Jeg mærkede det tydeligt den dag det skete.

Hansen har ændret mit og Gustavs forhold til hinanden. Til det bedre. Vi har fået det bedre med hinanden, er blevet mere rummelige og den tidligere bekymring jeg har haft i forhold til vores kontakt er forsvundet.

Måske er det ikke Hansen, måske er det tiden og min egen modenhed. Endnu en gang er jeg blevet mere rund og mild. Måske er Gustav blevet ældre, måske har han færre nedsmeltninger, som jeg hverken formåede at rumme eller takle til nogens fordel.

Det føles godt.

Lille store Hansen

I dag har Hansen været en del af vores familie i 4 måneder. Allerede 4 måneder og han hører slet ikke til i kategorien nyfødt længere, aj men for pokker han blev jo nærmest født i sidste uge og alligevel for flere tusind år siden. Det er et underligt paradoks sådan med på én gang at være helt ny og på én gang at have været her hele tiden.

image

Undskyld mens jeg forsøger at holde igen på mundvand og opkast.

Efter en uge med massiv opkast og ingen føde eller væske, så er kroppen helt nede på energi. Aldrig har jeg været så sølle og ude af stand til at passe på mig selv. Ulrik måtte tage fri fra job, Gustav og Harald blev afleveret hos mormor og morfar… og jeg troede, at jeg skulle dø.

Jeg er stadig ikke på toppen, kroppen er træt, bliver hurtig forkvalmet og lider pludselig af den ondeste hoste med opspyt. Jeg orker kun lige at amme Hans.

Min læge siger, at det er et godt tegn, at jeg, nu hvor opkasten er væk, er begyndt at føle sult. Jeg må bare ikke rigtig spise eller drikke noget. Æblejuicen skal være superfortyndet med vand og kun små slurke og så cultura. Aj men så næsten hellere opkast.

Det eneste jeg drømmer om lige nu, er, timerne på fødegangen efter Hans var født, hvor min skønneste jordemoder kom med iskold æblejuice med kraftig smag og chokolademælk, begge dele spækket med knust is. Det drømmer jeg om samt en rigtig grillburger med blød bolle, der ikke skal tygges, med den rigtige mængde snacks på, og løgene der bare bliver bløde som de lægges på bøffen og agurkesalaten, der bliver lunken… og ikke mindst det sidste dødsstød, når de lige lægger pres på overbollen og så i papir og to eleastikker om.

Resten af tiden har jeg bare lyst til at stikke en svamp ned i maven på mig selv, så den kan suge alt det forpulede mavesyre op, der brænder sig vej op gennem spiserøret.

Undskyld, men jeg har travlt med at være mor

Usikkerheden er den værste og fuldstændig til fælles med de andre perioder med små babyer i huset. Trætheden er en fysisk ting, den kan jeg for det meste gøre noget ved og mest accepterer jeg, at det er sådan det er, lige nu.

Jeg har en tendens til at glemme, at Hans ikke har været her altid, at han stadig er ny med sine 9 uger, 6 kg og 60 cm. For jeg har været på barsel længe og jeg har ventet på ham længe. Nu er han her, og så starter jeg forfra med at famle i blinde.

Vi bliver bedre til det. For det bliver nemmere og der kommer en rytme til både mig og Hans, som jeg med tiden kan planlægge ud fra. Den er ret fast om morgenen og giver mig to timer til at følge Harald i børnehave, smøre morgendagens madpakker, sætte en vask over og stadig have tid til overs til en kop varm kaffe og stirren ud i luften. Resten af dagen giver endnu ikke mening.

Nej, slyngvuggen skal ikke skubbes som en gynge, der kræver høj fart!

Hans sover i sin slyngevugge, radioen spiller og udenfor er det koldt. Der er noget helt enestående ved at være på barsel med en baby og selv om det ikke er første gang, så er det alligevel nyt. For vi skal alle tilpasse os, finde os til rette (igen!) og afprøve vores nye roller. Det fungerer nu egentlig meget godt og vi kan selvfølgelig trække på tidligere erfaringer, men der er også øjeblikke, hvor vi famler i blinde.

