Babys hemmelige plan om at overtage verden.

Hans’ rytme synes en smule fucked up og jeg gider ikke anstrenge mig synderligt for at ændre på den. Erfaringen fortæller mig, at der sjældent er noget at stille op og ligeså snart man tænker, så nu har jeg styr på det shit, så er det at ens barn gør noget andet.

Således vågner han hver nat mellem 03 og 04, for at få mad, for at fylde bleen med lort… og ikke mindst for at underholde med sjov og spas den næste halve til hele time. Og så ved man bare, at man er pænt brugt et par timer senere, når vækkeuret ringer.

Det er Hans også, og har af samme årsag taget små tre timer fra kl. 8 til 11 og jeg skal ikke klage, hvad det angår, så får jeg afleveret Harald og kan stadig nå hjem og drikke varm kaffe og slænge mig i sofaen. Men, sådan et men måtte der bare være, de tre timer betyder også bare, at Hans ikke sover meget mere den dag før han bliver puttet kl. 19 og derfor resten af tiden er mister funny happy guy (ironi er i den grad anvendt) og jeg selv bare vader af sted med klapvognen, for så sker alligevel noget.

På de gode dage falder han i søvn på turen, og tager 45 minutter, på de mindre gode taler vi 20-30 minutter.

Det ændrer sig, om ikke andet når han starter i vuggestue, tænker jeg. Og så længe han er party-uartig om natten, så forstår jeg egentlig godt hans behov for en morfar. Derudover er det mig faktisk midt imod at vække et barn af hans størrelse, der sover. For så vigtigt er den rytme så heller ikke her midt i barselsland, heller ikke selv om jeg indimellem er virkelig, virkelig træt.

I weekenden er sovetjansen med Hans, og deri en time til halvanden med topunderholdning, Ulriks. Så er sofaen min. Søndag aften bytter vi tilbage igen.

Jeg tror, vi har ramt en fase.

Hans er blevet seks måneder og det hele skal åbenbart ske på en gang. Han er begyndt på mad og vil overhovedet ikke mades. Det sviner af røvens til, men på den anden side giver det mere ro til selv at få spist. Han okser og maser for at få røven med sig,når han ligger på maven, for han vil op på alle fire. Han har travlt.

I dag har han ikke været til at slå omkuld, og har stort set ikke sovet siden kl. 05 i morges. Det har jeg så heller ikke. Til gengæld har vi skridtet 2900 af og jeg er pænt smadret lige nu, hvor jeg måtte tvinge ham til søvn og han bare skreg og jeg gik og vuggede og sang og gjorde alt for at trække vejret roligt og dybt og helt ned i maven, så jeg ikke skreg med.

Og bortset fra den sparsomme søvn, så er han jo både lækker og sød og glad. Det gør nu en forskel sådan sidst på dagen, når alting hænger på en.

Aldrig mere?!

Forrige fredag var jeg, og Hans, en tur forbi mit arbejde. Det var så fedt at se mine kolleger igen og hilse på de nye, der er kommet til. Jeg savner mit arbejde, mine kolleger samtidig med at jeg stornyder min barsel med Hans og suger alt ud af den, som overhovedet er muligt, velvidende at det bliver min sidste barsel. Nogensinde. Åh manner, hvor det bider at skrive sådan og får næsen til at løbe en lille smule. Ti år af mit liv har jeg brugt på graviditeter, fødsler og barsler, og selv om nætter med sparsom søvn kan få mig til at sige, at jeg aldrig skal have flere børn, så er det fandeme underligt, at jeg aldrig skal have flere børn.

Selvfølgelig skal jeg nyde de børn, som jeg allerede har, hvilket jeg i øvrigt også gør. Men for pokker aldrig mere, aldrig aldrig mere?!

Mig og mine snapse-gode ideer om hvordan livet skal leves.

Dagen startede tidligt for mig og Hans og resulterede i at jeg slet, slet ikke kunne rumme Gustav og Harald, der sad glade ved morgenbordet som jeg kom ned ad trappen. Det er noget ved mig selv, jeg hader. Det at jeg pludselig lader det gå ud over de uskyldige.

Det var ikke kun fordi natten var urolig, det var lige så meget fordi, at jeg i går fik en fiks idé. Havde lige 5 minutter og så skulle den store kommode ovenpå og bogreolen ind i stuen igen. Hvad jeg helt tænkte på, ved jeg ikke. Ene kvinde og med en fem måneder gammel baby på armen, det giver jo næsten sig selv, at projektet ikke lader sig gøre.

Til gengæld var der kaos i stuen. Og så meget fritid har vi altså heller ikke og Gustav havde atletikdag og Ulrik var lige kommet hjem fra job. Rodet blev stående. Men den slags sidder i mig og stresser mig, fordi jeg bare vil have det hele skal ske i løbet af nul komma fem.

