FASER MED SOVS PÅ

Faser. Vidunderlige faser. Faser til morgenmad, frokost, aftensmad. Faser med sovs på.

Harald, p.t. også kaldet mister Ødipus, gennemgår mange faser. Der er fx fasen, hvor det med at falde i søvn trækker i langdrag. En fase der vel at mærke kan gøres betydelig mere overkommelig, hvis jeg-er-bundet-fast-til-min-mor-via-navlestrengen-fasen bliver udlevet.

Den (ødipale?!) fase har stået på m.e.g.e.t længe efterhånden og det lader ikke til at den slutter i nær fremtid. Det er mor, der skal putte, skifte ble, holde i hånd, bære, hælde saft op, smøre mad og alle andre skal være mere end en armslængde væk.

I dag til frokost stirrede Harald meget intenst på Ulrik og fik en dyb panderynke som han pegede mod døren og i en bestemt tone sagde til sin far: bejbejd! Det kan godt gå hen og blive en lang juleferie.

Så mig og Habibi vi er hæftet sammen med en ordentlig syg hæfteklemme. Vi er uadskillige. Altså hvis du spørger Harald, og jeg hænger i. Endnu. Far kan godt bruges, men det er ikke med Haralds gode vilje og i hele den her fase ligger der en kamp, der ikke skal kæmpes.

Så mor er på banen og så krydser jeg bare fingre for, at det ikke er en fase, der varer ved de næste 16 år eller sån!

5 Comments

  1. Åh – Frederik var Ødipus og jeg var ved at skrige til sidst.

    Nanna er ikke et hak bedre og vi er præcis hvor I er, både med “mowaaarrr” og sove halløjet. Piveri hvis jeg er mere end 1 meter væk, og er der noget der gør bind er det altså piveri.

    Så tager jeg alene på kirkegården og tænker: åh hvor er du bare ALT for stille og ALT for død, og så går det hele igen. Der er heldigvis nogle der kan pive.

    Men gad godt lige vide hvornår det mon stopper.

    Svar

    1. Ja hvornår mon det stopper?! De der faser er sgu nogle mærkelige nogle og nogen af dem varer længere end andre. Jeg forstår det altså ikke. Til gengæld ender de på et tidspunkt, så det venter jeg på :)

      Svar

  2. Hahaha. Altså dine ordvalg er sku for morsomme, Frederikke :-D

    Svar

  3. JEG ER IKKE ALENE! Hvor er det bare ‘skægt’ at I går igennem de samme faser som os.
    Ha ha … vi er også hæftet sammen med en ‘syg hæfteklamme’, Nicholas og jeg!

    Behøver jeg at sige, at jeg først fik ham lagt ned ved 21:30 tiden her til aften? Der var gråd og tænders gnidslen, indtil jeg kapitulerede. Derfor så han hele filmen om Svend Auken, mens han lå hæftet fast på mig i sofaen. Ganske hyggeligt, men han burde jo sove … ? …

    Bagefter var han grydeklar, og jeg er (næsten) sikker på, at han sover i sin seng nu.
    Han får INGEN juniorseng, før han bliver 20. Jeg kan højst overtales til at fjerne et par tremmer i fodenden. Må man montere et låg på tremmesengen?

    Svar

    1. Ja, de burde vel egentlig sove – men nogen gange tænker jeg, at det måske er meget godt “bare at lade dem få lov”, bl.a. fordi det også er godt for en selv. Du fik set dokumentarfilmen med Svend Auken og NC fik siddet helt tæt med sin mor. Den slags kommer jo sjældent skidt tilbage.
      Jeg tror sagtens, at du kan komme låg på tremmesengen – men om det så også er i overensstemmelse med Børnekonventionen. Det er jo straks en anden sag ;)
      Jeg syede en gang et “låg” til Gustavs tremmeseng. Ikke fordi han gik ud af den (det var sgu lidt nemmere med ham), men fordi at han godt kunne lide mørke, når han skulle sove. Så jeg syet et sort stykke stof, der lå hen over toppen af sengen og ned langs siderne og så var enderne frie. Jeg kan ikke lige finde et billede af det.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>