Babys hemmelige plan om at overtage verden.

Hans’ rytme synes en smule fucked up og jeg gider ikke anstrenge mig synderligt for at ændre på den. Erfaringen fortæller mig, at der sjældent er noget at stille op og ligeså snart man tænker, så nu har jeg styr på det shit, så er det at ens barn gør noget andet.

Således vågner han hver nat mellem 03 og 04, for at få mad, for at fylde bleen med lort… og ikke mindst for at underholde med sjov og spas den næste halve til hele time. Og så ved man bare, at man er pænt brugt et par timer senere, når vækkeuret ringer.

Det er Hans også, og har af samme årsag taget små tre timer fra kl. 8 til 11 og jeg skal ikke klage, hvad det angår, så får jeg afleveret Harald og kan stadig nå hjem og drikke varm kaffe og slænge mig i sofaen. Men, sådan et men måtte der bare være, de tre timer betyder også bare, at Hans ikke sover meget mere den dag før han bliver puttet kl. 19 og derfor resten af tiden er mister funny happy guy (ironi er i den grad anvendt) og jeg selv bare vader af sted med klapvognen, for så sker alligevel noget.

På de gode dage falder han i søvn på turen, og tager 45 minutter, på de mindre gode taler vi 20-30 minutter.

Det ændrer sig, om ikke andet når han starter i vuggestue, tænker jeg. Og så længe han er party-uartig om natten, så forstår jeg egentlig godt hans behov for en morfar. Derudover er det mig faktisk midt imod at vække et barn af hans størrelse, der sover. For så vigtigt er den rytme så heller ikke her midt i barselsland, heller ikke selv om jeg indimellem er virkelig, virkelig træt.

I weekenden er sovetjansen med Hans, og deri en time til halvanden med topunderholdning, Ulriks. Så er sofaen min. Søndag aften bytter vi tilbage igen.

Den onde cirkel blev brudt.

Udfordringen med ikke at råbe af mine børn var en succes, som jeg er pavestolt af og her lidt over to år efter råber jeg stadig ikke. Tænk en gang.

Sådan skrev jeg tidligere i dag og nåede ikke videre, da Hans vågnede og så gik tiden med noget andet. Her til aften modtager jeg så en mail, hvori jeg bliver spurgt hvad jeg gør, når jeg ikke råber og drengene stadig ikke hører efter.
Og selv om mit indledende indlæg nok ikke skulle have handlet om det (kan faktisk ikke huske hvad jeg ville med indlægget), så er det da et pudsigt sammentræf og fik mig til at genoptage indlægget.

Jamen en del af vores konflikter stoppede samtidig med at jeg stoppede med at brøle. Dermed ikke sagt at der ikke stadig er konflikter og at jeg aldrig bliver sur, nu gentager jeg bare tingene noget mere og når de er sagt tilstrækkelig mange gange og det stadig ikke har den ønsket effekt, så tager jeg dem i hånden (nok mest Harald) og gentager beskeden og hjælper ham på vej.

Den anden dag var vi til cirkusforestilling på Gustavs skole. Begge mine drenge, Harald og Gustav sad på forreste række og blev grebet af stemningen og begyndte at råbe op mod scenen. Tre gange gik jeg hen til dem og sagde stop, fordi deres råben blev upassende og 4. gang så tog jeg Harald i hånden og flyttede ham til min plads længere væk. Så jeg er nok blevet mere konsekvent, men i det store hele mere rummelig og udgangspunktet er, er det er fordi de er børn og har de det skægt eller skaber de en situation, der er uholdbar og kræver voksenstyring?

Jeg er bestemt blevet mere klar i spyttet, vil du have min hjælp for så er det nu. Børn er børn og de prøver altid at trække den til allersidste, det husker jeg mig selv på, men i og med at jeg ikke brøler og ikke har en frembrusende og truende adfærd, så respekter de også i højere grad, når jeg siger stop.

Og der er sgu nok at se til og indimellem ender det også med, at jeg beder dem være et andet sted end der hvor jeg er, fordi jeg ikke gider deres larm eller dril eller hvad det er, der lige generer og så synes jeg, at det stopper efter kort tid, fordi det dybest set er pissekedeligt at lege på værelset med en lukket dør.

Så jeg er blevet mere klar i mine udmeldinger og ungerne er ikke længere usikre på mit humør og slapper derfor mere af.

Ser du gennemsnitlig død på DR2?

Det er på én gang fascinerende og dragende og på én gang konfronterende og ubehageligt. Ja, ja vi skal alle sammen død. I get that og oplevede jo for helved også smerten ved at miste min datter. Men alligevel dø? Altså pludselig kommer det bare alt for tæt på, specielt tanken om, at det skulle ske før mine børn bliver voksne. Jeg indrømmer det gerne; jeg er sjældent rigtig tryg og afslappet før alle mand er samlet. Dybest set synes jeg det er noget pjat og jeg gør meget ud af ikke at lade det fylde hele mit indre, vil jo egentlig også gerne leve livet og nyde det – men en gang imellem kommer det snigende, som når jeg ser sådan et program eller jeg er helt nede på overskud, så er det bare som om, at alting kommer lidt nemmere ind under huden.

