Bagsædet er spækket med testosteron

Den anden dag blev jeg spurgt om jeg var ked af, at jeg ikke har fået en pige. Så tænkte jeg lidt over det. Jeg har jo fået en pige, det kan godt være, at hun ikke fik lov til at leve, men hun var her for en kort stund. Efterfølgende har jeg fået 3 helt fantastiske drenge og jeg har ingen gang skulle anstrenge mig for at de ikke kom til at leve i skyggen af deres døde søster. For de er her, lige her og jeg kan kysse og kramme på dem og de giver mig ikke andet en kærlighed (og grå hår) retur. Kønnet har aldrig været vigtigt for os.

Jeg bliver lige overvældet over mængden af børn, når vi alle sammen ligger i den store seng og kilder hinanden. Vi har hænderne fulde. Så sent som i morges blev jeg helt varm om hjertet, da jeg kikkede på mine drenge ved morgenbordet: Dem har Ulrik og jeg skabt, hvor heldig har vi lov til at være.

Så nej, jeg bliver ikke ked af, at jeg ikke fik en pige. Jeg bliver ked af, at jeg ikke fik lov til at beholde Cirkeline, men det er jo et og andet sted en helt anden historie.

Nu har jeg 3 drenge i tre forskellige aldre og i tre forskellige steder af deres liv, og det lover jeg dig at fortælle mere om en anden dag, hvis du er interesseret.

Livet er foranderligt. Døden er absolut.

10-året for Cirkelines fødsel blev en slags parentes. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville være rigtig ked af det og savnet til hende nærmest ubærligt. Virkeligheden var anderledes. Sådan er det ofte.

Cirkeline mangler, men jeg må også være realistisk og erkende at der sker meget på 10 år og på en og anden måde falmer de 10 dage… eller det gør de ikke, men for pokker hun har jo været død væsentligt længere end hun nogensinde fik lov til at leve og tiden er gået. Selv om jeg tydeligt kan genkalde de 10 dage med hende, så er de mere blevet som en historie, der er fortalt mange gange, og faktisk husker jeg ikke de 10 første dage med drengene på samme måde. Livet er foranderligt. Døden er absolut.

Så 10-året for hendes fødsel og lige straks 10-året for hendes død bliver markeret, fordi hun faktisk var her – men det bliver samtidig også nemmere at acceptere, at hun ikke er. Jeg kommer heller ikke på kirkegården med samme regelmæssighed som tidligere, nu går der uger og det er o.k. Livet er for de levende og vi har hænderne fulde.

På søndag er det 10 år siden, at vi sagde farvel til hende og lå helt tæt sammen med hende, da hun udådnede og sov med hende og kyssede på hende, og på én gang var ramt af den største af alle sorger og på én gang følte en lettelse over, at vi ikke længere skulle vente på at hun døde. Vi har altid ment, at hun valgte den perfekte dag til at flyve væk, vores årsdag; og således er det 14 år siden på søndag, at Ulrik og jeg fandt sammen. Det kommer vi til at fejre med vores 3 drenge.

Cirkeline vil altid mangle og alligevel er hun altid med os.
Hun bliver det barn, der aldrig flytter hjemmefra.

Borte er nok det ord, som læberne former med størst sikkerhed og som nøjagtig gengiver læbernes form (Henrik Nordbrandt).

C10aar

Jeg mærkede det tydeligt den dag det skete.

Hansen har ændret mit og Gustavs forhold til hinanden. Til det bedre. Vi har fået det bedre med hinanden, er blevet mere rummelige og den tidligere bekymring jeg har haft i forhold til vores kontakt er forsvundet.

Måske er det ikke Hansen, måske er det tiden og min egen modenhed. Endnu en gang er jeg blevet mere rund og mild. Måske er Gustav blevet ældre, måske har han færre nedsmeltninger, som jeg hverken formåede at rumme eller takle til nogens fordel.

Det føles godt.

Lille store Hansen

I dag har Hansen været en del af vores familie i 4 måneder. Allerede 4 måneder og han hører slet ikke til i kategorien nyfødt længere, aj men for pokker han blev jo nærmest født i sidste uge og alligevel for flere tusind år siden. Det er et underligt paradoks sådan med på én gang at være helt ny og på én gang at have været her hele tiden.

image

Undskyld mens jeg forsøger at holde igen på mundvand og opkast.

Efter en uge med massiv opkast og ingen føde eller væske, så er kroppen helt nede på energi. Aldrig har jeg været så sølle og ude af stand til at passe på mig selv. Ulrik måtte tage fri fra job, Gustav og Harald blev afleveret hos mormor og morfar… og jeg troede, at jeg skulle dø.

Jeg er stadig ikke på toppen, kroppen er træt, bliver hurtig forkvalmet og lider pludselig af den ondeste hoste med opspyt. Jeg orker kun lige at amme Hans.

Min læge siger, at det er et godt tegn, at jeg, nu hvor opkasten er væk, er begyndt at føle sult. Jeg må bare ikke rigtig spise eller drikke noget. Æblejuicen skal være superfortyndet med vand og kun små slurke og så cultura. Aj men så næsten hellere opkast.

Det eneste jeg drømmer om lige nu, er, timerne på fødegangen efter Hans var født, hvor min skønneste jordemoder kom med iskold æblejuice med kraftig smag og chokolademælk, begge dele spækket med knust is. Det drømmer jeg om samt en rigtig grillburger med blød bolle, der ikke skal tygges, med den rigtige mængde snacks på, og løgene der bare bliver bløde som de lægges på bøffen og agurkesalaten, der bliver lunken… og ikke mindst det sidste dødsstød, når de lige lægger pres på overbollen og så i papir og to eleastikker om.