Så dagen startede skidt. Efter de store og Ulrik var gået puttede jeg Hans og fik styr på noget af det. Da Hans vågnede samlede jeg tremmesengen, men det syntes Hans ikke var en god idé, for hvem gider kikke på? Så stressede jeg lidt over det og endte op med ikke at imødekomme hans behov for søvn, fordi passede dårligt og jeg skulle også til gynækolog.

Hans han skreg i autostolen og jeg tudede i røret til Ulrik og min lille bil virkede endnu mindre med alt den støj. Vi kom ad sted, Hans faldt i søvn og sov helt til lægebesøget inkl. en halv times forsinkelse var overstået.

Nogen gange er jeg virkelig træt af mig selv.

Der er kommet ro på mig og Hans. Nu sover han i klapvognen, jeg har fundet en bænk og prøver at komme i zen, igen.

Dagens optur. Hans er begyndt at reagere på sit navn og finder det tæske sjovt at lege titte-bøh, og det reddede på en og anden måde dagen.

Næh, det er jo ikke hver dag, at man bliver 5 måneder, vel?

Hans. Hansen. Ikke rigtig baby Løye mere, ikke på samme måde som tidligere i hvert fald. Jeg er stadig der, hvor jeg er megahøj på den bedste fødsel ever. Jeg føler mig fortsat som en sej kvinde og det gjorde jeg fandeme igen… føde et barn og samtidig være så meget i zen. Åh.

Sidste mandag stoppede jeg med at amme, efter min sygdomsperiode med massiv opkast og efterfølgende en lang rekreation på et par uger, og trods stor indsats fra både mig og Hans, så kunne jeg bare ikke holde mælkeproduktionen i gang. Så nu er han røget på flasken og så bliver han introduceret til grød 3 gange om dagen. Han er allerede verdensmester i at spise med en ske og flasken tager han uden problemer.

I dag er Hans 5 måneder gammel og på så mange måder ubeskrivelig ny og på så mange måder har han altid været her. Der er ingen tvivl om, at han trives. Han er noget nær det mest langmodige barn, som jeg kender.

I den her uge er vi begyndt at arbejde med hans søvn. Ikke at der er noget galt med hans søvn, han sover i snit 15 timer i døgnet og har længe været klar til at putte kl. 19 og så sove til 5-6 næste morgen med to optankninger undervejs.
Det er mere om dagen, hvor der gerne må komme lidt sammenhæng i det, så han sover to sammenhængende timer midt på dagen mod normalt 40 minutter med halvanden times interval samtidig skal han også lære, at han ikke skal falde i søvn i mors eller fars arme, mens vi vader frem og tilbage, selv om det ellers er drønhyggeligt, for Hans altså.

Det går faktisk fint. Der kan selvfølgelig kommer mange udsving undervejs, men her tre dage inde i den første uge og han – med lidt brok – har affundet sig med at falde i søvn i sengen, selvfølgelig med en forældre ved siden af sig og en hånd på maven (i klapvognen falder han bare i søvn). Han sover ca. 1 time om morgen, hvor jeg afleverer Harald, så en halv time om formiddagen, to timer om eftermiddagen og så en halv time igen sidst på eftermiddagen. Middagsluren er faktisk mest den, der skal arbejdes med, for han vågner som regel efter 45 minutter og hvis jeg ikke fanger ham med det sammen, så når han ofte at vågne helt op. Indtil videre er det gået o.k. (så mangler vi bare at Nemesis straffer mig for at have begået hybris).

Gustav er vild med sin lille-lillebror, og han er god til at hjælpe med ham, når jeg lige er optaget af noget andet, og Hans kikker på ham med store beundrende øjne. Harald vil også gerne vise, at han kan. Det er bare lidt mere kompleks, dels fordi Harald ikke helt forstår, at Hans kun er en baby og der skal en vis portion tålmodighed til, hvis man gerne vil have Hans til at grine. Den tålmodighed har Harald ikke altid og så bliver han ked af, at Hans ikke lige griner. Det er ikke nemt at være 4 år i den sammenhæng.

Jeg synes også, at det er nemmere med en baby den her gang. Jeg er stadig i den der zentilstand fra graviditeten og fødslen. Selvfølgelig er det hårdt, men det er nemmere at acceptere. Det passede bare lige med en baby mere til os.

IMAG0802

Lille store Hansen

I dag har Hansen været en del af vores familie i 4 måneder. Allerede 4 måneder og han hører slet ikke til i kategorien nyfødt længere, aj men for pokker han blev jo nærmest født i sidste uge og alligevel for flere tusind år siden. Det er et underligt paradoks sådan med på én gang at være helt ny og på én gang at have været her hele tiden.

image

Undskyld, men jeg har travlt med at være mor

Usikkerheden er den værste og fuldstændig til fælles med de andre perioder med små babyer i huset. Trætheden er en fysisk ting, den kan jeg for det meste gøre noget ved og mest accepterer jeg, at det er sådan det er, lige nu.