Om pludselig at opdage, at man er blevet ældre.

Var i biografen i dag med en veninde. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har været i biffen. I køen taler vi om, om vi skal se Dracula Untold eller Fasandræberen. Vi enes om Dracula, for det er vampyrer og kærlighed i en. Får vores billetter, og går ud og spiser. Indre by emmer af liv og mørket har sænket sig skønt klokken kun lige er slået fem (som i 17).
Tilbage i biografen og der er tyve minutter til filmen starter, siger til min veninde at jeg glæder mig til se Fasandræberen og at jeg aldrig har læst hans bøger. Min veninde glor på mig med åben mund og siger, men vi skal se Dracula.

Så er scenen sat. Det morer vi os over og da vi kommer ind i biografsalen er vi nok også de eneste over fyrre (40!). Halvvejs i filmen, som by the way er god, bliver vi urolige og hvisker begge i mørket at en pause ville være rar.

Og der i biografen gik det nok for alvor op for mig, at jeg er blevet ældre og byen ikke længere emmer for mig. Jeg er mere til sofaen, en kop kaffe og muligheden for at have benene oppe.

Og da den unge fyr i sædet ved siden af mig begyndte at suge bunden ud af sin sodavand, var min første indskydelse at tage koppen fra ham og tage låg og sugerør væk, for at give ham koppen tilbage.

Nu er jeg i bussen på vej hjem. Klokken er halv ti (21.30) og jeg glæder mig over at komme i seng i ordentlig tid.

Jeg tror, vi har ramt en fase.

Hans er blevet seks måneder og det hele skal åbenbart ske på en gang. Han er begyndt på mad og vil overhovedet ikke mades. Det sviner af røvens til, men på den anden side giver det mere ro til selv at få spist. Han okser og maser for at få røven med sig,når han ligger på maven, for han vil op på alle fire. Han har travlt.

I dag har han ikke været til at slå omkuld, og har stort set ikke sovet siden kl. 05 i morges. Det har jeg så heller ikke. Til gengæld har vi skridtet 2900 af og jeg er pænt smadret lige nu, hvor jeg måtte tvinge ham til søvn og han bare skreg og jeg gik og vuggede og sang og gjorde alt for at trække vejret roligt og dybt og helt ned i maven, så jeg ikke skreg med.

Og bortset fra den sparsomme søvn, så er han jo både lækker og sød og glad. Det gør nu en forskel sådan sidst på dagen, når alting hænger på en.

Så blev det hverdag igen.

Mandag og vi er tilbage i hverdagen igen. Rytmen er i gang og 14 dages ferie er slut. Drengene blev hjemme torsdag og fredag, hvilket faktisk var hyggeligt, men til sidst kravlede de på væggene, for når det regner så begrænser det altså mulighederne.

Til sidst skulle der ikke så meget til før overskuddet hos alle var brugt op, og jeg blev træt af hele tiden at høre mig selv bremse deres leg fordi støjniveauet blev for højt.

Børn er børn og voksne er voksne, og en gang imellem fungerer de to konstellationer altså dårligt sammen. Men så tog de voksne sig sammen, det er jo deres ansvar og vi gik pyntet til Halloween i haven og drengene fik kastet sten i åen.

Og nu er det mandag og jeg synes næsten at solen skinner.

2014-10-19 15.36.08

2014-10-20 09.14.51

2014-10-20 09.17.36

Og så blev jeg enig med mig selv om, at jeg har rigeligt med børn.

Jeg havde måske kun lige trykket send på indlægget om aldrig mere at få flere børn og jeg havde kun lige mærket alle de store følelser, der er forbundet med graviditet, fødsel og livet med børn. Jeg havde kun lige præcist tænkt, at det var uforståeligt og vedmodigt, da jeg står i Kastrup lufthavn en tirsdag lige efter midnat og venter på vores bagage. Vi havde klaret flyveturen fint og der var intet i forhold til mine børn. De stod pænt og ventede.

Til venstre for mig stod en familie. En mor, en far og fem børn i alderen (tror jeg) 13 til 2 år. Forældrene virkede yngre end mig og Ulrik. Børnene opførte sig pænt, de hjalp hinanden og forældrene virkede glade og godt med overskud. Moderen var gravid med sit 6. barn. Og lige der blev jeg enig med mig selv om, at jeg har rigeligt med børn.

De skræmte mig ikke. Familien på snart seks børn og to voksne. Overhovedet ikke. Det var jo ikke mere end et par dage siden, at jeg selv havde sagt ja tak til flere børn, flere gode graviditeter og flere gode fødsler, og hvorfor stoppe når først man har taget på det, hur?

