e-mail

 

Magt!?

Få ting ændrer sig. Under graviditeten med Cirkeline var jeg ofte småirriteret på barnevognsfolket – og jeg fik skam også at vide, at jeg var et ondt menneske for at skrive som jeg gjorde. Nuvel... få ting ændrer sig og skønt jeg ikke er irriteret på barnevognsfolket lige nu, så er jeg målløs!

Hvad er det, der får sådanne folk til at tro, at så længe de har en barnevogn forlænget til dem, så er de også i besiddelse af alt magt i verden?

Cykler via Nørrrebrogade i myldretid (og spurgte flere gange mig selv om jeg havde et latent ønske om at dø... trafikken var håbløs alle vegne) og stopper ved et stoppested. Sådan er reglerne vist nok: Stopper bussen ved et stoppested, så skal cyklen også stoppe og det i sig selv er jo fint nok. Der holder jeg så (sammen med min mor), da der pludselig er et værre råberi inde fra bussen af.

Bussen var proppet til bristepunktet, folk sad på skuldrene af hinanden og flere af dem ved stoppestedet kunne vist ikke komme med, men så var der den her kvinde og hendes barnevogn og det var hende, der var meget vred.

Hun var tosset på buschaufføren over at hun ikke kunne få sin barnevogn med og hendes argumentation var: Når der ikke er andre barnevogne i bussen, så skal du tage en. Det står der jo på siden af bussen!. Det i sig selv er logisk nok, men for fanden i panden havde hun lige forestillet sig at barnevognen skulle stå henne i bussen og havde hun tænkt sig at chaufføren skulle bede 5-10 passager stige af hvor hende og hendes barnevogns skyld?

Jeg undres. Det gør jeg sgu!

1. april 2005 | # |


At finde en balance!

Det er længe siden, at jeg har følt mig indadvendt som tilfældet er lige nu og mest af alt føler jeg mig som en gråmeleret iscenesættelse af ingenting; ikke rigtig glad – ikke rigtig ked af det – ikke rigtig noget som helst, der gør en forskel.

Jeg savner Cirkeline, men jeg er ikke altid sikker på, hvad det præcist er, jeg savner. Jeg husker tydeligt vores ti dage sammen: De er tatoveret på min indre nethinde og aldrig har noget været så intenst. Aldrig. Alligevel synes savnet diffust, minderne vil en dag langsomt blegne og blive en historie, der fortælles (igen og igen). Det er måden, hvorpå jeg overlever – men ikke desto mindre er det noget forræderisk i det faktum, at livet er for de levende.

En afgørende fosterhjerteskanning finder sted på onsdag. En dag, der var så længe væk er nu kommet alarmerende tæt på. Det fylder. Jeg tager i et kort øjeblik sorgerne på forskud; jeg tager i et kort øjeblik glæderne på forskud.

Alting roder i mig: Tænk at skulle begrave endnu et barn. Tænk om jeg endnu ikke var blevet gravid, havde det mon ændret noget i mit forhold til Cirkeline? Dybest set så tvivler jeg, men alting synes bare at stå i stærk kontrast til hinanden... hold kæft hvor jeg dog savner min datter samtidig med at jeg forsigtigt ønsker endnu en Løye velkommen – det er sgu svært at finde min plads midt i det hele og jeg navigerer det bedste jeg har lært, men det er bare som det ikke er nok; som om at jeg ikke rigtig slår til.

2. april 2005 | # |


Vi så et hjerte, der bankede. Vi så to hjertekamre, hvilket jo dybest set er et mere end Cirkeline havde og vi fik besked på at gå hjem og nyde det.

En sten er faldet fra mine skuldre og jeg tør tro på det.

6. april 2005 | # |


Er du ok, Frederikke?

Tja, det er jeg vel egentlig. Dagene tager sig selv og jeg er begyndt at tro på, at skanningen også er sand: Der er virkelig både en højre og venstre ventrikel...
... men alligevel er det bare slet ikke så enkelt. Overhovedet ikke og den kendsgerning er pokkers frustrerende.