Jeg har en tendens til at glemme, at Hans ikke har været her altid, at han stadig er ny med sine 9 uger, 6 kg og 60 cm. For jeg har været på barsel længe og jeg har ventet på ham længe. Nu er han her, og så starter jeg forfra med at famle i blinde.

Vi bliver bedre til det. For det bliver nemmere og der kommer en rytme til både mig og Hans, som jeg med tiden kan planlægge ud fra. Den er ret fast om morgenen og giver mig to timer til at følge Harald i børnehave, smøre morgendagens madpakker, sætte en vask over og stadig have tid til overs til en kop varm kaffe og stirren ud i luften. Resten af dagen giver endnu ikke mening.

Nej, slyngvuggen skal ikke skubbes som en gynge, der kræver høj fart!

Hans sover i sin slyngevugge, radioen spiller og udenfor er det koldt. Der er noget helt enestående ved at være på barsel med en baby og selv om det ikke er første gang, så er det alligevel nyt. For vi skal alle tilpasse os, finde os til rette (igen!) og afprøve vores nye roller. Det fungerer nu egentlig meget godt og vi kan selvfølgelig trække på tidligere erfaringer, men der er også øjeblikke, hvor vi famler i blinde.

Jeg synes faktisk, at jeg er i det – også når gråden bliver lidt for intens, trætheden lidt for tyk og overskuddet til de to andre lidt småt. Jeg har ingen planer i løbet af dagen, tager tingene som de kommer. Jeg befinder mig lige i orkanens øje på godt og ondt, og når bølgerne går lidt højt, så er det rart at kunne skrive om det, så det ikke sætter sig som en modbydelig indeklemt forstoppelse og forpester alt omkring mig.

Babygråd er frustrerende, specielt når alt er afprøvet og det er noget indeni i Hans, der gør ondt. Og så er det lige meget om det er gråd i 30 sekunder, som i øjeblikket føles som flere timer eller en hel aften og nat, hvor han beslutter sig for at øge mælkeproduktionen og ens brystvorter gør så ondt af at blive suttet på.

Jeg synes ikke, at man kan forberede sig på et barn mere; det hele bygger på en forestilling om, hvordan det kan være. Denne forestilling er til enhver tid farvet af den tilstand man befinder sig i lige nu. Gustav og Harald er store drenge, de kan rigtig meget selv og så træffer man jo en beslutning på baggrund af dette. Jeg ved godt, at en baby kræver rigtig meget tæt kontakt og dermed efterlader mindre tid til andre opgaver, andres behov. Jeg er jo ikke naiv, men derfor må det vel godt komme bag på en.

Min blog kommer til at flyde over med babyindlæg af forskellig art; det er sådan, jeg bruger min blog. Børn fylder meget i mit liv, deres trivsel og min egen formåen i forhold til det at være mor. Jeg tænker meget over tingene og jeg kan godt lide at sætte ord på det, for det betyder, at jeg får det afleveret et sted og det er min måde at bearbejde tingene på. Når jeg skriver, så får jeg afstand til tingene og det er med til at ændre mit syn og indstilling.

Der er også indlæg, der aldrig ser dagens lys, fordi de – som jeg skriver dem – pludselig synes overflødige og banale: Var mit problem virkelig ikke større og det har jeg allerede en løsning på-agtige.

Jeg ved godt, at Gustav og Harald ikke tager skade af at behovsudsætte eller få at vide, at lige der skal de nok ikke stå og holde koncert med tromme og mundharmonika, for det er faktisk lige der, at Hans sover. Men det ændrer ikke på, at jeg indimellem føler mig som nej-mor med nedadvendte mundvige. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg tænker, at det er sådan, det er med og uden ny baby i huset.

Den første tid med en baby er pokkers intens, og babyen er da heller ikke lutter lagkage, for man kan ikke lege med ham, man må ikke slæbe rundt på ham, komme perler i næsen på ham, slikke på ham, nulre hans sutter med ens varme fødder, stikke sin finger fuld af jord og snot i munden på ham eller forære ham en tissemyre. Faktisk tror jeg, at det mest er det, som drengene reagerer på, at Hans er overalt i lejligheden, men man kan ikke bruge ham til noget. Endnu.

Der lægges nye rør

Babygråd har det bare med at ramme et stresscenter i kroppen, specielt den gråd, der ikke lader sig trøste. Sådan dage har vi med Hans.

Det er ikke kolik som med Harald og der er ikke er mønster i gråden. Den ene dag om aftenen, den anden om dagen. Så lige når man synes, at nu har man fundet en rytme og det er en smule forudsigeligt, så kan man ikke regne med det alligevel.

Vi tror, at han er ved at få lagt nye rør og tænker at hans indre kloaksystem snart er helt udskiftet og klar til brug uden brok.