Det som skræmte mig var min egen reaktion. Jeg stod bare der i lufthavnen og stirrede på dem og tænkte ved mig selv, det er fandeme unaturligt med alle de børn. Ikke på deres vegne, det havde intet med den familie at gøre (for de havde styr på deres), men på mine vegne. Jeg blev mæt og vidste bare, at lige meget hvor skøn en graviditet er, lige meget hvor god en fødsel kan være, lige så meget følger der med de næste mange år i forhold til søvnløse nætter, bekymringer, konflikter med ungerne og sig selv, mangel på plads og mentalt overskud. Selvfølgelig følger der en masse fedt med, kærlighed, sjov, gode oplevelser og mentalt overskud.

Så der i lufthavnen stod jeg, kikkede på familien, der havde fået samlet deres bagage og var på vej ud i den kolde nat og hviskede stille for mig selv, jeg har hattrick og det er rigeligt.

Jeg kan se hele verden!

Vi havde en rigtig dejlig ferie. Vejret var lige tilpas og når man sådan kommer lidt uden for sæsonen (ugen før efterårsferien), så er der lidt mere stille. Vi boede på et rigtigt børnevenligt hotel, hvilket betød at alle faktisk fik slappet af. Hans fik feber dagen for hjemrejse og dårlig mave: Vi mistænker, at det skyldes et andet modermælkspræparat, for efter vi er kommet hjem og han er kommet tilbage på Allomin (det var ikke til at opdrive på Mallorca og Nan vidste vi af erfaring, at han gylper helt vildt meget af) så har han atter fået lidt ro i maven og i dag har indtil videre været en o.k. dag. Han var virkelig off i går og natten til i dag var lang, men nu er vi alle så småt tilbage i den normale rytme. Gustav er på fritidshjem, Harald i børnehave og Ulrik på arbejde; lige som det plejer og den slags er babyer jo vilde med.

Drengene klarede flyveturen inkl. ventetid ud og hjem så flot. Selv om det ikke er så længe siden, at vi var i USA, så var det for Harald som for første gang og han sad spændt i flyvsædet ved vinduet på udturen og blev ved med at spørge: “Flyver vi nu?” Og da vi så endelig lettede fra Kastrup råbte han af sine lungers fulde kraft med en helt fantastisk begejstring: “Jeg kan se hele verden!” Hans evne til at leve i nuet er beundringsværdig og når man giver sig selv lov til at slippe voksenrollen og være i nuet sammen med ham, så er det hele en lille smule lettere og mere tilbagelænet. Det vil jeg gerne øve mig noget mere i.

Selv om drengene har hygget sig og fik leget en masse med de andre børn på hotellet, så var det tydeligt at mærke, at specielt Gustav glædede sig til at se sine skolekammerater igen og han var klar til at tage på fritidshjem kl. 07 i morges. Vi fik ham dog til at vente en times tid inden han cyklede af sted.

Og mens vi var væk så blev det for alvor efterår i Danmark og valnøddetræet har smidt sine valnødder.

Sig appelsin.

Billedet er taget da vi besøgte Palma Aquarium på Mallorca, da humøret stadig var højt. Kort efter mister jeg den eneste sutteflaske vi har med og Harald bliver væk på legepladsen.

IMAG0661a

Vi starter med at holde pause ved indgangens toiletter, så Hans kan få sin flaske. Da han er færdig kommer vi lidt for hurtigt af sted, så vi kan se på fisk og jeg får ikke flasken med i klapvognen. Det opdager vi et par timer senere, da Hans bliver sulten. Jeg farer rundt og spørger personalet om de har fundet en flaske, uden held. Vi må forlade akvariet for at finde et supermarkedet, men desværre har alle butikker lukket om søndagen og vi går tilbage til akvariet for at finde ud af, hvad vi så gør. Der er 2,5 timer til bussen henter os og taxaen må ikke køre med fem passagerer. Vi sætter os foran akvariet og jeg giver Hans mad fra en almindelig vandflaske, hvor den ekstra mælk er opbevaret. Det går egentlig ok og vi giver hele turen en chance mere og spørger personalet om vi må komme ind igen. Det må vi.

Så fortsætter vi rundt i akvariet og efter noget tid holder vi tissepause. Harald og jeg står på toilettet, da jeg ser en rengøringsdame og tænker måske har hun fundet flasken… og det havde hun og alt blev bare lidt mere overskueligt.

Så fortsætter vi lidt mere afslappet på legepladsen, da Harald pludselig er ude af syne. Både Gustav, Ulrik og jeg leder efter ham og kalder, men der er ingen Harald, der svarer. Pludselig hører vi en velkendt lyd, lyden af et irriterende pivdyr og finder Harald, der sidder gemt i en gigantisk muslingeskal og er gået tryk-amok på sin piv piv haj. Manner altså pulsen kom op på kort tid. Alle er i god behold, Hans fik mad og vi faldt til ro igen, selv om jeg faktisk ikke tror, at Ulrik overhovedet havde været urolig. Om jeg fatter hans evne til at bevare roen.

Og sidst på linjen: Palma Aquarium på Mallorca det slår seriøst Den Blå Planet med flere liter vand. Så kik forbi!