Og så kan jeg jo evt. spørge mig selv og jeg er blevet gravid alt for hurtigt ovenpå mit tab – og det spørger jeg faktisk også mig selv om, ind imellem i hvert fald og svaret er faktisk altid det samme: Det havde ikke ændret en skid, om der så var gået et år eller flere. Sandheden er bare den, at det med at være mor til et dødt barn og så samtidig glæde sig over alt det som stadig kan og vil blive... det hænger sammen på en skæv og ganske udefinerbar måde. Jeg husker egentlig ikke, hvornår jeg sidst har været så begrænset af mit eget følelsesregistrere!

Så er der dage, hvor jeg gerne vil græde i en uendelighed, men ikke får det gjort – fordi jeg samtidig er så lorte træt af at græde. Træt af at være hende med de svulmende øjne. Så er der dage, hvor jeg gerne vil være vred på hele verden, men bliver det ikke – fordi jeg samtidig ved at det ikke ændrer på noget som helst; Cirkeline forbliver død. Så er der dage, hvor jeg gerne vil slå denne her barnlige latter op, men jeg får det ikke gjort – fordi jeg samtidig slet ikke mener, der er noget at grine af.

Så mest af alt er der dage, hvor jeg bare tager tingene og øjeblikkene som de kommer. Humøret svinger og jeg er på én gang mor og gravid... En død pige på kirkegården og en lille lakrids vuggende i maven. En modsætning jeg er så ubehagelig bevidst om.

Dybest set er jeg ok. Faktisk ved jeg, at jeg er ok – men det er bare som om, at der ikke rigtig er noget at skrive om... eller det er der... men lige nu befinder jeg mig i en transit; et vakuum og ventetiden skampuler min tålmodighed: KOM SÅ FOR FANDEN MED ET BARN, DER VIRKER!

11. april 2005 | # |


God morgen...

Der printes afleveringer ud, egentlig har jeg ikke travlt – for de næste to dage er afsat til opgaveskrivning, men det er bare så tilfredsstillende at blive færdig og bruge dagene på mig selv. For så vil jeg:

- Strikke blusen færdig til pigen, der snart har fødselsdag
- Give mig god tid til at besvare et par e-mails
- Helt sikkert sove til middag
- På posthuset og hente et og andet – sikkert noget spændende
- På graven til Cirkeline, 8 måneder siden hun forlod mit skød; det må fejres med blomster

14. april 2005 | # |


Noget med patter!

Det siges at jeg som flergangsgravid:

- Bliver hurtigere større på maven
- Nemmere glemmer hvilken graviditetsuge jeg er i

Hvorfor fanden står der ikke noget med patter? Jeg mener, det med maven havde jeg jo sgu da på plads allerede i den første uge: Vupti og så var jeg tilbage i ventetøjet. Og det med graviditetsugerne er løst – imponerende nok – ved at jeg hver mandag starter en ny uge... lige som vores kalender. Kom så med de patter!

Der står bare ikke en skid, så jeg regner med, at det åbenbart er helt normalt, at de er større end Dolly Partons og at jeg – af hensyn til mig selv og omgivelserne – må lade dem hvile i cykelkurven foran, når jeg transporterer mig frem og tilbage.

15. april 2005 | # |


15 grader og varmt!

Jeg vil hermed erklære sommeren for åben. Foråret er sprunget over og klip-klapperne fundet frem og taget i brug. Der bliver godt nok sendt tvivlsomme blikke, når jeg cykler afsted ved en halv otte tiden om morgen iført piratbukser og klip-klappere... og måske skiller jeg mig også en smule udenfor: I hvert fald er samtlige medcyklister forsat iført overtrækkere, ørevarmere, vanter og støvler.

18. april 2005 | # |


Cykelhjelm?

Skal?
Skal ikke?

Og hvorfor er det lige at de kun findes i to farver til voksne? Kom så med de smarte farver, når jeg nu alligevel skal ligne en idiot, så kan jeg vel lige så godt gøre det i nogle smarte og festlige farver, ja?

20. april 2005 | # |


Mit lod!

