Aldrig mere?!

Forrige fredag var jeg, og Hans, en tur forbi mit arbejde. Det var så fedt at se mine kolleger igen og hilse på de nye, der er kommet til. Jeg savner mit arbejde, mine kolleger samtidig med at jeg stornyder min barsel med Hans og suger alt ud af den, som overhovedet er muligt, velvidende at det bliver min sidste barsel. Nogensinde. Åh manner, hvor det bider at skrive sådan og får næsen til at løbe en lille smule. Ti år af mit liv har jeg brugt på graviditeter, fødsler og barsler, og selv om nætter med sparsom søvn kan få mig til at sige, at jeg aldrig skal have flere børn, så er det fandeme underligt, at jeg aldrig skal have flere børn.

Selvfølgelig skal jeg nyde de børn, som jeg allerede har, hvilket jeg i øvrigt også gør. Men for pokker aldrig mere, aldrig aldrig mere?!

Og her den anden dag (for 100 år siden)!

Ja, jeg hænger lidt fast i det med alderen, men altså det er sgu noget underlig noget. For jeg er jo godt klar over, at jeg bliver ældre, men jeg bliver alligevel en smule overrasket, når jeg pludselig læser, at Ghostbusters har 30-års jubilæum. Og jeg har ikke set filmen på noget tidspunkt siden den gang, men at det skulle være 30 år siden. Seriøst. Forstår du hvad jeg siger? Det med at man ligesom bare husker det hele som skete det sidste mandag.

Jeg er ikke 20 år længere.

Pludselig trykker alderen, helt ned i skoene faktisk og så blev man hende på 41 år, der må købe indlæg til sine sko. De grå hår bliver også flere og flere og for første gang nogensinde har jeg farvet mine øjenbryn. Ikke at jeg ligefrem er i forfald, føler mig faktisk sundere og i bedre kondition end nogensinde før, men alderen kan ingen gøre noget ved. Jeg ved godt, at det er længe siden jeg var 20 og har det fint med 40’erne, egentligt. Det er bare det, at det sker… man bliver ældre, synet dårligere og ens øre mere sarte for nutidens musik. Jeg ryster også mere på hovedet end tidligere, der er så meget jeg ikke længere forstår, som kondomreklamen, der hænger ved busstoppestederne og med store bogstaver siger: Fordi jeg ikke gider have sex med din ex-bitch. Virker de reklamer virkelig og hvad blev der af sange som “den jeg elsker, elsker jeg”? Ja, jeg spørger bare.

Der er gået 2,5 år.

Jeg råber stadig ikke af mine børn på den der ubehagelige måde, som kun en voksen kan gøre og samtidig overskride alle ens barns grænser. Det er jeg fandeme glad for. Jeg er glad for, at jeg valgte at gøre en forskel for mine børn (og mig, selvfølgelig), en forskel hvor jeg respekterer dem for de individer, som de er. Jeg kan stadig blive sur og skælde ud, men uden at virke truende, uden at de skal blive bange, uden den dårlige samvittighed.

Jeg tænker ikke så meget over det, som tidligere. Lige så almindeligt det var for mig, at brøle af dem, lige så almindeligt er det blevet for mig at lade være.

En 9-årig dreng

I går puttede jeg en dreng på 8 år, i morges vågnede han og var et år ældre. 9 år gammel og har haft svært ved at sove hele ugen op til fødselsdagen i lørdags. Kan du mærke forskel, spurgte jeg og det kunne han. Var blevet højere, han var nok også blevet bedre til at løbe stærkt og det skal han afprøve til dagens atletik.

I dag skal der uddeles flødeboller i skolen. I dag skal der laves pizza til aftensmad.

Han fik en cykel i fødselsdagsgave i lørdag, fra os og bedsteforældrene og hold op hvor blev han glad. Det har han ønsket sig længe, en cykel med gear og det fik han.

Jeg kikker ofte på ham i smug og føler mig heldig over, at jeg fik lov til at blive hans mor. Vi har haft vores at slås med, nok mest mig, men sådan er det ikke længere. Vi er blevet et team og vi har fundet en samhørighed mellem os, og han er virkelig blevet stor og selvstændig og velovervejet.

En sen aften blev han født og han var et smukt barn og længe ventet og hele natten lå han som en kugle på mit bryst. Han vil stadig gerne putte og ligge tæt og stryges på ryggen. Han er blevet stor, han er blevet storebror og i dag hyldes han.

image

Mig og mine snapse-gode ideer om hvordan livet skal leves.

Dagen startede tidligt for mig og Hans og resulterede i at jeg slet, slet ikke kunne rumme Gustav og Harald, der sad glade ved morgenbordet som jeg kom ned ad trappen. Det er noget ved mig selv, jeg hader. Det at jeg pludselig lader det gå ud over de uskyldige.

