Det er øjeblikke

Jeg tror ikke, at jeg er mere presset end så mange andre; hjælp eller ej. Lige som jeg heller ikke føler, at forældreskabet til tre drenge er en uoverkommelig opgave. Der vil altid være dage, hvor den næste time er svær at forestille sig, men når dagen er gået så kom vi alle sammen om på den anden side.

Jeg ved godt, hvad der trigger mig. Til gengæld ved jeg også godt, at det ikke er hver dag, at man tænke rationelt og klart. Mest er det jo øjeblikke, der virker håbløse, ikke fordi de nødvendigvis er det, men fordi ens egne forestillinger om, hvordan det burde være ikke bliver indfriet. For jeg kan sagtens hjælpe Gustav og Harald med at dække deres behov og der er ingen skam i livet ved at bede dem vente eller hjælpe hinanden. Det er mest fordi, at jeg, i det øjeblik, kunne ønske at Hans ikke lige græd, så jeg kunne kysse Harald i søvn, når han nu beder om det eller at tegne tændstiksmænd med Gustav. I øvrigt er det jo heller ikke akut hverken kys eller tegning, men nok snare en reaktion på, at de kan se, at mor er optaget af noget andet. Af ham Hansen, igen.

Ting er presset på baggrund af forventninger, men det har det også med at løse sig selv.

Jeg føler mig ikke som et offer og faktisk synes jeg, at vi får det til at fungere. Jeg synes, at vi skaber plads… men der er ingen tvivl om, at alting er lettere med to sæt hænder. Nogen gange er det mormors; fordi hun vil.

Havde vi fået tre børn, hvis vores vilkår var anderledes? Det spørgsmål vil aldrig lade sig bevare, gør hvad er vores vilkår? Mormors hjælp? Farfar og farmors hjælp? At Cirkeline døde? Jeg aner det ikke. Vi har fået tre dejlige drenge og den sidste kom for fem uger siden. Alting er stadig nyt.

Nogen bruger tiden, mens babyen sover, på at sove, læse, strikke. Det fungerer ikke for mig. Jeg trives med at være et skridt foran og det er med ro, at jeg gør klar til aftensmaden og bagefter selv får noget mad, som ikke er flydende og ikke skal klares med en hånd. For allermest stressende er det, når baby græder og man ikke kan trøste… og så er det lige meget hvor mange voksne, der befinder sig på matriklen.

Og det er heller ikke hele tiden, at Hans græder. Han er jo bare en baby.

Hænderne fulde

Lige så fantastisk det dybest set er at være forældre, lige så hårdt kan det være. Der er dage hvor tingene bare er lidt mere presset, fordi den gode idé man fik tidligt i morges, måske ikke var helt så gennemtænkt sidst på eftermiddagen, hvor man står alene med mange børn og det ene af dem bare skriger.

De dage har jeg lyst til at tude og føler mig som en kæmpe fiasko; fordi jeg ikke lige kan overskue at skulle køre bil alene med tre drenge i 1½ time; fordi jeg ikke lige kan overskue at være alene med tre drenge mens Ulrik er til petanque eller til møde. Og så bliver stemningen her hjemme bare lidt mere underskudsagtig, og spørge om hjælp det skal jeg heller ikke, det er jo mig, der har bestemt mig for alle de børn; mit ansvar.

Virkeligheden er bare ikke så sort og hvid. Det ved jeg jo for helvedet godt. Ligesom jeg også godt ved, at det kun er for en periode, at det er så intenst som nu. For det er jo nu, lige nu, at der går en hel voksen fra til Hans, og det er mig. Det betyder også, at jeg skal vænne mig til tanken om, at jeg ikke er lige så meget til stede i Haralds og Gustavs liv, som jeg gerne vil være og samtidig skal jeg acceptere, at de afsavn de og jeg lider i forhold til hinanden; det er prisen for en lillebror og på den lange bane, er det godt givet ud. Det vælger jeg at tro på.

