Og så blev jeg enig med mig selv om, at jeg har rigeligt med børn.

Jeg havde måske kun lige trykket send på indlægget om aldrig mere at få flere børn og jeg havde kun lige mærket alle de store følelser, der er forbundet med graviditet, fødsel og livet med børn. Jeg havde kun lige præcist tænkt, at det var uforståeligt og vedmodigt, da jeg står i Kastrup lufthavn en tirsdag lige efter midnat og venter på vores bagage. Vi havde klaret flyveturen fint og der var intet i forhold til mine børn. De stod pænt og ventede.

Til venstre for mig stod en familie. En mor, en far og fem børn i alderen (tror jeg) 13 til 2 år. Forældrene virkede yngre end mig og Ulrik. Børnene opførte sig pænt, de hjalp hinanden og forældrene virkede glade og godt med overskud. Moderen var gravid med sit 6. barn. Og lige der blev jeg enig med mig selv om, at jeg har rigeligt med børn.

De skræmte mig ikke. Familien på snart seks børn og to voksne. Overhovedet ikke. Det var jo ikke mere end et par dage siden, at jeg selv havde sagt ja tak til flere børn, flere gode graviditeter og flere gode fødsler, og hvorfor stoppe når først man har taget på det, hur?

Det som skræmte mig var min egen reaktion. Jeg stod bare der i lufthavnen og stirrede på dem og tænkte ved mig selv, det er fandeme unaturligt med alle de børn. Ikke på deres vegne, det havde intet med den familie at gøre (for de havde styr på deres), men på mine vegne. Jeg blev mæt og vidste bare, at lige meget hvor skøn en graviditet er, lige meget hvor god en fødsel kan være, lige så meget følger der med de næste mange år i forhold til søvnløse nætter, bekymringer, konflikter med ungerne og sig selv, mangel på plads og mentalt overskud. Selvfølgelig følger der en masse fedt med, kærlighed, sjov, gode oplevelser og mentalt overskud.

Så der i lufthavnen stod jeg, kikkede på familien, der havde fået samlet deres bagage og var på vej ud i den kolde nat og hviskede stille for mig selv, jeg har hattrick og det er rigeligt.

Jeg kan se hele verden!

Vi havde en rigtig dejlig ferie. Vejret var lige tilpas og når man sådan kommer lidt uden for sæsonen (ugen før efterårsferien), så er der lidt mere stille. Vi boede på et rigtigt børnevenligt hotel, hvilket betød at alle faktisk fik slappet af. Hans fik feber dagen for hjemrejse og dårlig mave: Vi mistænker, at det skyldes et andet modermælkspræparat, for efter vi er kommet hjem og han er kommet tilbage på Allomin (det var ikke til at opdrive på Mallorca og Nan vidste vi af erfaring, at han gylper helt vildt meget af) så har han atter fået lidt ro i maven og i dag har indtil videre været en o.k. dag. Han var virkelig off i går og natten til i dag var lang, men nu er vi alle så småt tilbage i den normale rytme. Gustav er på fritidshjem, Harald i børnehave og Ulrik på arbejde; lige som det plejer og den slags er babyer jo vilde med.

Drengene klarede flyveturen inkl. ventetid ud og hjem så flot. Selv om det ikke er så længe siden, at vi var i USA, så var det for Harald som for første gang og han sad spændt i flyvsædet ved vinduet på udturen og blev ved med at spørge: “Flyver vi nu?” Og da vi så endelig lettede fra Kastrup råbte han af sine lungers fulde kraft med en helt fantastisk begejstring: “Jeg kan se hele verden!” Hans evne til at leve i nuet er beundringsværdig og når man giver sig selv lov til at slippe voksenrollen og være i nuet sammen med ham, så er det hele en lille smule lettere og mere tilbagelænet. Det vil jeg gerne øve mig noget mere i.

Selv om drengene har hygget sig og fik leget en masse med de andre børn på hotellet, så var det tydeligt at mærke, at specielt Gustav glædede sig til at se sine skolekammerater igen og han var klar til at tage på fritidshjem kl. 07 i morges. Vi fik ham dog til at vente en times tid inden han cyklede af sted.

Og mens vi var væk så blev det for alvor efterår i Danmark og valnøddetræet har smidt sine valnødder.

Sig appelsin.

Billedet er taget da vi besøgte Palma Aquarium på Mallorca, da humøret stadig var højt. Kort efter mister jeg den eneste sutteflaske vi har med og Harald bliver væk på legepladsen.