Resten af tiden har jeg bare lyst til at stikke en svamp ned i maven på mig selv, så den kan suge alt det forpulede mavesyre op, der brænder sig vej op gennem spiserøret.

Undskyld, men jeg har travlt med at være mor

Usikkerheden er den værste og fuldstændig til fælles med de andre perioder med små babyer i huset. Trætheden er en fysisk ting, den kan jeg for det meste gøre noget ved og mest accepterer jeg, at det er sådan det er, lige nu.

Jeg har en tendens til at glemme, at Hans ikke har været her altid, at han stadig er ny med sine 9 uger, 6 kg og 60 cm. For jeg har været på barsel længe og jeg har ventet på ham længe. Nu er han her, og så starter jeg forfra med at famle i blinde.

Vi bliver bedre til det. For det bliver nemmere og der kommer en rytme til både mig og Hans, som jeg med tiden kan planlægge ud fra. Den er ret fast om morgenen og giver mig to timer til at følge Harald i børnehave, smøre morgendagens madpakker, sætte en vask over og stadig have tid til overs til en kop varm kaffe og stirren ud i luften. Resten af dagen giver endnu ikke mening.

Nej, slyngvuggen skal ikke skubbes som en gynge, der kræver høj fart!

Hans sover i sin slyngevugge, radioen spiller og udenfor er det koldt. Der er noget helt enestående ved at være på barsel med en baby og selv om det ikke er første gang, så er det alligevel nyt. For vi skal alle tilpasse os, finde os til rette (igen!) og afprøve vores nye roller. Det fungerer nu egentlig meget godt og vi kan selvfølgelig trække på tidligere erfaringer, men der er også øjeblikke, hvor vi famler i blinde.

Jeg synes faktisk, at jeg er i det – også når gråden bliver lidt for intens, trætheden lidt for tyk og overskuddet til de to andre lidt småt. Jeg har ingen planer i løbet af dagen, tager tingene som de kommer. Jeg befinder mig lige i orkanens øje på godt og ondt, og når bølgerne går lidt højt, så er det rart at kunne skrive om det, så det ikke sætter sig som en modbydelig indeklemt forstoppelse og forpester alt omkring mig.

Babygråd er frustrerende, specielt når alt er afprøvet og det er noget indeni i Hans, der gør ondt. Og så er det lige meget om det er gråd i 30 sekunder, som i øjeblikket føles som flere timer eller en hel aften og nat, hvor han beslutter sig for at øge mælkeproduktionen og ens brystvorter gør så ondt af at blive suttet på.

Jeg synes ikke, at man kan forberede sig på et barn mere; det hele bygger på en forestilling om, hvordan det kan være. Denne forestilling er til enhver tid farvet af den tilstand man befinder sig i lige nu. Gustav og Harald er store drenge, de kan rigtig meget selv og så træffer man jo en beslutning på baggrund af dette. Jeg ved godt, at en baby kræver rigtig meget tæt kontakt og dermed efterlader mindre tid til andre opgaver, andres behov. Jeg er jo ikke naiv, men derfor må det vel godt komme bag på en.

Min blog kommer til at flyde over med babyindlæg af forskellig art; det er sådan, jeg bruger min blog. Børn fylder meget i mit liv, deres trivsel og min egen formåen i forhold til det at være mor. Jeg tænker meget over tingene og jeg kan godt lide at sætte ord på det, for det betyder, at jeg får det afleveret et sted og det er min måde at bearbejde tingene på. Når jeg skriver, så får jeg afstand til tingene og det er med til at ændre mit syn og indstilling.

Der er også indlæg, der aldrig ser dagens lys, fordi de – som jeg skriver dem – pludselig synes overflødige og banale: Var mit problem virkelig ikke større og det har jeg allerede en løsning på-agtige.

Jeg ved godt, at Gustav og Harald ikke tager skade af at behovsudsætte eller få at vide, at lige der skal de nok ikke stå og holde koncert med tromme og mundharmonika, for det er faktisk lige der, at Hans sover. Men det ændrer ikke på, at jeg indimellem føler mig som nej-mor med nedadvendte mundvige. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg tænker, at det er sådan, det er med og uden ny baby i huset.

Den første tid med en baby er pokkers intens, og babyen er da heller ikke lutter lagkage, for man kan ikke lege med ham, man må ikke slæbe rundt på ham, komme perler i næsen på ham, slikke på ham, nulre hans sutter med ens varme fødder, stikke sin finger fuld af jord og snot i munden på ham eller forære ham en tissemyre. Faktisk tror jeg, at det mest er det, som drengene reagerer på, at Hans er overalt i lejligheden, men man kan ikke bruge ham til noget. Endnu.

Der lægges nye rør

Babygråd har det bare med at ramme et stresscenter i kroppen, specielt den gråd, der ikke lader sig trøste. Sådan dage har vi med Hans.

Det er ikke kolik som med Harald og der er ikke er mønster i gråden. Den ene dag om aftenen, den anden om dagen. Så lige når man synes, at nu har man fundet en rytme og det er en smule forudsigeligt, så kan man ikke regne med det alligevel.

Vi tror, at han er ved at få lagt nye rør og tænker at hans indre kloaksystem snart er helt udskiftet og klar til brug uden brok.