Jeg synes faktisk, at jeg er i det – også når gråden bliver lidt for intens, trætheden lidt for tyk og overskuddet til de to andre lidt småt. Jeg har ingen planer i løbet af dagen, tager tingene som de kommer. Jeg befinder mig lige i orkanens øje på godt og ondt, og når bølgerne går lidt højt, så er det rart at kunne skrive om det, så det ikke sætter sig som en modbydelig indeklemt forstoppelse og forpester alt omkring mig.

Babygråd er frustrerende, specielt når alt er afprøvet og det er noget indeni i Hans, der gør ondt. Og så er det lige meget om det er gråd i 30 sekunder, som i øjeblikket føles som flere timer eller en hel aften og nat, hvor han beslutter sig for at øge mælkeproduktionen og ens brystvorter gør så ondt af at blive suttet på.

Jeg synes ikke, at man kan forberede sig på et barn mere; det hele bygger på en forestilling om, hvordan det kan være. Denne forestilling er til enhver tid farvet af den tilstand man befinder sig i lige nu. Gustav og Harald er store drenge, de kan rigtig meget selv og så træffer man jo en beslutning på baggrund af dette. Jeg ved godt, at en baby kræver rigtig meget tæt kontakt og dermed efterlader mindre tid til andre opgaver, andres behov. Jeg er jo ikke naiv, men derfor må det vel godt komme bag på en.

Min blog kommer til at flyde over med babyindlæg af forskellig art; det er sådan, jeg bruger min blog. Børn fylder meget i mit liv, deres trivsel og min egen formåen i forhold til det at være mor. Jeg tænker meget over tingene og jeg kan godt lide at sætte ord på det, for det betyder, at jeg får det afleveret et sted og det er min måde at bearbejde tingene på. Når jeg skriver, så får jeg afstand til tingene og det er med til at ændre mit syn og indstilling.

Der er også indlæg, der aldrig ser dagens lys, fordi de – som jeg skriver dem – pludselig synes overflødige og banale: Var mit problem virkelig ikke større og det har jeg allerede en løsning på-agtige.

Jeg ved godt, at Gustav og Harald ikke tager skade af at behovsudsætte eller få at vide, at lige der skal de nok ikke stå og holde koncert med tromme og mundharmonika, for det er faktisk lige der, at Hans sover. Men det ændrer ikke på, at jeg indimellem føler mig som nej-mor med nedadvendte mundvige. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg tænker, at det er sådan, det er med og uden ny baby i huset.

Den første tid med en baby er pokkers intens, og babyen er da heller ikke lutter lagkage, for man kan ikke lege med ham, man må ikke slæbe rundt på ham, komme perler i næsen på ham, slikke på ham, nulre hans sutter med ens varme fødder, stikke sin finger fuld af jord og snot i munden på ham eller forære ham en tissemyre. Faktisk tror jeg, at det mest er det, som drengene reagerer på, at Hans er overalt i lejligheden, men man kan ikke bruge ham til noget. Endnu.

Der lægges nye rør

Babygråd har det bare med at ramme et stresscenter i kroppen, specielt den gråd, der ikke lader sig trøste. Sådan dage har vi med Hans.

Det er ikke kolik som med Harald og der er ikke er mønster i gråden. Den ene dag om aftenen, den anden om dagen. Så lige når man synes, at nu har man fundet en rytme og det er en smule forudsigeligt, så kan man ikke regne med det alligevel.

Vi tror, at han er ved at få lagt nye rør og tænker at hans indre kloaksystem snart er helt udskiftet og klar til brug uden brok.

Det er øjeblikke

Jeg tror ikke, at jeg er mere presset end så mange andre; hjælp eller ej. Lige som jeg heller ikke føler, at forældreskabet til tre drenge er en uoverkommelig opgave. Der vil altid være dage, hvor den næste time er svær at forestille sig, men når dagen er gået så kom vi alle sammen om på den anden side.