Det var ikke kun fordi natten var urolig, det var lige så meget fordi, at jeg i går fik en fiks idé. Havde lige 5 minutter og så skulle den store kommode ovenpå og bogreolen ind i stuen igen. Hvad jeg helt tænkte på, ved jeg ikke. Ene kvinde og med en fem måneder gammel baby på armen, det giver jo næsten sig selv, at projektet ikke lader sig gøre.

Til gengæld var der kaos i stuen. Og så meget fritid har vi altså heller ikke og Gustav havde atletikdag og Ulrik var lige kommet hjem fra job. Rodet blev stående. Men den slags sidder i mig og stresser mig, fordi jeg bare vil have det hele skal ske i løbet af nul komma fem.

Så dagen startede skidt. Efter de store og Ulrik var gået puttede jeg Hans og fik styr på noget af det. Da Hans vågnede samlede jeg tremmesengen, men det syntes Hans ikke var en god idé, for hvem gider kikke på? Så stressede jeg lidt over det og endte op med ikke at imødekomme hans behov for søvn, fordi passede dårligt og jeg skulle også til gynækolog.

Hans han skreg i autostolen og jeg tudede i røret til Ulrik og min lille bil virkede endnu mindre med alt den støj. Vi kom ad sted, Hans faldt i søvn og sov helt til lægebesøget inkl. en halv times forsinkelse var overstået.

Nogen gange er jeg virkelig træt af mig selv.

Der er kommet ro på mig og Hans. Nu sover han i klapvognen, jeg har fundet en bænk og prøver at komme i zen, igen.

Dagens optur. Hans er begyndt at reagere på sit navn og finder det tæske sjovt at lege titte-bøh, og det reddede på en og anden måde dagen.

Kikset at være over 40 og have en blog?

Ovre hos manden og konen står der “Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.” Den slags går rent ind hos mig. En stor del at skrive blogs er selvfølgelig den tilbagemelding man får eller måske netop ikke får.

Tiden ændrer sig også bare hele tiden og i dag har de fleste en smartphone, hvor størstedelen af deres kommunikation foregår. De fleste via hurtige statusopdateringer, billeder og responsen er de hurtige likes, fordi det er nemt og det hele går lidt stærkt (og fordi der ikke altid er noget at sige), men også fordi at længere beskeder sjældent kan skrives via en mobiltelefon. Det er i hvert fald sådan, at jeg har det og jeg er begyndt på at anstrenge mig lidt mere.

Så i stedet for, når ungerne er lagt, at slænge mig i sofaen med tv’et tændt og mobilen i hånden, så tænder jeg for min computer og giver mig selv en halv times tid, hvor jeg vælger at forholde mig. Det gør en forskel for mig, fordi jeg føler, at jeg i langt højere grad involverer mig og er til stede. Et og andet sted føler jeg, at jeg er blevet en smule doven i takt med mobiltelefonens mange muligheder og det ærgrer mig.

Jeg har de sidste par år været i tvivl om hende.dk, for måske har bloggen overlevet sig selv og måske er mediet og tiden bare en anden. Lige nu har jeg sat ind for at sparke lidt liv i den gamle tøs… og så må vi finde ud af om det er kikset at være over 40 og have en blog. You tell me?

Så er weekenden ved at lande.

En uge med Aarstiderne har faktisk inspireret mig, i hvert fald har vi fået lækkert tilbehør til vores mad de sidste par dage. Mandag var jeg alene med drengene, så der fik vi frikadeller med sovs og kartofler (helt straight og ingen bullshit, for det lønner sig ikke at eksperimentere med en klassiker, vel?). Tirsdag stod den på hjemmelavet pizza med gulerod/squashsalat. Onsdag var der madpandekager med kylling og god salat. Torsdag mergeuezpølser med bønnesalat og ris. I dag bliver det rugbrød, og weekenden er allerede optaget af andre ting, der involverer mad. Og jeg ved det godt, hvor fanden blev de der billeder egentlig af? Åh, jeg er virkelig en skovl til den slags og bliver nok aldrig sådan en rigtig god til at huske det.

Nu til inspiration, næste uges madplan (opskrifterne er fundet på Aarstiderne):
Mandag: Spaghetti bolognese med spinatsalat.
Tirsdag: Kyllinggryde med bacon, kokosmælk og brød.
Onsdag: Torsk med broccoli og grøntsagssalat.
Torsdag: Ovnstegt kylling med ris og kokossauce.
Fredag: Tøm køleskabet.

Og hvordan kan det være, at vi stort set spiser det samme til morgenmad og frokost, og har det fint med det og måske ligefrem synes det er irriterende, hvis det ikke er som det plejer. Når vi til gengæld absolut ikke vil spise det samme til aftensmad dag ud og dag ind?

Næh, det er jo ikke hver dag, at man bliver 5 måneder, vel?

Hans. Hansen. Ikke rigtig baby Løye mere, ikke på samme måde som tidligere i hvert fald. Jeg er stadig der, hvor jeg er megahøj på den bedste fødsel ever. Jeg føler mig fortsat som en sej kvinde og det gjorde jeg fandeme igen… føde et barn og samtidig være så meget i zen. Åh.