Jeg er et privilegeret menneske. Vi er en privilegerede familie. Det ved jeg godt. Lige som jeg også godt ved, at en stor del af mit overskud skyldes, at jeg bl.a. har en mor, der gider tage aktiv del i min familie. Hjælpe med at hente Harald fra børnehave, lige blive hængende indtil Ulrik kommer hjem og give en hånd med, når Gustav har 3 kammerater med hjem fra skole til leg og grill i haven. Jeg er taknemlig og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg nogensinde skal sige tak. Jeg ved også godt, at min mor kun gør det, fordi hun har lyst og selv får en masse ud af det. Hendes relation til drengene er dyb, og det er den, fordi hun selvfølgelig har investeret i relationen.

#mavekneb

Jeg har flere indlæg om forældreskab, som jeg gerne vil skrive, men tiden er ikke helt til det. I dag har det været mavekneb, der har sat dagsordnen og for at overleve har jeg smækket følgende billeder op på de hurtige medier:

Mavekneb.

image

Endelig ro.

image

En kort fornøjelse.

image

Han ER sød. Mad og ud og køre, så går det lidt endnu. Trods alt.

image

Nu er det weekend. Alle er hjemme. Jeg har lagt billet ind på et bad. Bare inden mandag.

Får du sovet?

Det er nok det spørgsmål, jeg oftest får. Det gør jeg, men det er ikke 8 timers sammenhængende søvn. Hans er en baby på 4 uger og han spiser stadig med ca. 2 timers mellemrum, så min søvn er afhængig af hans. Om natten bliver jeg vækket og lægger ham til brystet og så sover vi videre, men jeg bliver stadig vækket og derfor er min søvn på ingen måde dyb eller udhvilende.

Om dagen er det væsentligt mere svært for mig, at få ham til at sove med mindre han får lov til at sove mave mod bryst, men sådan kan jeg ikke ligge henslængt hele dagen i sofaen. Det bliver jeg næsten mere træt af. Han sover egentligt fint i sin vogn, hvis den er i bevægelse, men der er jo ikke megen afslapning eller pleje af egne behov ved at skridte hele 2900 og de omkringliggende kommuner af, vel?

Han kan være en times tid om at falde i søvn og så er der ikke lang tid til han vågner igen for at spise.

Så jeg har rigeligt at se til og jeg får sovet lidt her og der, men min krop er i konstant alarmberedskab. Sådan var det også med de andre og jeg tænker, at sådan er det vel generelt med børn på 4 uger. I hvert fald er det sådan det er for mig og mine børn. Det er bestemt hårdt, men det kommer ikke bag på mig og en dag så vender det igen.

Indtil da gør jeg mig ikke store forventninger om, jeg kan sidde med strikketøjet i længere tid eller en bog eller spise med kniv og gaffel. Jeg er på, hele tiden og synes det er en stor dag, hvis jeg har været på lokum uden barn og dermed undgår en forstoppelse. Det med et bad er alligevel noget opreklameret lort.

41 år og 1 dag gammel

Sidder i haven, Hans sover i sin vogn og morgentrafikken her på motorvejen er ved at stilne af. Vejret er dejligt og jeg forsøger mig med strikketøjet; er gået i gang mange gange, men tiden synes bare ikke rigtig at være til det. Endnu.

Jeg havde fødselsdag i går. 41 år gammel nu og lige der i livet, hvor det er fedt at være. Tænk en gang. Blev fejret i søndags med gaver og gæster og drengene havde købt lækkert tøj til mig, de havde selv fået lov til at vælge, så jeg var spændt da jeg åbnede gaven, men det må man give dem; de har god smag.

image

Scenen er sat således:

Hans er faldet i søvn på maven hen over mine ben. Vi sidder i underkøjen, hvor Harald normalt sover. Han prutter mens han sover, han har luft i maven. Jeg stryger ham let hen over ryggen med højre hånd og ser på ham. Lille bitte væsen. Jeg er selv træt, klokken er snart 10 formiddag og her er bomstille.

image

Aner du også et lille hak i pladen?