Jeg ved godt, hvad der trigger mig. Til gengæld ved jeg også godt, at det ikke er hver dag, at man tænke rationelt og klart. Mest er det jo øjeblikke, der virker håbløse, ikke fordi de nødvendigvis er det, men fordi ens egne forestillinger om, hvordan det burde være ikke bliver indfriet. For jeg kan sagtens hjælpe Gustav og Harald med at dække deres behov og der er ingen skam i livet ved at bede dem vente eller hjælpe hinanden. Det er mest fordi, at jeg, i det øjeblik, kunne ønske at Hans ikke lige græd, så jeg kunne kysse Harald i søvn, når han nu beder om det eller at tegne tændstiksmænd med Gustav. I øvrigt er det jo heller ikke akut hverken kys eller tegning, men nok snare en reaktion på, at de kan se, at mor er optaget af noget andet. Af ham Hansen, igen.

Ting er presset på baggrund af forventninger, men det har det også med at løse sig selv.

Jeg føler mig ikke som et offer og faktisk synes jeg, at vi får det til at fungere. Jeg synes, at vi skaber plads… men der er ingen tvivl om, at alting er lettere med to sæt hænder. Nogen gange er det mormors; fordi hun vil.

Havde vi fået tre børn, hvis vores vilkår var anderledes? Det spørgsmål vil aldrig lade sig bevare, gør hvad er vores vilkår? Mormors hjælp? Farfar og farmors hjælp? At Cirkeline døde? Jeg aner det ikke. Vi har fået tre dejlige drenge og den sidste kom for fem uger siden. Alting er stadig nyt.

Nogen bruger tiden, mens babyen sover, på at sove, læse, strikke. Det fungerer ikke for mig. Jeg trives med at være et skridt foran og det er med ro, at jeg gør klar til aftensmaden og bagefter selv får noget mad, som ikke er flydende og ikke skal klares med en hånd. For allermest stressende er det, når baby græder og man ikke kan trøste… og så er det lige meget hvor mange voksne, der befinder sig på matriklen.

Og det er heller ikke hele tiden, at Hans græder. Han er jo bare en baby.

Hænderne fulde

Lige så fantastisk det dybest set er at være forældre, lige så hårdt kan det være. Der er dage hvor tingene bare er lidt mere presset, fordi den gode idé man fik tidligt i morges, måske ikke var helt så gennemtænkt sidst på eftermiddagen, hvor man står alene med mange børn og det ene af dem bare skriger.

De dage har jeg lyst til at tude og føler mig som en kæmpe fiasko; fordi jeg ikke lige kan overskue at skulle køre bil alene med tre drenge i 1½ time; fordi jeg ikke lige kan overskue at være alene med tre drenge mens Ulrik er til petanque eller til møde. Og så bliver stemningen her hjemme bare lidt mere underskudsagtig, og spørge om hjælp det skal jeg heller ikke, det er jo mig, der har bestemt mig for alle de børn; mit ansvar.

Virkeligheden er bare ikke så sort og hvid. Det ved jeg jo for helvedet godt. Ligesom jeg også godt ved, at det kun er for en periode, at det er så intenst som nu. For det er jo nu, lige nu, at der går en hel voksen fra til Hans, og det er mig. Det betyder også, at jeg skal vænne mig til tanken om, at jeg ikke er lige så meget til stede i Haralds og Gustavs liv, som jeg gerne vil være og samtidig skal jeg acceptere, at de afsavn de og jeg lider i forhold til hinanden; det er prisen for en lillebror og på den lange bane, er det godt givet ud. Det vælger jeg at tro på.

Jeg er et privilegeret menneske. Vi er en privilegerede familie. Det ved jeg godt. Lige som jeg også godt ved, at en stor del af mit overskud skyldes, at jeg bl.a. har en mor, der gider tage aktiv del i min familie. Hjælpe med at hente Harald fra børnehave, lige blive hængende indtil Ulrik kommer hjem og give en hånd med, når Gustav har 3 kammerater med hjem fra skole til leg og grill i haven. Jeg er taknemlig og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg nogensinde skal sige tak. Jeg ved også godt, at min mor kun gør det, fordi hun har lyst og selv får en masse ud af det. Hendes relation til drengene er dyb, og det er den, fordi hun selvfølgelig har investeret i relationen.