende består i ikke at have den fulde kontrol; at mit "skemaliv" bliver rykket til og pludselig efterlader det jo mulighed for noget uforudseeligt. Hvilket jo i og for sig er helt i orden, men nu har jeg bare levet i denne (næsten!) beskyttet verden siden 26. maj 2004, hvor jeg gik på barsel med Cirkeline – og der skal så lidt til at stresse mig. Så lidt.

Pludselig er jeg blevet offer for min egen struktur og jeg føler mig mere presset end nogen sinde før. Jeg vil gerne alt det bedste for Gustav, men ind imellem må jeg også bare erkende, at det sker på bekostning af mig selv. Det kan et menneske vel kun holde til i et stykke tid?

Jeg skal give mig selv fri til at nyde samværet med andre mennesker og med hensyn til Gustav, så finder vi en løsning undervejs: Det er jeg ret sikker på! Så nu er det slut med at holde så forkrampet fast. Det er svært, men jeg er på vej. Sådan. Puha.

28. april 2006, kl. 09:05| # |