Jeg er simpelt hen så godt pakket ind i det der barselsland, at jeg slet ikke opdager, at vores server (og dermed hende.dk) er nede.

Til gengæld har jeg virkelig tænkt meget på hende.dk (igen) og jeg er (igen, igen) virkelig i tvivl om, hvad fanden jeg vil med hende. Jeg ville gerne skrive flere indlæg og være lidt mere til stede på den konto, men jeg synes også, at skriverierne bliver mere og mere dagbogsagtige. Dertil kommer at blogskriveri fungerer bedst på computeren og med konstant på farten og baby henslængt over den ene skulder-livet, så lægger det bare mere op til det hurtige fix ved In(sta) your Face(book) – om end det heller ikke rigtig spiller for mig.

Så har jeg tænkt lidt over det. Tænkt at måske skulle jeg bare fortsætte i den dagbogsagtige stil, og så er det måske slet ikke så svært at skabe lidt indhold, – om end det for læseren måske bliver kedeligt; for jeg er jo ikke nogen Anne Frank og vi befinder os ikke midt i 2. verdenskrig på flugt for nazisterne.

Og det blev hverdag

I dag er det 3 uger siden, at Hans blev født. Forelskelsen har ikke lagt sig, men hverdagen er trådt ind ad døren og skæret er blevet lidt anderledes. Ulrik er vendt tilbage til sit arbejde og det ekstra sæt hænder mellem kl. 15 og 17.30 kan godt mangle en lille smule, specielt fordi der ikke rigtig er nogen rytme i forhold til Hansen. Det kommer, det kommer. Jeg ved det godt.

Han vejer nu 4200 gram og har taget 1 kg på på 14 dage, så han er i hvert fald ikke en dreng, der holder sig tilbage og jeg har en seriøs sødmælksproduktion kørende. Han spiser godt på den der slowfood-måden og faktisk sover han for det meste også godt med 2-3 optankninger pr. nat. Det er fint. Vi har haft nogle dage, hvor det er svært for ham at lade luften passere, så der har været ilagt skrigeture, der fik mit hjerte til at bløde en lille smule, for kan vi ikke bare aftale, at vi ikke ender med en omgang kolik igen?

Jeg forsøger virkelig at trække vejret helt ind og helt ned i maven, mens jeg gør mit überste for at lære mit barns signaler at kende, og samtidig forsøger jeg at frasortere omgivelsernes velmenende råd, mest for at skærme mig selv. Hansen og jeg må prøve os frem.
I går forsøgte jeg med at tage ham fra brystet efter et stykke tid, men det fungerede skidt. For måske var hans helt basale behov dækket og måske var han virkelig mæt, men han var alligevel ikke færdig og store gode bøvse hjalp ikke; han skreg og han blev ved at skrige til han blev lagt ved brystet igen, hvor han faldt til ro og mens han diede pruttede han uden besvær.

Så meget bliver man bedre til i takt med at børneflokken øges, men der er virkelig også ting, hvor man starter forfra. Hver gang. Man famler i blinde og føler sig lige så usikker som allerførste gang.

Drengene er stadig søde ved ham, men de er også en smule utålmodige, for hvornår kan de lege med ham og lige nu, hvor han mest er arme og ben i alle retninger, så er han slet ikke sjov, men mere lidt småfarlig med sine cirkelspark og lige højre. Vi kunne kalde ham Gamle Hansen efter bokseren, der er kendt for sit effektive højrekryds.