IMAG0661a

Vi starter med at holde pause ved indgangens toiletter, så Hans kan få sin flaske. Da han er færdig kommer vi lidt for hurtigt af sted, så vi kan se på fisk og jeg får ikke flasken med i klapvognen. Det opdager vi et par timer senere, da Hans bliver sulten. Jeg farer rundt og spørger personalet om de har fundet en flaske, uden held. Vi må forlade akvariet for at finde et supermarkedet, men desværre har alle butikker lukket om søndagen og vi går tilbage til akvariet for at finde ud af, hvad vi så gør. Der er 2,5 timer til bussen henter os og taxaen må ikke køre med fem passagerer. Vi sætter os foran akvariet og jeg giver Hans mad fra en almindelig vandflaske, hvor den ekstra mælk er opbevaret. Det går egentlig ok og vi giver hele turen en chance mere og spørger personalet om vi må komme ind igen. Det må vi.

Så fortsætter vi rundt i akvariet og efter noget tid holder vi tissepause. Harald og jeg står på toilettet, da jeg ser en rengøringsdame og tænker måske har hun fundet flasken… og det havde hun og alt blev bare lidt mere overskueligt.

Så fortsætter vi lidt mere afslappet på legepladsen, da Harald pludselig er ude af syne. Både Gustav, Ulrik og jeg leder efter ham og kalder, men der er ingen Harald, der svarer. Pludselig hører vi en velkendt lyd, lyden af et irriterende pivdyr og finder Harald, der sidder gemt i en gigantisk muslingeskal og er gået tryk-amok på sin piv piv haj. Manner altså pulsen kom op på kort tid. Alle er i god behold, Hans fik mad og vi faldt til ro igen, selv om jeg faktisk ikke tror, at Ulrik overhovedet havde været urolig. Om jeg fatter hans evne til at bevare roen.

Og sidst på linjen: Palma Aquarium på Mallorca det slår seriøst Den Blå Planet med flere liter vand. Så kik forbi!

Aldrig mere?!

Forrige fredag var jeg, og Hans, en tur forbi mit arbejde. Det var så fedt at se mine kolleger igen og hilse på de nye, der er kommet til. Jeg savner mit arbejde, mine kolleger samtidig med at jeg stornyder min barsel med Hans og suger alt ud af den, som overhovedet er muligt, velvidende at det bliver min sidste barsel. Nogensinde. Åh manner, hvor det bider at skrive sådan og får næsen til at løbe en lille smule. Ti år af mit liv har jeg brugt på graviditeter, fødsler og barsler, og selv om nætter med sparsom søvn kan få mig til at sige, at jeg aldrig skal have flere børn, så er det fandeme underligt, at jeg aldrig skal have flere børn.

Selvfølgelig skal jeg nyde de børn, som jeg allerede har, hvilket jeg i øvrigt også gør. Men for pokker aldrig mere, aldrig aldrig mere?!

Og her den anden dag (for 100 år siden)!

Ja, jeg hænger lidt fast i det med alderen, men altså det er sgu noget underlig noget. For jeg er jo godt klar over, at jeg bliver ældre, men jeg bliver alligevel en smule overrasket, når jeg pludselig læser, at Ghostbusters har 30-års jubilæum. Og jeg har ikke set filmen på noget tidspunkt siden den gang, men at det skulle være 30 år siden. Seriøst. Forstår du hvad jeg siger? Det med at man ligesom bare husker det hele som skete det sidste mandag.

Jeg er ikke 20 år længere.

Pludselig trykker alderen, helt ned i skoene faktisk og så blev man hende på 41 år, der må købe indlæg til sine sko. De grå hår bliver også flere og flere og for første gang nogensinde har jeg farvet mine øjenbryn. Ikke at jeg ligefrem er i forfald, føler mig faktisk sundere og i bedre kondition end nogensinde før, men alderen kan ingen gøre noget ved. Jeg ved godt, at det er længe siden jeg var 20 og har det fint med 40’erne, egentligt. Det er bare det, at det sker… man bliver ældre, synet dårligere og ens øre mere sarte for nutidens musik. Jeg ryster også mere på hovedet end tidligere, der er så meget jeg ikke længere forstår, som kondomreklamen, der hænger ved busstoppestederne og med store bogstaver siger: Fordi jeg ikke gider have sex med din ex-bitch. Virker de reklamer virkelig og hvad blev der af sange som “den jeg elsker, elsker jeg”? Ja, jeg spørger bare.

Der er gået 2,5 år.

Jeg råber stadig ikke af mine børn på den der ubehagelige måde, som kun en voksen kan gøre og samtidig overskride alle ens barns grænser. Det er jeg fandeme glad for. Jeg er glad for, at jeg valgte at gøre en forskel for mine børn (og mig, selvfølgelig), en forskel hvor jeg respekterer dem for de individer, som de er. Jeg kan stadig blive sur og skælde ud, men uden at virke truende, uden at de skal blive bange, uden den dårlige samvittighed.

Jeg tænker ikke så meget over det, som tidligere. Lige så almindeligt det var for mig, at brøle af dem, lige så almindeligt er det blevet for mig at lade være.