Jeg føler mig sgu som en magnet for alt det dårlige, der også kan ske i forhold til en graviditet; selv i mine drømme er det begyndt at hjemsøge mig. Jeg får aldrig fred!

Dertil kommer det faktum, at jeg rent faktisk – og med en enkelt undtagelse – har været gravid siden oktober 2003. Det er da ellers ikke så lidt og jeg er godt nok træt af både min krop og min garderobe. Skønt den sidste er skiftet ud i stor stil, så snittet jo alligevel til den store badebold.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det vil være sådan en tid endnu. Jeg får nok ikke rigtig fred før en veloverstået fødsel plus 10 dage. Hold da fast et kedeligt lod og det er vist mit!

22. april 2005 | # |


Coincidentia oppositotum

I morgen for et år siden ringede kirkeklokkerne i Brønshøj Kirke og vi sagde ja til hinanden. Maven var stor og Raketten sparkede på den anden side af kjolen og manden min holdte den perfekte tale.

Siden da nåede vores liv at dreje et par gange.

Vi blev forældre til den smukkeste lille prinsesse, så fin, så færdig og så syg. Vi måtte tage afsked og siden da har vi mange gange måtte acceptere, at aldrig bliver den form for uskyld den samme. Ulykken kom skam heller ikke alene og 2004 blev på en og anden absurd måde året, hvor livet og døden flettede fingrene i en sælsom tango.

Sammen siger vi ja til endnu et år og glæder os til, at vi kan kysse Lakridsen goddag. Det er bestemt ikke uden en vis form for skepsis, drømmen tilmed en smule flosset i kanterne – men vi kan noget: Sammen i hvert fald.

23. april 2005 | # |


Gæt en gravid!

Vi havde skam en rigtig dejlig dag. Vi startede hos Cirkeline, hvor hun blev forkælet med en masse blomster og bagefter gik vi hjem – vores respektive forældre og min mormor – og nød godt af det store kolde bord og de små lune retter. Også vi blev forkælet med blomster plus en plante og seks stk. espressokopper fra Bodum. Slet ikke så tosset sådan at fejre bryllupsdag, så det gør vi helt sikkert igen og igen og igen...

Og nu til den store mave: 17 hele uger er der gået... og med den fart, så gruer jeg da helt for de resterende 23 (+/-).

25. april 2005 | # |


Endnu en milepæl

Så er eksamensperioden gået i gang. Første opgave er skrevet. Der mangler små rettelser og kopiering, men færdig er den og klar til aflevering i morgen formiddag. Ret så imponerende at tænke på, at skolen snart er ved vejs ende; der er fem uger igen. Jeg husker tydeligt, hvor meget modstand jeg havde i starten og jeg har da heller ikke fundet ud af, hvad salg og service og erhvervsøkonomi har med en fremtid som lægesekretær at gøre – men modstanden er blevet mindre: Jeg nåede alligevel mit mål.

Det har været godt for mig at komme i gang. Jeg måtte slås med min nye identitet, men jeg er kommet ud på den anden side og jeg har fået tilegnet mig nye værdier i forhold til det omkringliggende netværk. Skolen har helt sikkert hjulpet mig i forhold til bearbejdelsen af mit tab og har samtidig betydet, at jeg ikke blev lullet i søvn i indadvendtheden, der desværre ofte følger med sådan et tab.

28. april 2005 | # |


Føj for satan!

Rottelort på byens spisesteder. Talentløse rottebekæmpere, der ikke overholder spillereglerne... det er kraftedeme pisse lorte ulækkert!!

Nu bliver jeg sgu da nødt til at medbringe egen madpakke på tirsdag.

28. april 2005 | # |


Sikkerhed, søvn og spisning

Jeg er nu den nye ejer af en cykelhjelm! Den er dog hverken med blomster eller raketter... mit hoved er ikke bare lige det nummer for stort, men håret også for højt. Øv! Cykelhjelm er det dog og selv om den endte med at være sort, så er jeg altså glad for den alligevel.

Jeg kunne godt finde på at give graviditeten skylden for, at jeg pt. kun orker at spise og sove. Sgu da et trist liv, hvis jeg selv skal sige det.

30. april 2005 | # |