Vi har ikke været så meget omkring, endnu – men det kommer, det kommer og jeg har besluttet mig for, at jeg ikke har travlt og mest af alt gør jeg som Hansen og er lige midt i det. Det er noget af en øvelse på mange niveauer; for jeg kan godt lide planlægning og en vis form for forudsigelighed. Men jeg kan næsten ikke forestille mig andet end at det faktisk er sundt for mig; bare at læne mig tilbage og nyde hele lortet.

Hans3uger

Så det gør jeg.
God weekend til dig, dit vidunderlige menneske.

Love is in the air

I dag er det 14 dage siden, at Hans blev født. På en gang er det som om, at han har været her altid og på en gang som om han lige er kommet. For mit eget vedkommende er jeg stadig høj ovenpå den bedste fødsel ever; jeg har stadig brug for at tale om fødslen, klappe mig selv på skulderen, fordi jeg virkelig var pissesej. Det hele er fortsat så levende i mig, hver en vejrtrækning, hver en ve.

Harald synes, at det er lidt svært med Hans. Han vil gerne være storebror og vise, at han selv kan en masse og få ros få det… samtidig er det ikke nemt at måtte vige pladsen, når Hans kræver mad og tør ble og opmærksomhed. Så opstår alle Haralds behov også og øv for beskeden om, at man lige må vente et øjeblik. Men vi er opmærksomme på det og vi skærmer ham, roser ham og finder øjeblikke hvor det kun er ham.

Gustav er stor. Storebror. Han har prøvet det før og samtidig har han nået en alder, hvor han bl.a. ser det som en mulighed for lidt frirum. Han er rigtig god til at hjælpe til og forholde sig til Hans, men det sejeste er nu, at han tager sin plads og cykler sjældent hjem fra fritidshjemmet før de lukker, og han hygger sig og er en glad dreng.

På tirsdag vender Ulrik tilbage til sit arbejde, og så skal der lige justeres til, men det er vist mest i forhold til den hverdag mig og Hans skal have.
Og tiden går og det føles rigtigt og rart.

image

Baby, brystmælk, bleskift og bare lige en time på øjet-barselsboblen

Hansen er 8 dage gammel i dag. OTTE DAGE?! I går og starten af natten besluttede han sig for – for anden gang på de 8 dage – at øge mælkeproduktionen, og jeg var en lille bitte smule grædefærdig i går på den der semiforurettet måde, for det havde vi ligesom ikke afstemt med hinanden, men Hansen han kommunikerede vredt med sine panderynker (hvor 5 rynker er maks.-grænsen for hans tålmodighed og der hvor han sætter foden ned) og var i sidste ende også den, der græd højest. Således blev det, at mælkeproduktionen blev øget i nat og vi derfor begge to, mig og Hansen, er rimelig smadret i dag.

Og i grove træk er det jo stort set det, som vi bruger tiden på, og indimellem så græder jeg også lidt på ham, sådan stille og sørgmodigt. For er det virkelig den sidste baby, vi skal have? Det var jo en pissefantastisk fødsel, også selv om det gjorde ondt. Oplevelsen så gennemført intens; jeg er nemlig stadig der, hvor jeg til stadighed undres over, at ens tissekone udvider sig i det omfang. Seriøst, det er sgu da ufuckingtroligt, ja? Og slyngevuggen, den er jo både blevet sort og lækker og er super dekorativt, når den hænger der, skal det også være sidste gang, at vi bruger den? Og talte vi ikke om den anden dag, at man bare bliver bedre og bedre til det der forældreshit i takt med antallet af børn og ekstrabonus er, at man samtidig køber mindre og mindre udstyr, dels har man allerede, dels finder man ud af, at man kan klare sig med helt ubeskriveligt lidt. Virkeligt.

Men… o.k. altså det er nok den sidste baby til os. Vi bliver ikke yngre og alle de drenge vi allerede har, ja de bliver også ældre og da vi skrev Hansen op til vuggestue og børnehave i går, så virkede det helt overvældende at se på skrift, at han skal starte i skole sommeren tyve tyve. Det er jo om længe-agtig.