En 9-årig dreng

I går puttede jeg en dreng på 8 år, i morges vågnede han og var et år ældre. 9 år gammel og har haft svært ved at sove hele ugen op til fødselsdagen i lørdags. Kan du mærke forskel, spurgte jeg og det kunne han. Var blevet højere, han var nok også blevet bedre til at løbe stærkt og det skal han afprøve til dagens atletik.

I dag skal der uddeles flødeboller i skolen. I dag skal der laves pizza til aftensmad.

Han fik en cykel i fødselsdagsgave i lørdag, fra os og bedsteforældrene og hold op hvor blev han glad. Det har han ønsket sig længe, en cykel med gear og det fik han.

Jeg kikker ofte på ham i smug og føler mig heldig over, at jeg fik lov til at blive hans mor. Vi har haft vores at slås med, nok mest mig, men sådan er det ikke længere. Vi er blevet et team og vi har fundet en samhørighed mellem os, og han er virkelig blevet stor og selvstændig og velovervejet.

En sen aften blev han født og han var et smukt barn og længe ventet og hele natten lå han som en kugle på mit bryst. Han vil stadig gerne putte og ligge tæt og stryges på ryggen. Han er blevet stor, han er blevet storebror og i dag hyldes han.

image

Mig og mine snapse-gode ideer om hvordan livet skal leves.

Dagen startede tidligt for mig og Hans og resulterede i at jeg slet, slet ikke kunne rumme Gustav og Harald, der sad glade ved morgenbordet som jeg kom ned ad trappen. Det er noget ved mig selv, jeg hader. Det at jeg pludselig lader det gå ud over de uskyldige.

Det var ikke kun fordi natten var urolig, det var lige så meget fordi, at jeg i går fik en fiks idé. Havde lige 5 minutter og så skulle den store kommode ovenpå og bogreolen ind i stuen igen. Hvad jeg helt tænkte på, ved jeg ikke. Ene kvinde og med en fem måneder gammel baby på armen, det giver jo næsten sig selv, at projektet ikke lader sig gøre.

Til gengæld var der kaos i stuen. Og så meget fritid har vi altså heller ikke og Gustav havde atletikdag og Ulrik var lige kommet hjem fra job. Rodet blev stående. Men den slags sidder i mig og stresser mig, fordi jeg bare vil have det hele skal ske i løbet af nul komma fem.

Så dagen startede skidt. Efter de store og Ulrik var gået puttede jeg Hans og fik styr på noget af det. Da Hans vågnede samlede jeg tremmesengen, men det syntes Hans ikke var en god idé, for hvem gider kikke på? Så stressede jeg lidt over det og endte op med ikke at imødekomme hans behov for søvn, fordi passede dårligt og jeg skulle også til gynækolog.

Hans han skreg i autostolen og jeg tudede i røret til Ulrik og min lille bil virkede endnu mindre med alt den støj. Vi kom ad sted, Hans faldt i søvn og sov helt til lægebesøget inkl. en halv times forsinkelse var overstået.

Nogen gange er jeg virkelig træt af mig selv.

Der er kommet ro på mig og Hans. Nu sover han i klapvognen, jeg har fundet en bænk og prøver at komme i zen, igen.

Dagens optur. Hans er begyndt at reagere på sit navn og finder det tæske sjovt at lege titte-bøh, og det reddede på en og anden måde dagen.

Kikset at være over 40 og have en blog?

Ovre hos manden og konen står der “Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.” Den slags går rent ind hos mig. En stor del at skrive blogs er selvfølgelig den tilbagemelding man får eller måske netop ikke får.

Tiden ændrer sig også bare hele tiden og i dag har de fleste en smartphone, hvor størstedelen af deres kommunikation foregår. De fleste via hurtige statusopdateringer, billeder og responsen er de hurtige likes, fordi det er nemt og det hele går lidt stærkt (og fordi der ikke altid er noget at sige), men også fordi at længere beskeder sjældent kan skrives via en mobiltelefon. Det er i hvert fald sådan, at jeg har det og jeg er begyndt på at anstrenge mig lidt mere.

Så i stedet for, når ungerne er lagt, at slænge mig i sofaen med tv’et tændt og mobilen i hånden, så tænder jeg for min computer og giver mig selv en halv times tid, hvor jeg vælger at forholde mig. Det gør en forskel for mig, fordi jeg føler, at jeg i langt højere grad involverer mig og er til stede. Et og andet sted føler jeg, at jeg er blevet en smule doven i takt med mobiltelefonens mange muligheder og det ærgrer mig.

Jeg har de sidste par år været i tvivl om hende.dk, for måske har bloggen overlevet sig selv og måske er mediet og tiden bare en anden. Lige nu har jeg sat ind for at sparke lidt liv i den gamle tøs… og så må vi finde ud af om det er kikset at være over 40 og have en blog. You tell me?