Sidste mandag stoppede jeg med at amme, efter min sygdomsperiode med massiv opkast og efterfølgende en lang rekreation på et par uger, og trods stor indsats fra både mig og Hans, så kunne jeg bare ikke holde mælkeproduktionen i gang. Så nu er han røget på flasken og så bliver han introduceret til grød 3 gange om dagen. Han er allerede verdensmester i at spise med en ske og flasken tager han uden problemer.

I dag er Hans 5 måneder gammel og på så mange måder ubeskrivelig ny og på så mange måder har han altid været her. Der er ingen tvivl om, at han trives. Han er noget nær det mest langmodige barn, som jeg kender.

I den her uge er vi begyndt at arbejde med hans søvn. Ikke at der er noget galt med hans søvn, han sover i snit 15 timer i døgnet og har længe været klar til at putte kl. 19 og så sove til 5-6 næste morgen med to optankninger undervejs.
Det er mere om dagen, hvor der gerne må komme lidt sammenhæng i det, så han sover to sammenhængende timer midt på dagen mod normalt 40 minutter med halvanden times interval samtidig skal han også lære, at han ikke skal falde i søvn i mors eller fars arme, mens vi vader frem og tilbage, selv om det ellers er drønhyggeligt, for Hans altså.

Det går faktisk fint. Der kan selvfølgelig kommer mange udsving undervejs, men her tre dage inde i den første uge og han – med lidt brok – har affundet sig med at falde i søvn i sengen, selvfølgelig med en forældre ved siden af sig og en hånd på maven (i klapvognen falder han bare i søvn). Han sover ca. 1 time om morgen, hvor jeg afleverer Harald, så en halv time om formiddagen, to timer om eftermiddagen og så en halv time igen sidst på eftermiddagen. Middagsluren er faktisk mest den, der skal arbejdes med, for han vågner som regel efter 45 minutter og hvis jeg ikke fanger ham med det sammen, så når han ofte at vågne helt op. Indtil videre er det gået o.k. (så mangler vi bare at Nemesis straffer mig for at have begået hybris).

Gustav er vild med sin lille-lillebror, og han er god til at hjælpe med ham, når jeg lige er optaget af noget andet, og Hans kikker på ham med store beundrende øjne. Harald vil også gerne vise, at han kan. Det er bare lidt mere kompleks, dels fordi Harald ikke helt forstår, at Hans kun er en baby og der skal en vis portion tålmodighed til, hvis man gerne vil have Hans til at grine. Den tålmodighed har Harald ikke altid og så bliver han ked af, at Hans ikke lige griner. Det er ikke nemt at være 4 år i den sammenhæng.

Jeg synes også, at det er nemmere med en baby den her gang. Jeg er stadig i den der zentilstand fra graviditeten og fødslen. Selvfølgelig er det hårdt, men det er nemmere at acceptere. Det passede bare lige med en baby mere til os.

IMAG0802

Og sådan har det været lige siden; min kærlighed til Ulrik.

Hvad er det så med de der 3 ting i mit liv, hur? Altså nu håber jeg ikke, at I alle sammen har siddet og holdt vejret i spænding, for så er jeg sgu bange for, at I bliver slemt skuffet.

Den anden dag blev jeg spurgt, om jeg ikke manglede Hans i min tekstbanner og så er det, at jeg faktisk godt kan se, hvordan et honningkagehjerte, en lille prins og en transportabel Buddha kan symbolisere Cirkeline, Gustav og Harald.

For 14 år siden, efter en meget tumult periode på små to år med alt for mange mænd og alt for lidt søvn (som man siger), så møder jeg Ulrik. Lige der er han og får mig til at stoppe op, trække vejret og finde mig selv. Det kan næsten ikke lyde mere corny og det kan næsten ikke drive mere ned langs væggene, men det var rent faktisk det, der skete både i helt grove og ikke helt så grove træk.

Den 26. januar 2001 fem måneder inde i vores forhold, og vi er lige flyttet sammen, så skriver jeg for første gang på min blog om to ting i mit liv; “alle burde, som jeg, have to ting i deres liv: en transportabel Buddha & et honningkagehjerte!” Den første jul gav Ulrik et honningkagehjerte fra bageren og en lille kuffert hvor Buddha fint sad inden i, – og på den måde blev en måde at leve på transportabelt og lige til at have med.

Et år inde i vores forhold skriver jeg første gang om den lille prins, som er symbolet på Ulrik, men i lige så høj grad refererer til historien om Den Lille Prins. På min blog skriver jeg den 2. september 2001: “Intet har ændret sig, end ikke hans tiltrækning på mig. En transportabel Buddha, et honningkagehjerte og en lille prins: hver af de tre er lige meget del af min drøm, men uden den lille prins ville drømmen ikke eksistere. Jeg tror at hver af disse har lige stor part i en uopdaget helhed – som overalt synes at opløse sig selv, et sekund før sin afsløring, det er hvad jeg ser i hans ansigt denne dag i september.”

Og sådan har det været lige siden; min kærlighed til Ulrik.